A klagede for indkomståret 1994 over, at skatteankenævnet har anset nettoerstatning modtaget til dækning af tab vedrørende påløbne fradragsberettigede differencerenter for skattepligtig.

Det fremgår af sagen, at klageren, der er statsautoriseret revisor, sammen med to andre i 1985 købte en udlejningsejendom.

I forbindelse med en omprioritering af ejendommen i 1994 begik den berigtigende advokat en fejl, hvorved klageren og hans medejere måtte betale i alt 292.150 kr. i differencerenter. Den berigtigende advokats forsikringsselskab erkendte, at der var tale om en fejl og tilbød i den forbindelse, at dække nettotabet - svarende til halvdelen af 292.150 kr., i alt 146.080 kr., henset til at differencerenter er fradragsberettigede. Det fremgår således også af regnskabet for ejendommen for indkomståret 1994, at erstatningsbeløbet under hensyntagen til skattefriheden er fastsat til 50 % af 292.150 kr. eller 146.080 kr.

Det fremgår af sagen, at de tre ejere i første omgang fik udbetalt i alt 146.080 kr., dvs. 48.693 kr. til hver.

Skatteankenævnet har anset den af klageren modtagne erstatning for differencerenter for at være skattepligtig.

Ankenævnet har bl.a. henvist til Pengeinstitutankenævnets kendelse af 31. januar 1995 i sag nr. 940476, der er offentliggjort i bladet "Finansfokus" 2-1995 samt til kommentar i Finansfokus 1-1998 - "Vejledning om differencerenter". Der er endvidere henvist til den i ligningsvejledningen, afsnit E.A.1.3.3 beskrevne praksis på området.

Ankenævnet har bl.a. anført, at man af den righoldige praksis kan udlede, at det ved afgørelsen af, hvorvidt en erstatning skal medregnes i den skattepligtige indkomst, er afgørende, om det tab, der er lidt vedrører et beløb der er eller kan fratrækkes i den skattepligtige indkomst. Dette synspunkt underbygges endvidere af Landsskatterettens afgørelse 1982-40. I denne afgørelse har Landsskatteretten opdelt en erstatning i to dele, nemlig den, der vedrører beløb fratrukket som udgifter, og den del, der vedrører yderligere skatter, der ikke var/er fradragsberettigede. Den første del blev beskattet.

Ankenævnet har videre anført, at den ovenfor citerede afgørelse således harmonerer fuldt ud med pengeinstitutankenævnets opfattelse, og i praksis findes ingen afgørelser, der modsiger dette princip.

Ankenævnet er derfor af den opfattelse, at den påklagede afgørelse er i overensstemmelse med praksis, idet den modtagne erstatning skal betragtes som en reduktion af renteudgifterne, der er fradragsberettigede efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e, jf. ligningslovens § 5, stk. 1.

Det fremgår af sagen, at forsikringsselskabet efter skatteankenævnets afgørelse uden præjudice og med tilbagebetalingsforbehold har udbetalt restbeløbet op til det fulde differencerentebeløb, i alt 146.080 kr. til klageren og hans to medejere, dvs. yderligere 48.693 kr. til dem hver.

Klagerens advokat har nedlagt påstand om, den udbetalte erstatning skal anses for skattefri for klageren.

Advokaten har bl.a. anført, at nærværende sag drejer sig om, hvorvidt et erstatningsbeløb udbetalt til dækning af tab vedrørende påløbne fradragsberettigede differencerenter er skattepligtigt.

Vedrørende sagens baggrund har advokaten anført, at der i forbindelse med omprioriteringen af en fast ejendom blev begået en fejl af låneformidlerne, som bevirkede, at klageren og han medinteressenter i 1994 blev påført et rentetab, der i alt er opgjort til 292.150 kr. Forsikringsselskabet har på vegne af den skadevoldende advokat anerkendte erstatningspligten. Ved beregningen af erstatningsbeløbet har forsikringsselskabet taget hensyn til den skattelettelse, som klageren og han medinteressenter får ved den forøgede rentebetaling. Erstatningsbeløbet er således nedsat, så det svarer til klageren og hans medinteressenters tab.

Til støtte for synspunktet om, at den modtagne erstatning ikke skal medregnes som skattepligtig indkomst har advokaten bl.a. anført:

at der er lidt et til erstatningsbeløbet svarende tab, jf. TfS 1992.545 (Ø) og TfS 1988.686 (LSR),

at der ved erstatningsfastsættelsen kan tages hensyn til, at der sker fradrag på grund af den skattelettelse, som skadelidte opnår i henhold til de gældende skatteregler, jf. UfR 1981.410 H og Skat 1988.3.83,

at differencerenter er fradragsberettiget, hvilket modsvares af rentemodtagers skattepligt - in casu realkreditinstitut - og

at udbetaling af erstatning i henhold til U 1981.410 kombineret med en eventuel skattepligt af erstatningsbeløbet vil indebære, at skadelidte ikke fuldt ud får dækket sit tab.

Advokaten har videre anført, at når skatteafdelingen om Højesterets afgørelse anfører, at erstatningen ikke direkte vedrørte erstatning for de pågældende renter, harmonerer dette ikke med Højesterets centrale præmis i dommen. Højesteret udtalte følgende: "Ved fastsættelsen af erstatningen findes der at burde tages hensyn til den skattelettelse, som indstævnte efter den pågældende rentefradragsordning opnår ved den forøgede rentebetaling." Der ses ikke af dommen at være holdepunkter for, at Højesteret ikke har givet erstatning for ydelserne, men "erstatning vedrørende overdragelsessummen" Hvis Højesteret fandt, at overdragelsessummen havde været for høj og ville være at nedsætte, forekommer det ikke nærliggende, at Højesteret i denne forbindelse - ved en stillingtagen til en overdragelsessum - skulle lade det spille afgørende ind, hvorledes køber finansierer overdragelsessummen. Den nævnte Højesteretsdom er efter sin naturlige sproglige læsning og fortolkning uforenelig med skatteafdelingens afgørelse.

Vedrørende forsikringsselskabets yderligere udbetaling til klageren og hans to medejere har advokaten bl.a. anført, at dette ikke har ændret på sagens kerne, idet den yderligere udbetaling er sket med tilbagebetalingsforbehold, således at det yderligere udbetalte beløb på 146.080 kr. skal tilbagebetales, såfremt retten finder, at erstatningen ikke er skattepligtig.

Landsskatteretten udtalte:

Efter de foreliggende oplysninger kan det lægges til grund, at der ved erstatningsudmålingen er taget hensyn til rentefradragsretten for den forøgede rentebyrde. Med henvisning til den foreliggende praksis finder Landsskatteretten herefter ikke grundlag for at beskatte den omhandlede nettoerstatning. Den påklagede ansættelse nedsættes derfor.