Østre Landsrets dom af
23. oktober 2000
9. afdeling, B-0220-97

Parter

Skatteministeriet Told- og Skattestyrelsen
(Kammeradvokaten ved advokat Niels Banke)

mod

A (Advokat Steen Aksel Harrsen)

Afsagt af landsdommerne

Teilmann, Mikael Sjøberg (kst.) og Britt F. Klitgaard (kst.)

Sagen vedrører krav om erstatning for tort som følge af en arrest opnået på grundlag af en fordring, der ikke bestod, jf. retsplejelovens § 639. Kravet er rejst af sagsøgte under justifikationssagen.

Sagsøgte, A, har nedlagt påstand om, at sagsøgeren, Skatteministeriet Told- og Skattestyrelsen, tilpligtes at betale 1 mill. kr. med tillæg af procesrente fra kravets fremsættelse den 12. august 1999 til betaling sker.

Sagsøgeren har påstået frifindelse, subsidiært frifindelse mod betaling af et mindre beløb.

Sagsøgeren har hævet justifikationssagen.

Sagens omstændigheder

Den 28. februar 1994 flyttede sagsøgte fra ...... til Danmark. Han bosatte sig med sin familie i en ejendom i .... tilhørende selskabet, H1 ApS, i det følgende kaldet H1. 51 % af anpartskapitalen i H1 var ejet af sagsøgte. De resterende 49 % af anpartskapitalen var ejet af H2 S.A., ......, i det følgende kaldet H2, der var et datterselskab af H3 S.A., ......, i det følgende kaldet H3, der var ejet af sagsøgtes ægtefælles slægtninge.

Sagsøgte arbejdede for at etablere en virksomhed i H1 med import til Danmark af brugte lystbåde og tilbehør til både med henblik på videresalg. H1 fik i den anledning tilført betydelige kontante beløb.

Ved agterskrivelse af 9. december 1996 varslede Told- og Skatteregionen, forhøjelse af sagsøgtes selvangivne indkomster for 1994 og 1995. De heraf følgende skatteforhøjelser ville medføre krav om betaling af skat med i alt ca. 5,6 mill. kr. Det var skatteregionens opfattelse, at sagsøgte, på trods af opfordringer hertil, ikke havde sandsynliggjort, at beløb indsat på H1s og H2s konti med rette var udeholdt fra hans personlige selvangivelse. Regionen sendte samme dag en agterskrivelse til H1 og varslede beskatning af de samme beløb også hos selskabet. Sagsøgte og selskabet fik en frist på 14 dage til at fremkomme med eventuelle bemærkninger. Fristen for at besvare de fremsendte agterskrivelser blev efterfølgende forlænget til ultimo januar 1997.

I løbet af januar måned 1997 påbegyndte H1 en realisation af selskabets aktiver. I den forbindelse lod sagsøgte bl.a. selskabets to faste ejendomme bortsælge, herunder den ejendom hvor han selv og hans familie boede. Sagsøgtes ægtefælle og to børn udrejste til ...... den 13. januar 1997.

Den 21. januar 1997 indgav sagsøgeren til fogedretten en begæring om arrest for skattekravet på 5,6 mill. kr. med tillæg af renter samt omkostninger i forbindelse med arrestens foretagelse. Arrestforretningen blev gennemført dagen efter, og til sikkerhed for sagsøgtes gæld til sagsøgeren, blev der foretaget arrest i følgende aktiver:

Den samlede arrest blev skønsmæssigt foretaget for 5,9 mill.

De 2,8 mill. kr. deponeret i Jyske Bank vedrørte H1s salg af to faste ejendomme. 140.987,32 kr. indestående i Jyske Bank vedrørte en konto oprettet i H1s navn. 591,37 USD indestående i Jyske Bank og 750,79 kr. indestående i Jyske Bank vedrørte konti oprettet i H2s navn. Under nærværende sag har parterne været enige om, at ingen af de arresterede aktiver rent faktisk tilhørte sagsøgte på det tidspunkt, hvor arresten blev foretaget.

Justifikationssag mod sagsøgte blev anlagt den 28. januar 1997. Den varslede forhøjelse af sagsøgtes indkomst blev fastholdt af Told- og Skatteregionen den 25. februar 1997. Afgørelsen blev af sagsøgte påklaget til Landsskatteretten. Ved processkrift af 20. april 1998 blev omfanget af arresterede aktiver væsentligt reduceret, idet sagsøgeren ikke længere fandt, at det kunne dokumenteres, at de arresterede midler, 2,8 mill. kr. deponeret i Jyske Bank og 140.987,32 kr. indestående i Jyske Bank, tilhørte både H1 og sagsøgte. Landsskatteretten omgjorde ved kendelse af 7. september 1998 skatteregionens afgørelse med den virkning, at sagsøgtes skatteansættelser blev ændret i overensstemmelse med hans selvangivelser.

Parterne er herefter enige om, at den fordring, på grundlag af hvilken, der blev foretaget arrest, ikke bestod. Ved telefax af 16. april 1999 hævede sagsøgeren justifikationssagen i det hele.

De under nærværende sag omhandlede arresterede konti blev den 22, januar 1997 tillige arresteret ved en arrestforretning rettet mod H1. H1 er efterfølgende taget under konkursbehandling, og sagsøgeren har hævet justifikationssagen. H1 nu under konkurs har frafaldet et eventuelt krav på godtgørelse for uberettiget arrest. På foranledning af sagsøgte verserer der fortsat en sag for Østre Landsret om de foretagne indkomstforhøjelser for selskabet.

Partsforklaring

Sagsøgte har forklaret, at han er dansk statsborger. Han har ingen uddannelse, men har hele sit liv beskæftiget sig med lystbåde. I 1976 forlod han Danmark og bosatte sig i Spanien og senere - i 1980 - i ....... I 1982 blev han gift med sin .... ægtefælle. Både han og ægtefællen arbejdede for H3, der var ejet af hans svigerfamilie. H3 ejede et stykke jord, hvor man etablerede et værft for lystbåde. Selskabet havde endvidere store indtægter ved pengeveksling. Virksomheden gik strålende, og i 1986 byggede man en marina. Marinaen blev solgt i 1990 for 1/2 mill. USD. Sagsøgte har aldrig været medejer af H3.

I 1992, da sagsøgtes ældste barn skulle begynde i skole, besluttede han i samråd med sin ægtefælle at flytte familien til Danmark. Han havde fået tilsagn fra H3 om, at selskabet ville stille 1 mill. USD til rådighed for H2 med henblik på investeringer i Danmark. Hensigten var at etablere en virksomhed, der beskæftigede sig med køb og salg samt reparation af brugte lystbåde. Sagsøgte rejste til Danmark og med bistand fra en advokat og en revisor blev selskabet H1 stiftet i januar 1993. Der blev herefter overført store kontante beløb i USD fra ...... til Danmark, og H1 ApS investerede omkring 5 mill. kr. i to faste ejendomme, ligesom der blev indkøbt lystbåde m.v. Det store kontantbeløb medbragte han selv fra ...... til Danmark. Han havde pengene i inderlommen, da han rejste fra ...... til USA. I USA blev pengene registreret, inden han rejste videre til Europa. Sagsøgte vekslede nogle af pengene i Danmark, og andre tog han med til Holland, idet vekselkursen her var bedre. Alle midler tilgik H1. Det var hans erfaring, at skulle man overføre penge fra ...... til USA via bankerne, ville en sådan ekspedition tage mere end en måned.

I 1995 fik H2 en konto i Danmark. Før dette tidspunkt var han ikke bekendt med, at man kunne oprette en udlandskonto i Danmark. H1 var i en etableringsfase, og der var ingen egentlig drift i selskabet før i december 1996, hvor man ansatte en sælger. I 1996 var der investeret ca. 7 mill. kr. i virksomheden. Selskabet havde aktiver i form af fast ejendom og både, og værdien heraf oversteg det investerede beløb, hvorfor sagsøgte ikke mente, at det var noget problem, at alle selskabets investerede midler, var lånt af H2. Der var en aftale mellem H2 og H1 om, at H1 ikke måtte have andre kreditorer end H2.

Skattevæsenet havde været på besøg i virksomheden 5-6 gange. Man havde drøftet spørgsmål om moms, men ikke spørgsmål om de kontante midler, der var tilgået selskabet. Skattevæsenet påpegede ikke nævneværdige fejl.

Sagsøgtes familieliv var harmonisk. Sønnen klarede sig godt i skolen, og ægtefællen havde hurtigt lært at tale dansk og var glad for at bo i Danmark. Han blev chokeret, da han modtog agterskrivelsen i december 1996. Skatteregionen havde bestemt, at alle de penge, som H2 havde investeret i H1, tilhørte ham personligt, og at han skulle betale skat af beløbet. Han var overbevist om, at han ikke ville kunne forklare skattevæsenet, hvordan det hele hang sammen. Han fortalte til sin kone, at deres hus ville blive solgt, og at alle deres ejendele med få undtagelser ville blive taget fra dem. Hans kone valgte derfor at emigrere til USA med de to fællesbørn. Sagsøgte sendte samtidig en rapport til ...... og redegjorde for, at de danske myndigheder ville sælge de to ejendomme og hele varelageret på tvangsauktion. Han meddelte endvidere, at han ikke ville være i stand til at overbevise skattevæsenet om den rette sammenhæng. Ledelsen af H2 og H3 svarede, at man ville have sit tilgodehavende. Det er korrekt, at sagsøgte var direktør i H2, men så længe han var bosat uden for ......, havde han ingen indflydelse på de beslutninger, der blev truffet af selskabets ledelse. H1 realiserede inden for kort tid to ejendomme og et betydeligt lager af lystbåde. Efter sagsøgtes opfattelse var der tale om selvforsvar over for et groft overgreb fra det danske skattevæsen. En uges tid efter, at han havde modtaget agterskrivelsen, talte han med en dansk advokat. Det var advokatens opfattelse, at skatteansættelserne ikke var korrekte. Navnlig kunne det ikke passe, at de samme midler skulle beskattes både hos ham personligt og hos H1. Advokaten søgte og opnåede en udsættelse hos told- og skatteregionen. Sagsøgte drøftede ikke med advokaten, om selskabet burde realisere alle sine aktiver og tilbagebetale gælden til H2. Beslutningen var jo truffet.

I midten af februar - efter at arresten var gennemført - rejste sagsøgte til ...... for at forsøge at forklare sig. Det lykkedes ikke. Ledelsen i H2 troede på det danske skattevæsen og beskyldte sagsøgte for mandatsvig. Han måtte rejse tilbage til Danmark, hvor han levede af bistandshjælp i en periode. Sagsøgte kunne ikke få økonomisk støtte til at føre skattesagerne. I dag er dialogen med ledelsen i H2 blevet bedre. Det er H2, der financierer nærværende retssag, ligesom H2 financierer skattesagen ved Østre Landsret vedrørende H1. Sagsøgte flyttede fra Danmark den 1. oktober 1997. Han bor i dag i ...... i samme hus som sin ægtefælle, men han har ikke længere noget egentligt familieliv. Sagen har ødelagt hans forhold til ægtefællen, og han er ikke længere i stand til at påtage sig et arbejde.

Parternes anbringender

Sagsøgeren har gjort gældende, at sagsøgte ikke er tilføjet nogen retsstridig krænkelse. Ingen af de aktiver, der blev arresteret, tilhørte sagsøgte. Hertil kommer, at den væsentligste del af de aktiver, der blev arresteret, allerede var arresteret under en arrestforretning rettet mod H1. Sagsøgeren har endvidere gjort gældende, at sagsøgte ved sin handlemåde har fortabt retten til torterstatning, idet der foreligger egen skyld. Ved at lade familien udrejse af Danmark og påbegynde en realisation af H1s aktiver og en udførelse af midlerne fra Danmark har sagsøgte opført sig på en måde, der var direkte årsag til, at skattemyndighederne foretog arresten. Til støtte for den subsidiære påstand er det gjort gældende, at der efter retspraksis i en sag som den foreliggende alene bør udmåles en erstatning for tort, der beløbsmæssigt ligger under 9.000 kr.

Sagsøgte har gjort gældende, at sagsøgeren er objektiv ansvarlig. Han har bestridt, at han ved sin handlemåde har udvist egen skyld. Der er i øvrigt ikke adgang til at nedsætte en erstatning efter retsplejelovens § 639 på grund af egen skyld. Ved fastsættelsen af størrelsen af torterstatningen skal der tages hensyn til, at sagsøgtes familiære, økonomiske og arbejdsmæssige situation er ødelagt. Der skal endvidere tages hensyn til de meget store værdier, der blev arresteret. Endelig bør størrelsen af torterstatningen indeholde et pønalt element. Det forhold, at det ikke var sagsøgtes egne aktiver, der blev arresteret, har ikke ført til, at den retsstridige krænkelse af sagsøgte var mindre, snarere tværtimod.

Landsrettens bemærkninger

Da sagsøgeren hos sagsøgte har opnået arrest for et krav, som ikke bestod, skal sagsøgeren betale erstatning for tort, jf. retsplejelovens § 639, stk. 1. Det forhold, at de arresterede genstande tilhørte H1 og/eller H2, kan ikke begrunde, at sagsøgtes følelse af eget værd ikke blev krænket. Der findes heller ikke ved ægtefællens og fællesbørnenes udrejse af Danmark eller ved realisationen af H1s aktiver at være udvist noget forhold fra sagsøgtes side, der helt eller delvis kan fratage ham krav på erstatning. Henset til størrelsen af det fremsatte krav og arrestens omfang og tidsmæssige udstrækning finder retten, at erstatning for tort skønsmæssigt kan fastsættes til 25.000 kr.

Med hensyn til sagens omkostninger har landsretten taget hensyn til de af sagsøgeren nedlagte påstande under den senere hævede justifikationssag og til udfaldet af tvisten om erstatning for tort. Landsretten har efter omstændighederne set bort fra, at sagsøgte beløbsmæssigt kun har fået medhold for en mindre del i forhold til den af ham nedlagte påstand.

T h i   k e n d e s  f o r  r e t

Sagsøgeren, Skatteministeriet Told- og Skattestyrelsen, skal inden 14 dage betale 25.000 kr. med tillæg af procesrente fra den 12. august 1999 samt sagens omkostninger med 150.000 kr. til sagsøgte, A.