Afsagt af dommerne:

3 dommere

Denne sag drejer sig om, hvorvidt sagsøgeren, A, i indkomståret 1992 i medfør af ligningslovens § 12, stk. 1, jf. det dagældende stk. 4, var berettiget til et fradrag for underholdsydelse på 5.000 kr. til sin fader i Serbien.

Parternes påstande

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

Principalt:
Sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende et ligningsmæssigt fradrag for sagsøger stort kr. 5.000,00 for indkomståret 1992 i medfør af ligningslovens § 12, stk. 1 og 4.
Subsidiært:
Der tages bekræftende til genmæle over for sagsøgtes subsidiære påstand om hjemvisning til fornyet behandling ved skattemyndighederne vedrørende indkomståret 1992.

Sagsøgte har nedlagt følgende påstande:

Principalt:
Frifindelse.
Subsidiært:
Ansættelsen af sagsøgers skattepligtige indkomst for indkomståret 1992 hjemvises til fornyet behandling ved skattemyndighederne.

Sagen angår

Sagsøgeren flyttede fra Serbien i det daværende Jugoslavien til Danmark i april 1969. Kort efter flyttede hustruen og et fællesbarn til Danmark. Familien har siden været bosat i Danmark. Sagsøgerens forældre har i hele perioden været bosat i Serbien.

Sagsøgeren oprettede i 1970 og i 1975 aftaler om underholdsydelse, hvilke aftaler ikke har været fremlagt under sagen. Disse aftaler blev i 1977 afløst af en aftale om betaling af kr. 24.000 årligt til sagsøgerens fader.

Med virkning fra og med indkomståret 1982 blev der i ligningsloven indført en begrænsning i retten til fradrag for underholdsydelser til personer, der ikke var hjemmehørende i Danmark. Der kunne herefter for ægtefæller tilsammen højest fratrækkes 10.000 kr. årligt. Om begrænsningens betydning for løbende ydelser, fremgår af FT 1980-81, tillæg B, sp. 1187 følgende:

"...

Ministeren for skatter og afgifter har under samrådet redegjort for problemstillingen omkring yderens nedsættelse af allerede løbende ydelser som følge af de ændrede skatteregler.

Ministeren har herom oplyst følgende:

En begrænsning af fradragsretten vil medføre, at de forudsætninger, under hvilke allerede indgåede forpligtelser er påtaget, ændres. I aftalen kan der være taget udtrykkeligt forbehold om, at fuld fradragsret er en betingelse for yderens forpligtelse. Hvor aftalen ikke indeholder noget udtrykkeligt forbehold, beror det på dansk rets almindelige regler om bristende forudsætninger, om yderen ensidigt kan nedsætte ydelsen indtil det fradragsberettigede beløb.

Hvis yderen ensidigt nedsætter beløbet eller ikke fuldt ud opfylder sin forpligtelse, tager ligningsmyndighederne det i almindelighed som udtryk for, at der i realiteten ikke eksisterer nogen aftale. I så fald nægtes ikke alene fradrag for ydelser, der udredes i senere år, men kontrakten anses for ugyldig med den virkning, at fradrag heller ikke godkendes for allerede erlagte ydelser.

Derimod anerkender ligningsmyndighederne i almindelighed en aftale mellem parterne om med fremtidig virkning at nedsætte en allerede løbende ydelse.

..."

Under 3. behandlingen af lovforslaget udtalte skatteministeren, jf. FT 1980-81, sp. 12506 og sp. 12510 følgende:

"...

Det, der er problemet, er stadig væk situationen, hvis ydelsen nedsættes, fordi denne skattelovgivning ændres. I 9 ud af 10 tilfælde, er jeg overbevist om, vil ændringen af kontrakten, hvis den overhovedet sker - vedkommende, der betaler, kan jo godt fortsætte med at betale, vi laver kun om på de skattemæssige virkninger af betalingen - ske ved, at man kommer og præsenterer en gensidigt aftalt og ændret kontrakt, og så er vi enige om, at så er der ikke noget problem.

..."

Den 20. december 1982 udsendte Y-by Kommune en skrivelse, om de ændrede fradragsregler til samtlige skatteborgere med forsørgelseskontrakt.

Sagsøgeren indgik herefter i 1983 en ny forsørgelsesaftale med sin far. I aftalen hedder det i den danske oversættelse, uden medtagelse af særlige serbiske apostroftegn, hvilket tillige gælder for alle senere citerede danske oversættelser:

"...

Forsørgelsesaftale

Mellem A, født i D-by, E, den 14.8.1947 som forsørger og F /1928/ som modtager er der indgået aftale den 1. januar 1983.

Forsørger A, som befinder sig ved sit midlertidige arbejde i Danmark forpligter sig til at betale 500,00 dkr. om måneden som underholdsbidrag skriver: Femhundrede dkr. /6.000 årligt/.

Denne aftale træder i kraft på indgåelsesdagen og skal gælde til den ene af aftaleparternes død, dog mindst 10 år.

I tilfælde af tvistigheder vedrørende forpligtelserne i aftalen skal afgørelse træffes af den relevante domstol på det sted, hvor modtageren har bopæl.

Med denne aftale mindskes underholdsbidraget på 2.000,00 kr. pr. måned i aftalen, som blev indgået den 1. marts 1977.

Forsørger:	A	Modtager
Dato: 1.1.1983		Dato: 8.11.83
		F

..."

Faderens underskrift og identitet er bekræftet af den lokale byret.

Da der i 1990 udbrød borgerkrig i Jugoslavien, ophørte sagsøgeren med som hidtil, at overføre penge til sin far via bank og post.

Det fremgår af kontoudskrift vedrørende sagsøgerens bankkonto for juni 1992, at der ved udgangen af måneden indestod 13.866 kr. Der er ikke fremlagt oplysninger om indestående vedrørende juli måned.

For landsretten er sagsøgerens pas forevist. I passet fremtræder datoerne 6. juli 1992 og 31. juli 1992, uden at det fremgår hvilke lande, der er ud- og/eller indrejst i.

Af sagsøgerens årsopgørelse for 1992 fremgår, at hans personlig indkomst var godt 178.000 kr., at hans renteudgifter var ca. 55.000 kr. og at han havde en skattepligtig formue på 650.000 kr. Af hustruens årsopgørelse for 1992 fremgår en personlig indkomst på godt 165.000 kr.

Vedrørende betaling af underholdsydelse for det omtvistede år 1992 har sagsøgeren fremlagt følgende erklæring:

"...

ERKLÆRING

Undertegnede F fra D-by bekræfter ved min underskrift, at jeg har af A fra D-by som for tiden befinder sig ved sit arbejde i Danmark i Y-by, modtaget underholdsbidrag svarende til 6.000 danske kroner for året 1992.

Den ovennævnte har udbetalt dette beløb til mig personlig.

Jeg bekræfter ved min underskrift, at dette er min egen erklæring.

Vitterlighedsvidner:

1. sign.	Modtager af beløbet
G, ID-kort nr. xxxxx	Afgiver af erklæringen
2. sign
H, ID-kort nr. yyyyy	Underskrift: F, sign.
Dato: 29.09.1993
Ass. ved Lokalkontoret	I attesterer, at de ovennævnte personligt har underskrevet nærværende erklæring
	Sign.
	Stempel:
	Socialistiske Republik Serbien E Kommune Lokalkontoret i D-by.

..."

Ved Y-by Kommunes Skatteankenævns kendelse af 16. december 1994 blev sagsøgeren nægtet fradrag for underholdsydelsen i 1992. I kendelsen hedder det:

"...

Kendelse vedrørende skatteansættelserne for indkomstårene 1990-1992.

...

Skatteankenævnet har truffet følgende afgørelse:

...

Indkomståret 1992:

Selvangivet indkomst		kr.	121.281
Fradrag for ydelse på en forpligtelseskontrakt i henhold til ligningslovens § 12, stk. 4 kan ikke godkendes, da skatteankenævnet ikke finder, at en betalingserklæring udfærdiget med tilbagevirkende kraft i september 1993, kan godkendes som dokumentation for betalingen.	+	kr.	5.000
Ansat indkomst		kr.	126.281

Ved samme afgørelse blev fradraget for 1990 og 1991 anerkendt.

Landsskatteretten har i kendelse af 27. april 1995 stadfæstet skatteankenævnets kendelse. I landsskatterettens kendelse er blandt andet anført følgende:

"...

Landsskatteretten skal bemærke, at den i sagen omhandlede kvittering efter sit indhold har karakter af en efterfølgende udstedt erklæring, hvilket efter praksis ikke anses som tilstrækkelig og fyldestgørende dokumentation for, at det pågældende beløb kan betragtes som betalt og aftalen om underholdsydelse således overholdt.

Retten er herefter enig med skatteankenævnet i, at klageren må anses for uberettiget til at fradrage noget beløb i medfør af ligningslovens § 12, stk. 1, jf. stk. 4, og den påklagede ansættelse stadfæstes derfor.

..."

Sagsøgerens advokat har rettet forespørgsler til Forbundsrepublikken Jugoslaviens ambassade i Danmark og til J om mulighederne for pengeoverførsler til Serbien i 1992.

Ambassaden har den 14. november 1995 herom udtalt følgende:

"...

Siden indførelsen af sanktionerne i 1992 har det ikke været muligt at overføre penge til Forbundsrepublikken Jugoslavien hverken via banker eller via post. Men i følge oplysninger fra vores statsborgere har de selv personlig, når de har været i Jugoslavien afleveret pengene til dem de retsmæssigt er forpligtet til at forsørge.

Der er ikke flyttet banker fra Serbien til Bosnien. De banker som havde hovedkontorer i de republikker som ikke længere er en del af Forbundsrepublikken Jugoslavien, havde filialer forskellige steder i Serbien. Disse filialer blev lukket efter løsrivelsen af disse republikker fra det tidligere Jugoslavien.

..."

J har i skrivelse af 27. november 1995 om mulighederne anført følgende:

"...

Vi har undersøgt sagen og har gennem K's udlandsafdeling fået oplyst, at det ikke har været tilladt at sende penge til Serbien fra den 3. juni 1992, uden at der er givet tilladelse fra Industriministeriet. Dette forbud er stadig gældende.

I 1990 og 1991 har der ikke været forbud mod at sende penge til Serbien, men K's udlandsafdeling har oplyst, at det ikke har kunnet garanteres, at pengene kom frem. K oplyser ligeledes, at de har fået en del af overførslerne retur i denne periode.

..."

Der er endelig fremlagt en erklæring bekræftet af byretten i E den 24. marts 1997 af følgende indhold:

"...

ERKLÆRING

Undertegnede borgere erklærer følgende under straf- og materielt ansvar:

Vi, H og G bekræfter hermed, at vi har været til stede og overværet, da A, boende i L-vej 7, Y-by, Danmark, i juli måned 1992 udbetalte til sin far, F fra D-by 6.000 danske kroner vedrørende forsørgelse.

Som bevis for, at udbetalingen er sket som ovenfor anført:

Vidne 1:	(sign. H)
	Stilling:
	Bopæl:
	ID-kort nr.			,	udstedt af
Vidne 2:	(sign. G)
	Stilling:
	Bopæl:
	ID-kort nr.			,	udstedt af

Ved afgivelsen af denne erklæring var foruden vidnerne til stede også A og faderen F fra D-by, som i enighed bekræfter rigtigheden af denne erklærings indhold.

Hermed bekræftes underskrifternes ægthed, erklæringsafgivernes myndighed, datoens rigtighed og erklæringens rigtighed.

Byretten i E

J.nr.: Ov. 324/97

Det bekræftes, at vidnerne, G og H fra D-by har personlig hos denne domstol underskrevet denne erklæring og anerkendt dens indhold som værende deres eget. De ovennævntes identitet blev fastslået således: For G ved hjælp af ID-kort, nr. xxxxx, udstedt af SUP (politiet) i Kladovo og H ved hjælp af ID-kort, nr. yyyyy, udstedt af SUP i Kladovo. Stempelgebyr svarende til 3,00 dinar er opkrævet.

	BYRETTEN I D-by,	den 24.03.1997
		Rettens stempel. Rettens medarbejder M, sign.

Sagsøgte har i processkrift i af 18. januar 1997 fremsat følgende opfordringer:

"...

Ydermere opfordres sagsøger til at dokumentere/sandsynliggøre, at han ved udrejsen medbragte 6.000 kr. i dansk valuta beregnet som underholdsydelse, eksempelvis i kraft af fremlæggelse af kontoudskrift. Sagsøger opfordres i den forbindelse tillige til at dokumentere/sandsynliggøre, hvorledes han økonomisk var i stand til at betale det omhandlede beløb.

Sagsøger opfordres endelig til - såfremt det er sagsøger bekendt - at oplyse, hvorledes omvekslingen af den danske valuta i Serbien foregik, samt til at foranledige dokumentation herfor fremskaffet og fremlagt i sagen.

..."

Forklaringer

Sagsøgeren har forklaret, at han arbejder som buschauffør. Forsørgelseskontrakterne fra 1970 og 1975 var af tilsvarende indhold som de senere kontrakter. Kontrakterne har han, så vidt han husker, både i en jugoslavisk og en dansk affattelse fået i den jugoslaviske forening i N-by. Han har kun oprettet kontrakter til fordel for sin far. Hans hustru har indgået tilsvarende forsørgelseskontrakter til fordel for hans mor.

Fra kommunen blev han orienteret om lovændringen i 1982, der begrænsede fradragsretten. Han var derfor klar over, at han for fremtiden kun kunne få et årligt fradrag på 5.000 kr. på ydelserne til faderen. Derfor underskrev han den 1. januar 1983 en ændret forsørgelsesaftale med en forpligtelse på 6.000 kr. årligt og sendte den til faderen til underskrift. Faderen, der i første omgang ikke var indstillet på at modtage et mindre beløb, underskrev derfor først aftalen den 8. november 1983 efter at være blevet rykket adskillige gange. Den underskrevne kontrakt blev herefter afleveret til kommunen den 21. december 1983.

Før borgerkrigen i 1990 overførte han ydelserne til faderen via bank eller post. Fra andre medlemmer af den jugoslaviske forening erfarede han, at dette efter 1989 ikke længere var muligt, og han har herefter under de årlige ferierejser til forældrenes hjemby foretaget kontant afregning til faderen i både 1990 og 1991.

Om betalingen i 1992 har sagsøgeren forklaret, at han i begyndelsen af juli 1992 hævede næsten 14.000 kr. på sin konto. Dette må fremgå af et kontoudtog for juli 1992. Hustruen hævede et tilsvarende beløb fra sin konto i O-bank. De medtog danske penge, som kunne omveksles i Serbien. Afrejsen var nok den 4. juli 1992, og 6. juli 1992 ankom de via en ungarsk grænseby til Serbien. Datoen den 6. juli 1992 i passet viser dette. Denne anførsel drejer sig om, hvorvidt man har noget at fortolde.

Efter et par dage ville han betale faderen de 6.000 kr. For at sikre sig imod at faderen senere ville bestride betalingen, medtog han to vidner til overværelse heraf. Disse vidner var nogle pensionister, der boede i nærheden. Vidnerne var i forvejen orienteret om, hvad der skulle ske. Han talte pengene op foran faderen og vidnerne. Faderen vekslede de danske penge til jugoslaviske.

Efter at han fra kommunen havde fået afslag på fradrag for 1992, talte ham med kommunen, der oplyste, at der skulle være vidner til betalingen. Han fik derfor i den jugoslaviske forening den blanket, som senere den 29. september 1993 blev underskrevet af de vidner, der havde overværet betalingen i juli 1992.

Erklæringen af 24. marts 1997 blev udarbejdet hos en lokal advokat sammen med ham selv, faderen og de to vidner. Baggrunden herfor var, at han havde fået det indtryk, at erklæringen af 29. september 1993 måske ikke var helt dækkende.

Sagsøger havde i 1992 ikke anden gæld end prioritetsgæld. Han mener, at det meget vel kan passe, at familien i 1992 har haft et rådighedsbeløb på 7.500 kr. pr. måned efter skat og boligudgift.

Parternes argumenter

Sagsøgeren har til støtte for påstanden gjort gældende, at forsørgelsesaftalen, underskrevet af sagsøgeren den 1. januar 1983 og af sagsøgerens far den 8. november 1983, er en retligt bindende aftale. Sagsøgeren har således ikke ensidigt ændret forsørgelsesvilkårene i forhold til den hidtidigt gældende aftale, men ændringerne er sket ved, at der er indgået en ny aftale herom. Forarbejderne til ændringen af ligningsloven i 1992 viser, at ligningsmyndighederne anerkender aftaler mellem parterne om med fremtidig virkning at nedsætte en allerede løbende ydelse.

Sagsøgeren har i juli 1992 ved kontant betaling til faderen opfyldt sin forpligtigelse for året 1992. Der stilles ikke skærpede krav til beviset for, at betaling har fundet sted. Betalingen har fundet sted i overværelse af vidner, og faderen og vidnerne har attesteret dette den 24. marts 1997 under strafansvar.Udskrift af sagsøgerens bankbog for juni 1992 viser, at han har haft midler til denne betaling. Sagsøgtes opfordringer til at dokumentere hævninger på bankbogen i juli 1992 og omveksling af valuta i Serbien er fremkommet så sent, at de ikke har kunnet opfyldes.

Sagsøgeren har endvidere gjort gældende, at Skatteforvaltningen i alle årene frem til 1990 har godkendt et fradrag i henhold til aftalen fra 1983 på 5.000 kr., og at Skatteankenævnet har godkendt fradrag for indkomstårene 1990 og 1991, hvor betaling og kvitteringer herfor er sket på samme måde som i 1992, hvorfor sagsøgeren har en berettiget forventning om tilsvarende at få godkendt fradrag for indkomståret 1992.

Sagsøgte har til støtte for sin påstand gjort gældende, at sagsøgerens forsørgelsesaftaler gennem årene har været skattemæssigt betingede. Sagsøgeren har i 1983 ensidigt bragt aftalen om at yde 24.000 kr. årligt til ophør, og der er ikke den nødvendige tidsmæssige sammenhæng mellem ændringerne af ligningsloven i maj 1982 og 1983-aftalens ikrafttræden den 1. januar 1984. Sagsøgeren har derfor ikke godtgjort, at han i 1992 var underlagt en endelig bindende og ubetinget underholdsforpligtelse, som ikke var misligholdt.

Sagsøgeren har endvidere bevisbyrden for, at der er betalt for 1992 i henhold til forsørgelsesaftalen, og et sådanne bevis er ikke ført. Erklæringen fra 29. september 1993 udgør ikke det fornødne bevis, idet den ikke er afgivet samtidig med betalingen, ligesom den ikke indeholder præcise oplysninger om betalingsmåden, stedet og tidspunktet for betaling. Erklæringen fra 24. marts 1997 er ikke afgivet under strafansvar, og kan derfor heller ikke tillægges bevismæssig betydning.

Sagsøgeren har ikke ved det fremlagte kontoudtog for juni 1992 dokumenteret - uanset opfordringer hertil - at han inden afrejsen i juli 1992 havde det fornødne beløb til dels rejseomkostninger og dels underholdsbidrag. Undladelsen heraf må komme sagsøgeren til skade. Stemplerne i sagsøgerens pas viser ikke entydigt, at han overhovedet har været i Serbien i juli 1992. Kan har heller ikke fremlagt anden dokumentation, herunder for faderens omveksling af de 6.000 danske kr. i Serbien.

Godkendelsen af fradraget i 1990 og 1991 er sket efter 1992, hvorfor sagsøger ikke har haft en retsbeskyttet forventning om ved sin indkomstopgørelse for 1992 at kunne fradrage noget beløb i medfør af ligningslovens § 12, stk. 1, jf. stk. 4.

Begrundelse og konklusion

Landsrettens bemærkninger:

Det må lægges til grund, at forsørgelsesaftalen, underskrevet af sagsøgeren den 1. januar 1983 og af faderen den 8. november 1983, nedsatte sagsøgerens underholdsydelse som følge af de ændringer i ligningsloven, der blev gennemført ved lov nr. 199 af 18. maj 1982.

Uanset at nedsættelsen til 6.000 kr. årligt var begrundet i ændrede fradragsmuligheder, er der ikke efter det for landsretten fremkomne, grundlag for at frakende den gensidigt aftalte ændring i underholdsforpligtelsen sin retlig bindende karakter, jf. også tilkendegivelserne under lovens forarbejder.

Erklæringerne af 29. september 1993 og 24. marts 1997 angiver intet om de nærmere omstændigheder ved den påståede betaling. Under hensyn hertil, sammenholdt med, at sagsøgeren ikke ved kontoudskrift fra juli 1992 eller på anden måde, herunder ved omvekslingsbilag fra Serbien, har dokumenteret at have været i besiddelse af tilstrækkelige midler såvel til er bidrag på 6.000 kr., som til en længere rejse, findes det ikke godtgjort, at sagsøgeren har betalt sin fader 6.000 kr. i juli 1992, hvorfor sagsøgte frifindes.

Thi kendes for ret:

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Inden 14 dage betaler sagsøgeren, A, 30.000 kr. i sagsomkostninger til sagsøgte.