Parter:

A
(Advokat H
ved advokatfuldmægtig I)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten)

Afsagt af dommerne:

3 dommere.

Sagen angår

Denne sag vedrører nogle skattemæssige konsekvenser af, at sagsøgeren A i 1980-1981 omdannede sin hidtil personligt drevne virksomhed til et interessentskab og optog sin søn C som medinteressent.

Sagens omstændigheder er følgende:

Sagsøgeren A havde siden 1953 drevet virksomhed med fabrikation af herrekonfektion. Virksomheden lå oprindelig i J-by, men flyttede i 1960'erne til K-by, hvor den blev drevet fra en fast ejendom, som sagsøgeren ejede. Sagsøgerens søn C havde siden 1970-1971 været direktør i firmaet. I forbindelse med overvejelser om et generationsskifte henvendte sagsøgeren sig i slutningen af 1980 til statsautoriseret revisor E, der udarbejdede et håndskrevet notat, dateret den 19. december 1980. I dette notat hedder det bl.a.:

"...

Formålet med generationsskiftet:

C skal overtage og videreføre virksomheden D efter A således, at der udløses mindst mulig (eller ingen) skat ved overdragelsen, og at økonomien hos A fremover bliver tilfredsstillende, både hvad angår privatøkonomien som pensionist og med henblik på den skattemæssige situation ved eventuelt senere tab, såfremt D ikke er levedygtig fremover.

...

Forslag til generationsskifte:

1) Overdragelse til I/S som vedlagte bilag 1 viser. Eventuelt kun overdragelse af 10 % til C. i 1980 og 80 % i 1981 for at lette skatteproblemerne i 1980, idet der kun hos A skal indtægtsføres lagernedskrivning svarende til det solgte lager. C. kan nedskrive til privatforbruget på sin andel.

...

4) Ejendommen bør udstykkes og sælges i anparter (evt. til familien i løbet af nogle år) Formålet er

a) at fremskaffe likviditet

b) Reducere formueskatten..."

Som bilag 1 til notatet medfulgte forslag til åbningsstatus for interessentskabet, hvorefter sagsøgerens andel er 10 % og C's andel 90 %. Under aktiver er "driftsmidler (maskiner + varebiler)" medtaget med 100.000 kr. Egenkapitalen er 200.000 kr. fordelt med 20.000 kr. til A og 180.000 kr. til C. Det anføres, at forslaget er opstillet på grundlag af perioderegnskabet pr. 30. juni 1980.

Den 29. december 1980 indgik sagsøgeren og C en interessentskabskontrakt. Ved denne kontrakt omdannede sagsøgeren sit hidtil personligt ejede firma til et interessentskab ved navn D I/S. Som medinteressent optoges sønnen C, der i henhold til kontrakten skulle indskyde kontant 20.000 kr. i interessentskabet. C erhvervede herved 10 % af virksomheden, for så vidt angik virksomhedens varelager, varedebitorer, salgskontrakter samt gæld. Derimod erhvervede han ikke virksomhedens driftsmidler eller faste ejendom. Sagsøgeren indskød de resterende 90 % af den personligt ejede virksomhed i interessentskabet, dog således at sagsøgeren fortsat var eneejer af driftsmidlerne og den faste ejendom. Interessentskabets regnskabsår var kalenderåret.

Ved aftale dateret den 2. januar 1981 benævnt "Tillæg til interessentskabskontrakt af 29.12.1980" ændredes med virkning fra den 1. januar 1981 ejerforholdet i interessentskabet således, at C herefter ejede 90 % af interessentskabet og sagsøgeren 10 %. Overdragelsen omfattede samme aktiver og gældsposter som nævnt i kontrakten af 29. december 1980. Der skulle ikke betales yderligere indskud i forbindelse med det ændrede ejerforhold, men købesummen skulle berigtiges over interessenternes kapitalkonti. Da virksomhedens egenkapital viste sig at være negativ, erhvervede C ved denne overdragelse en nettogæld, der modsvaredes af et tilgodehavende hos sagsøgeren på 204.885 kr. Rentesatsen aftaltes til 24 % p.a. Der blev ej heller herved overdraget driftsmidler eller fast ejendom, der således fortsat tilhørte sagsøgeren personligt og blev lejet ud til interessentskabet. Der er ikke skattemæssigt foretaget kursnedskrivning på sønnens tilgodehavende på 204.885 kr.

Interessentskabet blev anmeldt til toldvæsenet den 5. januar 1981. Af anmeldelsen fremgår, at der ikke blev overtaget maskiner eller andre driftsmidler og heller ikke fast ejendom.

Årsregnskabet pr. 31. december 1980 for D I/S udviste en negativ egenkapital på 453.241 kr. Interessenternes andele heraf var: C (anpart 10 %) 20.051 kr. bestående i kontant indskud 20.000 kr. og overskudsandel for perioden fra den 29. december 1980 eller i 3 dage 51 kr. A (anpart 90 %) - 473.292 kr. Regnskabet er udarbejdet af revisor E og dateret den 13. marts 1981.

Den 30. juni 1981 indgik sagsøgeren og hans søn aftale om overdragelse af 90 % af virksomhedens driftsmidler og automobiler fra sagsøgeren til sønnen. Driftsmidlerne blev vurderet til 300.000 kr. og bilerne til 100.000 kr., i alt 400.000 kr., hvorfor overdragelsessummen udgjorde 90 % heraf eller 360.000 kr. Som vederlag herfor skulle C udstede et gældsbrev på 360.000 kr. til sagsøgeren, hvilket gældsbrev skulle forrentes med 12 % p.a. og afdrages over 10 år. Det blev endvidere aftalt, at parterne skulle indskyde deres respektive andel af driftsmidler og biler i interessentskabet.

L havde i april-maj 1981 vurderet virksomhedens "maskiner, driftsmidler, kontorinventar m.m." til 151.495 kr. ekskl. moms.

Sagsøgeren har skattemæssigt foretaget kursnedskrivning på gældsbrevet på 360.000 kr. til kurs 50, og fordelt kursnedslaget på driftsmidler og biler.

Skattemyndighederne fandt, at der var tale om en samlet overdragelse, hvorfor der alene kunne foretages kursnedslag på sagsøgerens nettotilgodehavende hos C på 155.115 kr., hvilket kursnedslag skulle fordeles på samtlige overdragne aktiver, bortset fra likvide midler, ligesom kun nettotilgodehavendet skattemæssigt kunne forrentes, og kun med 12 % p.a. På grund af de ubetydelige talmæssige konsekvenser undlod man dog at inddrage overdragelsen i 1980 i sagen.

Sagsøgeren indbragte sagen for Landsskatteretten, der traf afgørelse ved kendelser af 15. juli 1992, 12. januar 1994 og 29. december 1994. I sidstnævnte kendelse udtales bl.a.:

"...

Landsskatteretten bemærker indledningsvis, at skattemyndighederne som udgangspunkt bør vise tilbageholdenhed med at anfægte to af hinanden uafhængige parters aftale om overdragelse af en virksomhed, såfremt overdragelsesvilkårene i øvrigt må anses for forretningsmæssigt begrundet.

Kravene til overdragelsesvilkårenes forretningsmæssige begrundelse ses i praksis at være skærpet i de tilfælde, hvor en overdragelse har fundet sted mellem parter, der skattemæssigt normalt anses for værende nært forbundne, således som det f.eks. er tilfældet, når overdragelse finder sted mellem ægtefæller, et selskab og et af dets hovedaktionærer el. lign.

I nærværende sag har overdragelse fundet sted mellem fader og søn, antageligt som led i et generationsskifte.

Landsskatteretten finder, at det ikke kan anses for godtgjort, at den stedfundne overdragelses opdeling i tre forskellige overdragelser har været forretningsmæssigt begrundet, og finder at måtte lægge til grund, at det mellem parterne allerede i januar 1981 har været forudsat, at også de til virksomheden knyttede driftsmidler skulle indgå i overdragelsen. Landsskatteretten har herved fundet at måtte lægge vægt på den nære tidsmæssige sammenhæng mellem de tre overdragelser, samt det forhold, at der ved de i december 1980 og januar 1981 stedfundne overdragelser ikke skete en egentlig overførsel af virksomheden til klagerens søn, der alene herved erhvervede en andel af virksomhedens nettogæld.

Landsskatteretten finder, at det ikke kan anses for godtgjort, at en tilsvarende konstruktion ville have været anvendt, såfremt parterne ikke havde været nærstående, og haft en fælles skattemæssig interesse i den valgte overdragelsesform.

Landsskatteretten finder endvidere, at det ikke kan anses for godtgjort, at der har været en forretningsmæssig begrundelse for den valgte forskel i rentesatserne mellem den af sønnen på faderen, i forbindelse med overdragelsen i januar 1981, erhvervede fordring, og den af faderen i forbindelse med overdragelsen den 30. juni 1981 på sønnen erhvervede fordring.

Landsskatteretten finder under henvisning til det ovenstående at der ikke er grundlag for at ændre amtsligningsrådets afgørelse, hvorefter overdragelserne er blevet betragtet som værende en samlet overdragelse.

Idet Landsskatteretten i overensstemmelse med Amtsligningsrådets afgørelse har bortset fra overdragelsen i 1980, finder retten herefter, at der ved tillæg til interessentskabskontrakten af 2. januar 1981 og ved aftale af 30. juni 1981 skattemæssigt må anses for foretaget en samlet overdragelse af 80 % af virksomheden og 90 % af driftsmidlerne fra klageren til hans søn.

Retten finder herved at den af klageren for indkomståret 1981 (perioden 1. januar - 30. juni 1981) medregnede lejeindtægt for driftsmidler på 15.000 kr. vil være at tilbageføre.

Retten kan herefter tiltræde amtsligningsrådets afgørelse, hvorefter der alene er indrømmet kursnedslag (50 %) på klagerens nettotilgodehavende hos sønnen, 155.115 kr., hvilket kursnedslag vil være at fordele på samtlige overdragne aktiver, bortset fra likvide midler.

Retten finder endvidere, at alene nettotilgodehavendet på 155.115 kr. skattemæssigt skal forrentes med 12 % p.a. For så vidt angår indkomståret 1981 anses der alene at skulle beregnes renter for 6 måneder.

..."

Parternes påstande

Under denne sag, der er anlagt den 15. oktober 1992, har sagsøgeren A nedlagt påstand om, at sagsøgte Skatteministeriet tilpligtes at anerkende:

1. at sagsøgerens indkomst og formue for 1981 fastsættes til
almindelig indkomst	196.665,00 kr.
særlig indkomst	23.824,00 kr.
skattepligtig formue	2.443.300,00 kr.
2. at sagsøgerens indkomst og formue for 1982 fastsættes til
almindelig indkomst	147.213,00 kr.
skattepligtig formue	2.080.711,00 kr.

Sagsøgte har påstået frifindelse, subsidiært at ansættelsen af sagsøgerens skattepligtige indkomst og formue for indkomstårene 1981 og 1982 hjemvises til fornyet behandling ved ligningsmyndighederne.

Forklaringer

A har forklaret, at han, der er født i 1918, ønskede at trække sig ud af virksomheden. Han henvendte sig til revisor E, som han havde fået anbefalet, men som ikke tidligere havde været revisor for virksomheden. Han har ikke deltaget i de drøftelser, der lå til grund for notatet af 19. december 1980. Når han i første omgang ikke overdrog driftsmidlerne til sønnen, var det for at kunne "have hånd i hanke med firmaet". Endvidere var det vanskeligt at skaffe kapital til virksomheden, og man overvejede at sætte driftsmidlerne og/eller den faste ejendom på anparter. Allerede i løbet af foråret 1981 viste det sig, at det gik fint med sønnens ledelse af virksomheden, og han fik hurtigt forbedret driftsresultatet væsentligt. Det forbedrede driftsresultat betød, at der ikke længere var behov for at skaffe kapital udefra. Da sagsøgeren fortsat gerne ville ud af virksomheden, fandt han det i sommeren 1981 forsvarligt at overdrage driftsmidlerne til sønnen, således at han selv kun beholdt 10 %. Han erindrer ikke, hvad baggrunden var for, at C's indskud blev ansat til 20.000 kr., men det har muligvis været det beløb, som C økonomisk kunne magte. Han ved ikke, hvorfor overdragelsen af varelager, varedebitorer og salgskontrakter blev opdelt i to overdragelser på hver sin side af årsskiftet.

Som led i overdragelsen af driftsmidlerne skulle han have et gældsbrev på 360.000 kr., der skulle forrentes med 12 % p.a. og afdrages over ti år. Han husker ikke, om der blev udstedt et sådant gældsbrev, men han modtog i hvert fald ydelserne hver termin. Administrationen af lånet blev klaret af bogholderen i virksomheden. Han fandt, at 12 % var et rimeligt renteniveau.

C har forklaret, at han er uddannet inden for herreekvipering og desuden har en HD uddannelse. Han har siden 1971 været direktør for virksomheden.

Oprindelig var det ikke meningen, at alle driftsmidlerne skulle overdrages til ham, idet revisor E havde visse ideer om, hvorledes de skulle planlægge finansieringen. Muligheden for at få en fremmed finansiering i en eller anden form, eksempelvis sale and lease back, skulle være åben, da virksomhedens afkast på det tidspunkt ikke var stort. De havde forinden drøftet, hvorledes man skulle skaffe en sådan finansiering. Dertil kom, at faderen ønskede at have hånd i hanke med ham, og det kunne han ikke have, såfremt han gav ham fri rådighed over alle aktiverne.

Vidnet deltog ikke i udarbejdelse af notatet af 19. december 1980. E var en revisor, de fik anbefalet, og som udarbejdede notatet til hans far, hvorefter han selv skulle acceptere det, der kom ud af notatet.

Han erindrer ikke, hvorledes vilkårene i interessentskabskontrakten af 29. december 1980 blev til ud over, at advokaten var med til at udfærdige kontrakten. Han erindrer ikke, hvorfor indskuddet blev fastsat til 20.000 kr. Der var lavet en åbningsstatus, og han skulle overtage 10 % af de i interessentskabskontrakten anførte aktiver. Han kunne ikke få en skattemæssig fordel ved at overtage mere. Tillægget til interessentskabskontrakten blev indgået kort tid efter interessentskabskontrakten, og det var planlagt at gøre det på denne måde, da de herved opnåede en skattemæssig fordel. Han kan ikke nærmere redegøre for det i tillægget anførte om, at købesummen berigtiges over interessenternes kapitalkonti udover, at tillægget var lavet i forlængelse af den oprindelige kontrakt.

Når faderen alligevel besluttede sig for at overdrage driftsmidlerne til ham i sommeren 1981, var det, fordi faderen kunne se, at virksomheden var inde i en positiv udvikling. Den positive udvikling medførte også, at der ikke længere var noget finansieringsbehov. For at være velforberedt, hvis de skulle få brug for at låne penge, havde de fået foretaget en vurdering af maskiner og driftsinventar. De driftsmidler, der er overdraget ved aftalen af 30. juni 1981, er de samme, som blev vurderet af L. Når de i aftalen blev sat til 300.000 kr., skyldtes det, at de ifølge revisoren skulle ansættes således, at gavebetragtninger var udelukket. Det så også pænt ud på papiret, at aktiverne var fastsat til et ordentligt beløb. Der blev formentlig udstedt et gældsbrev til faderen på 360.000 kr. som anført i aftalen. Han har ikke selv udarbejdet dette. Han kunne se fordelen i, at der var en rimelig rente på gældsbrevet. Der blev ført regnskab over de ydelser, der tilkom faderen, og der skete indbetaling til ham i form af checks. Gælden til faderen blev således afviklet i overensstemmelse med gældsbrevet. Kassekreditrenten lå på det tidspunkt på omkring 24 % p.a.

Under hele forløbet har han og hans far boet i hver sin kommune, idet han boede i K-by Kommune og faderen i M-by Kommune.

N har forklaret, at hun i 1949 blev ansat hos A og har været bogholder for ham i 40 år. Hun sørgede for at sende checks på de ydelser, der forfaldt i henhold til gældsbrevet.

E har forklaret, at han igennem 25 år har drevet egen virksomhed som statsautoriseret revisor og er formand for de statsautoriserede revisorer på Sjælland. Han begyndte som revisor for A i 1980, men havde ikke nogen relationer til A's familie i øvrigt.

Han har på A's foranledning til brug for et generationsskifte i A's virksomhed udarbejdet notatet af 19. december 1980.

Interessentskabskontrakten blev lavet efter hans oplæg i henhold til notatet. Det er en advokat eller parterne selv, der har udformet selve interessentskabskontrakten, men han tog sig af konstruktionen af det økonomiske.

Ifølge notatet var det forudsat, at driftsmidlerne blev overdraget sammen med de øvrige aktiver ved interessentskabskontrakten, men driftsmidlerne kom ikke med. Grunden hertil var, at virksomheden havde finansielle problemer, og ved at holde driftsmidlerne uden for var der mulighed for finansiering, eksempelvis ved at få et finansieringsselskab til at købe driftsmidlerne og at sælge den faste ejendom på anparter, hvilket var en ofte benyttet finansieringsform på det tidspunkt. En del af driftsmidlerne var i øvrigt omfattet af ejendommens pant. Han havde ikke kendskab til den skattemæssige saldo for driftsmidlerne og kendte ikke deres reelle værdi, da han lavede notatet.

I notatet havde vidnet lavet udkast til en åbningsstatus på baggrund af regnskabet pr. 30. juni 1980. C havde ikke voldsomt mange penge at skyde ind i interessentskabet. De 20.000 kr. er beregnet på baggrund af notatet, og det var det beløb, som C kunne trække på sin private lønkonto. Det væsentligste aktiv var ejendommen, som havde en stor friværdi, men den havde C ikke råd til at købe. A's kassekredit blev holdt uden for, da den var bevilget af banken med sikkerhed i ejendommen. Det var skattemæssige betragtninger, der gjorde, at der blev lavet en aftale både før og efter årsskiftet 1980/1981.

Da de to overdragelsesaftaler af 29. december 1980 og 2. januar 1981 blev lavet, kunne man ikke vide, om egenkapitalen var positiv eller negativ, men vidnet havde i notatet lagt op til, at egenkapitalen var på 200.000 kr. Ifølge regnskabet pr. 31. december 1980 var gælden større end aktiverne, og C overtog derfor en nettogæld.

De driftsmidler, som er anført i årsregnskabet pr. 31. december 1980 med en værdi af 149.530 kr., er ikke helt de samme, som blev overdraget den 30. juni 1981, idet der blev solgt nogen driftsmidler fra i første halvår af 1981. Driftsmidlernes salgspris er i aftalen fastsat til 360.000 kr., idet han ved fastsættelsen heraf havde taget højde for, at overdragelsen af aktiverne ikke skulle have karakter af en gave fra A til C. Vidnet har fulgt de principper, der fremgår af cirkulæret fra 1982 om gaveafgift. Endvidere skulle der tages højde for kursnedslaget. Det havde ikke været nogen skattemæssig fordel for A, selvom han havde overdraget alle aktiverne på en gang.

Renten på gældsbrevet til A blev fastsat til 12 % p.a., idet gældsbrevet var sat til kurs 50. Renten var således reelt 24 % p.a., hvilket svarede til markedsrenten på det tidspunkt. Gældsbrevet er betalt i henhold til aftalen, og fru N har sørget for hvert halve år at sende en check til A.

Vidnet har lavet beregninger af den effektive rente på gældsbrevet. Går man ud fra halvårlige ydelser på 31.386 kr. i 10 år, en rente på 6 % pr. halvår og en akkumuleret nutidsværdi af ydelserne på 180.000 kr., er den effektive rente godt 33 % p.a.

Parternes argumenter

Sagsøgeren har til støtte for sin påstand anført, at der i sagen foreligger tre selvstændige, adskilte overdragelser af henholdsvis 29. december 1980, 2. januar 1981 og 30. juni 1981. I hvert fald må henholdsvis de to aftaler omkring årsskiftet 1980/81 og aftalen i juni 1981 betragtes som selvstændige, adskilte overdragelser. Det fremgår klart af forklaringerne for landsretten, at det oprindeligt ikke havde været parternes hensigt, at virksomhedens driftsmidler skulle overdrages til C. Det fremgår også af forklaringerne, at dette havde en reel forretningsmæssig begrundelse, dels i hensynet til finansieringsmulighederne, dels i sagsøgerens ønske om at bevare kontrollen med firmaet. Det var den positive udvikling for virksomhedens økonomi i 1. halvår af 1981, som fik parterne til at ændre mening, og der gik et halvt år fra det første sæt aftaler til den næste aftale. Overdragelserne er sket på markedsvilkår. Særlig med hensyn til renten på gældsbrevet til sagsøgeren bemærkes, at gældsbrevet er kursfastsat til kurs 50. Den reelle rente er derfor 24 % p.a., eller - efter revisorens beregning - godt 33 % p.a. I øvrigt har skattemyndighederne accepteret aftalerne af henholdsvis 29. december 1980 og 2. januar 1981 som to selvstændige aftaler. Hvis alle tre aftaler skal betragtes som en enhed, må konsekvensen være, at alle tre aftaler henføres til 1980, hvorfor sagen må hjemvises.

Sagsøgte har heroverfor gjort gældende, at de tre nævnte aftaler i realiteten må betragtes som én samlet aftale. Når skattemyndighederne ikke har medinddraget aftalen af 29. december 1980 i sagen, skyldes det alene praktiske grunde. Det har fra begyndelsen været parternes mening, at også driftsmidlerne skulle overgå til sønnen, hvilket underbygges af revisorens notat. Den skete opdeling savner enhver forretningsmæssig begrundelse. De begrundelser, som sagsøgeren har anført, er ikke holdbare, og opdelingen kan kun være foretaget af skattemæssige årsager. Aftalerne er indgået mellem interesseforbundne parter. Det er utænkeligt, at en udenforstående tredjemand ville indgå på et sådant aftalekompleks. Ifølge retspraksis kan skattemyndighederne tilsidesætte aftaler, der er indgået mellem interesseforbundne parter, og som ikke er forretningsmæssigt begrundede. Det er en konsekvens af, at aftalerne betragtes som en helhed, at mellemværendet mellem parterne skattemæssigt må betragtes som et nettotilgodehavende for sagsøgeren på differencen 155.115 kr., der efter parternes aftale skal forrentes med 12 % p.a.

Begrundelse og konklusion

På baggrund af det opdrag, statsautoriseret revisor E fik, og som ligger bag notatet af 19. december 1980, og sagsøgerens forklaring under domsforhandlingen lægger Landsretten til grund, at sagsøgeren, efter at have drevet sin virksomhed som personligt firma i adskillige år, ønskede at gennemføre et generationsskifte til sin søn, der havde været ansat i firmaet som dettes direktør siden ca. 1970.

Sagsøgeren har om sine motiver for at opdele overdragelsen af de 90 % af virksomheden i tre separate aftaler af henholdsvis december/januar 1980/1981 og juni 1981 anført, at han ved årsskiftet 1980/81 endnu i nogen tid ønskede at "have hånd i hanke med firmaet". Endvidere har sagsøgeren anført, at det kunne blive aktuelt med finansiering udefra af bl.a. driftsmidler, hvilket først i sommeren 1981 viste sig at være unødvendigt. Landsretten finder ikke, at de af sagsøgeren anførte begrundelser har været de reelle forretningsmæssige motiver til den valgte fremgangsmåde. Sønnen havde været ansat som direktør i firmaet i ca. 10 år, og sagsøgeren må derfor antages at være bekendt med hans forretningsmæssige evner. Der ses intet til hinder for, at en fremmed finansiering, f.eks. i form af et sale-and-lease-back arrangement, kunne være sat i værk, selv om det var interessentskabet, der stod som ejer af driftsmidlerne. Landsretten må lægge til grund, at den foretagne overdragelse ikke ville være blevet aftalt som sket mellem to ikke interesseforbundne personer. Det må derimod antages, at den egentlige begrundelse for den skete opdeling har været at tilrettelægge overdragelsen således, at den ud fra et skattemæssigt synspunkt blev så gunstig som muligt for parterne.

Med dette udgangspunkt er betingelserne ifølge praksis til stede for, at skattemyndighederne kan foretage korrektion af de trufne aftaler.

Landsretten må herefter være enig med Landsskatteretten i, at overdragelsen skal betragtes som en enhed, således at sagsøgerens nettotilgodehavende hos C andrager 155.115 kr., og at et kursnedslag må foretages i forhold hertil og fordeles på samtlige overdragne aktiver, bortset fra likvide midler. Landsretten kan endvidere tiltræde, at kun dette nettotilgodehavende skattemæssigt kan forrentes, og at dette sker til rente 12 % p.a. Landsretten tager derfor sagsøgtes frifindelsespåstand til følge.

Thi kendes for ret:

Sagsøgte Skatteministeriet frifindes.

Inden 14 dage efter denne doms afsigelse betaler sagsøgeren A 16.000 kr. i sagsomkostninger til sagsøgte.