Parter:
R
(advokat M)
mod
Skatteministeriet
(kammeradvokaten)
Afsagt af dommerne:
3 dommere
Denne sag drejer sig om, hvorvidt sagsøgeren, R, skal beskattes af et beløb på 3 millioner kr.,
som han fik udbetalt i 1993. Sagsøgeren var i 1991 blevet indrømmet en køberet til aktierne i det
selskab, som han var direktør for, og betalingen af de 3 millioner kr. til sagsøgeren skete i forbindelse
med tilbagekøb af hans køberet.
Den 28. januar 1998 afsagde Landsskatteretten en kendelse vedrørende ansættelsen af
sagsøgerens skattepligtige indkomst for indkomståret 1993. I kendelsen hedder det:
"...
Klagen vedrører opgørelsen af indkomsten på følgende punkt:
Personlig indkomst
Vederlag anset som lønaccessorium, jf. statsskattelovens § 4 3.000.000 kr.
...
Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren var ansat i AA A/S (herefter kaldet selskabet),
hvis aktiviteter består i afsætning af dentalprodukter. Selskabet var i 1991 ejet af det hollandske BB
BV.
I årene 1983 til 1989/90 var klageren ansat som regnskabschef, og i marts måned 1991 tiltrådte
klageren som direktør i selskabet. Den 29. oktober 1991 underskrev klageren og selskabet en
direktørkontrakt, hvoraf det fremgår, at klageren med virkning fra den 21. marts 1991 ville tiltræde
som direktør i selskabet.
Det fremgår af kontrakten, at det årlige vederlag udgjorde 474.000 kr., og at spørgsmålet om
regulering af vederlaget skulle tages op til drøftelse i forbindelse med afslutning af årsregnskabet.
Det fremgår ligeledes, at selskabet skulle stille en bil til rådighed for klageren, hvortil selskabet
afholdt alle udgifter, og at selskabet skulle betale alle udgifter ved en hos klageren privat installeret
telefon. Endelig fremgår det, at selskabet skulle betale den årlige præmie for en livs- og
ulykkesforsikring for klageren.
Vedrørende opsigelse af kontrakten fremgår det, at selskabet havde 12 måneders
opsigelsesvarsel, mens klagerens varsel var 6 måneder. Kontrakten indeholder ingen bestemmelser
om fratrædelsesgodtgørelse.
Klagerens repræsentant har oplyst, at klageren og BB BV i umiddelbar forlængelse af klagerens
tiltræden som direktør i selskabet i marts måned 1991 påbegyndte forhandlinger om klagerens
eventuelle ejer-/medejerskab af selskabet. Forhandlingerne resulterede i, at man i juni måned 1991
indgik en mundtlig aftale om, at klageren fik forkøbsret til alle aktierne i selskabet, samt at BB BV
havde en tilbagekøbsret hertil. Klagerens forkøbsret kunne gøres gældende mod betaling af 7 mio.
kr. med tillæg af 50 % af tilvæksten i selskabets egenkapital efter den 1. januar 1991. Det blev
ligeledes aftalt, at forkøbsretten var tidsbegrænset indtil udgangen af 1993. Klageren betalte ikke
vederlag for erhvervelsen af forkøbsretten.
Ultimo 1993 modtog BB BV et tilbud fra en svensk koncern, som var interesseret i at købe
selskabet. Klagerens repræsentant har oplyst, at klageren i den anledning i december 1993
meddelte, at såfremt BB BV ville sælge aktierne i selskabet, ville han udnytte sin forkøbsret til
aktierne. Til belysning af dette forhold er der fremlagt et udkast til aktieoverdragelsesaftale, som
klageren fik udfærdiget af advokat O, S-huset i X-by. Der er ligeledes fremlagt en af klageren
udfærdiget beregning over tilbagekøbsværdien ved BB BV's tilbagekøb. Denne beregning udviser en
budgetteret tilbagekøbsværdi pr. 31.12.93 på 2.814.000 kr., og er dateret den 14. december 1993.
Dette resulterede i, at BB BV afgav et tilbud til klageren, som lød som følger:
We have previously informed you that we have considered whether we should sell our shares in
AA A/S to you in accordance with the option (förköpsrätt) granted to you in June of 1991, or if we
should exercise our option to repurchase your option against an agreed compensation of DKK
3.000.000, thereby enabling us to sell the shares to another party.
Regretfully, we have to inform you of our decision to exercise our option thereby making your
option null and void. We will therefore as full compensation for our previous agreement and in
settlement of all outstanding issues between us transfer the amount of DKK 3.000.000 on December
28 to your account ... with Y-Bank, yy-gade 4, 0000 X-by.
Please confirm your acceptance of the above.
BB BV"
Klagerens repræsentant har yderligere indhentet en erklæring fra BB BV til belysning af den
mundtlige aftale. Det fremgår heraf, at BB BV bekræfter de afgivne oplysninger vedrørende den i
1991 indgåede mundtlige aftale.
Efterfølgende solgte BB BV aktierne i selskabet til den svenske koncern, NN. Klageren fratrådte
samtidig i følge aftale af 22. december 1993 stillingen som direktør for selskabet.
Det fremgår nærmere af aftalen, at klageren blev fritstillet med omgående virkning. Samtidig
blev det aftalt, at klageren ville modtage vederlag m.v. indtil udgangen af 1994 i overensstemmelse
med direktørkontraktens bestemmelser om opsigelse og vederlæggelse.
Skatteankenævnet har ved den påklagede afgørelse fundet, at klagerens indkomst er at forhøje
med 3.000.000 kr. i medfør af statsskattelovens § 4, da det modtagne vederlag er at
anse for et lønaccessorium.
Man har herved bl.a. henset til, at klageren først kan anses for at have erhvervet
endelig ret til vederlaget den 20. december 1993, at klageren ikke har løftet
bevisbyrden for, at en klar og bindende aftale om køb af aktier i AA A/S er indgået inden den 1. juli
1991, at klageren må anses for at have erhvervet en køberet og ikke en forkøbsret, og
at en økonomisk konstaterbar fordel, som tildeles en direktør af selskabet eller en
aktionær er at anse for en i medfør at statsskattelovens § 4 naturalaflønning i
ansættelsesforholdet. Man har videre bl.a. henset til, at LSRM 1978.69 ikke er anvendelig i
nærværende situation, ligesom der er henvist til kursgevinstlovens §§ 1, 4 samt 8C.
Klagerens repræsentant har overfor Landsskatteretten principalt nedlagt påstand om, at det
modtagne vederlag på 3.000.000 kr. er skattefrit i medfør at statsskattelovens § 5a.
Subsidiært er der nedlagt påstand om, at vederlaget, såfremt det må anses for et lønaccessorium,
ikke er skattepligtigt i 1993, men i 1991 ved aftaleindgåelsen ...
Til støtte for den principale påstand er bl.a. anført, at der er skattemæssig praksis for, at beløb
ikke kan betragtes som lønaccessorium, hvis de ikke modtages fra arbejdsgiveren, jf. bl.a.
ligningsvejledningen 1995, afsnit A.B.1.4.1., uanset at beløbet modtages fra
aktiemajoritetsindehaveren. Der er derfor ikke grundlag for at anse det modtagne vederlag for et
lønaccessorium. Det er videre bl.a. anført, at en fortjeneste ved afhændelse eller opgivelse af en
køberet beskattes efter reglerne i statsskattelovens § 5a, hvilket i nærværende
situation betyder, at fortjenesten er skattefri. Der er i den forbindelse bl.a. henvist til Lærebog om
Indkomstskat, af C m.fl., 6. udg., s. 201, samt LSRM 1978.69 og TfS 97.125 LSR, som bekræfter det
anførte. Der er endelig henvist til, at skatteankenævnet ikke har dokumenteret eller sandsynliggjort,
at der ikke skulle være indgået en aftale mellem BB BV og klageren i juni 1991, samt at denne aftale
ikke skulle være en forkøbsret, jf. BB skrivelse af 20. december 1993.
Der er ligeledes henvist til, at den i sagen omhandlede aftale ikke er omfattet af
kursgevinstloven, først og fremmest under hensyn til, at der er tale om en forkøbsret, og under alle
omstændigheder under hensyn til, at aftalen er indgået før den 1. juli 1991.
Til støtte for den subsidiære påstand er det bl.a. anført, at hvis man må anse forkøbsretten for et
lønaccessorium, er værdien heraf skattepligtig i 1991 ved retserhvervelsen, og ikke i 1993, ligesom
selve værdistigningen af forkøbsretten er omfattet af statsskattelovens § 5a.
...
Told- og Skattestyrelsen har indstillet den påklagede ansættelse stadfæstet. Til støtte herfor er
der bl.a. henvist til, at det faktiske forløb mere tyder på, at der forelå en aftale om overskudsdeling
end en forkøbsret, idet BB blot kunne have ventet med at sælge til efter 1993, hvor man ikke
længere var forpligtet overfor klageren. Det er videre bl.a. anført, at vederlaget er opnået som følge
af klagerens ansættelse som direktør, og LSRM 1978.69 er ikke anvendelig i nærværende tilfælde,
da der ikke forelå et ansættelsesforhold.
Landsskatteretten skal udtale:
Retten finder det efter det oplyste i tilstrækkelig grad godtgjort, at klageren i juni 1991 blev
indrømmet en forkøbsret til alle aktierne i selskabet, ligesom det findes godtgjort, at BB BV blev
indrømmet en tilbagekøbsret.
Retten finder videre, at klageren ved den omhandlede aftale, som blev indgået i umiddelbar
forlængelse af hans ansættelse som direktør i selskabet, blev indrømmet en økonomisk fordel
svarende til 50 % af tilvæksten i selskabets egenkapital efter den 1. januar 1991 betinget af, at BB
BV ønskede at afhænde aktierne i selskabet inden udgangen af 1993. Retten bemærker tillige, at
klageren oppebar det omhandlede vederlag i 1993, hvor BB BV ønskede at sælge aktierne i
selskabet og udnyttede den indrømmede tilbagekøbsret.
Bl.a. under hensyn hertil finder retten, at klageren erhvervede ret til det omhandlede vederlag i
1993, og at vederlaget har en så tæt forbindelse til klagerens ansættelsesforhold, at det er
skattepligtigt i medfør af statsskattelovens § 4 som lønaccessorie.
...
Den påklagede ansættelse stadfæstes således.
Herefter bestemmes:
Personlig indkomst
Vederlag anset som lønaccessorium, jf. statsskattelovens § 4, 3.000.000 kr., stadfæstes.
..."
Parternes påstande
Under denne sag, der er anlagt den 27. april 1998, har sagsøgeren påstået sagsøgte,
Skatteministeriet, tilpligtet at anerkende, at sagsøgerens personlige indkomst for indkomståret 1993
nedsættes med 3 millioner kr.
Sagsøgte har påstået frifindelse.
Som anført i Landsskatterettens kendelse blev sagsøgeren i marts 1991 ansat som direktør for
selskabet AA A/S, der var ejet af det hollandske selskab BB BV. Sidstnævnte selskab blev
administreret fra et kontor i Hamborg og var ejet af den svenske mediekoncern KKK.
Sagen angår
I forlængelse af et møde i juni 1991 mellem sagsøgeren og T, der var økonomidirektør i BB BV,
blev der indgået en mundtlig aftale om sagsøgerens adgang til at købe aktierne i AA A/S. Parterne
har for landsretten været enige om, at aftalen, der i Landsskatterettens kendelse er betegnet som en
forkøbsret for sagsøgeren, var en tidsbegrænset køberet for sagsøgeren kombineret med en ret for
BB BV til at tilbagekøbe køberetten. Sagsøgeren har i et udateret håndskrevet notat fra mødet med T
anført følgende om køberetten, der betegnes "option":
"...
Option
R har option på at købe Skandinavien til værdi pr. 31.12. 90 + 50 % af værditilvækst. Optionen
gælder til 31.12. 93. BB har dog altid ret til at tilbagekøbe optionen til 50 % af værditilvæksten.
Ved værditilvæksten tages der hensyn til
- A.
- Goodwill
- B.
- Evt. adm.bidrag
- C.
- Evt. udbytte
Efter 1993 udløber optionen.
dog mindst 300.000.
..."
-
- Af samme håndskrevne notat fremgår endvidere
følgende:
"...
12 resp. 6 mdr.
Pension / en vis forsikring
Tantieme erstattes af option
- Konkurrenceklausul
...
40.000 + bil
(bil + 80.000)
..."
I et brev af 28. juni 1991 til V-Revision har sagsøgeren beskrevet den indgåede aftale,
herunder at køberetten kunne gøres gældende mod betaling af 7 millioner danske kr. med tillæg af
50 % af tilvæksten i selskabets egenkapital fra den 1. januar 1991 til det tidspunkt, hvor "optionen"
udnyttedes.
Henholdsvis den 29. og 31. oktober 1991 blev sagsøgerens direktørkontrakt, der er nærmere
beskrevet i Landsskatterettens kendelse, underskrevet af T og sagsøgeren.
Af en kopi af et brev dateret den 19. marts 1992 fra sagsøgerens advokat, advokat O til T
fremgår det, at sagsøgeren havde vanskeligt ved at finansiere et køb af alle aktierne i AA A/S på en
gang. Advokaten foreslog derfor, at aftalen ændredes således, at sagsøgeren gradvist over en
årrække kunne købe alle aktierne. Senere udarbejdede advokaten et udkast til
aktieoverdragelsesaftale, hvorefter sagsøgeren overtog alle aktierne pr. 30. december 1993 for 12
millioner kr., hvoraf de 8 millioner kr. skulle afdrages over 5 år. Som et led i dette aftaleudkast skulle
KKK påtage sig selvskyldnerkaution over for AA A/S's bankforbindelse svarende til restkøbesummen.
Af en skrivelse af 23. august 1993 fra Y-Bank til sagsøgeren fremgår det, at banken på en række
nærmere bestemte vilkår tilbød sagsøgeren kreditfaciliteter i forbindelse med køb af AA A/S.
Der blev imidlertid aldrig indgået en endelig aftale om sagsøgerens køb af aktierne i AA A/S, idet
BB BV modtog et bedre købstilbud fra det svenske selskab NN AB. Sagsøgeren blev orienteret
herom ved brev af 14. oktober 1993 fra H fra KKK, ligesom han ved brev af 22. november 1993 fra
NN AB blev tilbudt fortsat ansættelse som direktør til en årsløn på 510.000 kr. og med mulighed for
en tantiemeordning.
Sagsøgeren ønskede imidlertid ikke at fortsætte som direktør for de nye ejere af selskabet og
fratrådte derfor stillingen den 22. december 1993 efter at have tiltrådt, at der blev udbetalt ham et
beløb på 3 millioner kr. for tilbagekøb af køberetten. Beløbet overførtes herefter til sagsøgerens
bankkonto den 28. december 1993.
Af årsregnskaberne for AA A/S fremgår det, at selskabets årsresultater i 1990 og 1991 var
negative, mens resultaterne i 1992 og 1993 var positive med henholdsvis 603.332 kr. og 4.410.110
kr. Selskabets egenkapital udgjorde pr. 31. december 1990 4.739.418 kr., og efter en nedskrivning af
goodwill med over 3 millioner kr. pr. 1. januar 1991 udgjorde egenkapitalen pr. 31. december 1991
973.042 kr. Den 31. december 1993 var egenkapitalen steget til 5.986.497 kr.
Forklaringer
Der er under sagen afgivet forklaring af sagsøgeren, direktør i KKK J og advokat O. Det er
oplyst, at T døde i 1993.
Sagsøgeren har forklaret, at han indtil den 20. marts 1991 var administrationschef hos AA A/S.
Den 20. marts 1991 blev han af T kaldt til møde i Hamburg. Til stede ved mødet var tillige E fra L i
Tyskland. T tilkendegav, at man var utilfredse med den daværende direktør for AA A/S og spurgte
sagsøgeren, om han ville overtage stillingen. Sagsøgeren sagde ja til tilbuddet, og samme aften blev
vilkårene - herunder løn og pension - for stillingen aftalt. Aftalen blev først underskrevet senere, fordi
der var et åbentstående spørgsmål om en konkurrenceklausul, som sagsøgeren ikke ville påtage sig.
Bortset herfra blev alle vilkår for ansættelsen aftalt den 20. marts 1991. Der blev ikke på mødet talt
om, at sagsøgeren skulle have tantieme, bonus eller køberet til aktier. Sagsøgeren, der var klar over,
at B-koncernen ønskede at komme ud af markedet for dentalprodukter og derfor allerede havde solgt
en del af sine virksomheder, gjorde sig i løbet af foråret tanker om at overtage virksomheden. Han
rejste derefter medio juni 1991 til Hamburg for at tale med T om spørgsmålet.
Til sagsøgerens store overraskelse var T meget positiv over for tanken om, at sagsøgeren skulle
overtage virksomheden. T sagde, at virksomheden i hvert fald var 7 millioner kr. værd, og foreslog
derefter, at sagsøgeren kunne købe virksomheden for 7 millioner kr. + 50 % af værdistigningen.
Køberetten skulle dog være tidsbegrænset til udgangen af 1993. Køberetten skulle være kombineret
med en tilbagekøbsret for det tilfælde, at der dukkede en meget kapitalstærk køber op. Når
køberetten var tidsbegrænset skyldtes det formentlig et ønske om at lægge et vist pres på
sagsøgeren med hensyn til at skaffe finansiering. Sagsøgeren havde ingen penge selv, og det var
åbenbart, at han ikke kunne skaffe finansiering udefra i 1991, idet selskabet havde kørt med
underskud. Han opfattede aftalen således, at hvis han var kommet med pengene, ville BB have solgt
straks, og altså ikke have ventet på, at en anden køber skulle vise sig. T sagde, at han skulle have
aftalen godkendt af ledelsen i Stockholm. Den 27. juni 1991 bekræftede T telefonisk, at aftalen var
godkendt i Stockholm. T sagde, at han indestod for, at BB ikke ville løbe fra aftalen.
BB ønskede ikke at indgå en skriftlig aftale, idet den i så fald skulle fremgå af regnskaberne. De
notater, sagsøgeren har lavet i forbindelse med mødet, skal forstås som en opsummering. De
lønvilkår, som fremgår af ansættelsesaftalen, blev ikke debatteret på mødet. Han mindes således
ikke, at der er blevet talt om opsigelsesvilkårene og heller ikke om løn eller bil. Når han har skrevet
noget om tantieme, skyldes det, at det var hans tanke at forlange tantieme, hvis T var afvisende over
for forslaget om, at sagsøgeren skulle indrømmes en køberet til aktierne. Det kom imidlertid slet ikke
på tale, da T var positiv over for tanken. I starten af 1992 nævnte sagsøgeren i Y-Bank, som var
selskabets pengeinstitut, at han ønskede at købe virksomheden. Banken henviste ham til at søge
rådgivning hos advokat O. Sagsøgeren henvendte sig til O og forklarede ham, at det var et problem
at skaffe finansieringen. Sagsøgeren og O havde et møde med direktør T i foråret 1992, som
imidlertid ikke rigtigt mundede ud i noget.
I løbet af 1993 accepterede BB en forhøjet købesum på 12 millioner kroner, men således at 8
millioner skulle forblive indestående og afdrages over 5 år. Forhøjelsen var nok prisen for, at BB reelt
skulle finansiere driften i afdragsperioden. Samtidig fik sagsøgeren en aftale med F om
fakturabelåning i stand samt tilsagn fra Y-Bank om kredit. Advokat O udarbejdede herefter et forslag
til aktieoverdragelsesaftale, som blev sendt til J. Der kom imidlertid ikke nogen aftale i stand, fordi BB
havde fundet en anden køber, som ville give 18 millioner kr. for virksomheden. Da sagsøgeren
modtog BB besked herom, udarbejdede han en beregning af, hvad BB skulle betale for at
tilbagekøbe optionen i et forsøg på at overtale dem til fortsat at sælge aktierne til ham. Han og
advokat O var også til et møde i Stockholm "for at tale til BB gode hjerte". Det lykkedes dog ikke at
ændre BB beslutning. Han fandt det ikke interessant at arbejde for de nye ejere og afslog derfor
tilbuddet om at fortsætte som direktør.
Han fik at vide, at køberen ønskede at overtage virksomheden inden den 1. januar 1994 for at
udnytte nogle skattemæssige underskud.
J har forklaret, at han i 1991 var viceadministrerende direktør for KKK. Han har ikke været med
til at ansætte sagsøgeren som direktør eller deltaget i forhandlingerne med sagsøgeren om
køberetten til aktierne i AA A/S. Der var truffet en strategisk beslutning i koncernen om at
koncentrere sig om medievirksomhed, og han havde fået til opgave at frasælge de selskaber, der
drev handel med dentalprodukter. Det var før 1991, at koncernen var begyndt at frasælge de
selskaber, der drev handel med X-produkter. Det franske selskab blev solgt omkring 1990/91 og det
tyske selskab i 1991. Herefter var der kun AA A/S tilbage, og der var på dette tidspunkt ingen i den
overordnede koncernledelse, der havde forstand på dentalvirksomhed. Vidnet er ikke bekendt med,
om forslaget til køberetsaftalen udgik fra sagsøgeren eller T, men han blev orienteret af T om aftalen
i sommeren eller efteråret 1991. BB formål med aftalen var først og fremmest at få solgt selskabet.
Det var imidlertid samtidig vigtigt for BB, at de kunne sælge til anden side, hvis der kom et bedre
bud.
Det var derfor en betingelse for at give sagsøgeren køberet til aktierne, at BB havde en
tilbagekøbsret. Vidnet tror ikke, at sagsøgeren betalte for køberetten. Da sagsøgeren var indrømmet
en ret, skulle BB betale for at tilbagekøbe køberetten. Foruden at muliggøre et salg af virksomheden
til sagsøgeren indebar køberetten samtidig, at sagsøgerens incitament til som direktør at drive
virksomheden frem til en værdistigning blev større. Køberetten havde dog ikke noget med
sagsøgerens løn eller øvrige ansættelsesvilkår at gøre. Det var ikke vidnets opgave at forhandle løn
med sagsøgeren. Købesummen blev som udgangspunkt fastsat til 7 millioner kr., idet BB vurderede,
at selskabet var denne pris værd. Dette beløb baserede sig ikke alene på selskabets egenkapital,
men på hvorledes selskabet havde klaret sig over en årrække og den pris, som BB i sin tid havde
købt det for. Køberetten blev tidsmæssigt begrænset til den 31. december 1993, da det var en rimelig
tid for sagsøgeren til at skaffe finansiering. Der var flere drøftelser med sagsøgeren om køb af
aktierne, og vidnet fik et udkast til en aftale herom fra advokat O.
Han husker ikke nærmere, hvorledes købesummen på de 12 millioner kr. fremkom, men den
baserede sig på den oprindelige aftale. I oktober/november 1993 blev BB kontaktet af NN, der tilbød
at betale mere for aktierne end sagsøgeren. Samtidig indebar tilbuddet - i modsætning til
sagsøgerens forslag - kontant betaling. Det var herefter et simpelt regnestykke, at salg til dette firma
ville indbringe mest, selvom BB skulle betale sagsøgeren for at tilbagekøbe køberetten. BB afbrød
dog ikke straks forhandlingerne med sagsøgeren, da man først ville være sikre på, at tilbuddet fra
NN var seriøst. Dette viste sig at være tilfældet. NN ønskede at effektuere handlen inden den 1.
januar 1994 for at kunne udnytte reglerne om sambeskatning. Der var ingen diskussion om, hvad BB
skulle betale sagsøgeren for at tilbagekøbe køberetten. Sagsøgerens beregning herom blev regnet
efter og svarede til den økonomiske udvikling, der havde været i selskabet.
Advokat O har forklaret, at sagsøgeren efter råd fra Y-Bank henvendte sig til ham i oktober 1991.
Sagsøgeren havde en aftale med BB-koncernen om køb af aktierne i AA A/S og ønskede hjælp til,
hvorledes dette skulle gribes an. Den 17. marts 1992 havde de et møde med T, hvor de drøftede
muligheden for at ændre aftalen, således at aktierne kunne erhverves hen ad vejen. Han lavede et
skriftligt oplæg herom og fik senere at vide, at BB-koncernen var indforstået med at arbejde videre ad
denne vej. Ved et møde den 28. maj 1993 med H fra BB-koncernen tilkendegav denne, at koncernen
vedstod sig aftalen fra sommeren 1991, men at man ikke ville sælge aktierne trinvis. Ved en telefax
af 14. juni 1993 meddelte H, at sagsøgeren inden den 31. december 1993 enten kunne købe hele
selskabet kontant eller købe det til en højere pris på 12 millioner kr., hvoraf de 4 millioner skulle
betales kontant og de resterende 8 millioner kr. afdrages over 5 år. Under et møde den 22. juni 1993
i Stockholm tilkendegav repræsentanterne for BB dog klart, at de foretrak et kontant salg til f.eks. 9
millioner kr.
Sagsøgeren lovede BB besked inden den 1. september 1993 og han kontaktede straks Y-Bank,
hvor han opnåede tilsagn om finansiering i overensstemmelse med den afdragsvise ordning. Vidnet
skrev til BB herom den 26. august 1993. Det eneste udestående var på dette tidspunkt, at J ønskede
oplysninger om det danske renteniveau, som vidnet herefter sendte. Den 1. oktober 1993
accepterede J telefonisk vilkårene for en aftale, og vidnet sendte ham den 4. oktober 1993 et
aftaleudkast. Den 14. oktober 1993 meddelte H imidlertid, at BB havde modtaget et bedre tilbud.
Sagsøgeren og vidnet var meget utilfredse hermed og prøvede at fastholde BB på salg til
sagsøgeren. Under et møde i Stockholm den 11. november 1993 fik de imidlertid at vide, at
koncernens bestyrelse havde besluttet at vælge det andet tilbud. Den 15. november 1993 ringede
vidnet til J og forespurgte, om det ville ændre herpå, såfremt sagsøgeren kunne tilbyde at betale i alt
16 millioner kr.
På et afsluttende møde i Stockholm den 5. december 1993 stod det dog fast, at BB-ledelsen var
låst fast af bestyrelsens beslutning, og mødet drejede sig herefter om udbetaling af et beløb til
sagsøgeren i anledning af BBs tilbagekøb af køberetten. Vidnet tror, at repræsentanterne for BB
havde lidt dårlig samvittighed over for sagsøgeren og derfor nok var indstillet på at runde beløbet lidt
op. BB accepterede således uden videre, at beløbet skulle være 3 millioner kr. Det var vidnet, der
kort før jul dikterede sagsøgerens fratrædelsesaftale, der - bortset fra spørgsmålet om fritstilling - var
i overensstemmelse med direktørkontrakten.
Parternes argumenter
Sagsøgeren har til støtte for sin påstand gjort gældende, at han ubestridt i juni 1991 erhvervede
en endelig og ubetinget ret til at købe aktierne i AA A/S inden udgangen af 1993, og at køberetten
var uden værdi på dette tidspunkt. Baggrunden for, at han fik 3 millioner kr. for at afstå sin køberet,
var, at han i efteråret 1993 havde dokumenteret, at han kunne fremskaffe finansiering til købet.
Værdistigningen på køberetten er en skattefri værdistigning efter statsskattelovens § 5, stk. 1, litra a), idet sagsøgeren
hverken har erhvervet eller afstået køberetten som led i sin
næringsvej eller erhvervet den i spekulationsøjemed med henblik på videresalg. Sagsøgeren
erhvervede køberetten med henblik på at drive virksomheden videre. Statsskattelovens § 5, stk. 1 litra a) hjemler ikke beskatning
af såkaldt vederlagsnæring. Selvom det lægges til
grund, at der er hjemmel til at beskatte vederlagsnæring, er lønmodtagere ikke omfattet heraf, idet
vederlaget må forudsættes ydet for afståelse af et aktiv, som er erhvervet som led i en
erhvervsmæssig virksomhed.
Selvom der måtte kunne ske beskatning af gevinster på lønmodtageres vederlag, kan
sagsøgeren ikke beskattes, idet køberetten intet havde med sagsøgerens ansættelsesvilkår at gøre.
Dette underbygges af, at vilkårene var endeligt forhandlet på plads i marts 1991. Det støttes
endvidere af Js forklaring samt i øvrigt af, at køberetten heller ikke fremgår af direktørkontrakten.
Køberetten medførte endvidere ikke et nedslag i sagsøgerens løn, hvilket kan ses ved, at den senere
køber af AA A/S, som var interesseret i at bibeholde sagsøgeren som direktør, ikke som erstatning
for den manglende køberet tilbød sagsøgeren væsentlig mere i løn og tantieme, end denne hidtil
havde oppebåret. Beløbet på de 3 millioner kr. er heller ikke betalt af arbejdsgiveren, men af
aktionæren, og det var ikke forudsigeligt, at køberetten, hvis prisudgangspunkt var væsentlig større
end egenkapitalen, ville indebære nogen økonomisk fordel for sagsøgeren. Da BB BV må
forudsættes at være blevet beskattet af videresalget til NN AB, vil det endelig ud fra synspunkter om
dobbeltbeskatning, ikke være rimeligt at beskatte sagsøgeren.
Sagsøgte har til støtte for sin frifindelsespåstand gjort gældende, at det omtvistede beløb er en
gevinst på en finansiel kontrakt (køberet til aktier), som sagsøgeren har erhvervet som led i sit
ansættelsesforhold, og at gevinsten er skattepligtig i medfør af statsskattelovens § 4,
jf. § 5, stk. 1, litra a). Sagsøgeren har ikke bevist, at hans ansættelsesvilkår var
endeligt fastlagt i marts 1991. Direktørkontrakten blev først underskrevet i oktober 1991, og
sagsøgeren har selv erkendt, at spørgsmålet om konkurrenceklausul først senere blev endeligt
afklaret. Endelig fremgår det af sagsøgerens egne notater, at køberetten trådte i stedet for tantieme,
og sagsøgeren ville efter sin egen forklaring have bedt om tantieme, såfremt han ikke havde fået
køberetten. Køberetten, der blev indrømmet vederlagsfrit, indebar, at sagsøgeren ikke skulle betale
fuld pris for en eventuel fremtidig stigning af selskabets værdi, som han via sin stilling som direktør
havde betydelig indflydelse på, ligesom han i tilfælde af tilbagekøb af køberetten ville få udbetalt et
beløb svarende til halvdelen af værdistigningen.
Køberetten indebar således på samme måde som en tantieme-ordning en mulighed for
sagsøgeren for at opnå en gevinst på grundlag af eget arbejde, og køberetten blev alene indrømmet
sagsøgeren på grund af dennes stilling som direktør. Dette støttes også af Js forklaring, hvorefter
køberetten var et incitament for sagsøgeren til at skabe værditilvækst i selskabet. Gevinsten på
køberetten skal derfor beskattes efter statsskattelovens § 4. Det er i den forbindelse
uden betydning, at udbetalingen af de 3 millioner kr. ikke blev foretaget af det selskab, som
sagsøgeren var ansat i, men af moderselskabet. Systematisk er gevinsten på købekontrakten sket
som led i vederlagsnæring, jf. statsskattelovens § 5, stk. 1, litra a). Der er ikke
grundlag for at antage, at vederlagsnæring ikke er omfattet af bestemmelsen, hvilket tillige bekræftes
af forarbejderne til kursgevinstloven og beskrivelsen af gældende ret i
optionsudvalgets betænkning nr. 1139/1988 om beskatning af finansielle instrumenter. Det har ingen
betydning, om vederlaget er begrundet i en arbejdsindsats ydet af en selvstændig eller af en
lønmodtager.
Der foreligger ikke dobbeltbeskatning, og selvom BB BV måtte være blevet beskattet ved salget
af aktierne, har det ingen betydning for bedømmelsen af sagen.
Begrundelse og konklusion
Sagsøgeren blev den 21. marts 1991 ansat som direktør i AA A/S på baggrund af en mundtlig
aftale om ansættelse indgået med T den 20. marts 1991. Sagsøgeren har gjort gældende, at
samtlige ansættelsesvilkår - bortset fra spørgsmålet om konkurrenceklausul - blev endelig aftalt
mellem parterne den 20. marts 1991. Det fremgår af sagen, at sagsøgerens direktørkontrakt først
blev underskrevet i oktober måned 1991, og således flere måneder efter, at sagsøgeren i juni måned
1991 vederlagsfrit blev indrømmet køberet til aktierne i AA A/S. Efter bevisførelsen, herunder navnlig
sagsøgerens egne notater fra mødet i juni måned 1991 med T om køberetten samt sagsøgerens
egen forklaring om, at han på mødet ville have forlangt tantieme, såfremt han ikke havde fået en
købsret til aktierne, må det lægges til grund, at køberetten alene blev indrømmet sagsøgeren på
grund af dennes stilling som direktør i selskabet, og at ordningen, der kunne indebære økonomiske
fordele for såvel selskabet som sagsøgeren, trådte i stedet for et egentligt ansættelsesvilkår om
f.eks. tantieme.
Dette støttes endvidere af den forklaring, der er afgivet af J, hvorefter køberetten var et
incitament for sagsøgeren til som direktør at arbejde for at skabe en værditilvækst i selskabet. Den
økonomiske fordel, som sagsøgeren opnåede i forbindelse med afståelsen af køberetten i 1993,
findes herefter at have en sådan forbindelse med hans ansættelsesforhold, at den må anses for
indkomst efter statsskattelovens § 4, litra c). Sagsøgte frifindes derfor for
sagsøgerens påstand.
Thi kendes for ret:
Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.
I sagsomkostninger betaler sagsøgeren, R, inden 14 dage 95.000 kr. til sagsøgte.