Dato for udgivelse
16 Mar 2006 10:58
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
15 Mar 2005 14:41
SKM-nummer
SKM2006.151.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
13. afdeling, S-1778-03
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Straf
Overemner-emner
Straf
Emneord
Momssvig, urigtige angivelser, dokumentfalsk
Resumé

T blev tiltalt for overtrædelse af momsloven ved som direktør og hovedaktionær i H1 A/S med forsæt til unddragelse at have afgivet urigtige momsangivelser, hvorved der blev unddraget 93.425 kr. i moms. T blev endvidere tiltalt for dokumentfalsk ved at have gjort brug af 3 falske fakturaer som dokumentation for købsmoms for i alt 93.425 kr.

Byretten idømte T betinget fængsel i 60 dage og en tillægsbøde på 90.000 kr.

Landsretten stadfæstede dommen.

Reference(r)

Momsloven § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1
Straffeloven § 171

Henvisning
 

Østre Landsrets dom af 15. marts 2005, 13. afdeling, S-1778-03

Parter

Anklagemyndigheden

mod

T
(advokat Nis Stemann Knudsen, beskikket)

Afsagt af landsdommerne

M. Levy, Gunst Andersen og Grethe Jørgensen (kst.) med domsmænd).

----------

Odense byrets dom af 23. april 2003, 10. afdeling, SS 10.04161/02

Under denne sag, der er behandlet under medvirken af domsmænd, tiltales

T

ifølge anklageskrift af 6/12 2002 til straf for

1.

overtrædelse af momslovens § 81, stk. 3 jf. stk. 1. nr. 1,

ved som direktør og hovedaktionær i firmaet H1 A/S, med fortsæt til momsunddragelse i firmaet at have afgivet urigtige momsangivelser overfor ToldSkat for perioden 1. januar 1998 til 30. juni 1999, hvorved der blev unddraget i alt 93.425 kr.

2.

dokumentfalsk efter straffelovens § 171 ved i august 1999 i forbindelse med udbetalingseftersyn i firmaet H1 A/S, overfor ToldSkat at have gjort brug af 3 stk. falske fakturaer, der fremstod som udstedte af firmaet G1 ApS den 12/2 1998, den 11/11 1998 og den 29/6 1999, som dokumentation for købsmoms med et beløb for tilsammen på 93.425 kr.

Tiltalte er tidligere straffet

ved

Byrettens dom af 27/4 2000 for overtrædelse af straffelovens § 162, § 165, § 279 jf. § 21 og § 283, stk. 1, nr. 3, jf. § 21 med 10 dagbøder á 200 kr.

 

ved

bødeforelæg af Politimesteren den 17/7 2000 for butikstyveri vedtaget bøde.

Tiltalte har nægtet sig skyldig.

Forklaringer

Der er under sagen afgivet forklaring af tiltalte og vidneforklaring af direktør V.1, V.2, V.3 og sagsbehandler V.4.

Forklaringerne er gengivet i retsbogen.

Rettens bemærkninger

Vedrørende forhold 1 og 2

Det fremgår af vidneforklaringerne afgivet af V.1 og V.4, at fakturaerne dateret henholdsvis den 12/2 og 11/11 1998 og 29/6 1999 ikke er udstedt af G1 ApS eller hidrører fra dette firma.

Retten finder det herefter ubetænkeligt at lægge til grund, at de nævnte bilag er udarbejdet af tiltalte eller på tiltaltes foranledning.

Bilagene blev anvendt i forbindelse med udarbejdelse af momsangivelse i selskabet H1 A/S i perioden fra 1. januar 1998 til 30. juni 1999, hvorved tiltalte opnåede en berigelse på 93.425 kr.

Da ToldSkat i forbindelse med et kontrolbesøg i virksomheden i august 1999 modtog de omhandlede 3 bilag, anses tiltalte skyldig i dokumentfalsk efter straffelovens § 171.

Det lægges efter det foreliggende til grund, at tiltalte er direktør i H1 A/S, og at han er eneansvarlig for driften heraf, ligesom han er økonomisk ansvarlig for selskabet.

Retten finder det ubetænkeligt at antage, at de omhandlede bilag med tiltaltes viden er anvendt i forbindelse med udarbejdelse af momsregnskaberne med henblik på at opnå en uberettiget økonomisk fordel.

Det bemærkes i den forbindelse, at retten ikke lægger vægt på tiltaltes forklaring om, at han ikke havde eller ønsker at have nogen økonomisk indsigt i selskabets forhold.

Tiltalte anses herefter skyldig i overtrædelse af momsloven ved forsætligt at have afgivet urigtige momsangivelser.

Straffen fastsættes efter straffelovens § 172 stk. 1, jf. § 171 og momslovens § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1 til fængsel i 60 dage.

Da det findes upåkrævet, at straffen fuldbyrdes nu, udsættes fuldbyrdelsen af straffen i medfør af straffelovens § 56, stk. 2, som nedenfor bestemt.

I medfør af straffelovens § 58, stk. 2, idømmes tiltalte en tillægsbøde på 90.000 kr. med forvandlingsstraf af fængsel i 30 dage.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Tiltalte T straffes med fængsel i 60 dage.

Fuldbyrdelsen af straffen udsættes og bortfalder efter en prøvetid på 1 år på vilkår, at tiltalte ikke begår strafbart forhold i prøvetiden.

Tiltalte betaler en tillægsbøde på 90.000 kr.

Forvandlingsstraffen er fængsel i 30 dage.

Tiltalte betaler sagens omkostninger.

----------

Østre Landsrets dom af 15. marts 2005, 13. afdeling, S-1778-03

Odense Rets dom af 23. april 2003 (SS 10.04161/02) er anket af T med påstand om frifindelse.

Anklagemyndigheden har nedlagt endelig påstand om stadfæstelse.

Forklaringer

Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af tiltalte og vidnerne V.1, V.4 og V.2, der alle har forklaret i det væsentlige som i byretten.

V.4 har supplerende forklaret, at tiltalte ifølge selskabets årsregnskab var ejer af aktier i selskabet.

Denne oplysning er i overensstemmelse med det, der er registreret hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. I registeret er tiltalte anført som hovedaktionær i årene 1992-2000.

Den i byretten af vidnet V.3 afgivne forklaring er dokumenteret i medfør af retsplejelovens § 965 c, stk. 4.

Rettens bemærkninger

Af de af byretten anførte grunde tiltrædes det, at tiltalte ved som direktør og hovedaktionær forsætligt at have afgivet urigtig oplysning om H1 A/S' momsforhold med henblik på at opnå en uberettiget økonomisk fordel og over for ToldSkat at have gjort brug af 3 falske fakturaer er fundet skyldig.

Straffen og tillægsbøden findes passende. Der er ikke grundlag for at gøre tillægsbøden betinget.

Landsretten stadfæster derfor dommen.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Odense Rets dom i sagen mod T stadfæstes.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.