Spørgsmål:
- Kan Skatterådet bekræfte, at Spørgers danseundervisning og workshops til private (herunder medlemskaber, holdundervisning eller privat undervisning) er momsfritaget, når der ikke sælges billetter til shows eller lignende arrangementer?
- Kan Skatterådet bekræfte, at Spørgers workshops, der afholdes som en del af private arrangementer som polterabender, er momsfritaget
Svar:
- Nej, se begrundelse
- Nej, se begrundelse
Under hensyn til skattemyndighedernes tavshedspligt, jf. skatteforvaltningslovens § 17, offentliggøres det bindende svar i redigeret form.
Beskrivelse af de faktiske forhold
Spørger driver en danseskole inden for en bestemt stilart, hvor Spørger tilbyder danseundervisning, workshops, herunder undervisning og foredrag, samt private arrangementer såsom polterabender. Spørger har tidligere modtaget et bindende svar, som fastslog, at Spørgers undervisning er momsfritaget med undtagelse af billetsalg til shows og lignende arrangementer.
På grund af den nye momslovgivning oplever Spørger desværre allerede nu en markant nedgang i antallet af solgte pladser på Spørgers hold, da mange deltagere ikke ønsker at betale mere. Spørger har ikke mulighed for at sænke priserne, da Spørger i forvejen kæmper for at kunne forblive i sine lokaler.
Spørger frygter, at denne situation kan få alvorlige konsekvenser for Spørgers virksomhed og Spørgers xx dedikerede elever, som bruger Spørger som et fristed. Spørgers undervisning er ikke kun et sted at danse, men også et sted, hvor fællesskab, støtte og personlig udvikling dyrkes. Mange af Spørgers deltagere ligestiller undervisningen med et terapiforløb, da Spørger accepterer alle og har mulighed for at tage hensyn til specielle behov.
Spørger håber derfor meget på at kunne finde en løsning, der gør det muligt for Spørger at fortsætte driften, så Spørger ikke behøver at lukke virksomheden ned, og fortsat kan tilbyde Spørgers elever et trygt og inspirerende fællesskab.
Spørgers opfattelse og begrundelse
Spørger mener, at spørgsmålene bør besvares med "ja", dvs. at Spørgers danseundervisning og workshops til private arrangementer som polterabender bør være momsfritaget.
Begrundelsen er følgende:
- Tidligere bindende svar: Spørger har tidligere modtaget et bindende svar, som fastslog, at Spørgers undervisning er momsfritaget med undtagelse af billetsalg til shows. Dette understøtter, at undervisning i sig selv, når den ikke ledsages af billetsalg, er fritaget for moms.
- Ny momslovgivning og økonomiske konsekvenser: Den nye momslovgivning medfører allerede nu fald i deltagerantal, da Spørger ikke kan reducere priserne, og Spørgers husleje er uden moms og derfor ikke kan trækkes fra. En pålagt moms vil medføre økonomisk pres, som kan true virksomhedens overlevelse.
- Kulturel og social betydning: Spørger tilbyder et fristed for ca. xx elever, hvor fællesskab, kultur, inklusion og mangfoldighed dyrkes. Spørgers undervisning tilbyder tryghed, ro og glæde, og eleverne bruger undervisningen både til personlig udvikling og social støtte. En lukning vil have negativ effekt på et veletableret kulturelt og socialt fællesskab.
På baggrund af ovenstående forhold vurderer Spørger, at momsfritagelse af undervisningen (uden billetsalg) ikke kun er i overensstemmelse med tidligere praksis, men også er nødvendig for at sikre fortsat drift, kulturproduktion og fællesskab.
Spørgers høringssvar
Det er Spørgers opfattelse, at Skattestyrelsens indstilling hviler på en for snæver fortolkning af momslovens § 13, stk. 1, nr. 6. Skattestyrelsen har ikke i tilstrækkelig grad taget hensyn til dans' lange kulturelle tradition i Danmark på over 250 år, EU-Domstolens principper om hvad der udgør en kulturel aktivitet, eller den afgørende forskel mellem dans som kulturel aktivitet og dans som underholdning eller forestilling.
Dans har været en central del af dansk kultur siden 1700-tallet med en dokumenteret institutionel forankring, der som minimum er på niveau med de aktiviteter, Skattestyrelsen selv har anerkendt som kulturelle - herunder bridge, rovfuglefremvisning og hestevognskørsel. At dans ikke skulle være omfattet af momsfritagelsen for kulturelle aktiviteter er ikke blot juridisk uholdbart, men udgør en inkonsistent praksis, der er i strid med både lovens ordlyd, forarbejder og EU-retlige principper.
Momsfritagelsens historiske udvikling og anvendelsesområde
Kulturelle aktiviteter har været fritaget for moms siden momslovens oprindelse. I momsloven af 1967 fremgik det modsætningsvist af momslovens § 2, stk. 2, litra l:
"Stk. 2 Afgiftspligten omfatter endvidere følgende ydelser: … l. Forlystelser, herunder teaterforestillinger, biografforestillinger, koncerter, varietéforestillinger og offentlige baller."
Kulturelle aktiviteter, som ikke var af den angivne karakter, var således modsætningsvist fritaget for afgift. Dette blev præciseret i 1978, hvor momslovens ordlyd blev ændret ved lovforslag af 17. november 1977. Her blev der i den dagældende § 2 tilføjet stk. 3, som lød:
"Følgende varer og ydelser er undtaget fra afgiftspligten: … d. Kulturelle aktiviteter, herunder biblioteker, museer, zoologiske haver o. lign. Afgiftspligt er dog radio- og fjernsynsudsendelser, teater- og biografforestillinger, koncerter o. lign."
Det fremgår af det fremsatte lovforslag af 17. november 1977, at anvendelsesområdet for bestemmelsen ikke blev ændret ved ændringen. Det var således alene ordlyden, der blev ændret, så bestemmelsen positivt oplistede fritagelser modsat afgiftspligten, som i 1967-versionen. Følgende fremgår af lovforslaget:
"Ifølge punkt d er kulturelle aktiviteter fritaget for afgift med undtagelse af radio- og fjernsynsudsendelser, teater- og biografforestillinger, koncerter o. lign. Dette er i overensstemmelse med de regler, der hidtil har været gældende på området."
Siden blev bestemmelsen flyttet til momslovens § 13 i 1994, hvor § 5 i bekendtgørelse nr. 644 af 20. oktober 1988 også blev indarbejdet i ordlyden i form af "… samt levering af varer og ydelser med nær tilknytning hertil", således at biblioteker, museer m.fl. også blev fritaget for salg af kataloger, fotokopier mv. Anvendelsesområdet blev således udvidet ved tilføjelsen, men forblev derudover som hidtil. Følgende fremgår af lovforslag 124 af 8. december 1993:
"Til nr. 6 Bestemmelsen svarer til den gældende lovs § 2, stk. 3, litra d. Fritagelsen for kulturelle aktiviteter omfatter også salg af varer, som sker i nær tilknytning til de afgiftsfritagne aktiviteter. Biblioteker og museer m.fl. er således fritaget for at betale afgift af deres afsætning af kataloger, fotokopier m.v., hvis salgsprisen ikke overstiger omkostningerne ved fremstillingen. Denne præcisering er hidtil fremgået af bekendtgørelse nr. 644 af 20. oktober 1988 om fritagelse for at betale afgift efter merværdiafgiftsloven, der bortfalder med lovrevisionen."
Begrebet "kulturelle aktiviteter" er dermed ikke nærmere fastlagt i dansk lovgivning, ligesom forarbejderne ikke angiver en nærmere afgrænsning. Det fremgår klart af momslovens historiske udvikling, at begrebet "kulturelle aktiviteter" bevidst er holdt åbent. Lovgiver har ved ændringerne i henholdsvis 1978 og 1994 haft mulighed for at afgrænse bestemmelsen nærmere, men har netop valgt ikke at gøre dette. Hvis det havde været lovgivers ønske at afgrænse bestemmelsen nærmere, må det lægges til grund, at dette var gjort ved ændringerne - det er ikke sket, hvorfor det må være lovgivers hensigt og ønske, at begrebet skal være åbent til fortolkning, og at kulturelle aktiviteter generelt er fritaget for moms.
Lovens ordlyd og forarbejder peger på et bredt kulturbegreb
Momslovens § 13, stk. 1, nr. 6 implementerer momssystemdirektivets artikel 132, stk. 1, litra n, som fritager
"visse kulturelle ydelser og varer med nær tilknytning hertil, der præsteres af offentlige organer eller af andre kulturelle organer, som er anerkendt af den pågældende medlemsstat."
Momssystemdirektivets artikel 132, stk. 1, litra n angiver således ikke nærmere, hvad der skal forstås ved kulturelle aktiviteter, men giver medlemslandene en skønsmæssig beføjelse til at sætte rammerne for, hvad der skal anses for kultur i det enkelte land.
Medlemslandenes skønsmæssige beføjelser, er bekræftet af EU i afgørelsen C-592/15 British Film Institute, hvor EU-domstolen blev bedt om at tage stilling til, om artikel 132, stk. 1, litra n gav medlemslandene en skønsmæssig beføjelse, og i givet fald hvilken. Domstolen konkluderede i præmis 14, at:
"Hvad angår sjette direktivs artikel 13, punkt A, stk. 1, litra n), bemærkes, at den i denne bestemmelse fastsatte fritagelse vedrører »visse kulturelle tjenesteydelser«. Nævnte bestemmelse præciserer dermed ikke, hvilke kulturelle tjenesteydelser medlemsstaterne er forpligtet til at fritage. Den fastsætter således hverken en udtømmende liste over kulturelle tjenesteydelser, der skal fritages, eller en forpligtelse for medlemsstaterne til at fritage alle kulturelle tjenesteydelser for moms, men henviser blot til »visse« af disse ydelser. Denne bestemmelse giver medlemsstaterne mulighed for at afgøre, hvilke kulturelle tjenesteydelser der skal være omfattet af denne fritagelse."
Videre angives det i afgørelsens præmis 22 og 23, at:
"EU-lovgivers beslutning om at overlade en skønsmæssig beføjelse til medlemsstaterne i forbindelse med fritagelse af kulturelle tjenesteydelser kan, som generaladvokaten har anført i punkt 23 i forslaget til afgørelse, forklares ved de mange forskelligartede regionale kulturelle traditioner og den regionale kulturarv inden for EU og nogle gange inden for den samme medlemsstat."
"Det skal således fastslås, at sjette direktivs artikel 13, punkt A, stk. 1, litra n), idet bestemmelsen henviser til »visse kulturelle tjenesteydelser«, ikke kræver fritagelse af alle de kulturelle tjenesteydelser, således at medlemsstaterne kan momsfritage »visse« kulturelle tjenesteydelser, mens de pålægger andre kulturelle tjenesteydelser moms."
Momssystemdirektivets bestemmelse giver dermed Danmark en skønsmæssig beføjelse til at afgøre, hvad der kan omfattes som dansk kultur. Der er fra EU’s side ikke fremsat betingelser eller karakteristika mv., der skal være opfyldt, idet det er op til det enkelte land at afgøre, hvad der kan anses som en del af det pågældende lands kultur.
I Danmark har lovgiver i overensstemmelse med EU’s forståelse af artikel 132, stk. 1, litra n implementeret momssystemdirektivets bestemmelse med følgende ordlyd i momslovens § 13, stk. 1, nr. 6:
"Følgende varer og ydelser er fritaget for afgift:
6) Kulturelle aktiviteter, herunder biblioteker, museer, zoologiske haver og lign., samt levering af varer og ydelser med nær tilknytning hertil. Fritagelsen omfatter dog ikke radio- og fjernsynsudsendelser, biograf- og teaterforestillinger, koncerter og lign."
Momslovens bestemmelse om fritagelse af kulturelle aktiviteter er dermed også forfattet således, at der gives et vist rum til en skønsmæssig vurdering af, om en aktivitet er kulturel. Den skønsbeføjelse, som gives i momslovens § 13, stk. 1, nr. 6, er i overensstemmelse med momssystemdirektivets bestemmelse ikke nærmere afgrænset af yderligere betingelser eller krav, der skal være opfyldt, før aktiviteten kan være fritaget for moms.
Det skal her bemærkes, at de oplistede aktiviteter i momslovens § 13, stk. 1, nr. 6 alene angiver eksempler på hvad der kan anses som kulturel aktivitet. Den præcise afgrænsning er dermed op til en konkret vurdering.
Momslovens § 13, stk. 1. nr. 6 sætter således alene rammerne for en skønsmæssig vurdering og angiver dermed et vis spænd til fortolkning ved vurdering af, hvad der i Danmark kan omfattes som kulturel aktivitet i momslovens forstand.
Det fremgår således klart af momslovens historiske udvikling, at begrebet "kulturelle aktiviteter" bevidst er holdt åbent. Lovgiver har ved ændringerne i henholdsvis 1978 og 1994 haft mulighed for at afgrænse bestemmelsen nærmere, men har netop valgt ikke at gøre dette. Ordlyden "og lign." i både fritagelsesbestemmelsen og undtagelsesbestemmelsen indikerer, at der er tale om ikke-udtømmende lister.
Formuleringen "og lign." (og lignende) er en klassisk juridisk teknik til at indikere, at bestemmelsen ikke er udtømmende, men omfatter andre sammenlignelige aktiviteter. At Skattestyrelsen opstiller "skærpede krav" for aktiviteter, der ikke udtrykkeligt er nævnt, er ikke hjemlet i lovens ordlyd og udgør en indskrænkende fortolkning, som ikke er i overensstemmelse med lovgivers intention om et bredt kulturbegreb.
EU-Domstolen har i British Film Institute-dommen (C-592/15) fastslået, at "kultur" er et subjektivt begreb, som kan variere mellem medlemsstaterne, og at medlemsstaterne har skønsbeføjelser til at definere, hvilke kulturelle aktiviteter der skal fritages. Dette grundlæggende juridiske fortolkningsprincip understøtter, at momsfritagelser skal fortolkes strengt, men at EU-rettens begreber skal fortolkes ensartet og autonomt med respekt for medlemsstaternes skøn.
Bridge-dommens principper understøtter, at dans er en kulturel aktivitet
Skattestyrelsen henviser selv til Bridge-dommen (C-90/16) og til Skatterådets afgørelse i SKM2025.728.SR, hvor bridge blev anset for en kulturel aktivitet. Spørger bemærker, at når Skattestyrelsen anerkender bridge som en kulturel aktivitet bør det samme være tilfældet for dans på danseskoler, da de begge indtager en central plads i dansk kulturarv gennem årtier og er dyrket af store mængder af danskere igennem tiden.
EU-Domstolen fastslog i Bridge-dommens præmis 28, at en aktivitet kan anses for en kulturel ydelse, når aktiviteten;
"henset til sin udøvelse, historie og de traditioner den indgår i, i en bestemt medlemsstat optager en plads i såvel denne medlemsstats sociale og kulturelle arv, at den betragtes som en del af medlemsstatens kultur".
Disse kriterier er afgørende for vurderingen af, om dans er en kulturel aktivitet i dansk sammenhæng: Aktivitetens udøvelse i Danmark, dens historie og traditioner, dens plads i dansk kulturarv, og om den betragtes som kultur.
Som beskrevet nedenfor opfylder dans disse kriterier i lige så høj grad som bridge og de øvrige aktiviteter, Skattestyrelsen har anerkendt som kulturelle.
Dansens historiske forankring i Danmark siden 1700-tallet
Allerede i 1700-tallet var dans anerkendt som en central del af den kulturelle dannelse i Danmark. I 1749 donerede Ludvig Holberg, grundlæggeren af dansk skuespilkunst og en af Danmarks absolut vigtigste kulturpersonligheder, midler til ansættelse af en dansemester på Sorø Akademi. Dans var dengang ikke alene en fysisk færdighed, men et udtryk for kultivering, dannelse og social kompetence - en nødvendig dannelsesdisciplin for de øverste samfundslag.
Denne historiske kendsgerning er af fundamental betydning. Ludvig Holberg var arkitekten bag dansk teaterkultur og en central figur i den danske oplysning. At Holberg prioriterede dans som en del af den akademiske uddannelse på et af landets mest prestigefyldte læreanstalter vidner om, at dans allerede for næsten 300 år siden blev betragtet som en uundgåelig del af kulturel dannelse og civilisation i Danmark. Dans var dengang ikke underholdning eller motion - det var kultur og dannelse, ligestillet med klassiske fag som filosofi, retorik og litteratur.
I 1771, kun 22 år efter Holbergs donation, grundlagde den danske stat Den Kongelige Balletskole ved Det Kongelige Teater. Dette var ikke et privat eller kommercielt initiativ, men en statslig investering i dans som kunstform. Skolen er i dag en af verdens ældste balletinstitutioner og har eksisteret uafbrudt i over 250 år. Denne kontinuitet gennem mere end 250 år dokumenterer dansens dybe rødder i dansk kultur.
At den danske stat i 1771 besluttede at etablere en permanent institution for danseuddannelse på højeste niveau, er et utvetydigt bevis for, at dans blev - og fortsat bliver - betragtet som en central del af dansk kultur. Det Kongelige Teater er Danmarks nationale scene for scenekunst, og ballet har siden 1771 haft samme status som opera, skuespil og musik.
Bournonville-traditionen som dansk kulturarv
Den Kongelige Ballet er internationalt anerkendt og har gennem århundreder været en kulturel ambassadør for Danmark. Bournonville-traditionen, opkaldt efter August Bournonville (1805-1879), er en unik dansk dansestil, der betragtes som en del af dansk kulturarv på linje med H.C. Andersens eventyr eller Grundtvigs salmer.
I en national afstemning om dansk kulturarv blev Bournonville-ballettradition nævnt som kulturarv, hvilket viser, at dans anerkendes af danskerne selv som en vigtig kulturel praksis. At denne tradition stadig praktiseres og formidles gennem Det Kongelige Teater vidner om dansens kontinuerlige betydning for dansk kulturidentitet gennem generationer.
Danseskolernes folkelige forankring gennem over 120 år
Mens Det Kongelige Teater repræsenterer dansens plads i den højkulturelle sfære, har private danseskoler sikret dansens folkelige forankring. Andersen & Jensens Danseinstitut blev grundlagt i 1904 og er i dag en af verdens ældste private danseskoler. Med over 120 års uafbrudt virke har instituttet formidlet dans til tusindvis af danske borgere gennem generationer.
Et andet markant eksempel er Fredie-Pedersen Danseskole, der blev grundlagt i 1935 og har mere end 90 års erfaring med danseundervisning og formidling. Skolen regnes for verdens ældste familieejede professionelle danseskole og har haft over 4 millioner elever gennem årene. Skolen har fostret mange professionelle dansere, instruktører og koreografer og har været omdrejningspunkt for social kultur gennem generationer.
Gennem hele 1900-tallet opstod private danseskoler over hele Danmark som kulturelle mødesteder, hvor borgere fra alle samfundslag kunne lære dans. Danseskoler blev institutioner i lokalmiljøet - steder hvor kultur blev formidlet, sociale bånd blev knyttet, og danske traditioner blev videregivet. Danseskolemiljøer inviterer børn, unge, voksne og seniorer ind til aktivitet sammen. Dansehold på danseskoler bliver ofte samme fællesskab år efter år, hvilket understøtter kulturens kontinuitet. Danmark er desuden et af de få lande med tradition for at tilbyde dans til børn fra helt ned til 3-årsalderen, hvilket understreger dansens brede sociale rolle i det danske samfund.
Professionel organisation og samfundsmæssig anerkendelse
Brancheorganisationen De Danske Danseskoler har i over 100 år samlet landets professionelle danselærere og været drivkraft bag standardiseringen og professionaliseringen af danseundervisning i Danmark. At en brancheorganisation for danseskoler har eksisteret i over et århundrede, vidner om danseskolernes etablerede position i det danske samfund. Organisationens langvarige arbejde har bidraget til at sikre kvalitet i danseundervisning, udvikle uddannelsesprogrammer og fremme dans som kulturel aktivitet.
Afdansningsbal - en levende dansk tradition
Traditionen med afdansningsbal er et unikt eksempel på, hvordan dans er integreret i danske familiers kulturelle liv. Afdansningsballer er store festlige arrangementer, hvor elever fra danseskoler præsenterer, hvad de har lært gennem året for familie og venner. Denne tradition opstod i midten af 1900-tallet og praktiseres stadig i dag.
Afdansningsballer er ikke blot danseforestillinger - de er kulturelle begivenheder og milepæle i danske familiers liv, sammenlignelige med konfirmationer, studenterfester eller andre ritualer, der markerer overgange og præstationer. For generationer af danske familier har afdansningsballer været noget, man glæder sig til, forbereder sig på og husker tilbage på. De er blevet en del af den kollektive danske kulturhukommelse. Mange af vores bedsteforældre har gået til selskabsdans, og de fleste danskere kender nogen, der går til dans i dag. Dans har været en del af menneskers liv i årtusinder - fra fest, ritualer og markeringer af højtider til samlingspunkter i lokalsamfund.
Dans som kunstform - flere dimensioner af kulturel betydning
Dans har gennem historien været en integreret og vigtig del af den danske kulturarv og udgør en central kunstform i det danske samfund. Som dokumenteret ovenfor har danseskoler i flere hundrede år spillet en afgørende rolle i formidlingen af dans som kulturel aktivitet til den brede befolkning.
Dans som kunstform har flere dimensioner, der alle peger på dens kulturelle betydning. For det første udgør dans et kunstnerisk udtryk. Dans er anerkendt som en selvstændig kunstform med egne udtryksformer, teknikker og æstetiske principper. Ligesom billedkunst, musik og litteratur er dans et medium, hvorigennem kunstnere udtrykker følelser, fortællinger og kulturelle budskaber. Dans optræder på scener, i teatre og kulturhuse og støttes af kulturelle institutioner og fonde.
For det andet har dans en kulturhistorisk betydning. Forskellige danseformer afspejler og formidler kulturelle traditioner og historisk udvikling. Fra folkedans over klassisk ballet til moderne danseformer udgør dans et vindue ind i forskellige tidsperioder og kulturelle bevægelser. Dans er dermed ikke blot fysisk bevægelse, men bærer i sig kulturel hukommelse og identitet. Danseskolernes udvikling fra 1700-tallets dannelsesdisciplin til 1900-tallets folkelige kulturformidling og til nutidens mangfoldige stilarter illustrerer dansens evne til at afspejle og formidle kulturel udvikling.
For det tredje bidrager undervisning i dans til formidling af kulturarv. Ved at undervise i forskellige danseformer videregives kulturelle udtryk og traditioner til nye generationer. Danseskoler fungerer således som kulturformidlere, der sikrer, at dans som kunstform forbliver levende og tilgængelig. De Danske Danseskolers mere end 100-årige arbejde med at standardisere og professionalisere danseundervisning er et eksempel på denne kulturformidling.
Statslig anerkendelse og kulturpolitisk støtte
Dans anerkendes i dag som en central kunstform i dansk kulturpolitik. Statens Kunstfond har en dans- og scenekunstudvalg, der yder støtte til danseprojekter og dansekompagnier. Kulturministeriet betragter dans som en del af scenekunsten på linje med teater, opera og musik. Danmark har flere professionelle dansekompagnier udover Den Kongelige Ballet, herunder Copenhagen Contemporary Dance Theatre og andre, der modtager offentlig støtte. Der findes uddannelsesinstitutioner som Statens Scenekunstskole, der udbyder professionel danseuddannelse på universitetsniveau.
Danske dansere og koreografer er internationalt anerkendte, og dansk dansekunst eksporteres til resten af verden. Danmark har bidraget til international danseudvikling gennem Bournonville-traditionen, moderne danske koreografer og dansekompagnier, der turnerer globalt. Dans er integreret i det danske uddannelsessystem - både i folkeskolen, hvor dans indgår i undervisningen, på gymnasier og på videregående uddannelser.
Dans som levende kulturarv - UNESCO's perspektiv
Dans er ikke blot en fysisk aktivitet - det er en immateriel kulturarv, der bærer traditioner, fællesskab og identitet videre gennem generationer. EU- og UNESCO-initiativer placerer dans i kategorien "living heritage", og danske folkedanspraktikker beskrives eksplicit som kulturarv i bevægelse og social samhørighed. Dans kan ses som en levende kulturpraksis, der stadig udøves, videreudvikles og danner fællesskaber - hvilket er helt i tråd med UNESCO's perspektiv på immateriel kulturarv.
Dans er levende kunst - en kombination af musik, bevægelse, kostumer og udtryk. Den giver folk mulighed for at fortælle historier, vise følelser og skabe fælles oplevelser uden ord. Dans bringer mennesker sammen uanset alder, kropstype eller erfaring. I dansen lærer vi samarbejde, respekt og samhørighed. Det har altid været en måde at styrke fællesskabet på, både i hverdagen og til festlige begivenheder. Dans kan dyrkes hele livet og giver adgang til kulturelle oplevelser for både børn, voksne og ældre.
Dans som integreret del af dansk kultur
Ovenstående historiske gennemgang viser, at dans gennem mere end 250 år har været en integreret og vigtig del af dansk kultur. Fra Ludvig Holbergs donation til Sorø Akademi i 1749 til grundlæggelsen af Det Kongelige Teaters balletskole i 1771, fra etableringen af Andersen & Jensens Danseinstitut i 1904 til De Danske Danseskolers fortsatte arbejde gennem over et århundrede, har dans haft en central plads i dansk samfunds- og kulturliv.
Danseskoler har fungeret som kulturformidlere, der har gjort dans tilgængelig for den brede befolkning og har bidraget til at bevare og videreudvikle dans som kunstform. Traditionerne omkring afdansningsbal, danseskolernes langvarige eksistens og deres tilpasning til nye kulturelle strømninger dokumenterer, at dans ikke er en perifer aktivitet, men en kernekomponent i dansk kulturarv.
Dans er ikke blot en aktivitet med kulturhistorisk betydning, men en levende og praktiseret del af dansk kultur i dag. I dag drives dans i Danmark både via private skoler og gennem folkelige idrætsforeninger under organisationer som DGI og Danmarks Sportsdanserforbund. Alene DGI's Dans & Musik havde i 2024 over 25.000 medlemmer fordelt på 449 foreninger. Derudover er cirka 72.000 personer medlemmer af danseskoler, der typisk udbyder et udvalg af forskellige danseformer og hold.
Denne brede organisatoriske forankring dokumenterer, at dans har en plads både som kulturel aktivitet og som folkeoplysende aktivitet. Dansens tilstedeværelse i folkeoplysningen understreger dens status som en del af dansk kulturarv og fællesskab. At dans har en helt særlig plads i dansk historie og kultur understreges også af, at et TV-fænomen som Vild med dans kan overleve i 22 år i bedste sendetid med lige under 1 million seere i sidste sæson. I den femte sæson så mere end 2 millioner danskere med hver fredag.
Denne brede deltagelse, institutionelle forankring og interesse fra den brede befolkning bekræfter, at dans betragtes som en del af dansk kultur af både borgere, institutioner og myndigheder.
Anvendelse af Bridge-dommens kriterier på dans
I Bridge-dommens præmis 28 lægger EU-Domstolen vægt på, om en aktivitet henset til sin udøvelse, historie og de traditioner den indgår i, i en bestemt medlemsstat optager en plads i såvel denne medlemsstats sociale og kulturelle arv, at den betragtes som en del af medlemsstatens kultur. Med den ovenstående dokumentation kan vi direkte anvende disse kriterier på dans i Danmark:
- Udøvelsen af dans i Danmark sker gennem etablerede institutioner som Det Kongelige Teater siden 1771 og danseskoler som Andersen & Jensens Danseinstitut siden 1904 og Fredie-Pedersen siden 1935. I dag er næsten 100.000 danskere aktive dansere: cirka 72.000 er medlemmer af danseskoler, og 27.852 er medlemmer i DGI's Dans & Musik fordelt på 449 foreninger. Danmark er et af de få lande med tradition for at tilbyde dans til børn fra 3-årsalderen.
- Dansens historie strækker sig dokumenteret fra Ludvig Holbergs donation i 1749 over grundlæggelsen af Det Kongelige Teaters balletskole i 1771 til i dag - en kulturhistorisk forankring på over 250 år, der langt overgår bridge' cirka 100 år.
- De traditioner, som dans indgår i, omfatter etablerede danske skikke som afdansningsbal, der gennem generationer har været kulturelle begivenheder i danske familiers liv. Mange bedsteforældre gik til selskabsdans, og de fleste danskere kender nogen, der går til dans i dag.
- Dansens plads i kulturarven ses gennem anerkendelsen som kunstform, støtte fra Statens Kunstfond og kulturinstitutioner, samt integration i dansk kulturliv. Bournonville-ballettradition blev nævnt i en national afstemning om dansk kulturarv, og dans anerkendes internationalt som immateriel kulturarv i UNESCO's perspektiv.
- At dans betragtes som kultur dokumenteres gennem dens placering i Det Kongelige Teater siden 1771, kunstfonde, kulturpolitikken og integration i det danske uddannelsessystem. Dans formidles i dag gennem både private skoler, Det Kongelige Teater og idrætsforeninger, hvilket bekræfter den brede samfundsmæssige anerkendelse.
Bridge-dommens kriterier må således være opfyldt i lige så høj grad for dans som for bridge- og Skattestyrelsen har netop anerkendt bridge som en kulturel aktivitet i SKM2025.728.SR.
Sammenligning med Skattestyrelsens praksis for momsfritagelse af kulturelle aktiviteter
Skattestyrelsen anfører i sin indstilling til det bindende svar, at undervisning i den omhandlede dansestilart ikke har "tilsvarende karakteristika og betydning for dansk kultur, som det er tilfældet for museer, biblioteker og zoologiske haver", og at undervisning på danseskoler ikke er "sammenligneligt med bridge-spil, fremvisninger af bl.a. rovfugle, adgang til hestevognskørsel inden for de fysiske rammer af et museum". Denne vurdering er ikke korrekt.
Sammenligning med bridge
Bridge blev anerkendt som kulturel aktivitet i SKM2025.728.SR med henvisning til spillets udøvelse, historie og traditioner i Danmark. Sammenlignet med bridge har dans en dokumenteret 250-årig historie mod bridges cirka 100 år, forankring i centrale kulturinstitutioner som Det Kongelige Teater siden 1771, anerkendelse som kunstform på linje med musik og teater, etablerede traditioner som afdansningsbal gennem generationer, og en brancheorganisation med over 100 års historie. Dertil kommer, at dans er nævnt i national kulturarvsafstemning (Bournonville-traditionen), hvilket bridge ikke er.
Bridge er primært organiseret gennem bridgeklubber og foreninger, mens dans er forankret i statslige institutioner. Bridge er et strategisk spil, mens dans er en anerkendt kunstform understøttet af Det Kongelige Teater, kunstfonde og kulturinstitutioner. Bridge indgår ikke i det danske uddannelsessystem og støttes ikke af Statens Kunstfond som kunstform. Hvis bridge opfylder kriterierne for at være en kulturel aktivitet, må dans i lige så høj grad også gøre det.
Sammenligning med rovfuglefremvisning og hestevognskørsel
Skattestyrelsen henviser til praksis om fremvisning af rovfugle (SKM2024.18.SR) og hestevognskørsel på museum (SKM2024.313.SR). Dans har en langt stærkere kulturel forankring end disse aktiviteter. Dans er en anerkendt kunstform, har 250 års institutionel forankring, har dokumenteret kulturhistorisk betydning gennem århundreder, formidles gennem professionelle uddannelsesinstitutioner og har et etableret læringselement. Rovfuglefremvisning og hestevognskørsel kan ikke fremvise tilsvarende karakteristika.
Rovfuglefremvisning har ingen hundredårig tradition i Danmark, ingen institutioner som Det Kongelige Teater dedikeret til formålet siden 1771, ingen betydning for dansk kulturidentitet eller kulturarv, og betragtes ikke som kunstform. Hestevognskørsel er kun momsfritaget, fordi det sker "inden for de fysiske rammer af et museum", har ingen selvstændig kulturel betydning, ingen langvarig tradition eller institutionel forankring, og betragtes heller ikke som kunstform.
Hvis disse aktiviteter kan momsfritages som kulturelle, fordi de kan "sammenlignes med en zoologisk have" eller "sker inden for de fysiske rammer af et museum", må dans, der har en langt stærkere selvstændig kulturel betydning, utvivlsomt også være omfattet.
Sammenligning med museer, biblioteker og zoologiske haver
Skattestyrelsen synes at lægge vægt på, at undervisning i dans ikke har "tilsvarende karakteristika og betydning" som museer, biblioteker og zoologiske haver. Denne sammenligning er ikke retvisende. Museer, biblioteker og zoologiske haver er institutionstyper - ikke kunstformer eller kulturelle aktiviteter i sig selv. Det, der gør disse institutioner kulturelle, er at de formidler kultur til offentligheden.
Dans formidler ligeledes kultur til offentligheden - gennem undervisning frem for udstillinger. Begge dele er kulturformidling, bare gennem forskellige metoder. Museer formidler kultur ved at udstille genstande og kunst, biblioteker formidler kultur ved at udlåne bøger og materialer, og danseskoler formidler kultur ved at undervise i dans som kunstform. Der er ingen objektiv grund til, at formidling gennem udstilling eller udlån skulle have større kulturel betydning end formidling gennem undervisning. Alle tre metoder tjener det samme formål: at gøre kultur tilgængelig for befolkningen.
Dans har utvivlsomt en lige så stor kulturel betydning som f.eks. zoologiske haver. Dans er en kunstform, har 250-årig institutionel forankring i Det Kongelige Teater, er anerkendt i national kulturarvsafstemning, og støttes af Statens Kunstfond som kunstform. Hvis zoologiske haver er omfattet af fritagelsen, må dans også være det.
Inkonsistent praksis skaber retsusikkerhed
Det er uforståeligt, hvordan Skattestyrelsen kan anerkende bridge, rovfuglefremvisning og hestevognskørsel som kulturelle aktiviteter, når dans med sin 250-årige dokumenterede historie, institutionelle forankring i Det Kongelige Teater, folkelige forankring gennem over 120 år af danseskoler, etablerede traditioner som afdansningsbal, statslig anerkendelse som kunstform og integration i dansk samfundsliv på alle niveauer ikke skulle opfylde kriterierne for at være en kulturel aktivitet.
Denne inkonsistens i praksis skaber retsusikkerhed og er i strid med princippet om ensartet behandling af sammenlignelige situationer. Dans opfylder ikke blot kriterierne for at være en kulturel aktivitet - dans er selve essensen af, hvad der bør forstås ved kulturel aktivitet i dansk sammenhæng. Det er en kunstform med århundreders tradition, statslig anerkendelse, folkelig forankring og kontinuerlig samfundsmæssig betydning.
Danseskoler som kulturformidlere - levende kulturinstitutioner
Skattestyrelsen synes ikke at have forholdt sig til den fundamentale rolle, som danseskoler har spillet - og fortsat spiller - som kulturformidlere i det danske samfund. Danseskoler er ikke statiske institutioner, der blot gentager de samme traditioner år efter år. Tværtimod er de levende kulturinstitutioner, der konstant udvikler sig og introducerer nye danseformer, samtidig med at de bevarer og videreformidler etablerede traditioner. Dans har over tid været en del af sammenkomster, festligheder og sociale traditioner i Danmark gennem folkedans, selskabsdans og nu også moderne danseformer. Danseskoler som Fredie-Pedersen har været med til at opbygge og bevare denne praksis og har været omdrejningspunkt for social kultur gennem generationer. Denne dynamik har eksisteret gennem hele danseskolernes over 100-årige historie i Danmark.
Når vi ser tilbage på danseskolernes historie, er det tydeligt, at undervisningens indhold har udviklet sig i takt med samfundet. I begyndelsen af 1900-tallet fokuserede danseundervisning primært på traditionelle selskabsdanse som lanciers, polka og vals. Disse danseformer var udtryk for datidens kulturelle normer og sociale strukturer, og at beherske disse danse var en del af den kulturelle dannelse og sociale kompetence.
I 1940'erne og 1950'erne skiftede fokus mod jazzdans. Denne ændring var ikke blot en teknisk innovation - det var en kulturel bevægelse. Jazzdans repræsenterede amerikanske kulturelle påvirkninger, modernitet og en ny måde at udtrykke sig på gennem dans. Danske danseskoler introducerede og formidlede denne nye kulturelle udtryksform til danske elever.
I 1970'erne og 1980'erne blev discodans og senere breakdance populære. Igen var danseskoler dem, der formidlede disse nye kulturelle udtryk til den brede befolkning. Hip hop-dans er udviklet siden 1960'erne og 1970'erne i USA som en del af streetkultur, hvor bevægelse, musik og identitet udtrykkes gennem dans som et kulturelt fællesskab og social praksis. Hiphop er ikke bare dans, det er en global kultur, der omfatter musik, billedkunst, rap og mode - og dansen er et centralt udtryk i den kultur.
I dag undervises der i et bredt spektrum af danseformer - fra klassisk ballet og moderne dans til hiphop, contemporary, jazz, latinamerikanske danse og mange andre stilarter.
Kulturformidling gennem forskellige funktioner
Denne udvikling viser, at danseskoler gennem tiden har fungeret som kulturformidlere. De introducerer nye kulturelle udtryk ved at bringe internationale danseformer til Danmark og gøre dem tilgængelige for den brede befolkning. På den måde fungerer de som brobyggere mellem forskellige kulturer og som formidlere af global kulturel udvikling. Der findes skoler som World Dance Academy og Spørger, der arbejder med kulturelt forankrede dansestilarter fra hele verden og som styrker inklusion, selvtillid og fællesskab. Mange danseskoler har hold for alle uanset køn og tiltrækker deltagere fra diverse miljøer, herunder LGBTQ+-miljøet, hvilket understreger dansens inkluderende og fællesskabsskabende karakter.
Samtidig med at danseskoler introducerer nye stilarter, bevarer de også traditionelle danseformer. Mange danseskoler underviser stadig i vals, tango og andre klassiske danse, der er en del af vores kulturhistorie. Uanset hvilken dansestil der undervises i, formidler danseskoler dans som kunstnerisk og kulturelt udtryk. Elever lærer ikke blot dansetrin, men også om koreografi, musikalitet, udtryk, performance og den kulturelle kontekst, som dansen indgår i.
På en danseskole - i modsætning til et "dansehold" i et fitnesscenter - bærer danserne og danseskolerne en viden bag en dansegenre. De forklarer begreber, teknikker og også dansens historie, således at elever forstår det brede budskab bag en dansegenre - dvs. dansekulturen. Målet er ikke kun at danse, men også at oplyse og videregive historien - dvs. bringe kulturen ind i dansegenren.
Danseskoler demokratiserer adgangen til dans som kunstform. Mens professionelle danseinstitutioner som Det Kongelige Teater primært henvender sig til de talentfulde få, gør private danseskoler dans tilgængelig for alle, uanset alder, baggrund eller forudsætninger.
Levende kultur er foranderlig kultur
Et væsentligt punkt er, at levende kultur netop er kendetegnet ved, at den udvikler sig. Museer udvider deres samlinger med nutidskunst, biblioteker tilføjer nye bøger og nye medier, og teatre opfører både klassiske skuespil og helt nye værker. Tilsvarende er det kendetegnende for danseskoler som kulturinstitutioner, at de både bevarer traditioner og introducerer nye udtryk. At en danseskole i dag underviser i stilarter, der ikke eksisterede for 50 år siden, er ikke et argument imod dens kulturelle karakter - det er tværtimod et bevis på, at den fungerer som en levende kulturinstitution, der formidler samtidens kulturelle udtryk.
Andersen & Jensens Danseinstitut, der blev grundlagt i 1904, underviser i dag i helt andre danseformer end i 1904. Men institutionens kulturformidlende funktion er den samme: at undervise i dans som kunstform og kulturelt udtryk. At de specifikke stilarter har ændret sig gennem 120 år, gør ikke institutionen mindre kulturel - det viser tværtimod, at den har formået at forblive relevant og kulturformidlende gennem skiftende tider.
For mange danskere har danseskoler været en del af deres kulturelle oplevelse og dannelse. Tusindvis af mennesker har gennem årene gået til dans - måske ballet som barn, selskabsdans som teenager eller andre danseformer som voksen. Denne personlige forbindelse til danseskoler som kulturinstitutioner er et vidnesbyrd om deres betydning. Dans har været en del af danskeres kulturelle liv i generationer - ikke som sport eller motion, men som kunstnerisk og kulturel udfoldelse.
Det afgørende for vurderingen af, om danseskolers undervisning er en kulturel aktivitet, må være, at dans i sig selv er en anerkendt kunstform med 250 års dokumenteret betydning for dansk kultur, at danseskoler gennem over 100 år har fungeret som kulturformidlere i det danske samfund, at danseskoler formidler dans som kunstnerisk og kulturelt udtryk til tusindvis af borgere, og at undervisningen fokuserer på dans som kunstform - på koreografi, udtryk, performance, teknik og kulturel kontekst. Disse karakteristika gælder uanset den specifikke dansestil, der undervises i.
Skelnen mellem undervisning og forestilling
Et centralt punkt i denne sag er, at Spørger ikke leverer forestillinger eller underholdning, men undervisning i dans som kunstform. Momslovens § 13, stk. 1, nr. 6, 2. led undtager fra momsfritagelsen "radio- og fjernsynsudsendelser, biograf- og teaterforestillinger, koncerter og lign." Denne undtagelse retter sig mod levering af forestillinger og produktioner til et publikum - ikke mod undervisning i de kunstformer, der ligger bag disse forestillinger.
Der er en juridisk og faktisk forskel mellem at levere en forestilling til et publikum, som er momspligtig efter 2. led, og at undervise i den kunstform, der ligger bag forestillingen, som kan være momsfritaget som kulturel aktivitet. Denne sondring er velbegrundet: Forestillinger er kommerciel udnyttelse af kunst til underholdning af et publikum, mens undervisning er kulturformidling, der gør kunsten tilgængelig for deltagerne selv.
Der er en fundamental forskel mellem en teaterforestilling, hvor publikum betaler for at se professionelle skuespillere optræde (momspligtig), og undervisning i teater, hvor deltagere lærer skuespil som kunstform (kan være momsfritaget som kulturel aktivitet). Tilsvarende er der forskel mellem en balletforestilling på Det Kongelige Teater, hvor publikum betaler entre for at se professionelle dansere optræde (momspligtig), og undervisning i ballet på en danseskole eller i Det Kongelige Teaters balletskole, hvor elever lærer dans som kunstform (kan være momsfritaget som kulturel aktivitet).
At balletforestillinger er momspligtige efter § 13, stk. 1, nr. 6, 2. led kan ikke føre til, at undervisning i ballet på danseskoler også er momspligtig. Hvis dette var tilfældet, ville teaterundervisning være momspligtig fordi teaterforestillinger er det, musikundervisning være momspligtig fordi koncerter er det, og filmundervisning være momspligtig fordi biografforestillinger er det. Dette ville være absurd og i strid med formålet med momsfritagelsen for kulturelle aktiviteter, som netop er at fremme kulturel udfoldelse og gøre kultur tilgængelig gennem formidling.
Spørgers undervisning udgør kulturformidling gennem undervisning. Deltagerne betaler ikke for at se en forestilling eller blive underholdt, men for at lære dans som kunstform og kulturelt udtryk.
Spørgers virksomhed som konkret eksempel
Spørgers undervisning er et konkret eksempel på, hvordan en danseskole i Danmark i dag fungerer som kulturformidler. Spørger driver en danseskole med xx elever og formidler dans som kunstform og kulturelt udtryk gennem struktureret undervisning i danseteknik, koreografi og performance, foredrag om dansens kulturhistoriske betydning, fokus på dans som kunstnerisk udtryk og kreativ udfoldelse, samt et trygt og inkluderende miljø, hvor alle kan deltage i kulturel aktivitet.
Som beskrevet i anmodningen praktiserer Spørger dansestilarten som dans og performancekunst med fokus på kunstnerisk udtryk, ikke som kommerciel underholdning. Spørgers koncept lægger vægt på dans som kunstnerisk udtryk, koreografi og teatralsk performance, kropspositivisme og selvaccept, fællesskab gennem kunst, samt foredrag om dansestilartens kulturhistoriske betydning.
Denne tilgang er fuldt ud i overensstemmelse med dans som kulturel aktivitet og kulturformidling. Spørger formidler ikke underholdning til et passivt publikum, men underviser aktivt i dans som kunstform. Eleverne lærer koreografi, bevægelsesteknik, teatralsk udtryk og performance - præcis som elever i ballet lærer balletteknik eller elever i jazzdans lærer jazzudtryk. At undervisningen derudover har et værdimæssigt fokus på kropspositivisme og selvaccept gennem dans understreger yderligere det kulturelle og dannelsesmæssige element.
Spørgers afholdelse af foredrag om dansestilartens kulturhistoriske betydning viser, at der ikke blot er tale om fysisk træning, men om kulturhistorisk formidling. Dette element adskiller klart Spørgers aktivitet fra ren sport eller motion og placerer den i kategorien af kulturelle aktiviteter. Spørgers elever laver desuden hele tiden arrangementer og events for at praktisere og dele dansestilarten, hvilket understøtter, at der er tale om et kulturelt fællesskab og en levende kulturpraksis - ikke blot træning eller motion.
Med xx elever når Spørger ud til en betydelig del af befolkningen og gør dans tilgængelig som kulturel aktivitet. Dette er præcis den type kulturformidling, som momsfritagelsen for kulturelle aktiviteter har til formål at understøtte - at gøre kultur tilgængelig for den brede befolkning gennem undervisning og formidling. Spørgers virksomhed er ikke et særtilfælde eller en marginal aktivitet, men et nutidigt eksempel på den kulturformidling, som danseskoler har praktiseret i Danmark i over 100 år.
Dans er omfattet af momsfritagelsen for kulturelle aktiviteter
På baggrund af ovenstående redegørelse er det Spørgers opfattelse, at dans opfylder EU-Domstolens kriterier fra Bridge-dommen for at være en kulturel aktivitet med dokumenteret betydning for dansk kultur gennem over 250 år. Momslovens § 13, stk. 1, nr. 6 implementerer momssystemdirektivets artikel 132, stk. 1, litra n med en ordlyd, der omfatter "biblioteker, museer, zoologiske haver og lign." - en ikke-udtømmende liste. Formuleringen "og lign." indikerer, at andre kulturelle aktiviteter med tilsvarende eller større kulturel betydning også er omfattet. Dans har utvivlsomt en mindst lige så stor kulturel betydning som eksempelvis zoologiske haver gennem sin 250-årige institutionelle forankring i Det Kongelige Teater, anerkendelse i national kulturarvsafstemning og støtte fra Statens Kunstfond som kunstform.
Lovgiver har ved ændringerne af momsloven i henholdsvis 1978 og 1994 haft mulighed for at afgrænse begrebet "kulturelle aktiviteter" nærmere, men har bevidst valgt ikke at gøre dette, hvilket indikerer et ønske om at holde begrebet åbent og fleksibelt. EU-Domstolen har i British Film Institute-dommen fastslået, at "kultur" er et subjektivt begreb, som kan variere mellem medlemsstaterne, og at medlemsstaterne har skønsbeføjelser til at definere, hvilke kulturelle aktiviteter der skal fritages. I dansk sammenhæng er dans utvivlsomt en central del af kulturen med 250 års dokumenteret historie.
Dans har en større og bedre dokumenteret kulturel betydning end de aktiviteter, Skattestyrelsen har anerkendt som kulturelle. Sammenlignet med bridge har dans 250 års historie mod bridges 100 år, forankring i statslige institutioner siden 1771, anerkendelse som kunstform, og nævnelse i national kulturarvsafstemning. Sammenlignet med fremvisning af rovfugle og hestevognskørsel har dans 250 års institutionel forankring, millioner af udøvere gennem generationer og støtte fra Statens Kunstfond som kunstform. At anerkende disse aktiviteter som kulturelle, men ikke dans, udgør en inkonsistent praksis, der skaber retsusikkerhed og er i strid med princippet om ensartet behandling.
Skattestyrelsens opstilling af "skærpede krav" for andre aktiviteter end de udtrykkeligt nævnte museer, biblioteker og zoologiske haver er ikke hjemlet i lovens ordlyd og udgør en indskrænkende fortolkning, der ikke er i overensstemmelse med lovens forarbejder, EU-Domstolens anerkendelse af medlemsstaternes skønsbeføjelser eller Bridge-dommens brede kulturbegreb.
Spørgers undervisning er kulturformidling gennem undervisning i dans som kunstform med fokus på danseteknik og koreografi, kunstnerisk udtryk og performance, kulturhistorisk formidling gennem foredrag og fællesskab gennem kunst.
Dette er ikke underholdning omfattet af undtagelsen i § 13, stk. 1, nr. 6, 2. led, men kulturformidling omfattet af fritagelsen i 1. led. Formålet med momsfritagelsen - at fremme kulturel udfoldelse og gøre kultur tilgængelig - opfyldes af danseskoler, der formidler dans som kunstform til tusindvis af borgere og har fungeret som kulturformidlere i Danmark gennem over 100 år.
Opsummering
På baggrund af ovenstående er det Spørgers opfattelse, at dans opfylder EU-Domstolens kriterier fra Bridgedommen for at være en kulturel aktivitet med dokumenteret betydning for dansk kultur gennem over 250 år. Dans har endvidere en større kulturel betydning end flere af de aktiviteter, Skattestyrelsen anerkender som kulturelle, herunder bridge, rovfuglefremvisning og hestevognskørsel.
Skattestyrelsens sondring mellem forestillinger og undervisning er relevant og korrekt - men Spørgers undervisning er netop kulturformidling, ikke underholdning omfattet af undtagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 6, 2. led. Skattestyrelsens fortolkning er imidlertid for restriktiv og ikke i overensstemmelse med lovens ordlyd, forarbejder og EU-retlige principper.
Spørger fastholder derfor, at Spørgers undervisning samt relaterede foredrag er momsfritaget efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 6, som kulturelle aktiviteter.
Skattestyrelsens indstilling og begrundelse
Spørgsmål 1
Det ønskes bekræftet, at Spørgers danseundervisning og workshops til private (herunder medlemskaber, holdundervisning eller privat undervisning) er momsfritaget, når der ikke sælges billetter til shows eller lignende arrangementer.
Begrundelse
Spørger driver en danseskole med ca. xx elever med speciale i undervisning i en bestemt dansestilart. Spørger udbyder som led i sine aktiviteter forskellige undervisningsforløb inden for forskellige under-stilarter, ligesom der er mulighed for køb af enkelte undervisningstimer. Spørger udbyder endvidere workshops, hvor der undervises i dansestilarten og holdes relaterede foredrag.
Spørger leverer sine ydelser mod vederlag, og Spørger er derfor en afgiftspligtig person, jf. momslovens § 3, ligesom Spørgers ydelser i udgangspunktet er momspligtige, jf. momslovens § 4.
Momsfritagelse af undervisning
Momslovens § 13, stk. 1, nr. 3, momsfritager uddannelse af børn og unge under 30 år, skoleundervisning og undervisning på videregående uddannelsesinstitutioner, faglig uddannelse, herunder omskoling, samt levering af varer og ydelser med nær tilknytning hertil. Fritaget er endvidere privattimer givet af undervisere på skole- eller universitetsniveau.
Undervisningsvirksomhed, der efter sit indhold er omfattet af momsfritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 3, 1. pkt., bliver imidlertid momspligtig efter bestemmelsens 3. pkt., når undervisningen har form af kursusvirksomhed, som primært er rettet mod virksomheder og institutioner mv. og drives med gevinst for øje.
Den danske fritagelsesbestemmelse har baggrund i momssystemdirektivets artikel 132, stk. 1, litra i og j, hvorefter medlemsstaterne fritager:
"i) uddannelse af børn og unge, skole- og universitetsundervisning, faglig uddannelse eller omskoling samt levering af ydelser og varer med nær tilknytning hertil, som præsteres af offentligretlige organer med disse formål eller af andre organer, der er anerkendt af den pågældende medlemsstat, som havende tilsvarende formål.
j) privattimer givet af undervisere på skole- eller universitetsniveau."
EU-Domstolen har i sagerne C-449/17, A & G Fahrschul-Akademie GmbH og C-373/19, Dubrovin & Tröger GbR - Aquatics, forholdt sig til den fortolkning, som skal anlægges af begrebet "skole- og universitetsundervisning" i momssystemdirektivet.
I dommene anførte EU-Domstolen, at EU-lovgiver med begrebet "skole- og universitetsundervisning" tager sigte på en bestemt type uddannelsessystem, som er fælles for alle medlemsstaterne uafhængigt af de særlige kendetegn ved hvert nationalt system.
EU-Domstolen konkluderede på den baggrund, at begrebet "skole- og universitetsundervisning" momsretligt omfatter et integreret system til overførsel af viden og færdigheder vedrørende såvel en bred og varieret mængde af emner som elevernes og de studerendes uddybning og udvikling af denne viden og disse færdigheder, jf. fx præmis 25 og 26 i sag C-449/17, A & G Fahrschul-Akademie GmbH, og præmis 27 og 28 i sag C-373/19, Dubrovin & Tröger GbR - Aquatics.
Kravet om, at der skulle undervises i en bred og varieret mængde af emner, betyder, at undervisning, som består i at give teoriundervisning og praktisk køreundervisning, som er nødvendig for at opnå kørekort til køretøjerne i såvel kategori B som C1 samt undervisning på forskellige niveauer med henblik på tilegnelse af forskellige svømmefærdigheder og svømmeteknikker ifølge Domstolen ikke er omfattet af fritagelsesbestemmelsen jf. præmis 29 og 30 i sag C-449/17, A & G Fahrschul-Akademie GmbH, og præmis 31 i sag C-373/19, Dubrovin & Tröger GbR - Aquatics.
EU-Domstolen slog desuden fast, at momsfritagelsen af undervisning ikke omfatter aktiviteter af rent rekreativ karakter, jf. præmis 22 i sag C-449/17, A & G Fahrschul-Akademie GmbH, og præmis 25 i sag C-373/19, Dubrovin & Tröger GbR - Aquatics.
Den danske momsfritagelse skal fortolkes i overensstemmelse med ordlyden af og formålet med den direktivbestemmelse, som bestemmelsen implementerer. Som anført i styresignalet SKM2025.453.SKTST er det Skattestyrelsens opfattelse, at dommene i sag C-449/17, A & G Fahrshcul-Akademie GmbH og sag C-373/19, Dubrovin & Tröger GbR - Aquatics, har betydning for fortolkningen af momsfritagelsen af henholdsvis skoleundervisning og undervisning på videregående uddannelsesinstitutioner, anden undervisning, der har karakter af skolemæssig undervisning samt for momsfritagelsen af privattimer givet af undervisere på skole- eller universitetsniveau.
Som konsekvens heraf har Skattestyrelsen med styresignalet ændret dansk praksis i relation til momsfritagelsen af undervisning.
Praksisændringen indebærer, at momsfritagelsen pr. 1. januar 2026 ikke længere omfatter undervisning i afgrænsede emner, idet Skattestyrelsen vurderer, at undervisningen i disse tilfælde ikke i sig selv medfører en overførsel af viden og færdigheder vedrørende en bred og varieret mængde af emner, jf. styresignalet SKM2025.453.SKTST.
Det fremgår desuden af styresignalet SKM2025.453.SKTST, at EU-Domstolen ikke nærmere har defineret begrebet "af ren rekreativ karakter". Men ud fra en almindelig sproglige forståelse, må undervisning vedrørende fritidsaktiviteter, som ikke har en relevans for arbejdslivet, anses for at have ren rekreativ karakter.
Styresignalet SKM2025.453.SKTST giver som eksempel herpå undervisning i familieaktiviteter, motion og bevægelse, friluftsliv, kreativ fritid, musik/sang/drama mv.
På denne baggrund skal der tages stilling til, om Spørgers danseundervisning er momsfritaget som skoleundervisning.
Ved vurderingen af, hvorvidt en leverance er omfattet af fritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 3, skal der i henhold til EU-Domstolens faste praksis anlægges en streng fortolkning af de udtryk, der anvendes til at betegne momsfritagelserne, jf. præmis 22 i sag C-373/19, Durbovin & Tröger Gbr - Aquatics.
Det fremgår af de fremlagte oplysninger, at Spørger leverer undervisning i en bestemt dansestilart og afholder foredrag relateret hertil. Det er Skattestyrelsens vurdering, at undervisning i dans ikke kan kvalificeres som skoleundervisning i momslovens forstand.
Skattestyrelsen har herved lagt vægt på, at undervisningen alene omfatter et afgrænset emne i form af dans og derfor ikke opfylder betingelsen om at vedrøre en bred og varieret mængde af emner. Undervisning i dans ses derimod at være specialiseret undervisning på samme måde, som det gør sig gældende i relation til svømmeundervisning, køreskoleundervisning og sejlundervisning, jf. dommene i sagerne C-373/19, Dubrovin & Tröger GbR - Aquatics, C-449/17, A & G Fahrschul-Akademie GmbH og C-47/19, HA.
Hertil kommer, at Skatterådet i SKM2026.108.SR har fastslået, at undervisning i gospelkorsang ikke opfylder betingelserne for momsfritagelse efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 3. Skatterådet tillagde det herved vægt, at undervisningen omfattede et afgrænset emne i form af musik og sang i gospelkor og derfor ikke opfyldte betingelsen om at vedrøre en bred og varieret mængde af emner. Undervisning i gospelkor blev derimod anset for at være specialiseret undervisning på samme måde, som det gør sig gældende i relation til svømmeundervisning, køreskoleundervisning og sejlundervisning, som omhandlet i EU-Domstolens praksis.
Skattestyrelsen har desuden lagt vægt på, at undervisning i dans ses at være af rent rekreativ karakter, da undervisningen vedrører deltagernes fritidsinteresse.
Momslovens § 13, stk. 1, nr. 3, er pr. 1. januar 2026 ændret således, at uddannelse af børn og unge under 30 år er momsfritaget. Skattestyrelsen har ved besvarelsen lagt til grund at deltagere i Spørgers danseundervisning og foredrag er over 30 år.
Hvis der i undervisningen og foredragene er deltagere, som er under 30 år, vil undervisningen af disse deltagere kunne være omfattet af momsfritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 3. Der er herved henset til, at det af bemærkningerne til lovændringen fremgår, at al uddannelse til børn og unge under 30 år som udgangspunkt være momsfritaget med lovændringen. Videre anføres det, at uddannelse forstås bredt, således at al undervisning af børn og unge under 30 år, som efter hidtidig administrativ praksis har være momsfritaget som anden undervisning, der har karakter af skolemæssig undervisning, vil være omfattet af momsfritagelsen af uddannelse af børn og unge.
Momsfritagelsen af kulturelle ydelser
Momslovens § 13, stk. 1, nr. 6, 1. led, momsfritager kulturelle aktiviteter, herunder biblioteker, museer, zoologiske haver og lignende.
Undtaget fra momsfritagelsen er ifølge § 13, stk. 1, nr. 6, 2. led, radio- og fjernsynsudsendelser, biograf- og teaterforestillinger, koncerter og lign., idet momspligten på den underholdnings-/forlystelsesprægede del af kulturlivet, som blev indført ved den oprindelige momslov fra 1968, er blevet videreført.
Bestemmelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 6, implementerer momssystemdirektivets artikel 132, stk. 1, litra n, hvorefter medlemsstaterne fritager visse kulturelle ydelser og varer med tilknytning hertil, der præsteres af offentligretlige organer eller andre kulturelle organer, som er anerkendt af den pågældende medlemsstat.
I medfør af momssystemdirektivets artikel 132, stk. 1, litra n, har medlemsstaterne fået en beføjelse til selv at afgøre, hvilke kulturelle tjenesteydelser, som skal være momsfritaget i det pågældende medlemsland. I sag C-592/15, British Film Institute, bemærkede EU-Domstolen, at ordene "visse kulturelle tjenesteydelser" ikke medfører fritagelse af alle kulturelle tjenesteydelser, men derimod giver medlemsstaterne en skønsmæssig beføjelse til at momsfritage visse kulturelle tjenesteydelser, mens de pålægger andre kulturelle tjenesteydelser moms.
Bestemmelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 6, indeholder en ikke-udtømmende liste over eksempler på kulturelle aktiviteter, som er omfattet af momsfritagelsen og en ikke-udtømmende liste med eksempler på aktiviteter, som ikke er momsfritagne. At oplistningerne i bestemmelsen ikke er udtømmende, har Skatterådet tillige fastslået i SKM2025.249.SR.
Bestemmelsen opregner efter sin ordlyd en række momsfritagne aktiviteter, som er karakteriseret ved at udgøre formidling af kultur, og som omfatter bl.a. kulturinstitutionerne biblioteker, museer og zoologiske anlæg. Derimod omfatter fritagelsen ikke aktiviteter, som er karakteriseret ved at være underholdnings-/forlystelsesprægede, og som varetages af visse kulturelle institutioner inden for musik- og scenekunst som fx koncert-/spillesteder, teatre m.fl. samt radio-/TV-udbydere.
Det er Skattestyrelsens opfattelse, at eksemplificeringen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 6, i udgangspunktet, betyder, at momsfritagelsen af kulturelle aktiviteter omfatter aktiviteter, som besidder tilsvarende karakteristika og betydning for dansk kultur, som det er tilfældet for museer, biblioteker og zoologiske haver. Da der alene er tale om eksempler på momsfritagne aktiviteter vil andre kulturelle aktiviteter tillige kunne momsfritages, men der må i relation hertil stilles skærpede krav til aktiviteternes betydning for og plads i den danske kulturarv, jf. SKM2025.728.SR.
Et eksempel herpå er den folkeoplysende voksenundervisning leveret af aftenskoler, daghøjskoler og folkeuniversiteter, som er berettiget til støtte efter folkeoplysningsloven, jf. SKM2025.455.SKTST. Af styresignalet fremgår, at Skattestyrelsen anser den folkeoplysende voksenundervisning for - under hensyn til dens vision, historie, og samfundsmæssige betydning - at være en del af dansk kultur.
Skatterådet har endvidere i SKM2025.728.SR anset bridgespil for en kulturel aktivitet momsfritaget efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 6. Skatterådet lagde ved vurderingen vægt på, at spillet optog en plads i den kulturelle arv, når der blev henset til spillets udøvelse, historie og de traditioner spillet indgik i i Danmark. Der blev ved vurderingen også lagt vægt på, at EU-Domstolen i sag C-90/16, The English Bridge Union specifikt nævnte, at bridge kunne omfattes af momsfritagelsen af kulturelle aktiviteter. Dertil kom, at Skattestyrelsen havde anerkendt, at voksenundervisning støttet efter folkeoplysningslovens § 4, stk. 1, nr. 1, var momsfritaget efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 6, jf. SKM2025.455.SKTST.
Skatterådet har i SKM2026.108.SR konkluderet, at undervisning i gospelkorsang ikke kunne momsfritages som en kulturel aktivitet. Der blev herved henset til, at undervisningen i gospelkorsang ikke kunne anses for at have tilsvarende karakteristika og betydning for dansk kultur, som det er tilfældet med eksempelvis museer, biblioteker og zoologiske haver. Undervisning i gospelkorsang kunne således ikke sammenlignes med andre momsfritagne kulturelle aktiviteter som bridgespil, fremvisninger af bl.a. rovfugle, adgang til hestevognskørsel inden for de fysiske rammer af et museum, adgang til en udstilling af guldaldermalerier og af statuer udført af Thorvaldsen.
Endelig tillagde Skatterådet det vægt, at undervisning i gospelkorsang i højere grad havde karakter af at være en underholdningspræget aktivitet på lige fod med teaterforestillinger og koncerter, som ikke kan omfattes af momsfritagelsen af kulturelle ydelser, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 6.
Momsfritagelsen af kulturelle ydelser blev indsat i momsloven i 1978, og det fremgår af bemærkningerne til loven, at radio- og fjernsynsydelser, teater- og biografforestillinger, koncerter o.lign. ikke omfattes af momsfritagelsen, samt at dette var i overensstemmelse med det gældende for området. Årsagen hertil skal findes i, at det af momsloven fra 1968 fremgik af § 2, stk. 2, litra l, at forlystelser, herunder teaterforestillinger, biografforestillinger, koncerter, varitéforestillinger og offentlige baller var momspligtige.
Der må derfor udover de i momslovens § 13, stk. 1, nr. 6, direkte nævnte aktiviteter antages at være momspligt for underholdnings-/forlystelsesaktiviteter i vid forstand. Det betyder, at ikke blot teaterforestillinger, men eksempelvis også ballet- og operaforestillinger er momspligtige, uanset disse måtte anses for at være en del af dansk kultur. Af praksis fremgår endvidere, at entréindtægter fra tivolier og byfester, spille-, behændigheds- og forlystelsesautomater opstillet i tivolier, restauranter og forretninger, jf. eksempelvis Mn. 19/67, Mn. 68/67, og UfR1979.463H, også er momspligtige. Hertil kommer salg af adgang til billardborde, og salg af adgang til en klub, der tilbød selskabelig underholdning og dans, også er momspligtige, jf. Mn. 313/71 og Mn. 789/82.
Spørger er en danseskole, som leverer ydelser i form af undervisning inden for en bestemt dansestilart, samt foredrag i relation hertil. På baggrund af en samlet konkret vurdering er det Skattestyrelsens opfattelse, at en sådan undervisning ikke kan anses for en kulturel aktivitet omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 6.
Der er herved henset til, at undervisning i denne dansestilart ikke ses at have tilsvarende karakteristika og betydning for dansk kultur, som det er tilfældet for museer, biblioteker og zoologiske haver. Undervisning på danseskoler ses således ikke at være sammenligneligt med fremvisninger af bl.a. rovfugle, adgang til hestevognskørsel inden for de fysiske rammer af et museum, adgang til en udstilling af guldaldermalerier og af statuer udført af Thorvaldsen samt fremvisning af dennes værksted på et gods eller med adgang til en park, der blev drevet som en udstillingsvirksomhed med planter, træer mv. i lighed med botaniske haver, som i henhold til praksis er omfattet af fritagelsen.
Skattestyrelsen vurderer desuden, at undervisning i dansestilarten i højere grad har karakter af at være en underholdningspræget aktivitet på lige fod med teaterforestillinger og koncerter, som ikke omfattes af momsfritagelsen af kulturelle ydelser, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 6.
Undervisning i dansestilarten ses endvidere i relation til vurderingen efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 6, at have mange væsentlige fælles karakteristika med undervisning i korsang, som Skatterådet har fastslået ikke opfylder betingelserne for momsfritagelse som en kulturel ydelse, jf. SKM2026.108.SR. Det er Skattestyrelsens vurdering, at undervisning i dansestilarten må anses for at have en tilsvarende betydning for- og plads i den danske kulturarv, som det er tilfældet med undervisning i gospelkorsang.
På samme måde, som det er anført af Spørger i relation til undervisning i dans, har undervisning i sang således en lang historisk forankring i Danmark. Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, som også uddanner sangere, blev grundlagt i 1867. Ligesom forskellige sangformer afspejler og formidler forskellige kulturelle traditioner og historisk udvikling. Kulturministeriet betragter endvidere sang som en del af scenekunsten, og UNESCO placerer sang i kategorien "living heritage". Uagtet dette fandt Skatterådet, at undervisning i korsang ikke kunne momsfritages som en kulturel aktivitet.
Det forhold, at dans ifølge Spørger går tilbage til 1700-tallet i Danmark, kan ikke i sig selv føre til, at Spørgers ydelse i form af undervisning i en bestemt dansestilart, kan anses for en momsfritaget kulturel ydelse. Der er således hverken holdepunkter i loven, forarbejderne eller retspraksis, som indikerer, at den historiske forankring skulle være afgørende i vurderingen.
Spørgers ydelser i form af undervisning i dansestilarten og foredrag i relation hertil kan således hverken omfattes af momsfritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 3 eller momslovens § 13, stk. 1, nr. 6.
Ydelserne er derfor momspligtige efter momslovens § 4, stk. 1.
Indstilling
Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Nej, se begrundelse".
Spørgsmål 2
Det ønskes bekræftet, at Spørgers workshops, der afholdes som en del af private arrangementer som polterabender, er momsfritaget.
Begrundelse
Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 1, hvoraf det fremgår, at undervisning i dansestilarten ikke opfylder betingelserne for momsfritagelse efter hverken momslovens § 13, stk. 1, nr. 3, eller momslovens § 13, stk. 1, nr. 6.
Det er Skattestyrelsens vurdering, at den samme vurdering gør sig gældende i relation til enkeltstående undervisnings-arrangementer som eksempelvis en polterabend-workshop.
Indstilling
Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 2 besvares med "Nej".
Skatterådets afgørelse og begrundelse
Skatterådet tiltræder Skattestyrelsens indstilling og begrundelse.