Skatteministeriets virksomhedsplan 2011 udmønter i det indeværende år målsætningerne i Skatteministeriets strategiplan 2010-2013. Målsætningerne i virksomhedsplan 2011 skal sikre, at vi når i mål med Skatteministeriets strategiske målsætninger i 2013.
I 2011 har Skatteministeriets direktion udpeget syv områder, som er højt prioriteret. Ud af de syv højt prioriterede områder er inddrivelsesområdet det højest prioriterede område. Nedenfor kan du læse mere om Skatteministeriets syv højt prioriterede områder, og hvad vi ønsker at opnå med vores arbejde.
1. Inddrivelse
Skatteministeriet vil og skal knække kurven for restancer i 2011. Allerede i 2010 satte Skatteministeriet mange kræfter ind for at knække kurven - det vil vi fortsat gøre i 2011.
2. Kanalstrategien og øget brugervenlighed
Kanalstrategien udtrykker Skatteministeriets ønske om at minimere anvendelsen af manuelle kommunikationskanaler og maksimere anvendelsen af automatiserede kanaler overfor skatteyderne. Det betyder, at vi i Skatteministeriet gerne vil have, at kunderne kan betjene sig selv via skat.dk og de forskellige TastSelv-løsninger, som vi tilbyder. Derfor har vi 2011 særligt fokus på at øge brugervenlighed på skat.dk og vejlede kunderne i digitale løsninger.
3. Indsats
I 2011 vil vi i højere grad end tidligere have fokus på at differentiere vores indsats, så vi anvender de mest omkostningseffektive og dermed rette værktøjer til hver målgruppe - dvs. service og vejledning overfor medspillerne og kontrol overfor modspillere. Med andre ord skal vi bruge hele værktøjskassen.
4. Lovgivning og helhedstænkning
Den 1. januar 2010 blev Skatteministeriets departement og SKATs Hovedcenter lagt sammen til Skatteministeriets koncerncenter. Formålet med denne strukturændring var bl.a. at gøre afstanden mellem lovudformning og den praktiske forvaltning kortere. I forlængelse af det allerede påbegyndte arbejde i 2010 vil vi i 2011 arbejde videre med at etablere processer, hvor viden flyder lettere mellem de lovforberedende kontorer og administrationen af lovgivning.
5. Effektivisering
Ligesom alle andre virksomheder - private som offentlige - skal vi kunne løse vores opgaver med færre ressourcer, samtidigt med at vi fastholder effektivitet og kvalitet i opgaveløsningen. Vi skal derfor i 2011 fortsætte arbejdet fra 2010 med at blive bedre til at implementere gode processer som best practice i hele organisationen.
6. Kompetencetilpasning
Skatteministeriet er en organisation som hele tiden forsøger at udvikle bedre løsninger til brugerne og bedre måder at løse opgaverne på. Derfor vil der i Skatteministeriet altid være opgaver, som vi skal løse på nye måder. Vi skal fortsat arbejde på at sikre, at vi er i stand til at løse nye opgaver eller løse gamle opgaver på nye måder og dermed sikre, at vores medarbejdere har de rette kompetencer både fagligt og geografisk.
7. Nye it-systemer
Vi skal implementere flere nye systemer, som vi har arbejdet på i en årrække. EKKO, DMR og EFI skal færdiggøres, ligesom vi også skal sørge for, at skattereformen er indarbejdet i vores slutsystemer, som genere årsopgørelserne. Erfaringsmæssigt kan perioden ved idriftsættelse af nye systemer være vanskelig. Driften er sjældent stabil fra starten af. Derfor skal vi sikre, at vores medarbejdere er uddannet til at kunne arbejde i systemerne, og vi skal have gennemtænkt og tilpasset vores arbejdsprocesser, så de er tilrettelagt i forhold til systemerne
Læs hele virksomhedsplanen for 2011(i pdf)
Bilag A: Eksterne mål for Skatteministeriet i 2011 (i pdf)