Dato for udgivelse
06 nov 2006 12:08
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
26 sep 2006 15:56
SKM-nummer
SKM2006.655.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
06-133455
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning
Emneord
Skat, ekspropriation
Resumé
Det ansås for dokumenteret, at en ejendom ville blive eksproprieret, såfremt der ikke blev indgået aftale om frivilligt salg. Fortjenesten ved afståelsen var herefter skattefri.
Reference(r)

Ejendomsavancebeskatningsloven § 11

Henvisning
Ligningsvejledningen 2006-4 E.J.2.8
Spørgsmål

Vil fortjeneste ved afståelse af landbrugsejendommen F, der sker på ekspropriationslignende vilkår til A Kommune, være skattefri i medfør af § 11 i ejendomsavancebeskatningsloven?   

Svar

Ja, se indstilling og begrundelse.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Skatteyderne erhvervede landbrugsejendommen F med overtagelse den ...

Ejendommen, der har et grundareal på x m2,  blev erhvervet for en købesum på y kr.

Ejendommen er pr. 1. oktober 2005 vurderet til z kr., hvoraf  æ kr. er henført til ejerboligen.

Ved betinget skøde af ... har skatteyderne indgået aftale om at sælge ejendommen til A Kommune for et beløb på ø kr. under forudsætning af, at fortjenesten ved salget er fritaget for beskatning i medfør af ejendomsavancebeskatningsloven.

A Kommune har i et brev af  ... oplyst, at såfremt det ikke var muligt at opnå en frivillig aftale om køb af ejendommen, ville kommunen have foretaget ekspropriation af denne.

Hjemlen hertil findes i planlovens § 47, og der henvises til den for A godkendte kommuneplan ..., der er godkendt af  A Kommune den ...

Arealet er i kommuneplanen udlagt til boligbebyggelse. Byplanudvalget har den ... igangsat arbejde med en lokalplan for området.

Kommunen lægger vægt på at kunne styre udbygningen og udviklingen af området, hvorfor kommunen ønsker at opkøbe/ekspropriere de store jordarealer i området.

A Kommune har til brug for nærværende sag fremsendt uddrag af kommunens beslutning af ... om køb af arealer og ejendomme til byudviklingsformål på "ekspropriationslignende vilkår".

Det fremgår af referatet, at der er tale om en generel drøftelse af kommunens køb af jord beliggende i områder, der er udlagt til byudvikling på ekspropriationslignende vilkår.

Det nævnes i forbindelse hermed, at ejendommen F er en af de private ejendomme, som kommunen har indledt forhandlinger om at købe.

Generelt oplyses om økonomien, at såfremt kommunen vil erhverve ejendomme til byudviklingsformål, vil køb på ekspropriationslignende vilkår være mere økonomisk fordelagtig, da der hermed vil handles til en væsentlig lavere købspris, når sælger ikke skal betale skat af fortjenesten.   

Det fremgår endvidere af referatet, at administrationen har indstillet at drøfte og beslutte hvorvidt kommunen generelt ønsker at erhverve arealer/ejendomme på ekspropriationslignende vilkår, når det drejer sig om arealer til byudviklingsformål, hvor kommunen ser en fordel af at kunne styre og planlægge byudviklingen for området.

Kommunen har endvidere fremsendt referat beslutning af ... om køb af ejendommen F:

Om baggrunden for det eventuelle køb af ejendommen henvises til, at Byrådet i sit møde den 24. januar 2006, pkt. 13, vedtog at bemyndige administrationen til at forhandle pris og vilkår med henblik på, at kommunen kan erhverve ejendommen for  ...

Efter nærmere overvejelser har advokat B på vegne af sælgeren accepteret kommunens tilbud, dog ...

Administrationen indstiller

  1. at tiltræde køb til en pris på ø kr på ekspropriationslignende vilkår,
  2. ...
  3. ... 

Indstillingen tiltrådtes.

A Kommune har herefter ved brev af ... underrettet skatteyderne om købet på ekspropriationslignende vilkår.

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Under henvisning til A Kommunes brev af ... gøres gældende, at betingelserne for skattefritagelse i ejendomsavancebeskatningslovens § 11 er opfyldt, således at fortjenesten ved afståelsen er skattefri.

SKATs indstilling og begrundelse

Fortjeneste ved afståelse af fast ejendom, der ikke er erhvervet som led i den skattepligtiges næring, skal som udgangspunkt medregnes ved indkomstopgørelsen efter reglerne i ejendomsavancebeskatningsloven.

Dette gælder dog ikke fortjeneste, der er indvundet ved modtagelse af en erstatningssum i anledning af ekspropriation. Denne fortjeneste er skattefri efter § 11, 1. pkt., i ejendomsavancebeskatningsloven. Reglen om skattefritagelse gælder efter lovens § 11, 2. pkt., også for fortjeneste ved salg til en erhverver, der efter formålet med erhvervelsen opfylder betingelserne for at ekspropriere ejendommen.

Det er ved en højesteretsdom fastslået, at det efter sammenhængen med EBL § 11, 1. pkt., må være en betingelse for anvendelse af EBL § 11, 2. pkt., at det på aftaletidspunktet må påregnes, at dispositionen vil blive gennemtvunget ved ekspropriation, såfremt en frivillig aftale ikke bliver indgået, jf. SKM2006.438.SKAT og Ligningsvejledningen 2006-3, afsnit E.J.2.8.

Betingelserne for, at fortjeneste ved indgåelse af en frivillig aftale om afståelse af en fast ejendom (et jordareal) er omfattet af skattefritagelsesbestemmelsen, er herefter:

- at der på aftaletidspunktet er ekspropriationshjemmel i lovgivningen til det pågældende formål og

- at det på aftaletidspunktet må påregnes, at ekspropriation vil ske i mangel af frivillig aftale.

A Kommune har oplyst, at hjemlen til at ekspropriere ejendommen findes i planlovens § 47, stk. 1.

Det fremgår af denne bestemmelse, at kommunalbestyrelsen kan ekspropriere fast ejendom, der tilhører private, eller private rettigheder over fast ejendom, når ekspropriationen vil være af væsentlig betydning for at sikre gennemførelsen af en byudvikling i overensstemmelse med kommuneplanen eller for virkeliggørelsen af en lokalplan eller en byplanvedtægt. 

Kommunen har endvidere henvist til, at arealet i kommuneplan ... er udlagt boligbebyggelse, og at byrådet lægger vægt på at kunne styre udbygningen og udviklingen af området, hvorfor kommunen ønsker at opkøbe/eksproprierer de store jordarealer i området.

SKAT anser herefter den første af de angivne betingelser for skattefritagelse for opfyldt.

Det fremgår af SKM2006.438.SKAT, at hvis det er kommunalbestyrelsen, der er ekspropriationsberettiget, kan den anden betingelse om ekspropriationsvilje f.eks. dokumenteres med en henvisning til en beslutning i kommunalbestyrelsen eller i økonomiudvalget om, at ejendommen ønskes erhvervet om nødvendigt ved ekspropriation.

I sagen er fremlagt referat af ... Da det fremgår af referatet, at på mødet tiltrådtes administrationens indstilling om erhvervelse af ejendommen på "ekspropriationslignende vilkår", og da det betingede skøde først er underskrevet efter dette tidspunkt - nemlig den ... - er det SKATs vurdering, jf. ovenstående SKM2006.438.SKAT, at også den sidste betingelse for skattefritagelse er opfyldt.

SKAT indstiller, at spørgsmålet besvares med et ja.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet er enig i indstillingen og begrundelsen.

Svaret er bindende for skattemyndighederne i følgende periode

Svaret er bindende for skattemyndighederne i 5 år.