Hvis en indeholdelsespligtig virksomhed med begrænset ansvar ophører som insolvent med en A-skatterestance og restancer af AM-bidrag, vil det offentlige som oftest lide tab, fordi der kun kan opnås dividende af restancen. Som følge heraf har det offentlige anlagt en række erstatningssager og fået medhold i, at erstatningsansvar under visse betingelser kan pålægges fysiske personer, der har været særlig nært knyttet til den fallerede virksomhed.

Erstatningsansvar bygger på grundsætningen i dansk ret om, at man kan pålægges erstatningsansvar, hvis man på uansvarlig (culpøs) vis er årsag til, at tredjemand påføres et økonomisk tab.

Det kræves herefter, at den skadegørende handling skal kunne tilregnes personen som forsætlig eller uagtsom. Vedkommende skal således enten have tilsigtet den skadegørende handling eller have vidst eller burde have vidst, at handlingen ville medføre skadens indtræden.

Herudover skal den ansvarspådragende adfærd være årsag til det lidte tab, og årsagssammenhængen skal have stået skadevolderen klart. Se UfR 1976, 241 (ØLD).

Hæftelsessager vedrørende indeholdt, men ikke indbetalt A-skat og AM-bidrag kan opdeles i 2 grupper:

1. A-skatte- og bidragsrestancer vedrørende udbetalinger til selskabets ledelse og disses nærtstående (nulstilling) og
2. A-skatte- og bidragsrestancer vedrørende udbetalinger til selskabets øvrige ansatte (erstatning).

I de fleste tilfælde udvises culpa ved, at ledelsen kan bebrejdes, at den indeholdelsespligtige virksomhed er fortsat, selv om den ikke havde økonomisk evne til at indbetale den indeholdte A-skat og AM-bidrag.

Culpøs adfærd kan også forekomme, når parterne i et retsforhold har nær tilknytning til hinanden, fx i familieforhold, eller når et aktie-/anpartsselskab eller lignende beherskes af en enkelt eller af en snæver gruppe kapitalindskydere, og disse tilrettelægger indeholdelsen på en sådan måde, at det bliver til skade for det offentlige, dvs. at det offentlige får mindre provenu.