Østre Landsrets dom
af 18. november 1999
15. afdeling, B-0061-98

Parter:1) F1
som mandatar for
A,
2) F2
som mandatar for
B
(1) og 2) advokat Nikolaj Bjørnholm)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat H.C. Vinten)






Afsagt af dommerne:

Birte Lynæs, V. Rønne og Rosenløv (kst.)

Denne sag drejer sig om, hvorvidt sagsøgerne A og B er berettiget til at få genoptaget deres skatteansættelser for indkomstårene 1990 og 1991, efter at Højesteret ved dom af 30. august 1996 havde underkendt myndighedernes praksis med hensyn til beskatning af rejsegodtgørelser.

Parternes påstande

Sagsøgerne har under sagen, der er anlagt den 7. januar 1998, nedlagt følgende påstande:

1. Sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at sagsøger, A, for indkomståret 1990 og 1991 har krav på genoptagelse af sin skatteansættelse med henblik på fastsættelse af fradrag for ophold og fortæring på 14.019,00 kr. i 1990 og 43.307,00 kr. i 1991.

2. Sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at sagsøger, B, for indkomståret 1990 og 1991 har krav på genoptagelse af sin skatteansættelse med henblik på fastsættelse af fradrag for ophold og fortæring på 35.032,00 kr. i 1990 og 7.192,00 kr. i 1991.

Sagsøgte har nedlagt påstand om frifindelse.

Parterne har oplyst, at der er enighed om den beløbsmæssige opgørelse af de påståede krav. Det er oplyst under sagen, at Skatteministeriet den 12. august 1998 har givet tilsagn om genoptagelse af skatteansættelser for indkomstårene 1990 og 1991, såfremt sagsøgeren får medhold under nærværende retssag. Tilsagnet omfatter sådanne andre medlemmer af F2 og F1, der i tilsvarende tilfælde er blevet nægtet genoptagelse.

Sagen angår

Baggrunden for sagen er følgende:

I et notat af 5/4 1990 fra Told- og Skattestyrelsen oplyste Styrelsen, at man havde nedsat "projektgruppen Storebælt". Det hedder i notatet bl.a.:

"Projektgruppen Storebælt.

I gruppen er der repræsentanter fra Told- og Skattestyrelsen, amtsskatteinspektorater og kommuner i broområdet samt Direktoratet for K-bys Skatte- og Registerforvaltning.

Gruppen er etableret med henblik på overvågning af de skattemæssige og kontrolmæssige problemer, der opstår ved opførelsen af Storebæltsbroen. Gruppens formål er stikprøvemæssigt at følge pengestrømmene fra A/S Storebæltsforbindelsen til de endelige skattepligtige.

Entreprenører har i forbindelse med oprettelsen af de første konkrete arbejdspladser fået vejledning om en række spørgsmål vedrørende lønmodtagere. Lignende vejledning er på Told- og Skattestyrelsens foranledning givet til fagforbund. Det har blandt andet haft interesse for spørgerne at få afklaret, hvad der kan ydes til lønmodtagerne som skattefri ydelser.

Det skal bemærkes, at der ikke er fastsat særlige bestemmelser for lønmodtagere beskæftiget ved Storebæltsbroen. Lønmodtagerne er omfattet af gældende regler og praksis.

...""

I brev af 3. januar 1990 meddelte N-by Kommune en arbejdsgiver på Storebæltsprojektet følgende:

"...

Til Deres timelønnet personale typisk jord- og betonarbejdere, murere og tømrere kan der udbetales skattefri kilometergodtgørelse for kørsel hjem - arbejde. Dette kan ske, idet de pågældendes arbejde anses for at være af en sådan karakter, at det medfører skiftende arbejdspladser.

Derimod kan der ikke udbetales skattefri rejsegodtgørelse til de pågældende, idet de ikke anses for at være på rejse, medens de arbejder på byggepladsen med opførelse af Storebæltsbroen m.v. Dette skyldes, at man anser byggepladsen for at have en sådan varighed, at den må anses for at være et fast arbejdssted.

..."

F1, F2 og øvrige lønmodtagerorganisationer under det såkaldte BAT-kartel (Bygge-Anlæg- og Transport) gjorde ved advokat A2s henvendelse af 3. april 1992 til Told- og Skattestyrelsen indsigelse mod, at ligningsmyndighederne betragtede "Storebælts-projektet" som en "permanent" arbejdsplads med den konsekvens, at udbetaling af skattefri ydelser i medfør af ligningslovens § 9, stk. 5, til medarbejdere beskæftiget ved Storebælts-projektet, ikke blev anerkendt. Det fremgik af henvendelsen, at mellem 4000 og 7000 medarbejdere var omfattet af problemstillingen, at fortolkningsspørgsmålet verserede for Landsskatteretten, og at forbundene opfordrede til, at der hurtigst muligt blev afholdt et møde om spørgsmålet.

Den 11. september 1992 blev der afholdt et møde mellem de ovennævnte lønmodtagerorganisationer og Told- og Skattestyrelsen.

Ved brev af 6. november 1992 redegjorde Told- og Skattestyrelsen for styrelsens overvejelser vedrørende afgrænsningen af begrebet "fast arbejdssted" i relation til reglerne om skattefri rejse- og befordringsgodtgørelse, bl.a. således:

"Told- og Skattestyrelsen mener, at afgrænsningen skal ske efter følgende retningslinier:

1.
Medarbejdere, der ansættes direkte til arbejde på et bygge- og anlægsprojekt, er ikke på rejse for arbejdsgiveren og er derfor ikke omfattet af ligningslovens § 9, stk. 5. Dette gælder f.eks. de, der er ansat af ESG med henblik på at gennemføre en arbejdsopgave på Storebælt, hvorefter ansættelsesforholdet ophører.
2.
Udførelse af en arbejdsopgave på et bygge- og anlægsarbejde må anses for arbejde på et fast arbejdssted, når arbejdet udføres i det samme område i en periode af 12 mdr.
2.1
Det betyder, at der kan udbetales skattefri godtgørelse/ indrømmes fradrag såfremt det ved den ansattes påbegyndelse af arbejdsopgaven vides/forventes, at denne vil vare mindre end 12 mdr.
Der kan f.eks. være tale om en opgave, der forventes at tage 8 mdr. Sker der forsinkelser i projektet, så de 8 mdr. overskrides, kan der maksimalt udbetales for en periode på op til 12 mdr.
2.2
Det betyder, at der ikke kan udbetales skattefri godtgørelse, såfremt det ved den ansattes påbegyndelse af arbejdsopgaven vides at opgaven vil strække sig over 12 mdr.

..."

Den 9. november 1992 fremsatte advokat A2 bemærkninger til Told- og Skattestyrelsens forslag til afgrænsning af begrebet "fast arbejdssted". Det anførtes, at det ikke kunne tiltrædes,

"at spørgsmålet om adgangen til skattefri ydelser/korresponderende fradrag skal være afhængig af et skøn udøvet af arbejdsgiveren på tidspunktet for ansættelsen; et skøn gående ud på, om den ansatte må forvente at arbejde mere eller mindre end 12 måneder på Storebæltsprojektet.

Afgørende må være, at den pågældende medarbejder er på "rejse" i ligningslovens § 9, stk. 5's forstand, herunder at medarbejderen arbejder under udstationeringsvilkår på en midlertidig arbejdsplads.

...

Det er mine klienters opfattelse, at alle medarbejdere udstationeret til udførelse af arbejde på Storebæltsprojektet, der i sagens natur er midlertidig, er berettiget til at oppebære skattefri ydelser.

...

Det skal dernæst præciseres, at mine klienters medlemmer selvsagt forventer, at skatteansættelserne for indkomstårene 1987 og frem genoptages. Det er jo oplagt, at den fortolkning, som hidtil har været gældende konkret for Storebæltsprojektet, er forkert.

...

Afslutningsvis tillader jeg mig at gå ud fra, at der mellem parterne er enighed om, at eventuelle forældelsesfrister i tilknytning til indkomståret 1987 suspenderes, så længe sagen er under administrativ behandling i Told- og Skattestyrelsen.

..."

Den 19. marts 1993 rykkede advokat A2 for en endelig afklaring af de skattemæssige afgrænsningsspørgsmål i tilknytning til Storebæltsprojektet.

Den 27. juni 1995 tilsidesatte Vestre Landsret Landsskatterettens afgørelse af 28. januar 1993 og gav en skatteyder, der havde været ansat som specialarbejder på Storebæltsprojektet, ligningsmæssige fradrag for ophold- og fortæringsudgifter. Højesteret stadfæstede afgørelsen den 30. august 1996.

Efter det oplyste var der ikke i sagen for Vestre Landsret indgået aftale om, at sagens udfald skulle have virkning for andre end sagens parter.

Ved TSS-cirkulære nr. 1996-26 af 12/11 1996 meddelte Told- og Skattestyrelsen, at der som følge af Højesterets dom af 30. august 1996 kunne ske genoptagelse af skatteansættelserne ved den kommunale skattemyndighed vedrørende indkomstårene 1992, 1993, 1994 og 1995.

Ansøgning om genoptagelse af skatteansættelserne skulle indgives til skattemyndighederne inden udgangen af 1997.

Særligt vedrørende A:

Ved brev af 14. maj 1991 rejste A spørgsmål om, hvorvidt han var berettiget til fradrag i anledning af sin ansættelse i F4.

Den 26. juli 1991 besvarede H-by Kommune henvendelsen således:

"Udbetalte godtgørelser, der ikke er skattefri, skal medregnes i indkomsten, og der kan ikke gives fradrag for beløbet, idet lønmodtageren sædvanligvis vil være beskæftiget i så lang en periode, at der ikke kan udbetales skattefri godtgørelse, hvorfor der heller ikke kan gives fradrag.

...

Deres selvangivelse er i øvrigt ikke realitetsbehandlet.

..."

På baggrund af en personlig henvendelse til kommunen med anmodning om genoptagelse af skatteansættelsen for 1990 henviste H-by Kommune ved brev af 13. april 1994 A til at indsende sin anmodning til H-by Told- og Skatteregion.

Den 3. juli 1996 anmodede A på ny kommunens skatteforvaltning om at få genoptaget behandlingen af selvangivelserne for årene 1990 og 1991.

Henvendelsen blev den 12. juli 1996 besvaret således af H-by Kommune:

"...

Deres anmodning om genoptagelse af selvangivelsen for 1990 og 1991 kan ikke imødekommes.

Genoptagelse finder sted efter reglerne i Skattestyrelseslovens § 4, dvs. for de 3 indkomstår, der ligger forud for anmodningen.

Denne afgørelse kan inden 1 måned fra dags dato påklages til:

H-by Told- og Skatteregion

..."

Den 14. juli 1996 indbragte A afgørelsen for H-by Told- og Skatteregion, der den 10. december 1996 afslog ansøgningen under henvisning til cirkulæret.

Som svar på As klage over Told- og Skatteregionens afgørelse meddelte Told- og Skattestyrelsen den 18. januar 1997, at der ikke kunne gives tilladelse til genoptagelse af skatteansættelserne for 1990 og 1991. Afgørelsen blev efter fornyet henvendelse fastholdt den 18. september 1997.

Særligt vedrørende B:

B henvendte sig den 29. juni 1994 personligt til X-by Kommunes skatteforvaltning og afleverede sine lønsedler for 1990 og 1991. Kommunen foretog den 22. januar 1997 en serviceberegning af mulige fradrag for B i forbindelse med hans arbejde ved Storebæltsforbindelsen.

Den 26. februar 1997 afslog K-bys Skatteforvaltning en anmodning fra B af 22. januar 1997 om genoptagelse af skatteansættelser for indkomstårene 1990 og 1991.

På vegne B indbragte F2 den 7. marts 1997 K-bys Skatteforvaltnings afslag for Told- og Skattestyrelsen, der den 15. august 1997 stadfæstede afslaget.

Forklaringer

Der er for landsretten afgivet forklaring af sagsøgerne.

A har forklaret, at han, der er uddannet smed, var tilknyttet Storebæltsbyggeriet i 11 måneder og 20 dage. Han ophørte med arbejdet på grund af en arbejdsskade. Muligheden for skattefradrag for ophold og fortæring var det store samtaleemne på byggepladsen. Han havde personlige problemer i forbindelse med skilsmisse og deraf følgende sociale vanskeligheder i tiden fra 1994 til 1996. Det var baggrunden for, at han ikke fik reageret på kommunens brev af 13. april 1994. Han har henvendt sig til kommunekontoret 2-3 gange om skattefradrag for arbejdet på Storebæltsforbindelsen, og kommunen har da oplyst, at man afventede først Landsskatterettens - og senere domstolenes - afgørelser i en tilsvarende sag.

B har forklaret, at han, der er uddannet maskinarbejder, sammenlagt arbejdede i ca. 6 måneder på Storebæltsforbindelsen fordelt på 2 perioder i 1990 og 1991. Han er ordblind og tog derfor selv ind til skatteforvaltningen 1-2 gange for at spørge om muligheden for fradrag for ophold og fortæring m.v. Første henvendelse fandt sted i forbindelse med indgivelsen af selvangivelsen for 1990.

Den 29. juni 1994 var han taget til X-by Kommunes skatteforvaltning, for han havde læst en artikel om en kranfører på Storebæltsforbindelsen, der havde fået godkendt fradrag for skiftende arbejdssteder. Da han afleverede sine lønsedler for 1990 og 1991 til en medarbejder i skatteforvaltningen, sagde man der, at nu var sagen i gode hænder.

Parternes argumenter

Sagsøgerne har til støtte for de nedlagte påstande principalt gjort gældende, at omstændighederne ved behandlingen af sagsøgernes sag gør, at forholdene i særlig grad taler for genoptagelse, jf. skattestyrelseslovens § 4, stk. 2. Det var højst usædvanligt, at myndighederne - i modsætning til den almindelige efterfølgende ligningsproces - aktivt ved Storebæltsbyggeriets begyndelse ved skriftlige pålæg forhindrede arbejdsgiverne i at udbetale skattefri godtgørelser. En sådan usædvanlig adfærd er i første række ansvarspådragende, når myndighedernes fortolkning senere bliver underkendt, og er i anden række en usædvanlig adfærd af en sådan beskaffenhed, at Højesterets underkendelse er tilstrækkelig til genoptagelse, idet "forholdene i særlig grad taler herfor".

Manglende adgang til ekstraordinær genoptagelse fører til en materielt utilfredsstillende ansættelse, hvilket efter forarbejderne til bestemmelsen i skattestyrelsesloven isoleret set er et tilstrækkeligt kriterium. Herved bør det tages i betragtning, at sagsøgernes egne forhold taler herfor, derved at det for sagsøgerne ikke er helt ubetydelige beløb, der ønskes tilbagebetalt, at begge sagsøgere rettede henvendelse til deres respektive kommuner i 1991 og senere i 1994 (alt inden 3-årsfristen) for at forhøre sig om muligheden for genoptagelse, hvis prøvesagen faldt ud til skatteydernes fordel, at det efter forklaringerne kan lægges til grund, at kommunen har bibragt sagsøgerne (i hvert fald B, sagsøger 2) det indtryk, at genoptagelse kunne ske til sin tid, når prøvesagen var afgjort.

Det bemærkes herved, at kommunen ikke havde kompetence til at give genoptagelsestilsagn og dermed handlede ansvarspådragende. Kommunen burde havde vejledt behørigt om, at der krævedes påklage til skatteankenævn eller skriftlig anmodning om genoptagelse til regionen, at H-by Kommunes brev af 26. juli 1991 - uanset der ikke var tale om en realitetsbehandling af selvangivelsen for 1990 - over for A måtte anses som en afgørelse, og at kommunen ikke havde vejledt skatteyderen om mulighederne for at klage over afgørelsen.

Sagsøgerne har endvidere anført, at anvendelse af datoen for første underkendende dom som grundlag for beregningen af 3 års fristen fører til tilfældige og dermed stødende resultater. Også de lange berammelsestider ved domstolene har haft betydning for den sene, endelige afgørelse af spørgsmålet.

Lovgiver har indset det urimelige i at afskære genoptagelse på dette grundlag og har derfor efterfølgende ændret skattestyrelsesloven således, at fristen regnes fra og med det indkomstår, der har været til prøvelse i den første sag, der resulterede i underkendelse af praksis.

Skønnet over, hvorvidt omstændighederne i særlig grad taler derfor, kan efterprøves fuldt ud af domstolene.

I relation til sagsøgtes anbringende om forældelse bestrider sagsøgerne, at forældelse er indtrådt. Det gøres gældende, at skattestyrelseslovens § 4, stk. 4, har forrang for 1908-lovens forældelsesregler, at sagsøgerne måtte udtømme den administrative rekurs (efterår 1997), førend sagsanlæg kunne ske (januar 1998), i hvilken forbindelse det bemærkes, at der ved et sagsanlæg før udtømning af administrativ rekurs ville resultere i afvisning, at sagsøgerne frem til 1995 var i utilregnelig uvidenhed om deres krav, jf. forældelseslovens § 3, og at sagsøgerne på baggrund af skriftvekslingen med Told- og Skattestyrelsen havde en berettiget forventning om, at sagsøgte ikke ville gøre gældende, at forældelse var indtrådt.

Til støtte for påstanden gøres det subsidiært gældende, at det vil stride mod såvel Grundlovens § 43, almindelige retsgrundsætninger, Den europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) art. 6 som art. 1 i Tillægsprotokol 1, at afskære sagsøgerne fra genoptagelse. Dette gælder navnlig, idet sagsøgerne efter Højesteretsdommen ubestrideligt ville have haft fradrag, såfremt myndighederne ved skatteansættelsen for 1990 og 1991 havde anlagt en lovmedholdelig fortolkning af reglerne.

Forældelsesreglerne umuliggør prøvelse ved domstolene, da kravene forældes, uanset at skatteyderen er i utilregnelig uvidenhed om sit krav. Et sådant forhold strider mod art. 6 i den nævnte konvention.

I art. 1 i Tillægsprotokollens forstand er sagsøgerne blevet berøvet ejendomsretten, hvilket må sidestilles med ekspropriation. Dette er sket uden lovhjemmel og er ikke hjemlet i folkerettens almindelige principper. Henvisningen til art. 1 om lovligheden til skatteopkrævning i stk. 2 forudsætter, at opkrævningen er sket på lovligt grundlag. Det har ifølge Højesteretsdommen ikke været tilfældet.

Sagsøgte har til støtte for påstanden om frifindelse gjort gældende, at der efter ordlyden af og bemærkningerne til skattestyrelseslovens § 4, stk. 2, ikke kan ske genoptagelse. Sagsøgte har herved henvist til, at en underkendelse af administrativ praksis kun berettiger til ekstraordinær genoptagelse i det omfang, det følger af TSS's cirkulære 1993 nr. 9. Genoptagelse forudsætter desuden efter loven, at der er nye oplysninger i sagen. Indsigelser af formel art er uden betydning for genoptagelsesspørgsmålet, ligesom skatteyderen skal reagere uden unødigt ophold. Det er ubestrideligt, at der er forholdt i overensstemmelse med det anførte cirkulære. Sagsøgerne er derfor med rette nægtet genoptagelse.

Endvidere har sagsøgte bestridt, at det skulle være usædvanligt, at myndighederne aktivt har forhindret arbejdsgiveren i at udbetale skattefri godtgørelse (jf. kildeskattelovens § 86,) ligesom det bestrides, at underkendelse af denne administrative praksis fører til erstatningsansvar for den administrative myndighed. Sagsøgerne har ikke godtgjort, at skattemyndighederne har givet et genoptagelsestilsagn, eller at myndighedernes adfærd i øvrigt har givet sagsøgerne en retsbeskyttet berettiget forventning om, at der ville ske genoptagelse. Det er uden retlig betydning for genoptagelsesspørgsmålet, om der måtte foreligge en mangelfuld klagevejledning, og den lange berammelsestid m.v. kan ikke tillægges nogen retlig betydning for genoptagelsesspørgsmålet, da sagerne retligt ikke kan genoptages, før den ledende dom er afsagt. Det gøres tillige gældende, at forældelsesfristen ikke er suspenderet, da der ikke foreligger aftale mellem sagsøgerne eller deres befuldmægtigede og skattemyndighederne, eller en berettiget forventning hos disse om genoptagelse. Fristen i skattestyrelseslovens § 4, stk. 2, udelukker ikke, at forældelse i medfør af 1908-loven tillige kan finde sted.

Det gøres gældende, at der ikke foreligger nogen krænkelse af sagsøgernes rettigheder efter EMRK art. 6, stk. 1, allerede fordi sagsøgerne ikke er blevet afskåret fra domstolsprøvelse. Genoptagelsesreglerne har ikke forhindret sagsøgerne i rettidigt at føre deres sager gennem det administrative klagesystem for dernæst at indbringe skatteansættelsen for domstolene.

Det er ikke en krænkelse af konventionens art. 6, når sagsøgernes egen retsvildfarelse betyder, at genoptagelsesfristen er udløbet og ikke kan føre til en ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen for indkomstårene 1990 og 1991.

Det gøres gældende, at nægtelsen af genoptagelse ikke er en krænkelse af art. 1, stk. 1, i Tillægsprotokol 1 til EMRK, idet skattestyrelseslovens genoptagelsesregler er omfattet af undtagelsen i art. 1, stk. 2, om bl.a. skattelove til sikring af skattebetalingen. Genoptagelsesreglerne ligger inden for rammerne af det vide skøn, som ifølge menneskerettighedsdomstolens praksis vedrørende art. 1 er overladt til lovgivningsmagten med hensyn til fastsættelse af de formelle processuelle regler for bl.a. skatteopkrævning og tilbagesøgning af skat. Sagsøgte har herved henvist til Den Europæiske Menneskerettigheds Domstols afgørelse den 23. oktober 1997 i sagen "The National & Provencial Building Society m.fl.".

Endelig fastslår Grundlovens § 43 alene et princip om, at al skatteudskrivning kræver hjemmel i lov. Bestemmelsen regulerer imidlertid ikke indretningen af det skatteadministrative system, herunder de skatteprocessuelle regler.

Begrundelse og konklusion

Sagsøgernes ansættelsesforhold ved Storebæltsprojektet i 1990 og 1991 må på tilsvarende måde som skatteyderen omtalt i Højesteretsdommen af 30. august 1996 anses som beskæftigelse på et midlertidigt arbejdssted, hvorefter betingelserne for at få godkendt fradrag for opholds- og fortæringsudgifter for skatteårene 1990 og 1991 har været opfyldt ved de oprindelige skatteansættelser.

Efter TSS-cirkulæret nr. 1996-26 af 12. november 1996 fik de kommunale skattemyndigheder under hensyn til Højesteretsdommen meddelelse om, at genoptagelse af skatteansættelserne vedrørende skatteårene 1992, 1993, 1994 og 1995 kunne ske. Det fremgik således, at genoptagelse af ansættelserne for tidligere skatteår ikke var mulig, uanset om de bortset fra fristen kunne have resulteret i en lignende ændring.

Landsretten finder ikke, at den almindelige forældelsesregel efter 1908-loven kan føre til en videre genoptagelsesadgang uanset 3-årsfristen.

Den omstændighed, at skattemyndighederne i tiden fra 1991 og indtil Højesteretsdommen har antaget, at arbejdet ved Storebæltsprojektet havde en sådan varighed, at byggepladsen måtte anses for at være et fast arbejdssted, hvilket udelukkede de omstridte fradrag i indkomsten, kan efter landsrettens opfattelse ikke anses som en så klar fejlfortolkning, at handlingerne kan føre til erstatningsansvar, som begrunder genoptagelse efter *) skattestyrelseslovens § 4, stk. 2, også for så vidt angår skatteårene 1990 og 1991. Myndighedernes fastlæggelse af en administrativ meddelelse for højesteretsdommen findes heller ikke at kunne begrunde genoptagelse.

Det findes efter bevisførelsen ikke godtgjort, at der på et aftalemæssigt eller andet grundlag er indtrådt forpligtelse for skattemyndighederne til at genoptage skatteansættelserne for skatteårene 1990 og 1991.

Navnlig efter den af sagsøgte påberåbte dom af 23. oktober 1997 fra Den europæiske Menneskerettighedsdomstol findes menneskerettighedskonventionens art. 6, stk. 1, og art. 1, stk. 1, i Tillægsprotokol 1 ikke at kunne føre til noget andet resultat.

Herefter tages sagsøgtes påstand om frifindelse til følge.

Efter omstændighederne bærer hver part egne sagsomkostninger.

Thi kendes for ret:

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Ingen af parterne betaler sagsomkostninger til den anden part.

*) Berigtiget i medfør af retsplejelovens § 221, stk. 1, således at på side 12, 5. afsnit, 8. linie udgår ordet "skattekontrollovens" og erstattes af ordet "skattestyrelseslovens".

Østre Landsrets 15. afdeling den 23. november 1999.

Bilag

Ingen var tilsagt eller mødt.

Retten berigtigede den i landsrettens dom af 18. november 1999 indløbne skrivefejl vedrørende domsudskriftens side 12, 5. afsnit, 8. linie. Ordet "skattekontrolslovens" ændres til "skattestyrelseslovens".

Retten hævet.