Sø- & Handelsrettens dom
af 22. februar 2000
P-0012-99

Parter:Skatteministeriet, Told- og Skattestyrelsen
(advokat A1)

mod

T ApS under konkurs
(advokat A2) Afsagt af dommer:

1 dommer

Sagen vedrører spørgsmålet om, hvorvidt Skatteministeriets krav i den foreliggende sag, der er en "bruttoafregningssag" i forbindelse med selskabstømning, er et separatistkrav efter konkurslovens § 82.

Parternes påstande

Anmelderen, Skatteministeriet, Told- og Skattestyrelsen, har nedlagt endelig påstand om, at sagsøgte tilpligtes at anerkende, at anmelderen er separatist for det af L og A indbetalte beløb, kr. 432.800,79 med tillæg af de renter, som boet har indvundet af dette beløb.

Konkursboet har nedlagt endelig påstand om frifindelse mod anerkendelse af et simpelt krav, jf. konkurslovens § 97, stort kr. 385.676,00 med tillæg af renter frem til konkursdagen.

Sagen angår

Den 12. juni 1992 solgte indehaverne af selskabet A, Ø ApS, dette som kontant overskudsselskab til B ApS. Selskabet blev i forbindelse med salget tømt for midler og skiftede navn til T ApS.

B ApS videresolgte uden at oplyse om de skattekrav, der påhvilede selskabet, den 1. juli 1993 selskabet til S, som påbegyndte drift af malervirksomhed.

I slutningen af 1994 blev S opmærksom på, at der bestod en større skattegæld fra tidligere, og da der i øvrigt opstod anden gæld i selskabet, blev aktiviteterne standset, da selskabet var insolvent.

Den 22. august 1995 blev selskabet taget under konkursbehandling efter Erhvervs- og Selskabsstyrelsens begæring om opløsning af selskabet.

Den 10. juni 1997 udtog konkursboet stævning mod sælgerne og det medvirkende pengeinstitut. Anmelderen indestod for omkostningerne vedrørende sagen.

Stævningen blev oprindelig udtaget for 1.202.756,55 kr. svarende til de kreditorkrav, der var kendt i konkursboet.

Den 16. juli 1998 anmeldte anmelderen erstatningskravet på 385.676,00 med tillæg af rente som separatistkrav i konkursboet.

Den anlagte retssag sluttedes som forligt, ved at sælgerne den 12. november 1998 til Kammeradvokaten indbetalte kr. 385.676,00, svarende til selskabskattekravet, med tillæg af procesrente fra sagsanlægget til betalingstidspunktet til konkursboet, i alt 432.800,79 kr.

Kammeradvokaten, der havde ført sagen på boets vegne, videresendte beløbet til kurator den 16. november 1998.

Der er ikke konstateret yderligere aktiver i boet.

Den 20. januar 1999 blev den af konkursboet anlagte sag hævet, og der blev ved Vestre Landsrets beslutning tillagt sælgerne sagsomkostninger med 12.000 kr. Beløbet blev betalt af anmelderen og er efter det oplyste ikke afregnet over for boet.

Ud over anmelderens selskabsskattekrav er der anmeldt følgende krav i boet:

Lønmodtagernes Garantifond	kr.	166.137,00
A-skat heraf	kr.	6.708,00
Manglende afregnet A-skat, moms m.v. fra malervirksomheden	kr.	98.686,00
Vareleverandører	kr.	395.234,00
Regreskrav advokat H	kr.	1.202.756,55

Alene selskabsskattekravet vedrører tiden, før selskabet blev overdraget først gang. De i øvrigt anmeldte krav er ikke prøvet.

Der er enighed om, at aftalerne om samarbejdet mellem Told & Skat, Kammeradvokaten og kuratorer om erstatnings- og straffesager i forbindelse med selskabstømninger (herefter: kuratoraftalen) ikke indeholder elementer, der er af selvstændig betydning for afgørelsen af nærværende sag.

Parternes argumenter

Anmelderen har anført, at man oprindelig var enig med kurator i, at et konkursramt selskab havde lidt et tab ved at blive tømt for aktiver ved salget og følgelig havde et krav mod sælgerne af selskabet, således at skattevæsenet alene var indirekte skadelidt. Højesterets afgørelse i S-sagen i foråret 1997 bevirkede imidlertid, at synspunktet måtte revideres.

Højesteret slog bl.a. fast, at erstatningskravet i selskabstømmersager for så vidt angår bruttosager var begrænset til det rene skattekrav. Sælgerne kan således ikke mødes med krav fra andre kreditorer end skattevæsenet.

Om erstatningskravet er skattevæsenets, eller om konkursboet også kan anlægge erstatningssag mod sælgeren, beror på, om der eksisterer et konkurrenceforhold mellem skattevæsenets og konkursboets krav mod sælgeren.

Konkursboets krav mod sælgerne er det krav, selskabet har lidt ved at blive tømt. Selskabet har ikke i sig selv nogen erstatningsretlig interesse i at være i besiddelse af penge. Alene selskabets kreditorer har denne interesse. Da efterfølgende kreditorer, der uforsigtigt har ydet kredit til et tomt selskab, ikke kan kræve erstatning for deres tab, har konkursboet ikke selv et erstatningskrav mod sælgerne. Konkursboet har heller ikke anlagt sag om erstatning på baggrund af efterfølgende kreditorers tab. Havde konkursboet haft et sådant erstatningskrav, havde boet i S-sagen i det hele fået medhold. Højesteret fastslog imidlertid alene erstatningsansvar for skattevæsenets krav, herunder for sagsomkostninger, men ikke for boomkostninger, idet den erstatningssøgende reelt var skattevæsenet, og Højesteret udtalte, at S Holding havde pådraget sig erstatningsansvar over for skattevæsenet. Den erstatningsretligt beskyttede interesse var således skattevæsenets alene, og skattevæsenet er derfor den egentlige kreditor for det erstatningskrav, der rejses mod sælgerne i bruttosager.

Den efterfølgende Højesteretspraksis i bruttosager støtter dette, jf. bl.a. dommen refereret i UfR 1999.1185, hvor Højesteret ligeledes omtaler erstatningsansvaret som værende et ansvar over for skattevæsenet og ikke selskabet, og dommen refereret i UfR 1998.1120 H. Når det er konkursboet/kreditorerne, der har den erstatningsretligt beskyttede interesse, fremgår dette tillige klart af Højesterets formuleringer, jf. TfS 1999.2967 og Højesterets dom af 6. oktober 1999 i sag nr. 314/1996. Der er således konsekvens i terminologien.

Da skattevæsenet er den egentlige kreditor, og da der ikke består en konkurrencesituation mellem konkursboet og anmelderen i bruttosager, er erstatningskravet ikke en del af konkursmassen. Konkursboet er derfor ikke tillagt fortrinsret til at inddrive fordringen i medfør af konkurslovens § 137, jf. bl.a. Retten på Frederiksbergs dom af 17. december 1999 (BS 9800888-3), hvor sagen var anlagt af Skatteministeriet. At kreditorer ikke altid behandles lige, er ikke nyt, idet f.eks. en skadelidt aktionær kan anlægge sag uden om et selskab eller et selskabs konkursbo, når den ansvarspådragende handling ikke har ramt selve selskabet, men alene eller i særlig grad den enkelte aktionær.

Sælgerne tilsidesatte ved salget af A, Ø ApS anmelderens interesser og har derfor pådraget sig erstatningsansvar for anmelderens tab. Tabet udgøres af den skat på 385.676,00 kr. med renter, som selskabet skylder, og er det tab, som L og A har betalt erstatning for. Anmelderen er således kreditor for det erstatningskrav på kr. 385.676,00 med renter, som er inddrevet hos L og A. Da fordringen tilkommer anmelderen, har denne i medfør af konkurslovens § 82 krav på at få udleveret det oppebårne beløb.

Konkursboet efterlades således uden midler, og boets omkostninger må betales af statskassen, ligesom de efterfølgende kreditorer ikke får nogen dividende.

Det gør ingen forskel, at kravet i henhold til kuratoraftalen er inddrevet af boet.

Såfremt anmelderen ikke er separatist for erstatningskravene, vil skattevæsenet lide et betydeligt provenutab, idet erstatningen skal deles med kreditorer, der er kommer til efter salget af det tømte selskab. Da det senere etablerede selskab som følge heraf vil have midler, må erstatningskravet mod sælgeren nedsættes. Anmelderens samlede tab i selskabstømmersagerne kan således ikke indhentes ved, at der rettes større krav mod andre ansvarshavende, da der ikke kan rejses yderligere krav overfor andre involverede, end der kan overfor sælgeren.

Hertil kommer, at det er muligt, at advokat H skal have andel i det erstatningskrav, der er inddrevet. Det vil i så fald være fordi, advokat H har handlet ansvarspådragende i forbindelse med salget af selskabet og pådraget sig erstatningspligt for det tab, skattevæsenet i den anledning har lidt. Denne konsekvens er udtryk for et uholdbart resultat, navnlig ud fra en samlet betragtning over selskabstømmerkomplekset som helhed.

Konkursboet har anført, at formålet med konkursinstituttet er universel kreditorforfølgning på bekostning af individuel, og at formålet med selve konkursen er at realisere aktiver og inddrive fordringer for at fordele aktiverne ligeligt mellem kreditorerne i henhold til konkursordenen. Ved fastlæggelse af konkursordenen i 1969 blev der foretaget et opgør med de fortrinsstillede, offentlige krav, således at offentlige kreditorer ligestilledes med private kreditorer, jf. betænkning nr. 423 af 1966, og der forudsattes meget tungtvejende grunde for at fravige dette princip. Det fremgår videre af betænkningen s. 24, at man med fjernelsen af det offentliges separatistrettigheder alene ønskede at bevare separatistret for egentlige panterettigheder og ejendomsret.

Om en enkelt kreditor kan stille sig uden for konkursordenen afhænger således af, om der er opnået en separatiststilling, og af om denne anmeldes i konkursboet, jf. konkurslovens § 82. Konkurslovens § 82 tager sigte på fysiske genstande eller konkret individualiserbare pengebeløb, der kan identificeres som tilhørende tredjemand, og i øvrigt på rettigheder, der er sikret ved overholdelse af de almindeligt gældende sikringsakter. Bestemmelsen tager ikke sigte på at regulere spørgsmålet om, hvem der er rette kreditor for en forring, men har alene til formål at sikre separatistretigheden for den tredjemand, der via opfyldelse af sikringsakter allerede har ejendomsret eller panteret. Af forarbejderne til bestemmelsen, jf. betænkning nr. 606 1971, fremgår, at der stilles strenge krav til etablering heraf, jf. bl.a. dommen refereret i UfR 1985.856, hvor Sø- og Handelsretten ikke fandt, at der forelå separatistret for aktieindehavere.

Anmelderens krav mod selskabet opstod, da selskabet ikke opfyldte sin forpligtelse til betaling af selskabsskat.

At erstatningskravet i bruttosagerne alene er selve skattekravet, ændrer ikke på, at skattekravet er en fordring mod det konkursramte selskab, hvorfor konkursboet er debitor for kravet. Skattekravet og erstatningskravet er ikke identiske, men svarer til hinanden, fordi skattekravet var det eneste krav, da det konkursramte selskab blev solgt. Selskabet er skadelidt, idet selskabets midler forsvandt, da de blev brugt til at købe selskabet med, og det er selskabets midler, der skal beskyttes mod selvfinansiering. Hertil kommer, at den i nærværende sag foreliggende problemstilling om, hvem kravet tilhørte, ikke forelå for Højesteret i S-sagen, og Højesterets præmisser skal ses i lyset af, at skattevæsenet var eneste kreditor i konkursboet.

At der i S-dommen fastslås et culpaansvar for sælgeren, fører ikke til en panteret for anmelderen. Anmelderen har hverken dokumenteret ejendomsret eller panteret til konkursboets erstatningskrav mod sælgerne og har dermed ikke opnået nogen separatistret i konkursboet.

Konkursboet har i medfør af konkurslovens § 137 fortrinsret til at rejse og inddrive erstatningskrav mod sælgerne. Anmelderen kan først rejse krav mod disse, når og hvis konkursboet opgiver sit erstatningskrav, og kun såfremt anmelderen kan dokumentere et selvstændigt hæftelsesgrundlag over for sælgerne samt forpligtelse til for sælgerne udover det allerede betalte beløb at indbetalte yderligere beløb til anmelderen. At konkursboet har denne fortrinsstilling, er ikke nyt eller specielt for selskabstømmersager, jf. bl.a. dommene refereret i Sø- og Handelsretstidende 1960 nr. 96, UfR 1925.876 og UfR 1980.825.

Det følger også af principperne i aktieselskabslovens §§ 142 og 144, stk. 1 og stk. 4, at kompetencen til at gøre krav gældende mod aktionærer tilkommer generalforsamlingen, hvilket medfører, at kompetencen efter afsigelse af konkursdekret tilkommer konkursboet.

Konkursboet var sagsøger i sagen mod sælgerne og blev dømt til at betale sagsomkostningerne. At anmelderen betalte dem i første omgang, var alene en rent praktisk foranstaltning, da det er boets udgift.

Læst i sammenhæng kan præmisserne i S-dommen ikke tages til indtægt for et synspunkt om, at anmelderens inddrivelse af erstatningskrav hos sælgerne har forrang forud for konkursboets inddrivelseskrav. Konkursboet er ikke inkassobureau for kreditorer, jf. bl.a. Østre Landsrets 9. afdelings dom af 12. april 1999 dom (sag B 2066/95), hvor det blev fastslået, at skattevæsenets erstatningskrav i selskabstømmersagen ikke var fortrinsberettiget i det sagsøgende konkursbo, og at aktiver i konkursboet skulle fordeles blandt kreditorerne i henhold til konkursordenen, samt dommene refereret i UfR 1972.869, TfS 1999.379 og UfR 1998.1137, som alle vedrørte konkursboets forrang for enkelte kreditorer. I dommen refereret i TfR 1999.897 fastslog Højesteret erstatningskrav, men tog ikke stilling til G-Banks krav. Havde kravet været skattevæsenets og ikke konkursboets, havde der været al mulig grund til at tage stilling til G-Banks krav.

Der eksisterer derfor ikke et konkurrenceforhold mellem anmelderen og konkursboet vedrørende erstatningskravet mod sælgerne, hvorfor det af sælgerne indbetalte beløb skal indgå i konkursboets masse.

Om anmelderen vil lide et provenutab, er uden betydning for sagen. Situationen adskiller sig ikke fra enhver anden konkursbehandling, hvor anmelderen i lighed med andre kreditorer ofte må notere et provenuetab, når der ikke opnås fuld dækning til konkursboets kreditorer. Hertil kommer, at anmelderens anslåede provenutab er udokumenteret og må anses for at være forkert anslået.

Forrang for anmelderen vil være en tilsidesættelse af konkursordenen, idet anmelderen derved som kreditor opnår særskilt adgang til en del af konkursboets aktiver. Det vil medføre uoverskuelige konsekvenser og en uholdbar retsstilling, hvis de enkelte kreditorer selv kan rejse erstatningskrav i konkurrence med konkursboet, eller hvis der skulle kunne anmeldes separatistkrav fra de enkelte kreditorers side over for de erstatningsbeløb, et konkursbo inddriver.

Begrundelse og konklusion

Det er utvivlsomt, at midler, der uberettiget fjernes fra et selskab, af selskabet eller dets konkursbo kan søges tilbage fra den eller dem, der har fjernet midlerne. Det er ligeledes utvivlsomt, at selskabet eller dets konkursbo kan kræve erstatning for bortfjernelsen hos nogen, der kan anses for ansvarlig herfor. I hvert fald i den ydre form har boet i det foreliggende tilfælde inddrevet et erstatningskrav.

Indtil afsigelsen af Højesterets dom i S-sagen var det da også den almindelige antagelse, at beløb, konkursboerne efter de tømte selskaber inddrev fra selskabssælgere eller andre, tilhørte boerne i alle tilfælde, også i tilfælde som det foreliggende, hvor "bruttoafregningsmetoden" har været benyttet, og hvor grundlaget for søgsmål mod sælgere og andre skal søges i dansk rets almindelige erstatningsregler.

Efter skifterettens opfattelse kan hverken Højesterets dom i S-sagen eller retspraksis i forlængelse heraf fortolkes således, at det ved afgørelserne har været hensigten, at det i realiteten skulle være skattevæsenet, der fik tilkendt erstatning, med den virkning at de pågældende erstatningsbeløb efter de dømmende retters opfattelse ikke burde indgå i de respektive konkursboers almindelige masse.

Herefter og idet det i øvrigt af anmelderen anførte ikke kan føre til andet resultat, tager skifteretten konkursboets påstand til følge.

Thi kendes for ret:

1. Konkursboet, T ApS, frifindes for anmelderen, Skatteministeriet, Told- og Skattestyrelsens påstand om, at boet skal anerkende, at anmelderen har status som separatist.

2. Konkursboet skal anerkende anmelderens krav som simpelt, jf. konkurslovens § 97, med 385.676,00 kr. med tillæg af renter frem til konkursdagen.

3. Inden 14 dage fra afsigelsen af denne dom skal anmelderen betale 30.000 kr. i sagsomkostninger til boet.