Parter

Skatteministeriet, Told- og Skattestyrelsen
(kammeradvokaten ved advokat Finn Mejnertsen)

mod

A under konkurs
(advokat Carsten Lyngs)

I tidligere instanser er afsagt dom af Retten i Roskilde den 4. oktober 1999 og af Østre Landsrets 13. afdeling den 2. februar 2001.

Afsagt af højesteretsdommerne

Hornslet, Marie-Louise Andreasen, Torben Melchior, Per Sørensen og Niels Grubbe.

Parterne har gentaget deres påstande.

I mangel af sagsfremstilling i landsrettens dom bemærkes:

Konkursboets principale påstand vedrører omstødelse af følgende betalinger:

11/10 1993 - 15/10 1396, 25 betalinger på i alt	167.820 kr.
15/10 1996 - 15/1 1997 (fristdagen), 5 betalinger på i alt	81.661 kr.
15/1 - 5/3 1997 (konkursdekretets offentliggørelse), 3 betalinger på i alt	49.314 kr.
5/3 - 31/10 1997, 5 betalinger på i alt (dvs. 572 kr. mere end anført af byretten og landsretten)	71.078 kr.
I alt	369.873 kr.

Parterne er enige om, at betalingerne er sket i de anførte perioder og med de anførte beløb.

Det er oplyst, at A i 1992 udtrådte af arbejdsmarkedet som følge af sygdom. Han blev tilkendt forhøjet almindelig førtidspension, som ved Den Sociale Ankestyrelses afgørelse af 23. februar 1995 blev forhøjet til mellemste førtidspension.

Siden 1992 har hans indtægter bestået i pension fra staten og invaliderenter hidrørende fra forsikringer, som han i 1980'erne tegnede i Danica Forsikring (tidligere Statsanstalten for Livsforsikring). I perioden 1993-1997 fik han fra Danica årligt udbetalt ca. 600.000 kr.

Invaliderenterne blev indtil den 24. februar 1997 indsat på As ægtefælle, Ds, konto i F5 Bank. Efter dette tidspunkt blev de indsat på hans søn, Bs, konto i F5 Bank.

Umiddelbart efter indsættelserne på ægtefællens og sønnens konti, blev invaliderenterne hævet af A, hvorefter han opbevarede dem hjemme hos sig selv i det omfang, han ikke samme dag anvendte dem.

I en cirkulæreskrivelse af 30. marts 1993 fra advokat AB til As kreditorer hedder det bl.a.:

"Det skal herved meddeles, at ... direktør A den 18. marts 1993 har standset sine betalinger, og at denne har anmeldt dette til Skifteretten i Roskilde, som den 19. marts 1993 har beskikket mig som tilsynsførende under betalingsstandsningen.

...

Der er af en kreditor indgivet konkursbegæring den 24. februar 1993, og den dag kan betragtes som værende fristdag.

...

Baggrunden for As betalingsstandsning må søges i det forhold, at A i forbindelse med sygdom ikke længere er erhvervsaktiv, og i forbindelse med ophør af samarbejdet med ovennævnte G1 A/S har lidt større tab.

Formålet med betalingsstandsningen er at undersøge mulighederne for en rekonstruktion i forbindelse med en akkord med kreditorerne."

I Kommunens opkrævningsafdelings "sagsbemærkningsoplysninger" om A er den 2. september 1993 noteret bl.a.:

"mødt, betalingsstandsning ligger v. skifteretten her. har i øjeblikket intet overblik over situationen."

Den 12. oktober 1993 er anført bl.a.:

"der er meget stor lønindkomst ..., løbende indtægt vedr. ikke en betalingsstandsning."

Den 4. november 1993 er noteret bl.a.:

"adv. CS ringet d.d. der er sendt div. cirkulæreskrivelser hertil (intet modt.) der sendes nu kopi af alt ... F2 Bank har indgivet konkursbegæring, denne er tilbagekaldt og der er bet. et beløb til F2 Bank, hvormeget ??"

Med et brev af 8. november 1993 til Kommunen, selskabsbeskatningen, fremsendte advokat ABs fuldmægtig, CS, cirkulæreskrivelsen af 30. marts 1993 under henvisning til en telefonsamtale. I brevet oplyste CS, at konkursbegæringen var tilbagekaldt, og at As regnskab for 1992 ville foreligge i løbet af få dage og forventedes at danne grundlag for et oplæg til en ordning med kreditorerne.

I sagsbemærkningerne for den 10. november 1993 hedder det bl.a..

"Restanceopgørelse sendt d.d. til adv. selvang 1992 skulle komme inden længe ... der er meget store udbetalinger vedr. forsikring.

Den 28. december 1993 er noteret bl.a.:

"pgl. mødt d.d. kan intet bet. p.t. aftalt møde d. 10.07.94, hvor pgl. har oplysning om evt. udbetaling fra forsikringen ... forg. [forgæves] udlæg d.d."

Den 10. januar 1994 hedder det bl.a.:

"pgl. mødt d.d. se kopi af udbet. fra Danica. netto kr. 20.197,... der skal bet. afdrag."

Ifølge Told & Skats grundkonto for A udgjorde de skyldige skatter pr. 3. februar 1994 278.472 kr.

Den 7. februar 1994 betalte A et afdrag på 15.000 kr. til opkrævningsafdelingen.

Den 24. februar 1994 tilbagekaldte han begæringen om betalingsstandsning.

I et brev af 30. marts 1994 til Kommunen, incassoafdelingen, anførte advokat CS bl.a.:

"Direktør A søger fortsat at opnå en samlet ordning af dennes økonomi.

Af den årsag arbejdes der nu på at få udfærdiget en ajourført balance med henblik på at tilbyde kreditorerne, heriblandt Dem, delvis betaling at kreditorernes tilgodehavende imod opnåelse af saldokvittering.

...

Idet løsningsforslag er forestående, skal jeg tillade mig at henstille, at de intensive forsøg på inddrivelsen af Deres tilgodehavende hos A stilles i bero."

Kommunen, opkrævningsafdelingen, svarede den 8. april 1994, at inddrivelsen af skatterestancen ikke kunne stilles i bero.

I den følgende periode betalte A i 5 rater yderligere i alt 26.000 kr.

Den 19. september 1994 indgav Advokatfirmaet AB konkursbegæring på grundlag af et honorartilgodehavende.

I et brev af 6. oktober 1994 fra advokatfirmaet til Kommunen, opkrævningsafdelingen, hedder det bl.a.:

"Vi har gennem ca. 1½ år i samarbejde med F1 Bank A/S, som den nu største kreditor, deltaget i et forsøg på at sanere hr. As og hans selskabs økonomi, og har i den forbindelse opnået en ordning med blandt andet F2 Bank. Målet har været at etablere en fornuftig kreditorordning for A.

Det er derfor med beklagelse, at vi har erfaret, at der i øjeblikket sker en forfordeling til ugunst for As øvrige kreditorer, i og med at skattevæsenet som den eneste kreditor modtager indbetaling baseret på forsikringsydelser, som A i øjeblikket får udbetalt.

Da dette er en uholdbar situation for os, idet vi også er kreditor, og de øvrige kreditorer, har vi set os nødsaget til at indgive konkursbegæring mod A. Såfremt denne fortrinsbehandling af skattevæsenet imidlertid straks ophører og det allerede til skattevæsenet udbetalte beløb tilbagebetales til A, således at der kan ske en ligelig fordeling af disse mellem kreditorerne, vil vi dog være indstillet på at trække konkursbegæringen tilbage.

Henset til at konkursbegæringen skal foretages ved Skifteretten i Roskilde den 17. oktober 1994, vil det næppe være muligt inden da at opnå en aftale med Dem, men vi vil være indstillet på - såfremt De vil deltage i en drøftelse om ophør af denne forfordeling - at godkende en udsættelse af behandlingen af konkursbegæringen, hvis debitor, A, anmoder herom."

I et brev af 10. oktober 1994 fra advokat TP, Advokatfirmaet AB, til Kommunen, opkrævningsafdelingen, anføres bl.a.:

"For så vidt angår direktør As kreditorer kan oplyses, at F1 Bank A/S har et tilgodehavende på ca. kr. 6 mio., og at vort advokatfirma har et tilgodehavende stort kr. 75.000. Os bekendt er der ikke andre større kreditorer udover Dem.

Vi har ikke kendskab til As månedlige betalinger til Kommunen, men ifølge det os oplyste har disse betalinger stået på i ca. et halvt år.

Vi er interesserede i at høre, om De vil være indstillet på, at dette beløb - både for så vidt angår tiden indtil nu og fremtidigt - bliver fordelt ligeligt blandt hr.As kreditorer."

I sagsbemærkningsoplysningerne for den 10. oktober 1994 hedder det bl.a.:

"tlf. m. adv. TP ... skal til møde i morgen i skifteretten med henblik på evt. indgivelse af konkurs - spørger om vi vil indgå en ordning og således undgå denne k.k. ... tlf. kl. 15.12 m. sekr. PM (advokat TP var optaget) - meddelt pr. tlf. at vi ikke kan indgå i nævnte ordning, således at det er op til adv. om der skal indledes konkurs."

Konkursbegæringen blev afvist af skifteretten den 11. oktober 1994, hvilket er noteret i sagsbemærkningsoplysningerne den 21. november 1999:.

Ifølge grundkontoen var den skyldige saldo ultimo 1994 nedbragt til 145.572 kr. bl.a. som følge af modregnet overskydende skat for 1994.

I den følgende periode betalte A i 4 rater yderligere i alt 23.000 kr.

Den 21. august 1995 er i sagsbemærkningsoplysningerne noteret bl.a.:

"pers mødt. aftalt at udlægsforretning foretages grundet restancens størrelse. Sky [skatteyder] tilbyder 5000,- mdl. dette er muligvis i orden, dog ønsker jeg budgetskema fra sky til vurdering. sky betaler 5000,- d. 1/9-95 og budgetskema indsendes inden 14 dage. Sky oplyser at han ikke har tænkt sig at betale mere, så må vi trække det i hans pension. set ... der står 60.000,- på en konto i F3 Bank . Sky mener det må være en fejl, men jeg må da gerne få pengene hvis de er der. Udlæg foretaget i indestående på konto ... Sky hævder intet andet at eje til genstand for udlæg"

Det viste sig efterfølgende, at der ikke var noget indestående på den konto, som der var foretaget udlæg i.

Den 5. oktober 1995 er noteret bl.a.:

"pers mødt. ønsker ikke at lave budgetskema mener ikke at det er nødvendigt. Sky tilbyder i stedet 10.000,- mdl. hver d. 1. næste gang 1/11-95. ok, accept. uden budgetskema."

Gennem yderligere afdragsbetalinger, ordinære betalinger af skat og modregning af overskydende skat blev restancen afviklet fuldt ud i tiden indtil 1. juli 1996.

As indbetalinger i perioden fra 21. oktober 1996 til 17. februar 1997 skete til dækning af B-skat og restskat, der forfaldt til betaling i samme periode. Alle betalinger skete ved anvendelse af de udsendte girokort, bortset fra betaling af 5.929 kr. den 6. januar 1997 til Kommunen.

Den 24. februar 1997 blev A erklæret konkurs på grundlag af bl.a. en begæring modtaget den 15. januar 1997, der således er fristdag. Bekendtgørelse blev indrykket i Statstidende den 5. marts 1997.

Ifølge As årsopgørelse af 1. marts 1996 for indkomståret 1992 var hans skattepligtige formue ultimo negativ med 7,8 mio. kr. Ifølge hans årsopgørelser for indkomstårene 1994, 1995 og 1996 var hans skattepligtige formue ultimo negativ med 3,3 mio. kr., 3,4 .mio. kr. og 1,3 mio. kr. Der er ikke under sagen gjort nærmere rede for disse formueændringer.

Til brug for byretten forklarede A den 9. september 1999 bl.a., at han nu lever af den i 1992 tilkendte invalidepension og af en erhvervsevnetabsforsikring, der udbetales af Danica. Han har ikke yderligere indtægter og ingen formue. Midlerne fra såvel det offentlige som forsikringen indsættes og er hidtil blevet indsat på hans hustrus eller hans søns konti. Pengene hæves så vidt muligt umiddelbart efter, at de er til rådighed på kontiene. Han opbevarer herefter pengene hjemme. Så vidt muligt holdes pengene fra forsikringen adskilt fra de øvrige. Afdragsordningen med Kommunen blev lavet i samarbejde med hans revisor uden pres fra kommunen. Han har betalt de girokort, som han modtog fra kommunen, idet han på sin årsopgørelse kunne se, at han skyldte beløbene.

Sagen er behandlet skriftligt, jf. retsplejelovens § 387.

Højesterets bemærkninger

Højesteret finder, at betalingerne i tiden indtil offentliggørelsen af konkursdekretet i Statstidende den 5. marts 1997 under de foreliggende omstændigheder ikke indebar en utilbørlig begunstigelse af skattevæsenet. Det tiltrædes derfor, at der ikke i medfør af konkurslovens § 74 kan ske omstødelse af disse betalinger.

Betalingerne af 81.661 kr. senere end 3 måneder før fristdagen og af 49.314 kr. i tiden fra fristdagen til offentliggørelsen af konkursdekretet skete til dækning af B-skat og restskat, der forfaldt til betaling i de samme perioder. Med denne bemærkning og i øvrigt af de grunde, der er anført af landsretten, tiltræder Højesteret, at der ikke i medfør af konkurslovens § 67 og § 72 kan ske omstødelse af disse betalinger.

Efter offentliggørelsen af konkursdekretet modtog skattemyndighederne fra A en række betalinger på i alt 71.078 kr. Disse betalinger kan omstødes efter konkurslovens § 72, hvis de anvendte midler hørte til konkursmassen. Efter Skatteministeriets opfattelse hørte midlerne ikke til konkursmassen, idet de hidrørte fra de invaliderenteydelser, som Danica havde udbetalt efter afsigelsen af konkursdekretet den 24. februar 1997.

Som udgangspunkt omfatter konkursmassen alle skyldnerens aktiver, hvis der kan foretages udlæg i dem, jf. konkurslovens § 32 og § 36.

Det følger af forsikringsaftalelovens § 118, jf. § 116, at As ret over for Danica til udbetaling af invaliderenter ikke kan gøres til genstand for udlæg, men disse bestemmelser omfatter ikke invaliderenteydelser, der er udbetalt af forsikringsselskabet.

Det fremgår endvidere af retsplejelovens § 513, stk. 1, 2. pkt., at der ikke kan ske udlæg i beløb, der er udbetalt som erstatning for invaliditet, hvis de er holdt klart adskilt fra skyldnerens øvrige formue. De hensyn, der har begrundet denne undtagelse fra kreditorforfølgning, gør sig også gældende, hvor erstatningen beror på en forsikringsaftale, hvad enten der er tale om en summaforsikring eller en forsikring med udbetaling af løbende ydelser. Højesteret finder derfor, at retsplejelovens § 513, stk.. 1, 2. pkt., må anvendes analogt på invaliderenteydelser som de foreliggende.

De invaliderenteydelser, som før konkursdekretet var udbetalt af Danica og hævet af A uden at være klart adskilt fra hans øvrige aktiver, kunne derfor gøres til genstand for udlæg og hørte således til konkursmassen, jf. konkurslovens 32 og § 36. Spørgsmålet er herefter, om invaliderenteydelser, som efter konkursdekretet blev udbetalt af Danica og hævet af A uden at være klart adskilt fra hans øvrige aktiver, skal behandles anderledes.

Fire dommere - Hornslet, Torben Melchior, Per Sørensen og Niels Grubbe - udtaler herefter

Ifølge konkurslovens § 32 omfatter konkursen ikke blot skyldnerens formue ved afsigelsen af konkursdekretet, men også hvad der under konkursen tilfalder ham. Der er ikke holdepunkter i ordlyden for at antage, at dette ikke skulle gælde invaliderenteydelser, der forfalder til betaling under konkursen og ikke er undtaget fra udlæg, jf. konkurslovens § 36. Ønsket om at undgå komplikationer og besvær som følge af fordeling af skyldnerens aktiver gennem flere konkursboer, jf. Folketingstidende 1976-77, 2. samling, till. A., sp. 384, taler også for, at konkursmassen omfatter sådanne invaliderenteydelser.

Vi finder herefter, at de omhandlede invaliderenteydelser hørte til konkursmassen, medmindre de var klart adskilt fra As øvrige formue.

Invaliderenteydelserne blev under konkursen indbetalt af Danica til en bankkonto, der tilhørte As søn. Beløbene blev hævet fra denne konto af A, der derefter opbevarede dem hjemme hos sig selv i det omfang, han ikke straks anvendte dem. Under disse omstændigheder tiltræder vi, at beløbene ikke kan holdes uden for konkursmassen i medfør af konkurslovens § 36, jf. retsplejelovens § 513, stk. 1, analogt. Betalingerne til skattevæsenet efter offentliggørelsen af konkursdekretet er derfor omstødelige i medfør af konkurslovens § 72.

Vi stemmer herefter for at stadfæste dommen med den ændring, at det beløb, Skatteministeriet skal betale til boet, udgør 71.078 kr., jf. ovenfor om opgørelsen af boets principale påstand, og således at beløbet forrentes med procesrente fra sagens anlæg den 14. januar 1998.

Dommer Marie-Louise Andreasen udtaler

På konkurstidspunktet kunne der ikke foretages udlæg i de invaliderenteydelser, der først forfaldt til betaling senere. På tilsvarende måde som indtægter ved egen virksomhed, jf. konkurslovens § 33, indgår de derfor efter min mening efter konkurslovens § 36 ikke i konkursmassen, hvilket efter det oplyste heller ikke er forlangt af boet for så vidt angår andre beløb end dem, der er betalt til skattevæsenet.

Det må lægges til grund, at betalingerne på ialt 71.078 kr. er sket med en del af invaliderenteydelserne, og betingelserne for omstødelse af betalingerne er derfor ikke opfyldt. Jeg stemmer herefter for at tage skatteministeriets frifindelsespåstand til følge.

Afgørelsen træffes efter stemmeflertallet.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t

Appellanten, Skatteministeriet, Told- og Skattestyrelsen, skal til indstævnte, A under konkurs, betale 71.078 kr. med procesrente fra den 14. januar 1998.

I sagsomkostninger for byret, landsret og Højesteret skal A under konkurs betale 75.000 kr. til Skatteministeriet, Told- og Skattestyrelsen.

De idømte beløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdorns afsigelse.