Dato for udgivelse
08 aug 2001 15:43
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
21. juni 2001
SKM-nummer
SKM2001.312.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
2-2-1819-0928
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
SKAT internt
Emneord
Aktier, anparter, andelsbeviser, salg
Resumé
Ved opgørelse af avance ved salg af anparter i et selskab kunne der ske nedsættelse med et erstatningsbeløb med tillæg af omkostninger, som klageren skulle afholde til selskabet som følge af, at selskabet blev udsat for "selskabstømning".
Reference(r)

TSS-cirkulære 1997-19

A klager for indkomståret 1993 over, at told- og skatteregionen har reguleret avance ved salg af anparter.

Det er oplyst, at klageren ejede samtlige anparter i selskabet B ApS, og at han ved aftale af 17.2.1993 solgte disse anparter til C ApS for en købesum af 8.766.800 kr. svarende til selskabets egenkapital med tillæg af 1.076.800 kr. (80 % af skattetilsvaret i selskabet).

Selskabet blev efterfølgende udsat for en såkaldt "selskabstømning", og selskabets konkursbo udtog efterfølgende stævning mod klageren og banken med krav om erstatning på 1.397.245 med tillæg af forrentning.

Sagen blev hævet, idet klageren anerkendte, at han dels var pligtig overfor sagsøgeren at betale det pågældende beløb, 1.397.245 kr., og ligeledes at han var pligtig at holde banken skadesløs i det omfang, den blev dømt til at betale in solidum med klageren. I forbindelse med, at sagen blev hævet, bestemte retten, at klageren skulle betale 40.000 kr. i sagsomkostninger til sagsøger.

Det er videre oplyst, at klageren på tidspunktet for erstatningssagens afgørelse ikke havde likvider til at betale erstatningsbeløbet.

Der er fremlagt et brev af 29.5.1998 fra advokaten for banken, hvoraf bl.a. fremgår følgende:

"Under henvisning til vort møde den 26. ds. skal jeg hermed opsummere, hvad der blev aftalt.

  1. De giver mig bemyndigelse til på Deres vegne at tage bekræftende til genmæle overfor sagsøgeren i sagen.
  2. De tager samtidigt bekræftende til genmæle overfor banken derhen, at De bærer hele erstatningsbeløbet overfor sagsøger.
  3. Banken låner Dem de nødvendige midler til at opfylde forpligtelser iht. punkt 1, herunder rente og omkostninger.
  4. Lånet er et stående lån, der forfalder til tilbagebetaling 10 år efter udbetalingen, som foregår via advokat til sagsøger.
  5. Lånets rente er 4 % p.a. Renten forfalder samtidigt med renteudbetalingen fra de under 5 nævnte obligationer.

  6. Til sikkerhed for lånet indbetales kr. 200.000,00 til køb af obligationer efter bankens valg (renter modregnes i det under 4 nævnte rentebeløb) samt pant i det krav, De har på tilbagebetaling af for meget betalt avanceskat.
  7. Banken denuncierer til skattevæsenet, at der er stillet sikkerhed i den under 5 nævnte returskat. Ved udbetalingen nedskrives lånebeløbet med provenuet med det samme, uanset ordlyden af punkt 4.
  8. Venligst bekræft på vedlagte genpart, at De tiltræder ovennævnte. Samtidigt bedes De fremsende de nævnte kr. 200.000,00 til ekspedition af obligationsindkøbet."

    Ved en påtegning underskrevet og dateret den 2.6.1998 har klageren anført følgende:

    "Ovenstående er hermed bekræftet i den ånd som det er aftalt."

    Klageren indbetalte herefter 150.000 kr. kontant til banken.

    Told- og skatteregionen har ved beregningen af klagerens avance ved salg af de omhandlede anparter alene foretaget en reduktion af købesummen med 150.000 kr. samt sagsomkostninger 40.000 kr., idet regionen har fundet, at der kun kan indrømmes genoptagelse for den del af erstatningen, som reelt kan betragtes som indbetalt af klageren. Der er videre henvist til, at det er oplyst, at banken kun har ydet klageren lån til indbetaling af det rejste erstatningskrav for at hindre en aktualisering af et evt. erstatningsansvar over for banken. Da det fremgår af sagen, at klageren var insolvent ved betalingen af erstatningen, er regionen af den opfattelse, at erstatningen reelt må anses for indbetalt af banken og ikke af klageren. Dette er dog ikke gældende for den del af lånet, der må betragtes som sikret hos klageren ved det kontante indskud samt eventuelle efterfølgende indbetalinger på lånet. Denne del af lånet må efter regionens opfattelse anses som værende reelt indbetalt af klageren på erstatningskravet.

    Klagerens advokat har nedlagt påstand om, at ansættelsen af særlig indkomst nedsættes til 5.495.924 kr. Han har til støtte herfor bl.a. anført, at det efter retspraksis kan lægges til grund, at klageren og banken ville være blevet dømt til in solidum at betale det konkursramte selskabs skattegæld på 1.392.245 kr. samt omkostninger på 40.000 kr. og videre, at klageren i det indre forhold ville være blevet dømt til at friholde banken for det fulde beløb, da klagerens berigelse oversteg erstatningskravet. Han har gjort gældende, at det er uhjemlet at kræve, at erstatningen reelt kommer fra klageren, og at der ikke kan komme tilbagebetaling, da han var insolvent på betalingstidspunktet. Dette fremgår direkte af historikken i de retsregler, som i to tempi er etableret i forbindelse med det skattemæssige opgør, der er foretaget i forbindelse med det civilretlige opgør af selskabstømmersagerne. Det første skridt bestod i udstedelsen af cirkulære 1997-19. Da cirkulæret var fordøjet af de interesserede, viste der sig at dukke nogle renteproblemer op med højst aparte konsekvenser. Såfremt sælgerne trak sagerne i langdrag, ville der være en smuk skattefri gevinst, idet sælgerne fik 1 % skattefri rente om måneden af den overskydende avanceskat, som ultimativt ville komme til udbetaling. Prisen for denne indtægt var differencen mellem den rente, disse sælgere kunne opnå ved placering af deres midler, og den procesrente, der løb. Dette gjorde det i mange tilfælde umuligt for banken at opnå forligsmæssige løsninger med de involverede sælgere.

    Denne skævhed blev skatteministeren gjort opmærksom på af Enhedslisten og af advokaten, idet advokaten foreslog, at der blev afgivet modregningspåbud, således at erstatningskravet for den manglende selskabsskat blev reduceret med den overskydende avanceskat, der ville blive udløst ved betaling af skatten. Denne henvendelse fulgte advokaten op med en henvendelse til skatteudvalget, da han blev opmærksom på, at ministeren havde fremsat et lovforslag, som skulle tage brodden af den helt klart urimelige lovgivning. Han har videre henvist til, at bemærkningerne til lovforslag L10 Forslag til lov om ændring af forskellige skattelove og lov om arbejdsmarkedsfonde (Rentenedsættelse og indførelse af symmetrisk renteberegning ved ansættelsesændringer m.v.) af 26.3.1998, hvoraf fremgår, at sigtet med lovgivningen var at stille sælgerne, som om modregning var foretaget, og altså som om returskatten blev fratrukket i erstatningskravet, som derefter var den eneste fordring, og altså den eneste fordring, der var rente.

    Det giver umiddelbart sig selv, at en medhæftende skyldner også har glæde af en sådan modregning. Det modsatte ville være en ganske uhjemlet skatteopkrævning. Den omstændighed, at der ikke skete modregning, skyldes eksklusivt skatteprocessuelle og praktiske hensyn. Man har således lovgivningsmæssigt sigtet mod at foretage opgøre som om modregning blev foretaget med renteretsvirkning fra oktober året efter transaktionen. Advokaten har i denne forbindelse understreget, at det i bemærkningerne fremhæves, at et modregningspåbud ville have renteretsvirkning ex tunc. Denne retssætning er kun korrekt, såfremt man anser erstatningskravene og kravene på overskydende avanceskat for konnekse. Dette fører til, at den nedennævnte forudsatte retsstilling for en medhæftende (solidarisk ansvarlig) skyldner også krediteres med modfordringens værdi.

    Det afgørende er således, at den etablerede lovgivning som bærende begrundelse har, at man skal stille parterne, som om modregning blev foretaget året efter at den retsstridige transaktion fandt sted. Heraf følger, at den pågældende overskydende skat principielt også skal komme den medhæftende debitor til gode, som følge heraf er det uhjemlet og urigtigt at indfortolke, at skatten "reelt" skal betales af vedkommende skattesubjekt, hvad der ellers menes hermed. En indfortolkning af et sådant krav medfører, at en afgørende argumentation for loven i bemærkningerne sættes til side. Det følger heraf som logisk konsekvens, at den pågældende ansættelse skal ændres som påstået. Det forekommer irrelevant, at der er sket overdragelse af kravet eller, om der efterfølgende foretages udlæg. Advokaten har endeligt tilføjet, at Statskassen, såfremt ændringerne ikke bliver gennemført, vil blive uberettiget beriget, således at der opkræves en skat uden hjemmel.

    Landsskatteretten skal udtale:

    Klageren har i forbindelse med retssagen dels taget bekræftende til genmæle overfor den fremsatte påstand fra selskabets konkursbo, dels erkendt at skulle friholde banken for eventuelle betalinger i det indbyrdes forhold. Banken hæftede solidarisk for betalingen af erstatningsbeløb og omkostninger til konkursboet efter B ApS.

    Efter det foreliggende finder retten, at det må lægges til grund, at banken indbetalte erstatningsbeløbet, 1.397.245 kr., og sagsøgers omkostninger, 40.000 kr., til konkursboet efter B ApS på vegne klageren, og at banken dermed fik en fordring mod klageren med en hovedstol svarende til summen af disse betalinger. Klageren har efterfølgende indbetalt 150.000 kr. på denne fordring. Retten finder intet grundlag for at antage, at banken allerede samtidig med indbetalingerne til konkursboet efter B ApS opgav fordringen mod klageren.

    Retten finder således, at klageren i medfør af TSS-cirkulære 1997-19 er berettiget til at modregne hele det indbetalte erstatningsbeløb samt omkostninger i den selvangivne avance ved salg af anparterne i B ApS, og den påklagede ansættelse nedsættes til 5.495.924 kr. på dette punkt. Dette er ikke til hinder for, at der i henhold til TSS-cirkulære 1997-19 foretages reguleringer, såfremt banken efterfølgende måtte eftergive fordringen mod klageren helt eller delvist.