Østre Landsret dom
af 9. december 1999
3. afd. nr. B-1067-98

Parter:
A
(Advokat Ole Rosdahl)
mod
Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/ advokat Steffen Sværke).

Afsagt af landsdommerne
Ejler Bruun, Jan Uffe Rasmussen og Rønnow Bruun (kst.)

Under denne sag, der er anlagt den 5. december 1997 og admitteret ved landsrettens beslutning af 3. april 1998, har sagsøgeren, A, nedlagt endelig påstand om, at Landsskatterettens kendelse af 9. september 1997 ændres eller ophæves for så vidt angår den af Landsskatteretten trufne afgørelse vedrørende afskrivning på erhvervet edb-udstyr, således at der tillægges ham ret til at opretholde de af ham foretagne afskrivninger.

Sagsøgte, Skatteministeriet, har påstået frifindelse. Subsidiært har sagsøgte påstået sagsøgeren tilpigtet at anerkende, at Amtsligningsrådets afgørelse af 7. januar 1988 er gyldig.

I anledning af sagsøgerens klage vedrørende Amtsligningsrådets afgørelse af 7. januar 1988 afsagde Landsskatteretten den 9. september 1997 kendelse vedrørende sagsøgerens indkomst- og formueansættelser for indkomstårene 1984 og 1985 for så vidt angår reguleringer vedrørende sagsøgerens kontrahering med Selektiv Invest A/S. Af kendelsen fremgår herom:

"Det fremgår af sagen, at klageren den 12. december 1984 har underskrevet en tegningsaftale med H1 A/S om køb af leasingudstyr for 3.155.000 kr., hvoraf 2% eller 63.100 kr. skulle betales ved aftalens indgåelse. Ifølge aftalen skulle der yderligere betales 18% af købesummen med nærmere angivne beløb i perioden fra den 1. april 1985 til den 1. januar 1986. Restbeløbet skulle betales i henhold til bestemmelserne i købekontrakten med sælger.

Det er anført i aftalen, at denne først var bindende for sælger, når købekontrakten var underskrevet, og når aftalen var bekræftet af sælger.

Sælgeren har den 12. december 1984 underskrevet tegningsaftalen med bemærkning om, at købet bekræftes, ligesom der blev kvitteret for indbetalingen af 63.100 kr.

Der blev samtidig hermed indgået en samarbejdsaftale, hvoraf det fremgår, at det købte udstyr skulle udlejes til sælger med ret for denne til videreudlejning.

Det blev endvidere aftalt, at sælgeren skulle yde køberen et lån på 63.100 kr., og provenuet heraf samt leasingydelserne skulle anvendes til modregning af køberens forpligtelser i henhold til tegningsaftalen og låneaftalen samt til køberens forpligtelse til årligt at betale administrationsomkostninger på 2% af købesummen. Eventuelt overskud ville blive udbetalt efter udløbet af leasingkontrakten.

Den 28. december 1984 har parterne indgået en købekontrakt, en leasingkontrakt og en låneaftale.

I købekontrakten er købesummen for dataudstyret specificeret således:

IBM Dataudstyr

50/100 af
1 x 4381/P02 Processor s/n 77-50808
1 x 3278/A02 Console s/n 55-U7468
samt 100 %
1 x 3380/AA4 Direct Access Storage s/n 71-24471
ialt	3.155.000 kr.
22% moms	694.100 kr.
	3.849.100 kr.

Betalingerne er specificerede, og sidste ydelse forfaldt til betaling den 30. december 1987.

Renten af restkøbesummen var variabel, og var på kontrakttidspunktet 8 1/4 % p.a.

Leasingaftalen blev indgået for en minimumsperiode på 36 måneder. Efter udløbet af perioden var sælgeren berettiget til at overtage udstyret for 6% af kontraktsummen. Sælgeren var endvidere berettiget til at opsige leasingaftalen til ophør med udskiftning af udstyret hos sælgerens kunde eller ved misligholdelse af kontrakten mellem sælger og dennes kunde. Sælgeren skulle i så fald tilbyde reinvestering og genudlejning på betingelser svarende tit leasingkontrakten.

Det fremgår af gældsbrevet, at lånet på 63.100 kr. forfalder til betaling den 30. december 1987, gælden kunne dog afvikles tidligere.

Ved faktura af 31. december 1987 har H2 A/S købt det af leasingaftalen omfattede udstyr for 182.040 kr. + moms, svarende til 6% af kontraktsummen på 3.034.000 kr.

Det er endvidere oplyst, at Processor og Console ved aftalens indgåelse var installeret hos S1 A/S, samt at lagerenheden Direct Access Storage var installeret hos A/S S2.

Det hos S1 A/S installerede udstyr blev den 31. december 1986 ombyttet med andet tilsvarende materiel, og det oprindelige udstyr blev samme dato leaset til  S2 A/S.

S1 A/S havde oprindeligt købt udstyret af IBM, men aftalerne blev annulleret, og i stedet blev der i juni 1984 indgået aftale om køb mellem IBM og C1 A/S, der herefter leasede udstyret til S1 A/S.

Det installerede udstyr hos A/S S2 blev den 14. juli 1984 købt af C2 A/S hos IBM.

Ved fakturaer af 3. juli 1984 har C1 A/S og C2 A/S solgt det omhandlede udstyr til H1 A/S

Klageren har ved indkomstopgørelserne foretaget afskrivning på det omhandlede udstyr efter bestemmelserne i afskrivningslovens afsnit 1.

Myndighederne har ændret klagerens indkomstansættelser, idet de af klageren foretagne afskrivninger på leasingudstyr er tilsidesat med den begrundelse, at udstyret ikke kunne anses for omfattet af afskrivningslovens afsnit 1, men at udstyret måtte anses omfattet af dagældende bestemmelser i lov 614 af 19. december 1984, afsnit V A, der angår aktiver der udlejes (leases). Bestemmelserne omfattede aktiver, der indgik som led i en fælles udlejningsvirksomhed. Loven havde virkning for aktiver, hvor skriftlig aftale om erhvervelse ikke var indgået før den 13. december 1984. Myndighederne har henvist til, at klageren underskrev en tegningsaftale den 11. december 1984, hvor han forpligtede sig til at købe leasingudstyr for 3.155.000 kr. Aftalen blev underskrevet af H1 A/S den 12. december 1984, men af aftalen fremgår det, at tegningsaftalen først blev bindende for selskabet, når købekontrakten blev underskrevet. Endvidere vedrørte tegningsaftalen ikke individualiserede aktiver. Myndighederne har derfor fundet, at der ikke ved underskrivelsen af tegningsaftalen var indgået en bindende aftale om køb af det pågældende udstyr, hvorfor udstyret er omfattet af dagældende bestemmelse i afskrivningslovens § 34 A, stk. 3.

Da klageren, jf. samarbejdsaftalen, ikke har haft kontakt til brugerne af udstyret, men H1 A/S har varetaget administrationen i forbindelse med klagerens overtagelse af leasingudstyret, er det myndighedernes opfattelse, at aktiverne indgik i en fælles udlejningsvirksomhed, der blev administreret af H1 A/S.

Myndighederne har endvidere fundet, at klageren ikke har erhvervet en sådan ejendomsret til det pågældende udstyr, at købekontrakten og leasingkontrakten ikke kan tillægges betydning ved opgørelsen af klagerens skattepligtige indkomst og formue.

Klagerens advokat har over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at klagerens indkomstansættelser for indkomstårene 1984 og 1985 nedsættes til det selvangivne beløb for så vidt angår de af klageren foretagne afskrivninger, idet klageren har været berettiget til de af ham foretagne afskrivninger. Det er til støtte herfor bl.a. anført, at der er indgået en bindende aftale om køb af leasingudstyr før den 13. december 1984, idet klageren den 11. december 1984 har underskrevet en tegningsaftale med H1 A/S, og selskabet har den 12. december 1984 ved påtegning accepteret købet. Købekontrakten af 28. december 1984 er et rent efterfølgende forhold, der var nødvendigt til etablering af H1 A/S' ejendomsforbehold i det pågældende udstyr.

Det er endvidere anført, at afskrivningslovens § 34 A, stk. 3, blev indsat i afskrivningsloven ved en lovændring i december 1984. Den pågældende regel omfatter efter sin ordlyd udstyr, der indgår som led i en fælles udlejningsvirksomhed. Det fremgår af bemærkningerne, at fælles udlejningsvirksomhed bl.a. forekommer ved, at en mellemmand formidler eller administrerer udlejningen af aktiverne. Det er advokatens opfattelse, at dette ikke er tilfældet.

Landsskatteretten finder i lighed med de stedlige myndigheder, at klageren allerede fordi udstyret må anses for omfattet af dagældende bestemmelse i afskrivningslovens § 34 A, stk. 3, ikke har kunnet foretage afskrivning på det pågældende udstyr, hvorfor de påklagede forhold stadfæstes."

Om forløbet under Landsskatterettens behandling af sagen er det oplyst blandt andet, at sagsøgerens advokat den 25. april 1991 erklærede sig indforstået med, at sagsbehandlingen blev opdelt, således at behandlingen af spørgsmålet om afskrivninger skete særskilt. Den 12. januar 1993 anmodede Landsskatteretten sagsøgerens daværende advokat om at meddele, hvorvidt sagen ønskedes afgjort på det foreliggende grundlag, eller om der ønskedes retsmøde i sagen. Man anmodede samtidig om en præcisering og begrundelse af påstanden. Den 14. januar 1993 udtrådte den advokat, som havde præsenteret sagsøgeren vedrørende afskrivningerne, af sagen. Landsskatteretten rykkede den 22. marts 1993 sagsøgerens nuværende advokat for svar på rettens brev af 29. januar 1993 og bemærkede, at sagen ville blive forelagt til afgørelse på det foreliggende grundlag, hvis ikke der fremkom svar inden 14 dage. Ifølge Landsskatterettens notat blev sagen den 9. juli 1993 stillet i bero efter, at sagsøgerens nuværende advokat den 27. maj 1993 telefonisk havde oplyst, at sagsøgerens revisor ville undersøge, om en kontorindstilling fra Landsskatteretten kunne tiltrædes. Ligeledes ifølge Landsskatterettens notat blev kopi af sagens materiale fremsendt til advokaten den 19. september 1995 med anmodning om besvarelse af rettens brev af 29. januar 1993, hvorefter advokaten blev rykket den 24. oktober 1995. Foranlediget af en telefonisk forespørgsel fra Landsskatteretten oplyste sagsøgeren den 23. april 1997, at sagen ønskedes afgjort.

Der er afgivet forklaringer af sagsøgeren og advokat 0le Rosdahl.

Sagsøgeren har forklaret blandt andet, at han i årene 1970 -1982 havde en møbelforretning, og at han i den forbindelse drev finansieringsvirksomhed. Herefter begyndte han at investere i fast ejendom. Det var for ham en naturlig ting at investere i edb-udstyr, og investeringen kunne afhængigt af kurs- og renteudviklingen give overskud. På investeringstidspunktet havde han investeringer i blandt andet aktier og udenlandsk valuta. Den 11. december 1984 var han sammen med advokat Ole Rosdahl til møde i H1 A/S, hvor han af B blev informeret om projektet og fik forevist lister indeholdende effekter i forskellige prisniveauer og med forskellige lejere. Han valgte en del edb-udstyr, og hans navn blev markeret på lister ud for de enkelte effekter. De afkrydsede felter svarer til det udstyr, som blev opført på købekontrakten af 28. december 1984. Så vidt han husker, fik han på mødet et omslag indeholdende købekontrakt, gældsbrev m.v. i ikke udfyldt stand. Da han den næste dag indbetalte 63.100 kr., fik han samtidig B til over sin underskrift at indføje, at "købet bekræftes, ligesom der kvitteres for indbetalingen". B gav udtryk for, at den efterfølgende underskrift på købeaftalen blot var en formalitet. De aftalte, at købe- og leasingaftale ville blive udfærdiget, og at han skulle møde op og underskrive disse aftaler den 28. december 1984. Han tænkte ikke på at få udstreget tegningsaftalens bestemmelse om, at denne først var bindende for H1 A/S, når købekontrakten var underskrevet. I 1986 blev en del af udstyret udskiftet, og han godkendte via revisor dette. I marts 1993 instruerede han advokat Rosdahl om, at denne blot skulle afvente, at Landsskatteretten traf afgørelse. Han var ikke senere i forbindelse med Landsskatteretten før i foråret 1997, hvor han på foranledning af advokat Rosdahl kontaktede Landsskatteretten og meddelte, at sagen bare kunne afgøres. Han blev den 11. juli 1994 erklæret konkurs med en gæld på ca. 100 mio. kr. og er nu ansat hos en ejendomsmægler.

Advokat 0le Rosdahl har forklaret blandt andet, at han på mødet den 11. december 1984 så listen med investeringsobjekter. Sagsøgeren og B diskuterede nogle ting, og B noterede ned. Vidnet husker ikke, om der var håndskrevne notater på den liste, han så. Det blev på mødet aftalt, at sagsøgeren skulle indbetale de 63.100 kr. den næste dag. Efter mødet sagde han til sagsøgeren, at denne måtte sørge for, at købet blev bekræftet. Vidnet varetog indtil 1993 alene sagsøgerens interesser vedrørende den skattemæssige behandling af nogle honorarindtægter, som ikke indgår i landsskatterettens kendelse af 9. september 1997. Vidnet mener ikke at have modtaget Landsskatterettens skrivelse af 29. januar 1993, og da han modtog skrivelsen af 22. marts 1993, blev han af sagsøgeren instrueret om, at de blot skulle afvente en afgørelse. Han havde andre sager for sagsøgeren i den følgende tid, men han blev ikke bedt om at rykke Landskatteretten. Vidnet har ikke modtaget materiale fra Landsskatteretten den 19. september 1995, og da han omsider blev kontaktet den 23. april 1997, udtrykte han forundring over, at der endnu ikke var truffet afgørelse.

Sagsøgeren har til støtte for sin påstand om ændring af Landsskatterettens kendelse gjort gældende, at der den 12. december 1984, hvor tillige sælgeren undertegnede såvel tegningsaftalen som samarbejdsaftalen, blev indgået en skriftlig aftale om erhvervelse af det edb-udstyr, som senere blev opregnet i købekontrakten. Udstyret var udvalgt af sagsøgeren på mødet den 11. december 1984. Aftalegrundlaget lå herefter fast, og købekontrakten og leasingkontrakten var alene en opfølgning af det aftalte. Sagsøgeren udøvede en ejers beføjelse over det erhvervede udstyr, men det bestrides ikke, at der i forhold til H1 A/S var tale om fælles udlejningsvirksomhed. Dette forhold er imidlertid efter de tidligere skatteregler, der må finde anvendelse, uden betydning. Virksomheden med udlejning af udstyret havde sammenhæng med den virksomhed, som sagsøgeren i øvrigt drev på daværende tidspunkt, og der var rimelig udsigt til, at virksomheden ville være overskudsgivende blandt andet som følge af en gunstig valutaudvikling.

Til støtte for påstanden om ophævelse af Landsskatterettens kendelse har sagsøgeren gjort gældende, at kendelsen ikke er fremkommet inden for en rimelig frist, hvilket er i strid med artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Det er ikke udelukket at fortolke "borgerlige rettigheder og forpligtelser" som også omfattende skattespørgsmål, og Landsskatteretten må efter sin sammensætning anses for en domstol i konventionens forstand. Sagsøgeren er ikke selv skyld i den lange sagsbehandlingstid, idet han efter den 22. marts 1993 havde grund til at forvente en kendelse, og idet han ikke var forpligtet til at benytte den såkaldte "overspringsregel" i skattestyrelsesloven. Det vil være en urimelig konsekvens, såfremt ophævelse af Landsskatterettens kendelse bevirkede, at Amtsligningsrådets afgørelse skulle stå ved magt, og konsekvensen af en ophævelse bør derfor være, at tillige Amtsligningsrådets afgørelse af 7. januar 1988 bortfalder.

Sagsøgte har til støtte for frifindelsespåstanden gjort gældende, at der ubestridt var tale om udstyr, som indgik i en fælles udlejningsvirksomhed, og at sagsøgeren ikke har godtgjort, at skriftlig aftale om køb af udstyret er indgået før den 13. december 1984, jf. § 3, stk. 4, i lov nr. 614 af 19. december 1984. Ved tegningsaftalen af 12. december 1984 erhvervede sagsøgeren alene uspecificeret leasingudstyr for 3.155.000 kr., og der forelå ikke herved en sådan individualisering, at ejendomsretten til bestemte aktiver var overgået tit sagsøgeren. Det kan ikke betragtes som en skriftlig aftale, at der den 12. december 1984 skete afkrydsning på en liste over mulige investeringsobjekter. Fra sælgerens side var det en klar forudsætning, at der skulle underskrives en købekontrakt vedrørende bestemte genstande, blandt andet fordi sælgeren skulle have et ejendomsforbehold i disse genstande. Dette skete først den 28. december 1984. Sagsøgeren var i øvrigt ikke i skattemæssig henseende ejer af det pågældende edb-udstyr, idet de reelle ejerbeføjelser lå hos sælgeren, ligesom arrangementet alene kom i stand for, at sagsøgeren kunne opnå en skattebesparelse. Investeringen var ikke erhvervsmæssig, idet virksomheden ikke havde naturlig sammenhæng med sagsøgerens øvrige aktiviteter og heller ikke i sig selv var rentabel.

Sagsøgte bestrider, at Landsskatterettens kendelse kan ophæves som følge af den lange sagsbehandlingstid. Selvom forholdet måtte anses for stridende mod artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, kan dette ikke føre til afgørelsens ugyldighed, men muligt et krav på erstatning. Ifølge praksis hos den nu nedlagte menneskerettighedskommission var skattesager ikke omfattet af artikel 6, og det samme er antaget af menneskerettighedsdomstolen i en enkelt afgørelse. Hertil kommer, at Landsskatteretten, blandt andet på grund af sin overvejende skriftlige sagsbehandling, ikke kan anses for en domstol i konventionens forstand. Den lange sagsbehandlingstid skyldes i øvrigt primært sagsøgerens egne forhold, herunder flere begæringer om berostillelse af sagen og manglende reaktioner i tiden efter den 22. marts 1993. Sagsøgeren kunne endelig have benyttet "overspringsreglen" i skattestyrelsesloven, hvis han ønskede en afgørelse i sagen.

Til støtte for den subsidiære påstand har sagsøgte anført, at konsekvenserne af en ophævelse af Landsskatterettens kendelse må være, at Amtsligningsrådets kendelse af 7. januar 1988 står ved magt.

Landsretten skal udtale:

Eftersom sælgerens bekræftelse af købet på tegningsaftalen den 12. december 1984 ikke omfattede nærmere specificerede genstande, findes det ikke godtgjort, at der inden den 13. december 1984 var indgået en skriftlig aftale om erhvervelse af afskrivningsberettigede aktiver. Da sagsøgers virksomhed vedrørende aktiverne ubestridt havde karakter af fælles udlejningsvirksomhed, findes sagsøger at have været uberettiget til at foretage afskrivninger, jf. den ved lov nr. 614 af 19. december 1984 indsatte bestemmelse i afskrivningslovens § 34 A, stk. 3.

Sagsøgtes frifindelsespåstand tages herefter til følge, idet en eventuel overtrædelse af artikel 6, stk. 1, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention ikke kan medføre ophævelse af Landsskatterettens afgørelse.

Thi kendes for ret:

Skatteministeriet frifindes.

A skal inden 14 dage i sagsomkostninger betale 25.000 kr. til Skatteministeriet.