Parter:
De Danske Bilimportører
(Advokat Karen Dyekjær-Hansen)
mod
Skatteministeriet Told- og Skattestyrelsen
(Kammeradvokaten v/advokat K. Hagel-Sørensen).

Afsagt af landsdommerne:
Kallehauge, Linde Jensen og Jesper Müller (kst.)

Ved kendelse af 8. marts 2001 har Østre Landsret bestemt, at der skal forelægges spørgsmål for EF-Domstolen om fortolkningen af EF-traktatens artikel 28 med henblik på landsrettens afgørelse af, hvorvidt den danske registreringsafgift på nye biler er i overensstemmelse med denne traktatbestemmelse.

Efter afsigelsen af denne kendelse har landsretten efter for handling med parterne udformet denne forelæggelseskendelse.

1. Sagens omstændigheder.

Sagsøger, De Danske Bilimportører, er en brancheforening for virksomheder i Danmark, der importerer fabriksnye biler med henblik på salg gennem forhandlere.

Den 14. januar 1999 købte sagsøger hos Skandinavisk Motorkompagni et køretøj af mærket Audi A6. Køretøjet var indkøbt til brug for sagsøgers direktør. Den samlede pris for køretøjet inklusive visse leveringsomkostninger m.v. var 498.546 kr., hvoraf sagsøger betalte en registreringsafgift på 297.456 kr.

Da registreringsafgiften ifølge sagsøgers opfattelse var afkrævet med urette, anmodede sagsøger skattemyndighederne om tilbagebetaling heraf, hvilket nægtedes. Herefter anlagde sagsøger den 22. juni 1999 sag mod Skatteministeriet med påstand om, at ministeriet skulle tilpligtes at tilbagebetale registreringsafgiften på 297.456 kr. med tillæg af rente.

Sagsøger har til støtte for sin påstand henvist til flere bestemmelser i EF-traktaten og den fællesskabsretlige lovgivning. Således har sagsøger påberåbt sig EF-traktatens artikel 28, artikel 29, artikel 90 samt 6. momsdirektiv artikel 11a, stk. 2, litra a, og artikel 33. Derudover har sagsøger påberåbt sig bestemmelserne i EF-traktatens artikel 10 og artikel 3, litra g sammenholdt med artikel 81 og forordning 1475/95.

Sagsøger har i overensstemmelse med sin faste praksis solgt køretøjet efter 1 års brug. Salgsprisen var 365.000 kr.

Sagsøger har herefter ændret sine påstande over for Skatteministeriet, således at der nu er nedlagt påstand om, at Skatteministeriet skal tilpligtes at anerkende, at den registreringsafgift, der blev opkrævet i forbindelse med sagsøgers køb af køretøjet, blev opkrævet med urette, og at ministeriet skal betale sagsøger 80.094 kr. med tillæg af renter. Sagsøger har nedlagt en række subsidiære påstande, der støttes på anbringender om overtrædelser af de nævnte andre bestemmelser i EU-retten. Landsretten har imidlertid bestemt, at det alene er fortolkningen af EF-traktatens artikel 28, der ønskes afklaret, hvorfor landsretten ikke i denne forelæggelseskendelse redegør for disse subsidiære påstande og anbringender.

2. Den danske lov om registreringsafgift på motorkøretøjer.

EF-Domstolen har i forbindelse med sin dom af 11. december 1990 i sag C-47/88, Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Kongeriget Danmark, Saml. 1990 I-4509, redegjort for den danske lov om registreringsafgifter på biler, således som den dengang var udformet.

Efter EF-Domstolens dom er loven blevet ændret adskillige gange. Navnlig er reglerne om beskatning af importerede brugte biler ændret med henblik på opfyldelse af EF-Domstolens dom, men for så vidt angår fabriksnye biler gælder fortsat, at beskatningen ved indregistrering beregnes som en procentafgift på grundlag af køretøjets værdi ved salg til endelig bruger. Som i 1990 er der en afgiftsprogression for dyrere biler, idet værdien af køretøjet beskattes med 105% op til en vis tærskel og med 180% af værdien over denne tærskel. Loven, som den var affattet på tidspunktet for sagsøgers import, fremgår af lovbekendtgørelse nr. 222 af 14. april 1999, der vedlægges til orientering.

Tærsklens højde reguleres efter lovens § 4, stk. 11, med 2,0% årligt tillagt eller fratrukket en tilpasningsprocent, der bekendtgøres af finansministeren i overensstemmelse med loven om en satsreguleringsprocent. For 1999 var tærskelsatserne herefter fastsat således, at der skulle betales 105% af 50.800 kr. og 180% af resten.

Loven om registreringsafgift er også ændret på enkelte punkter, som sagsøger har fundet angribelige, herunder om fastlæggelsen af den værdi, der danner grundlag for afgiftsberegningen. Landsretten har imidlertid besluttet alene at indhente EF-Domstolens udtalelse til bedømmelse af art. 28.

Det kan lægges til grund, at der ikke i Danmark er nogen produktion af motorkøretøjer.

Om salg af nye biler, som er indregistreret i Danmark, kan det oplyses, at antallet af nyindregistreringer i de sidste ca. 15 år har været følgende, baseret på oplysninger fra Danmarks

Statistik:

Bestanden af indregistrerede biler har i samme periode været jævnt stigende fra 1.501.000 i 1985 til 1.854.000 i 2000.

Oplysninger om importpriser før afgift fremgår af et bilag (bilag 11, Europe Price Comparison, Model 1-4), som er fremlagt af sagsøger i sagen.

3. Parternes anbringender.

3.1. Sagsøger.

Sagsøgers anbringender i relation til registreringsafgiftens uforenelighed med EF-traktaten og den afledede EF-ret relaterer sig overordnet set til det indre markeds funktion. Sagsøger påberåber sig såvel enkelte elementer i afgiftens struktur og beregning som afgiftens generelle størrelse.

Til støtte for at den opkrævede registreringsafgift er i strid med EF-traktatens artikel 28, har sagsøger navnlig henvist til, at EF-Domstolen i den ovennævnte sag C-47/88 i præmis 12 og 13 har anført, at afgiften er af en sådan størrelse, at de fri varebevægelser indenfor det fælles marked for disse varers vedkommende må bedømmes i lyset af de almindelige regler i traktatens artikel 30 ff, nu artikel 28. Sagsøger gør således gældende, at nævnte præmis i sag C-47/88 viser, at EF-Domstolen finder, at de danske registreringsafgifter kan være omfattet af artikel 28. Sagsøger har på samme måde gjort gældende, at afgiften kan være omfattet af artikel 29, for så vidt som den tillige hindrer eksport af danske biler, men sagsøgerens anbringende herom er ikke omfattet af nærværende forelæggelse.

Sagsøgeren gør ikke gældende, at afgiften i det hele forhindrer import, men finder, at Domstolens udtalelse i nævnte sag ikke er forbeholdt tilfælde, hvor importen absolut hindres, men også kan omfatte tilfælde, hvor afgiften som følge af sin eksorbitante størrelse indebærer, at det ikke er muligt at importere motorkøretøjer her til landet på normale handelsvilkår. Det fremgår således af statistiske oplysninger fremlagt under sagen, at prisen for salg af motorkøretøjer på grund af den ekstremt høje afgift er ekstraordinært konjunkturfølsom, således at en afgift af denne størrelse uundgåeligt vil føre til, at importen af biler viger til fordel for indenlandsk køb af tidligere indregistrerede brugte biler. Sådanne biler er at opfatte som danske varer jf. ovennævnte sag C-47/88 præmis 17 og sag C-228/98 Dounias mod Oikonomikon, dom af 3. februar 2000, præmis 42.

Sagsøgeren har endvidere henvist til, at afgiftens struktur cg opkrævningsform vanskeliggør markedsadgangen, idet den ved beregningsmæssigt at indregne en fast minimum forhandleravance ved førstegangssalg vanskeliggør indtrængning af nye modeller/mærker ved fastfrysning af avancen.

Sagsøgeren finder ikke, at Domstolens præmisser i sag C-267-268/91 Keck og Mithouard, Saml. 1993 I - 6097, har medført, at afgifter, i modsætning til Domstolens tidligere udtalelse, ikke kan være omfattet af artikel 28. Nævnte sag etablerer en anden sondring end sondringen mellem afgifter og andre typer af foranstaltninger.

Efter sagsøgerens opfattelse er artikel 28 særlig relevant for afgiftens generelt importhindrende art, jf. ovennævnte sag C47/88 samt senest sag C-189/95 Franzén, Saml. 1997 I - 5909, mens området for artikel 90 er afgiftens struktur indenfor rammerne af et internt afgiftsystem, jf. C-228/98, Dounias mod Oikonomikon, dom af 3. februar 2000, præmis 39 og 40 og 41.

Som anført ovenfor har sagsøgeren tillige gjort gældende, at indregning af en fast minimum forhandleravance i beregningsgrundlaget indebærer en overtrædelse af artikel 10, jf. artikel 81, jf. Forordning 1475/95 om motorkøretøjer, og i denne forbindelse påberåbt sig en række domme, herunder sag C-2/91 Meng, Saml. 1993 I - 5751, præmis 14 ff og sag C-38/97 Autotrasporti Librandi, Saml. 1998 I - 5955, præmis 44. Også i relation til denne virkning gør sagsøgeren gældende, at den eventuelle anvendelse af de nævnte bestemmelser ikke udelukker en samtidig vurdering af forholdets betydning i relation til artikel 28, jf. den tilsvarende parallelle vurdering i en række af de tidligere sager, herunder sag 229/83 Leclerc mod Au Blé Vert, Saml. 1985, side 1, præmis 13 ff i forhold til præmis 25, sag 231/83 Cullet, Saml. 1985, side 305, præmis 11 ff i forhold til præmis 29, forenede sager C-140/94 mfl. DIP, Saml. 1995 I - 3257, præmis 14 i forhold til præmis 29.

I relation til artikel 30 gør sagsøger gældende, at fiskale hensyn ikke er omfattet af denne bestemmelse.

3.2. Sagsøgte.

Sagsøgte har navnlig gjort gældende, at fiskale afgifter ikke kan være omfattet af traktatens artikel 28, idet spørgsmålet om lovligheden af interne afgifter alene kan bedømmes inden for rammerne af artikel 90. Dette er bekræftet af EF-Domstole i en omfattende domspraksis også efter afsigelsen af den nævnte dom i C-47/88, senest i dom af 3. februar 2000 i sag C-228/98, Dounias, særligt præmis 39.

Det gøres i den forbindelse gældende, at artikel 28 efter domspraksis ikke er egnet til at regulere afgifter, da artikel 28 vedrører "enhver foranstaltning, der direkte eller indirekte, aktuelt eller potentielt hindrer samhandlen mellem medlemsstaterne", jf. sag 8/74, Dassonville, Saml, 1974, side 837. Domstolens praksis siden dommen i sag C-267-268/91, Keck og Mithouard, Saml. 1993 I-6097, understreger, at artikel 28 ikke skal fortolkes udvidende, så forbuddet også omfatter ikke-diskriminerende nationale regler af afgiftsmæssig karakter.

Sagsøgte har henvist til, at Domstolen i sag C-132/88, Kommissionen mod Den Hellenske Republik, Saml. 1990 I-1567, fastslog (præmis 17), at medlemsstaterne på fællesskabsrettens nuværende udviklingstrin for produkter som biler frit kan indføre en afgiftsordning, hvis satsen stiger progressivt efter et objektivt kriterium, og at Domstolen ikke med hjemmel i traktatens artikel 95 (nu 90) kan tage stilling til, om et afgiftsniveau, som medlemsstaterne ud fra socialpolitiske overvejelser måtte indføre for bestemte produkter, er for højt.

Sagsøgte bestrider, at loven som hævdet af sagsøger indregner en fast forhandleravance ved førstegangssalg.

Sagsøgte gør gældende, at det forbehold, som Domstolen tog i sag C-47/88, er begrænset til tilfælde, hvor samhandelen med det pågældende produkt er bragt til ophør eller eventuelt er reduceret til det ubetydelige. Registreringsafgiften på biler er imidlertid ikke prohibitiv, og bilparken i Danmark er på størrelse med, hvad der findes i andre EU- eller OECD-lande. Sagsøgte har også henvist til, at provenuet af registreringsafgiften i en årrække har været meget betydeligt.

Sagsøgte gør endelig gældende, at hvis artikel 28 finder anvendelse på en intern afgift, må det være muligt også at inddrage de hensyn, der er nævnt i traktatens artikel 30 som mulig retfærdiggørelse for afgiften.

4. Landsrettens bemærkninger.

Retten finder, at det navnlig som følge af præmis 13 i sag C47/88 ikke kan afvises, at traktatens artikel 28 kan have betydning for bedømmelsen af interne afgifter, og at fortolkningen kan være afgørende for udfaldet af sagen, hvorfor behandlingen af denne sag udsættes på forelæggelse af nedenstående præjudicielle spørgsmål for EF-domstolen.

T h i   b e s t e m m e s .

De Europæiske Fællesskabers Domstol anmodes om at besvare følgende præjudicielle spørgsmål:

1) Kan en af en medlemsstat opkrævet indirekte afgift (en registreringsafgift), der for nye biler udgør 105% af 52.800 kr. og 180% af resten af den afgiftspligtige værdi, udgøre en foranstaltning med virkning svarende til en kvantitativ indførselsrestriktion og derfor være forbudt efter EF-traktatens artikel 28, jf. herved Domstolens udtalelse i sag C-47/88, Kommissionen mod Danmark, Saml. 1990 I-4509, præmis 13.

2) Hvis spørgsmål 1) besvares bekræftende, kan registreringsafgiften da retfærdiggøres ud fra hensyn, der er nævnt i traktatens artikel 30 eller følger af Domstolens praksis efter artikel 28, jf. sag 120/78, Rewe Zentral, Saml. 1979, side 649.

Sagens forberedelse for Østre Landsret med henblik på domsforhandling fortsættes, så snart EF-domstolens besvarelse foreligger.