Vestre Landsrets dom
af 30. november 1998
6. afdeling, B-1982-95
Parter:A
(advokat A1
ved advokatfuldmægtig A2, Å-by)
mod
Skatteministeriet
(Kammeradvokaten)
Afsagt af dommerne:
3 dommere
Den 20. juni 1995 afsagde Landsskatteretten følgende kendelse vedrørende opgørelsen af sagsøgeren, As, indkomst for 1989:
"...
|
Indkomståret 1989 |
|
|
Kapitalindkomst |
|
|
Renteindtægter af obligationer selvangivet med 0 kr., anset for indkomstskattepligtig |
219.338 kr. |
|
|
|
|
Personlig indkomst |
|
|
Avancer ved valutaterminsforretninger selvangivet med 0 kr. anset for skattepligtig, jf. statsskattelovens § 4 f, jf. personskattelovens § 3, jf. § 4 |
154.999 kr. |
Sagen har været forhandlet med klageren på Landsskatterettens kontor, lige som klageren har haft lejlighed til at udtale sig under et retsmøde.
Det fremgår af de bl.a. ved denne lejlighed fremkomne oplysninger i sagen, at klageren i det omhandlede indkomstår var ansat som underdirektør i virksomheden C A/S, og at hans arbejde i dette selskab i al overvejende grad bestod i indgåelse af valutaterminsforretninger. Klageren har nærmere om selskabets aktiviteter oplyst, at selskabet indgik valutaterminsforretninger, dels på egne vegne, dels for G Fiskeeksport A/S, C & E ApS, F6 K/S, F3 ApS, F4 ApS, F5 ApS, C og E. Indgåelsen af forretningerne blev varetaget af klageren, bl.a. ved hjælp af en såkaldt "Reuter" opstillet i C A/S' lokaler. Klageren har videre oplyst, at de selskaber og personer for hvilke der blev handlet indbetalte 10 % af gevinsten til C A/S til dækning af leje samt honorar til klageren.
Det var mellem C A/S og klageren aftalt, at han for sit arbejde med terminsforretningerne skulle oppebære et årligt fast vederlag på 120.000 kr., samt at et eventuelt overskud skulle deles med 80 % til selskabet og 20 % til klageren. Told- og Skatteregion F-by har i en skrivelse af 26. august 1994 til Landsskatteretten oplyst, at C A/S efter en undersøgelse i 1991 er anset for næringsdrivende med valutaterminsforretninger, idet man herved har henset til, at der er indgået forretninger i et stort omfang, samt at håndteringen heraf har været tilrettelagt på en særdeles professionel måde.
Om karakteren af det af klageren udførte arbejde, oplyser administrerende direktør E i C A/S i skrivelsen af 24. april 1992:
"På given foranledning skal jeg herved bekræfte at den til A udbetalte løn m.v. for året 1989 der har andraget kr. 120.000,00 er udbetalt for det af ham udførte arbejde i forbindelse med finansielle transaktioner for firmaet."
Det fremgår videre, at klageren fra virksomheden F6 K/S, der nu er under konkursbehandling, i det omhandlede indkomstår har oppebåret A-indkomst på 461.922 kr. samt B-indkomst på 114.009 kr. Om arbejdet herfor har klageren oplyst, at hans stillingsbetegnelse var økonomidirektør, og at hans opgaver bestod i at varetage den overordnede finansielle styring, herunder forhandlinger med penge- og realkreditinstitutter og leverandører, samt styring af virksomhedens likviditet. Aktiviteterne i denne virksomhed var ligeligt fordelt mellem handel med fisk og handel med valuta. Ca. 20 % af de af virksomheden indgåede valutaterminsforretninger medgik til afdækning af kursrisici i forbindelse med fiskeeksport medens resten var af ren spekulativ art.
Om klagerens indsats i virksomheden oplyser tidligere bestyrelsesformand i F6 K/S, H, i skrivelse af 11. maj 1992:
"Erklæring
På given foranledning skal jeg hermed, i egenskab af tidligere bestyrelsesformand i F6 K/S, bekræfte
- at
- direktør As opgave for selskabet udelukkende bestod i overordnet finansiel styring, herunder specielt tegning af terminskontrakter, og
- at
- direktør As gage var fastsat under hensyntagen til arbejdets art og udførelse."
Af skatteankenævnets sagsfremstilling fremgår det, at klageren i henhold til R 75-indberetningen har en post obligationer, samt at han i det omhandlede indkomstår har foretaget 13 handler med obligationer. Af R 75-indberetningen fremgår det endvidere, at klageren har oppebåret obligationsrenter inklusive handelsrenter vedrørende de 13 handler med i alt 219.338 kr.
Det fremgår endvidere af sagens oplysninger, at klageren i det omhandlede indkomstår for egen regning har indgået 66 valutaterminsforretninger, hvorved han har oppebåret en nettogevinst på i alt 155.872 kr. Han har endvidere ultimo 1989 opgjort et tab på ti uafsluttede valutaterminsforretninger til i alt 573.961,59 kr.
Det er i øvrigt oplyst, at klageren vedrørende indkomståret 1988 af told- og skatteregion F-by fik forhøjet sin skattepligtige indkomst med oppebårne avancer ved valutaterminsforretninger med 114.247 kr., idet told- og skatteregionen herved henviste til statsskattelovens § 4 f. Dette indkomstår er ikke under påklage til Landsskatteretten.
Klageren har om de i indkomståret 1989 gennemførte valutaterminsforretninger oplyst, at han i alt - inklusive de ovennævnte 66 handler og inklusive handlerne indgået i kraft af hans stilling i C A/S - har indgået ca. 800 handler med en samlet omsætning på 2,1 milliarder.
I en af klageren fremlagt skrivelse af 16. marts 1992 fra Sparekassen N, er følgende anført:
"Det kan herved bekræftes, at A, i løbet af kalenderåret 1989, har gennemført et større antal valutaarbitrageforretninger dels privat samt for øvrige investorer.
A har ligeledes været tilknyttet REUTERS informationssystem, alle handler er gennemført på foranledning af kunden, hvilket tilsiger, at der er tale om professionel deltagelse."
Skatteankenævnet har anset de omhandlede obligationsrenteindtægter på 219.338 kr. for skattepligtige, jf. statsskattelovens § 4 e. Skatteankenævnet har herved anført, at beløbet er indberettet af en række pengeinstitutter til Told- og Skattestyrelsen.
Skatteankenævnet har endvidere anset fortjeneste på 154.999 kr. ved de omhandlede valutaterminsforretninger for skattepligtig indkomst, jf. statsskattelovens § 4 f. Skatteankenævnet har til støtte herfor anført, at der er tale om et begrænset antal handler, samt at klageren ikke i øvrigt kan anses for næringsdrivende med sådanne forretninger, idet hans primære indtægt består i løn fra F6 K/S og C A/S.
Klageren har over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at hans skattepligtige indkomst nedsættes i forhold til den stedfundne forhøjelse med 573.961,59 hidrørende fra tab på urealiserede terminsforretninger (lagerprincippet), samt med 73.053 kr. vedrørende tab på obligationshandler.
Han har til støtte for den nedlagte påstand gjort gældende, at han opfylder kriteriet for at blive omfattet af næringsbegrebet, hvorfor han mener sig berettiget til at anvende lagerprincippet.
Han har anført, at det fremgår af de af ham fra C A/S og fra bestyrelsesformanden i F6 K/S fremlagte erklæringer, at hele hans arbejde for disse virksomheder består i at beskæftige sig med terminshandler. Han har i den forbindelse anført, at C A/S var et rent investeringsselskab, og at hans arbejde for dette selskab udelukkende bestod i indgåelse af valutaterminsforretninger. Han har yderligere henvist til det samlede antal gennemførte handler, samt til det forhold, at han har været tilknyttet Reuters Informationssystem, hvilket system kun anvendes af professionelle valutahandlere. Han har i den forbindelse fremhævet, at han ikke, som det har været tilfældet med andre skatteydere i mange tilsvarende sager, blot har deltaget passivt i en af et pengeinstitut eller vekselererfirma oprettet pulje, men derimod aktivt har foranlediget de enkelte handler gennemført, og at Sparekassen N i den forbindelse kun har været anvendt som formidler.
Han har anført, at han - efter at hans skatteansættelse var blevet taget op af de stedlige skattemyndigheder - rettede henvendelse til Told- og Skatteregion F-by, og at en medarbejder der i den forbindelse overfor klageren skal have tilkendegivet, at de stedlige skattemyndigheder ikke til fulde havde forstået sagens karakter, og at det var told- og skatteregionens opfattelse, at klageren måtte anses for næringsdrivende med valutaterminsforretninger og andre værdipapirer.
Han har videre anført, at Told- og Skatteregion F-by ved kendelse af 6. marts 1992 bestemte, at G Fiskeeksport A/S - et søsterselskab til C A/S - måtte anses for næringsdrivende med valutaterminsforretninger, lige som man lokalt har anset de fleste af de selskaber og personer med hvem klageren har haft forbindelse af erhvervsmæssig karakter som næringsdrivende på det finansielle område.
Han har endvidere anført, at det forhold at C A/S af Told- og Skatteregion F-by er anset for næringsdrivende med valutaterminsforretninger, må få afsmittende virkning i forhold til ham, idet han reelt er den, der har stået for forretningernes indgåelse hos C A/S.
Han har anført, at Landsskatterettens hidtidige praksis på området - såfremt han ikke anses for næringsdrivende med valutaterminsforretninger - må være forkert, idet der i så fald må være lagt vægt på andre kriterier end antallet af gennemførte handler, graden af professionalisme, tilknytning til anden beskæftigelse m.v. Han har i den forbindelse bl.a. henvist til afgørelsen i Tidsskrift for Skatteret 1992.219.
Han har endelig henvist til en artikel af kontorchef I i SR-Skat 1990, nr. 4 omhandlende den skattemæssige behandling af nye finansielle instrumenter.
Han har endvidere - såfremt Landsskatteretten ikke kan tiltræde den principielle påstand om næringsbeskatning - nedlagt subsidiær påstand om, at der indrømmes ham adgang til at fradrage den del af tabet på de urealiserede forlængede terminsforretninger, der i henhold til bestemmelsen i punkt 162 i Cirkulære nr. 134 af 29. juli 1992 skal betragtes som afsluttede forretninger samtidig med indgåelsen af en ny.
Told- og Skattestyrelsen har under sagen nedlagt påstand om stadfæstelse, idet man har tiltrådt klagerens subsidiære påstand.
Man har herved bl.a. fremhævet, at samtlige handler for såvel arbejdsgiverne som for tredjemand er gennemført via det udstyr, der var stillet til rådighed af arbejdsgiveren, lige som klagerens egne handler er foretaget derfra.
Man har anført, at alene 70 handler ud af de i alt ca. 800 var gennemført for klagerens egen regning. Det må i givet fald herefter være arbejdsgiverne - ikke klageren - der skal anses for næringsdrivende på det finansielle område.
Klageren har ikke selv - oprindeligt - betragtet sig som næringsdrivende med finansielle aktiver, idet han har undladt at selvangive kursgevinster og - tab ved almindelig handel med obligationer. Klageren er i indkomståret 1988 beskattet i medfør af statsskattelovens § 4 f for så vidt angår terminsforretninger og af obligationsrenter som kapitalindkomst.
Man har videre henvist til cirkulære nr. 120 af 9. oktober 1986, særligt punkterne 22 og 60.
Klageren har ikke været ejer af de underliggende aktiver, og opgørelse af forretningerne er sket ved differenceafregning.
Der er efter Told- og Skattestyrelsens opfattelse ikke grundlag for at antage, at arbejdsgivernes virksomhed har "smittet af" på klageren.
Landsskatteretten skal vedrørende obligationsrenterne, 4 kr., bemærke, at det på baggrund af den stedfundne indberetning heraf til Told- og Skattestyrelsen må anses for godtgjort, at klageren har haft den pågældende indtægt.
Retten er enig med skatteankenævnet i, at beløbet er skattepligtig kapitalindkomst, jf. statsskattelovens § 4 e, jf. personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 1. Den påklagede ansættelse vil derfor på dette punkt være at stadfæste.
Vedrørende valutaterminsforretningerne skal retten bemærke, at det, på baggrund af oplysningerne om klagerens ansættelse i F6 K/S og C A/S, herunder at klagerens indtægter herfra efter det oplyste har været A-indkomst, må lægges til grund, at de valutaterminsforretninger klageren har indgået i - og for - disse virksomheder, er indgået som et led i et egentligt ansættelsesforhold, og ikke som led i en selvstændig erhvervsvirksomhed, men at det i øvrigt må lægges til grund, at klageren bl.a. via denne beskæftigelse har erhvervet et indgående kendskab til gennemførelsen af valutaterminsforretninger. Retten har i den forbindelse også henset til, at den virksomhed, hvori klageren har udført de omhandlede terminsforretninger, selvstændigt er anset som næringsdrivende med valutaterminsforretninger.
Når imidlertid henses til, at klagerens ansættelse i C A/S ikke kan sidestilles med egentlig personlig vekselerervirksomhed, jf. bestemmelsen i kursgevinstlovens § 3, hvorved retten bl.a. har henset til aflønningsformen, samt til, at klagerens nettoresultat på de i eget navn indgåede forretninger ikke udgør en væsentlig del af klagerens indkomst i øvrigt, samt når i øvrigt henses til det begrænsede antal personlige valutaterminshandler, må retten, når også henses til Landsskatterettens og domstolenes hidtidige praksis vedrørende terminsforretninger og næring på det finansielle område i øvrigt, nære betænkelighed ved at anse klageren for næringsdrivende hermed.
Vedrørende den af klageren nedlagte subsidiære påstand, kan retten tiltræde, at terminsforretninger indgået i 1989, forlænget til et tidspunkt i 1990 eller senere, men faktisk udløbet i 1989, er at betragte som indgåelse af nye kontrakter, i det omfang det således urealiserede tab er indregnet i den nye terminskurs for disse således forlængede terminsforretninger.
Herefter bestemmes:
|
Indkomståret 1989 |
|
|
Kapitalindkomst |
|
|
Renteindtægter af obligationer selvangivet med 0 kr., |
|
|
anset for indkomstskattepligtig, 219.338 kr.: |
Stadfæstes. |
|
|
|
|
Personlig indkomst |
|
|
Stadfæstelse i princippet, idet det dog tiltrædes, at valutaterminsforretninger indgået i 1989, forlænget til et tidspunkt i 1990 eller senere, men faktisk udløbet i 1989, er at betragte som indgåelse af nye kontrakter, i det omfang det således urealiserede tab er indregnet i den nye terminskurs for disse således forlængede terminsforretninger. |
..."
Parternes påstande
Under denne sag, der er anlagt den 20. september 1995, har sagsøgeren påstået sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtet at anerkende, at hans skattepligtige indkomst for indkomståret 1989 nedsættes med 573.961,59 kr., hidrørende fra tab af urealiserede terminsforretninger, samt med 73.053 kr. vedrørende tab på obligationshandler.
Sagsøgte har påstået frifindelse, subsidiært at sagen hjemvises til fornyet behandling ved ligningsmyndighederne.
Sagen angår
Sagsøgeren blev den 10. maj 1985 i Erhvervs- og selskabsstyrelsen registreret som bestyrelsesmedlem i C Fiskeeksport A/S, sammen med fiskeeksportør E. Sagsøgeren var benævnt regnskabschef. Selskabets årsregnskab for 1987/88 viser, at der var indgået terminskontrakter i udenlandsk valuta for "tkr. 7.376". Af 1988/89-regnskabet fremgår, at selskabets fiskeeksportvirksomhed, inklusiv bygninger, maskiner og driftsmateriel, pr. 30. september 1988 blev overdraget til F6 K/S og F7 A/S som led i en strukturtilpasning. Selskabet havde i det regnskabsår et bruttotab på 9.951 kr. I 1989/90 realiserede selskabet væsentlige tab på terminsforretninger og foretog store nedskrivninger på anlægsbeholdningen af værdipapirer, herunder nedskrivninger på mellemregningskonti med det associerede selskab C og E ApS, der havde mistet hele sin indskudskapital.
Selskabets bruttotab var på 4.903.093 kr. Selskabet ophørte i følge regnskabets årsberetning med egne terminskontrakter og indgik i en puljeordning, F1 I/S, med ejerandel 30,31 %. Det fremgår af årsregnskabet for 1991 for F1 I/S, at de øvrige interessenter var C 13,99 %, E 1,7 %, sagsøgeren 7,74 %, G A/S 30,64 %, C & E ApS 10,36 %, F3 ApS 3,26 %, F4 ApS 0,62 % og F5 ApS 1,38 %.
Sagsøgerens selvangivelse for 1987 indeholdt en obligationsrenteindtægt på 126.786 kr. Selvangivelsen for 1988 indeholdt en obligationsrenteindtægt på 142.104 kr., heri - efter sagsøgerens forklaring - includeret 114.247 kr. fra terminsforretninger. Sagsøgerens selvangivelse for 1990 indeholdt renteindtægter for indeståender i pengeinstitutter 15.592 kr., obligationsrenteindtægter 15.947 kr. og renteindtægter af pantebreve 21.614 kr. Anden kapitalindkomst er anført med - 2.529 kr. Regnskab for F1 I/S var vedlagt sagsøgerens selvangivelse for 1991. Et arbejdsvederlag i interessentskabet på 240.000 kr. og andel i resultat 13.201 kr. var i selvangivelsen optaget under overskud af selvstændig virksomhed. Underskud af selvstændig virksomhed var anført til 294.120 kr. Selvangivelsen for 1992 var vedlagt en valutaterminsforretningsoversigt for F1 I/S. I denne selvangivelse var optaget et overskud af selvstændig virksomhed på 225.658 kr.
Sagsøgeren indgik med Sparekassen N den 5. september 1988 en aftale om en ramme for valutaterminsforretninger af størrelsen 3 mio. kr. Rammeaftalen afløste en tidligere aftale af 15. marts 1988. Rammebeløbet forhøjedes til 5 mio. kr. ved aftale af 17. januar 1989. Af en udateret håndpanteerklæring fremgår, at det til enhver tid indestående beløb på en sikringskonto af sagsøgeren blev håndpantsat til sikkerhed for dennes gæld til sparekassen "primært i forbindelse med valutaterminsramme kr. 5 mio."
Der er enighed om, at sagsøgeren i 1989 med Sparekassen N endeligt afviklede 73 terminsforretninger og indgik 67 modforretninger. En modforretning vedrører afvikling af en allerede indgået terminsforretning inden den aftalte forfaldsdato.
Sagsøgeren og E indgik endvidere i 1989 40 endeligt afviklede terminsforretninger med den daværende H-bank, 37 forlængede terminsforretninger og 27 optioner. I 1990 indgik sagsøgeren og E med H-banken 11 endeligt afviklede terminsforretninger og 10 forlængelser. H-banken havde den 13. april 1989 bevilget sagsøgeren og E "rammelimit for valutaterminsforretninger ... således at der kan indgås korte forretninger på op til kr. 6 mio." Der var til sikkerhed herfor deponeret en konto tilhørende sagsøgeren og en konto tilhørende E. Værdien på disse konti skulle ifølge rammeaftalen altid udgøre 300.000 kr. Rammeaftalen var stilet til "A og E, c/o F6, X-vej 1, Z-by."
Told- og Skattestyrelsen fik i 1992 indberetning fra D-bank om, at sagsøgeren og E i indkomståret 1991 havde indgået 28 kontrakter med et samlet handlet beløb i danske kroner på 117.669.327,06 kr.
Sagsøgeren har ved en ansat i Sparekassen N og under henvisning til fremlagte bilag vedrørende indgåelse og afvikling af terminsforretninger, opgjort sit tab for 1989 ved urealiserede terminsforretninger til 651.152,18 kr. Denne opgørelse er fremkommet få dage før domsforhandlingen.
Sagsøgeren har fremlagt en række bilag vedrørende obligationshandler i 1989, men uden en nærmere opgørelse af det påståede tab.
Af en faktura af 30. oktober 1989 fra C Fiskeeksport A/S til E & A, X-vej 1, Z-by, fremgår følgende: "andel (drift af Reuters)" for august, september og oktober, henholdsvis 10 % af 4.183,72 kr., 10 % af 45.316,46 kr. og 10 % af 85.264,08 kr., i alt inclusiv moms 16.439,50 kr.
Forklaringer
Der er afgivet forklaring af sagsøgeren, og vidneforklaring af D , J og K.
Sagsøgeren har forklaret, at han er bankuddannet i perioden 1959-62. Derefter aftjente han sin værnepligt, og i 1964 begyndte han at arbejde i bilbranchen, hovedsageligt for Volvo. Han var økonomichef og sluttede i 1980 som økonomidirektør for Volvo i F-by. Han tog sig af alt, hvad der hører under økonomiområdet i en stor virksomhed. Volvo solgte biler og reservedele til Danmark i svenske kr. For at fastholde avancen kurssikrede han i forhold til den svenske krone ved at oprette en svensk kronekonto. I de sidste år hos Volvo handlede han på firmaets vegne en hel del med aktier og obligationer. Han var i en 9-måneders periode i 1973 ansat i en lille sparekasse. Han havde der ansvaret for alt vedrørende handel med valuta. Fra 1980-83 var han selvstændig og arbejdede i denne periode bl.a. sammen med to advokatkontorer, idet han havde med økonomisk styring af konkursboer og betalingsstandsningsboer at gøre. I 1983 blev han ansat hos C som regnskabschef/økonomichef. Der blev ikke udarbejdet en skriftlig ansættelseskontrakt. 80-90 % af omsætningen hos C var i fremmed valuta.
I de første år kurssikrede han selskabets tilgodehavender og handlede på selskabets vegne med aktier og obligationer, hvilket bl.a. betød, at selskabet var selvfinansierende. Fra starten af 1987 begyndte han på selskabets vegne at indgå valutaterminsforretninger i større omfang end nødvendigt for at afdække selskabets kursrisici. Selskabet havde underskud, og handel med valuta kunne tilføre selskabet nødvendig kapital. I 1987 indgik han i eget navn 6-7 terminsforretninger med sparekassen N. I 1987 indgik han også terminsforretninger sammen med andre, bl.a. sammen med E. I 1987 havde han vel ca. 30.000 kr. i overskud vedrørende sine egne terminsforretninger. I 1988 foretog han 30-40 handler i eget navn og derudover handlede han sammen med andre bl.a. med C A/S, C og E, C privat og E privat. F3-F4-F5-selskaberne blev stiftet i 1988. Han indgik herefter også terminsforretninger for F3-F4-F5-selskaberne. Det var kun ham, der indgik terminsforretninger for de nævnte personer og selskaber.
Han havde personligt et overskud på terminsforretningerne i 1988, og også de andre, han indgik terminsforretninger for, havde overskud. Fra 1. oktober 1988 til 26. februar 1990 var han tillige ansat i F6 K/S, hvortil "fiskeeksportdelen" af C A/S blev solgt. I begyndelsen af 1989 anskaffede C A/S en såkaldt "Reuter", der blev placeret på C A/S' kontor. Han gik ned og tjekkede den tidligt om morgenen. Han gik derefter hjem, og kl. 8 mødte han på ny. Han kom fra arbejde mellem kl. 18 og 20. Han sad ved "Reuteren" hele tiden. En "Reuter" er et EDB-anlæg, der har direkte forbindelse med de forskellige børser. Valutakurserne bliver opdateret hele dagen. En "Reuter" koster 25-30.000 kr. i leje pr. måned. Han havde endvidere direkte telefonforbindelse til H-banken og til Sparekassen N. Derudover var der en telefon til øvrige samtaler. Han havde en sekretær, en finansbogholder og en lønningsbogholder til hjælp. Omkring 80 % af hans tid gik med terminsforretninger. Han handlede for F3-F4-F5-selskaberne, C, E, G A/S, C A/S, C og E ApS og for sig selv.
Endvidere indgik han sammen med E terminsforretninger med H-banken. I 1989 stiftedes I/S Z-bys-puljen, hvis interessenter var de personer og selskaber, som han hidtil havde indgået terminsforretninger for. Dels var det nemmere at indgå en terminsaftale for interessentskabet end aftaler for hver af interessenterne, dels var han herefter fri for eventuel mistanke om at "tage de gode forretninger selv". Det var aftalt, at han og E skulle betale 10 % af overskuddet vedrørende handlerne med H-banken til C som betaling for lån af "Reuteren". Overskuddet fra de forretninger, han indgik i sit eget og Es navn, gik ind på en fælles konto i H-banken. De skulle hver have 50 % af overskuddet. Han havde kontakt med D i Sparekassen N flere gange dagligt. De havde hver deres "Reuter".
De var hver dag i kontakt ca. kl. 14.30, hvor de drøftede de såkaldte nøgletal fra de store udenlandske banker, og han disponerede herefter, ofte således at han straks meddelte D, hvilke dispositioner nøgletallene gav ham anledning til at foretage. Det var altid ham selv, der besluttede, hvad der skulle ske, og bankerne havde ikke fuldmagt til at handle. Næsten alle terminsforretningerne blev inden aftalt udløbsdato lukket med en modforretning, idet hans princip var, at tage gevinsten, når den var der, og at lukke hurtigst muligt, såfremt der var risiko for tab. Han havde en lille "lommereuter" derhjemme, hvor han også kunne følge med på markedet. Han havde en aftale om, at han kunne ringe til H-banken i New York. Det gjorde han hver aften kl. 22. I 1989 foretog han personligt omkring 306 handler, inclusiv modforretninger og optioner. I alt indgik han i 1989 ca. 2.000 handler.
Forretningerne med Sparekassen og H-banken beløb sig i 1989 til 8-10 mia. kr., heraf ca. 800 mio. kr. i personligt regi. Hans kontaktperson i H-banken var K. Fra 1987 havde han en sikringskonto i Sparekassen N. Banken kræver, at man kommer med egne penge. I oktober 1989 "væltede" valutamarkedet. Tabet i C var en følgevirkning heraf. Kontraktforlængelser sker som regel som følge af tab. Han startede egen virksomhed i efteråret 1994 og udtrådte derfor af bestyrelsen i C Fiskeeksport A/S i oktober 1994. I/S F1 blev ophævet den 31. marts 1995. Da var tabene realiserede. I selvangivelsen for 1988 havde han medtaget sit nettooverskud på 114.247 kr. vedrørende terminsforretninger under kapitalindkomst, idet beløbet var indeholdt i pkt. 33, renteindtægter af obligationer, der i alt var selvangivet til 142.104 kr.
D har forklaret, at hun er ansat i Sparekassen N, hovedsædet i Å-by, hvor hun siden 1984 har beskæftiget sig med valutahandel. Hun har lavet opgørelsen over sagsøgerens urealiserede tab ved terminsforretninger i 1989. Det eneste usikkerhedsmoment er kursfradraget, men der er tale om en meget lille usikkerhedsmargin. Den første kontakt med sagsøgeren blev indgået i slutningen af 1987 eller begyndelsen af 1988. Der var tale om telefonisk kontakt. De første forretninger med sagsøgeren var rentearbitrageforretninger. I løbet af 1988 blev sagsøgerens handler mere kursfølsomme, og i 1989 var der hovedsageligt tale om kursfølsomme handler. Sagsøgeren ringede hende op flere gange om dagen, nogle dage op til 6-8 gange. Om morgenen talte de om, hvad der kunne forentes at ske på valutamarkedet i løbet af dagen. Sagsøgeren fulgte udviklingen på sin reuterskærm. Det er typisk pengeinstitutter, vekselerere og større virksomheder med egen økonomiafdeling, der har reuterskærm.
Umiddelbart før nøgletal fra USA og Tyskland blev offentliggjort, var de som oftest i dialog med hinanden, og når tallene blev offentliggjort, tog sagsøgeren stilling til, hvilke dispositioner, han ønskede at foretage. Det kunne være indgåelse af nye handler eller afvikling af tidligere terminsaftaler. Efter hendes opfattelse er aftaler om afvikling af terminsforretninger selvstændige dispositioner. Som oftest blev terminsforretningerne afviklet før den aftalte udløbsdato. Sagsøgeren fulgte valutamarkedet meget tæt, og han blev efterhånden en stor privatkunde. Hun vil betegne hans dispositioner som forretningsmæssigt velbegrundede og fornuftige.
J har forklaret, at han fra den 1. april 1981 til den 30. juni 1989 var sparekassebestyrer i Sparekassen N i F-by. Han lærte sagsøgeren at kende i begyndelsen af 1980'erne. Sagsøgeren var da ansat hos C. Sagsøgeren foretog terminsforretninger både personligt, for selskaber og for personer knyttet til disse selskaber. De havde i sparekassen daglig kreditvurdering af sagsøgeren. På baggrund heraf udarbejdede vidnet en indstilling til direktionen, der bevilgede kreditrammen for sagsøgerens valutaterminsforretninger. Da han i slutningen af 1988 skulle lave sparekassens 1989-budget, tog han kontakt med sagsøgeren, der var en stor kunde. Sagsøgerens valutahandler bidrog til sparekassens dækningsbidrag med ca. 100.000 kr. pr. måned. Ved budgetlægningen for 1989 beregnedes en omsætning på 200 mio. kr. pr. måned i snit vedrørende sagsøgeren. Sagsøgeren havde betydelig indsigt i området, og han vil betegne forretningerne som fornuftige.
K har forklaret, at han i 1989 var kunderådgiver i H-bankens arbitrageafdeling i K-by. Han havde telefonisk kontakt med sagsøgeren flere gange om ugen. Han rådgav sagsøgeren, men det var alene sagsøgeren, der traf beslutning om, hvorledes han ville disponere. Sagsøgerens dispositioner var afgjort professionelle.
Parternes argumenter
Sagsøgeren har gjort gældende, at han i 1989 har været næringsdrivende med valutaterminskontrakter, og at han derfor i medfør af statsskattelovens § 6 a har ret til at fratrække tab herpå. Sagsøgeren har endvidere som næringsdrivende ret til at bruge lagerprincippet, således at de urealiserede tab kan fratrækkes i indkomståret. Sagsøgeren har indgået 240-250 handler personligt i 1989, herunder includeret handlerne sammen med E, modforretninger og forlængelser. Sagsøgeren er bankuddannet og har i mange år arbejdet med valuta. Han har således stor indsigt i og viden om det finansielle marked. Stort set alle valutaterminsforretninger er lukket ved modforretninger, og tabene i slutningen af 1989 skyldes generelle problemer på valutamarkedet. Sagsøgeren har endvidere i meget betydeligt omfang udført terminsforretninger for en række andre personer og selskaber, og hans tilknytning til valutamarkedet må derfor anses for at være af en regelmæssig og systematisk karakter. Sagsøgerens personlige handler har han selv finansieret.
Sagsøgeren har konstant overvåget markedet via reuterskærm og ved sin kontakt med forskellige banker, og han har selvstændigt besluttet, hvilke handler der skulle foretages. Det økonomiske omfang har været væsentligt, hvilket er bekræftet ved Js forklaring. Obligationshandlerne føjer sig naturligt til den næring, som sagsøgeren har udøvet med terminsforretninger. Der er ikke noget grundlag for at hjemvise sagen til skattemyndighederne med henblik på en nærmere opgørelse ad lagerprincippet. Tabet vedrørende valutaterminsforretningerne er nøje opgjort, som forklaret af D, mens tabet vedrørende obligationshandlerne til dels er opgjort skønsmæssigt.
Sagsøgte har gjort gældende, at sagsøgeren ikke kan anses for næringsdrivende med valutaterminsforretninger, obligationer eller finansieringsvirksomhed i øvrigt, jf. statsskattelovens § 4 og § 5 a, samt kursgevinstlovens § 2. Den af sagsøgeren på selvstændig basis udøvede aktivitet har ikke været af en sådan systematisk, professionel og omfattende karakter, at der foreligger næring, ligesom aktiviteterne ikke har været tilrettelagt med forsvarlig drift for øje. Der er tale om et meget internationalt marked, hvor man kun kan gøre sig gældende, hvis man er i stand til at forudse kursudviklingen. Selvom sagsøgeren via sin uddannelse og erfaring samt via sin adgang til reuterskærm har erhvervet en vis indsigt i markedet, er der tale om en aktivitet udøvet i sagsøgerens fritid og fra arbejdsgiverens kontor. Sagsøgeren har i kraft af sin ansættelse i C Fiskeeksport A/S og F6 K/S oppebåret en betydelig lønindtægt, og langt den overvejende del af de valutaterminsforretninger, som sagsøgeren angiver at have gennemført i 1989, er indgået som led i disse ansættelsesforhold for de nævnte virksomheders regning og risiko.
Sagsøgeren personligt har i 1989 endeligt afviklet 73 terminsforretninger og 62 modforretninger. Sagsøgeren har samme år gennemført 13 handler med obligationer. Dette kan ikke bevirke, at sagsøgeren kan anses for næringsdrivende med valutaterminsforretninger eller køb og salg af obligationer. Sagsøgeren har ikke dokumenteret, at han for egen regning og risiko har gennemført yderligere valutaterminsforretninger i 1989. Den i de nævnte selskaber drevne virksomhed kan ikke tillægges afsmittende virkning ved vurderingen af, om sagsøgeren personligt skal anses for næringsdrivende. Sagsøgeren har ikke før 1989 selvangivet tab/gevinst som led i virksomhed.
De indgåede valutaterminsforretninger skal skattemæssigt behandles efter bestemmelsen i statsskattelovens § 4, litra f, hvorefter realiserede nettogevinster er skattepligtige, og realiserede nettotab ikke er fradragsberettigede. Der er tale om porteføljepleje af sagsøgerens likvide kapital. Sagsøgerens tabsopgørelse vedrørende urealiserede valutaterminsforretninger og handel med obligationer er i øvrigt ikke dokumenteret tilstrækkeligt. Vedrørende anvendelsen af lagerprincippet gøres det gældende, at sagsøgeren, såfremt retten måtte anse sagsøgeren for næringsdrivende med valutaterminsforretninger, må henvises til at søge anmodningen om anvendelse af lagerprincippet genoptaget over for den kommunale skattemyndighed, da afgørelsen herom falder uden for domstolenes kompetence.
Begrundelse og konklusion
Det lægges til grund, at sagsøgeren i kraft af sin uddannelse og sine ansættelsesforhold har erhvervet en væsentlig indsigt i det finansielle marked, herunder navnlig vedrørende valutaterminsforretninger, og at han efter drøftelse med rådgivere i pengeinstitutter selvtændigt traf beslutning om de foretagne dispositioner. Det lægges endvidere til grund, at sagsøgeren som ansat i selskaberne F6 K/S og C A/S hovedsagligt var beskæftiget med valutaterminsforretninger og i 1989 modtog ca. 580.000 kr. i løn fra selskaberne, samt at de valutaterminsforretninger, som sagsøgeren indgik i eget navn, blev foretaget fra arbejdsgiverens kontor og under benyttelse af den "reuterskærm", som arbejdsgiveren mod betaling stillede til rådighed. Det fremgår af sagen, at sagsøgeren også i 1987 og 1988 indgik aftaler om valutaterminsforretninger i eget navn, herunder sammen med andre personer eller selskaber, hvorved der fremkom et overskud, som sagsøgeren selvangav som kapitalindkomst, og at sagsøgeren hverken for disse indkomstår eller for 1989 indgav udvidet selvangivelse som selvstændig erhvervsdrivende.
Det fremgår endvidere af de under sagen udarbejdede hjælpebilag, der talmæssigt ikke er bestridt, at sagsøgeren i 1989 i eget navn indgik og endeligt afviklede 73 terminsforretninger og 67 "modforretninger", og at han sammen med E yderligere indgik og endeligt afviklede 40 terminsforretninger, 37 forlængelser samt 27 optioner. Efter sagsøgerens egen forklaring har han i 1989 indgået i alt ca. 2000 handler. Uanset om modforretningerne ved vurderingen af omfanget af sagsøgerens aktivitet på det finansielle marked anses for selvstændige dispositioner, har sagsøgeren således udøvet den væsentligste aktivitet i sin egenskab af ansat i de nævnte selskaber, og omfanget af sagsøgerens aktivitet for sine arbejdsgivere kan ikke medføre nogen "afsmitning" ved vurderingen af omfanget af hans virksomhed i eget regi. Under hensyn hertil og til det oplyste om sagsøgerens nettoresultater ved valutaterminsforretninger i 1987-1989 findes sagsøgerens personlige virksomhed ikke at være af en sådan karakter og af et sådant omfang, at sagsøgeren kan anses for næringsdrivende og indrømmes fradrag for eventuelle tab.
Landsretten tager derfor sagsøgtes frifindelsespåstand til følge.
Thi kendes for ret:
Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.
I sagsomkostninger skal sagsøgeren, A, til sagsøgte inden 14 dage betale 33.000 kr.