Dato for udgivelse | 10 Jun 2005 10:02 |
SKM-nummer | SKM2005.237.TSS |
Myndighed | Told- og Skattestyrelsen |
Sagsnummer | 99/05-506-01983 |
Dokument type | Meddelelse |
Overordnede emner | Skat |
Overemner-emner | Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning |
Emneord | Selskab, selvangivelse, mindstekrav, skatteregnskab |
Resumé | Der er indført nye krav for selskaber fra og med indkomståret 2004, hvor selvangivelsesfristen udløber 30. juni 2005 eller senere.
Der skal gives flere oplysninger i det skattemæssige årsregnskab, der vedlægges selvangivelsen, for selskaber der sambeskattes med udenlandske selskaber, og for danske selskabers faste driftssteder og fast ejendom i udlandet. |
Reference(r) | Skattekontrolloven Mindstekravsbekendtgørelsen |
Henvisning | Ligningsvejledningen 2005-2 A.I.1 |
For selskaber der sambeskattes med udenlandske selskaber, og for danske selskabers faste driftssteder og fast ejendom i udlandet, skal der fra 30. juni 2005 henholdsvis 1. juli 2005 gives flere oplysninger i det skattemæssige årsregnskab, der vedlægges selvangivelsen.
Kravene fremgår af bekendtgørelse nr. 349 af 19. maj 2005 om ændring af bekendtgørelse nr. 1068 af 17. december 1999 om skattemæssige krav til regnskab, Mindstekravsbekendtgørelsen.
Det handler i korte træk om følgende oplysninger mv.:
- Redegørelse for koncernstrukturen og ændringer heri,
- Det interne regnskab, der er anvendt ved koncernkonsolideringen,
- Opgørelse af genbeskatningssaldoen og bevægelser heri,
- Indgangsværdier ved indtræden i sambeskatning,
- Bestemmelsen om dobbelt fradrag i ligningslovens § 5 G,
- Betalt skat i domicillandet, anvendelse af creditregel og maksimering af credit,
- Bortseelse af underskud i ligningslovens § 33 H.
Kravene er afledt af rapporten fra sambeskatningsudvalget, betænkning nr. 1452, november 2004, og formålet er at give skattemyndighederne bedre kontrolmuligheder. I rapportens kapitel 19 er der redegjort nærmere herfor.
ToldSkat er opmærksom på, at det er en meget kort frist, der gives selskaber med en selvangivelsesfrist 30. juni og 1. juli 2005, til at opfylde de nye krav, ligesom kravene ikke fremgår af vejledningen til selvangivelsen for indkomståret 2004. Selvangivelsen anses derfor for rettidig, når selvangivelsen efter de hidtil gældende regler indsendes indenfor fristen, og de nye krav opfyldes ved eftersendelse indenfor en rimelig frist, vejledende 6 uger.