Dato for udgivelse
20 jun 2005 12:05
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
24. maj 2005
SKM-nummer
SKM2005.268.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
2. afdeling, B-3779-02
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Arbejdsgivers indeholdelse af A-skat mv. hos lønmodtagere + Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning
Emneord
Begrænset, skattepligt, Portugal, renter, kapitalpension, grænsegænger
Resumé

Sagsøgeren fraflyttede til Portugal efter, at han var blevet pensioneret. I årene 1996-1998 bestod hans indtægter i førtidspension fra Danmark samt pensionsudbetalinger fra Codan. Indtægterne var begrænset skattepligtige her til landet. Sagsøgeren ønskede ved opgørelsen af sin skattepligtige indkomst her til landet fradrag for dels renter på et portugisisk banklån optaget i forbindelse med et huskøb, dels indbetalinger til en portugisisk kapitalpensionsordning.

Landsretten tiltrådte, at sagsøgeren ikke opfyldte betingelserne for beskatning efter de dagældende grænsegængerregler i kildeskattelovens afsnit I A, idet sagsøgerens indtægter i de pågældende år ikke hidrørte fra personligt arbejde eller selvstændig erhvervsvirksomhed. Da sagsøgeren først efter sin pensionering bosatte sig i et andet EU-land, fandtes hans manglende fradragsret for renteudgifter og bidrag til pensionsordning ikke at være i strid med traktatens bestemmelser om arbejdskraftens fri bevægelighed, ligesom Landsskatteretten heller ikke anså traktatens bestemmelser om fri bevægelighed for tjenesteydelser og kapital for krænket.

Endelig fastslog landsretten, at Rådets direktiv 90/365/EØF om opholdsret for lønmodtagere og selvstændige, der er ophørt med erhvervsaktiviteter, alene hjemler en opholdsret for de af direktivet omfattede personer og ikke regulerer skatteforhold.

Skatteministeriet blev herefter frifundet.

Reference(r)

Kildeskatteloven § 2 stk. 1 litra b
Kildeskatteloven § 2 stk. 2
Kildeskatteloven § 5 A (dagældende)

Henvisning

Ligningsvejledningen 2005-2 D.A.2.2

Henvisning
Ligningsvejledningen 2005-2 D.B.6.1
Henvisning
Ligningsvejledningen 2005-2 D.B.8
Henvisning

Den juridiske vejledning 2012-1 C.F.5.3.5

Redaktionelle noter
Sagen er anket til Højesteret og efterfølgende hævet ifølge Kammeradvokaten

Parter

A
(advokat Henrik Karl Nielsen)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten v/advokat Kim Lundgaard Hansen)

Afsagt af landsdommerne

Ebbe Christensen, Ulla Staal og Dorthe Wiisbye

Under denne sag, der er anlagt den 20. december 2002, har sagsøgeren, A, nedlagt følgende påstande:

  1. Sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at pålægge Skatteforvaltningen at genoptage sagsøgers skatteansættelser vedrørende indkomstårene 1996 og 1997.

  2. Sagsøgte pålægges at godkende fradrag for sagsøger for renteudgifter vedrørende fast ejendom for 49.702 kr. samt for indskud på kapitalpension på 29.795 kr. for indkomståret 1998.

Sagsøgte har påstået frifindelse.

Sagens omstændigheder

Den 26. september 2002 afsagde Landsskatteretten følgende kendelse vedrørende sagsøgeren:

"...

Klagen vedrører

1996 og 1997

Skatteankenævnet har ikke fundet grundlag for at pålægge skatteforvaltningen at genoptage klagerens skatteansættelser.

Indkomståret 1998

 

Personlig indkomst

 

Erstatning for tab af erhvervsevne anset for begrænset skattepligtig til Danmark, jf. kildeskattelovens § 2, stk. 1, litra b,

377.109 kr.

 

Ikke godkendt fradrag for renteudgifter, jf. kildeskattelovens § 2, stk. 2

49.702 kr.

                     

Ikke godkendt fradrag for indskud på kapitalpension, jf. kildeskattelovens § 2, stk. 2

29.795 kr.

Sagen har været forhandlet med klagerens repræsentant, der ligeledes har haft mulighed for at udtale sig for rettens medlemmer under et retsmøde.

Det fremgår af sagen, at klageren den 24. januar 1994 flyttede til Portugal, og at hans fulde skattepligt til Danmark i henhold til kildeskattelovens § 1 er anset for ophørt den 24. januar 1994. Ifølge F 54-erklæring, attesteret af de portugisiske skattemyndigheder den 13. oktober 1993, blev klageren undergivet skattepligt til Portugal efter reglerne for derboende personer fra den 1. januar 1994.

Klageren har løbende modtaget erstatning for tab af erhvervsevne fra Codan. I indkomståret 1998 har beløbet udgjort 377.109 kr.

...

Ifølge den dagældende dobbeltbeskatningsoverenskomst med Portugal havde Portugal beskatningsretten til pensionsudbetalingen. Den 19. januar 1994 opsagde Danmark dobbeltbeskatningsoverenskomsten med Portugal med virkning fra den 1. januar 1995.

...

Landsskatteretten har ved kendelse af 14. maj 1998 i sagen j. nr. 641-1222-0156 fundet, at klageren for indkomståret 1995, var begrænset skattepligtig til Danmark af erstatningen for tab af erhvervsevne i henhold til kildeskattelovens § 2, stk. 1, litra b, jf. § 42, stk. 2, litra f [rettelig § 43, stk. 2, litra f].

Endvidere fandt retten ikke, at klageren var berettiget til beskatning efter grænsegængerreglerne i kildeskattelovens afsnit I A, jf. kildeskattelovens § 5 A, stk. 1, jf. stk. 3, ligesom der herved ikke var tale om forskelsbehandling i forhold til den danske skattelovgivnings bestemmelser, hvorfor der ikke kunne antages at foreligge traktatstridig diskrimination, jf. TEF art. 48 og 59,.

Herudover fandt retten, at klageren alene kunne fratrække udgifter i det omfang, de vedrører de skattepligtige indtægter, hvorfor der ikke blev godkendt fradrag for bidrag/præmie til pensionsordning. Retten fandt herved ikke, at en nægtelse af fradragsret for indbetalinger til pensionsordningen var i strid med EU-retten . ...

Skatteankenævnet har ikke fundet grundlag for at pålægge skatteforvaltningen at genoptage klagerens skatteansættelser for indkomstårene 1996 og 1997. Som begrundelse har skatteankenævnet bl.a. anført, at i medfør af skattestyrelseslovens § 34, stk. 2, kan der på skatteyderens anmodning ske genoptagelse af skatteansættelser, når der fremlægges nye oplysninger, der kan begrunde/medføre en ændret skatteansættelse. Idet der ikke er fremlagt nye oplysninger, der kan begrunde/medføre en ændret skatteansættelse, er det med rette, at skatteforvaltningen ikke har imødekommet anmodningen om genoptagelse.

For indkomståret 1998 har skatteankenævnet anset klageren for begrænset skattepligtig af pensionsudbetalingen fra Codan, samt ikke godkendt fradrag for renteudgifter og fradrag for indskud på kapitalpension.

...

Klageren er herefter uanset skattepligten til Portugal begrænset skattepligtig til Danmark, jf. kildeskattelovens § 2, stk. 1, litra b. Efter kildeskattelovens § 2, stk. 2, omfatter skattepligten alene de nævnte indtægter, ligesom udgifter kun kan fratrækkes i det omfang, de vedrører disse indtægter. Klageren er dansk statsborger og modtager indkomst fra Danmark, der ifølge den danske skattelovgivning er skattepligtig. Denne beskatning ses ikke at være udtryk for en forskelsbehandling eller diskrimination af klageren, der udøves på grundlag af nationaliteten. Beskatningen kan således ikke anses for traktatstridig, hvorfor anmodningen om forelæggelse for EF-domstolen ikke kan imødekommes.

...

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at klageren ikke er skattepligtig af pensionsudbetalingerne fra Codan A/S, 377.109 kr. Såfremt klageren anses for skattepligtig til Danmark har repræsentanten nedlagt påstand om, at der er fradrag for renteudgifter på 49.702 kr. og indskud på kapitalpension på 29.795 kr. Endvidere har repræsentanten nedlagt påstand om, at skatteforvaltningen skal tilpligtes at genoptage klagerens skatteansættelser for indkomstårene 1996 og 1997.

...

Vedrørende de EU-retlige aspekter af sagen har repræsentanten bl.a. anført, at det følger af fast praksis fra EF-domstolen, at medlemsstaternes skattelovgivning ikke må have sådanne indvirkninger, at der opstår hindringer for den fri bevægelighed af arbejdskraften, jf. TEF art. 39, af etableringsretten, jf. TEF art. 43, af tjenesteydelser, jf. TEF art. 49 og af kapitalen, jf. TEF art. 56. Den omstændighed, at klageren er dansk statsborger er ikke til hinder for, at han kan påberåbe sig bestemmelserne om arbejdskraftens fri bevægelighed overfor den medlemsstat i hvilken han er statsborger, når han under sin ret til fri bevægelighed bosætter sig som pensionist i en anden medlemsstat. Der kan herved henvises til EF-domstolens dom af 15. juni 2000 i sag C-302/98 Manfred Sehrer, hvor domstolen bl.a. anfører:

"Ligeledes indebærer den omstændighed, at Sehrer ikke længere er i beskæftigelse, ikke, at han fortaber visse rettigheder, der beror på status som arbejdstager (dom af 27.11.1997, sag C-57/96, Meints, Sml. I, s. 6689, præmis 40 og af 24.9.1998, sag C-35/97, Kommissionen mod Frankrig, Sml. I, s. 5325, præmis 41)."

Videre anfører EF-domstolen i samme præmis:

"Pensionsretten er uadskilleligt forbundet med den objektive status som arbejdstager."

Det ligger således fast, at den omstændighed, at klageren måtte gå på pension ikke indebærer, at han fortaber de rettigheder, der beror på hans status som arbejdstager. De pensionsudbetalinger fra Codan A/S, som denne sag blandt andet vedrører, henhører under sådanne rettigheder. Retten i henhold til denne forsikringsordning er uadskilleligt forbundet med klagerens objektive status som arbejdstager. Klagerens rettigheder som arbejdstager omfatter endvidere hans ret til fradrag for renteudgifter og indskud på kapitalpension.

Klager er blevet forskelsbehandlet ved Danmarks ensidige ophævelse af dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Portugal pr. 1. januar 1995 ved

  1. at han bliver skattepligtig til Danmark i modsætning til Portugal,
  2. at han ydermere bliver forskelsbehandlet i forhold til andre i Danmark ved at være afskåret fra at fratrække sine realrenteudgifter, som andre ejere af fast ejendom har mulighed for at fratrække i skat.

Forskelsbehandlingen kan alene ophæves ved at klagerens retskrav på at blive beskattet i Portugal bliver respekteret. Dette vil også være i overensstemmelse med OECD-modelaftalens art. 18, ifølge hvilken beskatningsretten til private pensioner og lignende vederlag, der udbetales for tidligere personligt arbejde i tjenesteforhold, tilkommer domicillandet. På nærværende sags vedkommende vil det således sige Portugal.

Der henvises i den forbindelse til EF-domstolens besvarelse af spørgsmål 1, i sag C-18/95 F.C. Terhoeve:

"EØF-traktatens artikel 48 og artikel 47 i Rådets forordning nr. 1612/68/EØF af 15. oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevægelighed indenfor Fællesskabet kan påberåbes af en arbejdstager overfor den medlemsstat, i hvilken han er statsborger, såfremt han har boet og udøvet lønnet beskæftigelse i en anden medlemsstat."

For så vidt angår klagers ret til fradrag henvises til EF-domstolens dom af 28. januar 1992 i sag C-204/90 - Hanns-Martin Bachmann, hvor EF-domstolen bl.a. besvarede et præjudicielt spørgsmål, som følger:

"EØF-traktatens artikel 48 og 59 er til hinder for, at det i en medlemsstats lovgivning bestemmes, at retten til at fradrage præmie til syge- og invalideforsikring eller til alderspensionsforsikring og forsikring mod risikoen for dødsfald er betinget af at de nævnte præmier indbetales i vedkommendes stat. En sådan betingelse kan imidlertid være begrundet i hensynet til at sikre sammenhængen i den beskatningsordning, der finder anvendelse. EØF-traktatens artikel 67 og 106 er ikke til hinder for en sådan lovgivning."

Det ligger fast, at klager endvidere kan påberåbe sig TEF art. 52 overfor danske myndigheder. Der henvises herom til EF-domstolens besvarelse af spørgsmål nr. 1 i sag C-107/94 P.H. Asscher, dom af 27. juli 1996:

"En statsborger i en medlemsstat, som udøver selvstændig virksomhed i en anden medlemsstat, hvor han har bopæl, kan påberåbe sig bestemmelserne i EF-traktatens art. 52 overfor sin oprindelsesstat, på hvis område han også udøver selvstændig virksomhed, når han pga. udøvelse af erhvervsmæssig virksomhed i en anden medlemsstat end oprindelsesstaten i forhold til sidst nævnte stat befinder sig i en situation, som kan sammenlignes med situationen for alle andre retsobjekter, der i forhold til værtslandet påberåber sig de ved traktaten sikrede rettigheder og friheder."

At EU-rettens bestemmelser om fri bevægelighed sætter grænser for de enkelte medlemsstaters muligheder for at acceptere visse fradrag frem for andre, er slået fast af EF-domstolen i dom af 28. oktober 1999 i sagen C-55/98, Bent Vestergaard, hvor EF-domstolen besvarede det af den danske højesteret stillede spørgsmål således:

"EF-traktatens artikel 59 (efter ændring nu artikel 49EF) er til hinder for retsregler i en medlemsstat, hvorefter der med henblik på opgørelsen af den skattepligtige indkomst er en formodning for, at faglige kurser, der afholdes på almindelige turiststeder i andre medlemsstater er forbundet med et så betydeligt turistmæssigt islæt, at kursusudgifterne ikke kan anses som fradragsberettigede driftsomkostninger, mens der ikke gælder en sådan formodning for faglige kurser, der afholdes på almindelige turist-steder i den pågældende medlemsstat."

Endvidere har repræsentanten anført, at indbetalingerne til kapitalpensionen er foretaget til et selskab i Portugal, samt henvist til EF-domstolen i dom af 28. oktober 1999 i sagen C-55/98, Bent Vestergaard, præmis 25, 26 og 28, hvor det i præmis 28 fastslås:

"... at de oplysninger, som de kompetente myndigheder i en medlemsstat kan anmode om at få meddelt i henhold til direktiv 77/799, netop er alle de oplysninger, som de finder nødvendige for at foretage en korrekt indkomstansættelse af et skattesubjekt i relation til den lovgivning, myndighederne selv skal anfinde (jf. dommen i sagen future participation's og Singer (præmis 41), og at direktivet på ingen måde påvirker myndighedernes kompetence til at vurdere, bl.a. om lovgivningens betingelser for fradrag af bestemte udgifter er opfyldt.)"

Repræsentanten har endvidere bl.a. henvist til EF-domstolens dom af 16. maj 2000 i sag C-87/99, Zurstrassen, hvor det i præmis 18 fastslås:

"Det antages i domstolens faste praksis, at reglerne om ligebehandling, såvel i traktaten som i artikel 7 i forordning nr. 1612/68, ikke alene forbyder enhver åbenlys forskelsbehandling på grundlag af nationalitet, men også enhver form for skjult forskelsbehandling, der på grundlag af andre kriterier fører til samme resultat (jf. især dom af 12.02.1974 i sag 152/73 Sotgiu, SML.S. 153, præmis 11)."

Endvidere har EF-domstolen i C-184/99 (Grazelczyk), afsagt den 20. september d.å., i præmis 32 fastslået:

"Som Domstolen har udtalt i præmis 63 i Martiniz Sala-dommen, kan en unionsborger, der lovligt har bopæl i den pågældende værtsmedlemsstat, støtte ret på traktatens artikel 6 i alle de tilfælde, der er omfattet af fællesskabsrettens materielle anvendelsesområde."

Videre anføres det i præmis 33, at:

"Disse situationer omfatter bl.a. dem, der er knyttet til udøvelsen af de ved traktaten sikrede grundlæggende friheder, og dem, der er knyttet til udøvelsen af retten til at færdes og opholde sig på medlemsstaternes område i henhold til traktatens artikel 8 A (jf. dom af 24.11.1998, sag C-274/96, Bickel og Franz, samling SML I, side 7637, præmis 15 og 16)."

Landsskatteretten skal udtale

...

Herefter er klageren som anført i rettens afgørelse for indkomståret 1995 begrænset skattepligtig til Danmark af erstatningen for tab af erhvervsevne i henhold til kildeskattelovens § 2, stk. 1, litra b, jf. § 43, stk. 2, litra f, og Danmark er som følge af den berettigede opsigelse af dobbeltbeskatningsoverenskomsten af 3. marts 1972 mellem Danmark og Portugal ikke forhindret i at udnytte beskatningsretten.

Ligeledes er klageren ikke berettiget til beskatning efter grænsegængerreglerne i kildeskattelovens afsnit I A, jf. kildeskattelovens § 5 A, stk. 1, idet han ikke opfylder betingelsen i § 5 A, stk. 3, hvorfor klageren herefter alene kan fratrække udgifter i det omfang, de vedrører de skattepligtige indtægter, jf. kildeskattelovens § 2, stk. 2. Endvidere bemærkes det, at klageren ikke har godtgjort, at han har oppebåret mindst 75 % af sin indkomst fra Danmark.

I relation til klagerens traktatsikrede rettigheder finder retten ikke, at klageren som pensionist efter sit valg af bopæl i Portugal kan påberåbe sig reglerne i traktatens art. 48 om arbejdskraftens frie bevægelighed i relation til den i Danmark nægtede fradragsret, jf. herved EF-domstolens dom af 26. januar 1993, Werner. Retten bemærker herved, at klagerens forhold ikke er sammenlignelige med forholdene i EF-domstolens dom af 15. juni 2000, Manfred Sehrer, idet de rettigheder, Sehrer havde bevaret, var begrundet i, at han tidligere havde arbejdet i to EU-lande og derved havde benyttet sig af retten til fri bevægelighed.

Ligeledes bemærker retten, at det ikke er godtgjort, at klageren er i en med en fuldt skattepligtig sammenlignelig situation, samt at det heller ikke er godtgjort, om en dokumenteret konkret forskelsbehandling i givet fald ville kunne sagligt begrundes under hensyn til sammenhængen i beskatningsordningen, jf. herved EF-domstolens dom af 28. januar 1992 i sag C-204/90, Bachmann og EF-domstolens dom af 11. august 1995 i sag C-80/94, Wielockx, eller andre saglige grunde.

Retten finder herefter, at klageren i indkomståret 1998 er begrænset skattepligtig efter kildeskattelovens § 2, stk. 1, litra b, af erstatningen for tab af erhvervsevne, samt at der ikke kan indrømmes fradrag for renteudgifterne og indskuddet på kapitalpensionen, jf. kildeskattelovens § 2, stk. 2.

I relation til spørgsmålet om genoptagelse af den kommunale skattemyndigheds afgørelser for 1996 og 1997 bemærker retten, at reglerne for genoptagelse fremgår af skattestyrelsesloven, lovbekendtgørelse nr. 276 af 12.4.1997, § 4, stk. 1 og 2, samt af reglerne i skattestyrelsesloven, lovbekendtgørelse nr. 531 af 25.06.1999, § 34, stk. 2, og § 35. Af lov nr. 381 af 2. juni 1999 § 7, stk. 3, fremgår, at den hidtidige affattelse af § 4 i skattestyrelsesloven finder anvendelse på anmodninger om genoptagelse, der er indgivet til de statslige told- og skattemyndigheder før lovens ikrafttræden den 1. juli 1999, samt på anmodninger om genoptagelse vedrørende indkomstår før 1997.

Retten finder herefter ikke grundlag for at pålægge den kommunale skattemyndighed at genoptage klagerens skatteansættelse for indkomstårene 1996 og 1997, jf. henholdsvis skattestyrelsesloven, lovbekendtgørelse nr. 276 af 12.4.1997, § 4, stk. 1, og skattestyrelsesloven, lovbekendtgørelse nr. 531 af 25.06.1999, § 34, stk. 2, idet der ikke er fremlagt nye oplysninger, som kan medføre en ændret skatteansættelse.

Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor. Det af klagerens repræsentant anførte findes ikke at kunne føre til et andet resultat.

..."

Forklaringer

Sagsøgeren har forklaret, at han er uddannet edb-programmør, og at han fra 1978 til 1991 var direktør og eneaktionær i H1 Trading A/S, som producerede edb-udstyr. I 1985 oprettede aktieselskabet et 100 % ejet datterselskab i Tyskland, H2 Vertriebs GmbH, som han også var direktør i. Han arbejdede omkring 110 dage om året i det tyske datterselskab og boede i den forbindelse i en lejet lejlighed i Tyskland. Han fik ca. 1/3 af sin samlede lønindtægt fra det tyske datterselskab og betalte kildeskat heraf i Tyskland. H1 Trading A/S havde også et engelsk datterselskab, men dette selskab havde en engelsk direktør. I personligt regi drev han tillige virksomhed med udlejning af fast ejendom, herunder til H1 Trading A/S.

I 1991 fik han et hjerteanfald og måtte ophøre med erhvervsarbejde, og han modtog herefter løbende ydelser fra en erhvervsevnetabsforsikring, som han havde tegnet i Codan. I 1992 fik han tilkendt mellemste førtidspension, og i januar 1994 flyttede han til Portugal. I årene 1996, 1997 og 1998 havde han ingen anden indtægt end forsikringsudbetalingerne og førtidspensionen. De af sagen omhandlede fradrag vedrører renteudgifter på et lån, som han havde optaget i en bank i Portugal i forbindelse med et huskøb, samt indbetalinger til en portugisisk kapitalpension, som kommer til udbetaling, når de løbende ydelser fra erhvervsevnetabsforsikringen ophører, når han med udgangen af 2006 fylder 60 år.

Procedure

Sagsøgeren har til støtte for sin påstand vedrørende skatteansættelsen for indkomståret 1998 principalt gjort gældende, at han er omfattet af reglerne i dagældende kildeskattelovs afsnit I A om grænsegængere og derfor berettiget til fradrag for renteudgifter vedrørende fast ejendom samt for indbetalinger til pensionsordninger efter lovens § 5 B. Ganske vist omfatter lovens § 5 A, stk. 1, efter sin ordlyd alene indtægter hidrørende fra personligt arbejde og fra selvstændig erhvervsvirksomhed, men reale grunde taler for at fortolke bestemmelsen således, at den også omfatter udbetalinger fra en erhvervsevnetabsforsikring, idet sådanne udbetalinger har til formål at træde i stedet for indtægter fra personligt arbejde og fra selvstændig erhvervsvirksomhed. I 1998 havde han - i lighed med årene 1996 og 1997 - ikke andre indtægter end udbetalingerne fra erhvervsevnetabsforsikringen og førtidspensionen.

Subsidiært har sagsøgeren gjort gældende, at da han ophørte som selvstændig erhvervsdrivende i Danmark og udvandrede til Portugal, overgik han til en pensionisttilværelse i et andet EU-land og blev dermed omfattet af EF-traktatens bestemmelser om arbejdskraftens fri bevægelighed, om fri udveksling af tjenesteydelser og om fri bevægelighed for kapital, jf. EF-domstolens domme i sagerne C-385/00 F.W.L de Groot, C-302/98 Manfred Sehrer, C-263/86 Humbel og Edel og C-422/01 Skandia og Ola Ramstedt. Den begrænsede skattepligt til Danmark og den manglende fradragsret for renteudgifter og bidrag til pensionsordning indebærer, at han stilles ringere, end han ville være blevet, hvis han havde opretholdt sin bopæl i Danmark og ikke havde gjort brug af sin ret til fri bevægelighed af arbejdskraft, tjenesteydelser og kapital, idet han ikke har indkomst i Portugal og således ikke kan fradrage nævnte renteudgifter og pensionsbidrag i nogen anden indkomst, jf. EF-domstolens domme i sagerne C-279/93 Roland Schumacker og C-136/00 Danner.

Mere subsidiært har sagsøgeren gjort gældende, at han er omfattet af Rådets direktiv 90/365/EØF om opholdsret for lønmodtagere og selvstændige, der er ophørt med erhvervsaktivitet, og at det er i strid med den frie bevægelighed efter dette direktiv, hvis sagsøgeren ved at udnytte sin ret til at tage ophold i Portugal i skattefradragsmæssig henseende stilles ringere, end hvis han var forblevet boende i Danmark.

Sagsøgeren har til støtte for sin påstand vedrørende genoptagelse af hans skatteansættelser for indkomstårene 1996 og 1997 gjort gældende, at der ved disse skatteansættelser ikke er taget højde for de forhold, som han har fremført vedrørende indkomståret 1998, og som gør sig tilsvarende gældende for disse indkomstår.

Sagsøgte har til støtte for frifindelsespåstanden vedrørende skatteansættelsen for indkomståret 1998 gjort gældende, at sagsøgeren ikke er omfattet af bestemmelserne i dagældende kildeskattelovs afsnit I A om grænsegængere. Bestemmelsen i dagældende lovs § 5 A, stk. 1, omhandler således alene personer med indkomst hidrørende fra personligt arbejde og fra selvstændig erhvervsvirksomhed, og således ikke forsikringsydelser og pensionsudbetalinger, hvilket udtrykkeligt fremgår af den senere foretagne ændring af kildeskattelovs § 5 A, stk. 3, om mulighed for at sidestille pensionsudbetalinger og lignende med vederlag for personligt arbejde eller fra selvstændig erhvervsvirksomhed. Hertil kommer, at dagældende lovs § 5 A, stk. 1, tillige foreskriver, at indkomsten hidrørende fra personligt arbejde og fra selvstændig erhvervsvirksomhed i et indkomstår skal udgøre mindst 75% af de efter dansk skattelovgivning opgjorte samlede indtægter med fradrag af samtlige udgifter afholdt for at erhverve indkomsten, og at sagsøgeren ikke har dokumenteret, at han ikke havde andre indtægter end udbetalingerne fra erhvervsevnetabsforsikringen og førtidspensionen.

Den manglende mulighed for skattefradrag er endvidere ikke i strid med EU-traktatens bestemmelser om fri bevægelighed for arbejdskraft, tjenesteydelser eller kapital. Traktatens bestemmelser om arbejdskraftens fri bevægelighed finder ikke anvendelse på personer, der flytter til et andet medlemsland på et tidspunkt, hvor de er ophørt med at være arbejdstagere. Det forhold, at sagsøgeren i årene fra 1986 til 1991 i et vist omfang udførte arbejde som lønmodtager i Tyskland, indebærer heller ikke, at han i medfør af traktatens bestemmelser om arbejdskraftens fri bevægelighed kan kræve fradrag for de af sagen omhandlede udgifter i indkomståret 1998. Sagsøgte har herved bemærket, at sagsøgeren i alle årene forud for sin udrejse til Portugal i 1994 var fuldt skattepligtig i Danmark, og at der ingen sammenhæng er mellem udrejsen til Portugal og sagsøgerens partielle lønarbejde i Tyskland i årene frem til 1991. Sagsøgeren har endvidere ikke nærmere begrundet, hvorfor den manglende fradragsret for renteudgifter vedrørende fast ejendom og for indbetaling på pensionsordning skulle være i strid med EF-traktatens bestemmelser om fri bevægelighed for tjenesteydelser eller kapital. Den manglende fradragsret favoriserer således ikke danske forsikringsselskaber frem for udenlandske, og de af sagsøgeren påberåbte domme fra EF-domstolen omhandler andre situationer end den foreliggende, og der kan ikke af disse domme uddrages principper af betydning for nærværende sag.

Sagsøgte er enig i, at sagsøgeren er omfattet af Rådets direktiv 90/365/EØF om opholdsret for lønmodtagere og selvstændige, der er ophørt med erhvervsaktivitet. Direktivet hjemler imidlertid alene pågældende personer ret til at tage ophold på en anden medlemsstats område og giver dem ikke en særlig gunstig skattemæssig behandling i forhold til andre personer, der har taget ophold i udlandet og er begrænset skattepligtige her i landet. Den manglende fradragsret er således heller ikke i strid med dette direktiv.

Sagsøgte er enig i, at sagsøgerens skatteansættelser for indkomstårene 1996 og 1997 kan genoptages, hvis landsretten giver sagsøger medhold vedrørende skatteansættelsen for indkomståret 1998.

Landsrettens bemærkninger

Reglerne i kildeskattelovens afsnit I A om grænsegængere omhandler personer, som arbejder i Danmark uden at være hjemmehørende her i landet, og som derfor ikke er ubegrænset skattepligtige i Danmark i medfør af lovens § 1. Det fremgår af dagældende lovs § 5 A, stk. 1, at det er en betingelse for at kunne vælge at blive beskattet efter de særlige regler for grænsegængere, at indkomsten hidrører fra personligt arbejde eller fra selvstændig erhvervsvirksomhed, der kan beskattes her i landet, og at denne indkomst udgør mindst 75 % af skatteyderens samlede indkomst. Efter dagældende lovs § 5 A, stk. 3, medregnes som vederlag for personligt arbejde eller fra selvstændig erhvervsvirksomhed pensionsudbetalinger, ventepenge og lignende som nævnt i dagældende lovs § 2, stk. 1, litra b, jf. § 43, stk. 2, litra b, c, f og g, såfremt personen i mindst 5 år ud af de seneste 10 år forud for pensioneringen har opfyldt betingelserne for at blive beskattet efter reglerne om grænsegængere.

Da sagsøgeren, som ubestridt er begrænset skattepligtig til Danmark af erstatningen for tab af erhvervsevne i medfør af dagældende kildeskattelovens § 2, stk. 1, litra b, jf. § 43, stk.. 2, litra f, først efter pensioneringen bosatte sig i et andet EU-land, opfylder han således ikke betingelserne i dagældende kildeskattelovs afsnit I A om grænsegængere. Af samme grund ses sagsøgerens begrænsede skattepligt til Danmark og hans manglende fradragsret for renteudgifter og bidrag til pensionsordning ikke at være i strid med EF-traktatens bestemmelser om arbejdskraftens fri bevægelighed, ligesom traktatens bestemmelser om fri bevægelighed for tjenesteydelser og kapital heller ikke ses krænket.

Sagsøgeren er ubestridt omfattet af Rådets direktiv 90/365/EØF om opholdsret for lønmodtagere og selvstændige, der er ophørt med erhvervsaktivitet. Direktivet hjemler imidlertid alene pågældende personer ret til at tage ophold i et andet EU-land og regulerer ikke skattemæssige forhold, hvorfor den manglende fradragsret heller ikke er i strid med dette direktiv.

Sagsøgerens påstand vedrørende skatteansættelsen for indkomståret 1998 tages herefter ikke til følge, og der er derfor ikke grundlag for at genoptage skatteansættelserne for indkomstårene 1996 og 1997.

Sagsøgtes frifindelsespåstand tages herefter til følge.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Inden 14 dage skal sagsøgeren, A, betale 15.000 kr. i sagsomkostninger til sagsøgte.