Dato for udgivelse
11 maj 2005 10:26
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
17. marts 2005
SKM-nummer
SKM2005.187.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
2-2-1860-0192
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning
Emneord
Nægtelse, genoptagelse, selvangivelse, ændring
Resumé
En forening, der havde indgivet selvangivelse, kunne ikke få genoptaget skatteansættelsen med henblik på i stedet at afgive en erklæring. En sådan ændring forudsatte tilladelse til omgørelse, hvilket faldt uden for Landsskatterettens kompetence.
Reference(r)
Fondsbeskatningsloven § 15, stk. 1 og 2

Klagen vedrører nægtelse af genoptagelse af afgørelse.

Landsskatterettens afgørelse

Myndighederne har nægtet at genoptage afgørelse af 20. november 2003.

Landsskatteretten stadfæster afgørelsen.

Sagens oplysninger

Foreningen består af virksomheder, der beskæftiger sig med en gros salg af høreapparater på det danske marked, og foreningens vedtægtsmæssige formål består blandt andet i at virke for at fremme forståelsen  og accepten af brugen af høreapparater i Danmark. Formålet består endvidere i at varetage medlemmernes fælles interesser i nationale brancheanliggender og repræsentere medlemmerne i spørgsmål af fælles samfundsinteresse – herunder i relation til lovgivningen, offentlige myndigheder, organisationer og institutioner.

Foreningens første regnskabsår omfatter perioden 30. marts 2001 til 31. december 2001. Der var kontingentindtægter for 760.000 kr. og finansielle indtægter for 9.380 kr., og årets resultat før skat udgjorde 604.496 kr.

Foreningen har ved skrivelse af 24. juni 2003 anmodet myndighederne om genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2001.

Kommunens afgørelse

Myndighederne har nægtet af genoptage skatteansættelsen.

Dette er begrundet med, at foreningen har valgt at indgive selvangivelse, og at der mangler hjemmel til at beskatte de selvangivne indtægter, jf. fondsbeskatningslovens § 3.

Ved afgørelsen har myndighederne henvist til, at muligheden for at indgive erklæringsselvangivelse i fondsbeskatningslovens § 15, stk. 2, er en frivillig ordning.

Repræsentanten havde i anmodningen om genoptagelse henvist til afgørelsen i TfS 1996.12. Myndighederne har  i denne forbindelse anført, at foreningen, i den nævnte sag, ikke havde indgivet selvangivelse, og at der derfor ikke var hjemmel for de lignende myndigheder til at foretage skatteansættelse.

Klagerens påstand og argumenter

Foreningens repræsentant har fremsat påstand om, at Landsskatteretten pålægger skatteforvaltningen at genoptage foreningens skatteansættelse for 2001.

Til støtte for påstanden har repræsentanten anført, at der ikke er noget formkrav til den erklæring, som foreningen kunne afgive efter fondsbeskatningslovens § 15, stk. 2, for indkomståret 2001. Selv om der findes en blanket til erklæringen, er der ikke blankettvang. En udfyldt selvangivelse, hvoraf fremgår, at brancheforeningens rente- og udbytteindtægter i indkomståret 2001 udgjorde 9.380 kr., kan anses som en sådan bekræftelse af/erklæring om, at disse indtægter ikke oversteg 200.000 kr., og at ligning af selvangivelsen i sin helhed derfor ikke burde være foretaget.

Repræsentanten formulerede en løs erklæring i anmodningen om genoptagelse for at undgå at blive mødt med et synspunkt om, at der ikke var fremkommet nyt i sagen. Det er repræsentantens opfattelse, at der ikke kan stilles krav om en løs erklæring i stedet for en udfyldt selvangivelse, når foreningens selvangivelse fyldestgørende dokumenterer, at foreningens  indtægtsforhold er således sammensat, at der ikke kan/skal ske ligning.

Myndighederne har henvist til, at erklæringsordningen i fondsbeskatningslovens § 15, stk. 2, er en ”kan”-regel. Dette skal forstås således, at en forening, hvis indtægtsforhold opfylder betingelserne, ”kan” (men ikke ”skal”) indsende en løs erklæring i stedet for en selvangivelse for at undgå beskatning af sine indtægter.

Repræsentanten gør endelig gældende, at afgørelsen i TfS 1996.12 støtter synspunktet om, at der ikke er grundlag for at beskatte foreningen, når foreningens indtægtsforhold objektivt og åbenbart opfyldte betingelserne for skattefrihed efter fondsbeskatningslovens § 15, stk. 2, hvilket foreningen havde erklæret sig om med den indsendte selvangivelse for indkomståret 2001.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Ifølge skattestyrelseslovens § 34, stk. 2, skal en skattepligtig, der ønsker at få ændret sin skatteansættelse, senest 3 år efter udløbet af det pågældende indkomstår fremlægge nye oplysninger, der kan begrunde ændringen. Skattemyndighedens afgørelse om, hvorvidt der skal ske genoptagelse på baggrund af anmodningen, kan påklages til Skatteankenævnet og Landsskatteretten efter reglerne i skattestyrelseslovens kapitel 3. Efter Landsskatterettens forretningsorden, bkg. nr. 563 af 2. juli 1999 til skattestyrelseslovens § 17, stk. 4, kan retten pålægge den myndighed, der sidst har truffet realitetsafgørelse i sagen at genoptage denne.

På baggrund af de for Landsskatteretten forelagte oplysninger giver det af repræsentanten fremførte ikke tilstrækkeligt grundlag for at genoptage sagen med henblik på en fornyet prøvelse, idet en sådan prøvelse på det foreliggende grundlag ikke kan antages at føre til et ændret resultat.

Retten har lagt vægt på, at foreningen har indgivet selvangivelse for indkomståret 2001, jf. fondsbeskatningslovens § 15, stk. 1, og herved valgt ikke at benytte sig af muligheden for erklæringsafgivelse i henhold til lovens § 15, stk. 2. Foreningens skattepligtige indkomst skal derfor opgøres i henhold til fondsbeskatningslovens § 3, stk. 1, jf. § 15, stk. 1. Skatteansættelsen er med rette foretaget på grundlag af den indgivne selvangivelse, og der er derfor ikke grundlag for at pålægge skattemyndigheden at genoptage ansættelsen.

Da foreningen har indgivet en selvangivelse, forudsætter en ændring af skatteansættelsen en omgørelse, jf. skattestyrelseslovens § 37 C. I henhold til denne bestemmelse er omgørelseskompetencen henlagt til skatteministeren, der i sagsudlægningsbekendtgørelsens § 14, stk. 1, nr. 1, har delegeret kompetencen til de kommunale skattemyndigheder.

Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor.