Vestre Landsrets dom
af 26. august 1999,
3. afdeling, B-0408-98

Parter

A
(advokat Claus Bo Jakobsen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Kirstine Emborg).

Afsagt af landsdommerne:

Inger Nørgaard, Ulrik Jensen og Olav D. Larsen)

Den 18. november 1997 afsagde Landsskatteretten følgende kendelse vedrørende sagsøgeren As skattepligtige indkomst for indkomstårene 1994 og 1995:

Indkomståret 1994

Personlig indkomst:

Underholdsbidrag fra tidligere ægtefælle ansat til

30.000 kr.

Indkomståret 1995

Personlig indkomst:

Underholdsbidrag fra tidligere ægtefælle ansat til

30.000 kr.

Sagen har været forhandlet med klagerens repræsentant.

Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren og B fik separationsbevilling og senere skilsmissebevilling henholdsvis den 23. januar 1990 og den 23. november 1990.

Ifølge et vilkår i separationsbevilling af 23. januar 1990 skal manden betale et underholdsbidrag på 500 kr. pr. måned. Den 20. december 1989 underskrev parterne en aftale om, at bodelingen mellem parterne var endelig afsluttet ved, at ægtefællen accepterede at betale i alt 244.000 kr. til klageren. Efter aftalen, der ikke indeholder en aftale om forrentning, forfalder beløbet efter påkrav.

Den 1. januar 1994 er der udarbejdet et tillæg til separationsbevillingen, hvorefter det månedlige underholdsbidrag fra denne dato forhøjes til 2.500 kr. Aftalen er underskrevet af klageren og hendes tidligere ægtefælle.

Af sagen fremgår, at klageren fra hendes tidligere ægtefælle i 1991 modtog i alt 6.000 kr., i 1992 i alt 6.000 kr., i 1993 i alt 30.000 kr., i 1994 i alt 30.000 kr. og i 1995 i alt 30.000 kr.

Den 4. maj 1995 indgav den tidligere ægtefælle begæring om gældssanering til Skifteretten i Terndrup. Den 22. maj 1995 besluttede skifteretten at indlede gældssaneringssag.

Af forslag til gældssanering af 17. januar 1996 fremgår bl.a.:

(...)
Den 23. januar 1990 blev skyldneren separeret. I separationsvilkårene er anført, at skyldneren indtil videre udreder et ægtefællebidrag på kr. 500,00 månedligt. Den 23. november 1990 er skyldneren blevet skilt. Den 1. januar 1994 har skyldneren indgået en aftale med sin tidligere ægtefælle gående ud på, at der skal erlægges et månedligt ægtefællebidrag på kr. 2.500,00.
Som følge af skyldnerens nuværende indtjening er det formentlig mulighed for at få det månedlige ægtefællebidrag nedsat.
(...)
Såfremt ægtefællebidraget nedsættes med kr. 2.000,00 pr. måned, vil skyldnerens månedlige rådighedsbeløb kunne forhøjes til ca. kr. 3.300,00.
(...)

Af forslaget fremgår videre, at klageren til skifterettens medhjælper har anmeldt et tilgodehavende på 187.500 kr. pr. 22. maj 1995.

Den 20. februar 1996 har Skifteretten i Terndrup afsagt kendelse om gældssanering, hvorefter al gæld, der er stiftet før 22. maj 1995, nedsættes til 2,24%, der betales med 1/3 årligt, første gang den 1. marts 1997.

Klagerens repræsentant har over for Landsskatteretten fremlagt dokumentation for, at klageren den 1. marts 1997 har modtaget det første afdrag i henhold til gældssaneringskendelsen på 1.400 kr. (Beløbet udgør 187.500 kr. x 2,24% / 3 afdrag)

Det fremgår videre, at klagerens tidligere ægtefælle har selvangivet fradrag for underholdsbidrag på 30.000 kr. for begge indkomstår.

De stedlige skattemyndigheder har beskattet klageren af et underholdsbidrag på 30.000 kr., jf. ligningslovens § 10, jf. personskattelovens § 3, cfr. § 4 i begge de omhandlede indkomstår.

Skatteankenævnet har til støtte herfor anført, at beløbet på 500 kr. månedligt i henhold til separations- og skilsmissebevillingen må anses som et underholdsbidrag. Herudover har parterne ved tilføjelse af 1. januar 1994 aftalt, at underholdsbidraget skal forhøjes med 2.000 kr. med virkning fra den 1. januar 1994. I forslaget til gældssanering er det månedlige beløb på 2.500 kr. betegnet som ægtefællebidrag. Der foreligger endvidere ikke en skriftlig aftale om afvikling af bodelingsgælden. Klagerens tidligere ægtefælle har endvidere fortsat betalingen af de 2.500 kr. månedligt til klageren, efter at skifteretten har indledt gældssaneringssag for ham.

Nævnet har videre anført, at klagerens tidligere ægtefælle har selvangivet fradrag for underholdsbidrag efter ligningslovens § 10, stk. 1, med kr. 30.000 kr. i begge de omhandlede indkomstår.

Nævnet har endelig henvist til LSR 1959.173 og LSR 1960.169.

Klagerens repræsentant har over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at klageren alene beskattes af 6.000 kr. i begge de omhandlede indkomstår.

Repræsentanten har til støtte herfor anført, at den aftalte forhøjelse af bidragsbeløbet på 2.000 kr. pr. måned med virkning fra 1. januar 1994 aldrig er blevet betalt til klageren, som derfor heller ikke er skattepligtig heraf.

Klagerens tidligere ægtefælle har derimod fra den 1. januar 1993 betalt 2.000 kr. månedligt som afdrag på gælden ifølge bodelingsoverenskomsten. Betalingen er fortsat indtil 1. januar 1996, hvor den tidligere ægtefælle opnåede gældssanering, hvorefter restsaldoen på bodelingsgælden bortfaldt.

Den månedlige betaling til klageren pr. 1. januar 1996 udgør derefter 500 kr. månedligt, der er det aftalte underholdsbidrag.

Repræsentanten har anført, at begge parter er enige om, at det overførte beløb på 2.000 kr. om måneden var afdrag på bodelingsgæld. Det kan ikke tillægges betydning, at der ikke foreligger en skriftlig aftale om afvikling af bodelingsgælden, idet en mundtlig aftale er lige så god som en skriftlig.

Repræsentanten har anført, at baggrunden for, at aftalen om forhøjelse af underholdsbidraget blev indgået den 1. januar 1994, var, at klageren havde vanskeligt ved at få sin økonomi til at hænge sammen. Da klagerens tidligere ægtefælle på dette tidspunkt havde indtægter fra såvel fuldtidsjob som tjenestemandspension, havde han ikke noget imod at forøge betalingen, da beløbet var fradragsberettiget som underholdsbidrag.

Repræsentanten har videre bemærket, at klagerens tidligere ægtefælle mente sig berettiget til at fratrække 2.500 kr. pr. måned i underholdsbidrag, idet der var indgået aftale om betaling af dette beløb. Han var således i 1994 og 1995 ikke klar over, at beløbet først er fradragsberettiget på betalingstidspunktet. Efter han er blevet gjort opmærksom herpå, har han fremsendt en anmodning til Y2-by Kommune om forhøjelse af sine skatteansættelser for indkomstårene 1994 og 1995 med årligt 24.000 kr., idet han alene er berettiget til et fradrag for underholdsbidrag på 6.000 kr.

Repræsentanten har videre anført, at det ikke af forslaget til gældssanering fremgår, at ægtefællen betaler 2.500 kr. i underholdsbidrag, men blot at der er indgået en aftale herom.

Repræsentanten har videre anført, at restsaldoen af bodelingsgælden i gældssaneringsboet er opgjort af klagerens tidligere ægtefælle. Restgælden kan opgøres således:

Saldo ifølge skilsmissebevilling	244.000 kr.
Betalte ydelser i 1993 (12 x 2.000 kr.)	- 24.000 kr.
Betalte ydelser i 1994 (12 x 2.000 kr.)	- 24.000 kr.
Betalte ydelser indtil 22. maj 1995	- 10.000 kr.
Saldo pr. 22. maj 1995	186.000 kr.

Klagerens ægtefælle har opgjort saldoen til 187.500 kr., fordi han yderligere havde fået noget køkkeninventar.

Repræsentanten har endelig anført, at det anmeldte krav på 187.500 kr. dokumenterer, at det overførte beløb på 2.000 kr. om måneden var afdrag på bodelingsgæld og ikke hustrubidrag.

Landsskatteretten skal udtale

Efter ligningslovens § 10, stk. 1, er underholdsbidrag fra en tidligere ægtefælle skattepligtig indkomst for modtageren.

Retten finder, at det beløb på 2.500 kr. månedligt, ialt 30.000 kr., som klageren i de omhandlede år har modtaget fra sin tidligere ægtefælle, må anses som underholdsbidrag. Der er herved henset til, at de tidligere ægtefæller den 1. januar 1994 indgik en aftale om forhøjelse af underholdsbidraget med 2.000 kr., at det i gældssaneringssagen er anført, at ægtefællebidrag udgør 2.500 kr. pr. måned, at ægtefællen, efter at der var indledt gældssaneringssag ved skifteretten og frem til og med december 1995, fortsatte med at betale 2.500 kr. pr. måned, at der på trods heraf ikke er sket en reduktion af det pr. 22. maj 1995 anmeldte krav på 187.500 kr., at der ikke foreligger skriftlig aftale om afvikling af bodelingsgælden, samt at klagerens tidligere ægtefælle i begge de omhandlede indkomstår har selvangivet et fradrag for underholdsbidrag på 30.000 kr.

De påklagede ansættelser stadfæstes derfor.

...."

Sagsøgeren har herefter under denne sag, der er anlagt den 17. februar 1998, påstået sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtet at anerkende, at sagsøgerens personlige indkomst for indkomståret 1994 alene skal forhøjes med 6.000 kr., og at sagsøgerens personlige indkomst for indkomståret 1995 ansættes i overensstemmelse med det selvangivne.

Sagsøgte har påstået frifindelse.

I Skatteankenævnets sagsfremstilling er det bl.a. anført, at sagsøgeren for indkomståret 1994 ikke havde selvangivet noget beløb som underholdsbidrag, og i 1995 havde medtaget et beløb på 6.000 kr. som underholdsbidrag.

Den aftale, som sagsøgeren og B indgik den 20. december 1989, lyder sådan:

"Vi undertegnede A , cpr-nr .. og B cpr-nr .. har i anledning af vor forestående separation/skilsmisse, indgået flg. aftale.

1. Vi er enige om, at vi hver især udtager vort særeje, som nævnt i ægtepagt af den 3. januar 1985 med tillæg af 6. august 1987.

2. Til udligning af vort fællesbo betaler jeg B til A kontant Kr. 200.000,- .

Beløbet forfalder efter påkrav.

3. Mit A tilgodehavende hos B Kr. 44.000,- forfaldne betales ligeledes efter påkrav.

4. Herefter erklærer vi vort fællesbo for endelig delt.

...."

Aftalen af 1. januar 1994, der er påført aftalen af 20. december 1989, lyder sådan:

"I tilslutning til ovenstående er vi enige om fra den 1/1 1994 at regne, at det jf. separationsbevilling af 23 januar 1990 fastsatte bidrag fra B til A's personlige underhold, forhøjes med kr. 2000,00 månedlig, at betale månedsvis forud."

Nørresundby Bank har i en skrivelse af 4. oktober 1994 til B bekræftet, at der siden den 1. januar 1993 og til og med august måned 1994 hver måned var overført 2.500 kr. B fortsatte med at betale sagsøgeren 2.500 kr. om måneden til og med februar 1996.

I Bs gældssaneringsforslag er der under "Udgifter pr. måned" bl.a. anført:

" Ægtefællebidrag

2.500 kr."

Sagsøgerens revisor, registreret revisor HL, ...., har i en skrivelse af 14. januar 1998 til Skatteankenævnet i Y1-by Kommune anført følgende:

"På ovennævnte skatteyders vegne skal vi herved påklage den af skatteadministrationen foretagne ændring af den skattepligtige indkomst for 1996. Påklagen vedrører alene forhøjelsen af det selvangivne hustrubidrag fra kr. 6.000,00 til kr. 20.000,00.

Som grundlag for påklagen skal vi anføre, at ydelserne betalt af B til A i 1996 og 1997 omfatter såvel hustrubidrag som betaling af en del af bodelingsgælden, som var sikret ved pant i B bodel.

I forbindelse med skilsmissen aftalte parterne ved aftale af 25/12-1989, at A havde pant i Bs bodel som sikkerhed for betaling af kr. 244.000,00.

I forbindelse med Bs gældssanering i februar 1996 aftalte parterne, at sikkerhedsstillelsen i bodelen kunne frikøbes for kr. 25.000,00, som skulle afvikles i løbet af 2 år.

Da kreditorerne ved Bs gældssanering ikke ville godkende en forhøjelse af hustrubidraget til kr. 2.500,00, blev der den 22. februar 1996 indgået aftale om, at hustrubidraget fra 01.01.1996 skulle være kr. 500,00 pr. måned, hvorfor der i januar og februar måneder var afdraget kr. 4.000,00 på sikkerhedsstillelsen. Herefter blev det aftalt, at B skulle betale kr. 1.000,00 pr. måned, indtil sikkerhedsstillelsen var afviklet.

Som følge heraf har B da også selvangivet et betalt hustrubidrag for 1996 på kr. 6.000,00, hvilket også fremgår af Bs årsopgørelse.

Skatteadministrationen har lagt følgende til grund for forhøjelsen:

"Administrationen har lagt til grund for ovennævnte forhøjelse af hustrubidraget på oplysninger modtaget fra Y2-by Kommunes pantefoged."

Uden helt at forstå meningen med ovenstående begrundelse, kan vi oplyse, at Y2-by Kommune meddeler, at man "for lang tid siden" har oplyst Y1-by Kommune om, at hustrubidraget udgjorde kr. 6.000,00.

"B har oplyst, at han og De fra og med marts 1996 har indgået en ny aftale om at hustrubidraget skal udgøre kr. 1.500,00 pr. måned for at han kan overholde betalingen af gældssaneringen".

Dette er en direkte usandhed. Og hvordan kan et hustrubidragsydelse vedrøre betaling af gældssaneringen?

"Administrationen har også modtaget kopi af PBS oversigt der viser, at der betales kr. 1.500,00 til Dem."

Dette er korrekt i henhold til den indgåede aftale mellem parterne. Der står imidlertid ikke noget om på PBS oversigterne, at der er tale om hustrubidrag.

Aftalen om ændring af hustrubidraget til kr. 500,00 pr. måned er udateret, men den er lavet samme dag som aftalen om betaling af kr. 25.000,00 til indfrielse af sikkerhedsstillelsen.(22. februar 1996)

Da der således af begge parter er selvangivet et hustrubidrag for 1996 på kr. 6.000,00 og da der foreligger en aftale om betaling af kr. 25.000,00, som er underskrevet af begge parter, anmoder vi skatterådet om at godkende As medtagne hustrubidrag som selvangivet.

...."

Sagsøgeren har forklaret, at der ikke i december 1989 blev aftalt noget om afvikling af bodelingsgælden på 244.000 kr. Hun accepterede på et tidspunkt, at beløbet skulle afvikles med månedlige afdrag, men hun husker ikke længere, hvorfor det var i netop 1993, at hun begyndte at modtage 2.500 kr. om måneden. Det har nok været i forbindelse med, at hun har påtalt, at der intet skete med hensyn til betalinger. Med aftalen af 1. januar 1994 var det meningen, at hun hver måned skulle have i alt 4.500 kr. På det tidspunkt havde B både lønindtægt og pension, men hun modtog aldrig mere end 2.500 kr. om måneden som tidligere. Hun talte med B om det, men der skete ikke mere. Han blev syg, og hun var uden nærmere kendskab til hans økonomi i 1994. Det var B, der udfærdigede hendes opgørelse i forbindelse med gældssaneringen, hvorefter hendes tilgodehavende i henhold til bodelingen var 187.500 kr. Hun, der i hele 1994 og 1995 fortsat modtog 500 kr. i underholdsbidrag og 2.000 kr. i afdrag på gælden om måneden, hørte ikke fra skifterettens medhjælper og regulerede ikke anmeldelsen. Aftalen af februar 1996 var alene en præcisering af, at hustrubidraget til stadighed havde været på 500 kr. Aftalen blev nedskrevet efter forslag fra revisor HL.

Registreret revisor HL har som vidne forklaret, at han har været revisor for sagsøgeren siden 1984. Han var ikke involveret i aftalen om bodeling, men fik af sagsøgeren at vide, at hun med B mundtligt havde aftalt, at han månedligt skulle betale hustrubidrag med 500 kr. og et afdrag på 2.000 kr. på bodelingsgælden. Han har set aftalen af 1. januar 1994, men var ikke involveret i indgåelsen af den. Det var hans opfattelse, at B havde en rimelig god økonomi og følte sig moralsk forpligtet til at betale mere til sagsøgeren. Han opfattede aftalen sådan, at B månedligt skulle betale et samlet beløb på 4.500 kr., idet aftalen om månedlige afdrag på 2.000 kr. på bodelingsgælden fortsat var gældende. Han udarbejdede sagsøgerens selvangivelser for 1993, 1994 og 1995 og påførte 6.000 kr. som underholdsbidrag, fordi den første aftale om et bidrag på 500 kr. om måneden aldrig blev reelt ændret. Det må være en forglemmelse, at der ikke på den originale selvangivelse for 1994 er påført 6.000 kr. som underholdsbidrag - det er der på hans genpart.af selvangivelsen. Han har ikke deltaget i opgørelsen af sagsøgerens tilgodehavende i forbindelse med Bs gældssanering. Bemærkningerne i hans brev af januar 1998 til skatteankenævnet tager sigte på en aftale, som sagsøgeren og B havde indgået om sikkerhed for sagsøgeren i noget inventar. Der var intet tinglyst, men B følte sig i forbindelse med, at hans bodelingsgæld blev omfattet af gældsaneringen, forpligtet til at afdrage de aftalte 25.000 kr. Det har stedse været aftalen mellem de fraskilte ægtefæller, at 500 kr. udgjorde hustrubidrag og 2.000 kr. afdrag på bodelingsgæld. Han har intet kendskab til Bs gældssaneringssag og har ikke været revisor for B, siden han blev skilt fra sagsøgeren.

B har som vidne forklaret, at han hele tiden siden separationen har betalt 500 kr. månedligt i hustrubidrag. Bodelingsgælden skulle betales efter påkrav, og sagsøgeren fremsatte påkrav i slutningen af 1992, hvorefter de aftalte, at han fra 1. januar 1993 skulle afvikle bodelingsgælden -244.000 kr. - med månedlige afdrag på 2.000 kr. Han betalte herefter dette beløb foruden hustrubidraget på 500 kr. Han havde i slutningen af 1993 et godt arbejde og sin pension, og da han mente at være kommet godt ud af en tvangsauktion, troede han, at han kunne klare at betale 4.500 kr. om måneden til sagsøgeren, som havde behov herfor, hvorfor han gerne ville hjælpe hende. De indgik derfor - uden bistand fra andre - aftalen af 1. januar 1994. Det viste sig næsten med det samme, at han havde været for optimistisk, og at han ikke kunne klare at betale mere end hidtil. Han betalte aldrig mere end de 500 kr. i hustrubidrag og 2.000 kr. i afdrag på bodelingsgælden, idet hans økonomiske problemer alligevel var store og tårnede sig op. Aftalen blev ikke ændret, men blev som nævnt aldrig effektueret, og han fortsatte blot med de tidligere betalinger. Hans forhold forværedes i 1994, idet han var alvorligt syg og havde udsigt til at miste sit arbejde på grund af strukturændringer. Efter forslag fra sin bankforbindelse søgte han gældssanering i 1995. Han sagde i forbindelse med gældssaneringssagen til advokaten, at han betalte 2.500 kr. om måneden til sagsøgeren, men han erindrer ikke, at han sagde, at der var tale om hustrubidrag. Det var der retteligt heller ikke, eftersom aftalen af 1. januar 1994 aldrig var blevet effektueret. Han opgjorde sagsøgerens krav - bodelingsgælden - til 187.500 kr. I den forbindelse talte han med sagsøgerens revisor, og det var helt evident, at de beløb, han havde betalt i afdrag, skulle trækkes fra. Da han havde fået gældssanering, der omfattede bodelingsgælden, blev der indgået en aftale i 1996, hvorefter hustrubidraget udgjorde 500 kr. månedligt. Der var alene tale om en formalisering af størrelsen af det underholdsbidrag, der hele tiden havde været gældende. Han havde i sine selvangivelser for 1991 og 1992 fratrukket 6.000 kr. som beløb betalt i underholdsbidrag. I 1993 glemte han at fratrække noget beløb. Det var en svipser, at han i sine selvangivelser for 1994 og 1995 fratrak et beløb på 30.000 kr. Da han i slutningen af 1995 eller begyndelsen af 1996, da gældssaneringsforslaget var udarbejdet, blev klar over, at det var galt, rettede han henvendelse til skattemyndighederne og anmodede om, at hans ansættelser blev ændret til et fradrag på 6.000 kr. Da han fik svar, var sagsøgerens skattesag allerede indledt, og skattevæsenet har ikke imødekommet hans anmodning.

Sagsøgeren har til støtte for sin påstand gjort gældende, at det gennem bevisførelsen er godtgjort, at et beløb på 24.000 kr. for hvert af årene 1994 og 1995 er afdrag på bodelingsgælden. Således er det gennem det oprindelige aftalegrundlag og betalingerne fra 1. januar 1993 bestyrket, at 2.000 kr. af de månedlige betalinger har været afdrag, ligesom opgørelsen af bodelingsgælden i forbindelse med Bs gældssanering indicerer dette. Aftalen af 1. januar 1994 blev aldrig effektueret, og såvel sagsøgeren som B har afgivet en overbevisende forklaring herpå. Aftalen fra 1993 har således fortsat været gældende frem til 1996, og det forhold, at aftalen ikke var indgået skriftligt, er uden betydning. Den forklaring, som B har afgivet om baggrunden for, at han fratrak 30.000 kr. i 1994 og 1995, må lægges til grund, og i øvrigt kan det ikke bebrejdes sagsøgeren, om B har misforstået reglerne om fradragsret. Det bestrides ikke, at B i sit gældssaneringsforslag har anført et hustrubidrag på 2.500 kr. månedligt, men det er intetsteds i forslaget anført, at han betalte et bidrag af den størrelse. Det kan heller ikke bebrejdes sagsøgeren - der var uvidende om, at det var noget, hun burde - at hun ikke meddelte medhjælperen, at hun under gældssaneringessagen fortsat månedligt modtog et afdrag på 2.000 kr. på bodelingsgælden. Hertil kommer, at der ikke før i februar 1996 var sikkerhed for, at B ville opnå gældssanering. Sammenfattende har sagsøgeren gjort gældende, at det faktiske betalingsforløb er afgørende, og at det vil være urimeligt og stødende, hvis den oprindelige aftale tilsidesættes.

Sagsøgte har til støtte for sin påstand gjort gældende, at den omstændighed, at aftalen af 1. januar 1994 blev påført bodelingsaftalen af december 1989, i sig selv indicerer, at der var tale om en bindende aftale. Under hensyn hertil og til, at der ikke foreligger en skriftlig aftale om afvikling af bodelingsgælden, påhviler der sagsøgeren en streng bevisbyrde for, at indbetalingerne udgør afdrag på en bodelingsgæld. Bevisbyrden er ikke løftet. Det må i den forbindelse tillægges væsentlig betydning, at B i de relevante indkomstår selvangav et fradrag for underholdsbidrag på 30.000 kr., og at han først, efter at sagsøgerens skattesag var opstået, indgav begæring om ændring. Hertil kommer yderligere, at B i forbindelse med gældssaneringssagen anførte, at han betalte underholdsbidrag med 2.500 kr. månedligt. Sagsøgte har herved nærmere anført, at der ikke kan bortses fra, at der mellem sagsøgeren og B består et interessefællesskab, idet en eventuel restskat for B overvejende vil være omfattet af gældssaneringen. Det må endvidere tillægges væsentlig betydning, at sagsøgerens krav på 187.500 kr. under Bs gældssaneringssag ikke blev nedsat med senere betalinger, og at der i givet fald er tale om omstødelige betalinger for så vidt angår tiden efter maj 1995. Sagsøgte har endelig anført, at nedsættelsen til 500 kr. i 1996 viser, at bidraget forud herfor må have udgjort 2.500 kr., idet det i modsat fald ikke ville have været nødvendigt at indgå en ny aftale.

Dommerne Ulrik Jensen og Olav D. Larsen udtaler

B og sagsøgeren indgik den 1. januar 1994 og med virkning fra samme dato aftale om en forhøjelse af det månedlige underholdsbidrag, der hidtil havde udgjort 500 kr., med 2.000 kr. Betalingerne fra B til sagsøgeren udgjorde i 1994 og 1995 2.500 kr. om måneden, og betalingerne fortsatte, efter at der den 22. maj 1995 blev indledt gældssaneringssag for B. Sagsøgeren var kreditor under gældssaneringssagen, og hendes krav i henhold til bodelingsaftalen af 20. december 1989 blev anmeldt med 187.500 kr. opgjort pr. 22. maj 1995. Kravet blev ikke nedsat i anledning af betalinger under sagen. I Bs gældssaneringsforslag af 17. januar 1996, som må antages at være blevet tilsendt alle kreditorer i overensstemmelse med konkurslovens § 214, var blandt de månedlige udgifter anført ægtefællebidrag med 2.500 kr., og gældssaneringsforslaget indeholdt en henvisning til aftalen af i. januar 1994. B selvangav både for 1994 og 1995 et fradrag for underholdsbidrag på 30.000 kr., og han har først efterfølgende anmodet om ændring af skatteansættelserne.

Under de anførte omstændigheder kan det ikke ved de forklaringer, der er afgivet for landsretten, anses for bevist, at en del af de betalte beløb på 30.000 kr. i 1994 og 30.000 kr. i 1995 var afdrag på bodelingsgælden. De af sagsøgeren i øvrigt påberåbte forhold, herunder betalingerne i 1993 og opgørelsen af sagsøgerens krav til 187.500 kr. under gældssaneringssagen, giver heller ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at B - i strid med aftalen af 1. januar 1994 - betalte underholdsbidrag til sagsøgeren i 1994 og 1995 med mindre end 2.500 kr. om måneden.

Beløbene 30.000 kr. i 1994 og 30.000 kr. i 1995 er således underholdsbidrag, der er skattepligtig indkomst efter ligningslovens § 10, stk. 1. Vi stemmer derfor for at tage sagsøgtes frifindelsespåstand til følge.

Dommer Inger Nørgaard udtaler

I forbindelse med separationen og den efterfølgende skilsmisse i 1990 aftalte B og sagsøgeren, at hun skulle have et månedligt underholdsbidrag på 500 kr., og det må efter de afgivne forklaringer lægges til grund, at B efter separationen betalte bidrag af den aftalte størrelse. Efter bodelingsoverenskomsten skulle sagsøgeren som sin andel af fællesboet have et beløb på i alt 244.000 kr., og det må efter forklaringerne lægges til grund, at ingen del af beløbet var betalt, før sagsøgeren formentlig i slutningen af 1992 fremsatte påkrav om beløbets betaling. Det må ligeledes efter forklaringerne lægges til grund, at sagsøgeren og B herefter aftalte, at han med virkning fra den 1. januar 1993 skulle afdrage gælden med 2.000 kr. månedligt, og at sagsøgeren herefter hver måned modtog dette beløb foruden underholdsbidraget. Efter de af sagsøgeren og B afgivne forklaringer var hensigten med aftalen af 1. januar 1994, at sagsøgeren herefter skulle have et månedligt underholdsbidrag på 2.500 kr., og at det samlede beløb, hun skulle modtage fra B, herefter skulle udgøre 4.500 kr. Jeg finder ikke, at der i det fremkomne er grundlag for at forkaste sagsøgerens og Bs forklaringer om, at B rent faktisk aldrig betalte mere end det oprindelige beløb på 2.500 kr., og at forhøjelsen af underholdsbidraget til 2.500 kr. på grund af Bs økonomiske forhold således aldrig blev en realitet. At det også efter 1. januar 1994 månedligt betalte beløb på 2.500 kr. fordelte sig med 500 kr. som underholdsbidrag og 2.000 kr. som afdrag på bodelingsgælden, finder jeg bestyrket af opgørelsen af sagsøgerens krav i forbindelse med Bs gældssaneringssag, idet kravet - 244.000 kr. - herunder blev nedskrevet med månedlige afdrag på 2.000 kr. i tiden fra 1. januar 1993 til 22. maj 1995. Det kan efter min opfattelse ikke heroverfor tillægges afgørende betydning, at sagsøgeren også efter maj 1995 fortsat modtog 2.000 kr. månedligt som afdrag på gælden, at der i Bs gældssaneringsforslag var anført et månedligt underholdsbidrag på 2.500 kr., og at B i sine selvangivelser for 1994 og 1995 fratrak 30.000 kr. som betalte underholdsbidrag. Jeg har herved lagt vægt på, at der ikke i det fremkomne er noget grundlag for at fastslå, at sagsøgeren flere år efter skilsmissen fra B skulle have haft kendskab til indholdet af hans indgivne selvangivelser, ligesom jeg ikke finder, at det under den foreliggende sag, der vedrører ansættelsen af sagsøgerens skattepligtige indkomst for årene 1994 og 1995, kan tillægges betydning, at sagsøgeren også efter den 22. maj 1995 modtog 2.000 kr. månedligt som afdrag på bodelingsgælden. Da heller ikke det forhold, at B og sagsøgeren i februar 1996 indgik aftale om et underholdsbidrag på 500 kr. om måneden til sagsøgeren under hensyn til det, der er oplyst om baggrunden herfor - en præcisering af den oprindelige aftale om underholdsbidragets størrelse - kan tillægges afgørende betydning, vil jeg herefter tage sagsøgerens påstand til følge.

Der afsiges dom efter stemmeflertallet, hvorefter sagsøgtes frifindelsespåstand tages til følge.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Sagsøgeren, A, skal inden 14 dage betale 8.000 kr. i sagsomkostninger til sagsøgte.