Kommunale, regionale og statslige institutioner skal afregne A-skat og AM-bidrag på et tidligere tidspunkt end andre indeholdelsespligtige. Følgende institutioner er ifølge § 26, stk. 3 i KSLbek. og § 17 i AMBLbek. omfattet af den fremrykkede ordning:
- Ministerier og institutioner, hvis driftsbudget er optaget på statens bevillingslove.
- Institutioner, foreninger og fonde, hvor vedkommende minister i henhold til § 2, stk. 2 i lov om statens regnskabsvæsen har bestemt, at lovens regler om regnskabsvæsen skal finde anvendelse.
- Ikke-statslige institutioner, hvor staten yder tilskud til dækning af institutionens driftsudgifter på halvdelen eller mere.
- Regionerne og kommunerne.
- Kommunale fællesskaber, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, hvori der alene deltager kommuner, og hvis regnskab optages i en kommunes regnskab.
- Selvejende institutioner med driftsoverenskomst med en region eller en kommune.
Finansministeren træffer afgørelse i de tilfælde, hvor der opstår tvivl om, hvorvidt en indeholdelsespligtig er omfattet af nr. 1-3. Velfærdsministeren (tidl. indenrigs- og sundhedsministeren) træffer afgørelse i de tilfælde, hvor der opstår tvivl om, hvorvidt en indeholdelsespligtig er omfattet af nr. 4-6, jf. § 26, stk. 4 i KSLbek.
Kommuner og regioner er endvidere omfattet af bestemmelser om at anvende Offentligt Betalingssystem, jf. bek. nr. 336 af 10. april 2007. Se G.7.2.