Ved opgørelse af kuldioxidafgift, som en momsregistreret virksomhed kan opnå godtgørelse for, skelnes der mellem forbrug af energi i virksomheden til såkaldt
- let proces, dvs. procesformål, der er godtgørelsesberettiget efter mineralolieafgiftslovens § 11, kulafgiftslovens § 8, elafgiftslovens § 11 og naturgasafgiftslovens § 10.
- tung proces, dvs. procesformål, der er omfattet af bilaget til CO2-afgiftsloven (proceslisten).
Hvis det samme anlæg/ledningsnet forsyner virksomheden med både rumvarme/varmt vand og procesenergi, skal forbruget deles præcist op. Hovedreglen er, at der skal ske måling af den energi, der anvendes til procesformål. Hvis energien derudover anvendes til både let proces og tung proces, skal der ske måling af energien til tung proces, se F.6.8.
►Ved lov nr. 464 af 9. juni 2004 er der sket en tilpasning af CO2-afgiftsloven for virksomheder, der er omfattet af CO2-kvoteordningen, jf. lov nr. 493 af 9. juni 2004 om CO2-kvoter. Ændringerne indebærer, at virksomheder med tilladelse til at udlede CO2 (kvotevirksomheder) kan få fuld godtgørelse af CO2-afgift (fuld afgiftsfrihed) for kvotereguleret brændselsforbrug, der anvendes til produktionsprocesser (procesformål) i virksomheden. Se F.6.5.10 - hvor der bl.a. henvises til 2 nyhedsbreve om ændringerne. ◄