Klagen skyldes, at Told- og skatteregionen har fundet, at erstatning i forbindelse med ansættelsesophør, som klageren er blevet tilkendt ved Højesterets dom af 12. maj 1999, er skattepligtig i henhold til ligningslovens § 7 O, stk. 1, nr. 2 (lovbkg. nr. 819 af 3. november 1997), hvorfor kommunen er anset pligtig til at indeholde A-skat og arbejdsmarkedsbidrag i den udbetalte erstatning.
Det fremgår af sagen, at klageren ved Højesterets dom af 12. maj 1999 blev tilkendt en økonomisk kompensation på 200.000 kr. med følgende begrundelse:
"Af de grunde, der er anført af landsretten, tiltræder Højesteret, at Kommunen ved afskedigelsen af A har tilsidesat de forvaltningsretlige krav til høring, aktindsigt og begrundelse, og at kommunen ikke har godtgjort, at den manglende iagttagelse af disse garantier for rigtigheden af kommunens beslutning var uden afgørende betydning for denne.
Højesteret finder imidlertid, at kommunens manglende overholdelse af de nævnte forvaltningsretlige regler ikke bør føre til, at A’s ansættelse ved kommunen fortsat består, men at der alene tilkommer hende en økonomisk kompensation.
Under hensyn til de foreliggende mangler ved behandlingen af afskedigelsessagen – herunder udformningen af afskedigelsesskrivelsen – ansættelsens varighed, lønniveauet, A’s manglende mulighed for at finde anden beskæftigelse og i øvrigt praksis på ansættelsesrettens område fastsættes denne kompensation skønsmæssigt til 200.000 kr."
Det fremgår videre, at klageren ved ansættelsesbrev af 10. januar 1992 blev ansat som ledende sygeplejerske ved den integrerede døgnpleje i kommunen. Ansættelsesbrevet erstattede et tidligere ansættelsesbrev af 15. juni 1989. Klageren blev opsagt ved brev dateret 13. september 1994 med 4 måneders varsel til fratræden 31. januar 1995. Klageren blev samtidig fritstillet i opsigelsesperioden. Klageren havde ifølge overenskomsten krav på løn i 5 måneder. Klageren har fået udbetalt dette beløb og er blevet beskattet af beløbet.
Told- og skatteregionen har, med henvisning til kildeskattelovens § 46, stk. 1 og arbejdsmarkedsfondslovens § 15, stk. 6, pålagt kommunen at indeholde A-skat og arbejdsmarkedsbidrag af den udbetalte godtgørelse, idet denne er anset for omfattet af ligningslovens § 7 O, stk. 1, nr. 2.
Regionen har henvist til, at det fremgår af dommen, at beløbet bl.a. er blevet fastsat under hensyn til lønniveauet samt A’s manglende mulighed for at finde anden beskæftigelse. Det er derfor regionens opfattelse, at beløbet er udbetalt til dækning af et økonomisk tab, der er omfattet af bestemmelsen i ligningslovens § 7 O, stk. 1, nr. 2. Regionen har yderligere henvist til ligningsvejledningen afsnit A.B.1.4.1. og Lsr. 1982.153.
I afgørelsen er det anført, at godtgørelse i anledning af fratræden af stilling skal medregnes til den særlige indkomst, jf. dagældende lov om særlig indkomstskat § 2, nr. 9. Det er i afgørelsen anført, at det fremgår af motiverne til den nævnte lovbestemmelse, at den tilsigtede af gennemføre en rimelig og ensartet beskatning i alle tilfælde, hvor der ved fratræden af stilling bliver udbetalt et beløb, som overstiger den skattepligtiges sædvanlige aflønning.
Ved ophævelse af særlig indkomstskat blev ligningslovens § 7 O indført som afløser for ovennævnte bestemmelse. I lovforslaget hertil L137 94/95, er det anført, at der ikke er tilsigtet nogen ændring af bestemmelsens anvendelsesområde. Vedrørende TfS. 1999.273 har regionen henvist til, at der er skattefrihed for godtgørelse efter ligebehandlingslovens § 14, da godtgørelsen blev udbetalt til dækning af et ikke økonomisk tab.
Klagerens advokat har principalt nedlagt påstand om, at den ved Højesterets dom af 12. maj 1999 tilkendte kompensation er skattefri. Højesteret har tilkendt en kompensation for
"kommunens manglende overholdelse af de forvaltningsretlige regler"
Han har til støtte herfor anført, at kompensationen er et engangsbeløb til dækning af et ikke økonomisk tab og dermed skattefrit jf. statsskattelovens §§ 4 og 5. Det gøres gældende, at beløbet ikke er godtgørelse for fratræden, og således ikke er skattepligtigt efter ligningslovens § 7 O. Højesteret har i sin dom anvendt begrebet "kompensation", og det gøres gældende, at der dermed sondres mellem den kompensation klageren er blevet tildelt og de almindeligt kendte begreber erstatning og godtgørelse.
Højesteret har tilsluttet sig Østre Landsrets præmisser, som anfører, at kompensationen er tildelt under hensyn til at kommunen ikke har overholdt de forvaltningsretlige forskrifter og regler, som dels er fastlagt i forvaltningsloven, dels er ulovbestemte. De i sagen omhandlede overtrædelser er forvaltningslovens § 19, § 21 og §22 jf. § 24. Kommunens henvisning til, at kommunen ikke havde "den fornødne tillid til….som leder af den integrerede ordning" er ubestemt og opfylder ikke de i forvaltningslovens §§ 22 og 24 stillede krav til indholdet af en begrundelse. Det gøres derfor gældende, at et udsagn som dette er identisk med retsstridige krænkelser i erstatningsansvarslovens § 26, og at kompensationen derfor skal ligestilles med en erstatning for tort, der er skattefri.
Advokaten har henvist til, at der ikke foreligger trykt retspraksis om, hvorledes kompensation for manglende overholdelse af de i forvaltningsloven givne forskrifter skal behandles skattemæssigt.
Han har henvist til en afgørelse truffet af en told- og skatteregion og en afgørelse truffet af en anden told- og skatteregion, hvor erstatning for manglende overholdelse af de forvaltningsretlige forskrifter om partshøring, blev anset for skattefri. Han har endvidere henvist til TfS. 1999. 273, hvor Ligningsrådet ved bindende forhåndsbesked vedr. seksuel chikane har fundet, at godtgørelse der tilkendes efter ligebehandlingslovens § 14 betragtes som et engangsbeløb til dækning af ikke-økonomisk tab og derfor som skattefrit.
Han har yderligere henvist til afgørelse fra en skatteforvaltning, hvor forvaltningen havde fundet, at en økonomisk kompensation for manglende overholdelse af forvaltningsretlige regler blev anset som skattefri i henhold til statsskattelovens § 5.
I nærværende sag har kommunen, der var ansættelseskommune for klageren, krænket hendes rettigheder ved ikke at overholde de forvaltningsretlige forskrifter som skulle sikre hende en forvaltningsretlig rigtig behandling i forbindelse med afskedigelsen.
Godtgørelse for manglende oprettelse af ansættelsesbeviser anses efter praksis for ikke at være skattepligtig. Denne godtgørelse er skattefri, uanset om godtgørelsen udbetales i forbindelse med fratræden eller ej.
Det der udløser kompensationen i klagerens sag, er ikke selve afskedigelsen, men kommunens manglende overholdelse af de forvaltningsretlige forskrifter.
Klagerens advokat har subsidiært nedlagt påstand om, at et beløb svarende til 65.224,08 kr. skal beskattes efter ligningslovens § 7 O, stk. 1, nr. 2 jf. stk. 3, mens det resterende beløb på 134.775,92 kr. er skattefrit som kompensation for et ikke økonomisk tab jf. statsskattelovens §§ 4 og 5.
Han har til støtte herfor anført, at klageren i henhold til funktionærlovens § 2 b ville, for en opsigelse, der ikke var rimeligt begrundet i virksomhedens forhold, være berettiget til en godtgørelse. Denne godtgørelse ville ifølge § 2 b skulle fastsættes under hensyn til funktionærens ansættelsestid og sagens øvrige omstændigheder, men ikke overstige funktionærens løn for en periode svarende til halvdelen af det opsigelsesvarsel, der tilkommer den pågældende i henhold til § 2, stk. 2 og 3. Såfremt funktionæren ved opsigelsen er fyldt 30 år, kan godtgørelsen dog udgøre indtil 3 måneders løn.
Klageren havde et opsigelsesvarsel på 4 måneder, og ville i henhold til sidste led i funktionærlovens § 2 b, stk. 1, maksimalt være berettiget til en godtgørelse svarende til 3 måneders løn, hvilket svarer til 65.224,08 kr.
Landsskatterettens bemærkninger:
Godtgørelse, der udbetales i forbindelse med fratræden af stilling, medregnes efter reglerne i ligningslovens § 7 O. Denne bestemmelse afløser bestemmelsen i lov om særlig indkomstskat § 2, nr. 16. Af forarbejderne til denne bestemmelse fremgår, at engangsudbetalinger til en funktionær i forbindelse med fratræden af stilling oprindelig enten var almindelig indkomstskattepligtig som tillæg til lønnen eller var skattefri som erstatning for tab af stilling. Ved indførelse af reglerne om beskatning af fratrædelsesgodtgørelse var det tilsigtet at gennemføre en ensartet beskatning i alle tilfælde, hvor der ved fratræden blev udbetalt et beløb ud over den sædvanlige aflønning. Bestemmelsen omfatter således såvel tillæg til lønnen som erstatning for tab af stilling.
Landsskatteretten bemærker, at klageren ifølge Højesterets dom er blevet tilkendt en kompensation med den begrundelse, at de forvaltningsretlige krav til høring, aktindsigt mv. ikke har været overholdt. Klageren er efter funktionærlovens regler berettiget til en godtgørelse udover indtægtstabet. En sådan godtgørelse er som udgangspunkt skattepligtig efter ligningslovens § 7 O. Den del af kompensationen, der ligger udover godtgørelse efter funktionærlovens regler, må anses som kompensation for retsstridige fejl, der må sidestilles med tort, der efter praksis er skattefri efter statsskattelovens §§ 4 og 5. Landsskatteretten kan derfor tiltræde advokatens subsidiære påstand, hvorefter 134.775,92 kr. må anses som skattefri kompensation for et ikke økonomisk tab, mens et beløb svarende til 65.224,08 kr. er skattepligtig efter ligningslovens § 7 O.