Afsagt af dommerne:

Poul Hansen, Kristian Petersen og Ole Græsbøll Olesen

Parternes påstande

Under denne sag, der er anlagt den 31. december 1999, har sagsøgeren, A, nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, skal anerkende, at ministeriet ikke har overholdt skattestyrelseslovens § 3 for så vidt angår indkomståret 1996, idet Skatteankenævnet i R-Kommune ikke har anerkendt fejl ved R-Kommunes Skatteforvaltnings sagsbehandling forud for ændring af skatteansættelse for 1996 med kørselsdato den 17. november 1997.

Sagsøgte har påstået afvisning, subsidiært frifindelse.

Sagsøgeren har over for påstanden om afvisning nedlagt påstand om frifindelse, således at sagen fremmes til realitetsbehandling.

Spørgsmålet om sagens afvisning er i medfør at retsplejelovens § 253, stk. 1, udskilt til særskilt behandling, og denne dom vedrører alene dette spørgsmål.

Sagen angår

Sagens nærmere omstændigheder er blandt andet følgende:

Skatteforvaltningen i R-Kommune forhøjede den 17. november 1997 sagsøgerens skattepligtige indkomst for indkomståret 1996 med 5.566 kr. Sagsøgeren klagede til Skatteankenævnet over denne forhøjelse og gjorde i denne forbindelse gældende, at skattestyrelseslovens § 3 ikke var overholdt, da han ikke havde modtaget skatteforvaltningens agterskrivelse af 20. oktober 1997.

Sagsøgeren uddybede i flere skrivelser, blandt andet en skrivelse af 3. marts 1999, til Skatteankenævnet sin klage og påpegede i denne forbindelse flere muligheder for, at agterskrivelsen ikke var afsendt fra Skatteforvaltningen, samt fremdrog eksempler på, at post til ham blev afleveret på andre adresser end hans egen.

Af sagsfremstillingen, der blev udarbejdet til brug for Skatteankenævnets møde den 15. april 1999, fremgår bl.a. følgende:

"...

A har sået en vis tvivl om, hvorvidt postgangen til hans adresse fungerer så sikkert som postgangen gennemsnitlig må antages at gøre. Det må imidlertid påpeges, at det er fælles for de eksempler, som A er fremkommet med, at posten faktisk er kommet frem til A - blot med nogen forsinkelse.

Bortset fra skatteforvaltningens skrivelser, har A ikke anført, at der er post, som han skulle have modtaget, men faktisk aldrig har modtaget ...

Da fristen for ligning af indkomståret 1996 jf. skattestyrelsesloven § 35, stk. 1 imidlertid ikke er overskredet, finder nævnet dog, at den usikkerhed, der er til stede, kan komme A til gode, således at skatteansættelsen nedsættes til det selvangivne.

..."

Den 22. april 1999 skrev Skatteankenævnet for R-Kommune bl.a. følgende til sagsøgeren:

"...

Nævnet har besluttet fuldt ud at imødekomme Deres påstand om, at indkomstansættelsen nedsættes til det selvangivne beløb.

Nævnet bemærker, at det fortsat er nævnets opfattelse, at agterskrivelsen som udgangspunkt må anses for at være kommet frem, og at en fravigelse fra dette udgangspunkt fordrer, at der foreligger kvalificeret tvivl om, hvorvidt skrivelsen er kommet frem.

Da De imidlertid har sået er vis tvivl om, hvorvidt postgangen til Deres adresse fungerer så sikkert som postgangen gennemsnitlig må antages at gøre, og da fristen for ligning af indkomståret 1996 ikke er overskredet, finder nævnet, at den usikkerhed, der er til stede, kan medføre, at ansættelsen nedsættes til de selvangivne beløb.

..."

Sagsøgeren klagede over afgørelsen, men Landsskatteretten besluttede den 6. oktober 1999 med følgende begrundelse at afvise at behandle klagen:

"...

Under hensyntagen til, at De har fået fuldt medhold i Deres klage, finder Landsskatteretten ikke grundlag for at behandle Deres klage, idet påanke til Landsskatteretten i medfør af skattestyrelseslovens §§ 23 og 24 efter rettens opfattelse alene kan ske i tilfælde, hvor den foretagne ansættelse må antages at være for høj eller for lav.

..."

Denne afgørelse fastholdt Landsskatteretten i en skrivelse af 14. oktober 1999 til sagsøgeren. Heraf fremgår bl.a. følgende:

"...

Landsskatteretten er enig med Dem i, at retten kan behandle klager i medfør af skattestyrelseslovens § 3, idet det dog efter rettens opfattelse må kræves, at der er tale om en ansættelse, der enten er for høj eller lav.

..."

Det er oplyst, at Skatteforvaltningen i R-Kommune den 16. november 1999 på ny traf afgørelse om ansættelsen af sagsøgerens indkomst for 1996, og at denne er i overensstemmelse med forvaltningens første afgørelse af 17. november 1997. Sagsøgeren har indbragt denne afgørelsen for Skatteankenævnet, hvor sagen afventer udfaldet af denne retssag.

Forklaringer

Sagsøgeren har bl.a. forklaret, at han bor G-vej 7, R-by, medens Skatteankenævnet fejlagtigt har lagt til grund, at han bor G-vænget 7, H-by, hvilket er ca. 3 km uden for R-by.

Parternes argumenter

Sagsøgeren har til støtte for, at sagen skal realitetsbehandles, gjort gældende, at det er af væsentlig betydning for ham at få afgjort, om skattestyrelseslovens § 3, stk. 4, blev overholdt i forbindelse med Skatteforvaltningens behandling af sagen. Han fik ikke fuldt medhold ved Skatteankenævnets afgørelse af 22. april 1999, da Skatteforvaltningens ansættelse ikke blev kendt ugyldig som følge af sagsbehandlingsfejl. Skatteankenævnet tog således ikke stilling til, om agterskrivelsen blev sendt til ham, og om den i givet fald nåede frem, ligesom Skatteankenævnet ikke tog stilling til indsigelserne i hans skrivelse af 3. marts 1999. Havde Skatteankenævnet erklæret skatteforvaltningens afgørelse ugyldig og ikke blot annulleret denne, kunne skatteansættelsen ikke genoptages af Skatteforvaltningen. Der skal derfor i forbindelse med den nye sag vedrørende skatteansættelsen for 1996 tages stilling til, om bestemmelsen i skattestyrelseslovens § 3, stk. 4, er overholdt, hvorfor dette spørgsmål mest hensigtsmæssigt kan afgøres under nærværende retssag.

Det var i øvrigt med urette, at Landsskatteretten afviste at behandle klagen, da Landskatteretten efter skattestyrelseslovens § 23, stk. 2, 2. pkt., kan beslutte at behandle en klage, hvis særlige omstændigheder taler derfor. Der foreligger i denne sag særlige omstændigheder, da sagsøgeren i realiteten er anset som svigagtig, og sagen således angår hans retssikkerhed. Endvidere følger det af lovens § 24, stk. 1, nr. 3, at klagen skal behandles, da skatteansættelsen er ugyldig som følge af, at sagsøgeren ikke har modtaget agterskrivelsen.

Sagsøgte har til støtte for sin påstand om afvisning af sagen gjort gældende, at sagsøgeren ikke har nogen retlig interesse i søgsmålet, da sagsøgeren fik fuldt medhold ved Skatteankenævnets afgørelse af 22. april 1999. Det er uden betydning, at Skatteankenævnet ikke i begrundelsen for afgørelsen anførte, at skatteansættelsen var ugyldig som følge af manglende overholdelse af skattestyrelseslovens § 3, da Skatteankenævnet imødekom sagsøgeren ved at annullere skatteansættelsen af 17. november 1997. Hvis en skatteansættelse erklæres ugyldig, skal den ophæves som sket, og skatteansættelsen kan derefter tages op på ny, hvis tidsfristerne i skattestyrelsesloven overholdes. Det forhold, at skatteforvaltningen efterfølgende har truffet en ny materiel afgørelse, er uden betydning for nærværende sag, da denne nye afgørelse ikke efter skattestyrelseslovens § 31 kan prøves ved domstolene, før det administrative klagesystem er udtømt.

Begrundelse og konklusion

Skatteankenævnets afgørelse af 22. april 1999 og den hertil knyttede sagsfremstilling må forstås således, at Skatteankenævnet har lagt vægt på, at det ikke var bevist, at agterskrivelsen var kommet frem til sagsøgeren. Skatteankenævnet har derfor annulleret den påklagede afgørelse, således at ansættelsen er nedsat i overensstemmelse med det selvangivne.

Da sagsøgeren således har fået fuldt medhold i Skatteankenævnet, og da der ikke under nærværende sag kan tages stilling til eventuelle konsekvenser for den nu verserende skattesag, har sagsøgeren ingen retlig interesse i dette søgsmål.

Landsretten tager derfor sagsøgtes påstand om afvisning til følge.

Thi kendes for ret:

Denne sag afvises.

Sagsøgeren, A, skal til sagsøgte, Skatteministeriet, betale sagens omkostninger med 6.000 kr.

De idømte sagsomkostninger skal betales inden 14 dage.