Dato for udgivelse
07 jul 2011 11:27
Ved spørgsmål, kontakt
72 22 18 18
Resumé
SKAT fraråder at smide beskadiget regnskabsmateriale ud.
Lørdagens skybrud i Københavns-området kan have gjort det sværere for nogle virksomheder at dokumentere oplysningerne i skatte- og afgiftsregnskabet. Nemlig hvis deres regnskabsmateriale er blevet beskadiget efter at have ligget i en oversvømmet kælder.
SKAT er blevet kontaktet af nogle få, der er kommet i den situation. En enkelt forklarer, at taksatoren fra forsikringsselskabet har opfordret til at smide det våde regnskabsmateriale ud, fordi det kan give grundlag for at udvikle skimmelsvamp.
SKAT fraråder at smide beskadiget regnskabsmateriale ud. Bogføringsloven, der hører under Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, siger blandt andet, at sikkerhedsforanstaltningerne skal sikre mod ødelæggelse eller forsvinden. Derfor opfordrer SKAT erhvervsdrivende i denne situation til at gøre alt, hvad der er muligt for at redde materialet. Én mulig metode kan være at scanne eller kopiere det beskadigede materiale.
Hvis en erhvervsdrivende ikke er i stand til at dokumentere eller sandsynliggøre sit skatte- og afgiftsregnskab, vil det i visse tilfælde være nødvendigt for SKAT at foretage en skønsmæssig ansættelse.