På afgiftsområdet (herunder moms) er det ikke muligt at få bindende svar for andre jf. skatteforvaltningslovens § 21, stk. 2. Hvis der på afgiftsområdet anmodes om bindende svar for andre end spørgeren vil SKAT derfor afvise at give et bindende svar. Der er klageadgang til Landsskatteretten.
På given foranledning skal SKAT hermed udtale sig om, hvorledes reglerne skal forstås i visse typiske situationer, som har givet anledning til tvivl.
Eksempel 1. En dansk virksomhed
Moms og punktafgifter
En dansk virksomhed kan få bindende svar på spørgsmål vedrørende både moms og punktafgifter, hvis spørgeren anmoder om svar vedrørende den afgift, som virksomheden selv skal betale.
Som det fremgår af bemærkningerne til skatteforvaltningslovens § 21 kan en juridisk person få et bindende svar, hvis den har et CVR-/SE-nummer. Den juridiske person eksisterer ikke før den har fået et SE-nummer - og når virksomheden ikke eksisterer, kan den ikke få et bindende svar.
For personligt drevne virksomheder bliver ejeren momspligtig. Ejeren kan derfor altid få et bindende svar på spørgsmål om en kommende virksomheds moms- og afgiftsforhold.
Eksempel 2. En udenlandsk virksomhed
Moms
Udenlandske virksomheder kan få bindende svar om moms. Det er dog en betingelse, at der er tale om en allerede eksisterende virksomhed. Det er yderligere en betingelse, at virksomheden er eller bliver registreringspligtig, valgfrit registreret eller godtgørelsesberettiget. Besvarelsen af virksomhedens spørgsmål skal have betydning for virksomhedens salgsmoms mv., købsmoms eller det godtgørelsesberettigede beløb.
Punktafgifter
Hovedregel
Når en udenlandsk virksomhed eksporterer til Danmark, skal den erhvervsmæssige aftager i Danmark være registreret som enten varemodtager eller oplagshaver. Det vil være den i Danmark registrerede varemodtager eller oplagshaver, der bliver afgiftspligtig. Derfor vil den i Danmark registrerede varemodtager eller oplagshaver kunne få et bindende svar.
Den udenlandske virksomhed bliver ikke afgiftspligtig til Danmark og kan derfor ikke få bindende svar.
Hvis den udenlandske virksomhed har eget forretningssted i Danmark og er registreret som varemodtager eller oplagshaver bliver denne afgiftspligtig. Den i Danmark registrerede varemodtager eller oplagshaver kan få et bindende svar. Den udenlandske virksomhed skal derfor anmode om det bindende svar gennem sit danske forretningssted.
Undtagelse
Hvis salget af varen fra den udenlandske virksomhed er omfattet af EU's fjernsalgsregler og virksomheden forestår forsendelsen af varen (internethandel og postordresalg) er den udenlandske virksomhed punktafgiftspligtig. Den udenlandske virksomhed kan derfor få et bindende svar
Den udenlandske virksomhed, der eksporterer - eller påtænker at eksportere - til Danmark efter reglerne i EU's fjernsalgsregler, skal have enten et forretningssted i Danmark eller en fiskal repræsentant. Det danske forretningssted eller den fiskale repræsentant vil også kunne spørge på vegne af den udenlandske virksomhed.