Dato for udgivelse
29 apr 2026 09:03
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
28 apr 2026 11:00
SKM-nummer
SKM2026.209.SR
Myndighed
Skatterådet
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
26-0508616
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Ekspropriation
Emneord
Ejendomsavancebeskatning, ekspropriation, ekstension
Resumé

Spørgerne påtænkte at sælge jord til Energinet, hvor der skulle ske etablering af en 400 kV-station (højspændingsstation med tilhørende bygninger, tekniske anlæg og installationer) i forbindelse med Energiø Bornholm. I det påtænkte salg indgik også et mindre areal, som efter det oplyste var omfattet af reglerne om ekstension.

Spørgerne gjorde gældende, at der var skattefrihed efter ejendomsavancebeskatningslovens § 11, stk. 1, uanset om jorden blev solgt som led i en frivillig aftale med Energinet eller ved egentlig ekspropriation. Inkl. det areal, der var omfattet af reglerne om ekstension.

Der var hjemmel til ekspropriation i elsikkerhedslovens § 27, og Sikkerhedsstyrelsen havde udtalt, at hvis Energinet i forbindelse med projektet senere måtte ansøge Sikkerhedsstyrelsen om tilladelse til ekspropriation, fordi de berørte lodsejere ikke ville indgå frivillig aftale, ville styrelsen påbegynde en egentlig ekspropriationssag efter reglerne i elsikkerhedslovens § 27. Energinet havde tillige bestilt tid ved ekspropriationskommissionen, og der var indgået politiske aftaler om etableringen af energiøen. Der var givet tilladelse efter miljøvurderingslovens § 25, stk. 1, til etableringen af projektet og der var lavet lokalplan, der lovliggjorde anvendelsen.

Skatterådet kunne derfor bekræfte, at en afståelse ville være omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 11, stk. 1, uanset om jorden blev solgt som led i en frivillig aftale med Energinet eller ved egentlig ekspropriation.

Reference(r)

Ejendomsavancebeskatningsloven § 11

Elsikkerhedsloven § 27

Henvisning

Den juridiske vejledning C.H.2.1.18.1

Henvisning

Den juridiske vejledning C.H.2.1.18.3

Spørgsmål

  1. Kan Skatterådet bekræfte, at salg af jordareal til "Energiøen" på Bornholm, herunder areal omfattet af reglerne om ekstension, vil være omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 11, stk. 1, uanset om jorden sælges som led i en frivillig aftale med Energinet eller ved egentlig ekspropriation?

Svar

  1. Ja

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørgerne påtænker at afstå flere arealer til Energinet.

Arealerne udgør i alt over 80.000 m2.

Energinet er en selvstændig offentlig virksomhed under Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.

Energinet, som står for Statens opkøb af arealer i området, har bedt en landbrugsrådgiver om en vurdering af arealerne. De er vurderet til en samlet værdi på mere end 1.500.000kr.

Energinet er på dette grundlag klar til at indgå en frivillig aftale på dette grundlag.

Ved Klimaaftale af 22. juni 2020 besluttede et bredt flertal i Folketinget at pålægge Energinet senest i 2030 at etablere 2 energiøer, herunder Energiø Bornholm.

Følgende fremgår bl.a. af Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets godkendelse af 4. oktober 2022:

"[…]

Det er med Klimaaftale for energi og industri mv. 2020 af den 22. juni 2020 bl.a. besluttet at etablere en energiø ved Bornholm med 2 GW havvind i 2030.

Af Tillæg til klimaaftale om energi og industri af 22. juni 2020 vedr. Ejerskab og konstruktion af energiøer mv. af den 4. februar 2021 fremgår det, at Energinet skal etablere, drive og eje det kollektive transmissionsnet og dertilhørende elektriske anlæg, som skal forbinde Energiø Bornholm til fastlandet i Danmark og udlandet.

Den 29. august 2022 blev der indgået politisk Tillægsaftale om Energiø Bornholm 2022, hvor Energiø Bornholm udvides fra 2 til 3 GW. Der er i tillæg hertil den 26. juli 2022 indgået en politisk aftale med Tyskland om, at Tyskland tilsluttes Energiø Bornholm.

[…]

Det ansøgte projekt for Energinets elinfrastruktur i forbindelse med projekt Energiø Bornholm består af:

·         Etablering af en 400 kV-station på Bornholm (station Bornholm), hvor havvindmølleparkerne ved Bornholm kan tilsluttes transmissionsnettet

·         […]

"

Sikkerhedsstyrelsen har den 21. februar 2023 udtalt følgende til Energinet:

"Vejledende udtalelse om muligheden for at opnå en tilladelse til ekspropriation

Anmodning om udtalelse

Energinet Eltransmission har den 15. februar 2023 anmodet Sikkerhedsstyrelsen om en udtalelse om muligheden for at opnå en tilladelse til ekspropriation.

Udtalelsen skal bruges i forbindelse med projekt Energiø Bornholm.

Energinets projekt

Det konkrete projekt er politisk besluttet i 2020 som led i den grønne omstilling. Energiø Bornholm, som har en havvindskapacitet på 3 GW, medfører, at der skal etableres 245 km kabelanlæg mellem Bornholm og Sjælland samt opføres en ny 400 kV-station højspændingsstation på både Bornholm og en ny 400 kV-station ved Solhøj i Høje Taastrup Kommune. Det forudsætter erhvervelse af (rettigheder over) omkringliggende arealer.

Baggrunden for anmodningen

Energinet forventer i forbindelse med de kommende frivillige forhandlinger, at lodsejerne vil rejse spørgsmål om ekspropriationsvilje til projektets gennemførelse.

Ekspropriationsvilje er en grundlæggende betingelse for skattefrihed for den erstatning, som lodsejerne vil modtage i henhold til en frivillig aftale med Energinet. Derudover er det SKATs praksis, at der skal foreligge en vejledende udtalelse om ekspropriationsvilje til det enkelte, konkrete projekt ved behandlingen af et bindende forhåndssvar. Energinet ønsker derfor en vejledende udtalelse fra Sikkerhedsstyrelsen, så aftaler kan indgås på ekspropriationslignende vilkår.

Regelgrundlaget

Hjemlen til at give tilladelse til ekspropriation findes i § 27 i lovbekendtgørelse nr. 26 af 10. januar 2019 om sikkerhed ved elektriske anlæg, elektriske installationer og elektrisk materiel (elsikkerhedsloven).

Efter elsikkerhedslovens § 27 kan Sikkerhedsstyrelsen, når almenvellet kræver det, tillade ekspropriation til elektriske anlæg for produktion, transmission, distribution og lagring af elektrisk energi.

Det fremgår af lovbemærkningerne til bestemmelsen, at Sikkerhedsstyrelsen i almindelighed ikke tager stilling til, om hensynet til almenvellet kan begrunde, at anlægget skal etableres, når der er tale om produktionsanlæg over 25 MW og transmissionsanlæg over 100 kV, som er godkendt af Energistyrelsen efter lov om elforsyning, og transmissionsanlæg, som er godkendt af Klima-, Energi og Bygningsministeriet (i dag Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet) eller Energistyrelsen efter § 4 i lov om Energinet.

I så fald tager Sikkerhedsstyrelsen alene stilling til det konkrete valg af areal ud fra hensynet til almenvellet samt til anlæggets sikkerhedstekniske forhold. Det skyldes, at spørgsmålet om det pågældende anlægs almennytte i disse tilfælde som udgangspunkt må anses for afklaret ved Energistyrelsens eller Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets godkendelse af, at anlægget etableres.

Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet har den 4. oktober 2022 godkendt

Energinets projekt i form af Energiø Bornholms elinfrastruktur. Klima-, Energi og Forsyningsministeriet vurderer, at der er behov for projektet i medfør af § 4 i lov om Energinet.

Sikkerhedsstyrelsen skal på baggrund af godkendelsen af 4. oktober 2023 uden bindende virkning udtale, at almennytten af det samlede projekt hermed efter Sikkerhedsstyrelsens opfattelse er afklaret.

Senere ansøgning om tilladelse til ekspropriation

Hvis Energinet i forbindelse med dette projekt senere måtte ansøge Sikkerhedsstyrelsen om tilladelse til ekspropriation, fordi de berørte lodsejere ikke vil indgå frivillig aftale, vil styrelsen påbegynde en egentlig ekspropriationssag efter reglerne i elsikkerhedslovens § 27.

I en sådan sag vil Sikkerhedsstyrelsen derfor som udgangspunkt alene tage stilling til det konkrete valg af areal. Sikkerhedsstyrelsen foretager desuden en vurdering af anlæggets sikkerhedstekniske forhold."

Bornholms Regionskommune har i oktober 2024 vedtaget lokalplan nr. 152, der bl.a. omfatter den væsentligste del af de i spørgsmålet omfattede arealer. Lokalplanen har til formål at udlægge et areal til tekniske formål i form af højspændingsstation med tilhørende bygninger, tekniske anlæg og installationer.

En mindre del af arealet, der forventes solgt til Energinet ved frivillig aftale, jf. vurderingen fra VKST, og oversigt over ejendomme fra Energinet, er ikke omfattet af lokalplanen, men ønskes frasolgt samtidigt i henhold til reglerne om ekstension, idet restarealet på ca. 1 hektar skønnes at være for lille til at opretholde et økonomisk bæredygtigt markbrug.

Energinet har i mail ultimo 2025 bl.a. skrevet følgende til Spørgerne:

"Emne: Møde - arealkøb Bornholm

Tak for møde.

Vi kom omkring mange ting. Jeg forsøger at samle op her.

Tidsplan: Lars Aagaard har møde med tyskerne i december og alt efter udfaldet træffes der endelig beslutning om projektet der. Mange ting taler for at det kører videre. EU-midler, kontrakt med entreprenører mv.

Derefter afventer vi endelig miljøgodkendelse […]

Museet arbejder videre med udgravninger. […]

Det betyder i praksis at jeg er nødt til at sikre fremdriften for projektet ved at have booket en dato hos Ekspropriationskommissionen til foråret i tilfælde af at det ikke lykkes at indgå aftale med alle lodsejere om køb af ejendomme.

Kommissionen skal naturligvis fastlægge den købspris, der udgør fuldstændig erstatning for det tab man måtte lide.

I forhold til den videre drøftelse om køb af jord foreslog jeg at kontakte NN og bede ham komme med et oplæg/analyse af en realistisk salgspris for jorden på de enkelte ejendomme - baseret på de faktuelle driftsforhold, bonitet, arealstørrelse m.v. Det indebærer sikkert at han har brug for oplysninger fra jer, men så vil jeg bede ham tage fat i jer direkte.

Vi fik ikke talt så meget om de geotekniske boringer, men jeg har varslet det i mail.

[…]

Jeg vil efterfølgende opgøre struktur og eventuelle afgrødeerstatninger for arbejdet.

Ligeledes skal vi have en landmåler ud og måle arealer ind. Jeg kender ikke datoen for dette endnu."

Ministeriet for Grøn Trepart ved Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø har den 15. januar 2026 givet tilladelse efter miljøvurderingslovens § 25, stk. 1, til etablering af projektet "Transmissionsanlæg til opkobling af vindenergi ved Bornholm."

Heraf fremgår bl.a. følgende:

"Projektet består af to nye højspændingsstationer. Den ene opføres på Sjælland tæt ved Høje-Taastrup, mens den anden opføres syd for Åkirkeby på Bornholm. De to højspændingsstationer skal forbindes ved etablering af et kabelanlæg, der omfatter kabler på land (Sjælland og Bornholm) samt et søkabel mellem Sjælland og Bornholm.

Desuden omfatter projektet kabelanlæg på land for tilslutning af havvindmølleparken ved Bornholm.

Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet har besluttet, at Energinet skal anlægge, eje og drive dele af de dertil nødvendige anlæg på Højspændingsstation Bornholm, landkabler på Bornholm, søkabler fra Bornholm til Sjælland inkl. ilandføring, kabelanlæg til ny højspændingsstation på Sjælland, samt den nye Højspændingsstation på Sjælland.

Den fremtidige koncessionsvinder af havvindmølleparken skal anlægge, eje og

drive: ilandføringsanlægget på Bornholm, kabelanlæg herfra til ny højspændingsstation på Bornholm, samt dele af denne station. Energinet gennemfører desuden en generel stationsudvikling af Højspændingsstation Bornholm til fremtidig opkobling af VE-anlæg, udlandsforbindelse til Tyskland m.v."

På Nordsøtopmødet den 26. januar 2026 indgik Danmark og Tyskland en mellemstatslig aftale om fordeling af omkostninger til havvind ved Energiø Bornholm.

Et bredt flertal i Folketinget har den 3. februar 2026 indgået stemmeaftale om den økonomiske ramme for Energiø Bornholm, hvori Danmark påtager sig ansvaret for sin del af de økonomiske rammer mhp. at muliggøre projektets realisering.

Der er foretaget en lang række arkæologiske undersøgelser på de udpegede arealer. Planen er, at de arkæologiske undersøgelser kan afsluttes i løbet af 2026, således at man i foråret 2027 kan påbegynde etablering af landanlægget.

Spørgernes opfattelse og begrundelse

Spørgerne finder, at spørgsmålet skal besvares med et "Ja".

Det fremgår af ejendomsavancebeskatningslovens § 11, stk. 1, at der gives skattefrihed, såfremt det er i forbindelse med ekspropriation eller der handles på ekspropriationslignende vilkår.

Energinet vil gerne indgå frivillige aftaler med de enkelte lodsejere i området. Man har samtidigt meddelt, at såfremt dette ikke lykkes, vil man sætte gang i en ekspropriationssag.

Der er ikke genplaceret avance i det areal, som frasælges til Energinet, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 11, stk. 2.

Som det fremgår af udtalelsen fra Sikkerhedsstyrelsen er der grundlag for ekspropriation i forbindelse med etablering af anlægget. Energinet har booket tid ved ekspropriationskommissionen, såfremt det ikke lykkes at lave frivillige aftaler.

En mindre del af arealet, der forventes solgt til Energinet ved frivillig aftale jf. vurderingen fra VKST og oversigt over ejendomme fra Energinet, er ikke omfattet af lokalplanen, men ønskes frasolgt samtidigt i henhold til reglerne om ekstension, idet restarealet på ca. 1 hektar skønnes at være for lille til, at opretholde et økonomisk bæredygtigt markbrug. Energinet har erklæret sig enig i denne vurdering og er

indstillet på at medkøbe dette areal. Dette princip fremgår således også af bekendtgørelse af lov om fremgangsmåden ved ekspropriation § 16.

Der ønskes således tillige, at dette areal omfattes af skattefriheden. Der henvises i den forbindelse til SKM2020.92.SR, hvor Skatterådet bekræfter, at skattefriheden kan udstrækkes til det område, der omfattes af aftalen, jf. reglerne om ekstension.

Ifølge Den juridiske vejledning afsnit C.H.2.1.18.3. er det en forudsætning for, at der kan være tale om en ekspropriationssituation (frivillig aftale), at det på aftaletidspunktet skal stå klart, at der vil ske ekspropriation i mangel af en frivillig aftale. Det finder Spørgerne er dokumenteret på baggrund af det fremsendte materiale.

Endvidere skal det dokumenteres, at der i mangel af indgåelse af frivillig aftale, vil ske ekspropriation af den ekspropriationsberettigede myndighed. Spørgerne mener, at det fremsendte materiale dokumenterer denne vilje.

Skattestyrelsens indstilling og begrundelse

Spørgsmål

Det ønskes bekræftet, at salg af jordareal til "Energiøen" på Bornholm, herunder areal omfattet af reglerne om ekstension, vil være omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 11, stk. 1, uanset om jorden sælges som led i en frivillig aftale med Energinet eller ved egentlig ekspropriation.

Begrundelse

Det forudsættes, at der ved afståelse bliver tale om en ejendomsavance, at der ikke er genanbragt ejendomsavancer i arealerne og at der ikke er tale om næring.

Det fremgår af ejendomsavancebeskatningslovens § 11, stk. 1, første pkt., at fortjeneste ved modtagelse af en erstatningssum i anledning af ekspropriation, ikke medregnes. Bliver de pågældende arealer derfor eksproprieret i medfør af elsikkerhedslovens § 27, vil avancen være skattefri.

En frivillig aftale, der træder i stedet for ekspropriation, kaldes salg på ekspropriationslignende vilkår. For at der kan være skattefrihed i disse situationer er det en forudsætning, at der på aftaletidspunktet er hjemmel til at ekspropriere, og at det på aftaletidspunktet må påregnes, at ekspropriation vil ske i mangel af en frivillig aftale. Dvs. at der skal være ekspropriationsrealitet.

Der kan herved henvises til Den juridiske vejledning afsnit C.H.2.1.18.3, hvorefter det er en betingelse for skattefritagelse, at

  • der på tidspunktet for indgåelse af overdragelse af den faste ejendom er ekspropriationshjemmel i lovgivningen til formålet (ekspropriationshjemmel) og
  • at det på aftaletidspunktet skal kunne påregnes, at ekspropriation vil ske i mangel af frivillig aftale, dvs. at den eksproprierende myndighed har udvist vilje til at ekspropriere (ekspropriationsrealitet).

Som det bl.a. fremgår af TfS 1995, 575 HRD udelukker det ikke i sig selv skattefrihed, at aftalen indgås med en ikke-ekspropriationsberettiget, og at vederlaget bliver betalt af en ikke-ekspropriationsberettiget, mens kompetencen til i givet fald at ekspropriere ligger hos en anden.

Af Den juridiske vejledning, afsnit 2.1.18.1 fremgår, at restarealer, som ejeren kan forlange at få omfattet af ekspropriationen, fordi arealet efter ekspropriationen ikke kan anvendes rimeligt (ekstension), ligeledes er omfattet af skattefritagelsesbestemmelsen. Dette gælder bl.a. ekstension efter § 16 i ekspropriationsprocesloven, jf. herved også SKM2020.92.SR.

Skattestyrelsen finder, at der i elsikkerhedslovens § 27 er aktuel hjemmel til at ekspropriere den væsentligste del af de arealer, Spørgerne påtænker at sælge til Energinet. Det bemærkes herved, at Energinet varetager den overordnede infrastruktur på elområdet, jf. lov om Energinet § 1.

Der kan også henvises til udtalelsen fra Sikkerhedsstyrelsen. De indledende skridt ift. en evt. ekspropriation forudsættes dermed at kunne gå i gang.

Det er oplyst, at der med hjemmel i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom § 16 er hjemmel til, at Spørgerne kan fordre, at resten af arealet skal medtages ved en eventuel ekspropriation. Skattestyrelsen lægger derfor til grund, at dette er korrekt. Det bemærkes, at dette areal udgør et lille areal.

Betingelsen om, at der er hjemmel til ekspropriation, findes således under disse forudsætninger for opfyldt.

Af det fremsendte fremgår, at der er indgået en politisk aftale om etablering af Energiø Bornholm. Endvidere fremgår det, at der er udarbejdet lokalplan for den væsentligste del af det areal, Spørgerne påtænker at sælge til Energinet. Lokalplanen sikrer, at der er plangrundlag for den påtænkte anvendelse.

Tillige er der givet såkaldt § 25-tilladelse til transmissionsanlægget, og der er indgået aftale med Tyskland om projektet.

Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet har endvidere besluttet, at Energinet skal anlægge, eje og drive dele af de dertil nødvendige anlæg på Højspændingsstation Bornholm. Sikkerhedsstyrelsen har endvidere udtalt, at hvis Energinet i forbindelse med projektet senere måtte ansøge Sikkerhedsstyrelsen om tilladelse til ekspropriation, fordi de berørte lodsejere ikke vil indgå frivillig aftale, vil styrelsen påbegynde en egentlig ekspropriationssag efter reglerne i elsikkerhedslovens § 27.

Energinet har tillige meddelt, at de vil bestille tid ved ekspropriationskommissionen.

Projektet er således på nuværende tidspunkt så fremskredent, at Skattestyrelsen på ovenstående baggrund finder at det vil kunne påregnes, at ekspropriation vil ske i mangel af frivillig aftale, hvis der ikke indgås en frivillig aftale. Skattestyrelsen finder således, at også denne betingelse er opfyldt. Der kan herved tillige henvises til SKM2024.314.SR, hvor en lignende udtalelse fra Sikkerhedsstyrelsen også havde væsentlig betydning.

Betingelserne for skattefrihed efter ejendomsavancebeskatningslovens § 11 ved frivilligt salg på nuværende tidspunkt er dermed opfyldt.

Det bemærkes, at der ifølge det oplyste ikke er indgået nogen aftale om overdragelse i medio marts 2026, hvilket understøtter besvarelsen af det bindende svar.

Skattestyrelsen finder således, at det kan bekræftes, at salg af jordareal til "Energiøen" på Bornholm, herunder areal omfattet af reglerne om ekstension, vil være omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 11, stk. 1, uanset om jorden sælges som led i en frivillig aftale med Energinet eller ved egentlig ekspropriation. Dette gælder også arealet, der er omfattet af reglerne om ekstension.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmålet besvares med "Ja".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder Skattestyrelsens indstilling og begrundelse.

Lovgrundlag, forarbejder og praksis

Spørgsmål

Lovgrundlag

Ejendomsavancebeskatningslovens § 11, stk. 1

Fortjeneste, der er indvundet ved modtagelse af en erstatningssum i anledning af ekspropriation, medregnes ikke. Det samme gælder fortjeneste ved salg til en erhverver, der efter formålet med erhvervelsen opfylder betingelserne for at ekspropriere ejendommen.[…]

Elsikkerhedslovens § 27

Når hensynet til almenvellet kræver det, kan Sikkerhedsstyrelsen tillade ekspropriation til elektriske anlæg for produktion, transmission, distribution og lagring af elektrisk energi. Reglerne i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom følges.

Stk. 2. Stk. 1 finder ikke anvendelse for elektriske anlæg for transmission og distribution, som ejes af en transmissi‍ons- eller netvirksomhed som defineret i § 5 i lov om elforsyning. 

Bekendtgørelse af lov om Energinet

§ 1. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan oprette Energinet som en selvstændig offentlig virksomhed.

Stk. 2. Den overordnede infrastruktur på el- og gasområdet, som varetages af Energinet, skal forblive i offentligt eje.

[…]

§ 2. Energinets formål er at eje, drive og udbygge overordnet energiinfrastruktur og varetage opgaver med sammenhæng hertil og herved bidrage til udviklingen af en klimaneutral energiforsyning. Energinet skal varetage hensyn til forsyningssikkerhed, klima og miljø samt sikre åben og lige adgang for alle brugere af nettene og systemet og effektivitet i sin drift.

Stk. 2. Energinet varetager en sammenhængende og helhedsorienteret planlægning efter reglerne i denne lov, lov om elforsyning, lov om fremme af vedvarende energi og lov om gasforsyning og driver systemansvarlig virksomhed, eltransmissionsvirksomhed og gastransmissionsvirksomhed. […]

Bekendtgørelse af lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom § 16.

Medfører afståelse af en del af en fast ejendom, at den tilbageblivende del af ejendommen bliver så lille eller således beskaffen, at den ikke hensigtsmæssigt kan bevares som selvstændig ejendom eller udnyttes på rimelig måde, kan ejeren fordre, at hele ejendommen overtages af anlægsmyndigheden.

Stk. 2. Hvis erstatningen for ejendommens værdiforringelse må antages at komme til at stå i åbenbart misforhold til restejendommens værdi, kan anlægsmyndigheden fordre hele ejendommen afstået.

Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 1 og 2 finder med de fornødne lempelser anvendelse, når en del af en ejendom bliver afskåret, og når der foretages ekspropriation i de i § 2, nr. 1 og 2, omhandlede tilfælde.

Forarbejder

LFF 2015-01-28 nr. 119

Til § 27

[…]

Efter forslagets § 27 skal Sikkerhedsstyrelsen ved behandlingen af ansøgninger om tilladelse til ekspropriation foretage både en vurdering af forholdet til almenvellet og anlæggets sikkerhedstekniske forhold. Sikkerhedsstyrelsen skal i forbindelse med vurderingen af forholdet til almenvellet blandt andet vurdere, hvilke ejendomme respektive linjeføring og fremføringsmåde, der ud fra hensynet til almenvellet skal foretrækkes til placering af anlægget - inden for rammerne af den fysiske planlægning. I forhold til anlæggets sikkerhedstekniske forhold skal Sikkerhedsstyrelsen foretage en vurdering af, om anlægget er udformet i overensstemmelse med regler i forslaget til lov om sikkerhed ved elektriske anlæg, elektriske installationer og elektrisk materiel (elsikkerhedsloven) og de sikkerhedstekniske regler, der senere fastsættes i medfør heraf.

For så vidt angår produktionsanlæg over 25 MW og transmissionsanlæg over 100 kV, som er godkendt af Energistyrelsen efter lov om elforsyning, og transmissionsanlæg, som er godkendt af Klima-, Energi- og Bygningsministeriet eller Energistyrelsen efter § 4 i lov om Energinet.dk, tager Sikkerhedsstyrelsen dog i almindelighed ikke stilling til, om hensynet til almenvellet kan begrunde, at anlægget skal etableres, men tager alene stilling til det konkrete valg af areal ud fra hensynet til almenvellet samt til anlæggets sikkerhedstekniske forhold. Det skyldes, at spørgsmålet om det pågældende anlægs almennytte i disse tilfælde som udgangspunkt må anses for afklaret ved Energistyrelsens eller Klima-, Energi- og Bygningsministeriets godkendelse af, at anlægget etableres.

Sikkerhedsstyrelsen tager således ved ansøgninger om tilladelse til ekspropriation til andre typer anlæg end de nævnte både stilling til, om almenvellet kan begrunde, at anlægget etableres og det konkrete valg af areal, og stilling til anlæggets sikkerhedstekniske forhold.

Praksis

TfS 1995, 575 HRD

Ekspropriation, tredjemand. Ejeren havde sammen med en medinteressent truffet aftale med et menighedsråd om rådighedsindskrænkning over en del af en ejendom, der tilhørte interessentskabet. Vederlaget for rådighedsindskrænkningen blev betalt af menighedsrådet. Ejeren mente, at hans fortjeneste var skattefri, fordi den var omfattet af dagældende EBL § 11, 2. pkt., og at erhververen opfyldte betingelserne for at ekspropriere arealet. Det var imidlertid usikkert, om kommunen havde så stor interesse i udsigten til kirken, at den ville have forsøgt rådighedsindskrænkningen gennemført ved ændret lokalplan og ekspropriation mod sædvanlig erstatning. Højesteret fandt, at det var en betingelse for at anvende dagældende EBL § 11, 2. pkt., at det på aftaletidspunktet stod klart, at dispositionen ville blive gennemtvunget ved ekspropriation, hvis en frivillig aftale ikke blev indgået. 

SKM2024.314.SR

Sagen vedrørte den skatte- og momsmæssige behandling af en erstatning for pålæg af en deklaration på en del af ejendommen ejet af spørger i forbindelse med opførelse af en solcellepark. Pålægget af en deklaration på ejendommen udgjorde en varig middelbar rettighed over ejendommen og omfattes af ejendomsavancebeskatningsloven. Der var hjemmel til ekspropriation i elsikkerhedslovens § 27, og Sikkerhedsstyrelsen havde i en vejledende udtalelse taget stilling til, at hensynet til almenvellet var opfyldt og at Sikkerhedsstyrelsen ville påbegynde en egentlig ekspropriationssag, hvis de berørte lodsejere ikke ville indgå frivillig aftale. Skatterådet bekræftede, at spørger kunne afstå en del af ejendommen, uden at medregne den skattepligtige fortjeneste til sin skattepligtige indkomst, efter ejendomsavancebeskatningslovens § 11, stk. 1, 2. pkt.

SKM2020.92.SR

Skatterådet kunne bekræfte, at avance opnået ved frivillig afståelse af en del af en landbrugsejendom, ikke skulle medregnes til den skattepligtige indkomst, jf. bestemmelsen i ejendomsavancebeskatningslovens § 11, stk. 1, 2. pkt. Dette gjaldt også avance ved afståelse af areal, der af ejeren kunne forlanges medeksproprieret (ekstension) efter vejlovens § 104, stk. 1.

Den juridiske vejledning afsnit C.H.2.1.18.1

[…]

Restarealer

Restarealer, som ejeren kan forlange at få omfattet af ekspropriationen, fordi arealet ikke kan anvendes rimeligt efter ekspropriationen, er også omfattet af fritagelsesbestemmelsen i EBL § 11, stk. 1. Se § 16, stk. 3, i LBK nr. 1161 af 20. november 2008 om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom (ekspropriationsprocesloven).

Den juridiske vejledning afsnit C.H.2.1.18.3

[…]

Betingelser for skattefritagelse

Betingelserne for skattefritagelse efter dagældende EBL § 11, 2. pkt., er fastslået ved Højesterets dom. Se TfS 1995, 575 HRD.

I Højesterets dom fra 1995 blev der taget stilling til, hvornår betingelserne for skattefritagelse i dagældende EBL § 11, 2. pkt. var opfyldt. Dommen drejede sig nærmere om, hvorvidt et vederlag, der blev udbetalt ved en frivillig aftale med et menighedsråd om rådighedsindskrænkning over en del af en ejendom, var skattefri efter dagældende EBL § 11, 2. pkt. Menighedsrådet havde ikke selv ekspropriationskompetence. Kommunen kunne have eksproprieret til formålet, men efter det oplyste var kommunen ikke inddraget i forhandlingerne forud for aftalen, og det kunne ikke lægges til grund, at aftalen helt eller delvist blev indgået for at varetage forhold, som kommunen havde tilkendegivet en væsentlig planlægningsmæssig interesse i.

Højesteret fastslog i dommen

  • at det efter formålet med dagældende EBL § 11, 2. pkt. (salg til en erhverver, der efter formålet med erhvervelsen opfylder betingelserne for at ekspropriere) ikke i sig selv udelukkede skattefrihed efter denne bestemmelse
  • at aftalen blev indgået med en ikke-ekspropriationsberettiget, og
  • at vederlaget blev betalt af en ikke-ekspropriationsberettiget, mens kompetencen til i givet fald at ekspropriere lå hos en anden (kommunen).

Højesteret udtalte også, at det efter sammenhængen med dagældende EBL § 11, 1. pkt., imidlertid var en betingelse for at anvende dagældende EBL § 11, 2. pkt., at det på aftaletidspunktet måtte påregnes (skulle stå klart), at dispositionen ville blive gennemtvunget ved ekspropriation, hvis en frivillig aftale ikke blev indgået.

Højesteret fandt, at de angivne betingelser for skattefritagelse ikke var opfyldt i sagen.

Dommen betyder imidlertid, at det ikke nødvendigvis er den myndighed, der har ekspropriationskompetencen, der skal være aftalepart. Det er heller ikke er en forudsætning, at erhververen er en offentlig myndighed.

Dommen fastslår dog, at det på aftaletidspunktet skal stå klart, at dispositionen vil blive gennemtvunget ved ekspropriation, hvis den frivillige aftale ikke indgås.

Praksis

Følgende betingelser skal være opfyldte på aftaletidspunktet, for at en overdragelse kan anses for sket i en ekspropriationssituation:

1.      Der skal på aftaletidspunktet være ekspropriationshjemmel i lovgivningen til formålet

2.      På aftaletidspunktet skal det kunne påregnes (stå klart), at ekspropriationen vil ske i mangel af frivillig aftale, dvs. at den eksproprierende myndighed skal vise vilje til at ekspropriere. Der skal være ekspropriationsrealitet.

Se SKM2006.438.SKAT.

Bemærk om betingelse nr. 1

Den første betingelse om, at der skal være hjemmel i loven til ekspropriation på aftaletidspunktet, er først opfyldt på det tidspunkt, hvor den ekspropriationsberettigede myndighed rent faktisk kan gå i gang med de indledende skridt til ekspropriationen.

[…]

Bemærk om betingelse nr. 2

Den anden betingelse går på, at der skal være vilje til ekspropriation på aftaletidspunktet, dvs. at det også skal kunne sandsynliggøres, at den ekspropriationsberettigede myndighed vil ekspropriere, hvis den frivillige aftale ikke bliver indgået.

Om dette er sandsynliggjort, afgøres på grundlag af en konkret vurdering på baggrund af samtlige omstændigheder i den enkelte sag. Hvis der er tvivl om, hvorvidt der kan og vil blive gennemført en ekspropriation, hvis den frivillige aftale ikke bliver indgået, må den konkrete sag drøftes med den myndighed, som lovbestemmelsen om ekspropriation hører under.

Hvis det er kommunalbestyrelsen, der er ekspropriationsberettiget, kan ekspropriationsvilje fx dokumenteres med en henvisning til en beslutning i kommunalbestyrelsen om, at ejendommen ønskes erhvervet om nødvendigt ved ekspropriation. Såfremt der går lang tid mellem den ekspropriationsberettigedes beslutning og salgstidspunktet, stilles der større krav om, at der stadig foreligger ekspropriationsvilje på aftaletidspunktet og at det er påregneligt, at der vil ske ekspropriation i mangel af en frivillig aftale, jf. SKM2014.76.HR og SKM2014.205.SR.