Tidligere instans: Vestre Landsrets dom af 12. maj 2000, 11. afdeling, B-1404-96, B-1917-96, B-1973-96, B-2289-96 og B-2603-97, 2. del

Vestre Landsrets dom
af 12. maj 2000
11. afdeling, B-1404-96, B-1917-96, B-1973-96, B-2289-96 og B-2603-97, 2. del

Forklaringer

Der er under sagen afgivet forklaring af A, B, TP, D, PJ, KP, HM og SJ.

A har forklaret, at han er uddannet kemiingeniør, og at han blev ansat i H1s A/S i 1964. Da han i 1973 blev teknisk direktør i virksomheden, købte han 10% at aktierne i selskabet. I 1982 erhvervede han den resterende del af aktiekapitalen, og han stiftede herefter H1 Holding ApS og overdrog aktierne i H1s A/S hertil. Efter at advokat B havde gjort ham opmærksom på de afgiftsmæssige problemer, der kunne opstå, hvis hans to børn skulle overtage virksomheden, besluttede han i 1991 at gennemføre et generationsskifte, der skulle finansieres ved en likvidation af holdingselskabet. Advokat B og revisor TP havde da været hans rådgivere i mange år. Han vidste på det tidspunkt ikke, at man kunne sælge et selskab i stedet for at likvidere det, og han reagerede ikke på advokat Bs første henvendelse om, at der var interesserede købere til selskabet. Advokat B vendte imidlertid tilbage vedrørende spørgsmålet, og omkring midten af juni 1992 kontaktede han derfor atter advokaten om henvendelserne. Efter at have modtaget Revisionskontorets skrivelse af 18. juni 1991 spurgte han såvel revisor TP som advokat B om, hvilken interesse køberen kunne have i at erhverve selskabet. Hertil svarede de begge, at køberen, G2, ville anvende nogle af selskabets midler til at købe afskrivningsberettigede aktiver, så den ikke-forfaldne del af skatten ville blive elimineret. Han foretog ikke nogen undersøgelse af køberens betalingsevne. Han kan ikke forklare, hvordan prisen for selskabet blev fastsat, idet det var revisor TP, der foretog beregningerne. Han havde ikke noget at gøre med selve udformningen af' anpartsoverdragelsesaftalen, men han drøftede den nøje med sine rådgivere, og advokat B forklarede ham, at han havde opnået at få begrænset den tid, han som sælger skulle indestå for selskabets gæld. Inden han underskrev anpartsoverdragelsesaftalen, spurgte han revisor TP og advokat B, om salget indebar, at han personligt var helt ude af selskabet. Dette bekræftede de begge. Han ønskede at få en skriftlig bekræftelse herpå, hvilket var baggrunden for advokat Bs skrivelse af 1. juli 1991 om, at han ikke var ansvarlig for betaling af selskabets skattegæld. Selskabet havde ikke anden gæld end gælden til skattevæsenet. Det var ikke på tale, at køberen af selskabet måske ikke ville betale skatterne. Den 1. juli 1991 om morgenen mødtes han med revisor TP i F3 Bank. Til stede var endvidere en medarbejder fra banken og NC fra G2. Det var første gang, han mødte en repræsentant for G2. Det var almindelig sund fornuft, der begrundede, at han lod skrivelsen fra F1 Bank A/S påføre påtegningen om, at han skulle have købesummen, før han overlod selskabets midler til køberen. Herefter brugte NC ca. en halv time på at ordne det, så handlen kunne gennemføres. Det lå helt uden for hans forudsætninger, at der kunne være tale om selvfinansiering. Dette udtryk har han først lært at kende i forbindelse med denne sag. Han kendte ikke D, og han havde ikke nærmere kendskab til F1 Bank.

Advokat B har forklaret, at han i 1991 havde været advokat for A i en årrække, og at han derfor kendte hans virksomhed nøje. Som et led i et generationsskifte beskattedes det at lade selskabet likvidere. Da han efter at have annonceret likvidationen af holdingselskabet i Statstidende fik henvendelser fra interesserede købere af selskabet, forelagde han henvendelserne for A, idet han mente, at det kunne være ansvarspådragende for ham at lade være. Han havde aldrig tidligere ydet rådgivning omkring handel med selskaber, og han vidste således ikke, at købesummen for et selskab altid erlægges kontant. Dette er bagggrunden for hans lidt naive fremhævelse af denne omstændighed i skrivelsen af 7. maj 1991 til A. Revisor TP oplyste ham om, at en køber af selskabet kunne købe afskrivningsberettigede aktiver og dermed eliminere den løbende skat i indeværende regnskabsår, ligesom man kunne få dispensation til at omlægge regnskabsåret. Det var alene revisor TP, der forhandlede med G2. Han forhandlede således hverken med G2 om udformningen af kontrakten eller om fastsættelsen af købesummen. Han havde ingen adkomst til at undersøge køberens betalingsdygtighed. Han fik et udkast til anpartsoverdragelsesaftale fra revisoren og gennemgik dette, idet han navnlig interesserede sig for, at As hæftelse tidsmæssigt skulle begrænses mest muligt. Han fik af revisor TP at vide, at G2 ville investere i fast ejendom, og det var hans opfattelse, at køberen derved kunne gøre en god forretning. Han kendte forbudet mod selvfinansiering, men han havde ingen tanker om, at der kunne ske selvfinansiering ved denne handel, eller om, at selskabet kunne blive udsat for selskabstømning. Dette begreb eksisterede slet ikke dengang. A havde på et tidspunkt spurgt ham, om han - A - "ville være ude af det", hvis han solgte, og det er det - og det alene - han hentydede til i sit brev af 1. juli 1991 til A. Revisor TP havde forud for den 1. juli 1991 aftalt med F3 Bank, at selskabets midler, der var blevet samlet på én konto, skulle overføres til en ny konto i selskabets navn. Bortset fra købesummens størrelse betragtede han handlen som en helt sædvanlig løsørehandel, hvor levering skulle ske, når købesummen var erlagt. Han kendte D, idet denne havde været advokatfuldmægtig hos ham i 1980'erne. Han hilste på D og NC i forbindelse med handlen, men han husker ikke præcist hvornår. Det var første gang, han mødte NC. Han fik indtryk af, at D var advokat for G2.

Statsautoriseret revisor TP har forklaret, at han havde været revisor for A siden 1986. Han og A drøftede flere gange i løbet af 1980'erne spørgsmålet om at gennemføre et generationsskifte i virksornheden, der gik virkelig godt. Fra 1989 deltog også advokat B i disse drøftelser. Da han modtog de to henvendelser fra interesserede købere af H1 Holding ApS, underrettede han A herom, idet han var bekymret for, om han ville kunne ifalde ansvar, hvis han undlod det. På et tidspunkt i forløbet drøftede han med advokat B, hvad en eventuel køber ville bruge selskabet til. De kendte begge afskrivningsreglerne og gik ud fra, at en køber ville erhverve afskrivningsberettigede aktiver. Han fik af NC, som var den eneste, han talte med hos G2, at vide, at G2 repræsenterede et engelsk selskab, som ønskede at investere i danske erhvervsejendomme. Idet ejendomspriserne i Danmark var i bund. NC oplyste, at baggrunden for, at man ønskede at købe et selskab frem for at stifte et nyt, var, at man derved kunne udskyde den ikke-forfaldne skat og således opnå et rentefrit lån, ligesom man kunne spare omkostninger, herunder kapitaltilførselsafgift med omkring 590.000 kr. Han foretog selv en grov kalkulation, der viste, at dette godt kunne give overskud for køberen. Han spurgte ikke til køberens mulighed for at finansiere købesummen, idet det jo var en forudsætning for handlen, at der skete kontant betaling. Han mener, at drøftelserne om anpartsoverdragelsesaftalens nærmere udformning foregik mellem advokat B og NC. Under mødet i F3 Bank den 1. juli 1991 skete der ikke andet, end at man ventede på, at pengeoverførslerne skulle gå i orden. Han var meget opmærksom på, at overførslerne skete i den rigtige rækkefølge, og at selskabets midler skulle overføres til en konto i selskabets eget navn, idet han ville sikre sig, at overførslen af selskabets midler ikke skulle kunne anses som en udlodning med deraf følgende krav om betaling af udbytteskat. Det havde således ikke at gøre med, at han frygtede, at der ville ske selvfinansiering. Det var ikke usædvanligt, at A bad om at få noget bekræftet skriftligt, og A har formentlig bedt om at få en bekræftelse på, at han ikke var ansvarlig for selskabets skatter efter salget. Han var imidlertid helt sikker på, at det ikke ville kunne opstå skattemæssige overraskelser for A efter salget. Først i august eller september 1991, hvor D kontaktede ham for at få udleveret selskabets regnskaber, blev han bekendt med, at D havde været involveret i købet af selskabet.

D har forklaret, at han blev cand.jur. i 1982 eller 1983. I efteråret 1990 fik han i F1 Bank finansiering til at gennemføre et enkeltstående projekt, der omfattede flere selskabshandler, idet banken ydede lån mod sikkerhed i de aktiver, der blev overdraget. I den forbindelse blev han af enten KP eller NA bedt om at lave et notat om anpartsselskabslovens § 84, hvilket var baggrunden for, at han udarbejdede notatet af 21. september 1990. Den fremgangsmåde, der er beskrevet i notatet, er ikke den samme som den, der blev anvendt i de selskabshandler, han senere formidlede. Da han i januar 1991 købte et selskab for en klient, effektuerede F1 Bank overdragelsen af købesummen og selskabsmidlerne, idet banken i forvejen havde godkendt projektet. F1 Bank finansierede ikke handlen og løb ikke nogen risiko. De efterfølgende handler, han formidlede, herunder handlen med Burcharch Holding ApS, foregik efter samme koncept. Han gav ikke banken nogen generel instruks vedrørende disse handler, idet han fra gang til gang gav banken de oplysninger, der var nødvendige for at effektuere handlen. Der skete ingen sammenblanding af købesummen og selskabets midler i hans regi, og han opfattede fremgangsmåden som en sikker model i forhold til selvfinansieringsforbudet. Hans klientkonto i F1 Bank blev brugt som alle andre klientkonti. Han opfattede den som en særlig konto, der havde til formål at modtage det købte selskabs midler og afregne dem igen. Han havde gennemført selskabshandler med C og K1 ApS et par gange, da han formidlede handlen med H1 Holding ApS. Han havde ikke noget særligt kendskab til K1 A/S, men C havde udtrykt interesse for at købe et selskab som H1 Holding ApS. G1 International Ltd. er et offshore-selskab, der er hjemmehørende på Bahamas. Han havde generalfuldmagt til at tegne selskabet. I nogle tilfælde, herunder muligvis i forbindelse med købet af H1 Holding ApS, gav han NC et begrænset prokura. Selskabet, der er ejet af en fond, var i stand til at erlægge købesummen for H1 Holding ApS. Der skulle have været udstedt en garanti for købesummens betaling, men som handlen blev tilrettelagt, blev dette ikke nødvendigt. I forbindelse med handlen med H1 Holding ApS overlod han til F1 Bank at rette henvendelse til F3 Bank og Sparekassen F2 A/S. Navnene på kontaktpersonerne i Sparekassen F2 A/S havde køberen af selskabet oplyst. Han tog den check, han modtog fra køberen, som et udtryk for at køberen mente handlen alvorligt. Der var ikke tale om en bankcheck. Han kontrollerede ikke, at checken muligvis var trukket på samme konto, som midlerne i H1 Holding ApS skulle overføres til. Han vidste ikke, hvem den konto i Sparekassen F2 A/S, som midlerne skulle overføres til, tilhørte, og han stillede ikke noget specifikt krav om, at Sparekassen F2 A/S oprettede en konto i selskabets navn.

PJ har som vidne forklaret, at han var direktør for F1 Bank fra 1973 til 1999. Banken havde i 1991 en egenkapital på knap 100 mio. kr. og en balance på ca. 1 mia. kr. Han havde kontakt med D i 1990 i forbindelse med dennes køb af en nødlidende virksomhed i F1, men ellers ikke. Banken var bekendt med, at D havde gjort det til sin niche at handle med selskaber, og der kørte en del selskabshandler over hans klientkonto. Der blev aldrig ydet lån til eller stillet kreditter til rådighed for D eller G1 International Ltd. Banken så aldrig overdragelsesdokumenterne og havde ingen konkret viden om de enkelte handler. Vidnet selv tog sig i øvrigt kun at det mere overordnede i banken. Vidnet havde dengang kun et meget løst kendskab til selvfinansieringsforbudet, men bankens kreditchef, NA, var opmærksom på det, og det var muligvis ham, der bad D udfærdige notatet af 21. september 1990 om anpartsselskabslovens § 84. Vidnet blev først bekendt med dette notat i 1994. Vidnet blev ikke præsenteret for den arbejdsgang, der er omtalt bilag A til indberetningen til Finanstilsynet, og han var ikke bekendt med, at arbejdsgangen siden blev ændret. Bilag A blev først udarbejdet i 1994, idet banken i 1990/1992 ikke havde noget skriftligt om en bestemt fremgangsmåde ved gennemførelsen af selskabshandlerne Han husker ikke, om han så Ds skrivelse af 1. juli 1991 til banken i forbindelse med, at han underskrev skrivelserne af samme dato til F3 Bank og Sparekassen F2 A/S. Det gav ikke banken anledning til overvejelser, at der var tale om en overførsel på ca. 61. mio. kr., idet man fik erklæringen fra Sparekassen F2 A/S om, at der samme dag ville komme en overførsel derfra. Skrivelsen fra Sparekasser F2 A/S ville - uanset ordlyden - i pengeinstitutkredse blive opfattet, som en forpligtelse, og skulle Sparekassen F2 A/S ikke foretage overførslen, kunne man jo indløse den check, der fulgte med skrivelsen fra D. Banken foretog derfor ingen undersøgelser af selskabskøberens betalingsevne, ligesom man ikke havde kontrolleret, at der var dækning for checken. Han ved ikke, hvilken dokumentation banken fik fra selskabskøberen for, at selskabets midler måtte overføres til Sparekassen F2 A/S. Banken har aldrig fået kritik af Finanstilsynet i forbindelse med bankens håndtering af handler med selskaber.

KP har som vidne forklaret, at han er erhvervskonsulent i F1 Bank, hvilket også var tilfældet i 1990. Vidnet havde den daglige kontakt med D, efter at bankens samarbejde med ham havde udviklet sig til også at omfatte den del af Ds forretning, der vedrørte handel med selskaber. På det tidspunkt havde vidnet ikke nærmere kendskab til handel med selskaber, men han var bekendt med selvfinansieringsforbudet. Han husker ikke, om banken søgte rådgivning andetsteds i forbindelse med, at man modtog Ds notat af 21. september 1990. Banken havde bistået D med andre selskabshandler, da handlen med H1 Holding ApS blev gennemført. Vidnet har formentlig allerede før den 1. juli 1991 vidst, at der ville komme en instruks fra D om en handel. Den check, der fulgte med Ds instruks af 1. juli 1991, blev konverteret til Nationalbankoverførsel, for at der kunne opnås samtidighed mellem de pengeoverførsler, der skulle finde sted. Det var ikke sædvanligt at banken modtog en check fra køberen i forbIndelse med en selskabshandel, og vidnet kunne ikke se noget formål med checken. Han kontrollerede, at der var dækning for checken, ved at skrive til trassatbanken og bedes om bekræftelse på, at købesummen ville blive overført, men han mener ikke, at han ringede og spurgte, om der var dækning for checken. Han har formentlig ikke undersøgt, hvilket kontonummer, der stod på checken. Han mener, at han den 1. juli 1991 var i kontakt med de to medarbejdere i Sparekassen F2 A/S, der var angivet i Ds instruks, men han husker ikke, om han var i kontakt med F3 Bank. Aftalen om overførsler mellem F1 Bank og Sparekassen F2 A/S blev indgået, før aftalen om overførsler mellem F1 Bank og F3 Bank blev indgået. Han mener, at skrivelsen af 1. juli 1991 fra Sparekassen F2 A/S er svar på hans skrivelser dertil af samme dato. Så vidt han husker, reagerede han ikke på bemærkningen om, at skrivelsen ikke var en forpligtelse for Sparekassen F2 A/S. Transaktionerne vedrørende handlen blev gennemført samtidig, idet han dog muligvis ekspederede overførslen til Sparekassen F2 A/S hurtigere, end Sparekassen F2 A/S ekspederede overførslen til F1 Bank. Det var hans opfattelse, at F1 Bank ikke løb nogen risiko ved transaktionerne. Han husker ikke, om han så nogen bemyndigelse fra H1 Holding ApS's ledelse til, at selskabets midler kunne overføres til Sparekassen F2 A/S, men han gennemførte overførslen på bestilling af en advokat, som han havde tillid til. Den klientkonto, som selskabets midler blev indsat på, var blevet oprettet den 1. juli 1991 eller umiddelbart før. Bankens honorar for at udføre transaktionerne bestod af renter, idet der i overensstemmelse med almindelige renteberegningsprincipper blev beregnet én rentedag i bankens favør vedrørende det beløb, der blev indsat og hævet på selskabets konto i banken, og én rentedag vedrørende det beløb, der blev indsat og hævet på Ds klientkonto. De beregnede renter kan godt være de 60.000 kr., der er hævet på Ds klientkonto den 3. juli 1991, idet han dog ikke kan sige, hvordan man er kommet frem til et rundt tal. Når renten vedrørende begge konti blev trukket på Ds klientkonto, var det for at undgå at der skulle udarbejdes et nyt regnskab for selskabet pr. overtagelsesdagen. I 1994 udarbejdede vidnet bilag A og bilag C til bankens indberetning til Finanstilsynet. Indberetningen med bilag blev udarbejdet på grundlag af sager, man havde haft med D.

HM har som vidne forklaret, at hun i 1991 var ansat som erhvervsrådgiver i Sparekassen F2 A/S' afdeling i ..... C havde da en indlånskonto og flere løbende driftskonti i sparekassen, men ingen udlånskonto. Han havde ikke rådighed over 60 mio. kr. i sparekassen. Hun mener, at LL var kundeansvarlig for C. VL var gruppeleder i den gruppe, vidnet arbejdede i. Det var vidnet, der udfærdigede skrivelsen af 1. juli 1991 til F1 Bank, efter at hun om formiddagen var blevet ringet op af C. Han oplyste, at der samme dag ville blive overført et beløb til en af hans konti via Nationalbanken, og han bad om, at der derefter måtte blive overført et beløb til F1 Bank. Vidnet var indforstået hermed, og C bad hende bekræfte dette skriftligt over for F1 Bank. Hun ville imidlertid kun foretage overførslen, hvis der indgik et tilsvarende beløb i Sparekassen F2 A/S, og hun indføjede derfor en passus i skrivelsen til F1 Bank om, at skrivelsen ikke var en forpligtigelse fra Sparekassen F2 A/S' side. C oplyste ikke, hvad overførslen vedrørte, og han nævnte ikke, at han havde udstedt en check på samme beløb, som hun skulle overføre. Hun studsede ikke over beløbenes størrelse. Hun indhentede ikke godkendelse af transaktionen, idet det jo var kundens penge, hun skulle overføre, og ikke sparekassens. Hun må have talt med VL om sagen, siden han også har underskrevet skrivelsen til F1 Bank. Hun talte ikke med nogen i F1 Bank om overførslen, og hun så ikke noget skriftligt derfra. Det er muligt, at VL så skrivelserne fra F1 Bank. Hun kontaktede sparekassens hovedsæde i .... og adviserede om overførslerne. Da hovedsædet lidt senere ringede tilbage og oplyste, at der var indgået et beløb på sparekassens konto i Nationalbanken til kredit for kunden, bad hun hovedsædet overføre det aftalte beløb fra sparekassens konto i Nationalbanken til F1 Bank. Da hun senere bogførte posteringerne, havde hun fået oplysning om, at transaktionerne vedrørte H1 Holding ApS, men hun husker ikke hvorfra. Når sparekassen udsteder checks til en konto som den, der blev brugt ved disse transaktioner, bliver kontonummeret altid påstemplet de enkelte checks. Navnet K1 A/S siger hende ikke noget. Sparekassen beregnede sig et sædvanligt gebyr i størrelsesordenen 1.000 kr. for Nationalbankoveførslen.

SJ har som vidne forklaret, at hun er ekspeditionssekretær i Sparekassen F2 A/S' juridiske afdeling. I 1994 deltog hun i arbejdet med at indhente oplysninger til brug for sparekassenas indberetning om selskabstømning til Finanstilsynet. Selvom det i indberetningen er anført, at man fik købsaftalerne vedrørende de pågældende selsskabshandler at se, skete dette i mange tilfælde ikke. Den skematiske oversigt, der blev udarbejdet som bilag til indberetningen, er lavet på grundlag af kontoudtog og overførselsbilag. Det er ikke korrekt som anført i indberetningen, at der forelå en skriftlig instruks ved handlen med H1 Holding ApS. Hun kan ikke sige, om C videresolgte selskabet ved nettoafregning. Sparekassen har ikke fået konkret kritik af Finanstilsynet vedrørende sparekassens håndtering at handler med selskaber, der er blevet tømt for midler.

Procedure

Konkursboet

Konkursboet har til støtte for sin påstand gjort gældende, at såvel A som F1 Bank er erstatningsansvarlige efter dansk rets almindelige erstatningsregel for det tab, skattevæsenet led som følge af As salg og F1 Banks bistand til køberens erhvervelse af overskudsselskabet. Forbudet i anpartsselskabslovens § 84, stk. 2, mod selvfinansiering blev utvivlsomt overtrådt ved salget af selskabet, og skattevæsenets tab er forårsaget af, at overskudsselskabet, der før overdragelsen havde rigelige midler til at betale sit skattetilsvar, i forbindelse med overdragelsen blev tømt for midler, hvoraf størstedelen blev anvendt til finansiering af købesummen. Skattevæsenets tab var en adækvat følge af selskabsoverdragelsen.

Over for A har konkursboet nærmere anført, at A som eneejer af og bestemmende i overskudsselskabet på uforsvarlig vis tilsidesatte sin forpligtelse til at afværge skattevæsenets tabsrisiko ved salget. As ansvar følger navnlig af, at salget at selskabet, der var uden forretningsmæssig aktivitet, og hvis eneste aktiv var en pengebeholdning, ikke var en normal forretningsmæssig disposition. A opnåede et betydeligt merprovenu, svarende til 35% at selskabets latente skattetilsvar, og han eller hans rådgivere måtte indse, at overprisen blev betalt med henblik på at undgå eller udskyde betalingen af selskabets latente skatter. Muligheden for at spare omkostninger i forhold til at stifte et nyt selskab kan således ikke have været den motiverende faktor for en køber af et selskab af denne størrelse. A, der intet gjorde for at undersøge køberens planer for udskydelse, eliminering eller betaling af selskabets skyldige og latente skatter, måtte indse, at der ville være særlig stor risiko for tab for skattevæsenet, hvis købesummen blev betalt af selskabets egne midler. Som følge af de aftalte og gennemførte gensidigt betingede samtidige bankoverførsler af købesummen og selskabets meget betydelige pengeindeståender måtte det fremstå som en overordentlig nærliggende mulighed, at der kunne ske selvfinansiering. Konkursboet har endvidere anført, at A tillige hæfter for de fejl, hans rådgivere har begået i forbindelse med salget.

Over for F1 Bank har konkursboet nærmere anført, at F1 Banks ansvar følger af, at banken på uforsvarlig måde medvirkede til den ulovlige selvfinansiering og derved påførte overskudsselskabets kreditorer, herunder skattevæsenet, en urimelig tabsrisiko som F1 Bank intet gjorde for at afværge. F1 Bank vidste således, at man medvirkede til køb af et overskudsselskab, som straks skulle videresælges, ligesom man vidste, at betalingstransaktionerne var indbyrdes betingede, og at det var købesummen for selskabet, som man bistod D med at finansiere. Det var fra F1 Banks side en betingelse for overførslen af købesummen, at man modtog selskabets midler og F1 Bank overførte straks selskabets midler fra selskabets nye konto i F1 Bank til den samme konto i Sparekassen F2 A/S, som det beløb, der skulle dække Ds betaling af købesummen, blev trukket på. Det må således have stået F1 Bank klart, at køberen skulle bruge selskabets midler til at udligne det træk i Sparekassen F2 A/S, der skulle dække købesummen, og F1. Bank burde derfor have indset, at man muliggjorde og aktivt bistod ved køberens overtrædelse af selvfinansieringsforbudet. Det honorar på 60.000 kr., som F1 Bank beregnede sig for at udføre transaktionerne, kan næppe forklares som renter. Ved vurderingen af, om F1 Bank handlede ansvarspådragende, skal bankens samlede viden indgå, herunder, at banken allerede i 1990 af D havde fået oplyst, at hans opkøb af overskudsselskaber skete ved anvendelse af selskaberne egne midler.

Over for konkursboet har A til støtte for sin frifindelsespåstand gjort gældende, at han ved salget af overskudsselskabet ikke har handlet culpøst og derfor ikke er erstatningsansvarlig for konkursboets tab. Han skulle skaffe likvider til at gennemføre et generationsskifte, og der er i den forbindelse betaIt ca. 16-17 mio. kr. i skat og afgifter. A har nærmere anført, at culpabedømmelsen må ske i lyset af, at salget af selskabet skete i 1991, hvor begrebet selskabstømning ikke var kendt, at købesummen svarede til selskabets beskattede egenkapital på 58.412.200 kr. med et tillæg på 0,96% eller 558.100 kr., svarende til kurs 100,96, at selskabets latente Skat svarede til 2,72% af egenkapitalen, og at A betingede sig, at købesummen var betalt, inden selskabets midler blev overført til selskabets nye konto i F1 Bank. A, som er lægmand, handlede på opfordring af og i tillid til råd fra sin advokat og revisor og deltog ikke personligt i forhandlinger med køberen. For A fremtrådte salget af selskabet som værende en for køberen forretningsmæssig disposition, allerede fordi overkursen var mindre end den kapitaltilførselsafgift på ca. 575.000 kr., køberen skulle have betalt ved stiftelse af eller indskud af kapital i et selskab. Dertil kom, at den latente skat, om den ikke blev elimineret, først skulle betales ca. 1½ år senere, og selskabets betydelige kapital muliggjorde investering, der rigeligt og helt legalt kunne eliminere den latente skat gennem afskrivning. På det pågældende tidspunkt var det udbredt at handle med såvel overskuds- som underskudsselskaber. Salget var fra A side ikke motiveret af et ønske om, at selskabets skat ikke skulle betales, og A hverken kunne eller burde indse, at købesummen blev betalt af selskabets egne midler, allerede fordi købesummen indgik, inden selskabets midler blev overført. Det forhold, at overførslerne skete i umiddelbar tidsmæssig tilknytning til hinanden, er i øvrigt ganske i overensstemmelse med den køberetlige grundsætning om samtidig udveksling af ydelserne. Det bestrides ikke, at der er sket ulovlig selvfinansiering, men denne omstændighed bør ikke føre til en skærpet culpabedømmelse. A hæfter ikke for sine rådgiveres eventuelle fejl, og i øvrigt kunne eller burde hverken han eller rådgiverne indse, at der skulle bestå en risiko for, at køberen eller en senere erhverver ville tømme selskabet for midler. Hverken A eller dennes rådgivere havde særlig anledning til at undersøge køberens betallingsevne, idet køberen jo - som det måtte fremstå - kunne erlægge købesummen på ca. 59 mio. kr. kontant.

Over for advokat B, Revisionskontoret, F1 Bank og Sparekassen F2 A/S har A til støtte for sine friholdelsespåstande gjort gældende, at disse i det indbyrdes forhold er nærmere til endeligt at bære et eventuelt erstatningsansvar. A kræver sig stillet, som om den påbegyndte likvidation var gennemført, hvoraf følger, at hans krav reduceres med den berigtigelse, som han opnåede ved salget af overskudsselskabet, og således, at berigelsen opgøres på grundlag af Højesterets dom i Thrane-sagen (TfS 1999.897. Over for advokat B og Revisionskontoret har A nærmere anført, at hans salg af overskudsselskabet skete på disse rådgiveres initiativ, og at han - kendeligt for begge rådgivere - disponerede i fuldstændig tillid til rådgivningens rigtighed og forsvarlighed. Rådgiverne måtte og kunne, i modsætning til den på dette felt ukyndige klient, i givet fald have indset de omstændIgheder, der gjorde dispositionen ansvarspådragende, og rådgiverne, der begge er ansvarsforsikrede, er nærmere til at bære risikoen for det skete end A. Over for F1 Bank og Sparekassen F2 A/S har A nærmere anført, at disse pengeinstitutter var eller burde være bekendt med, at pengetransaktionerne var indbyrdes forbundne, og at de således direkte medvirkede til den ulovlige selvfinansiering, der i det hele alene blev muliggjort som følge af pengeinstitutternes adfærd.

Advokat B

Over for A har advokat B til støtte for sin frifindelsespåstand gjort gældende, at han ikke ved sin rådgivning eller bistand til salget af selskabet har udvist nogen erstatningspådragende adfærd eller i øvrigt begået fejl eller forsømmelser. Advokat B har nærmere anført, at hverken kunne eller burde have forudset ulovlig selvfinansiering eller selskabstømning på købersiden. Køber fremtrådte i enhver henseende som seriøs og professionel, og handlen fandt sted i 1991, hvor der var udvidet adgang til skatteeliminering. Overskudsselskabets kapitalforhold sammenholdt med størrelsen af de latente skatter og den betalte beskedne overkurs medførte, at det ville være en yderst simpel opgave at foretage skatteeliminering, hvortil kommer, at overkursen var væsentligt mindre end den kapitaltilførselsafgift, køberen skulle have betalt ved stiftelse af eller indskud af kapital i et selskab. Salget af selskabet havde karakter af en normal forretningsmæssig disposition, hvorfor advokat B ikke havde anledning til at foretage sig andet end faktisk sket.

Til støtte for sin subsidiære påstand har advokat B anført, at A ikke var uden forudsætninger for at forstå og bedømme situationen, Såfremt både advokat B og A findes erstatningsansvarlige for skattevæsenets tab, skal der derfor - i overensstemmelse med det udgangspunkt, Højesteret har fastslået i Thrane-dommen - ske ligedeling i det indbyrdes forhold mellem dem, således at A endeligt, udover den oppebårne overkurs, yderligere skal bære en af retten fastsat andel af et erstatningsbeløb.

Over for F1. Bank og Sparekassen F2 A/S har advokat B til støtte for sin friholdelsespåstand tilsluttet sig det, som A har anført om ansvarsgrundlaget for de to pengeinstitutter og har videre anført, at disse må anses for hovedansvarlige for det skete og derfor er nærmest til i det indbyrdes forhold endeligt at bære et eventuelt erstatningsbeløb.

Over for Revisionskontoret har advokat B til støtte for sin delvise friholdelsespåstand anført, at Revisionskontoret på lige fod med advokat B deltog i rådgivningen omkring As salg af selskabet, og at Revisionskontoret, i den omfang, advokat B bliver dømt, derfor skal bære halvdelen af erstatningsbeløbet.

Revisionskontoret

Over for A har Revisionskontoret til støtte for sin frifindelsespåstand gjort gældende, at Revisionskontoret ikke har handlet ansvarspådragende i forbindelse med salget af overskudsselskabet. Revisionskontoret har herved tilsluttet sig det, der er anført af A om culpabedømmelsen og af advokat B om rådgiveransvaret, og har videre anført, at risikoen for, at nogen skulle lide tab, ikke blev forøget ved Revisionskontorets adfærd. Til støtte for sin subsidiære påstand har Revisionskontoret i det væsentlige gjort samme anbringender gældende som advokat B har anført om den indbyrdes ansvardfordeling på sælgersiden.

Over for F1 Bank og Sparekassen F2 A/S har Revisionskontoret til støtte for sin friholdelsespåstand gjort gældende, at den culpa, disse pengeinstitutter har udvist, er grovere end den, As rådgivere i givet fald har udvist, og at F1 Bank og Sparekassen F2 A/S derfor i det indbyrdes forhold solidarisk skal bære et eventuelt erstatningsbeløb. Over for F1 Bank har Revisionskontoret nærmere anført, at culpabedømmelsen skal ske ud fra den konkrete burde-viden om risikoen for selvfinansiering, som F1 Bank efter det, der er anført i bilagene til bankens indberetning til Finanstilsynet, havde. F1 Bank havde endvidere mulighed for at konstatere, at den check på købesummen, man modtog, var trukket på samme konto, som selskabets midler skulle indgå på. Endelig beregnede F1 Bank sig et honorar på 60.000 kr. for de udførte transaktioner, selvom det var bankens opfattelse, at man ikke løb nogen risiko. F1 Bank hævede det fulde honorar på Ds klientkonto og ikke - som hvis der faktisk var tale om renter - på begge de pågældende konti. Over for Sparekassen F2 A/S har Revisionskontoret nærmere anført, at Sparekassen F2 A/S vidste, at C handlede med selskaber. I hvert fald efter modtagelsen af telefaxskrivelserne fra F1 Bank burde Sparekassen F2 A/S have indset, at der skete selvfinansiering ved de pågældende transaktioner.

Over for advokat B har Revisionskontoret til støtte for sin friholdelsespåstand anført, at advokat B på lige fod med Revisionskontoret deltog i rådgivningen omkring As salg af selskabet, og at advokat B, i det omfang, Revisionskontoret bliver dømt, derfor skal bære halvdelen af erstatningsbeløbet.

F1 Bank

Over for konkursboet har F1 Bank til støtte for sin frifindelsespåstand gjort gældende, at overskudsselskabet ikke blev tømt for midler i forbindelse med de transaktioner, der blev forestået af F1 Bank, at F1 Bank heller ikke medvirkede til eller muliggjorde selskabstømningen, og at F1 Bank ikke er ansvarlig for, at selskabet senere blev tømt. F1 Bank har derved nærmere anført, at F1 Bank reelt var sælgerpengeinstitut, idet banken på vegne sælgeren, G1 International Ltd., besad selskabets midler. F1 Bank stillede således ikke kreditfaciliteter til rådighed for D, G1 International Ltd. eller K1 A/S. Overskudsselskabets midler, der blev holdt adskilt fra købers midler i F1 Bank, blev fremsendt til en konto i Sparekassen F2 A/S til indsættelse på en konto, der ikke var identisk med køberselskabets. Den samtidige overførsel af købesum og overskudsselskabets likvide beholdning er ikke i sig selv et indicium for selvfinansiering, men en praktisk og traditionel gennemførelse af den samtidighedsgrundsætning, som er gældende for kontanthandler. F1 Bank havde på transaktionstidspunktet ikke kendskab til forhold, der indicerede overtrædelse af selvfinansieringsforbudet, ligesom man ikke havde kendskab til de udarbejdede overdragelsesaftaler, hverken på sælgerside eller på køberside. Tilsvarende kunne F1 Bank ikke på daværende tidspunkt påregne, at selskabets afsatte og udskudte skatter ikke ville blive betalt, og F1 Bank var ikke og burde ikke have været bekendt med køberens videre hensigter med selskabet eller dets midler. F1 Bank samarbejdede med D, som var bestallingshavende advokat. F1 Bank fik ikke salær for at ekspedere handlerne, men alene renter. Risikoen for tab blev ikke forøget som følge af F1 Banks handlinger og undladelser, idet F1 Banks medvirken ikke havde nogen indflydelse på skattevæsenets tab.

Over for A, advokat B og Revisionskontoret har F1 Bank til støtte for sin friholdelsespåstand gjort samme anbringender gæIdende som over for konkursboet og har endvidere anført, at F1 Bank alene indtog en underordnet rolle i forbindelse med de forskellige dispositioner, som var tilrettelagt af A og hans rådgivere. Det var A, der havde den reelle interesse i et salg af selskabet frem for en likvidation. Rådgiverne havde den fulde indsigt i selskabets forhold, herunder hvad angår de eventuelle skyldige skatter og købers hensigter, ligesom de tiIrettelagde overdragelsen i samarbejde med køberen på en måde, der muligt kunne indebære en risiko for selskabets kreditorer. Der må statueres identifikation mellem A og hans rådgivere.

Over for Sparekassen F2 A/S har F1 Bank til støtte for sin friholdelsespåstand anført, at Sparekassen F2 A/S efter modtagelsen af F1 Banks telefaxskrivelser om formiddagen den 7. juli 1991 var bekendt med, at der var tale om en selskabshandel, og at købesummen desuagtet blev hævet på samme konto, som overskudsselskabets midler blev indsat på. Denne konto tilhørte endvidere ikke overskudsselskabet. Det var således i Sparekassen F2 A/S' regi, at selvfinansieringen skete.

Over for D og C har F1 Bank til støtte for sin friholdelsespåstand anført, at D, sammen med A og K1 A/S og disses rådgivere, tilrettelagde overdragelsen af selskabet. D havde indgående kendskab til transaktionens indhold og hensigten hermed, herunder K1 A/S' køb af selskabet. C, der må antages at have haft den bestemmende indflydelse i K1 A/S, tilrettelagde sammen med D transaktionerne på købersiden.

Sparekassen F2 A/S

Over for A har Sparekassen F2 A/S til støtte for sin frifindelsespåstand gjort gældende, at Sparekassen F2 A/S ikke har handlet erstatningspådragende. Sparekassen F2 A/S har nærmere anført, at As salg af overskudsselskabet ikke var forretningsmæssigt begrundet, men alene var begrundet i et ønske om at opnå en fortjeneste. A eller dennes rådgivere var fuldt bekendt med de transaktioner, der skulle foregå. Han havde rådighed over selskabets midler og havde mulighed for og pligt til, at tilrettelægge dispositionen heraf på en sådan måde, at der ikke opstod risiko for, at der blev lidt tab ved de udførte transaktioner. Sparekassen F2 A/S har aldrig haft noget kontraktforhold til A og har ikke ydet denne nogen rådgivning. Sparekassen F2 A/S hverken var eller burde være bekendt med at overskudsselskabet blev erhvervet ved hjælp at dets egne midler, idet Sparekassen F2 A/S alene udførte betalingsoverførsler efter instruks i overensstemmelse med sædvanlige opgaver for et pengeinstitut. HM var på transaktionstidspunkterne ikke bekendt med telefaxskrivelserne fra F1 Bank og vidste ikke, at der var tale om en selskabshandel, og hun sikrede sig således blot, at hun modtog en indbetaling til kunden, før hun selv iværksatte en overførsel. Sparekassen F2 A/S, der endvidere ikke ydede lån eller finansiering til købet af selskabet, havde således ikke anledning til at afværge nogen risiko.

Over for advokat B og Revisionskontoret har Sparekassen F2 A/S til støtte for sin friholdelsespåstand gjort gældende, at disse har handlet culpøst og dermed erstatningspådragende i forbindelse med gennemførelsen af selskabshandlen. Sparekassen F2 A/S har herved anført, at advokat B og Revisionskontoret som professionelle rådgivere for sælgeren af selskabet var eller burde være bekendt med risikoen for, at det overdragne selskab blev finansieret ved hjælp af dets egne midler. Sparekassen F2 A/S' rolle i sagen var underordnet i forhold til advokat Bs og Revisionskontorets, og disse er derfor nærmere til i det indbyrdes forhold endeligt at bære et eventuelt erstatningsbeløb.

Over for F1 Bank har Sparekassen F2 A/S til støtte for sin friholdelsespåstand henvist til det, der er gjort gældende over for A, og har endvidere anført, at Sparekassen F2 A/S - i modsætning til F1 Bank, som reelt virkede som pengeinstitut såvel på sælgersiden som på købersiden - ikke havde noget nærmere kendskab til baggrunden for pengeoverførslerne og således ikke foretog overførslerne som led i og med viden om en detaljeret fremgangsmåde i forbindelse med køb af overskudsselskaber. Sparekassen F2 A/S vidste ikke og burde ikke vide, at der i forbindelse med pengeoverførslerne bestod eller var en nærliggende risiko for, at der ville blive lidt et tab i forbindelse hermed. Efter at have modtaget checken på købesummen fra D, var F1 Bank bekendt med, at købesummen blev trukket på samme konto, som selskabets midler blev overført til. F1 Bank er derfor nærmere til i det indbyrdes forhold endeligt at bære et eventuelt erstatningsbeløb.

Over for D, og C har sparekassen F2 A/S til støtte for sine friholdelsespåstande gjort gældende, at disse har handlet erstatningspådragende over for Sparekassen F2 A/S, hvorfor de endeligt skal bære et eventuelt erstatningsbeløb. Sparekassen F2 A/S har nærmere anført, at såvel D som C i modsætning til Sparekassen F2 A/S havde fuld indsigt i baggrunden for de foretagne transaktioner og tilvejebringelsen og disponeringen af henholdsvis købesum og det overdragne selskabs midler, og at de vidste eller burde vide, at der bestod en risiko for, at der ville blive lidt tab i forbindelse med de omhandlede transaktioner. Over for D, har Sparekassen F2 A/S særligt anført, at denne var bekendt med, at selskabet blev erhvervet ved hjælp af dets egne midler. Over for C har Sparekassen, F2 A/S særligt anført, at Sparekassen F2 A/S alene virkede som pengeinstitut for ham, at Sparekassen F2 A/S udførte transaktionerne efter instruks fra ham, og at C i modsætning til Sparekassen F2 A/S havde adgang til at disponere over det overdragne selskabs midler.

Over for F1 Bank har D til støtte for sin frifindelsespåstand gjort gældende, at han ikke har handlet ansvarspådragende over for F1 Bank. D har nærmere anført, at han alene handlede som advokat for G1 International Ltd., og at et eventuelt erstatningsansvar alene kan foreligge som professionsansvar og skal bedømmes som sådan. D vidste ikke og burde ikke vide, hvad senere ejere af selskabet, herunder C eller et af ham kontrolleret selskab, agtede at foretage sig i relation til betaling af skyldige skatter, og det bestrides, at han havde bedre muligheder end F1 Bank for at forudse, at de skyldige skatter ikke ville blive betalt, eller at senere ejere af selskabet ikke ville foretage de fornødne dispositioner til at fjerne eller udskyde skatten. Da F1 Bark og D havde samme viden om handIen, er der ikke noget ansvarsgrundlag for D i forhold til F1 Bank.

Over for Sparekasse F2 A/S' friholdelsespåstand har D til støtte for sin frifindelsespåstand gjort gældende, at der ikke er nogen dokumentation for, at han havde nogen særlig viden om, hvad C havde tænkt sig med selskabet.

Til støtte for sine subsidiære påstande har D gjort gældende, at der skal ske en fordeling af ansvaret mellem ham selv og de øvrige adciterede i sagen.

Over for F1 Banks og Sparekassen F2 A/S' friholdelsespåstand har C til støtte for sine frifindelsespåstande gjort gældende, at han ikke har handlet ansvarspådragende over for F1 Bank og Sparekasse F2 A/S.

Landsrettens begrundelse og resultat

Efter oplysningerne om de pengeoverførsler, der fandt sted den 1. juli 1991, lægger landsretten til grund, at K1 A/S over en konto i Sparekassen F2 A/S tilhørende K1 ApS - erhvervede anparterne i H1 Holding ApS for selskabets egne midler, og at der således har været tale om ulovlig selvfinansiering i strid med den dagældende bestemmelse i anpartsselskabslovens § 84, stk. 2.

For så vidt angår spørgsmålet, om nogen - og i bekræftende fald hvem - har pådraget sig et erstatningsansvar for skattevæsenets tab, bemærkes:

A betingede sig, at købesummen blev betalt, før G1 lnternational Ltd. fik rådighed over selskabets midler. Efter det foreliggende havde hverken han eller hans rådgivere, advokat B og Revisionskontoret konkret anledning til at nære mistanke om, at der i forbindelse med videreoverdragelsen skete ulovlig selvfinansiering.

Den overkurs på 558.100 kr., som G1 International Ltd. betalte for selskabet, var, uanset den nominelle størrelse, beskeden i forhold til købesummen og selskabets egenkapital. Efter bevisførelsen lægger landsretten til grund, at NC overfor revisor TP forklarede den tilbudte overkurs med, at man - udover muligheden for at investere i afskrivningsberettigede aktiver - kunne udskyde den latente skat og dermed opnå en rentefordel, og at man kunne spare omkostninger i forhold til at stifte eller indskyde kapital i et selskab. Det kan ikke afvises, at køberen herved kunne have opnået en økonomisk fordel i en størrelsesorden, der mindst svarede til overkursen. Uanset, at hverken A eller hans rådgivere foretog nærmere undersøgelser af G1 International Ltd.'s forhold eller planer med selskabet, findes de under disse omstændigheder at have haft føje til at antage, at G1 International Ltd.'s villighed til at betale den pågældende overkurs var forretningsmæssigt begrundet.

På den anførte baggrund er der ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at A eller hans rådgivere har udvist en sådan manglende agtpågivenhed, at der er grundlag for at pålægge dem erstatningsansvar. A, advokat B og Revisionskontoret frifindes derfor for de påstande, der er nedlagt over for dem under sagen,

F1 Bank var efter modtagelsen af Ds skriftlige instruks den 7. juli 1391 bekendt med, at de betalingsgtransaktioner, banken blev anmodet om at udføre, vedrørte en handel med et overskudsselskab. F1 Bank iværksatte transaktionerne således, at disse skulle være betingede af, at der samme dag skete overførsler fra henholdsvis F3 Bank og Sparekassen F2 A/S, og det kan efter bevisførelsen lægges til grund, at dette var afgørende for bankens risikovurdering.

Den check på købesummen fra K1 A/S, som F1 Bank modtog fra D, kunne efter instruksen "hæves (konverteres til Nationalbankoverførsel)", og købesummen blev rent faktisk, i overensstemmelse med F1 Banks telefaxskrivelser til Sparekassen F2. A/S, i stedet for ved indløsning af checken erlagt ved en Nationalbankoverførsel fra Sparekassen F2 A/S. Landsretten finder det ubetænkeligt at lægge til grund, at købesummen blev overført fra samme konto i Sparekassen F2 A/S, som den omhandlede check var trukket på, hvilket også burde have stået F1 Bank klart. Herefter, og efter checkens udvisende, burde F1 Bank have været bekendt med, at den konto i Sparekassen F2 A/S, som "banken overførte selskabets midler til, var identisk med den, som købesummen blev overført fra, og at selskabet således blev erhvervet for dets egne midler. F1 Bank medvirkede således til den ulovlige selvfinansiering, og banken, som intet gjorde for at afværge den risiko for tilsidesættelse af skattevæsenets interesser, som dette medførte, er derfor erstatningsansvarlig for skattevæsenets tab. Landsretten tager derfor konkursboets påstand over for F1 Bank til følge.

Sparekassen F2 A/S, der om formiddagen den 1. juli 1991 af C var blevet anmodet om at iværkætte en pengeoverførsel til F1 Bank, må efter modtagelsen af F1 Banks telefaxskrivelser samme formiddag have været bekendt med, at overførslen udgjorde købesummen for et selskab. Da det af telefaxskrivelserne videre fremgik, at det beløb, der ville blive overført fra F1 Bank til konto nr. xxx-xx-xxxxx i Sparekassen F2 A/S - samme konto, som købesummen efter Cs instruks skulle hæves på - udgjorde selskabets midler, må det - eller burde det - have stået Sparekassen F2 A/S klart, at selskabet skulle erhverves for dets egne midler. Ved desuagtet at have overført købesummen til F1 Bank, efter at selskabets midler var overført derfra, medvirkede Sparekassen F2 A/S til den ulovlige selvfinansiering, og Sparekassen F2 A/S, som intet gjorde for at afværge den risiko for tilsidesættelse af skattevæsenets interesser, som dette medførte, er derfor ligeledes erstatningsansvarlig for skattevæsenets tab.

D, som fuldt ud var bekendt med de pengetransaktioner, der skulle udføres i forbindelse med handlerne, havde umiddelbart før tranaktionernes gennemførelse haft den ovenfor omtalte check på købesummen fra K1 A/S i hænde. Af de grunde, der er anført ovenfor om F1 Bank, burde han derfor være bekendt med, at K1 A/S ville købe selskabet for dets egne midler med deraf følgende risiko for tilsidesættelse af skattevæsenets interesser. Ved desuagtet at have fremsendt checken til F1 Bank og samtidig instrueret F1 Bank om at overføre selskabets midler til Sparekassen F2 A/S som sket, er han også erstatningsansvarlig for skattevæsenets tab.

C må efter det foreliggende antages fuldt ud at have været bekendt med, at købesummen for selskabet blev betalt med selskabets egne midler. Den ulovlige selvfinansiering med deraf følgende risiko for tilsidesættelse af skattevæsenets interesser skete på hans instruks, og han er derfor også erstatningsansvarlig for skattevæsenets tab.

Den indbyrdes fordeling at ansvaret mellem F1 Bank, Sparekassen F2 A/S, D og C, der alle er erstatningsansvarlige for skattevæsenets tab, må foretages efter erstatningsansvarslovens § 25.

For så vidt angår det indbyrdes forhold mellem F1 Bank og Sparekassen F2 A/S finder landsretten, at der under hensyn til hvert af pengeinstitutternes erstatningspådragende adfærd skal ske en ligedeling af ansvaret mellem disse. Sparekassen F2 A/S skal derfor friholde F1 Bank for halvdelen af, hvad F1 Bank betaler til konkursboet, herunder renter og sagsomkostninger.

For så vidt angår det indbyrdes forhold mellem på den ene side F1 Bank og Sparekassen F2 A/S og på den anden side D og C finder landsretten, at D og C, der instruerede pengeinstitutterne om betalingstransaktionerne og havde indgående kendskab til omstændighederne omkring disse, solidarisk skal friholde pengeinstitutterne for, hvad disse betaler efter denne dom, herunder renter og sagsomkostninger.

T h i k e n d e s f o r r e t

A, advokat B og Revisionkontoret R1 A/S frifindes for påstande, der er nedlagt over for dem under sagen.

Konkursboet ApS H1 skal inden 14 dage i sagsomkostninger betale 130.000 kr. til A.

A skal inden 14 dage i sagsomkostninger betale 100.000 kr. til advokat B og 100.000 kr. til Revisonskontoret R1 A/S.

Aktieselskabet F1 Bank skal inden 14 dage til Konkursboet ApS H1 betale 2.900.866 kr. med procesrente fra den 28. juni 1991.

Aktieselskabst F1 Bank skal inden 14 dage i sagsomkostninger til Konkursboet ApS H1 betale 160.000 kr. og til A 130.000 kr.

Sparekassen F2 A/S skal friholde Aktieselskabet F1 Bank for, hvad Aktieeselskabet F1 Bank af det idømte beløb på 2.900.866 kr. betaler til konkursboet ApS H1 udover 1.450.433 kr. med procesrente fra den 26. juni 1991, samt for, hvad Aktieselskabet F1 Bank af det idømte sagsomkostningsbeløb på 160.000 kr. betaler til Konkursboet ApS H1 udover 80.000 kr.

D og C skal solidarisk friholde Aktieselskabet F1 Bank og Sparekassen F2 A/S for, hvad disse betaler i henhold til denne dom, herunder renter og sagsomkostninger.

D, og C skal solidarisk inden 14 dage i sagsomkostninger til Aktieselskabet F1 Bank og Sparekassen F2 A/S betale 75.000 kr. til hvert af pengeinstitutterne

I øvrigt betaler ingen af sagens parter sagsomkostninger til nogen anden part.