åben Vis afgørelser, domme, kendelser og meddelelser mv. til "G.5.1.1.1 Aktiver i sameje" udsendt efter offentliggørelsen af denne version af vejledningen.
åben Vis oversigt med domme, kendelser og afgørelser, som Skatteforvaltningen har valgt ikke at indarbejde i vejledningens tekst. Vi gør opmærksom på, at materialet i denne oversigt ikke nødvendigvis er udtryk for gældende ret.

Aktiver i sameje kan gøres til genstand for udlæg, men kun for den bruttoanpart af aktivet, som skyldneren ejer.

Fast ejendom

Hvis det udlagte aktiv er en fast ejendom, skal udlægget tinglyses, og der kan efter de gældende regler begæres tvangsauktion over andelen af den faste ejendom.

Med hensyn til udlæg i fast ejendom erhvervet af skyldnerens ægtefælle henvises til afsnit E.1.5 og Østre Landsrets kendelser i UfR 1998, 162, og 1998, 1237, der begge statuerede, at et sameje ikke var opstået.

Løsøre

Er der tale om udlæg i løsøre, må samejet opsiges, hvis dette er muligt, og ellers kan samejet opløses ved dom, hvilket kræver sagsanlæg. Det er ikke i praksis muligt at bortsælge en anpart af et løsøre på tvangsauktion, idet det må forventes, at der ikke melder sig interesserede købere.

Rede penge

SKAT har i 2 forskellige sager, foretaget udlæg i hele indeståendet på en bankkonto med 2 ejere. Sagerne blev i byretten afgjort med 2 modstridende afgørelser. Det 2 afgørelser er offentliggjort som henholdvis:

  • SKM2010.105.BR, her fandt byretten, at der alene kunne foretages udlæg for så vidt angik halvdelen af indeståendet på udlægstidspunktet og
  • SKM2010.269.BR, hvor pantefogedens udlæg i hele indeståendet blev stadfæstet.

Spørgsmålet blev herefter indbragt for Østre landsret, der i afgørelse af 26. maj 2010, offentliggjort som SKM2010.335.ØLR lagde til grund, at bankkontoen tilhørte begge ægtefæller i lige sameje, og nedsatte derfor udlægget til halvdelen af indeståendet på kontoen.

Er der derfor tale om udlæg i indestående på en bankkonto, som fx. tilhører skyldneren og ægtefælle i lige sameje, må udgangspunktet efter Østre landsrets afgørelse således være, at der som udgangspunkt alene kan foretages udlæg i halvdelen af indeståendet på kontoen.