Vestre Landsrets dom af 21. november 2000, 5. afdeling, S-1596-00

Afsagt af landsretsdommerne:
Lilholt, Elisabeth Mejnertz og Jens Lind (kst.)

Parter:
Anklagemyndigheden mod T (advokat C. Meyer Petersen)

Århus Byrets dom af 31. maj 2000, 13. afdeling, S 13.28014/99

Denne sag er behandlet med domsmænd.

Anklageskrift er modtaget den 16. november 1998.

T er tiltalt for overtrædelse af

1.

Skattekontrollovens § 16, stk. 3, ved
for indkomstårene 1992 og 1993 med forsæt til skatteunddragelse inden 4 uger efter modtagelse af meddelelserne om indkomstansættelserne, som var udskrevet henholdsvis den 14. juni 1993 og 13. juni 1994, at have undladt at underrette skattemyndighederne om, at indkomstansættelserne var for lave med henholdsvis 80.000 kr. og 131.080 kr., hvorved det offentlige blev unddraget skatter på i alt 126.941 kr.

2.

Momslovens § 81 stk. 3, jfr,. stk. 1, nr. 1, ved
med forsæt til momsunddragelse i perioden 1. april 1995 - 30. september 1996 til de statslige told- og skattemyndigheder at have indgivet urigtige momsangivelser, hvorved statskassen blev unddraget i alt 137.558 kr. i moms.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om ubetinget frihedsstraf samt påstand om idømmelse af en tillægsbøde i medfør af straffelovens § 50, stk. 2.

Tiltalte har nedlagt påstand principalt om frifindelse og subsidiært om, at tiltalte alene findes skyldig i uagtsom overtrædelse af skattekontrollovens § 16 og momslovens § 81 og talmæssigt alene i mindre omfang end, hvad der fremgår af anklageskriftet.

Der er under sagen afgivet forklaring af tiltalte og vidneforklaring af N.B., P.B. og K.H..

Forklaringerne er gengivet i retsbogen.

Tiltalte er ikke tidligere straffet.

Rettens bemærkninger:

Forhold 1:

Det lægges i overensstemmelse med den af K.H. afgivne vidneforklaring til grund, at tiltalte ikke indgav selvangivelser for indkomstårene 1992 og 1993.

Retten finder, at tiltalte efter modtagelsen af årsopgørelsen for 1992 burde have indsendt oplysning til skattevæsenet om den indtægt på 80.000 kr. han havde haft hos fa. N.N., uanset om indtjeningen var en fratrædelsesgodtgørelse eller et engangskonsulenthonorar. Der lægges vægt på, at der i forhold til tiltaltes øvrige indkomst var tale om et betydeligt beløb, og at det må have været iøjnefaldende for tiltalte, at beløbet ikke var indeholdt i årsopgørelsen. Retten finder herefter at tiltalte har haft forsæt til skatteunddragelse, og tiltalte findes herefter skyldig i den del af tiltalen, der vedrører indkomståret 1992.

Vedrørende indkomståret 1993 bemærkes, at beløbet på 131.080 kr. er blevet indsat på en bankkonto i Tyskland i mindre portioner, der umiddelbart derefter er blevet hævet af tiltalte. Retten finder ikke, at den omstændighed, at der er blevet indsat beløb på en bankkonto, som tiltalte kunne disponere over, indebærer, at de indsatte beløb kan betragtes som indtægt for tiltalte. Herefter, og da det af tiltaltes forklaring fremgår, at de indsatte beløb fortløbende blev anvendt til indkøb af antikviteter for to navngivne personer, uden at tiltalte fik vederlag for sin indsats, findes det ikke bevist, at beløbet på 131.080 kr. udgjorde en indtægt for tiltalte. Tiltalte frifindes herefter for den del af tiltalen, der vedrører indkomståret 1993.

Tiltalte findes herefter skyldig i overtrædelse af skattekontrollovens § 16, stk. 3 vedrørende den del af tiltalen, der vedrører indkomståret 1992, og ved derigennem at have unddraget det offentlige skatter for i hvert fald 30.000 kr.

Forhold 2:

Det lægges til grund, at tiltalte i den i anklageskriftet omhandlede periode var momsregistreret, og at han for hele perioden indgav 0-momsangivelser. Videre lægges til grund at tiltalte i perioden udskrev en række fakturaer indeholdende momsbeløb på i alt 137.558 kr.

Retten må lægge til grund, at tiltalte har fået de fulde fakturerede beløb inklusive den i fakturaerne indeholdte moms udbetalt, idet der ikke på noget tidligere tidspunkt end under forsvarerens procedure under domsforhandlingen er fremkommet oplysninger om, at dette ikke skulle være tilfældet. Under disse omstændigheder, og idet P.T. som vidne har bestridt at skulle have givet tiltalte tilsagn om, at han ville tage sig af momsen, findes det bevist, at tiltalte har haft forsæt til momsunddragelse. Tiltalte findes herefter skyldig i overensstemmelse med tiltalen.

Straffen fastsættes efter skattekontrollovens § 16, stk. 3 og momslovens § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1 til hæfte i 30 dage.

Tiltalte straffes desuden i medfør af straffelovens § 50, stk. 2 med en tillægsbøde på 160.000 kr. med forvandlingsstraf af hæfte i 35 dage.

Thi kendes for ret:

Tiltalte T skal straffes med hæfte i 30 dage.

Tiltalte skal desuden straffes med en tillægsbøde på 160.000 kr. med forvandlingsstraf af hæfte i 35 dage.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger.

---

Vestre Landsrets dom af 21. november 2000, 5. afdeling, S-1596-00

Tiltalte har påstået formildelse, navnlig således at hæftestraffen gøres betinget.

Anklagemyndigheden har påstået skærpelse.

Om tidsforløbet i sagens behandling har anklagemyndigheden oplyst, at forhold 1 kom til Told & Skats kundskab i 1995 i forbindelse med en henvendelse fra firmaet N.N.. For dette forhold blev der den 18. januar 1996 fremsendt et bødeforelæg, men inden dette var vedtaget, kom momsunddragelsen til Told & Skats kundskab. Herefter var der ransagning hos tiltalte i februar 1997, der blev rejst tiltale i maj 1998, og første retsmøde blev afholdt den 15. september 1998. Domsforhandlingen blev udsat på vidneførelse to gange, og de næste retsmøder blev afholdt den 13. august 1999 og den 15. maj 2000. Det lange sagsforløb skyldes ikke tiltaltes forhold.

Om sine personlige forhold har tiltalte forklaret, at han de sidste to år har arbejdet som salgs- og eksportchef. Told & Skat har stillet ham i udsigt, at man vil støtte en begæring fra ham om gældssanering, når denne sag er slut. Han er bange for, han vil miste sit job, hvis han skal afsone hæftestraffen.

Landsrettens begrundelse og resultat:

Straffen er passende udmålt.

Efter forholdenes karakter og størrelsen af de unddragne skatte- og afgiftsbeløb er det i overensstemmelse med retspraksis udgangspunktet, at der som sket fastsættes en ubetinget frihedsstraf samt en tillægsbøde. Efter en vurdering af sagens tidsmæssige forløb er der ikke tale om, at sagen i urimeligt omfang er trukket i langdrag. Det bemærkes herved, at det udelukkende skyldes momsunddragelsen, at der i sagen udmåles en frihedsstraf. Landsretten finder derfor ikke grundlag for at gøre hæftestraffen betinget og stadfæster derfor dommen.

Thi kendes for ret:

Byrettens dom stadfæstes.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.