Dato for udgivelse
27 Sep 2006 13:06
SKM-nummer
SKM2006.584.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
06-089927
Dokument type
Afgørelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning
Emneord
Omlægning, indkomstår, administrationsselskab
Resumé
Skatterådet bekræfter, at administrationsselskabet kan omlægge sit indkomstår med omlægningsperioden 1. maj 2004 - 31. december 2005. Administrationsselskabet har indkomstår 1. maj - 30. april. De øvrige selskaber i koncernen har indkomstår 1. januar - 31. december.
Reference(r)

Selskabsskatteloven § 31 B, stk. 1

Henvisning
Ligningsvejledningen 2006-3 S.D.4.3.2
Sagsfremstilling

A ApS ejes af D.

A ApS ejede indtil 18. april 2005 70 % af B ApS. B ApS har 8 helejede datterselskaber.

A ApS solgte den 18. april 2005 sin aktiebesiddelse i BApS til C ApS, som er ejet af A ApS med 52 % fra stiftelsen den 18. april 2005. De øvrige anparter i C ApS ejes af to nyetablerede holdingselskaber med hver 24 %. De to nyetablerede holdingselskaber ejes af Ds to voksne døtre.

A ApS har indkomstår 1. maj - 30. april, mens de øvrige selskaber i koncernen har indkomstår 1. januar - 31. december.

Reglerne om sambeskatning blev ændret i 2005. Det medfører, at selskaberne i koncernen skal sambeskattes, jf. selskabsskatteloven § 31, stk. 1. Det øverste moderselskab, der deltager i sambeskatningen, skal udpeges som administrationsselskab i sambeskatningen, jf. selskabsskattelovens § 31, stk. 4.

De nye regler om sambeskatning har virkning fra og med indkomstår, der påbegyndes den 15. december 2004 eller senere, jf. Lov nr. 426 af 6. juni 2005 § 15, stk. 3.

For A ApS betyder det, at de nye sambeskatningsregler har virkning fra og med det indkomstår, der begynder den 1. maj 2005. For datterselskabet B ApS har de nye sambeskatningsregler virkning fra og med det indkomstår, der begynder den 1. januar 2005. I perioden 1. januar - 30. april 2005 er A ApS derfor ikke omfattet af sambeskatning med B ApS.

Fra 1. januar 2005 bliver B ApS administrationsselskab for koncernen, jf. selskabsskattelovens § 31, stk. 4, da det fra og med denne dato er det øverste moderselskab, der deltager i sambeskatningen.

Den 18. april 2005 etableres der koncernforbindelse med C ApS. Fra og med 18. april 2005 er C ApS det øverste moderselskab i koncernen, hvorfor dette selskab bliver administrationsselskab, jf. selskabsskattelovens § 31, stk. 4.

A ApS skal udpeges som administrationsselskab fra 1. maj 2005, da det fra og med denne dato er det øverste moderselskab, der deltager i sambeskatningen, jf. selskabsskatteloven § 31, stk. 4. Der bliver derfor tale om tre forskellige administrationsselskaber og koncernens indkomst skal således opdeles på 3 delperioder, jf. selskabsskattelovens § 31, stk. 3.

Det følger af selskabsskattelovens § 10, stk. 5, at alle selskaber i en sambeskatning omfattet af selskabsskatteloven § 31 skal have samme indkomstår som administrationsselskabet. Det medfører som udgangspunkt, at de øvrige selskaber omfattet af sambeskatningen skal omlægge deres indkomstår, så de svarer til administrationsselskabets indkomstår.

I perioden frem til 1. maj 2005, hvor A ApS indtræder i sambeskatningen og samtidig bliver administrationsselskab, har alle selskaber i koncernen samme indkomstår, hvorfor der ikke skal ske nogen omlægninger. Den 1. maj 2005 skal C ApS, B ApS og de 8 datterselskaber omlægge deres indkomstår, så de svarer til A ApS' indkomstår.

Ansøgeren har anmodet om Skatterådets tilladelse til i stedet at omlægge administrationsselskabets (A ApS) indkomstår, jf. selskabsskattelovens § 31 B, stk. 1. Administrationsselskabet ønsker at omlægge sit indkomstår til 1. januar - 31. december med omlægningsperioden 1. maj 2004 - 31. december 2005.

Selskaber, hvis indkomstår 2005 er påbegyndt før den 15. december 2004, kan vælge at anvende samme regler, som gælder for selskaber, hvis indkomstår 2005 påbegyndes den 15. december 2004 eller senere, forudsat at alle selskaber i koncernen, jf. selskabsskattelovens § 31 C anvender samme regler, jf. § 15, stk. 4 i lov nr. 426 af 6. juni 2005.

Ansøgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Det er ansøgerens opfattelse, at en omlægning af indkomståret for de øvrige selskaber i koncernen vil være forbundet med betydelige administrative problemer, da B ApS har flere helejede datterselskaber med en meget betydelig driftsaktivitet.

Ansøgeren anfører, at det vil medføre betydelige administrative besparelser for både koncernen og for myndighederne, hvis det ansøgte imødekommes. Ansøgeren oplyser supplerende, at der ikke er skattemæssige motiver til ansøgningen.

Sagsfremstillingen er sendt til udtalelse hos ansøgerens repræsentant. Ansøgerens repræsentant har i den forbindelse oplyst, at C ApS er nystiftet pr. 18. april 2005. Sagsfremstillingen er derfor tilrettet med denne oplysning.

SKATs indstilling og begrundelse

Det fremgår af selskabsskattelovens § 31 B, stk. 1, at Skatterådet kan tillade, at omlægning af indkomstår ved etablering af koncernforbindelsen sker på anden måde end foreskrevet i selskabsskattelovens § 10, stk. 5, hvis administrative hensyn til selskaberne taler herfor og der ikke opnås særlige skattemæssige fordele herved.

Da det er oplyst, at alle selskaber i koncernen, bortset fra A ApS, har indkomstår 1. januar - 31. december, og da det er oplyst, at der er en betydelig driftsaktivitet i flere af datterselskaberne, er det SKATs opfattelse, at der er administrative hensyn, der taler for, at dispensation til omlægning af administrationsselskabets indkomstår bør gives efter selskabsskatteloven § 31 B, stk. 1. Der ses desuden ikke at opnås særlige skattemæssige fordele herved.

Ved forlængelse af A ApS' indkomstår som ønsket, udløber indkomståret 2005 for A ApS først 31. december 2005 i stedet for 30. april 2005. Det medfører, at det første indkomstår efter 1. december 2004 for A ApS først påbegyndes 1. januar 2006, hvorved A ApS' indtræden i de nye sambeskatningsregler udskydes med 8 måneder. 

SKAT opfatter anmodningen som om, at koncernen ønsker at gøre brug af overgangsreglen i § 15, stk. 4 i lov nr. 426 af 6. juni 2005. Det fremgår af denne bestemmelse, at selskaber, hvis indkomstår 2005 er påbegyndt før den 15. december 2004, kan vælge at anvende samme regler, som gælder for selskaber, hvis indkomstår 2005 påbegyndes den 15. december 2004 eller senere, forudsat at alle selskaber i koncernen, jf. selskabsskattelovens § 31 C som affattet ved denne lovs § 1, nr. 17, anvender samme regler.

SKAT indstiller derfor, at der gives dispensation til omlægning af administrationsselskabets indkomstår med den ønskede omlægningsperiode 1. maj 2004 - 31. december 2005. A ApS indtræder dermed i de nye sambeskatningsregler den 15. december 2004.

A ApS bliver dermed administrationsselskab i hele indkomståret 2005. A ApS skal opdele sin indkomst på 2 delperioder: perioden indtil 31. december 2004, hvor selskabet skal selvangive sin indkomst særskilt, og perioden 1. januar 2005 - 31. december 2005, hvor A ApS er administrationsselskab i sambeskatningen med de øvrige selskaber.

Sagsfremstillingen og SKATs indstilling er sendt til udtalelse hos Skattecenter X. Skattecenter X udtaler, at skattecenteret ikke har oplysninger af faktisk karakter af betydning for sagens afgørelse, og er enig i det fremsendte udkast.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling og begrundelse