Når der skal rettes i en allerede antaget fortoldningsangivelse skelnes der mellem korrektion, regulering og øvrige rettelser.

GB art. 254-259 Korrektion

Korrektioner omfatter udelukkende de tilfælde hvor varemodtageren ikke har kunnet fremlægge tilfredsstillende faktura eller præferencedokumentation i forbindelse med fortoldning af varerne.

Fortoldningsangivelser med manglende værdi- og/eller præferencedokumentation angives som en såkaldt depositumsekspedition med angivelse af beregningsart 700 eller 800 i rubrik 47. Der gives efter anmodning en frist til at fremlægge tilfredsstillende dokumentation.

BKG § 41, stk. 1Tidsfristen for ekspeditioner med manglende værdidokumentation er 1 måned. Fristen kan, efter anmodning, i særlige tilfælde kan forlænges med yderligere 3 måneder. Tidsfristen regnes fra satsdatoen.

BKG § 41, stk. 1 og 2Tidsfristen for ekspeditioner med manglende præferencedokumentation er 1 måned. Fristen kan efter anmodning inden fristens udløb forlænges med yderligere 3 måneder. Tidsfristen regnes fra satsdatoen.

Når dokumentationen foreligger, eller senest når tidsfristen udløber, skal fortoldnignen korrigeres. Hvis virksomheden ikke har foretaget en korrektion inden tidsfristens udløb vil toldsystemet automatisk ændre det betalte depositum til tarifmæssig told.

Korrektionen kan, bortset fra kontingentekspeditioner, inden for tidsfristen foretages via edb uden den regionale told- og skattemyndigheds medvirken. For at få korrektionen medtaget i månedens afregning (importspecifikation) skal den være indsat i importsystemet senest den næstsidste hverdag i måneden, i denne sammenhæng anses den 31. december ikke som en hverdag. Hvis korrektionen afgives på en rettelsesangivelse på papir, se bilag 9, skal denne indgives til SKAT inden tidsfristens udløb.

BKG § 41, stk. 5Kan dokumentationen først fremlægges efter tidsfristen, kan korrektion kun foretages ved indsendelse af rettelsesangivelse eller anden skriftlig ansøgning.

Fremskaffes værdidokumentation for toldpligtige varer efter fristens udløb, kan rettelse undlades, hvis forskellen mellem det beregnede depositum og det korrekte toldbeløb er mindre end 75 kr. pr. fortoldning. For toldfri eller toldfritagne varer kan rettelse undlades, hvis afvigelsen mellem den anvendte og den korrekte værdi er mindre end 1.000 kr. pr. varekode.

BKG § 41, stk. 4Der kan kun opnås præference- eller kontingenttoldbehandling, hvis tolden ikke er genindført den dag, hvor told- og skatteforvaltningen modtager ansøgningen.

TK art 220 og 236 Regulering

I andre tilfælde end korrektioner beskrevet ovenfor, hvor toldværdien er angivet forkert, eller der ved en fejl ikke er anmodet om toldpræference, kan rettelse af fortoldningen ske i form af en regulering, se afsnit A.21.1.

Ansøgning om regulering skal ske skriftligt til told- og skatteforvaltningen hvor fortoldningen har fundet sted, inden 3 år efter varernes angivelse til fri omsætning. Ansøgning kan afgives på rettelsesangivelse, enhedsdokument eller anden skriftlig ansøgning indeholdende de korrekte og/eller manglende oplysninger og vedlagt behørig dokumentation. Ansøgningen skal ske skriftligt, da der kræves en egentlig sagsbehandling af denne.

 

Øvrige rettelser - TK art 78I henhold til TK art 78 kan SKAT foretage en revision af en angivelse efter varerne er frigivet enten som følge af en efterkontrol eller som følge af en anmodning fra virksomheden, typisk i form af en indsendt rettelsesangivelse.

Dette betyder i praksis, at angivelsen rettes som følge af den/de konstaterede fejl men også, at angivelsen som helhed skal revideres eller at der i modsat fald skal gives besked til virksomheden om, at det udelukkende er den anmodede fejl der er taget stilling til.