Et bo udleveres til privat skifte, når,
- alle arvinger anmoder herom,
- boet antages at være solvent,
- mindst een arving er myndig og personligt solvent, jf. nedenfor om hæftelse, N.3.3.1.
- afdøde ikke ved testamente har udelukket privat skifte, og
- at afgørende hensyn, herunder arvingernes manglende betalingsevne ikke taler imod privat skifte, dvs., at skifteretten kan nægte privat skifte i sådanne situationer.
Arvingerne skal senest ved boets udlevering udstede proklama, jf nedenfor N.3.3.3. Skifteretten kan gøre udlevering betinget af, at proklamaet sker ved rettens foranstaltning. Når boet er udleveret til privat skifte, træder skifteretten ud af skiftet, således at arvingerne i forening råder over boet og træffer afgørelser i dets anliggender.
Arvingerne skal senest 6 måneder efter boets udlevering til skifteretten indsende en opgørelse over boets aktiver og passiver pr. dødsdagen underskrevet af samtlige arvinger. Denne svarer i store træk til den gamle opgørelse efter KSL § 14.
Privat skifte sluttes ved, at arvingerne til skifteret og kommune indsender en opgørelse over, hvorledes boet er opgjort og fordelt. Indsendelse skal ske senest 3 måneder efter skæringsdagen. Denne kan højst udsættes til 1 år efter dødsfaldet, jf. dødsboskiftelovens § 31.