Du kan altid vælge at anvende en regnskabsmæssig opgørelse af lejeindtægter og udgifter i stedet for metoden med bundfradrag. Det vil sige, at du ikke får noget bundfradrag, men i stedet får et skattefradrag for visse udgifter, som du har i forbindelse med udlejningen.  

De udgifter, du kan trække fra i regnskabet, er de forholdsmæssige driftsudgifter til el, gas, varme og vand samt - ved lejebolig og andelsbolig - den forholdsmæssige andel af huslejen (det vil sige den del af huslejen, der reelt svarer til det areal af boligen, lejeren benytter - og set i forhold til længden af den udlejede periode).

For både ejer- og lejebolig gælder, at hvis det udlejede er møbleret, har du også fradrag for eventuelle vedligeholdelsesudgifter og afskrivning på inventaret (dog ikke hårde hvidevarer), som forholdsmæssigt kan henføres til den udlejede periode. Udgifter til vedligeholdelse af selve ejendommen kan du derimod ikke trække fra. 

Ved udlejning af ejerbolig kan du også trække en forholdsmæssig andel af ejendomsskatten fra i din regnskabsmæssige opgørelse. 

Vælger du metoden med regnskabsmæssigt fradrag, skal du lave en opgørelse, der viser lejeindtægter og -udgifter. Du skal kunne vise opgørelsen, hvis SKAT beder om det.

Eksempler på opgørelse

Indtægt ved lejebolig
Hvis du fremlejer værelser i en leje- eller andelslejlighed, kan regnestykket se sådan ud:

Fremlejeindtægt 18.000 kr.
Modtaget for el, varme og vand 3.000 kr.
Indtægter i alt 21.000 kr.
Fradrag for forholdsmæssig andel af husleje -12.000 kr.
Fradrag for forholdsmæssig andel af el, varme og vand -3.000 kr.
Lejeindtægt, der skal selvangives 6.000 kr.

Bemærk, at det samlede fradragsbeløb ikke kan overstige lejeindtægten.

Indtægt ved ejerbolig
Udlejer du værelser i en ejerbolig, kan regnestykket se sådan ud:

Lejeindtægt 18.000 kr.
Modtaget for el, varme og vand 3.000 kr.
Indtægter i alt 21.000 kr.
Fradrag for forholdsmæssig andel af ejendomsskat (grundskyld) -6.000 kr.
Fradrag for forholdsmæssig andel af el, varme og vand -3.000 kr.
Lejeindtægt, der skal selvangives 12.000 kr.

Bemærk, at det samlede fradragsbeløb ikke kan overstige lejeindtægten.

Ejendomsværdiskatten nedsættes forholdsmæssigt - men det skal ikke opgøres i regnskabet. Se afsnittet Ejendomsskatten og ejendomsværdiskatten.