Viser det sig under boets behandling, at der ikke er midler, ud over hvad der medgår til dækning af omkostningerne ved boets behandling, kan kurator foranledige boet sluttet efter KL § 143, stk. 1.

I sin vurdering henser kurator også til, om der er mulighed for at anlægge og vinde eventuelle omstødelsessager. Hvis RIM bliver opmærksom på en omstødelsesmulighed, som kurator ikke har undersøgt, bør RIM gøre kurator opmærksom på den.

Kan konkursboets midler ikke dække de omkostninger, der er forbundet med konkursbehandlingen, hæfter den eller de, der har begæret konkursen, solidarisk for det manglende beløb, jf. KL § 27, stk. 1. Det beløb, som RIM hæfter for ved konkursbegæringen, er på 30.000 kr., jf. afsnit H.3.4.

Ifølge KL § 143, stk. 2, kan RIM som konkursrekvirent forlange boet sluttet, medmindre en anden i RIM´s sted indestår for yderligere omkostninger. Dette skyldes, at konkursrekvirenten jo hæfter for boets omkostninger, jf. KL § 27, stk. 1 og 2. Denne ret tilkommer ikke virksomhedspanthavere, der hæfter efter KL § 27, stk. 3 og 4, hvilket hænger sammen med, at deres hæftelse er subsidiær i forhold til konkursrekvirentens, se afsnit H.3.4.

Skifteretten indkalder herefter ved en bekendtgørelse i Statstidende til skiftesamling, hvor regnskabsudkastet skal behandles, jf. KL § 150. På skiftesamlingen har fordringshaverne, herunder også RIM, mulighed for at udtale sig om udkastet, jf. KL § 151, og medmindre udkastet lider af fejl og mangler, stadfæster skifteretten det.

Herefter udbetales dividenden.

Når boet optages til slutning, skal RIM gennemgå regnskabet og udkastet til udlodning og fremkomme med eventuelle bemærkninger på den skiftesamling, hvor regnskabet skal behandles.

Efter KL § 155 indrykker skifteretten bekendtgørelse i Statstidende om boets afslutning, medmindre tidspunktet for stadfæstelse af udlodningen og størrelsen af en eventuel dividende er fremgået af bekendtgørelsen, der er udstedt i medfør af KL § 150.

Er det et aktieselskab, et anpartsselskab, en erhvervsdrivende fond eller en erhvervsdrivende virksomhed, som har været erklæret konkurs, giver skifteretten meddelelse om boets slutning til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, som herefter vil slette selskabet eller virksomheden af registret.

KL § 156 fastslår, at en fordringshaver beholder sin ret mod skyldneren (virksomhed med personlig hæftelse) for den del af fordringen, som ikke dækkes gennem udlodningen. Dette betyder, at RIM´s restkrav stadig kan gøres gældende efter konkursen, jf. om fremgangsmåde ved inddrivelse af disse krav afsnit H.3.18.2.