Roskilde Byrets dom
af 4. oktober 1999
BS 6-78/1998

Parter

A u/konkurs v/kurator advokat Bøgh Andersen

mod

Told & Skattestyrelsen

Under denne sag, hvor dom afsiges i medfør af retsplejelovens § 366 a, stk. 2, og derfor ikke indholder en fuldstændig sagsfremstilling, har sagsøger, A u/konkurs, nedlagt principal påstand om, at sagsøgte, Told- og Skattestyrelsen, til sagsøger skal betale 369.873 kr. med tillæg af procesrente af 350,187 kr. fra sagens anlæg og af 19.686 kr. fra den 22. april 1998 til betaling sker, subsidiært at sagsøgte til sagsøgeren skal betale et mindre beløb efter rettens skøn med procesrente fra sagens anlæg til betaling sker.

Sagsøgte har påstået frifindelse.

Parterne er enige om tidspunkterne for og størrelsen af de indbetalte beløb.

Der er inden domsforhandlingen i medfør af retsplejelovens § 340, stk. 1, afgivet vidneforklaring af A for retten i Thisted.

Der er under domsforhandlingen afgivet vidneforklaring af likviditetschef i F1 Bank, SK, og Jeanette Farling Rasmussen og Birthe Thomassen, Kommunens opkrævningsafdeling.

Forklaringer

SK har forklaret, at kundeforholdet med A startede i juni måned 1990. Bankforretningerne drejede sig primært om handel med værdipapirer for 5-10 millioner kroner af gangen. A havde ingen økonomiske problemer frem til 1993 og stillede altid sikkerhed for værdipapirhandlerne. A ringede den 10. februar 1993 og orienterede om visse betalingsvanskeligheder, idet der ikke blev indbetalt leje på en fabriksejendom i ...... I den forbindelse opgjorde banken dagen efter kundeforholdet, der udviste et underskud for A på 300.000 kr. og et tilsvarende overskud for H1 Invest ApS. Der var derfor intet alarmerende ved situationen. Han afholdt den 12. februar 1993 møde med A om de økonomiske forhold, og det gik under mødet op for ham, at A var i betydelige vanskeligheder, idet F2 Bank havde opsagt en milliongæld til indfrielse og alternativt ville indgive konkursbegæring.

A begærede herefter indledt betalingsstandsning med henblik på forhandlinger med F2 Bank og en samlet accordordning med kreditorerne. Banken kontaktede F2 Bank, og det viste sig, at F2 Bank og G1 A/S havde et samlet krav på A på 5,5 millioner kroner. Banken ville gerne være A behjælpelig med at finde en samlet ordning med kreditorerne, og F2 Bank viste sig villig til at give afkald på fordringer for ca. 300.000 kr. kontant. Det bekymrede dog banken, at A altid kun løftede en lille flig for de økonomiske transaktioner, og at hans økonomiske forhold i det hele taget var uigennemskuelige. Banken indgik en samlet aftale med A og videresendte den til F4 Bank, hvor A skulle underskrive den (bilag 41). A underskrev aftalen med forbehold og blev herefter syg, således at aftalen aldrig blev endeligt underskrevet. I december 1993 mistede F2 Bank tålmodigheden, og han aftalte nu med A, at man skulle tilbyde F2 Bank 200.000 kr. hvilket F2 Bank accepterede. Han blev derfor overrasket over, at A pludselig hævede betalingsstandsningen.

Banken indkaldte den 7. marts 1994 A til et møde, hvorunder man blandt andet advarede ham mod at foretage eventuelle omstødelige dispositioner. Under mødet deltog reviser RJ, som skulle forsøge at afdække As økonomiske forhold. A medvirkede dog ikke hertil og sendte for eksempel ikke de dokumenter, han blev bedt om. Advokat AB, som havde været beskikket tilsyn under betalingsstandsningen, indgav følgelig efter aftale med F1 Bank konkursbegæring mod A. Konkursbegæringen blev afvist i oktober 1994. I november 1994 opsagde banken engagementet med A og meddelte dennes hustru, at hendes kaution på 200.000 kr. var forfalden. På det tidspunkt var der ingen forfaldne restancer og der var ikke aftalt en afdragsordning, idet man befandt sig i et forhandlingsforløb. A anmodede om at forhandlingerne fortsattes under henvisning til sin sygdom, og banken stillede herefter opsigelsen i bero. Der blev afholdt møder med A og revisor, blandt andet den 26. april 1995 hos revisor, hvor man aftalte, at hvis en ordning igen "løb ud i sandet", ville opsigelsen træde i kraft på ny. I april/maj 1995 blev der indgået en ny aftale med A. A bad banken om at sælge hans aktier til sønnen B og yderligere finansiere dennes køb af lejligheden. Den 19. oktober 1995 afholdtes der afsluttende møde hos revisor, hvorunder han og direktøren for F1 Bank deltog. A deltog ikke på grund af sygdom. Den 23. oktober 1995 bad A om at få tilsendt en kopi af oplægget. Banken havde løbende, men ikke daglig, kontakt med A. Der var hele tiden små "hurdler", der skulle overmindes. A havde den 31. januar 1996 endnu ikke underskrevet oplægget, hvorfor banken på ny opsagde engagementet. Da A i begyndelsen af februar 1996 bad om fornyede forhandlinger, fastholdt banken opsigelsen. Den 8. maj 1996 rykkede man As hustru for indbetaling af kautionsbeløbet på 200.000 kr.

Man drøftede i juli 1996 en konkursbegæring, og A bad på ny banken om at forsøge at finde en løsning. Advokat AB meddelte i oktober 1996, at han ikke længere troede på en samlet løsning, og den 29. november 1996 bad banken advokat AB indgive konkursbegæring. I februar 1997 tilbød A gå ny en afdragsordning. Banken krævede indbetaling af 500.000 kr., hvilket A afslog, og der blev derfor ikke indgået nogen aftale. Den 21. oktober 2997 bad A på ny om et møde omkring indgåelse af en afdragsordning under henvisning til, at han og hans hustru begge var syge. Banken fastholdt kravet om betaling af 500.000 kr., idet man vidste, at A afbetalte på sin skattegæld, hvilket man meddelte A var uacceptabelt.

Vedrørende As oplysninger omkring indbetalingerne til F1 Bank (bilag K) forklarede vidnet, at A selv havde anført et lånebeløb på 600.000 kr. til obligationer, men lånet blev ikke effektueret. Banken gav 317.000 kr. på auktion for ejerlejligheden .... 55, som man solgte et år senere for 430.000 kr. Lejligheden tilhørte H1 Invest ApS. Han har hørt, at Jaguaren er brændt, men banken havde ikke pant i bilen og har aldrig fået penge fra Forsikringsselskabet. Banken har aldrig modtaget 199.000 kr. for en bil. Banken fik indbetalt forsikringssummen på 105.000 kr. for en af C håndpantsat Renault. Under forhandlingsforløbet med A opdagede banken, at han havde en gæld til F3 Bank på 527.000 kr. Man tilbød F3 Bank 425.000 kr., hvilket F3 Bank afslog, idet gælden var sikret ved et pantebrev i ejendommen på Ensianvej, som ejedes af H1 Invest ApS. Anparterne i H1 invest ApS ejedes af As hustru og deres 3 børn med hver 25%. Banken købte F3 Bank ud af ejendommen og fik ejerpantebrevet. Herefter købte As søn, C, ejendommen for penge, som banken lånte ham. Ved ejendomshandlen fik banken ca. 400.000 kr. indbetalt på H1 Invest ApS' gæld.

Banken overtog F2 Banks mellemværende med A på i alt 5,5 million kroner. Herudover havde A et personligt lån på ca. 2 millioner kroner, og der var et økonomisk mellemværende på 3,5 million kroner mellem A og G1 A/S. Der var endvidere en gæld til G2 ApS på ca. 500.000 kr, og en kreditforeningsgæld på ca. 1 million. Alle kravene blev oplyst i forbindelse med betalingsstandsningen. Banken havde købt F2 Banks fordring før opsigelsen i 1994. Banken opgav pant i erhvervsudygtighedsforsikringerne, men opretholdt pant i livsforsikringspolicerne. A ville ikke opgive forsikringerne i Danica. Han accepterede at opgive nogle policer, men ikke andre. A tilbød under forhandlingerne nogle tusinde kroner i månedlige afdrag, hvilket banken afviste, idet man ikke troede på betalingsviljen og banken ønskede et samlet beløb udbetalt, hvorefter man kunne afslutte engagementet med A. Banken realiserede sikkerheder for 147.000 kr. på A. I forbindelse med en nærmere undersøgelse i foråret 1993 fandt banken ingen omstødelige diepositioner.

Jeanette Fraling Rasmussen har forklaret, at hun fra den 1. august 1995 til den 1. maj 1996 var ansat i Kommunens opkrævningsafdeling. På oversigtsbilledet (bilag A) betyder inkasso den dag der er foretaget indbetaling til kommunen. Inkasso kan også dække ordinære indbetalinger. OPRIK er den dag, der er indbetalt til Told & Skat på et oprindeligt girokort. Det oprindelige girokort er det girokort, der udstedes af Told- og Skattestyrelsen i forbindelse med årsopgørelsen. Valørdato er den dag, der beregnes renter fra. Valørdatoen hentes i edb-systemet fra et underliggende billede. Når der opstår restancer, får kommunen meddelelse fra Told & Skat om, at indbetalingsfristen er overskredet, hvorefter kommunen sender en rykker og dernæst en tilsigelse til udlægsforretning. Typisk indgåes der afdragsordning på udlægsforretningen. Det kan dog ske, at aftalen, må justeres undervejs.

Af sagsbemærkningsoplysningerne (bilag V) fremgår, hvornår der er afholdt møder med A. Han ville ikke bruge lang tid på det første møde, men skulle hurtigt afsted. De aftalte derfor tidspunkt for en udlægsforretning, da han ikke kunne betale. A tilbød 5.000 kr. i månedligt afdrag, og hun bad ham om at sende et budget inden 14 dage. Da budgettet ikke kom, rykkede hun for det. A mødte og fortalte, at han ikke ville udarbejde et budget, men i stedet tilbyde 10.000 kr. i månedlige afdrag, hvilket hun accepterede. A ville ikke vente på, at hun udfærdigede en skriftlig aftale, han ville bare være færdig med gælden.

Foreholdt bilag 19 bestrider hun, at have truet med lønindeholdelse eller udlæg, idet der ikke kan foretages lønindeholdelse eller udlæg i pensioner. Hun truer ikke med tiltag, som ikke kan gennemføres. Af samme grund accepterede hun, at A ikke udarbejdede budget. A har ikke oplyst kommunen om mellemværendet med F1 Bank, Typisk ville man undersøge den slags via et budgetskema, men det blev jo ikke afleveret. Hun er ikke under sin behandling af sagen stødt på, at A skulle have en større gæld. Hun betegner ikke en gæld på 1,3-1,5 mio. kroner som en større gæld, og ville derfor ikke have reageret herpå. Bankerne undlader af og til at indberette gæld, som skønnes uerholdelig.

Det er svært at motivere til en afdragsordning, når der ikke er nogen tvangsmidler, hvorfor A blev bedt om at foreslå en afvikling. Hun ved ikke, hvorfra oplysningerne om trusler kan stamme. Hun bad på det første møde A om kontrolbilag fra banker m.v. og spurgte, om han kunne betale det fulde beløb, hvilket han benægtede. Der blev herefter indgået en afdragsordning. Hun har ikke forsket yderligere i As økonomi og ikke undersøgt hans kontoforhold. Hun kan kun se, hvad der er indberettet ved årsskiftet, og ikke hvilke konti der siden måtte være oprettet. Hun gennemgik ikke årsopgørelserne.

Birthe Thomassen har forklaret, at hun har været ansat i Kommunens opkrævningsafdeling siden sommeren 1986. Ved opkrævning er den sædvanlige fremgangsmåde, at der tilsiges til en udlægsforretning. Under mødet undersøges betalingsevnen, oftest ved hjælp af et budgetskema. Hun har holdt møder med A den 10. januar og den 11. april 1994. Under mødet den 10. januar konstaterede hun, at A havde indtægter fra en pensionskasse. Han kunne ikke betale, da han allerede havde betalt sin hustrus restskat. Den 7. februar 1994 blev der indgået en afdragsordning. A meldte afbud til et møde den 1. marts, men mødte personligt den 11. april. Hun husker ikke, om de gennemgik årsopgørelsen på mødet, men sædvanligvis gennemgås årsopgørelserne for aktiver med henblik på udlæg. Han tilbød 5.000 kr. månedligt, men hun bad i stedet om indbetaling af 14.000 kr. månedligt. Da hun på det tidspunkt trådte ud af sagen, ved hun ikke, om A accepterede hendes forslag. Hun har aldrig truet A med udlæg eller lønindeholdelse, idet udlæg forgæves havde været søgt, og lønindeholdelse ikke kunne komme gå tale, da hans eneste indtægt var igennem en forsikringsordning. Hun kendte intet til As gæld til F1 Bank, men vidste at banken havde pant i As bil. Efter mødet den 10. januar sikrede hun sig ikke, at A rent faktisk ville møde og betale. Hvis han ikke mødte, ville han blot blive tilsagt på ny.

Procedure

Sagsøger har til støtte for påstanden gjort gældende, at A har været insolvent siden betalingsstandsningen i 1993. Det fremgår både af årsregn-skabet og årsopgørelser, at han kontinuerligt har haft meget store passiver, og at aktiverne slet ikke stod i forhold hertil.

SK har forklaret, at alle engagementer blev opsagt i 1994, og at gælden herefter var forfalden til betaling. Uagtet den enkelte sagsbehandler i opkrævningsafdelingen ikke har gennemgået As årsopgørelser og årsregnskaber, har skattemyndighederne været i besiddelse af oplysningerne og har således vidst eller burde vide at A var insolvent. Herudover har sagsøgte modtaget flere skrivelser med anmodning om at stille inddrivelsen i bero med henblik på at opnå en samlet kreditorordning. Sagsøgte har derimod ikke bevist, at A har været solvent i den pågældende periode. As førtidspension er ikke kreditorbeskyttet efter udbetaling, og såfremt forsikringsydelserne måtte have kreditorbeskyttelse, gælder den kun frem til beløbenes udbetaling, jf. retsplejelovens § 513, og herefter kun hvis beløbene er holdt klart adskilt fra hans øvrige formue. Beløbene er indsat på As hustrus og søns konti, som han formentlig har haft rådighed over, og er således ikke holdt klart adskilt fra i hvert fald 3. mands formue. Beløbene kan ikke anses adskilt ved, at de senere er hævet og lagt i en kasse hjemme. Kreditorbeskyttelsen var således ophævet senest, da beløbene blev hævet i banken. Beløbene ville derfor være indgået i konkursboet, hvis de ikke var blevet udbetalt til sagsøgte, hvorfor sagsøgte har modtaget en kreditorbegunstigelse på de øvrige kreditorers bekostning. Det er i denne forbindelse irrelevant, om A har betalt sagsøgte frivilligt, og om der også er betalt til andre kreditorer. Da A var insolvent, og sagsøgte var vidende herom, har betalingerne været utilbørlige, hvorfor omstødelsesbetingelserne i konkurslovens § 74 er til stede.

For så vidt angår betalinger senere end tre måneder før fristdagen, er der foretaget betydelige indbetalinger fra A, som intet andet ejede, hvorfor han ved betalingerne udtømte de likvide midler, således at hans økonomi blev afgørende forringet. Sagsøgte vidste, at A var insolvent og formentlig ville blive erklæret konkurs, ligesom de vidste, at indbetalingerne ikke var et led i en rekonstruktion af hans økonomi. Der er derfor ikke tale om ordinære indbetalinger, hvorfor indbetalingen af 81.661 kr. kan omstødes i medfør af konkurslovens § 67.

For så vidt angår indbetalingen af 120.392 kr, efter fristdagen er der betalt med midler, der ikke er omfattet af konkurslovens § 33 eller § 36, og betalingerne er således omstødelige i medfør af konkurslovens § 72, idet sagsøgte ikke har været i god tro.

Sagsøgte har til støtte for frifindelsespåstanden gjort gældende, at As førtidspension og løbende forsikringsudbetalinger fra Danica ikke er omfattet af konkursmassen, jf. konkurslovens § 36, og at forsikringsbeløbene har været holdt klart adskilt fra hans øvrige formue, jf. retsplejelovens § 513. Betalingerne til sagsøgte kan derfor ikke omstødes efter konkurslovens bestemmelser, idet betaling er sket med beløb, som er konkursboet uvedkommende, således at der ikke er påført de øvrige kreditorer tab ved betalingerne. Sagsøger har forholdt sig passiv over for Danica og må således anses at have accepteret, at forsikringsbeløbene ikke er omfattet af konkursmassen. Sagsøger har i hvert fald ved passivitet accepteret, at A rådede over forsikringsbeløbene efter fristdagen.

Subsidiært gøres det gældende, at sagsøger hverken har dokumenteret, at A har været insolvent siden betalingsstaridsningstidspunktet, eller at sagsøgte kendte eller burde kende til insolvensen. Sagsøger har endvidere ikke dokumenteret, at betalingerne afgørende forringede As betalingsevne. Alle indbetalinger skete i henhold til faste og frivillige afdragsordninger ud fra sagsøgtes konkrete vurdering af As økonomiske forhold eller på oprindelige girokort til forfaldstid, hvorfor betingelserne i konkurslovens § 74 ikke er opfyldt.

Betalingerne af rater af henholdsvis B-skat for indkomståret 1996 og restskat for indkomståret 1994 foretaget senere end 3 måneder før fristdagen, var ordinære betalinger, der derfor ikke kan omstødes efter konkurslovens § 67. Generelle oplysninger om inddrivelsesmuligheder kan ikke betegnes som utilbørlige.

Betalingerne efter fristdagen er foretaget frivilligt af A med midler, som sagsøger ved passivitet har accepteret ikke var omfattet af konkursmassen, hvorfor disse betalinger ikke kan omstødes i medfør af konkurslovens § 72. Det bestrides, at sagsøgte kendte eller burde kende til indgivelse af konkursbegæringen før efter bekendtgørelsen i Statstidende.

Rettens bemærkninger

Det er ubestridt, at sagsøgte i forbindelse med As betalingsstandsning og op til afvisningen af den kort efter indgivne konkursbegæring har modtaget oplysninger om As økonomiske forhold og flere gange er blevet anmodet om at stille inkassationen af restancer i bero med henblik på tilvejebringelse af en samlet kreditorordning. Da det derimod ikke findes godtgjort, at sagsøgte efter dette tidspunkt har modtaget sådanne detaljerede oplysninger om As økonomi, at sagsøgte kan anses at have haft kendskab til omstændigheder, der gjorde betalingerne af skatterestancer utilbørlige, findes betalingerne heraf ikke omstødelige efter konkurslovens § 74.

Betaling senere end 3 måneder før fristdagen af rater af B-skat på oprindelige girokort fremtræder, henset til de siden 1993 foretagne indbetalinger, som ordinære, hvorfor betingelserne for omstødelse i konkurslovens § 67 ikke findes opfyldt for disse betalinger. Da betalingen af 1.476 kr. og 4.453 kr. til kommunen ikke kan anses afgørende at have forringet As betalingsevne, findes ej heller disse betalinger at kunne omstødes efter § 67.

Da det endvidere ikke findes godtgjort, at sagsøgte skulle have haft kendskab til indgivelsen af konkursbegæring, før efter offentliggørelsen af konkursen i Statstidende, findes betalingerne efter fristdagen, men inden offentliggørelsen, ikke at kunne omstødes efter konkurslovens § 72. Betalinger foretaget efter offentliggørelsen af konkursen findes derimod omstødelige efter konkurslovens § 72, idet der er betalt med midler, som ikke kan anses omfattet af konkurslovens § 33 eller § 36 efter hævetidspunktet, og som derfor ellers ville være indgået i konkursmassen.

T h i   k e n d e s  f o r  r e t

Sagsøgte, Told & Skattestyrelsen, betaler inden 14 dage til sagsøger, A under konkurs v/kurator, advokat AB, 70.506 kr. med procesrente af 50.820 kr, fra sagens anlæg og af 19.686 kr. fra den 22. april 1998 til betaling sker.

Inden samme frist betaler sagsøgte til sagsøger 14.000 kr. i sagsomkostninger.