Dokumentets dato
02 okt 2000
Dato for offentliggørelse
2. oktober 2000
Cirkulærets nummer
2000-25
Ansvarlig fagkontor
Personale- og Udviklingsafdelingen; Administrationskontoret
Resumé
Cirkulæret er beklageligvis ikke opdateret på alle punkter. Der vil snarest blive rettet op på dette.
 
Overordnede emner
Afgift + Ejendomsvurdering + Inddrivelse + Moms og lønsumsafgift + Skat + Straf + Told
Redaktionelle noter
Cirkulæret er ophævet.
1.I samtlige skatte-, told- og afgiftslove er indført en bestemmelse om, at skatteministeren kan fastsætte bestemmelser om adgangen til at klage over afgørelser, herunder om at afgørelsen ikke kan indbringes for en højere administrativ myndighed (klageafkortning).
 
Bestemmelserne er udmøntet ved bekendtgørelse nr. 336 af 10. juni 1998 om sagsudlægning (sagsudlægningsbekendtgørelsen) som ændret ved bekendtgørelse nr. 362 af 19. juni 1998, bekendtgørelse nr. 968 af 16. december 1998, bekendtgørelse nr. 565 af 2. juli 1999 samt bekendtgørelse nr. 303 af 2. maj 2000.
 
Der er sket ændring af nærværende cirkulære, idet afgørelser om TIR-godkendelser af køretøjer ved Toldcenter København (punkt 3.12 i forrige udgave: tss-cirkulære 1999-27) er udgået per 1. oktober som dekoncentreret opgave. Disse godkendelser foretages i dag ved alle toldcentre.
 
2.Efter bekendtgørelsens § 2, stk. 3 kan direktøren for Told- og Skatte-styrelsen i de i § 2, stk. 1 og 2 nævnte tilfælde, dvs. tilfælde, hvor kompetencen i 1. instans ligger hos told- og skatteregionerne, respektive Københavns eller Frederiksberg kommuner, bemyndige en enkelt eller enkelte told- og skatteregioner samt toldcentre til at træffe afgørelse i 1. instans vedrørende alle sager på et bestemt område (dekoncentreret opgavevaretagelse).
 
3.Direktøren for Told- og Skattestyrelsen har efter § 2, stk. 3 i sagsudlægningsbekendtgørelsen henlagt afgørelsen i følgende sagstyper til følgende told- og skatteregioner og toldcentre:
 
1) Afgørelser om fritagelse for boafgift for almenvelgørende institutioner mv. efter boafgiftsloven, § 3, stk. 2, træffes af Told- og Skatteregion Nærum. Region Nærum træffer endvidere afgørelse i sager om optagelse i kommende cirkulærer om almengørende eller på anden måde almennyttige fonde, foreninger, stiftelser, institutioner mv. samt religiøse samfund som er godkendt i henhold til boafgiftslovens § 3, stk. 2, ligesom regionen foretager den løbende kontrol med, at betingelserne for optagelse på listen fortsat er til stede.
 
2) Afgørelser i forbindelse med administrationen af kulbrinteopkrævningsloven, § 2, stk. 3, træffes af Told- og Skatteregion Esbjerg. Bemyndigelsen omfatter registrering af de skattepligtige, information og vejledning, arbejdsgiverkontrolfunktioner samt forberedelse af Ligningsrådssager. Endvidere opkrævning af indeholdt skat i henhold til kulbrinteskattelovens § 21, stk. 2 og stk. 4. For så vidt angår indkomstansættelse bemyndiges region Esbjerg til at træffe afgørelse i 1. instans. Denne bemyndigelse gælder ikke sager, der vedrører principielle spørgsmål og sager, hvor der ikke er skabt fast praksis.
 
3) Afgørelser i forbindelse med opkrævning af afgift af udbyttedeling (medarbejderobligationer), jf. ligningsloven, § 7 N, stk. 1 og stk. 3-4, træffes af Told- og Skatteregion Maribo.
 
4) Afgørelser om godkendelse af foreninger, fonde, stiftelser, institutioner mv. efter ligningsloven, § 8 A, stk. 2, 1. pkt. og § 12, stk. 3, træffes af Told- og Skatteregion Nærum. Region Nærum forestår ligeledes kontrollen med de godkendte foreninger mv.
 
5) Afgørelser i forbindelse med opkrævning af afgift af frigivne lejeforhøjelsesbeløb fra Grundejernes Investeringsfond, jf. ligningsloven, § 14 C, træffes af Told- og Skatteregion Maribo.
 
6) Afgørelser om tilbagebetaling af afgift i henhold til 8. og 13. momsdirektiv efter momsloven, § 45, stk. 1 og stk. 3-4, træffes af Told- og Skatteregion Sønderborg.
 
7) Afgørelser i forbindelse med opkrævning af afgift efter pensionsbeskatningsloven, § 14 A, § 18 A, stk. 3, § 25, § 28, § 29 A, § 29 B, § 30, § 40 A, § 41, stk. 4-6, § 42, stk.2 og §§ 33-39 i bekendtgørelse nr. 1 af 2. januar 1995, træffes af Told- og Skatteregion Maribo. Told- og Skatteregion Maribo træffer endvidere afgørelser i forbindelse med opkrævning af afgift efter § 50, stk. 3 i lovbekendtgørelse nr. 580 af 7. august 1991.
 
8) Afgørelser i forbindelse med opkrævning af afgift efter realrenteafgiftsloven træffes af Told- og Skatteregion Maribo.
 
9) Afgørelser i forbindelse med administrationen af skattekontrolloven, § 11 A, stk. 6-7, § 11 B, stk. 6-7 og § 11 C, stk. 5-6, træffes af Told- og Skatteregion Sønderborg.
 
10) Afgørelser om afgiftsfritagelser efter stempelafgiftsloven, § 62, stk. 5, sidste punktum og stk. 6, sidste punktum, § 77, stk. 2, sidste punktum, § 79, stk. 2 og § 84, stk. 2, træffes af Told- og Skatteregion Høje Taastrup.
 
11) Afgørelser om dispensation efter sømandsfradragsloven, § 5, stk. 1, træffes af Told- og Skatteregion Frederiksberg.
 
12) Afgørelser om told- og afgiftsfrihed for varer til internationale organisationer, institutioner og de dertil knyttede personer, jf. toldloven, § 2, stk. 1, jf. Rådsforordning nr. 918/83 af 28. marts 1983 om fritagelse for import- og eksportafgifter, i henhold til konkrete aftaler med de pågældende internationale organisationer og institutioner og toldloven, § 4, nr. 3 samt moms-, punktafgifts- og miljøafgiftslovgivningen, træffes af Toldcenter København.
 
Undtaget herfra er afgørelser om told- og afgiftsfrihed for varer til NATO-hovedkvarterer og -personel, udenlandske militære NATO-styrker på øvelser samt til udenlandske officerer på udveksling, herunder personel ved det multinationale hovedkvarter i Nordsjælland (SHIRBRIG), der træffes af Told- og Skatteregion Århus,Toldcenter Østjylland.
 
13) Afgørelser om told- og afgiftsfrihed for motorkøretøjer til internationale organisationer, institutioner og de dertil knyttede personer, jf. toldloven, § 2, stk. 1, jf. Rådsforordning nr. 918/83 af 28. marts 1983 om fritagelse for import- og eksportafgifter, i henhold til konkrete aftaler med de pågældende internationale organisationer og institutioner og toldloven, § 4, nr. 3 samt moms-, punktafgifts- og miljøafgiftslovgivningen, træffes af Told- og Skatteregion Høje-Taastrup.
 
Undtaget herfra er afgørelser om told- og afgiftsfrihed for motorkøretøjer til NATO-hovedkvarterer og -personel samt til udenlandske officerer på udveksling, herunder personel ved det multinationale hovedkvarter i Nordsjælland (SHIRBRIG), der træffes af Told- og Skatteregion Århus, Toldcenter Østjylland.
 
14) Afgørelser om told- og afgiftsfrihed for motorkøretøjer til diplomatiske og konsulære repræsentationer og de dertil knyttede personer, jf. toldloven, § 2, stk. 1, jf. Rådsforordning nr. 918/83 af 28. marts 1983 om fritagelse for import- og eksportafgifter, lov om diplomatiske forbindelser, lov om konsulære forbindelser, og toldloven, § 4, nr 1. og 2., samt moms-, punktafgifts- og miljøafgiftslovgivningen, træffes af Told- og Skatteregion Høje-Taastrup.
 
15) Afgørelser om depositum for registreringsafgift af udenlandske køretøjer, jf. registreringsafgiftsloven, jf. cirkulære nr. 139 af 19. juni 1991 om vurdering af motorkøretøjer mv., hvor henvendelsen fra udlandet ikke kan henføres til én bestemt region, træffes af Told- og Skatteregion Høje-Taastrup.
 
16) Afgørelser i forbindelse med administration af standardpriser for fabriksnye køretøjer, jf. registreringsafgiftsloven, træffes af told- og skatteregion Høje-Taastrup.
 
17) Afgørelser om optagelse af køretøjer på last- og varevognsfortegnelsen, herunder fortegnelsen over autocampere, jf. registreringsafgiftsloven, træffes af told- og skatteregion Høje-Taastrup.
 
18) Afgørelser i forbindelse med administrationen af lov nr. 956 af 25.11.1994 om vejbenyttelsesafgift træffes af Told- og Skatteregion Frederikshavn.
 
4.Cirkulæret træder i kraft den 15. oktober 2000.
 
Samtidig bortfalder cirkulære tss-cirkulære 1999-27.
 
5.Regionernes og toldcentrenes afgørelse kan, for så vidt der ikke er klageadgang til Landsskatteretten, påklages til Told- og Skattestyrelsen, jf. § 11 i sagsudlægningsbekendtgørelsen.
 
Fristen for klage er, for så vidt andet ikke er bestemt, 3 måneder, jf. § 10 i sagsudlægningsbekendtgørelsen.
   
Frantz Howitz / Lone Folmer Berthelsen