Udlæg i simple fordringer mod SKAT kan først ske, når kravet er stiftet. Det følger af RPL § 508, hvorefter udlæg ikke kan foretages i fremtidige erhvervelser. Et krav på overskydende skat er først stiftet, når indkomståret er udløbet. Er indkomståret identisk med kalenderåret, er et evt. krav på overskydende skat først stiftet den 1. januar efter indkomståret, hvorfor der tidligst denne dag kan foretages udlæg i fordringen. Et krav på negativ moms er tilsvarende først stiftet, når afgiftsperioden er udløbet. Et evt. krav på negativ moms vedrørende 1. kvartal er således først stiftet den 1. april, hvorfor der tidligst da kan foretages udlæg i fordringen.