Dato for udgivelse
14 mar 2002 13:48
Resumé

Der er nu opnået afklaring vedrørende ToldSkats økonomiske situation for de kommende år.


Der er nu opnået afklaring vedrørende ToldSkats økonomiske situation for de kommende år. Det indebærer, at ToldSkat på linje med de øvrige statslige institutioner pålægges årlige besparelser på godt 2 % i forbindelse med den løbende effektivisering af driften.

De besparelser herudover, som ToldSkat pålægges på finansloven 2002, skal i løbet af perioden 2002-2006 udmøntes gennem omlægning af administrative strukturer samt af regelforenklingsinitiativer.

For at ToldSkat skal kunne realisere de generelle effektivitetskrav er det besluttet, at der kan arbejdes videre med en ny struktur for ToldSkat. De nuværende 29 regioner bevares, men det er hensigten, at der skal skabes en fleksibel og effektiv samarbejdsstruktur. Grundlaget er at fastholde ToldSkats tilstedeværelse og serviceniveau over for virksomheder og borgere lokalt samtidig med, at der skabes effektivisering og styrkelse af de faglige kompetencer.

En ny organisering vil betyde, at en række interne administrative funktioner sammenlægges og rationaliseres. Der bliver tale om en personalereduktion i størrelsesordenen 800-900 årsværk i perioden 2002 - 2006, heraf omkring 200 i form af egentlige afskedigelser. Den resterende personalereduktion forventes at ske i form af naturlig afgang.

Korrektionerne på ToldSkats budget vil blive indarbejdet på Finansloven 2003 i forbindelse med udarbejdelse af en flerårig budgetaftale for ToldSkat.