Dato for udgivelse
29 Nov 2006 15:59
SKM-nummer
SKM2006.727.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
06-149019
Dokument type
Afgørelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning
Emneord
Parcelhusreglen, ansættelse, skatteankenævn, ændring, ejendomsavance
Resumé
Skatterådet tiltrådte told- og skatteforvaltningens indstilling om, at en skatteansættelse, som et skatteankenævn havde foretaget, blev ændret. Rådet fandt ikke, at betingelserne for skattefritagelse efter § 8, stk. 1, i ejendomsavancebeskatningsloven (parcelhusreglen) var opfyldt.
Hjemmel

SR-sag 05-002644

Reference(r)
Skatteforvaltningsloven § 2, stk. 3
Ejendomsavancebeskatningsloven § 8, stk. 1
Henvisning

Procesvejledningen 2006-4 A.1.2

 

Henvisning

Ligningsvejledningen 2006-4 E.J.1.6.1

Skatterådet tiltrådte told- og skatteforvaltningens indstilling om, at en skatteansættelse, som et skatteankenævn havde foretaget, blev forhøjet, jf. § 2, stk. 3, i skatteforvaltningsloven.

Skatteankenævnets kendelse

Skatteankenævnet har ved kendelse af 25. maj 2005 givet skatteyder medhold i, at fortjeneste ved afståelse af hans andel af ejendom X er omfattet af skattefritagelsesbestemmelsen i § 8 i ejendomsavancebeskatningsloven.

Skatteankenævnet har som følge heraf nedsat skatteansættelsen for indkomståret 2002 med et beløb  svarende til den af skatteadministrationen foretagne forhøjelse af skatteansættelsen.

Told- og skatteforvaltningens indstilling

Det er told- og skatteforvaltningens vurdering, at skatteyders fortjeneste ved afståelse af sin andel af ejendommen ikke er omfattet af skattefritagelsesbestemmelsen i § 8, stk. 1, i ejendomsavancebeskatningsloven, idet forvaltningen ikke finder det godtgjort, at skatteyder i sin ejertid har haft bolig i ejendom X i ejendomsavancebeskatningslovens forstand.

Som følge heraf indstiller told- og skatteforvaltningen, at skatteansættelsen forhøjes for 2002 med fortjenesten ved afståelsen, jf. §§ 4 og 5 i ejendomsavancebeskatningsloven.

Sagens omstændigheder

Skatteyder erhvervede 1. januar 1993 50 pct. af ejendom X, der er et enfamilieshus.

Skatteyder ejede herefter ejendommen i sameje med sin fader. Pr. 1. januar 1994 købte skatteyders ægtefælle sin svigerfaders andel af ejendommen.

Skatteyders fader har beboet ejendommen som lejer indtil ultimo 2001, hvor han flyttede på plejehjem.

Skatteyder og hans ægtefælle har oplyst, at de pr. 1. januar 2002 valgte at fraflytte deres hidtidige bolig A og flytte ind i ejendom X. Da den nye bolig var delvis møbleret, medtog de kun enkelte møbler, der blev flyttet på trailer. Den nye bolig var beliggende i en afstand af ca. 3 km fra den hidtidige bolig.

Ejendom A forblev således - efter råd fra en ejendomsmægler - delvist møbleret, idet ejendommen så ville være lettere at sælge.

Det er oplyst, at kommunen den 12. februar 2002 har meddelt afslag på en ansøgning om udstykning af grunden på ejendom X, og at HUR har givet afslag på en ansøgning herom den 7. marts 2002.

Ultimo februar 2002 flyttede skatteyder og hans ægtefælle tilbage til deres tidligere bolig i ejendom A, fordi ægtefællen ikke kunne falde til i den nye bolig i ejendom X.

Ejendom X blev solgt medio maj 2002 til overtagelse pr. 1. juni 2002.

Ejendommen har stået tom til 1. juni 2002, hvor de nye ejere er flyttet ind.

Det er oplyst, at ægtefællerne i begge tilfælde har meddelt flytning til Folkeregistret omkring flyttetidspunktet.

Begrundelse for told- og skatteforvaltningens indstilling

Told- og skatteforvaltningen finder, at fortjenesten ved afståelsen af ejendom X skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, idet forvaltningen ikke finder det godtgjort eller sandsynliggjort, at betingelserne for skattefritagelse efter § 8, stk. 1, i ejendomsavancebeskatningsloven er opfyldt.

Fortjeneste ved afståelse af fast ejendom skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, jf. § 1 i ejendomsavancebeskatningsloven. 

Efter § 8, stk. 1, i ejendomsavancebeskatningsloven gælder dette dog ikke fortjeneste ved afståelse af en- og tofamilieshuse eller ejerlejligheder, hvis ejendommen har tjent til bolig for ejeren eller dennes husstand i en del af eller hele den periode, hvori denne har ejet ejendommen, og hvor ejendommen har opfyldt betingelserne for at kunne afstås skattefrit.

Ud over opfyldelse af boligkravet, skal visse krav vedrørende ejendommens grundareal også være opfyldt, for at der kan opnås skattefritagelse.

Efter forvaltningens opfattelse beror det på en konkret bedømmelse i det enkelte tilfælde, om betingelserne for skattefritagelse, herunder boligkravet, i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, er opfyldt, jf. Ligningsvejledningen 2005-3, afsnit E.J.1.6.

Modsat skatteankenævnet finder forvaltningen ikke, at skatteyder har godtgjort, at der i sagen er tale om beboelse på ejendom X i ejendomsavancebeskatningslovens forstand.

Ved vurderingen af, om en person anvender sin ejendom som bolig i ejendomsavancebeskatningslovens forstand, tager man udgangspunkt i en række momenter som i større eller minder grad indicerer, at den pågældende person gennem sin bolig har en bred tilknytning til det pågældende sted - altså centrum for sine livsinteresser.

Man taler om en erhvervsmæssig, økonomisk, familiemæssig og personlig tilknytning til det pågældende sted.

Told- og skatteforvaltningen finder ikke, at skatteyder og hans ægtefælle har godtgjort, at de har opfyldt bopælskravet på ejendom X. Forvaltningen lægger især vægt på, at der er tale om en ganske kort periode på et par måneder, hvorefter ægteparret flytter tilbage til deres oprindelige bolig, som ligger tæt på ejendom X, som ikke har været sat til salg, og som har stået møbleret hele perioden.

Der er fast praksis i landsskatteretsafgørelser for avanceskattepligt i sådanne sager.

Told- og skatteforvaltningen skal i øvrigt henvise til:

  • at på tidspunktet for indflytningen på ejendom X var det klart for ægtefællerne, at ejendommen skulle gennemrenoveres med udskiftning af døre og vinduer samt nye gulve og lofter, ligesom vægge skulle nedrives, og der skulle males. På trods heraf valgte ægtefællerne at tage ophold på denne ejendom, uanset at deres hidtidige bolig, der var beliggende i en afstand på 3 km fra ejendommen, fortsat var møbleret og stod til rådighed for dem.
  • at ejendomsmægleren efter det oplyste har udarbejdet salgsbudget for ejendom X, dateret 31. januar 2002.
  • at det er oplyst, at kommunen den 12. februar 2002 har meddelt afslag på en ansøgning om udstykning af grunden på ejendom X, og at HUR har givet afslag på en ansøgning herom den 7. marts 2002.
  • at skatteyders dokumentation for bolig på ejendom X i form af køb af fyringsolie efter forvaltningens vurdering ikke kan tillægges betydning, da der er tale om en stråtækt ejendom, som formentlig ikke kan stå uopvarmet om vinteren.
  • at der ikke er foretaget flytning af telefon fra ejendom A til ejendom X.
  • at der ikke er foretaget aflæsning af el, vand, varme mv. ved indflytning/udflytning.
  • at skatteyder ikke har ændret sit befordringsfradrag i forbindelse med flytning til X.
  • at ejendom X i sin tid blev erhvervet med henblik på at sikre en bolig til skatteyders fader.
  • at skatteyder, der er vokset op på ejendom X, og hans ægtefælle, der efter erhvervelsen udlejede ejendommen til skatteyders fader, på forhånd må have haft en formodning om, hvorledes det ville være at bo på ejendommen.

Da told- og skatteforvaltningen som nævnt ikke finder, at det er dokumenteret, at skatteyder og hans ægtefælle har haft bolig på ejendom X i ejendomsavancebeskatningslovens forstand, er fortjenesten ved afståelsen af ejendommen ikke omfattet af skattefritagelsesbestemmelsen i § 8, stk. 1, i ejendomsavancebeskatningsloven.

Told- og skatteforvaltningen indstiller derfor til Skatterådet, at skatteyders skattepligtige indkomst for indkomståret 2002 ændres, således at fortjeneste ved afståelse af hans andel af ejendom X medregnes ved indkomstopgørelsen.

Skatteyders bemærkninger til sagsfremstillingen

Da sagen allerede har været behandlet ved skatteankenævnet i Kommune Y, der har givet skatteyder fuldt medhold, henviser skatteyder til, at forelæggelse for Skatterådet skal ske med hjemmel i § 2, stk. 3, i skatteforvaltningsloven, hvorefter Skatterådet kan ændre en åbenbar ulovlig afgørelse.

Skatteyder henviser i den forbindelse til et notat om Ligningsrådets/Skatterådets kompetencer til at korrigere forkerte afgørelser, som skatteministeren har fremsendt til Skatteudvalgets medlemmer.

Endvidere henviser skatteyder til, at Skatterådets kompetence er væsentlig indskrænket i forhold til Ligningsrådets kompetence, men det er opfattelsen, at sagen heller ikke ville have været egnet til forelæggelse for Ligningsrådet.

Skatteyder anfører, at der ikke er tvivl om, at den meget konkrete afgørelse fra skatteankenævnet ikke er en ulovlig afgørelse. Der henvises til, at SKAT heller ikke har gjort dette gældende.

Det er herefter skatteyders opfattelse, at der i skatteforvaltningsloven ikke er hjemmel til at forelægge sagen for Skatterådet, idet afgørelsen på ingen måde er en "åbenbart ulovlig afgørelse".

Efterfølgende har skatteyder også henvist til den aftale, der er indgået mellem told- og skatteforvaltningens direktør og formanden for Skatterådet om sager, som forvaltningen skal forelægge for Rådet. Det fremgår heraf, at sager af denne karakter ikke skal forelægges rådet som led i den almindelige sagsbehandling, jf. aftalens bilag 4, 5. pkt. (Skat, EBL § 8 generelt). 

Herudover kommenterer skatteyder de faktiske oplysninger i sagen.

Told- og skatteforvaltningens kommentarer til skatteyders bemærkninger til sagsfremstillingen

Efter skatteyders opfattelse er der ikke i skatteforvaltningslovens § 2, stk. 3, hjemmel til, at Skatterådet kan ændre den indkomstansættelse, der er foretaget af skatteankenævnet i Kommune Y, da afgørelsen på ingen måde er en "åbenbar ulovlig afgørelse".

Told- og Skatteforvaltningen skal hertil bemærke, at det er opfattelsen, at den indkomstansættelse, der er foretaget af skatteankenævnet, er åbenbar ulovlig, idet skatteyder ikke opfylder de betingelser, der fremgår af § 8, stk. 1, i ejendomsavancebeskatningsloven, og som er en forudsætning for skattefritagelse.

Skatteankenævnet har således anset fortjenesten ved afståelsen af ejendommen for skattefri, selv om betingelserne herfor ikke var opfyldt.

Skatteyder henviser også til, at det af aftalen mellem told- og skattedirektøren og formanden for Skatterådet fremgår, at sager af den pågældende karakter ikke skal forelægges for Skatterådet.

Told- og skatteforvaltningen skal hertil bemærke, at kun Skatterådet har kompetence til at ændre skatteankenævnsafgørelser, og at aftalen ikke er til hinder for, at Skatterådet kan udøve denne kompetence. Det fremgår i øvrigt af aftalen, at den omtalte sagstype som udgangspunkt ikke skal forelægges for Rådet. Forvaltningen kan desuagtet vælge at forelægge en sag for Rådet.

Forvaltningen er af den opfattelse, at afgørelsen er i åbenbar strid med hidtidig fortolkning af skattefritagelsesbestemmelsen i § 8, stk. 1, i ejendomsavancebeskatningsloven. Der er således tale om en principiel sag, som forvaltningen finder, bør forelægges for Skatterådet.

Told- og skatteforvaltningen har ikke yderligere kommentarer til skatteyders bemærkninger til sagsfremstillingen.

Told- og skatteforvaltningen indstiller derfor til Skatterådet, at skatteyders skattepligtige indkomst for indkomståret 2002 ændres, således at fortjeneste ved afståelse af hans andel af ejendommen X medregnes ved indkomstopgørelsen.

Skatterådets afgørelse

Skatterådet har på sit møde den 24. januar 2006 behandlet sagen. Skatterådet er enig i told- og skatteforvaltningens indstilling. Skatterådet finder herefter, at Skatteankenævnets kendelse af 25. maj 2005 er ulovlig, idet nævnet i sin kendelse har tilsidesat hidtidig praksis vedrørende fortolkningen af skattefritagelsesbestemmelsen i § 8, stk. 1, i ejendomsavancebeskatningsloven (parcelhusreglen). 

Skatterådet skal herved henvise til følgende sammenlignelige afgørelser fra domstolene, der er offentliggjort som henholdsvis TfS 1999.318Ø, SKM2004.221.VLR, SKM2005.21.ØLR og senest SKM2006.16.ØLR. Fælles for disse afgørelser er, at skatteyder efter sin forklaring flytter fra den hidtidige bolig til en ejendom, der typisk har været udlejet, at denne ejendom kort efter sælges, og at den pågældende herefter flytter tilbage til sin hidtidige bolig. Under disse omstændigheder er der i domspraksis en formodning for, at der ikke er tale om skifte af bolig, men højest om et midlertidigt ophold. Bevisbyrden for, at ejendommen har tjent som bolig, påhviler skatteyder.

På den baggrund finder Skatterådet det i den foreliggende sag ikke godtgjort, at ejendommen har tjent til bolig for den pågældende i ejendomsavancebeskatningslovens forstand.

Indkomstansættelsen for indkomståret 2002 forhøjes således, at fortjeneste ved afståelsen af skatteyders andel af ejendommen medregnes ved indkomstopgørelsen.