Der kan ydes tilskud til den mængde elektricitet, som netvirksomheden registrerer ved måling, jf. eltilskudslovens § 3d og eltilskudsbekendtgørelsens § 14, stk. 1. Det fremgår videre af bestemmelserne, at hvis elektriciteten ikke måles ved det kollektive elforsyningsnet, ydes tilskuddet til den producerede mængde elektricitet fratrukket dels et beregnet nettab fra produktionsstedet til det kollektive elforsyningsnet og dels det nødvendige egetforbrug i forbindelse med elproduktionen.Tilskudsgrundlaget er enten

1. den producerede mængde elektricitet, som måles ved det kollektive elforsyningsnet eller

2. elproducentens nettoproduktion af elektricitet. Ved nettoproduktion af elektricitet forstås den samlede elproduktion som målt ved generator med fradrag af det nødvendige egetforbrug i forbindelse med elproduktionen og med fradrag af det beregnede nettab fra generatoren til det kollektive elforsyningsnet.

Målinger skal udføres af netvirksomheden ved hjælp af netvirksomhedens egne målere. Måleudstyr skal være i overensstemmelse med gældende forskrifter for det pågældende sammenhængende elforsyningssystem, og målingerne skal registreres med det tidsopgørelsesinterval, der er standard i det pågældende sammenhængende elforsyningssystem, jf. bekendtgørelsens § 14, stk. 4.

EgetforbrugEgetforbrug vil i denne sammenhæng sige anvendelse af elektricitet til formål, der er fritaget for afgift i henhold til elafgiftslovens § 8, stk. 2 og CO2-afgiftslovens § 5, stk. 2. Elektricitet leveret til eget forbrug er således tilskudsberettiget, hvis det ikke er medgået direkte til fremstilling af elektricitet på anlægget, jf. eltilskudslovens § 3 d og eltilskudsbekendtgørelsens § 14, stk. 1, jf. ovenfor.

Ved anvendelse af metode 2 ovenfor skal det være muligt at måle både den leverede produktion og den modtagne elektricitet til egenproduktionen af el. Det er således ikke tilladt at have en måler, der kan "tælle baglæns".

NettabDer kan endvidere ikke ydes tilskud til det nettab, som opstår fra produktionsstedet og frem til nettilslutningen.

FordelingHvis der er fremstillet elektricitet ved anvendelse af tilskudsberettigede- og ikke tilskudsberettigede brændsler eller brændsler, der er tilskudsberettigede med forskellig sats, skal producenten foretage en forholdsmæssig fordeling af den tilskudsberettigede elektricitet samt dennes fordeling på hver tilskudssats. Hvis opgørelsen ikke sker på grundlag af konkrete målinger af den nyttiggjorte energi fra forbrændingen af de anvendte brændsler, skal opgørelsen ske på grundlag af mængden og brændværdien af de anvendte energikilder, jf. eltilskudsbekendtgørelsens § 14, stk. 2. Ved opgørelsen skal elproducenten anvende de i bekendtgørelsens bilag 2 anførte brændværdier. Elproducenten skal give meddelelse til netvirksomheden om den forholdsmæssige fordeling i henhold til § 14, stk. 2, jf. stk. 3, hvis disse bestemmelser finder anvendelse, jf. eltilskudsbekendtgørelsens § 15, stk. 3.