Dato for udgivelse
3. maj 2002
Resumé

Der er i dag varslet 150 afskedigelser i ToldSkat.


Der er i dag varslet 150 afskedigelser i ToldSkat. Det er en noget mindre personalereduktion end først frygtet

ToldSkat har i dag givet alle medarbejderne besked om, at der den 15. maj 2002 skal afskediges 150 årsværk (fuldtidsstillinger). Det er en konsekvens af de effektiviseringskrav, der er stillet til ToldSkat for årene 2003-2006, svarende til en reduktion i personaletallet på i alt ca. 900 årsværk - heraf godt 700 ved naturlig afgang.

- Eftersom vi tidligere har frygtet at skulle afskedige op til 750 medarbejdere, er det trods alt positivt, at antallet af afskedigede medarbejdere er bragt ned på 150, siger told- og skattedirektør Ole Kjær. Han påpeger dog, at det er med stor beklagelse, at afskedigelserne sker.

Når antallet af medarbejdere, der skal afskediges, har kunnet nedbringes, skyldes det dels, at der er indgået en aftale med Finansministeriet om ToldSkats fremtidige budgetramme, dels en fremrykning af pensionstidspunktet for personale over 60 år i form af frivillige fratrædelsesordninger.

Anmodning til pressen

ToldSkat appellerer til pressen om at udvise hensyn til medarbejderne på dagen og ikke filme/fotografere ved ToldSkats kontorer.

Vi anmoder samtidig om ikke at anvende arkivbilledemateriale, hvor ToldSkat-medarbejdere optræder.

Mere information om afskedigelserne og ToldSkats budgetsituation

Tidligere udsendt information om ToldSkats budgetsituation kan læses her:

30. januar 2002 - Finanslov 2002 - konsekvenser for ToldSkat

14. marts 2002 - Afklaring af ToldSkat's situation

Henvendelser om denne pressenyt kan rettes til pressesekretær René Andersen, tlf 35 29 20 12.