Dato for udgivelse
05 Aug 2005 14:19
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
17 Feb 2005 12:54
SKM-nummer
SKM2005.329.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
24. afdeling, S-3737-04
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Straf
Overemner-emner
Straf
Emneord
Spilleautomat, gevinstgivende, godkendelser, maximum, konfiskation, omkostninger, klub
Resumé

T var tiltalt for i perioden 1. september 2003 - 25. november 2003 i en spilleklub at have opstillet og drevet virksomhed med flere gevinstgivende spilleautomater, heraf en af pokertypen uden tilladelse, uden godkendelse, uden godkendelse af en bestyrer, uden opkobling til overvågningssystemet og derudover kunne denne automat give gevinst over det tilladte maksimum Der var samtidig nedlagt påstand om konfiskation af automaten. Tiltalte forklarede, at automaten ikke virkede, og at der ikke var tale om en spilleklub. Retten fandt på baggrund af tiltaltes erkendelse af ejerskabet til automaten og de i øvrigt i sagen foreliggende oplysninger, at han var skyldig i overensstemmelse med anklageskriftet og bestemte tillige, at han skulle betale 1.000 kr. af de omkostninger på i alt 2.987,75 kr., som politiet havde haft til en teknisk undersøgelse af automaten. Bøden blev på 7.000 kr. og automaten blev konfiskeret. - I landsretten blev der yderligere foretaget en teknisk forevisning og gennemgang af automatens funktioner, og dommen blev stadfæstet.

Reference(r)

Lovbekendtgørelse nr. 631 af 25. juli 2002 (spilleautomatloven)
Bekendtgørelse nr. 1084 af 8. december 2000 om gevinstgivende spilleautomater
Straffeloven § 75

Østre Landsrets dom af 17. februar 2005, 24. afdeling, S-3537-04

Parter

Anklagemyndigheden

mod

T
(advokat Annette Fabricius-Bjerre, besk.)

Afsagt af landsdommerne

Mikael Sjöberg, M. Lerche og Anne Øvlisen (kst.).

----------

Gladsaxe Byrets dom af 26. april 2004 SS 307/2004

Under denne sag tiltaltes T ifølge anklageskrift af 1. marts 2004 fra politimesteren i Gladsaxe til straf for overtrædelse af spilleautomatlovens § 40, stk. 1, jf. § 6, stk. 1, § 17, stk. 1 og § 18, stk. 2 og bekendtgørelse nr. 1084 af 8. december 2000, § 26, stk. 1, jf. § 3 og § 12,

ved i perioden fra den 1. september 2003 til den 25. november 2003 kl. 13.20 i klubben "A.A.", at have opstillet og drevet virksomhed uden tilladelse med 1 stk. gevinstgivende spilleautomat af mærket Poker Master ved ikke forinden opstilling af spilleautomaten at have opnået godkendelse af et af Spillemyndigheden akkrediteret institutter, samt ikke at have fået godkendt en bestyrer af spilleklubben. Endvidere var den opstillede spilleautomat ikke opkoblet til det centrale overvågningssystem hos Spillemyndigheden, ligesom tiltalte havde undladt at sørge for, at gevinsten ikke kan overstige 300 kr. pr. spil ved direkte udbetaling af gevinster fra automaten.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om konfiskation af 1 stk. gevinstgivende spilleautomat af mærket Poker Master, jf. straffelovens § 75, stk. 2, nr. 1.

Tiltalte har nægtet sig skyldig blandt andet med henvisning til, at maskinen ikke var funktionsdygtig, og at der ikke var tale om en spilleklub.

Forklaringer

Der er under sagen afgivet forklaring af tiltalte og vidneforklaring af politiassistent HB. Forklaringerne fremgår af retsbogen.

ToldSkat har ved skrivelse af 4. februar 2004 anmodet politimesteren om at rejse tiltale i sagen.

Det fremgår blandt andet af konklusionen af en rapport af 5. december 2003 fra Force Technology, der har ydet politiet teknisk bistand vedrørende fire spilleautomater opstillet det pågældende sted, at de undersøgte spilleautomater (herunder tiltaltes Poker Master) er at betragte som gevinstgivende spilleautomater.

Retten udtaler

Ved tiltaltes erkendelse af ejerskabet til den pågældende spillemaskine i forbindelse med de i øvrigt foreliggende oplysninger, finder retten det bevist, at tiltalte har gjort sig skyldig i overensstemmelse med anklageskriftet, uanset om maskinen var i funktionsdygtig stand, og uanset at tiltalte ikke vil betegne de pågældende lokaliteter som en spilleklub. Det fremgår af sagen, at lokaliteterne efter politiets opfattelse havde fungeret som en "hashklub".

Straffen fastsættes efter lov om spilleautomater § 40, stk. 1, jf. § 6, stk. 1, § 17, stk. 1 og § 18, stk. 2 og bekendtgørelse nr. 1084 af 8. december 2000 § 26, stk. 1, jf. § 3 og § 12, til en bøde på 7.000 kr. Forvandlingsstraffen er fængsel i 10 dage.

Politiets udgifter til teknisk undersøgelse af i alt fire spilleautomater, hvoraf de tre ikke er omfattet af denne sag, har udgjort 2.987,75 kr. Retten fastsætter på denne baggrund tiltaltes andel af disse sagsomkostning til 1.000 kr.

Den af anklageren nedlagte påstand om konfiskation af 1 stk. gevinstgivende spilleautomat af mærket Poker Master, tages til følge.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Tiltalte, T, straffes med bøde på 7.000 kr.

Forvandlingsstraffen er fængsel i 10 dage.

En spilleautomat af mærket Poker Master konfiskeres.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger, herunder 1.000 kr. af politimesterens udgifter til sagkyndig teknisk bistand.

----------

Østre Landsrets dom af 17. februar 2005, 24. afdeling, S-3537-04

Gladsaxe Rets dom af 26. april 2004 (SS 307/2004) er anket af T med påstand om frifindelse.

Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse.

Forklaringer

Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af tiltalte og vidnet politiassistent HB, der begge har forklaret i det væsentlige som i byretten.

Tiltalte har supplerende forklaret blandt andet, at han kun havde haft Poker Master-maskinen i ca. 14 dage. Maskinen virkede ikke. Pågældende, som han havde købt maskinen af, havde leveret maskinen i klubben, hvor pågældende senere skulle reparere maskinen. Det var hans hensigt derefter at tage maskinen med hjem. Han havde nøgle til maskinen. Han afleverede nøglen til politiet, da de tog maskinen.

Politiassistent HB har forklaret blandt andet, at han er sikker på, at maskinen havde været i klubben i flere måneder. Politiet var i månederne før lukning af klubben jævnligt kommet i klubben. Maskinen befandt sig i klubbens barlokale, hvor den var tilsluttet el-nettet.

Endvidere er der for landsretten afgivet forklaring af KM.

KM har forklaret blandt andet, at han i det hele kan henholde sig til sin rapport af 5. november 2003 vedrørende undersøgelse af bl.a, den pågældende Poker Master-maskine. Da han undersøgte maskinen den 3. december 2003 på politistationen, virkede maskinen. Vidnet har i landsretten demonstreret og forevist maskinen. Vidnet har i landsretten ved brug af 2 nøgler demonstreret, hvorledes kreditten nulstilles. Ved efterfølgende forevisning af maskinen kunne vidnet ikke få nulstillingen af kreditten til at virke.

Tiltalte har i landsretten genkendt den foreviste Poker Master-maskine som sin.

Landsrettens begrundelse og resultat

Også efter bevisførelsen for landsretten findes tiltalte af de grunde, der er anført i dommen, skyldig efter anklageskriftet.

Straffen findes passende.

Landsretten stadfæster derfor dommen, idet byrettens afgørelse om konfiskation og omkostninger tiltrædes.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Byrettens dom i sagen mod T stadfæstes.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.