A klager for indkomstårene 1995 og 1996 over, at skatteankenævnet ikke har godkendt fradrag for tab ved ansats underslæb.

Det er oplyst, at klageren siden 1992 har drevet selvstændig erhvervsvirksomhed med økonomisk rådgivning og administration. Virksomhedens omsætning har for de omhandlede år udgjort henholdsvis 179.000 kr. og 146.000 kr. Omkring halvdelen af omsætningen hidrørte fra foreningen B. Klagerens virksomhed fungerede som sekretariat for foreningen og disponerede herunder over betydelige beløb tilhørende foreningen.

Det er endvidere oplyst, at der som led i en aftale mellem klageren og erhvervstræningen i amtet blev placeret en person under revalidering i et praktiklignende forhold i klagerens virksomhed, mod at amtet helt eller delvist afholdt den pågældende revalidends løn. Nu afdøde C blev på denne måde placeret i klagerens virksomhed den 3. april 1995. Erhvervstræningen orienterede klageren om, at C var revalidend efter en blodprop i hjernen, og at han skulle genoptrænes med henblik på at kunne fungere på det almindelige arbejdsmarked. Derimod oplyste erhvervstræningen på grund af tavshedsregler ikke klageren om, at C efter egne oplysninger havde været straffet for moms- og skattesvig. Det kom ved en sag for Vestre Landsret i 1997 frem, at C for årene 1984 – 1993 havde 5 domme for berigelseskriminalitet.

Ved placeringen af C i klagerens virksomhed blev der som vanligt ikke indhentet en straffeattest. Klageren har forklaret, at han fik en del personlige oplysninger om C fra erhvervstræningen, ligesom han selv tog en lang snak med C om dennes tidligere ansættelsesforhold. C oplyste herunder, at han blandt andet havde fungeret som selvstændig revisor i 20 år.

I klagerens virksomhed kom C til at stå for den daglige kontakt til B, og foreningen rettede på et tidspunkt henvendelse til klageren med anmodning om at få C som kontaktperson i relation til bankforbindelser, revisionsfirma m.v.

Klagerens PC'ere var af ældre dato, og C installerede hurtigt sin private PC på virksomhedens kontor, der senere blev udskiftet med en større privat PC med bærbar harddisk. Kontoret kom ved samme lejlighed on-line med banken. On-line systemet blev installeret af banken, der tillige udleverede en række kodeord. C fik kendskab til samtlige kodeord.

Klageren har forklaret, at han gennemgik kontoudtog fra banken, når det var ham selv, der hentede posten. Hvis C åbnede posten, tog han visse kontoudtog med hjem. Klageren gennemgik således ikke samtlige kontoudtog.

Efter ophør af praktikperioden pr. den 31. januar 1996 ønskede C at genoptage sit tidligere virke som revisor. Der blev indgået en samarbejdsaftale mellem C og klageren, således at C personligt tog sig af en række klienters opgaver og herefter fakturerede klageren for timeforbrug m.v. Samarbejdet fandt sted som kontorfællesskab. En del af C’s opgaver bestod fortsat i ved hjælp af on-line systemet at foretage udbetalinger til foreningen B’s kreditorer, efter at disse udbetalinger var blevet skriftligt attesteret og godkendt af foreningens kasserer.

I april 1996 blev klageren kontaktet af foreningens kasserer, der var nervøs for, at regnskabsmaterialet ikke skulle nå frem i tide. C havde således flere gange lovet, at materialet ville blive fremsendt, uden at dette dog var sket. Klageren konfronterede C hermed, og denne bortforklarede forsinkelsen og hævdede at være færdig med regnskabet indenfor fristen. Den 22. april 1996 erklærede C over for klageren, at regnskabsmaterialet nu var sendt til foreningen. Kassereren rykkede imidlertid fortsat klageren for materialet. C mødte først op på kontoret igen den 26. april og gentog, at alt var i orden, og at han næste morgen ville få afklaret eventuelle misforståelser med kassereren. Klageren var dog blevet mistænksom og forsøgte at undersøge, hvor langt regnskabsmaterialet var fremme, men oplysningerne lå på C’s egen bærbare harddisk, som han altid tog med hjem om aftenen under påskud af at skulle arbejde videre.

Efter endnu en række forviklinger, hvor foreningen gentagne gange rykkede for regnskabsmaterialet, og hvor klageren ikke var i stand til at finde C, gennemgik klageren den 3.maj C’s kontor og fandt regnskabsmapperne i en pose i et skab. Klageren tilbragte resten af dagen foran sin egen PC, hvor han undersøgte foreningens kontobevægelser for de sidste måneder. Dette gav klageren mistanke om, at visse beløb var overført fra foreningen på "mystisk" vis. Klageren indlagde herefter nye kodeord på on-line systemet og inddrog diverse nøgler til skuffer m.v. Klageren konfronterede C med tre mystiske overførsler. C forklarede straks, hvad den ene postering vedrørte. Få dage efter bad klageren en tilknyttet revisor om at påse uregelmæssigheder i regnskabet, idet klageren havde visse betænkeligheder. Revisoren fik hertil udleveret regnskabsmaterialet samt nogle hidtil manglende bankudskrifter. Herefter spærrede klageren og revisoren alle eksterne konti samt fuldmagter og kontaktede en advokat. Klageren og revisoren gennembladede regnskabsmaterialet og konstaterede flere uklare punkter.

Den 7. maj lukkede klageren sin firmakonto, idet C havde misbrugt sit Dankort til at hæve større beløb på klagerens konto. Den 8. maj blev der konstateret uregelmæssigheder på foreningens girokonto. Om eftermiddagen ringede klageren til politiet og indgav en foreløbig anmeldelse. Kontorets dørlåse blev endvidere skiftet ud. Den 9. maj mødte C op på kontoret og blev konfronteret med de konstaterede uregelmæssigheder. C aflagde tilståelse og forklarede, at han i perioden fra sommeren 1995 til udgangen af april 1996 ved hjælp af forskellige on-line dispositioner m.v. havde overført adskillige beløb til fordel for en nyetableret spillehal, hvor hans søn var bestyrelsesformand. Den 12. maj blev C bortvist fra kontoret, og der blev indgivet politianmeldelse.

Der foreligger en fortegnelse over de kriminelle forhold, hvoraf det fremgår, at C første gang den 4. maj 1995 overførte midler fra foreningen B’s konto. I alt foretog C ca. 30 overførsler fra klagerens eller foreningens konti. Herudover udstedte han falske garantierklæringer og formåede uden bemyndigelse at få banken til at bortsælge nom. 500.000 kr. værdipapirer fra foreningens depot. Ved nærmere undersøgelse viste det sig endvidere, at foreningens faktiske bogholderi aldrig var bogført. C havde ført et "skyggebogholderi" i et regneark på sin PC, der gav han mulighed for, at de løbende rapporteringer til foreningen kunne afsendes.

Ved dom afsagt den 28. oktober 1996 blev C idømt ubetinget fængsel i 2 år og 6 måneder for underslæb, dokumentfalsk og forsøg herpå, samt dømt til at betale erstatning på 1.178.710 kr. til foreningen B og på 5.279 kr. til klageren. Byretten bemærkede, at der ved strafudmålingen var taget hensyn til, at kontrollen fra klagerens virksomhed måtte antages at have været ringe.

C døde den 12. august 1997. Boet blev udlagt til begravelsesomkostninger.

Klageren udstedte den 25. november 1996 et gældsbrev på 1.170.709 kr. til foreningen B efter afdrag med ca. 8.000 kr. på gælden. Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst har klageren henført tabene til tidspunktet for C’s kriminelle handlinger, således at der for 1995 er fradraget 837.000 kr. og i 1996 339.000 kr. vedrørende medarbejders underslæb.

Skatteankenævnet har ikke godkendt fradrag for de omhandlede beløb vedrørende tab som følge af underslæb, idet forholdet ikke er anset for at vedrøre en for virksomheden normale driftsrisiko. Skatteankenævnet har ved sin afgørelse henset til, at klageren undlod at afkræve C en straffeattest til trods for, at denne blev beskæftiget med administration af økonomiske midler af en væsentlig størrelse, at klageren udleverede kodeord til C, hvilket i realiteten fungerede som en fuldmagt, der gav adgang til at overføre beløb fra forskellige bankkonti, at klageren undlod at gennemgå de kontoudtog, som han modtog fra banken hver 14. dag, at klageren undlod at sikre at regnskabsmaterialet til stadighed befandt sig på kontoret og var tilgængeligt for ham, samt at klageren har undladt at føre løbende kontrol med bogholderiet. Klageren har dermed udvist grov uagtsomhed.

Skatteankenævnet har endvidere anført, at klageren ved at iværksætte kontrolforanstaltninger og føre løbende kontrol af bogholderi og bankkonti kunne have konstateret C’s kriminelle handlinger. Derfor er det konstaterede tab ikke udsprunget af en normal driftsrisiko.

Klageren har over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at der godkendes fradrag som selvangivet, eller at der som minimum indrømmes fradrag for den del af underslæbet, som ikke ville have været opdaget selv ved ekstraordinært gennemført omhyggelig kontrol. Klageren har til støtte herfor anført, at han bestrider at have udvist grov uagtsomhed. Erstatningsansvaret overfor foreningen B er således alene baseret på principalansvar i medfør af Danske Lov 3-19-2. Klageren har videre anført, at der ikke er rejst tiltale eller overvejet efterforskningsskridt overfor ham for at have udvist nogen form for strafferetlig, selvstændig uagtsomhed. Foreningen B har ej heller rejst selvstændigt erstatningskrav imod klageren begrundet i udvist uagtsomhed.

Klageren har ydermere anført, at det følger af Ligningsvejledningens afsnit E.A.2.6, at der er fradrag på tab på underslæb, når tabet kan henføres til uregelmæssigheder fra personalets side, der falder indenfor rammerne af de aktiviteter, som de pågældende virksomhed normalt beskæftiger sig med - en branchemæssig driftsrisiko ved selve dette at drive virksomhed og beskæftige medarbejdere.

Klageren har derudover anført, at det fremgår af litteratur og praksis, jf. Lærebog i Indkomstskat v/Ole Bjørn, Lida Hulgaard m.fl., Djøf, 1989 samt TfS 1987.97 og TfS 1996.297, at der tages afstand fra tanken om anvendelse af grov uagtsomhed som kriterium for afgrænsning af fradragsberettigede tab.

Klageren har videre anført, at der ikke foreligger nogen kutyme for, at der i forbindelse med ansættelse af en potentiel regnskabsmedarbejder indhentes straffeattest. Klageren har yderligere anført, at han som erfaren personalechef gennemførte et professionelt interview med C, uden at dette interview gav anledning til mistænksomhed. Hertil kom mangeårige gode personlige og professionelle relationer til den person i erhvervstræningen, der formidlede placeringen af C, hvilket gav klageren god grund til at anse C for "forhåndsgodkendt" af amtet.

Klageren har desuden anført, at det decideret var en af C’s opgaver at forestå ud- og indbetalinger samt omflytning af beløb mellem diverse konti for foreningen B. For at kunne udføre dette, var det nødvendigt, at C havde de nødvendige kodeord til PC-betalingsmodulet. Det kan således ikke anses for groft uforsvarligt, at han har været i besiddelse heraf.

Klageren har herudover anført, at han indtil flere gange har imødegået skattemyndighedernes påstand om, at han ikke skulle have gennemgået kontoudtog løbende. Klageren har naturligvis gennemgået kontoudtog rutinemæssigt i det omfang disse var tilgængelige for ham. Det har imidlertid under efterforskningen vist sig, at C havde bortskaffet de kompromitterende kontoudtog. Selv en nøje granskning af samtlige kontoudtog ville efter revisionens opfattelse ikke have givet anledning til egentlig mistanke.

Klageren har ligeledes anført, at det ikke kan anses for groft uforsvarligt, at en medarbejder udfører hjemmearbejde på PC og herunder anvender en bærbar harddisk. På den bærbare harddisk befandt sig endvidere oplysninger om C’s egne klienter m.v. Betalingsmodulet var imidlertid installeret på klagerens egen personlige PC, der ikke var tilgængelig for C privat. Klageren bestrider, at foreningens B’s regnskabsmateriale ikke til stadighed var tilgængeligt i kontortiden, samt bestrider at der ikke skulle være ført sædvanlig løbende kontrol med bogholderiet. Han blev således ført bag lyset af falske rapporteringer, bilag m.v. Kun en egentlig kritisk revision med forlods mistanke om uregelmæssigheder ville måske kunne have afsløret misforholdene helt eller delvist.

Klageren har videre anført, at tabet skal periodiseres til de enkelte dokumenterede og erkendte gerningstidspunkter.

Landsskatteretten bemærker, at tab opstået ved ansattes berigelseskriminalitet kan fradrages efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a eller principperne heri i det omfang, tabet er et udslag af en normal driftsrisiko. Kan tabet betegnes som tab på en fordring findes fradragshjemlen i § 4 i den dagældende kursgevinstlov, jf. lovbekendtgørelserne nr. 570 af 23. juni 1994 (for 1995) og nr. 597 af 10. juli 1995 (for 1996).

Landsskatteretten finder efter det oplyste at måtte nære betænkelighed ved at statuere, at klageren ikke har udvist fornøden kontrol med den pågældende medarbejders arbejdsområder. Retten finder på denne baggrund, at der kan godkendes fradrag for det af klageren lidte tab ved en medarbejders underslæb, kursgevinstlovens § 4, jf. principperne i statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, idet tabet må anses for udslag af en for den pågældende virksomhed naturlig driftsrisiko. Den påklagede afgørelse vil derfor være at ændre i overensstemmelse hermed.