Se 1. del af dommen

Østre Landsrets dom
af 23. oktober 2000
15. afdeling, B-1681-97, B-1682-97 og B-1683-97, 2. del

Procedure

Selskabet (konkursboet) har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med sit påstandsdokument af 27. juli 2000, hvor der bl.a. er anført følgende:

"Det gøres gældende, at sagsøgte [A] eller sagsøgtes rådgivere i forbindelse med overdragelsen af anparterne i Anpartsselskabet H1 stillede selskabets midler til rådighed for køber til finansiering af købesummen for anparterne i strid med den (dagældende) anpartsselskabslovs § 84, stk. 2.

Der er enighed om, at tilbageførsel af selskabets midler i henhold til anpartsselskabslovens § 84, stk. 4, er udelukket.

Det gøres gældende, at sagsøgte indestår på objektivt grundlag for selskabets tab, jf. anpartsselskabslovens § 84, stk. 5.

Det bestrides, at det objektive ansvar efter stk. 5 er udelukket på grund af overdragelsesaftalens bestemmelse om, at selskabets midler skulle overføres til selskabets konto. Det gøres herved gældende, at sagsøgtes hensigt ikke kan tillægges betydning for den objektive hæftelse. Afgørende er, at sagsøgte eller sagsøgtes rådgivere traf beslutning om at overføre selskabets midler til konto nr. xxxx xxxx i købers pengeinstitut, der ikke var en konto i selskabets navn.

Det gøres gældende, at sagsøgte hæfter for såvel sagsøgtes egne dispositioner som for de dispositioner, der blev truffet af de rådgivere, der var antaget af sagsøgte og disponerede på sagsøgtes vegne, herunder sagsøgtes revisor og pengeinstitut.

Tabet udgør principielt de ulovligt udbetalte selskabsmidler forrentet med den rente, der følger af den dagældende anpartsselskabslovs § 84, stk. 4. Sagsøgers påstand er begrænset i forhold hertil...

..."

A har - til støtte for sin frifindelsespåstand over for selskabet - i det væsentlige procederet i overensstemmelse med sit påstandsdokument af 24. juli 2000, hvor der bl.a. er anført følgende:

"Til støtte for den nedlagte påstand gøres gældende:

at	sagsøgte 1 [A) ikke kan tilpligtes at skulle betale renter i henhold til selskabsskatteloven, men alene sædvanlige procesrenter fra sagens anlæg,
at	sagsøgte 1 ikke kan tilpligtes at skulle tilbageføre noget beløb til sagsøger, men alene er erstatningspligtig på baggrund af dansk rets almindelige erstatningsregler,
at	sagsøgte 1 ikke har truffet eller opretholdt den disposition, hvorved selskabets midler blev overført til køberselskabets konto, og ikke en konto tilhørende det nu konkursramte, sagsøgende selskab,
at	sagsøgte 1's medvirken ved den ovenfor anførte transaktion alene bestod i at underskrive anpartsoverdragelsesaftalen, i hvilken der var en entydig instruks hvorefter selskabets midler skulle overføres til selskabets konto,
at	overførslen til købers konto skete på foranledning af enten F2 Bank A/S eller sagsøgte 1's revisor, idet der ikke i sagen er nærmere dokumentation for hvorfor og af hvem, instruksen i aftalen blev tilsidesat,
at	der i relation til bedømmelsen af betalingspligt jf. anpartsselskabslovens § 49, stk. 5 ikke kan ske identifikation mellem på den ene side sagsøgte 1 og dennes revisor og/eller F2 Bank A/S jf. "indestår de, der har truffet eller opretholdt ....",
at	sagsøger ikke har dokumenteret - trods opfordring hertil - hvilke konkrete omstændigheder i hændelsesforløbet vedrørende selskabsoverdragelsen der skulle kunne medføre objektivt ansvar i relation til sagsøgte 1 jf. anpartsselskabslovens § 49, stk. 5.
at	sagsøger i øvrigt ikke gjort gældende, at der skal eller skulle ske identifikation mellem sagsøgte 1 og dennes revisor og/eller F2 Bank A/S i relation til fejlekspeditionen, hvorved selskabets midler imod instruksen blev overført direkte til køber,
at	det ifølge UfR 1997.364 H er sagsøger, der har den fulde bevisbyrde for, at anpartsselskabslovens § 49, stk. 5 finder anvendelse i forholdet til sagsøgte 1,
..."

A har under domsforhandlingen frafaldet et anbringende om, at selskabet ikke "kan indtale renter integreret i sin principale påstand, jf. retsplejelovens § 228, stk. 1."

A har - til støtte for sin friholdelsespåstand over for R1 og F2 Bank - i det væsentlige procederet i overensstemmelse med et endeligt påstandsdokument af 13. august 2000, hvor det bl.a. hedder:

"Til støtte for den nedlagte påstand gøres gældende

ad det eventuelle objektive ansvar:
at	de adciterede har truffet og/eller opretholdt den disposition, hvorved selskabets midler blev overført til købers konto, og ikke en konto oprettet i selskabets navn,
at	adcitanten alene har medvirket til de pågældende dispositioner ved at underskrive anpartsoverdragelsesaftalen, i hvilken der var indeholdt en entydig instruks om at overføre selskabets midler til selskabets konto,.
at	de adciterede - til trods herfor - foretog de pågældende dispositioner,
at	de adciterede på den baggrund har påført adcitanten en forpligtelse til at tilbageføre selskabets midler samt betaling af renter efter selskabsskatteloven, med det dermed for adcitanten forbundne tab, hvorfor det gøres gældende,
at	de adciterede må friholde adcitanten for ethvert beløb, der ligger ud over hvad, hvad adcitanten har erkendt at skulle svare i erstatning.
Ad det erstatningsretlige ansvar:
at	adcitanten ifølge fast retspraksis har været forpligtet til at betale erstatning til sagsøger in solidum med F1 Bank A/S svarende til det af sagsøger opgjorte tab tillagt sædvanlig procesrente,
at	F2 Bank A/S som rådgivende pengeinstitut for adcitanten in solidum med statsaut. revisor R1 ligeledes ifalder ansvar for betaling af den del af erstatningen, der ligger ud over adcitantens berigelse tillagt "dispositionsrente",
at	ansvaret i forhold til begge de adciterede skal bedømmes efter en streng culpanorm (rådgiveransvar),
at	såvel F2 Bank A/S som statsaut. revisor R1 har handlet culpøst ved mangelfuld rådgivning i forhold til adcitanten,
at	såfremt F2 Bank A/S og statsaut. revisor R1 ikke kan antages at hæfte solidarisk, hæfter F2 Bank A/S eller statsaut. revisor R1 hver for sig for betalingen af restbeløbet, beregnet til kr. 113.070,00 [under domsforhandlingen nedsat til 112.827kr.] tillagt procesrenter fra sagens anlæg,
at	dette følger af fast praksis (Thrane-dommen)."

R1 har - til støtte for sin påstand over for A - i det væsentlige procederet i overensstemmelse med sit påstandsdokument af 14. august 2000, hvori der bl.a. er anført:

"...

at	adciterede 1 [A] ikke kan pålægges ansvar i medfør af den daværende Anpartsselskabslov § 84, stk. 5 (nuværende § 49, stk. 5),
at	adciterede 1 ikke var eller burde have været bekendt med, at selskabets midler - i strid med det i overdragelsesaftalen anførte - blev overført til købers konto,
at	adciterede 1 ikke havde anledning eller mulighed for at kontrollere forholdet nærmere,
at	bruttokravet (efter at sælger har afstået sin berigelse og køberbank har erlagt sin halvpart) som udgangspunkt skal ligedeles mellem samtlige ansvarlige deltagere på sælgersiden, jfr. UfR 2000.365 H (Thrane),
at	der ikke er juridisk grundlag for at fravige det ovennævnte udgangspunkt om ligedeling i nærværende sag,
at	adcitanten ikke har iagttaget sin tabsbegrænsningsforpligtelse."

R1 har - til støtte for sin friholdelsespåstand over for F2 Bank - i det væsentlige procederet i overensstemmelse med sit påstandsdokument af 14. august 2000, hvori det bl.a. hedder:

"Til støtte for friholdelsespåstanden over for adciterede 3 [F2 Bank] gøres det gældende, at adciterede 3 bør friholde adciterede 1 delvist,
at	adciterede 3 har handlet ansvarspådragende efter de almindelige erstatningsretlige regler,
at	adciterede 3 er nærmere til at bære et eventuelt ansvar i medfør af den dagældende Anpartsselskabslovs § 84, stk. 5 end adciterede 1 er,
at	adciterede 1 afgav en klar og tydelig instruks til adciterede 3, hvorefter adciterede 3 skulle foranledige selskabets midler overført til en konto i selskabets navn i købers bank og
at	adciterede 3 i direkte modstrid med pågældende instruks indsatte selskabets midler på købers konto."

F2 Bank har - til støtte for sin frifindelsespåstand over for A - i det væsentlige procederet i overensstemmelse med sit påstandsdokument af 7. august 2000, hvori det bl.a. er anført:

"...

1.1	F2 Bank har ikke handlet ansvarspådragende

Opgaven

F2 Bank blev i forbindelse med adcitantens salg af et ham tilhørende anpartsselskab anmodet om at modtage købesummen for anparterne og at overføre selskabets kontante midler til det handlede selskabs konto i et af køber anvist pengeinstitut. Anmodningen blev givet i en telefax af 15. juni 1992 fra adcitantens rådgiver, statsautoriseret revisor R1, til F2 Banks ..... Afdeling ...

Statsautoriseret revisor R1 anmodede telefonisk daværende bestyrer i F2 Banks ..... Afdeling, GJ, om at kontakte F1 Bank, ..... Afdeling, for der at få oplyst det kontonummer i F1 Bank, som selskabets kontante midler skulle overføres til. Denne anvisning fulgte GJ op. F1 Bank oplyste, at selskabets kontante midler skulle overføres til kontonummer xxxx xxxx

Forløbet

F2 Bank har udført betalingsopgaven i overensstemmelse med de instruktioner, banken fik. F2 Bank har ikke begået fejl i forbindelse med udførelsen af betalingsopgaven.

Den opgave, F2 Bank udførte for adcitanten, var en simpel betalingsopgave. Opgaven blev udført mod betaling af et standardgebyr på kr. 100,00.

F2 Bank har ikke ydet rådgivning

F2 Bank har kun udført den beskrevne betalingsopgave. F2 Bank har ikke ydet nogen form for rådgivning i forbindelse med salget af anpartsselskabet.

F2 Bank har ikke - og burde ikke have - indset en risiko for selskabstømning

F2 Bank modtog oplysninger, der satte banken i stand til at gennemføre betalingsopgaven.

F2 Bank var ikke blevet anmodet om at undersøge grundlaget for betalingsopgaven. Der følger ikke af lovgivning eller andet retligt grundlag nogen generel pligt for pengeinstitutter til at iværksætte en sådan undersøgelse. Adcitanten har derfor ikke haft grundlag for at forvente - endsige krav på - at F2 Bank på eget initiativ iværksatte en undersøgelse af grundlaget for betalingsopgaven.

F2 Bank var ikke - og burde ikke have været - vidende om de forhold, der indebar risiko for ulovlig selskabstømning og tab for skattevæsenet til følge.

Særligt vedrørende overtrædelsen af selvfinansieringsforbudet bemærkes, at F2 Bank ingen viden havde om købers økonomiske forhold. F2 Bank havde heller ikke anledning til at skaffe sig en sådan viden. F2 Bank måtte endvidere forudsætte, at den konto, der blev anvist af F1 Bank til indsættelse af selskabets kontante midler, tilhørte det overdragne selskab som forudsat i anpartsoverdragelsesaftalens pkt. 2.5. F2 Bank har derfor ikke haft grundlag for at tro, at selvfinansieringsforbudet blev overtrådt i forbindelse med handlen.

Den faktiske gennemførelse af betalingstransaktionen kunne ikke give anledning til mistanke om, at selvfinansieringsforbudet blev overtrådt. Købesummen for selskabet blev overført til F2 Bank dagen før, at F2 Bank overførte selskabets kontante midler til F1 Bank. Købesummen må således have været til stede på anden måde end ved anvendelse af selskabets egne midler.

F2 Bank havde ikke en viden, der kunne sætte banken i stand til at forudse den risiko, som overdragelsen udgjorde for det overdragne selskab og dets kreditorer. F2 Bank har derfor ikke været underlagt en afværgeforpligtelse i forhold til det overdragne selskab og dets kreditorer. F2 Bank har af samme grund heller ikke haft den af adcitanten hævdede særlige anledning til at rådgive adcitanten om risikoen for ulovligheder og tab i forbindelse med salget af anpartsselskabet.

1.2	Adcitanten og hans rådgiver har handlet culpøst

Salget af anpartsselskabet havde ikke karakter af en normal forretningsmæssig disposition, og adcitanten og hans rådgiver havde en særlig anledning til at være opmærksom på risikoen for, at adcitanten ved salget på uforsvarlig vis tilsidesatte skattevæsenets interesser.

Adcitanten og hans rådgiver var klar over, at det handlede selskabs eneste aktiv var en pengebeholdning, og at der derfor ville være en nærliggende risiko for, at der ved salget ville ske selvfinansiering. Adcitanten og hans rådgiver var endvidere klar over, at køber betalte en overpris for selskabet. Alligevel gjorde hverken adcitanten eller hans rådgiver noget for at afværge skattevæsenets tabsrisiko.

Adcitanten og hans rådgiver burde have indset, at der ved salget af selskabet bestod en ikke ubetydelig risiko for, at den latente skattebyrde ikke vil kunne udskydes eller elimineres, og at risikoen herfor og tab for skattevæsenet ville blive særlig stor, hvis købesummen for overskudsselskabet blev betalt med dettes egne midler.

Det gøres gældende, at den af adcitanten og hans rådgiver udviste uagtsomhed er så betydelig, at adcitanten i et eventuelt forhold med F2 Bank må bære det fulde ansvar for følgerne af, at selvfinansieringsforbudet blev overtrådt, jf. erstatningsansvarslovens § 25, stk. 1.

1.3	Adcitanten kan ikke gøre regres for den del af sagsøgers påstand i hovedsagen, der støttes på den objektive bestemmelse i den dagældende anpartsselskabslovs § 84, stk. 5, jf. stk. 4

Hvis F2 Bank gøres ansvarlig, vil det være efter dansk rets almindelige regel, culpareglen. Adcitanten kan ikke gøre regres for den del af sagsøgers påstand i hovedsagen, der vedrører selskabsskatterenter, boomkostninger, retsafgift mv., dvs. krav der støttes på den objektive bestemmelse i den dagældende anpartsselskabslovs § 84, stk. 5, jf. stk. 4. Disse krav er ikke adækvate over for F2 Bank.

1.4	Adcitanten skal fralægge sig sin berigelse

Hvis F2 Bank gøres ansvarlig, skal adcitanten i det indbyrdes forhold med F2 Bank forlods bære et beløb svarende til sin berigelse med tillæg af likviditetsfordel...

F2 Bank gør gældende, at adcitantens berigelse med tillæg af likviditetsfordel skal bringes til fradrag i det sagsøgende konkursbos krav på selskabsskatter.

Adcitantens maksimale regreskrav er således difference mellem kravet på selskabsskatter, kr. 420.064, og adcitantens berigelse."

F2 Bank har - til støtte for sin friholdelsespåstand over for R1 - i det væsentlige procederet i overensstemmelse med sit påstandsdokument af 7. august 2000, hvori det bl.a. hedder:

"...

Statsautoriseret revisor R1 har som rådgiver for adcitanten begået fejl og har handlet ansvarspådragende. Statsautoriseret revisor R1 er som rådgiver underlagt et professionsansvar.

Salget havde ikke karakter af en normal forretningsmæssig disposition, og statsautoriseret revisor R1 havde en særlig anledning til at være opmærksom på risikoen for, at sælger ved salget på uforsvarlig vis tilsidesatte skattevæsenets interesser.

Statsautoriseret revisor R1 havde - i modsætning til F2 Bank - mulighed for at vurdere og forudse, at der var risiko for, at selvfinansieringsforbudet blev overtrådt, og at det handlede selskabs kreditorer ville lide et tab.

Statsautoriseret revisor R1 var klar over, at det handlede selskabs eneste aktiv var en pengebeholdning, og at der derfor ville være en nærliggende risiko for, at der ved salget ville ske selvfinansiering. Statsautoriseret revisor R1 var endvidere klar over, at køber betalte en overpris for selskabet. Alligevel gjorde han intet for at afværge skattevæsenets tabsrisiko.

Statsautoriseret revisor R1 burde have indset, at der ved salget bestod en ikke ubetydelig risiko for, at den latente skattebyrde ikke ville kunne udskydes eller elimineres, og at risikoen herfor og for tab for skattevæsenet ville blive særlig stor, hvis købesummen for overskudsselskabet blev betalt med dettes egne midler.

Det gøres gældende, at den af statsautoriseret revisor R1 udviste uagtsomhed er så betydelig, at han i det indbyrdes forhold med F2 Bank må bære det fulde ansvar for følgerne af, at selvfinansieringsforbudet blev overtrådt, jf. erstatningsansvarslovens § 25.

Der henvises også til, at statsautoriseret revisor R1 - i modsætning til F2 Bank, som har modtaget standardgebyr på kr. 100,00 - har modtaget honorar, samt at statsautoriseret revisor R1 - i modsætning til F2 Bank - må antages at være dækket af ansvarsforsikring, som dækker erstatningskravet, jf. erstatningsansvarslovens § 25, stk. 2, andet punktum."

F1 Bank har - til støtte for sin friholdelsespåstand over for B og R2 - i det væsentlige procederet i overensstemmelse med sit påstandsdokument af 7. juli 2000, hvori det bl.a. hedder:

"...

at	B som nyvalgt direktør i det handlede selskab opretholdt den påståede selskabstømning og er ansvarlig for, at selskabets skatter ikke blev betalt, og
at	statsautoriseret revisor R2 som nyvalgt revisor i det handlede selskab og som den, der på køberens vegne underskrev anpartsoverdragelsesaftalen, er ansvarlig på sammen grundlag som B. Disse adciterede, der begge var bestyrelsesmedlemmer i det købende selskab, skal identificeres med en selskabstømmer."

B har - til støtte for sine påstande over for F1 Bank - i det væsentlige procederet i overensstemmelse med sit påstandsdokument af 3. juli 2000, hvori det bl.a. hedder:

"Det gøres gældende,
at	adciterede indtrådte som bestyrelsesmedlem og direktion på opfordring af sin daværende ægtefælle, der er medadciteret og statsautoriseret revisor, og som samarbejdede med advokat OJ,
at	adciterede hverken dengang eller nu har kendskab til selskabsforhold,
at	adciterede ikke har været involveret i de økonomiske transaktioner, og intet udbytte har modtaget,
at	adciterede således ikke har medvirket til selskabets tømning, eller har haft kendskab til eller mistanke herom,
at	adciterede derfor ikke er ansvarlig for selskabets tømning,
at	F1 Bank A/S vidste eller burde have vidst,
	at	banken medvirkede ved køb af et selskab,
	at	det var købesummen for selskabet, banken bistod køber med at finansiere, og
	at	det beløb, som banken samtidig med betaling af købesummen modtog fra sælgers bank, var selskabets egne midler,
at	F1 Bank A/S på tidspunktet for disse betalinger var klar over, at banken kunne risikere et erstatningsansvar for eventuelle kreditorers tab,
at	F1 Bank A/S på tidspunktet for disse betalinger ligeledes var klar over eller burde være klar over, at et eventuelt tab for banken kunne rettes mod adciterede B,
at	F1 Bank A/S' regreskrav mod adciterede B er stiftet ved bankens betalinger,
at	F1 Bank A/S' regreskrav mod adciterede B kun kan gøres gældende for 1,2813% af det påstævnte beløb i medfør af konkurslovens § 226..."

Landsrettens bemærkninger

Selskabets krav mod A

I overensstemmelse med OJ instruks af 15. juni 1992 blev købesummen for overskudsselskabet af F1 Bank den 17. juni 1992 trukket på K1 A/S' konto i F1 Bank og via Nationalbanken overført til As konto i F2 Bank. Ved overførslen blev saldoen på K1 A/S' konto negativ med 1.187.851 kr. Dagen efter, den 18. juni 1992, overførte F2 Bank - således som banken havde lovet F1 Bank i sin telefaxmeddelelse af 16. juni 1992 - via Nationalbanken overskudsselskabets midler fra As konto i F2 Bank til en nærmere angiven konto i F1 Bank, som viste sig at være K1 A/S' konto.

Under disse omstændigheder blev købet af overskudsselskabet finansieret af dettes egne midler, således at forbudet mod selvfinansiering i den dagældende anpartsselskabslovs § 84, stk. 2, herved blev overtrådt. Parterne er enige om, at tilbageførsel af selskabets midler efter anpartsselskabslovens § 84, stk. 4, er udelukket.

Spørgsmålet er derfor, om A hæfter for skattevæsenets krav på selskabsskattelovsrenter m.v. efter bestemmelsen i anpartsselskabslovens § 84, stk. 5, hvorefter den, der har truffet eller opretholdt den ulovlige disposition efter § 84, stk. 2, indestår for selskabets tab.

A hører til den personkreds, som var omfattet af bestemmelsen i § 84, stk. 5, idet han var direktør og tegningsberettiget for selskabet på det tidspunkt, hvor beslutningen om at overføre selskabets midler til en nærmere angiven konto i F1 Bank blev truffet. Afgørende for hæftelsen efter § 84, stk. 5, er herefter, om A kan anses for at være den, der har "truffet eller opretholdt" den ulovlige disposition efter § 84, stk. 2.

Efter artikel 2.5 i anpartsoverdragelsesaftalen skulle selskabets kontante midler overføres til "SELSKABETS konto i et af køber anvist pengeinstitut." Herefter og efter bevisførelsen i øvrigt må det lægges til grund, at A ikke over for køberselskabet - havde forpligtet sig til at overføre selskabets midler til køberselskabets konto eller til en konto, der tilhørte K1 A/S.

Det må imidlertid lægges til grund, at A dels mundtligt over for GJ dels gennem R1 anmodede F2 Bank om - på hans vegne - at sørge for pengeoverførslerne. F2 Bank havde derfor fuldmagt til at disponere over As konto i F2 Bank, hvor selskabets midler var placeret. Da F2 Bank den 18. juni 1992 overførte selskabets midler til K1 A/S' konto i F1 Bank, handlede F2 Bank således på vegne af A.

Under disse omstændigheder finder landsretten, at A må anses for at have truffet beslutningen om at stille selskabets midler til rådighed for køberen i forbindelse med dennes erhvervelse af anparterne i selskabet i strid med anpartsselskabslovens § 84, stk. 2. Han indestår derfor for selskabets tab efter anpartsselskabslovens § 84, stk. 5, jf. stk. 4. Den omstændighed, at selskabets midler efter artikel 2, stk. 5, i anpartsoverdragelsesaftalen skulle overføres til selskabets konto i et af køber anvist pengeinstitut, kan ikke føre til et andet resultat. Det bemærkes herved, at bestemmelsen i anpartsselskabslovens § 84, stk. 5, er en regel om hæftelse på objektivt grundlag.

Herefter, og idet parterne er enige om den beløbsmæssige opgørelse af selskabets krav, tager landsretten selskabets påstand til følge.

I sagsomkostninger skal A betale 25.000 kr. til selskabet.

Spørgsmålet om sagsomkostninger mellem selskabet og A og F1 Bank vedrørende kravet på selskabsskatter:

A og F1 Bank har taget bekræftende til genmæle for så vidt angår selskabets påstand om betaling af selskabsskatter med procesrente fra sagens anlæg og indbetalt beløbet til selskabet.

Tilbage er alene spørgsmålet om, hvorvidt A og F1 Bank skal betale sagsomkostninger til selskabet for så vidt angår denne del af sagen og i givet fald spørgsmålet om den indbyrdes fordeling mellem A og F1 Bank med hensyn til disse sagsomkostninger.

Landsretten finder, at A og F1 Bank solidarisk til selskabet skal betale 30.000 kr. I det indbyrdes forhold bærer A 22.000 kr. og F1 Bank 8.000 kr.

Landsretten har i den forbindelse lagt til grund, at As berigelse sagsomkostningsmæssigt svarer til 14.000 kr.

As påstand om friholdelse over for F2 Bank:

Som nævnt ovenfor fremgik det af artikel 2.5 i anpartsoverdragelsesaftalen, at selskabets midler skulle overføres til selskabets konto i et af køber anvist pengeinstitut. A anmodede endvidere som nævnt mundtligt F2 Bank om bistand til denne pengeoverførsel, og det kan lægges til grund, at R1 - til brug for pengeoverførslen - telefaxede anpartsoverdragelsesaftalen i uddrag til F2 Bank, herunder artikel 2.5.

Det kan ikke lægges til grund, at F2 Bank har modtaget en kopi af OJs instruksbrev af 15. juni 1992 til F1 Bank, eller at F2 Bank på anden måde var klar over, at den konto, som selskabets midler blev overført til den 18. juni 1992, var K1 A/S' konto i F1 Bank. Det må imidlertid lægges til grund, at F1 Bank i overensstemmelse med OJs ovennævnte instruks anviste den konto i F1 Bank, som F2 Bank skulle overføre selskabets midler til, nemlig K1 A/S' konto, og at F2 Bank i den forbindelse ikke spurgte F1 Bank, om kontoen - således som det var fastsat i anpartsoverdragelsesaftalen - var selskabets konto, men uden videre gik ud fra, at dette var tilfældet.

Under disse omstændigheder finder landsretten, at F2 Bank har handlet uforsvarligt. Bankens ekspeditionsfejl i forbindelse med pengeoverførslen har udløst et mertab i form af As pligt til at betale selskabsskattelovsrenter m.v. på objektivt grundlag efter bestemmelsen i anpartsselskabslovens § 84, stk. 5, jf. ovenfor. Mertabet findes at være en adækvat følge af bankens adfærd, hvorfor banken har pådraget sig erstatningsansvar i forhold til dette tab. As berigelse på 194.168 kr. er ikke opnået ved den adfærd, der har udløst mertabet. F2 Bank er endvidere alene ansvarlig over for A. Der findes derfor ikke grundlag for at nedsætte As friholdelseskrav med beløbet på 194.168 kr.

Det lægges til grund, at F2 Bank ikke har været As rådgiver i forbindelse med hans salg af overskudsselskabet, men at banken alene har haft til opgave at imødekomme en anmodning om overførsel af penge. Det findes endvidere ikke godtgjort, at F2 Bank var eller burde have været bekendt med, at den overførsel af selskabets midler, der var angivet i artikel 2.5 i anpartsoverdragelsesaftalen, ville danne grundlag for K1 A/S' betaling for overskudsselskabet. Herefter finder landsretten ikke, at F2 Bank er ansvarlig for det tab, som A har lidt ved betaling af selskabsskatter.

Sammenfattende skal F2 Bank friholde A for, hvad han af beløbet på 197.870,30 kr. (svarende til selskabsskattelovsrenter og kontrollovstillæg) betaler til selskabet, ligesom F2 Bank skal friholde A for, hvad han betaler til selskabet til dækning af endeligt godkendte krav i selskabet i henhold til konkurslovens § 93, nr. 1 og 2, og § 94, nr. 3 og 4. Banken skal også friholde A for, hvad han af det idømte sagsomkostningsbeløb på 25.000 kr. betaler i sagsomkostninger til selskabet i sagen mellem selskabet og ham for så vidt angår kravet om selskabsskattelovsrenter m.v.

Under hensyn til sagens karakter og til, at F2 Bank delvis frifindes for As friholdelsespåstand, ophæves sagsomkostningerne mellem A og F2 Bank.

As påstand om friholdelse over for statsautoriseret revisor R1:

Det lægges til grund, at A anmodede R1 om at kontakte F2 Bank i forbindelse med effektueringen af anpartsoverdragelsesaftalens artikel 2.5 om overførsel af selskabets midler til selskabets konto i et af køber anvist pengeinstitut, at R1 herefter kontaktede F2 Bank om den nærmere fremgangsmåde ved pengeoverførslen, at han i den forbindelse sendte banken en kopi af anpartsoverdragelsesaftalens artikel 2.5, og at han ikke gav banken et kontonr. i F1 Bank, hvortil midlerne skulle overføres, men oplyste, at F2 Bank ville blive kontaktet af køberens bank herom.

Under disse omstændigheder finder landsretten ikke, at R1 - som revisor for overskudsselskabet - har handlet uforsvarligt i forbindelse med, at F2 Bank overførte selskabets midler til K1 A/S' konto i F1 Bank. R1 er derfor ikke ansvarlig for det mertab i form af selskabsskattelovsrenter m.v., som denne overførsel har påført A.

R1 har erkendt sit erstatningsansvar i relation til skattevæsenets krav om betaling af selskabsskatter. A har i den forbindelse opgjort sit tab til 112.827 kr., idet han har fratrukket, hvad F1 Bank har betalt, og sin berigelse ved salget af overskudsselskabet. Parterne er enige om den beløbsmæssige opgørelse.

Ved den indbyrdes fordeling af erstatningsansvaret mellem A og R1, jf. erstatningsansvarslovens 25, er udgangspunktet efter Thrane-dommen (UfR 2000, side 366 ff.), at der på sælgersiden skal ske ligedeling mellem de ansvarlige. Under hensyn til de foreliggende oplysninger om As erfaring med at drive selvstændig virksomhed og indsigt i udførelsen af administrative opgaver m.v. finder landsretten ikke, at der foreligger sådanne særlige omstændigheder, at udgangspunktet om ligedeling skal fraviges.

Det anførte betyder, at R1 skal betale 56.413,50 kr. til A med procesrente fra 11. juni 1997. R1 skal desuden friholde A for halvdelen af, hvad A af det idømte sagsomkostningsbeløb på 30.000 kr. i hovedsagen betaler i sagsomkostninger ud over 14.000 kr.

I øvrigt forholdes med hensyn til sagsomkostninger som nedenfor anført.

R1s og F2 Banks friholdelsespåstande:

Det følger af det, som er anført ovenfor, at R1 ikke er ansvarlig for det mertab i form af selskabsskattelovsrenter m.v., som A har lidt.

Det følger endvidere af det, som er anført ovenfor, at F2 Bank ikke er ansvarlig for det tab, som A har lidt med hensyn til skattevæsenets krav om betaling af selskabsskatter.

På denne baggrund frifindes F2 Bank for R1s påstand om friholdelse, ligesom R1 frifindes for F2 Banks påstand om friholdelse.

Sagsomkostningerne mellem F2 Bank og R1 ophæves.

F1 Banks påstand over for B og R2:

To dommere, Kaspar Zinkis og Talevski, bemærker følgende om et eventuelt erstatningsansvar for B:

Anpartsoverdragelsesaftalen blev indgået den 15. juni 1992. Købesummen for overskudsselskabet blev af F1 Bank den 17. juni 1992 trukket på K1 A/S' konto i F1 Bank og via Nationalbanken overført til As konto i F2 Bank. Dagen efter, den 18. juni 1992, overførte F2 Bank - således som banken havde lovet F1 Bank i sin telefaxmeddelelse af 16. juni 1992 - via Nationalbanken overskudsselskabets midler fra As konto i F2 Bank til en nærmere angiven konto i F1 Bank, som viste sig at være K1 A/S' konto. Denne overførsel skete på vegne af A.

Under disse omstændigheder findes B ikke - ved at blive ny direktør for selskabet den 18. juni 1992 - at have opretholdt selskabstømningen og dermed pådraget sig erstatningsansvar for, at selskabsskatterne ikke blev betalt.

B blev den 8. april 1992 bestyrelsesmedlem og direktør i køberselskabet. Anpartsoverdragelsesaftalen blev imidlertid ikke underskrevet af hende på vegne af køberselskabet, men af et andet bestyrelsesmedlem, R2. Det findes ikke godtgjort, at hun har været bekendt med anpartsoverdragelsesaftalen eller forhandlingerne om aftalen. Sådan som sagen foreligger oplyst, findes det endvidere ikke godtgjort, at hun burde have forudset selskabstømningen og taget skridt til at forhindre dette. Hun har derfor heller ikke i sin egenskab af bestyrelsesmedlem og direktør for køberselskabet pådraget sig erstatningsansvar for selskabstømningen.

Herefter tages Bs påstand om frifindelse til følge.

Dommer Kroman bemærker følgende:

B havde som følge af sine direktørstillinger i køberselskabet og overskudsselskabet en pligt til at overvåge begge selskaber grundigt og foretage de undersøgelser og den kontrol, som i den givne situation måtte anses for nødvendige. Hertil hørte en kontrol af, at erhvervelsen af overskudsselskabet skete på lovlig vis, og at overskudsselskabets midler blev eller var blevet anbragt på en selskabet tilhørende konto. Det må efter Bs forklaring lægges til grund, at hun intet foretog sig for at opfylde sine forpligtelser som direktør i de to selskaber, og det må antages, at en opfyldelse af disse pligter kunne have forhindret selskabstømningen eller bevirket, at den derved opståede tabsrisiko var blevet elimineret eller væsentligt begrænset. Som følge heraf stemmer jeg for at pålægge Bs erstatningsansvar solidarisk med F1 Bank og således, at de hver hæfter for halvdelen dog med den begrænsning, der følger af Bs gældssanering.

Der afsiges dom efter stemmeflertallet.

Med hensyn til sagsomkostninger bestemmes, at ingen af parterne betaler sagsomkostninger til den anden part eller til statskassen.

Alle dommere udtaler:

Da R2, som er lovligt indkaldt til domsforhandlingen, er udeblevet, gives der dom efter F1 Banks påstand, der findes begrundet i sagsfremstillingen og det i øvrigt fremkomne, jf. retsplejelovens § 362 sammenholdt med § 360, stk. 3.

For så vidt angår sagsomkostninger forholdes som nedenfor anført.

T h i   k e n d e s  f o r  r e t

A skal til Anpartsselskabet H1 under konkurs betale 197.870,30 kr.

A skal anerkende at være forpligtet til at dække samtlige endeligt godkendte krav i Anpartsselskabet H1 under konkurs i henhold til konkurslovens § 93, nr. 1 og 2, og § 94, nr. 3 og 4.

I sagsomkostninger skal A til Anpartsselskabet H1 under konkurs betale 25.000 kr.

I sagsomkostninger skal A og F1 Bank A/S desuden solidarisk til Anpartsselskabet H1 under konkurs betale 30.000 kr. I det indbyrdes forhold bærer A 22.000 kr. og F1 Bank A/S 8.000 kr.

Statsautoriseret revisor R1 skal betale 56.413,50 kr. til A med procesrente fra 11. juni 1997. R1 skal endvidere friholde A for halvdelen af, hvad A af det idømte sagsomkostningsbeløb på 30.000 kr. betaler til Anpartsselskabet H1 under konkurs ud over 14.000 kr.

I sagsomkostninger skal A til R1 betale 18.000 kr.

F2 Bank A/S skal friholde A for, hvad han af det idømte erstatningsbeløb på 197.870,30 kr. betaler til Anpartsselskabet H1 under konkurs, og for, hvad han betaler til dækning af samtlige endeligt godkendte krav i Anpartsselskabet H1 under konkurs i henhold til konkurslovens § 93, nr. 1 og 2, og § 94, nr. 3 og 4, samt for, hvad han af det idømte sagsomkostningsbeløb på 25.000 kr. betaler til Anpartsselskabet H1 under konkurs.

R1 frifindes for F2 Bank A/S' påstand om friholdelse.

F2 Bank A/S frifindes for R1s påstand om friholdelse.

B frifindes.

R2 skal friholde F1 Bank A/S for ethvert beløb, herunder renter og sagsomkostninger, som F1 Bank har betalt eller betaler til Anpartsselskabet H1 under konkurs.

I sagsomkostninger skal R2 betale 10.000 kr. til F1 Bank A/S.

I øvrigt betaler ingen af parterne sagsomkostninger til nogen anden part eller til statskassen.

De idømte beløb skal betales inden 14 dage efter afsigelsen af denne dom.