Parter:
Justitsministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Lars Apostoli)
mod
A
(Selv)

Afsagt af landsdommerne:
Ejler Bruun, Marianne Lund Larsen (kst.) og Steen Mejer Hansen (kst.).

Under denne sag, der er anlagt den 28. november 2000, har sagsøgeren, Justitsministeriet, nedlagt påstand om stadfæstelse af ministeriets afgørelser af 20. december 1999 og 8. november 2000 om afslag på sagsøgte As anmodning om udlevering af hans tidligere deponerede advokatbeskikkelse i medfør af retsplejelovens § 141, jf. § 121, stk. 3.

Sagsøgte har nedlagt påstand om, at sagsøgeren tilpligtes at udlevere den deponerede advokatbeskikkelse.

Sagsfremstilling:

Pr. 10. august 1995 deponerede sagsøgte, der siden 1973 havde drevet virksomhed som selvstændig advokat, sin beskikkelse.

Ved brev af 8. februar 1998 anmodede sagsøgte om genudlevering af beskikkelsen. Den 6. maj 1998 traf Justitsministeriet herefter sålydende afgørelse:

".......... efter retsplejelovens § 121, stk. 3, kan beskikkelse nægtes, såfremt den pågældende har betydelig forfalden gæld til det offentlige, hvorved forstås gæld i størrelsesorden 50.000 kr. eller derover. Dette gælder ligeledes, når en beskikkelse skal udleveres på ny, jf. herved retsplejelovens § 141.

I forarbejderne til bestemmelsen i retsplejelovens § 121, stk. 3, (Folketingstidende 1991-92, tillæg A, sp. 1755) er det anført, at det er en forudsætning, at gælden vedrører virksomhed i henhold til en tidligere autorisation inden for det konkrete erhverv.

Til brug for sagens behandling har Justitsministeriet fra Told- og Skatteregion Y2-by indhentet en udtalelse, som De ved skrivelse af 23. april 1998 har fået tilsendt i kopi.

Af Told- og Skatteregionens opgørelse fremgår, at Deres samlede gæld til Told og Skat er på 2.870.318 kr., opgjort pr. 19. marts 1998.

Ved skrivelse af 26. april 1998 er De fremkommet med bemærkninger til sagen.

De har blandt andet anført, at en væsentlig del af den af Told- og Skatteregionen oplyste forfaldne gæld til det offentlige hidrører fra Deres tidligere advokatvirksomhed. Endvidere har De vedlagt kopi af en del af Deres korrespondance med henholdsvis Y1-by Kommune og Told- og Skatteregion Y2-by.

Efter en gennemgang af sagen skal Justitsministeriet meddele, at det ansøgte ikke kan imødekommes.

Ved afgørelsen har Justitsministeriet lagt til grund, at De har en væsentlig forfalden gæld til det offentlige, som hidrører fra Deres tidligere advokatvirksomhed.

Det forhold, at Told og Skat har meddelt Dem henstand med betalingen af det skyldige beløb, findes ikke i sig selv at kunne begrunde en udlevering af beskikkelsen."

I tiden herefter udarbejdede sagsøgte et udkast til en afdragsaftale, som blev sendt til Y3-by Kommune og Told- og Skatteregion Y4-by. Udkastet indeholdt blandt andet følgende bestemmelser:

" ........

1.

Fra 1. januar 1999 betaler debitor 80 % af ethvert udbetalt netto lønbeløb, som akkumuleret overstiger kr. 11.400,00 pr. måned.

......."

2.

Med virkning seks måneder fra den dato, pr. hvilken debitor måtte modtage genudlevering af sin i Justitsministeriet deponerede advokatbestalling, forpligter debitor sig til at afvikle gælden med et mindstebeløb på kr. 10.000 pr. måned.

3.

Som led i aftalen forpligter debitor sig til ikke at udøve selvstændig virksomhed implicerende indtjening underkastet B-skattebetaling eller pådragelse af momstilsvar.

.....

5.

Kreditor erklærer intet at have at indvende mod, at den af debitor deponerede advokatbestalling udleveres af Justitsministeriet med henblik på, at debitor kan opnå lønmodtagerbeskæftigelse som advokat .

..... "

Afdragsaftalen blev ikke tiltrådt af Y3-by Kommune og Told- og Skatteregion Y4-by.

Den 31. august 1999 anmodede sagsøgte Justitsministeriet om at genoverveje afgørelsen af 6. maj 1998.

Den 12. september 1999, tilbød sagsøgte Y3-by Kommune at afdrage gælden til det offentlige med 20 procent af nettolønindkomsten, hvilket blev tiltrådt af Y3-by Kommune.

Justitsministeriets afgørelse af 20. december 1999 er sålydende:

"Ved brev af 6. maj 1998 afslog Justitsministeriet at udlevere Deres advokatbeskikkelse, idet ministeriet lagde til grund, at De havde en væsentlig forfalden gæld til det offentlige, som hidrørte fra Deres tidligere advokatvirksomhed, jf. herved retsplejelovens § 141, jf. § 121, stk. 3.

De har ved brev af 31. august 1999 på ny anmodet om, at Deres deponerede advokatbeskikkelse udleveres. Til støtte herfor har De bl.a. anført, at ministeriets afgørelse strider mod den hensigt, som kom til udtryk ved vedtagelsen af § 121, stk. 3, i retsplejeloven, og at der ikke er foretaget en konkret, individuel bedømmelse af Deres ansøgning.

Herefter har De redegjort for stiftelsen af Deres gæld samt de afdrag, der indtil videre er erlagt til nedbringelse af gælden.

Efter retsplejelovens § 121, stk. 3, kan beskikkelse nægtes den, der har betydelig forfalden gæld til det offentlige, hvorved forstås beløb i størrelsesorden 50.000 kr. eller derover. Ifølge retsplejelovens § 141 gælder dette også ved udlevering af en deponeret beskikkelse.

Af Told- og Skatteregion Y4-bys opgørelse af 28. september 1999 fremgår det, at Deres restance kan opgøres til 3.530.320,98 kr. Told- og Skatteregionen samt Y3-by Kommune har anbefalet, at Deres anmodning om udlevering af advokatbeskikkelse ikke imødekommes.

Endelig har De ved brev af 29. november 1999 oplyst, at langt den overvejende del af restancen hidrører fra den periode, hvor De drev advokatvirksomhed. Herudover har De ikke fremsat bemærkninger til Told- og Skatteregionens udtalelse.

Efter en gennemgang af sagen skal Justitsministeriet meddele, at deres deponerede advokatbeskikkelse ikke udleveres, jf. retsplejelovens § 121, stk. 3, jf. § 141.

Begrundelsen for afgørelsen er, at De har en betydelig forfalden gæld til det offentlige, der hidrører fra Deres tidligere advokatvirksomhed.

Af de almindelige bemærkninger til lovforslaget nr. L 81 (FT 1991-92, tillæg A, sp. 1754f), hvorved retsplejelovens § 121, stk. 3, blev indsat, fremgår bl.a. følgende:

"Betingelsen for at nægte at udstede eller tilbagekalde en autorisation m.v. er, at ansøgeren eller indehaveren af autorisationen har en betydelig forfalden gæld til det offentlige, navnlig i form af skatterestancer og manglende momsindbetalinger.

Ved betydelig forfalden gæld forstås skyldige beløb af en vis størrelse.

Ved en ansøgning om autorisation m.v. vil forfalden gæld til det offentlige i størrelsesordenen ca. 50.000 kr., i almindelighed være tilstrækkelig til at nægte ansøgeren autorisation m.v. Der skal endvidere lægges vægt på, om gælden i forhold til det konkrete erhverv kan betragtes som en gæld af betydelig størrelse. Beløbsangivelsen på ca. 50.000 kr. kan derfor alene betragtes som en vejledende norm.

Der er en forudsætning, at gælden vedrører virksomhed i henhold til en tidligere autorisation inden for det konkrete erhverv.

Ved tilbagekaldelse af en autorisation m.v. må der kræves mere graverende forhold end ved nægtelse af en autorisation, før en autorisation, der måske har været udnyttet i en årrække, kan tilbagekaldes under henvisning til, at autorisationsindehaveren er i restance til det offentlige."

Henset til, at De har en forfalden gæld på mere end 3,5 mio.kr. til det offentlige, og at den væsentligste del heraf hidrører fra Deres tidligere advokatvirksomhed, finder ministeriet, at betingelserne for at nægte at udlevere Deres beskikkelse er til stede.

For så vidt angår Deres henvisning til Højesterets dom gengivet i UFR 1998.1664 skal det bemærkes, at der ved denne afgørelse blev taget stilling til, om betingelserne for at frakende retten til at udøve advokatvirksomhed var opfyldt. I den konkrete sag, hvor vedkommendes gæld - opstået efter lovens ikrafttræden - til det offentlige var på mindst 900.000 kr., fandt Højesteret, at betingelserne for frakendelse i medfør af retsplejelovens § 139, stk. 1, 2. pkt., var opfyldt. Det tilføjes, at der ifølge forarbejderne må foreligge mere graverende forhold ved frakendelse end ved nægtelse.

Det samme gælder Østre Landsrets dom gengivet i TfS 1997.505, hvor landsretten fandt, at betingelserne for frakendelse af retten til at udøve advokatvirksomhed på grund af en betydelig forfalden gæld var opfyldt.

Det tilføjes, at De kan forlange, at Justitsministeriet indbringer denne afgørelse for landsretten i den borgerlige retsplejes former, jf. herved retsplejelovens § 121, stk. 4."

Sagsøgte begærede den 26. juli 2000 Justitsministeriets afslag indbragt for landsretten, men ministeriet besluttede i stedet - med sagsøgtes samtykke - at genoptage behandlingen af sagen, idet man var blevet opmærksom på, at ministeriet i sin afgørelse af 20. december 1999 ikke havde forholdt sig til sagsøgtes anbringende om, at han havde truffet foranstaltninger til nedbringelse af gælden. Til brug for ministeriets behandling af sagen blev der indhentet yderligere oplysninger fra told- og skattemyndighederne, og Justitsministeriet traf herefter afgørelsen af 8. november 2000, hvori følgende er anført:

"Ved brev af 6. oktober 2000 har Told- og Skatteregionen i Y3-by Kommune oplyst, at Deres restance til regionen i form af moms, told og afgifter kan opgøres til i alt kr. 636.028,50, hvoraf renter udgør kr. 305.867,00.

Det fremgår endvidere, at De ikke har kontaktet regionen med henblik på at indgå en afdragsordning vedrørende restancen.

Ved brev af 12. oktober 2000 har opkrævningsafdelingen i Y3-by Kommune oplyst, at Deres personlige restance udgør i alt kr. 2.959.267,00, hvoraf kr. 117.079,00 udgør personlig skat for Deres afdøde hustru.

Det fremgår endvidere, at De har tilbudt at afvikle restancen med et beløb svarende til 20 % af nettolønnen hver måned. Denne afdragsordning påbegyndtes den 1. oktober 1999 og er overholdt. Der er indgået betaling i henhold til aftalen med i alt kr. 13.051,00 i perioden fra den 1. oktober 1999 til 12. oktober 2000. Der er for indkomståret 1999 påløbet morarenter med kr. 22.554,94, og for tiden 1. januar 2000 til 12. oktober 2000 kr. 18.984,04.

De har haft lejlighed til at udtale Dem om udtalelserne fra Told- og Skatteregionen og Y3-by Kommune.

Ved brev af 24. oktober 2000 har De meddelt, at udtalelsen fra opkrævningsafdelingen i Y3-by Kommune ikke giver Dem anledning til bemærkninger.

For så vidt angår udtalelsen fra Told- og Skatteregionen har De anført, at De har opfattet den aftale, som De har indgået med Y3-by Kommune, som en aftale, der vedrørte den fulde offentlige gæld. De har i den forbindelse henvist til, at det forslag til en afdragsordning, som De i slutningen af 1998 fremsatte over for kommunen, vedrørte såvel skattegælden som momsgælden.

Efter en fornyet gennemgang af sagen skal Justitsministeriet meddele, at ministeriet fortsat ikke finder, at betingelserne for at udlevere Deres advokatbeskikkelse er opfyldt, jf. retsplejelovens 141, jf. § 121, stk. 3.

Ved afgørelsen har Justitsministeriet lagt vægt på, at De efter ministeriets opfattelse ikke har truffet effektive foranstaltninger til nedbringelse af gælden inden for en vis tidsfrist.

Ifølge den afdragsordning, som De har indgået med Y3-by Kommune, har De betalt kr. 13.051,00 i perioden fra den 1. oktober 1999 til den 12. oktober 2000. Der er imidlertid alene i perioden fra den 1. januar 2000 til den 12. oktober 2000 påløbet morarenter med kr. 18.984,04. De afdrag, som De har erlagt, dækker således ikke de påløbne renter.

Den omstændighed, at afdragsordningen efter Deres opfattelse vedrører den fulde offentlige gæld, kan ikke ændres herved.

Justitsministeriet kan i øvrigt henholde sig til sin afgørelse af 20. december 1999."

Af skrivelse af 29. januar 2001 fra Y3-by Kommune fremgår, at der pr. denne dato forelå følgende restancer for sagsøgte:

Restance pr. d.d. udgør i alt

kr.

2.874.607,13

Restancen udgjorde pr. 1.8.1995 i alt kr. 2.375.455,00 heraf udgjorde morarenter kr. 509.514,00 for årene 1987 - 1994.

For indkomstårene 1995 - 2000 er der påløbet morarenter i alt på kr. 228.734,14.

Alle morarenter er indeholdt i restancen på kr. 2.874.607,13."

Af skrivelse af 6. februar 2001 fra Told- og Skatteregion Y4-by fremgår, at den pr. 28. november 1995 opgjorte momsrestance for sagsøgte kunne specificeres således:

Det fremgår af samme skrivelse, at momsgælden den 6. februar 2001 kunne opgøres til ialt 648.904 kr., hvoraf renter og gebyrer udgjorde 318.743 kr.

Det er oplyst, at sagsøgte i tiden fra den 31. august 1995 har foretaget følgende indbetalinger på gælden:

I skrivelse af 22. august 2001 har Y3-by Kommune oplyst, at sagsøgtes restance pr. denne dato kan specificeres således:

Restancen udgør pr. d.d.

kr.

2.846.165,68

Morarenterne for indkomståret 2000 vedrørende skatten, er indeholdt i årsopgørelsen (vedlagt i kopi).

Morarenterne for indkomståret 2000 vedrørende arbejdsmarkedsbidrag, er medtaget i ovennævnte restance (årsopgørelse vedlagt i kopi).

Renteberegning af kr. 2.806.616,00 udaf ovenstående restance er berostillet hvilket betyder, at der for i år kun er påløbet renter af en lille del af arbejdsmarkedsbidrag for 98 + 99."

Af skrivelse af 10. september 2001 fra Y3-by Kommune fremgår endvidere, at man har anset sagsøgtes restance vedrørende indkomstårene 1991-97 for uerholdelig, hvorfor den maskinelle renteberegning er berostillet. For indkomstårene 1991-94 er der lavet rentestop fra den 1. januar 1995, og for indkomstårene 1995-97 er der lavet rentestop fra den 1. januar 1999. En manuel beregning viser, at der ville være påløbet følgende morarenter, såfremt der ikke var lavet rentestop:

Af sagsøgtes årsopgørelser for årene 1998-2000 fremgår, at der har været følgende lønindkomster:

Af sagsøgtes ægtefælles årsopgørelser for årene 1998-2000 fremgår, at der har været følgende lønindkomster:

Af oplysningssedlerne for 2000 fremgår, at sagsøgtes ægtefælles lønindkomst for dette år bl.a. består af en lønindkomst hos advokat F på 402.600 kr. og hos advokat G på 343.000 kr.

Af lønsedler for sagsøgte fremgår, at denne i 2001 har haft følgende lønindkomst hos advokat F:

Af lønsedler for sagsøgtes ægtefælle fremgår, at denne i 2001 har haft følgende lønindkomst hos advokat F:

Forklaringer:

Der er under sagen afgivet partsforklaring af sagsøgte samt vidneforklaringer af F og G.

Sagsøgte har forklaret, at han i midten af 1970'erne begyndte at drive selvstændig virksomhed som advokat, efter at han i en årrække havde været ansat i et forsikringsselskab. Han drev advokatvirksomheden alene, i perioder dog i kontorfællesskab med andre. Arbejdet bestod primært i at føre civile retssager inden for områderne erstatnings- og forsikringsret. I midten af 1980'erne havde han en halv snes ansatte, en tilfredsstillende omsætning og en god indtjening. I 1989-90 oplevede han en økonomisk nedtur. Ansvaret herfor var hans. Nedturen medførte, at han for indkomståret 1989 fik en restskat på ca. 1,5 mio. kr. Han indgik en aftale med Y1-by Kommune om afvikling af den opståede gæld, og i perioder afviklede han gælden med 50-100.000 kr. månedligt. Gældsafviklingen påvirkede imidlertid hans skattebetalinger for de følgende år. I juni 1995 døde hans kone, som han havde arbejdet sammen med i alle årene. Han mistede herefter "gejsten" og deponerede i august 1995 sin advokatbeskikkelse. Han kontaktede endvidere kreditorerne. Samtidig begyndte han at arbejde som konsulent for G, der havde overtaget hans advokatforretning. Ved advokatvirksomhedens ophør betalte han et afdrag til kreditorerne på 130.000 kr., og fra marts 1996 til eftersommeren 1997 betalte han månedlige afdrag på 15.000 kr. Han ophørte herefter med konsulentvirksomheden og meddelte kreditorerne, at han ikke kunne fortsætte afdragsbetalingen. Med de to største kreditorer blev der indgået aftale om henstand i 1/2 år. I februar 1998 begærede han sin advokatbeskikkelse udleveret, men fik afslag. I 1998 flyttede han fra Y1-by og solgte tillige sit sommerhus. Efter salget betalte han et afdrag på 62.000 kr. til Told og Skat, der havde et udlæg i sommerhuset. I november 1998 blev han gift med B, som han tidligere var flyttet ind hos. Hun er advokatsekretær med kontoruddannelse og et særligt kendskab til EDB. Hun blev fuldtidsansat hos G og skulle i startløn have 37.000 kr. månedligt. På grund af kontorets likviditetsvanskeligheder fik hun ikke løn i starten, men indhentede så dette ved større lønafregninger senere. Fra august 2000 blev hun ansat hos F. Hun udførte et stort arbejde for den høje løn, hun modtog. Hendes løn blev fastsat, så den kunne dække udgifterne til deres hus mv., og han havde oprindelig forventet, at det tillige var grundlag for honorarer til ham selv. Hun blev opsagt i slutningen af maj i år og er fratrådt ved udgangen af august. Hans økonomiske aftaler med både G og F indebar, at disse skulle bære alle omkostninger. Der var en fast norm for fordeling af honorarer, afhængig af hvem der skaffede klienterne. Hans arbejde for F begyndte lige efter nytår 2001. Han havde kontor hjemme og arbejdede mest med kontraktskoncipering og køb og salg af ejendomme. På grund af omkostninger har både G og F mistet penge på samarbejdet med ham. Han vil skønne, at F i 2001 har tabt ca. 1 mio. kr. på samarbejdet. Det er ham selv, der har lavet lønsedlerne til hustruen, og de blev ikke kontrolleret af G eller F. Der var ikke tale om, at nogen del af hans løn blev udbetalt til B.

F har forklaret, at han er advokat og har kendt sagsøgte i mange år. I 1979 ophørte han med at praktisere som advokat, idet han i forvejen levede af en række andre aktiviteter. I august 2000 indgik han i et samarbejde med sagsøgte. Meningen var, at sagsøgte og dennes hustru skulle udføre juridisk arbejde både ved behandling af egne sager og vidnets sager. B blev ansat som advokatsekretær. Han gik ikke så højt op i lønnen til sagsøgte og B, herunder fordelingen af løn mellem disse. Lønudbetalingerne skete blot under den forudsætning, at der samlet set blev udført arbejde, der modsvarede de til ham fakturerede beløb. Prisen skulle være rimelig. Han interesserede sig ikke for, hvem der udførte arbejdet, eller hvem der fik lønnen udbetalt. Han modtog ikke et time/sagsregnskab fra sagsøgte, men alene en oversigt over, hvad der var lavet. Det drejede sig mest om udfærdigelse af lejekontrakter og øvrige opgaver vedrørende fast ejendom. Han mente at kunne spare penge ved at lade sagsøgte og B udføre arbejde for ham, frem for at lade arbejdet udføre af en advokat ude i byen. Hans revisor kontrollerede afregningerne en gang hver 14. dag eller månedligt. Sidste år var underskuddet i advokatforretningen på 400.000 kr. B er nu blevet afskediget, fordi der ikke længere krævedes så stor skrivekapacitet. Han vil derimod gerne beholde sagsøgtes arbejdskraft.

G har forklaret, at han er advokat og havde sagsøgte og B ansat indtil udgangen af 2000. Sagsøgte var i hele perioden fra 1995 juridisk konsulent for ham og var hans eneste juridiske medarbejder. Han og sagsøgte havde hver sit kontor og mødtes en gang ugentligt for at drøfte sager og administrative spørgsmål. De havde en fast norm for fordeling af honorarer. B udførte almindeligt sekretærarbejde, men kun for sagsøgte, da vidnet kun har brug for en receptionist. Han var ikke indblandet i, hvorledes sagsøgte fordelte salærerne mellem sig selv og B. Han har ikke været opmærksom på, at sagsøgtes løn var for nedadgående, mens Bs var for opadgående. Han kontrollerede således ikke lønsedlerne, der blot samlet skulle holde sig indenfor en bestemt ramme. Samarbejdet med sagsøgte har dog ført til, at vidnet har et tilgodehavende hos sagsøgte.

Procedure:

Sagsøgeren har gjort gældende, at der som beskrevet i loven er en betydelig forfalden gæld til det offentlige, hvorved forstås en gæld i størrelsesordenen 50.000 kr. eller derover. Restancerne hidrører næsten fuldt ud fra perioden efter lovens ikrafttræden i december 1991 og bør derfor undergives den almindelige bedømmelse efter loven. Den overvejende del af restancerne hidrører fra sagsøgtes advokatvirksomhed, og de opgjorte restancer er i det væsentlige uden rentetilskrivninger. De samlede skatte- og afgiftsrestancer ville nu udgøre ca. 4,7 millioner kr., hvis der var blevet tilskrevet renter fuldt ud også vedrørende skattekravet.
Sagsøgtes betalingsaftale med Y3-by Kommune er uden betydning, idet der ikke er udsigt til en afvikling af sagsøgtes restancer i henhold til denne aftale. Trods en betydelig betalingsevne, navnlig i de senere år, har sagsøgte ikke vist vilje til at nedbringe restancerne. Sagsøgte har tværtimod lagt myndighederne hindringer i vejen for en effektiv inddrivelse, idet han har ladet den væsentligste del af sin løn udbetale i hustruens navn.

Sagsøgte har gjort gældende, at sagsøger ved udøvelsen af sit skøn skal foretage en konkret, individuel bedømmelse, hvor der ikke blot tages hensyn til gældens størrelse, men alle relevante oplysninger om hans forhold. Det må herved tages i betragtning, at sagsøgers afgørelser indebærer en voldsom begrænsning i hans muligheder for erhvervsudøvelse. Sagsøgers nægtelse af at genudlevere hans advokatbeskikkelse strider i øvrigt mod lovens hensigt, der alene er at nedbringe store restancer og hindre stiftelse af gæld til det offentlige, og han har erklæret sig villig til at fraskrive sig ret til at drive selvstændig virksomhed, således at der ikke opstår risiko for yderligere gæld. Han har efter bedste evne søgt at nedbringe gælden til det offentlige, og vurderingen heraf må ske på grundlag af forholdene i februar 1998, hvor han søgte om genudlevering af beskikkelsen. Han havde på det tidspunkt betalt af på gælden i en periode og havde herefter opnået aftaler med de offentlige kreditorer om en midlertidig pause, idet hans indtjeningsmuligheder ikke levnede mulighed for betalinger, medmindre han igen fik advokatbestalling. I september 1999 blev der indgået aftale om betaling af 20 % af hans nettoindtægt, og han har herefter konsekvent overholdt denne aftale. Ifølge lovens forudsætninger bør der ikke i en sådan situation, hvor der er indgået en aftale om afvikling af gælden med myndighederne, og hvor aftalen overholdes, ske nægtelse af udlevering af en advokatbeskikkelse. Der bør i den forbindelse ikke stilles strengere krav ved genudlevering efter frivillig deponering end ved frakendelse af en bestalling. Gælden er ikke væsentlig forøget, henset til at der er tilskrevet en del renter og i et vist omfang sket nedbringelse af restancer på gæld fra 1989-90. Der er i øvrigt intet odiøst ved lønudbetalingerne til hans hustru.

Rettens bemærkninger:

Det lægges til grund, at sagsøgtes gæld til det offentlige i form af skatte- og momsrestancer i dag andrager mere end 4,5 mio, kr. inklusive renter og gebyrer, og at der ikke er sket væsentlige betalinger til nedbringelse af gælden siden sagsøgers afgørelser af 20. december 1999 og 8. november 2000. Det lægges endvidere til grund, at gælden vedrører skatte- og momsrestancer for perioden 1991-2001, og således hovedsagelig vedrører perioden efter lovens ikrafttræden, og at den i det væsentlige er opstået i forbindelse med sagsøgtes virksomhed som advokat.

Betingelserne for at nægte sagsøgte udlevering af den tidligere deponerede beskikkelse som advokat i medfør af retsplejelovens § 141, jf. § 121, stk. 3, findes herefter at have været opfyldt i forbindelse med sagsøgers afgørelser af 20. december 1999 og 8. november 2000, og det af sagsøgte anførte findes ikke at kunne føre til noget andet resultat. Det bemærkes herved, at den omstændighed, at sagsøgte i perioden 1995-1998 har betalt af på gælden med godt 400.000 kr., ikke findes at kunne føre til andet resultat, når henses til at betalingerne ikke har kunnet forhindre, at gælden fortsat steg.

Landsretten tager herefter sagsøgerens påstand til følge.

T h i   k e n d e s  f o r  r e t

Justitsministeriets afgørelser af 20. december 1999 og 8. november 2000 om afslag på As anmodning om udlevering af den tidligere deponerede advokatbeskikkelse stadfæstes.

A skal inden 14 dage til Justitsministeriet betale 20.000 kr. i sagsomkostninger.