Parter:
I 75/1999:
A-banken A/S
(advokat TS)
mod
1. B ApS under konkurs og
(Kammeradvokaten)
2. HH
(advokat MS)
Biintervenient: Advokat JF
(advokat SB)
og
I 77/1999:
HH
(advokat MS)
Biintervenient: Advokat JF
(advokat SB)
mod
1. B ApS under konkurs
(Kammeradvokaten)
2. A-banken A/S
(advokat TS)
Tidligere instans:
Østre Landsrets dom af 3. februar 1999
Afsagt af dommerne:
7 dommere
Parternes påstande
A-banken A/S (banken) har gentaget sine påstande.
HH har over for B ApS under konkurs (konkursboet) påstået frifindelse mod
betaling af 5.444.709 kr. med tillæg af procesrente og har over for banken nedlagt påstand om
friholdelse for ethvert beløb ud over 2.286.088 kr., som han måtte blive tilpligtet at betale til
konkursboet. Over for bankens påstand om friholdelse har HH påstået frifindelse.
B ApS under konkurs har påstået stadfæstelse, idet det beløb, som HH skal
betale til konkursboet, dog skal forhøjes til 8.365.267 kr.
Parternes argumenter
Banken har for Højesteret gjort gældende, at det beløb, som HH ved en eventuel fordeling af
erstatningsbyrden forlods skal fralægge sig, skal opgøres således:
1) det kontante merprovenu på 1.958.503 kr.,
2) det beløb på 1.167.289 kr., der ved likviditation ville være blevet udløst ved efterbeskatning af
investeringsfondsmidler ud over det hensatte,
3) likviditetsfordelen - nettorentegevinsten - af post 1 fra den 14. september 1990 til
sagsanlægget den 14. september 1995 (327.585 kr. i tilfælde af, at sagen anses for en bruttosag,
403.941 kr. i tilfælde af, at sagen anses for en mellemformsag, jf. symmetriforrentningsprincippet i
kildeskattelovens § 62 E, 3. pkt.) og af post 2 fra den 21. november 1991, hvor
efterbeskatningen forfaldt til betaling, til sagsanlægget,
4) likviditetsfordelen - nettorentegevinsten - af post 1 og 2 fra sagsanlægget til den 21. december
1998, hvor HH indbetalte 5.444.709 kr. til konkursboet.
Banken og HH er enige om, at HHs kontante merprovenue kan opgøres til 1.958.503 kr. De er
endvidere enige om at anvende en nettorentesats på 4,125 % p.a. og om, at renten af merprovenuet
i perioden fra 14. september 1990 til sagsanlægget herefter er 327.585 kr. beregnet efter
principperne i Højesterets dom af 24. november 1999 (UfR 2000 s. 365).
Banken har bestridt at være regrespligtig over for HH for nogen del af en eventuel hæftelse efter
aktieselskabslovens § 115, stk. 5, ud over 5.444.709 kr.
HH anerkender for Højesteret, at han over for konkursboet er erstatningsansvarlig efter dansk
rets almindelige erstatningsregel, og gør ikke for Højesteret gældende, at konkursboets krav er
bortfaldet som følge af passivitet eller forældelse. Han gør over for banken yderligere gældende, at
denne i forhold til ham skal bære også den yderligere erstatning ud over 5.444.709 kr., som han
måtte blive dømt til at betale til konkursboet, hvis han hæfter efter aktieselskabslovens § 115, stk. 5.
HH har anført, at det beløb, han forlods skal betale i det indbyrdes forhold, er 2.286.088 kr.,
hvilket er summen af det kontante merprovenu på 1.958.503 kr. og forrentningen heraf fra den 14.
september 1990 til sagens anlæg.
Beløbet i konkursboets påstand fremkommer således:
Anmeldte selskabsskatter inklusive efterbeskatning vedrørende investeringsfondshenlæggelser
|
5.444.709 kr. |
Renter i henhold til selskabsskatteloven frem til og med december 1998
|
2.920.558 kr. |
i alt |
8.365.267 kr. |
Til brug for Højesteret er der tilvejebragt yderligere oplysninger.
Begrundelse og konklusion
Seks dommere - udtaler:
HH - sælgeren af overskudsselskabet - har erkendt, at han ved salget af selskabet på uforsvarlig
måde tilsidesatte skattevæsenets interesser og derfor er erstatningsansvarlig for skattevæsenets tab
på 5.444.709 kr.
Aftalen om overdragelse af selskabet havde ikke karakter af en normal forretningsmæssig
disposition. Den blev indgået med det for HH på forhånd ukendte C A/S, repræsenteret ved KS. Om
dette selskab forelå der alene de i dommen nævnte oplysninger, bl.a. om revision med forbehold og
om en tidligere begæring om tvangsopløsning på grund af manglende regnskab. Ifølge aftalen skulle
købesummen på ca. 16 mio. kr. overføres til sælgers pengeinstitut "mod afregning af selskabets
likvide midler", der var opgjort til ca. 18 mio. kr. Handelen blev afviklet ved, at sælger på et tidspunkt,
hvor adgangen til at disponere over selskabets midler alene tilkom ham, accepterede henvendelsen
fra A-banken som repræsentant for køber om at modtage købesummen mod samtidig at overføre
selskabets midler til banken - uden angivelse af kontohaver. Vi finder, at sælgeren under de angivne
omstændigheder må have indset, at han som aktionær i det solgte selskab stillede dettes midler til
rådighed for køberen i forbindelse med dennes erhvervelse af aktierne i selskabet, og at han dermed
overtrådte aktieselskabslovens § 115, stk. 2.
Ved den gennemførte overførsel blev selskabets midler indsat på KSs konto, og tilbageførsel fra
ham, jf. lovens § 115, stk. 4, er udelukket. Vi tiltræder herefter, at HH hæfter for
selskabets tab efter § 115, stk. 5, og derfor til boet skal betale 8.365.267 kr. samt
konkursomkostninger som påstået for landsretten.
Dommer 7 udtaler vedrørende forholdet mellem konkursboet og HH:
Er forbudet mod selvfinansiering i aktieselskabslovens § 115, stk. 2, blevet
tilsidesat, og kan køberen ikke tilbagebetale de udbetalte selskabsmidler, "indestår de, der har truffet
eller opretholdt dispositionerne efter stk....2, for selskabets tab", jf. § 115, stk. 5.
Denne bestemmelse må efter min opfattelse forstås således, at den alene omfatter aktionærer,
bestyrelsesmedlemmer eller direktører i selskabet, som på det tidspunkt, da den omhandlede
disposition blev truffet eller opretholdt, var vidende om de faktiske omstændigheder, som bevirkede,
at dispositionen var i strid med forbudet i stk. 2. Er der i forbindelse med salg af et overskudsselskab
sket overtrædelse af selvfinansieringsforbudet derved, at selskabets midler i forbindelse med
handelens berigtigelse er blevet overført til en konto tilhørende køberen, kan sælgeren herefter kun
pålægges hæftelse efter stk. 5, såfremt det efter indholdet af overdragelsesaftalen eller det i øvrigt
foreliggende kan anses for godtgjort, at sælgeren var vidende om, at overførselen skete til en konto
tilhørende køberen. Uagtsomhed hos sælgeren er således ikke tilstrækkeligt til at pålægge denne
hæftelse efter stk. 5.
I den foreliggende sag var det i overdragelsesaftalens pkt. 5.2 bestemt, at køber efter
overførselen af købesummen til sælger var legitimeret til at disponere over selskabets konti. Denne
bestemmelse kan alene forstås som udtryk for, at køberen var legitimeret til at disponere som ny
eneaktionær, og ikke som en bestemmelse om, at selskabets midler skulle overføres til køberen. Af
telefaxen af 14. september 1990 fra køberens pengeinstitut, A-banken, til HHs pengeinstitut, D-bank,
fremgik alene, at overførselen af købesummen til D-bank var betinget af, at selskabets midler
overførtes til A-banken. Det fremgik således ikke, at selskabets midler ville blive overført til en konto
tilhørende køberen. Der foreligger heller ikke andre omstændigheder, som giver grundlag for at
fastslå, at HH var vidende herom. Efter det foran anførte finder jeg herefter, at der ikke kan rejses
krav mod HH i medfør af aktieselskabslovens § 115, stk. 5.
For Højesteret har HH som nævnt erkendt at være erstatningsansvarlig over for konkursboet
efter dansk rets almindelige erstatningsregel. Jeg stemmer herefter for at tage hans påstand om
frifindelse mod betaling af 5.444.709 kr. med tillæg af sædvanlig procesrente fra sagens anlæg til
følge.
Der afsiges for så vidt angår forholdet mellem konkursboet og HH dom efter stemmeflertallet.
Samtlige dommere udtaler herefter:
Af de grunde, der er anført af landsretten, tiltræder Højesteret, at A-banken er
erstatningsansvarlig for skattevæsenets tab og derfor skal betale 5.444.709 kr. til konkursboet.
Højesteret tager herefter konkursboets påstand til følge.
Både HH og banken har på uforsvarlig måde medvirket til den ulovlige selvfinansiering. Det
solidariske erstatningsansvar herfor omfatter skattevæsenets tab på 5.444.709 kr. Herudover
påhviler der HH en merforpligtelse vedrørende renter efter skattelovgivningen og omkostninger ved
selskabets konkurs i kraft af hans hæftelse for det tab, som selskabet har lidt som følge af den
ulovlige udbetaling til KS, og som KS ikke har dækket ind ved tilbagebetaling til selskabet.
Det solidariske ansvar for skattevæsenets tab kan efter selskabets særegne karakter - et
overskudsselskab uden anden beskyttelsesværdig selskabsinteresse end skattevæsenets
kreditorinteresse - ikke udstrækkes til at omfatte selskabets videregående tab. På denne baggrund -
og da A-banken ikke var rådgiver for HH om den disposition, som udløser hans hæftelse efter
aktieselskabslovens § 115, stk. 5 - kan HH ikke rejse krav mod A-banken i anledning
af den nævnte merforpligtelse.
Ved den indbyrdes fordeling af den fælles erstatningsbyrde på de 5.444.709 kr. mellem banken
og HH må der også i en sag om selskabstømning som den foreliggende - en såkaldt
"mellemformsag" - tages udgangspunkt i de principper, der er fastlagt i Højesterets dom af 24.
november 1999 (UfR 2000 s. 365).
Af beløbet på 5.444.709 kr. skal HH herefter forlods bære det kontante merprovenu på
1.958.503 kr. Det må efter det foreliggende lægges til grund, at alternativet til salget var en likvidation
af selskabet, som ville have udløst en efterbeskatning af investeringsfondsmidlerne på 1.167.289 kr.
ud over, hvad der var hensat hertil i regnskabet. HH skal derfor også forlods bære dette beløb.
Herudover skal medregnes et beløb til kompensation for den økonomiske værdi, der for HH var
knyttet til rådigheden over det kontante merprovenu på 1.958.503 kr. i perioden fra udbetalingen den
14. september 1990 til sagsanlægget. Parterne er enige om, at denne fordel beregnet efter
principperne i den nævnte højesteretsdom kan opgøres til 327.585 kr. Der er ikke grundlag for at
fravige disse principper som følge af, at HH tillige hæfter efter aktieselskabslovens § 115, stk. 5. Højesteret finder heller
ikke grundlag for at tillægge renter af beløbet på 1.167.289 kr.
i efterbeskatning af investeringsfondsmidler eller for at tillægge renter for tiden efter sagens anlæg.
Den del af den fælles erstatningsbyrde på 5.444.709 kr., som HH i det indbyrdes forhold forlods
skal bære, udgør herefter i alt 3.453.377 kr.
Der er ved fordelingen af det resterende beløb på 1.991.322 kr. ikke grundlag for at fravige det i
ovennævnte dom fastlagte udgangspunkt. Beløbet skal derfor deles lige mellem HH og A-banken.
I det indbyrdes forhold skal HH herefter betale 4.449.043 kr. og A-banken 995.666 kr.
Thi kendes for ret:
HH og A-banken A/S skal til B ApS under konkurs in solidum betale 8.365.267 kr., dog således,
at A-banken A/S højst skal betale 5.444.709 kr., med tillæg af procesrente fra den 14. september
1995. HH skal anerkende, at han yderligere er forpligtet til at erstatte B ApS under konkurs
omkostningerne ved konkursens indtræden og boets behandling, jf. konkurslovens § 93, nr. 1 og 2, og retsafgift, jf. konkurslovens
§ 94, nr. 4.
I det indbyrdes forhold skal HH af det beløb, for hvilket der hæftes solidarisk, bære 4.449.043 kr.
og A-banken A/S 995.666 kr., alt med procesrente fra den 14. september 1995.
I sagsomkostninger for Højesteret skal HH og A-banken A/S in solidum til B ApS under konkurs
betale 350.000 kr. I det indbyrdes forhold bærer HH 175.000 kr. heraf og A-banken A/S 175.000 kr.
I forholdet mellem HH og A-banken A/S skal hver part betale egne sagsomkostninger for
Højesteret.
Landsrettens sagsomkostningsafgørelser stadfæstes.
De idømte beløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse.