Spørgsmål

1. Kan Skatterådet bekræfte, at Spørger som ladestanderoperatør kan opnå tilbagebetaling af elafgift efter elafgiftslovens § 11 g (indsat ved lov nr. 1776 af 29. december 2025) af elforbrug til opladning af elbiler hos kunder i private husstande, der er omfattet af elvarmesatsen efter elafgiftslovens § 6, stk. 1, 1. pkt., når elektriciteten i disse husstande ikke er omfattet af andre regelsæt, og Spørger kan dokumentere, at den forbrugte elektricitet er fuldt afgiftspligtig for kunderne?

Svar

1. Ja, se dog indstilling og begrundelse

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger er et selskab, der leverer opladning af køretøjer til blandt andet private husstande gennem ladeinfrastruktur. Spørger opstiller og installerer ladestandere hos kunderne, driver disse for egen regning og risiko og har fuld råderet over dem, herunder adgang til løbende opdateringer og ændringer af software. Hver husstand har sit eget aftagenummer og modtager elektricitet direkte fra sin egen leverandør.

Spørger søger generelt om elafgiftsgodtgørelse, men ikke for de kunder, der samtidig har elvarme eller solcelleanlæg. Hos disse kunder har en del af det løbende elforbrug været undtaget fra fuld afgift som følge af de særlige regler herom. Nærværende anmodning omhandler de af Spørgers kunder, der har elopvarmede huse, hvor de "første" 4.000 kWh er blevet pålagt fuld elafgift, mens forbruget herudover er blevet pålagt reduceret afgift. Denne kombination af fuld afgift og reduceret sats har skabt væsentlige udfordringer for Spørger. Det skyldes, at det i praksis har været vanskeligt at dokumentere, at den elektricitet, som anvendes til opladning af elbiler, faktisk er fuldt afgiftsbelagt og dermed berettiger til elafgiftsgodtgørelse.

Spørger har hidtil forstået reglerne således, at de afgiftspligtige 4.000 kWh skulle fordeles forholdsmæssigt over hele forbrugsåret. Dette har også været Energinets praksis. Det svarer til ca. 10,95 kWh per dag, hvorefter alt yderligere forbrug ville være pålagt reduceret sats. Denne antagelse har betydet, at Spørger ikke har kunnet dokumentere præcist, hvilke dele af elforbruget der var henholdsvis fuldt afgiftspligtige og pålagt reduceret sats. Dermed har Spørger ikke kunnet dokumentere, at den elektricitet, der blev anvendt til opladning af kundernes køretøjer, var belagt med fuld elafgift og har på denne baggrund ikke ansøgt om refusion af elafgiften.

I september 2024 afgav Skattestyrelsen en vejledende udtalelse til Energinet om beregningsmodellen for reduceret elafgift i relation til elvarme, jf. elafgiftslovens § 6, stk. 1, 1. pkt. Ifølge udtalelsen skal slutkunder altid betale fuld elafgift af de første 4.000 kWh i et forbrugsår - ordret efter lovens ordlyd.

På denne baggrund ønsker Spørger nu afklaret, om der kan opnås fuld refusion af elafgiften i de måneder, hvor kunderne udelukkende betaler fuld elafgift, når elektriciteten specifikt anvendes til opladning af køretøjer. Spørger har tidligere undladt at søge om refusion for de kunder, der har elvarme eller solcelleanlæg, da Spørger antog, at opgørelsen skulle baseres på månedligt forbrug.

Der spørges udelukkende til de kunder, der er omfattet af elafgiftsloven § 6, og som ikke modtager elektricitet efter andre regelsæt - eksempelvis husstande med både elvarme og solceller.

Det bemærkes, at særordningen i § 21 i lov nr. 1353 af 21. december 2021 med lovforslag 25, 2025, er sat til at blive ophæves og integreret direkte i elafgiftsloven som et nyt § 11 g. Indholdet videreføres uændret, hvorfor ethvert svar til denne anmodning skal anses som gyldig også efter den foreslåede ændring per 1. januar 2026.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Spørger er af den opfattelse, at spørgsmål 1 besvares med "Ja".

Det er Spørgers opfattelse, at Spørger kan opnå godtgørelse af elafgift for elektricitet, der er afregnet og målt som forbrug til opladning af registrerede elbilers batterier, når Spørger kan dokumentere, at den forbrugte elektricitet er afgiftspligtig, til og med de første 4.000 kWh per husstand, indtil den måned hvor kunden overstiger de 4.000 kWh, og elforbruget herefter faktureres uden fuld elafgift.

Der vil formentlig i praksis altid være én måned om året, hvor den forbrugte elektricitet er pålagt "blandet" elafgift - nemlig den måned, hvor forbruget overstiger de 4.000 kWh. I denne måned vil det efter Spørgers opfattelse ikke være muligt at søge om elafgiftsrefusion.

Af elafgiftslovens § 11, stk. 1:

"Virksomheder, der er registreret efter merværdiafgiftsloven, kan bortset fra de nævnte tilfælde i stk. 2 få tilbagebetalt afgiften efter denne lov af den af virksomheden forbrugte afgiftspligtige elektricitet, herunder den afgiftspligtige elektricitet,…".

Af elafgiftslovens § 11, stk. 3:

"Tilbagebetaling kan ikke finde sted for afgiftspligtig elektricitet, som forbruges til lagring af energi i komponenter til fremdrift af registrerede eldrevne køretøjer…"

Af elafgiftslovens § 11, stk. 5:

"Afgiften tilbagebetales efter stk. 1 og stk. 3, 2. pkt., i samme omfang, som virksomheden har fradragsret for indgående merværdiafgift af elektricitet eller varme…. Til dokumentation af tilbagebetalingsbeløbet skal virksomheden kunne fremlægge fakturaer eller særskilte opgørelser, hvoraf størrelsen af afgiften fremgår, jf. § 11 a, stk. 9.". (Spørgers fremhævning)

Af elafgiftslovens § 11 c, stk. 1:

"Tilbagebetalingen af afgift efter § 11 nedsættes med 0,4 øre pr. kWh, dog med undtagelse af tilbagebetaling, der ydes efter § 11, stk. 3, 2. pkt."

Elafgiftslovens § 11 fastlægger hovedreglen om virksomheders adgang til tilbagebetaling af elafgift for eget forbrug samt undtagelsen i stk. 3, hvorefter tilbagebetaling ikke kan finde sted for elektricitet, der anvendes til lagring til fremdrift af registrerede eldrevne køretøjer - en bestemmelse, der dog midlertidigt ikke finder anvendelse på grund af en særordning.

I lov nr. 1353 af 21. december 2012 med senere ændringer (særordningen) fremgår af § 21, stk. 1:

"Der ydes tilbagebetaling af afgiften af den af virksomheden forbrugte afgiftspligtige elektricitet anvendt til opladning af batterier til registrerede elbiler. Tilbagebetalingen omfatter elektricitet anvendt i ladestandere, herunder hurtigladere, der drives for virksomhedens regning og risiko, og elektricitet anvendt til opladning af batterier på batteriskiftestationer. Tilbagebetalingen ydes i øvrigt i overensstemmelse med de øvrige bestemmelser i lov om afgift af elektricitet §§ 11, 11 a og 11 c."

I lov nr. 1353 af 21. december 2012 med senere ændringer (særordningen) fremgår af § 21, stk. 2:

"Tilbagebetalingen ydes uanset betingelsen i lov om afgift af elektricitet § 11, stk. 16*, om fradragsret i samme omfang, som virksomheden har fradragsret for merværdiafgift for elektricitet og varme. Som dokumentation for tilbagebetalingsbeløbet skal virksomheden på anmodning fremlægge opgørelser af målinger af den forbrugte elektricitet i ladestandere, herunder hurtigladere, og på batteriskiftestationer...".

*fejlhenvisning - retteligt er henvisningen til § 11, stk. 5.

Af Den Juridiske Vejledning E.A.4.6.3.2 Godtgørelse af afgift af elektricitet, fremgår:

"Det fremgår af lovforarbejderne, at der kan ydes godtgørelse af elafgift af elektricitet, der anses for leveret af virksomheden på de af virksomheden drevne ladebokse/ladestandere, placeret i virksomhedens kunders private hjem, men hvor elektriciteten kommer fra husholdningens normale elforsyning, og hvor elregningen, inkl. moms, betales af husholdningen."

Af forarbejderne til særordningen, LFF 2012-11-01 nr. 52, fremgår:

"Det er et krav, at der sker en måling af den elektricitet, der anvendes til opladning af batterier til elbiler. Kravet om måling gælder, uanset om ladestanderen er placeret i det offentlige rum, hos husholdninger eller andre steder. Måleren skal være placeret i ladestanderen. Kravet om måling gælder også, hvis virksomheden oplader batterierne til elbilen på batteriskiftestationer."

Lov nr. 1353 af 21. december 2012, § 21 (særordningen), indfører en midlertidig, men udtrykkelig undtagelse til elafgiftslovens § 11, stk. 3, hvorefter der kan ydes godtgørelse for elektricitet anvendt til opladning af batterier til registrerede elbiler. Særordningen følger som udgangspunkt de almindelige regler i elafgiftsloven, dog med undtagelse af § 11, stk. 5, 3. pkt.

For at være omfattet af ordningen skal ladestanderne drives for virksomhedens egen regning og risiko, og virksomheden skal kunne dokumentere det faktiske elforbrug ved hjælp af målere. Ordningen er foreløbigt forlænget til og med den 31. december 2030. Ifølge lovforarbejderne (LFF 2012-11-01 nr. 52) er formålet dels at skabe symmetri i forhold til elbiler og afgiftsbetaling, dels at understøtte udbredelsen af elbiler i Danmark.

Spørger driver sine ladestandere for egen regning og risiko og har fuld råderet over dem, herunder til at foretage løbende opdateringer og ændringer i softwaren. Alle ladestandere er udstyret med målere, der præcist registrerer den elektricitet, som anvendes til opladning af registrerede elbiler. Spørger kan derfor dokumentere, at målerne opfylder de krav, der stilles efter særordningen.

Efter særordningen er ladeoperatører som Spørger berettiget til refusion af elafgiften for den elektricitet, der forbruges til opladning af registrerede elbilers batterier, når betingelserne om drift for egen regning og risiko samt dokumentation af forbruget er opfyldt.

Af Den Juridiske Vejledning E.A.4.6.14.5:

"Ifølge praksisændringen kan der ikke stilles krav om, at påkrævede elmålere nødvendigvis skal opfylde kravene i BEK 582 af 28/05 2018 samt MI-003 i BEK 774 af 01/06 2022. 

Det er i styresignalet beskrevet, at SKM2024.303.SR indebærer, at en påkrævet elmåler efter § 21 i lov nr. 1353 af 21. december 2012 med senere ændringer alene skal have en karakter, så dens målinger kan dokumentere den forbrugte afgiftspligtige elektricitet for hvilken, der kan søges om afgiftsgodtgørelse."

Af det bindende svar, SKM2024.303.SR, fremgår:

"Det er herefter Skattestyrelsens vurdering, at spørger kan opnå afgiftsgodtgørelse af el forbrugt i ladestander efter § 21 i lov nr. 1353 af 21. december 2012 med senere ændringer, uanset om måleren er MID-godkendt eller ej, og uanset om måleren opfylder kravene i BEK. 582 af 28/05 2018 samt MI-003 i BEK. 774 af 01/06-2022 eller ej. "

Af den Juridiske Vejledning E.A.4.6.3.2 Godtgørelse af afgift af elektricitet, fremgår:

"Virksomheder kan få godtgjort elafgift af elektricitet forbrugt til opladning af registrerede elbilers batterier på de af virksomheden drevne ladestandere, herunder hurtigladere, når ladestanderen drives for virksomhedens regning og risiko, og virksomheden er involveret i driften heraf. Det fremgår af SKM2020.12.SR, at det ejendomsretlige ejerforhold til ladestanderen ikke er afgørende for muligheden for godtgørelse…"

Spørger har tidligere anmodet om bindende svar vedrørende dette forhold. Det kan derfor lægges til grund, at Spørger opfylder betingelser for særordningen, hvad angår driftsansvar og økonomisk risiko, samt at alt teknisk måleudstyr følger gældende regler og praksis på området.

Siden 2024 er praksis om målerkrav blevet skærpet og efterfølgende nuanceret. Tidligere har visse afgørelser lagt vægt på anvendelsen af MID-godkendte målere eller krav fastsat i bekendtgørelser. Nyere styresignaler samt Den Juridiske Vejledning, afsnit E.A.4.6.14.5, har imidlertid præciseret, at særordningens krav i visse tilfælde alene indebærer, at målingen skal kunne dokumentere det afgiftspligtige forbrug - og ikke nødvendigvis, at måleren opfylder samtlige tekniske bekendtgørelseskrav, som gælder for net-målepunkter.

Af det bindende svar, SKM2018.220.SR, følger SKATs indstilling og begrundelse:

"…Af de oplysninger der er forelagt SKAT fremgår det, at spørgers M4, måler den elektricitet der bruges til opladningen af elbilen.

Det er SKATs opfattelse, at opladningen af elbilen sker både med elektricitet produceret på solcelleanlægget (M1) og elektricitet fra det kollektive net (M3). Det er umiddelbart ikke muligt for spørger at registrere på M4, om der er tale om elektricitet fra solcellen, eller fra det kollektive net.

SKAT lægger til grund, at der alene er svaret elafgift af den elektricitet der forbruges fra det kollektive net..."

Af det bindende svar, SKM2024.367.SR, følger SKATs indstilling og begrundelse:

"… Grundprincippet i elafgiftsloven er, at der skal betales fuld afgift af elforbrug i almindelige husholdninger, mens momsregistrerede virksomheder har adgang til hel eller delvis godtgørelse af afgiften.

Virksomheder, der oplader elbiler, kan som udgangspunkt få elafgiften godtgjort for den elektricitet, der er anvendt til opladningen af elbilen, jf. § 21, stk. 1, i lov om ændring af lov om afgift af elektricitet (Godtgørelse af elafgift for el forbrugt til opladning af batterier til registrerede elbiler). Med denne godtgørelsesordning er det lagt til grund, at det er virksomheden, der oplader elbiler, dvs. i denne sag spørger, som er forbruger af elektriciteten til opladning af kundens elbil, og ikke elbilejeren[…].

SKAT lægger til grund, at der alene er svaret elafgift af den elektricitet der forbruges fra det kollektive net…"

Som det fremgår af Skatterådets bindende svar fra henholdsvis 2018 og 2024, er dokumentationen et afgørende element, jf. elafgiftsloven § 11, stk. 5. I begge sager lagde Skatterådet vægt på, at der ikke kunne skelnes mellem, om elektriciteten var afgiftspligtig eller afgiftsfri, idet der manglede konkret dokumentation for, om elektriciteten stammede fra solcelleanlæg eller fra det kollektive net. Dermed kunne virksomhederne risikere at opnå godtgørelse for elektricitet, hvor der aldrig var betalt afgift.

Den samme argumentation er blevet anvendt i branchen i relation til elopvarmede huse, hvor der (nu tidligere) blev foretaget en forholdsmæssig fordeling af de 4.000 afgiftspligtige kWh per dag, mens faktureringen skete per måned. Dette medførte, at Spørgers kunder modtog fakturaer på deres aftagenummer, hvorpå der både var faktureret elektricitet med fuld elafgift og med reduceret elafgift. Spørger har derfor - også efter egen opfattelse - ikke kunnet dokumentere, hvilke kWh der blev anvendt til opladning af køretøjet, og har dermed undladt at anmode om elafgiftsgodtgørelse, baseret på en analog fortolkning af de bindende svar fra 2018 og 2024 vedrørende solceller.

Af elafgiftsloven § 6, stk. 1, 1. pkt.:

"Af forbrug af elektricitet i ferielejligheder til eget brug, sommerhuse og helårsboliger, der opvarmes ved elektricitet, betales en afgift på 0,8 øre pr. kWh af den del af forbruget, der overstiger 4.000 kWh årligt…".

Af elafgiftsloven § 6, stk. 4:

"Når den, der er omfattet af et aftagenummer, skifter elhandelsvirksomhed inden for 1 år, fordeles de 4.000 kWh årligt nævnt i stk. 1, 1. pkt., forholdsmæssigt mellem delperioderne før og efter et skift afhængigt af delperiodernes længde. 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse ved skift, som forekommer, når en elhandelsvirksomhed overtager det forretningsmæssige forhold til den, som er omfattet af et aftagenummer, fra en registreret virksomhed."

Energinets nye metode for beregning af reduceret elafgift ved elvarmeregistrering:

"Når man som slutkunde er registreret med elvarme, skal man årligt betale fuld elafgift af 4.000 kWh, mens man af forbrug herover alene skal betale den reducerede elafgiftssats. Frem til nu har betalingen af de 4.000 kWh til fuld afgift været fordelt over hele året. Dette ændres såvel fremadrettet som historisk, så der skal betales fuld elafgift af de første 4.000 kWh.

Hvad betyder ændringen?

·         For langt hovedparten af kunder med elvarme vil ændringen alene være af minimal karakter.

·         For kunder med stort forbrug vil det i 2023 medføre reduceret elafgiftsbetaling.

·         Der vil være enkelte kunder, som vil opleve en øget elafgiftsbetaling - det vil særligt være kunder med årsbaserede anlæg, der ikke har kalenderåret som opgørelsesperiode.

·         Alle kunder vil for 2025 opleve, at betalingen for elafgift er stigende i de første måneder af året - det vil være tilfældet indtil forbruget har passeret 4.000 kWh.

Alle korrektioner vil være gennemført i DataHub-systemet senest ved udgangen af april 2025, og vil samtidig være udsendt til relevante elleverandører. På denne baggrund er det Energinet DataHubs forventning, at elleverandører umiddelbart herefter udarbejder nyt afregningsgrundlag til kunderne.

Baggrund for ændringen

Den hidtidige model har været anvendt siden engrosmodellens implementering 1. april 2016 uden dette har givet anledning til bemærkninger. Men med den midlertidige nedsættelse af elafgiftssatsen 1. halvår 2023 modtog Energinet DataHub flere henvendelser fra slutkunder, som anfægtede, hvorvidt modellen var i overensstemmelse med lovgivningen. På denne baggrund anmodede Energinet derfor Skattestyrelsen i august 2023 om en vejledende udtalelse om beregning af reduceret elafgift for elvarme. 

Energinet modtog svar fra Skattestyrelsen i september 2024, og Skattestyrelsen tilkendegav i denne, at de var uenig i den af DataHub anvendte beregningsmodel for reduceret elvarme. 

Skattestyrelsen tilkendegav, at slutkunder altid skal betale fuld elafgift af de første 4.000 kWh i et forbrugsår, for herefter at betale reduceret elafgift af resterende forbrug. DataHub har på denne baggrund ændret sin beregningsmodel, og vil korrigere beregninger tilbage til 1. januar 2023. For årsnettofiserede anlæg, som har anden opgørelsesperiode end kalenderåret vil korrektionen blive beregnet fra den opgørelsesperiode hvor 1. januar 2023 indgår.

Se den vejledende udtalelse fra Skattestyrelsen her ".

Vejledende udtalelse fra Skattestyrelsen:

"Til Energinet, 

I har i mail af 28. august 2023 anmodet Skattestyrelsen om en vejledende udtalelse vedrørende Datahubbens beregningsmotor i forhold til fordeling af 4.000 kWh og reduceret elafgift efter elafgiftslovens § 6, stk. 1. 1. pkt. 

Der har været møde mellem Skattestyrelsen og Jer den 31. maj 2024, hvor Skattestyrelsen tilkendegav, at det vurderes, at elafgiftslovens § 6, stk. 4 har et særligt anvendelsesformål i forhold til at håndtere de situationer, der er nævnt i bestemmelsen, og det princip om fordeling, der fremgår af bestemmelsen, ikke kan fortolkes som værende et generelt princip om fordeling af 4.000 kWh i elafgiftslovens § 6, stk. 1, 1. pkt., og at beregningsmetoden derfor ikke er i overensstemmelse med elafgiftslovens § 6, stk. 1, 1. pkt. 

I har efterfølgende den i mail af 27. august 2024 oplyst, at Energinet DataHub A/er ved at udvikle DataHub 3.0, og at vil Energinet vil igangsætte udviklingen på baggrund af den nuværende model, da Energinet endnu ikke har modtaget en vejledende udtalelse fra Skattestyrelsen. 

Skattestyrelsen skal hertil vejledende udtale følgende: 

I har i jeres anmodning af 28. august 2023 forklaret følgende om modellen og fordelen ved modellen:

"Energinet beregner elafgiften til såvel normal-som reduceret sats i DataHub ud fra en model, hvor de 4.000 kWh omregnes til en dagssum på 10,959 kWh. 

Der skal således på dagsbasis betales fuld afgift af de 10,959 kWh og forbrug herudover kan afregnes til den reducerede sats, forudsat at mængden til fuld afgift er afregnet frem til dagsberegning. Elvarmeåret følger kalenderåret, og det betyder, at hvis slutkunden på den 61. dag har et dagsforbrug på 20 kWh, så kan mængden over de 10,959 kWh afregnes til den reducerede sats i fald kunden for de foregående 60 dage har afregnet fuld afgift af 60*10,959 kWh. 

Årligt sker der en genberegning, som sikrer, at kunden altid betaler fuld afgift af 4.000 kWh.

·         At slutkunderne får udjævnet deres afgiftsbetaling over året - dvs. de får også reduceret elafgift på forbrug, som ligger først i varmeopgørelsesperioden.

·         Den kan bruges i relation til opgørelsen, jf. elafgiftslovens § 6, stk. 4, ved skift af elleverandør.

·         Ved skift i elafgiftens størrelse sikrer modellen, at de 4.000 kWh fordeles i henhold til forskellige prisperioder."

 

I har desuden i mail af 10. oktober 2023 forklaret følgende om valg af den pågældende model: 

"Baggrunden for valg af model er, at vi har lagt elafgiftslovens § 6 stk. 4 til grund for alle opgørelser - "Når den, der er omfattet af et aftagenummer, skifter elhandelsvirksomhed inden for 1 år, fordeles de 4.000 kWh årligt nævnt i stk. 1, 1. pkt., forholdsmæssigt mellem delperioderne før og efter et skift afhængigt af delperiodernes længde 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse ved skift, som forekommer, når en elhandelsvirksomhed overtager det forretningsmæssige forhold til den, som er omfattet af et optagenummer, fra en registreret virksomhed.". 

Det vil sige uanset periodelængde, så er der altid en "forholdsmæssig opgørelse" der finder sted. Vi har valgt den tilgang, da den var defineret i loven for et bestemt forhold og vurderede, at det nok også skulle være sådan i andre tilfælde, så vi ikke havde forskellige opgørelsesmetoder." 

Vurdering:

Den reducerede elafgift blev indført pr. 1. april 1986 i elafgiftslovens § 6, stk. 1, ved lov nr. 162 af 21. marts 1986, og betingelserne for at opnå den reducerede elafgift blev fastlagt i bekendtgørelse nr. 456 af 10. juli 1986. 

Det fremgår af den oprindelige bestemmelse i lov nr. 162 af 21. marts 1986, at af forbrug af elektricitet, der overstiger 4.000 kWh årligt i helårsboliger, der opvarmes ved elektricitet, er satsen 26,0 øre pr. kWh. Derudover fremgår det af § 1, stk. 2 i bekendtgørelse nr. 456 af 10. juli 1986, at kun forbrug af elektricitet, der overstiger 4.000 kWh årligt pr. boligenhed, kan afgiftsberigtiges efter den særlige elvarmesats. 

Med virkning 1. april 2016 blev betingelserne indsat i elafgiftslovens § 6, stk. 1, 1. pkt., og stk. 3, og bekendtgørelsen nr. 456 af 10. juli 1986 blev ophævet. 

Det fremgår af nugældende elafgiftslovs § 6, stk. 1, 1. pkt., at der af forbrug af elektricitet i ferielejligheder til eget brug, sommerhuse og helårsboliger, der opvarmes ved elektricitet, betales en afgift på 0,8 øre pr. kWh af den del af forbruget, der overstiger 4.000 kWh årligt. 

Det fremgår ikke specifikt af ordlyden af elafgiftslovens § 6, stk. 1, 1. pkt., om "4.000 kWh årligt", om opgørelsen heraf skal ske ud fra elvamekundens løbende elforbrug, således at når det samlede elforbrug i løbet af året er målt til at overstige 4.000 kWh, skal elforbruget for resten af året pålægges den reduceret elafgift, eller om opgørelsen skal eller kan foretages som et dagligt forbrug, der skal overskrides før der leveres el til den reduceret sats, hvilket er den fremgangsmåde, som Energinet anvender i beregningsmotoren. 

Det er dog Skattestyrelsens vurdering, at det af ordlyden følger, at der skal betales fuld afgift af de første 4.000 kWh, der forbruges årligt og reduceret afgift af det resterende forbrug årligt. Dette bekræftes af, at den fremgangsmåde som Energinet anvender, ifølge elafgiftslovens § 6, stk. 4, skal anvendes ved leverandørskift. Såfremt fremgangsmåden skulle følge af stk. 1, ville bestemmelsen i stk. 4 ikke være fornøden. 

Af Den juridiske vejledning 2024-2, afsnit E.A.4.3.6.1, fremgår bl.a. at: 

"Af de første 4.000 kWh årligt skal der betales afgift efter satsen for andet forbrug af elektricitet. Derefter gælder den lave sats."

Denne formulering har fremgået af Den juridiske vejledning siden 2012. 

Det er således Skatteforvaltningens praksis, at forbrugskravet i elafgiftslovens § 6, stk. 1, 1. pkt., administreres i overensstemmelse med ovennævnte vurdering af ordlyden i § 6, stk. 1. 

Skattestyrelsen har i mail af 10. oktober 2023 spurgt jer om, hvorvidt den fortolkning af elafgiftslovens § 6, stk. 1, 1. pkt., der ligger til grund for beregningsmotorens fordeling af 4.000 kWh ud på årets dage, er baseret på tidligere notater eller andet fra SKAT. I har I har i jeres svar derpå i mail af 10. oktober 20023 ikke henvist til notater eller andet fra SKAT, men alene til sin egen vurdering af elafgiftsloven. 

I har som begrundelse for den valgte model henvist til, at elafgiftslovens § 6, stk. 4, om forholdsmæssig fordeling af de 4.000 kWh mellem delperioderne før og efter et skift afhængigt af delperiodernes længde ved skift af elleverandør, også skal finde anvendelse i andre tilfælde, så der ikke anvendes forskellige opgørelsesmetoder. 

Det fremgår af elafgiftslovens § 6, stk. 4, at:

"Når den, der er omfattet af et aftagenummer, skifter elhandelsvirksomhed inden for 1 år, fordeles de 4.000 kWh årligt nævnt i stk. 1, 1. pkt., forholdsmæssigt mellem delperioderne før og efter et skift afhængigt af delperiodernes længde. 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse ved skift, som fremkommer, når en elhandelsvirksomhed overtager det forretningsmæssige forhold til den, som er omfattet af et aftagenummer, fra en registreret virksomhed." 

Det følger dermed af ordlyden, at den forholdsmæssige fordeling af de 4.000 kWh er begrænset til skift af elhandelsvirksomhed og skift fra en registreret virksomhed til en elhandelsvirksomhed. 

Muligheden for en forholdsmæssig fordeling af de 4.000 kWh i elafgiftslovens § 6, stk. 4, ved leverandørskifte kan efter Skattestyrelsens opfattelse, ikke overføres som en generel regel/princip i forhold til opgørelsestidspunktet af de 4.000 kWh efter elafgiftslovens § 6, stk. 1, 1. pkt., da muligheden er afgrænset til de situationer, der direkte fremgår af elafgiftslovens § 6, stk. 4. Det vil også stride mod formålet med og behovet for elafgiftslovens § 6, stk. 4, og praksis som beskrevet i Den juridiske vejledning 2024-2, E.A.4.3.6.1, hvis den forholdsmæssige fordeling også skulle anvendes i forhold til elafgiftslovens § 6, stk. 1, 1. pkt. 

Det er herefter sammenfattende Skattestyrelsens vurdering, at den pågældende beregningsmotor med fordeling af 4.000 kWh ud på de enkelte dage i elvarmeåret svarende til 10,959 kWh pr. dag, ikke er i overensstemmelse med elafgiftslovens § 6, stk. 1, 1. pkt."

Energinets ændrede metodik, sammenholdt med Skattestyrelsens vejledende udtalelse giver Spørger anledning til at genoverveje mulighederne for at anmode om elafgiftsgodtgørelse. Skattestyrelsen har fastslået, at de første 4.000 kWh per husstand i et forbrugsår er pålagt fuld elafgift, mens forbrug herudover kan afregnes med reduceret sats eller være afgiftsfrit. Denne klare kvantitative afgrænsning ændrer rammerne for dokumentation og afregning for Spørger.

Skattestyrelsens udtalelse betyder, at det ikke længere er nødvendigt at anvende en forholdsmæssig dag-for-dag fordelingsmodel for at afgøre, hvilke kWh der er fuldt afgiftspligtige. Energinet har efterfølgende tilpasset sin beregningsmetode og korrigeret historiske data i overensstemmelse hermed.

Spørger har elmålere på alle ladestandere, der præcist registrerer kWh-forbruget til opladning af registrerede elbiler, og disse målinger kan fremlægges som særskilte opgørelser.

Eftersom Energinet nu pålægger fuld elafgift på de første 4.000 kWh, vil kunderne have en række måneder fra starten af forbrugsåret, hvor den betalte elektricitet til deres elleverandør er fuldt afgiftspålagt. Dette, kombineret med Spørgers ordinære procedurer for måling og dokumentation af ladestanderens forbrug, medfører, at Spørger, indtil den måned, hvor husstanden overskrider 4.000 kWh, kan dokumentere, at der er betalt fuld elafgift på det forbrug, der er registreret i ladestanderen. Dermed elimineres risikoen for dobbeltrefusion af afgift, som aldrig er blevet betalt, i modsætning til de bindende svar fra 2018 og 2024.

I de tidligere bindende svar fra 2018 og 2024 var dokumentationsproblemet særligt udtalt, fordi der var flere parter involveret - henholdsvis kunden med solcelleanlæg og ladeoperatøren - hvilket gjorde det umuligt at fastslå, om der reelt var betalt afgift af den elektricitet, som blev godtgjort. I den aktuelle situation er Spørger derimod den entydige ladeoperatør; målingen sker direkte i ladepunktet, og afregningen sker på husstandens eget aftagenummer. Denne kombination eliminerer den centrale usikkerhed, der gjorde sig gældende i de tidligere sager.

På baggrund af Skattestyrelsens vejledende udtalelse, Energinets tilpasning af beregningsmetoden samt Spørgers egen tekniske opsætning, kan Spørger nu dokumentere, at betingelserne for godtgørelse efter særordningen er opfyldt for de kWh, der er målt som opladning og ligger inden for de første 4.000 kWh. Spørger mener derfor at kunne indgive anmodning om godtgørelse og videreføre refusionen til slutkunderne.

Det er på denne baggrund Spørgers opfattelse, at den beskrevne situation under spørgsmål 1 opfylder betingelserne, hvorfor spørgsmålet ønskes besvaret bekræftende.

Skattestyrelsens indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at Spørger som ladestanderoperatør kan opnå tilbagebetaling af elafgift efter elafgiftslovens § 11 g (indsat ved lov nr. 1776 af 29. december 2025) af elforbrug til opladning af elbiler hos kunder i private husstande, der er omfattet af elvarmesatsen efter elafgiftslovens § 6, stk. 1, 1. pkt., når elektriciteten i disse husstande ikke er omfattet af andre regelsæt, og Spørger kan dokumentere, at den forbrugte elektricitet er fuldt afgiftspligtig for kunderne.

Begrundelse

Spørgers anmodning om bindende svar vedrører, om Spørger som ladestanderoperatør kan opnå tilbagebetaling af elafgift ved opladning af batterier til elbiler efter elafgiftslovens 11 g hos kunder i private husstande, der er omfattet af den nedsatte elvarmesats efter elafgiftslovens § 6, stk. 1, 1. pkt.

Spørger har oplyst, at der udelukkende spørges til de kunder, der er omfattet af elafgiftsloven § 6, stk. 1, 1. pkt. Det vil sige, at elektriciteten i disse husstande ikke er omfattet efter andre regelsæt - som det eksempelvis er tilfældet med husstande med både elvarme og solceller.

Reglerne for tilbagebetaling af elafgift ved opladning af batterier til elbiler, er ændret ved § 1, nr. 5 i lov nr. 1776 af 29. december 2025.

Tidligere fremgik reglerne for ordningen om tilbagebetaling af elafgift ved opladning af elbiler (særordningen) i § 21 i lov nr. 1353 af 21. december 2012 med senere ændringer er ophævet ultimo 2025.

De ophævede regler for særordningen er indsat som en ny § 11 g i elafgiftsloven.

Lovreglerne trådte i kraft den 1. januar 2026 og gælder indtil den 31. december 2030. Særordningen i dens nye form er dermed tidsbegrænset på samme måde som tidligere.

Af elafgiftslovens § 11 g fremgår (uddrag):

"§ 11 g. Der ydes tilbagebetaling af afgiften af den afgiftspligtige elektricitet, der af virksomheden er forbrugt til opladning af batterier til registrerede elbiler i perioden fra og med den 1. januar 2026 til og med den 31. december 2030. Tilbagebetalingen omfatter elektricitet anvendt i ladestandere, der drives for virksomhedens regning og risiko, og elektricitet anvendt til opladning af batterier på batteriskiftestationer. Tilbagebetalingen ydes i øvrigt i overensstemmelse med §§ 11, 11 a og 11 c.

Stk. 2. Tilbagebetalingen ydes uanset betingelsen i § 11, stk. 5. Som dokumentation for tilbagebetalingsbeløbet skal virksomheden på anmodning fremlægge opgørelser af målinger af den forbrugte elektricitet i ladestandere og på batteriskiftestationer.

[…]"

Det fremgår af forarbejderne til lov nr. 1776 af 29. december 2025, at overflytningen af lovreglerne for den hidtil eksisterende ordning for tilbagebetaling af elafgift ved opladning af elbiler (særordningen) til en ny § 11 g i elafgiftsloven alene har lovteknisk karakter og skal sikre, at særordningen, der vedrører tilbagebetaling af elafgift, fremgår af elafgiftsloven. Det fremgår endvidere, at praksis angående særordningen forud for § 11 g i elafgiftsloven er relevant for forståelsen af § 11 g.

Det betyder, at der fortsat stilles krav om, at ladestanderen skal drives for virksomhedens regning og risiko, og at virksomheden skal være involveret i driften af ladestanderen og måleren skal sidde i ladestanderen samt de øvrige krav der er fastslået i praksis via den tidligere særordning fortsat gør sig gældende i elafgiftslovens § 11 g.

Det fremgår af elafgiftslovens § 6, stk. 1, 1. pkt., at der af forbrug af elektricitet i ferielejligheder til eget brug, sommerhuse og helårsboliger, der opvarmes ved elektricitet, betales en afgift på 0,8 øre pr. kWh af den del af forbruget, der overstiger 4.000 kWh årligt.

Hvis det aftagenummer som forbruget i ladestanderen knytter sig til, vedrører en bolig, som er registreret i BBR som opvarmet ved elektricitet, og at aftagenummeret er indmeldt i Datahubben som vedrørende en elopvarmet bolig omfattet af elvarmesatsen i elafgiftslovens § 6, stk. 1, 1. pkt., kan elektriciteten leveres til aftagenummeret med en reduceret elafgiftssats på 0,8 øre/kWh, af forbrug af elektricitet over 4.000 kWh.

Når forbruget på aftagenummeret har oversteget 4.000 kWh, vil al forbruget på aftagenummeret, herunder forbruget af elektricitet i ladestanderen, være afgiftsbelagt med 0,8 øre/kWh og ikke den fulde elafgiftssats.

 Ved lov nr. 1775 af 29. december 2025 blev satsen for den almindelige elafgift midlertidigt nedsat, således at den fra 1. januar 2026 til den 31. december 2027 udgør EU’s minimumssats 0,8 øre pr. kWh, som dermed samtidig udgør den fulde afgiftssats.

Ladestanderoperatøren vil som dokumentation for mængden af elektricitet anvendt til opladning af elbilen anvende ladestanderens måledata vedrørende forbruget af elektricitet og vil anmode om tilbagebetaling af den målte mængde elektricitet med den fulde elafgiftssats.

Det betyder, at der som udgangspunkt vil være en risiko for, at der ikke vil være betalt fuld elafgift af den elektricitet, der anvendes i ladestanderen til opladning af elbilen, og ladestanderoperatøren vil derfor få tilbagebetaling med den fulde elafgift af en mængde elektricitet, der ikke er beskattet med den fulde elafgiftssats. Det skyldes, at kunder i disse husstande modtager fakturaer på deres aftagenummer, hvorpå der både er faktureret elektricitet med fuld elafgift og med reduceret elafgift. Dermed vil det ikke kunne dokumenteres, hvilke kWh der blev anvendt til opladning af elbilen.

For at en ladestanderoperatør kan opnå tilbagebetaling vedrørende fuld elafgift efter elafgiftslovens § 11 g af elforbrug til opladning af elbiler hos kunder i private husstande, der er omfattet af elvarmesatsen efter elafgiftslovens § 6, stk. 1, 1. pkt., skal ladestanderoperatøren kunne dokumentere, at elforbruget i ladestanderen stammer fra fuld elafgiftsbelagt elektricitet.

Hertil har Spørger oplyst, at Energinet har udstedt en ny metode for beregning af reduceret elafgift ved elvarmeregistrering. Ifølge den nye beregningsmodel for reduceret elafgift i relation til elvarme, jf. elafgiftslovens § 6, stk. 1, 1. pkt., skal slutkunder altid betale fuld elafgift af de første 4.000 kWh i et forbrugsår, for herefter at betale reduceret elafgift af det resterende forbrug i året. DataHubben hos Energinet har på denne baggrund ændret sin beregningsmodel. Tidligere har betalingen af de 4.000 kWh til fuld afgift været fordelt over hele året, hvilket nu er ændret.  

Spørger har videre oplyst om sin tekniske opsætning, at Spørger har elmålere på alle ladestandere, der præcist registrerer kWh-forbruget til opladning af registrerede elbiler, og disse målinger kan fremlægges som særskilte opgørelser. Spørger har uddybet dette med, at målingen sker direkte i ladepunktet, og afregningen sker på husstandens eget aftagenummer.

Dette, kombineret med Spørgers ordinære procedurer for måling og dokumentation af ladestanderens forbrug, medfører, at Spørger efter det oplyste, indtil den måned, hvor husstanden overskrider 4.000 kWh, kan dokumentere, at der er betalt fuld elafgift på det forbrug, der er registreret i ladestanderen.

Skattestyrelsen vurderer, at i forhold til Spørgers kunder med elvarmesats kan Spørger opnå tilbagebetaling for en periode, hvor der er betalt fuld elafgift (de første 4.000 kWh), når Spørger som dokumentation for tilbagebetalingsbeløbet på anmodning kan fremlægge opgørelser af målinger af kundens fuldt afgiftspligtige elforbrug i perioden fra det aftagenummer, der forsyner ladestanderen med elektricitet, og med angivelse af aftagenummeret. Det er forudsat, at Spørger i øvrigt opfylder alle betingelserne for tilbagebetaling i elafgiftslovens § 11 g. Spørger har som ladestanderoperatør ligeledes mulighed for at få tilbagebetaling af elafgift for den mængde elektricitet til ladestander, der stammer fra kundens forbrug, der overskrider grænsen på de 4.000 kWh. Det svarer til en tilbagebetaling af 0,4 øre pr. kWh.

Ovennævnte indebærer, at hvis fx en kunde betaler fuld elafgift i årets første syv uger, og dette som nævnt kan dokumenteres, vil ladestanderoperatøren have ret til tilbagebetaling af fuld elafgift vedrørende ladestanderen for de syv uger. Efter de syv uger i eksemplet har ladestanderoperatøren fortsat ret til tilbagebetaling, men her vil tilbagebetalingen være mindre, da den betalte elafgift er 0,8 øre. pr kWh, hvoraf tilbagebetalingen udgør 0,4 øre. pr. kWh.  

Det bemærkes supplerende, at ved lov nr. 1775 af 29. december 2025 blev satsen for den almindelige elafgift midlertidigt nedsat, således at den fra 1. januar 2026 til den 31. december 2027 udgør EU’s minimumssats 0,8 øre pr. kWh. Det har den betydning for Spørger, at for årene 2026-2027 vil Spørgers kunder, uanset de er omfattet af elvarmesatsen efter elafgiftslovens § 6, stk. 1, 1. pkt., betale fuld elafgift i disse år. Det betyder, at der i de to år ikke er to afgiftssatser for Spørgers kunder med elvarme, der er omfattet af elafgiftslovens § 6, stk. 1, 1. pkt.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Ja, se dog indstilling og begrundelse".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder Skattestyrelsens indstilling og begrundelse.

Lovgrundlag, forarbejder og praksis

Spørgsmål 1

Lovgrundlag

Elafgiftsloven (LBK nr. 1284 af 03/11/2023)

"§ 1:

Efter bestemmelserne i denne lov svares en afgift til statskassen af elektricitet, der forbruges her i landet.

§ 6:

Stk. 1. Af forbrug af elektricitet i ferielejligheder til eget brug, sommerhuse og helårsboliger, der opvarmes ved elektricitet, betales en afgift på 0,8 øre pr. kWh af den del af forbruget, der overstiger 4.000 kWh årligt. Af andet forbrug af elektricitet betales en afgift på 0,8 øre pr. kWh fra og med den 1. januar 2023 til og med den 30. juni 2023, 65,5 øre pr. kWh (2015-niveau) fra og med den 1. juli 2023 til og med den 31. december 2023, 66,7 øre pr. kWh (2015-niveau) fra og med den 1. januar 2024 til og med den 31. december 2024, 60,9 øre pr. kWh (2015-niveau) fra og med den 1. januar 2025 til og med den 31. december 2025, 0,8 øre pr. kWh fra og med den 1. januar 2026 til og med den 31. december 2027, 60,9 øre pr. kWh (2015-niveau) fra og med den 1. januar 2028 til og med den 31. december 2029 og 59,9 øre pr. kWh (2015-niveau) fra og med den 1. januar 2030.

[…]

§ 11, stk. 1:

Virksomheder, der er registreret efter merværdiafgiftsloven, kan bortset fra de nævnte tilfælde i stk. 2 få tilbagebetalt afgiften efter denne lov af den af virksomheden forbrugte afgiftspligtige elektricitet, herunder den afgiftspligtige elektricitet, som en udlejer af havneplads forsyner sine lejeres medbragte lystfartøjer med uden særskilt betaling, og den afgiftspligtige elektricitet, som en udlejer af campingplads forsyner sine lejeres medbragte campingenheder og køretøjer med uden særskilt betaling.

Stk. 5:

Afgiften tilbagebetales efter stk. 1 og stk. 3, 2. pkt., i samme omfang, som virksomheden har fradragsret for indgående merværdiafgift af elektricitet eller varme. Tilbagebetaling omfatter dog ikke afgift af energi i relation til aktiviteter nævnt i momslovens § 37, stk. 7 og 8. Til dokumentation af tilbagebetalingsbeløbet skal virksomheden kunne fremlægge fakturaer eller særskilte opgørelser, hvoraf størrelsen af afgiften fremgår, jf. § 11 a, stk. 9.

§ 11 c, stk. 1:

Tilbagebetalingen af afgift efter § 11 nedsættes med 0,4 øre pr. kWh, dog med undtagelse af tilbagebetaling, der ydes efter § 11, stk. 3, 2. pkt.

§ 11 g

Stk. 1. Der ydes tilbagebetaling af afgiften af den afgiftspligtige elektricitet, der af virksomheden er forbrugt til opladning af batterier til registrerede elbiler i perioden fra og med den 1. januar 2026 til og med den 31. december 2030. Tilbagebetalingen omfatter elektricitet anvendt i ladestandere, der drives for virksomhedens regning og risiko, og elektricitet anvendt til opladning af batterier på batteriskiftestationer. Tilbagebetalingen ydes i øvrigt i overensstemmelse med §§ 11, 11 a og 11 c.

Stk. 2. Tilbagebetalingen ydes uanset betingelsen i § 11, stk. 5. Som dokumentation for tilbagebetalingsbeløbet skal virksomheden på anmodning fremlægge opgørelser af målinger af den forbrugte elektricitet i ladestandere og på batteriskiftestationer.

[…]"

Det kan oplyses, at elafgiftslovens § 11 g med særordningen er trådt i kraft 1. januar 2026 samtidig blev særordningen, som den fremgik af § 21 i lov nr. 1353 af 21. december 2012 med senere ændringer ophævet ved udgangen af 2025. Dette er gennemført ved ændringslov nr. 1776 af 29. december 2025.

Forarbejder

Lov nr. 1776 af 29. december 2025 om ændring af lov om afgift af elektricitet og forskellige andre love - 2025/1 LSF 25

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

"[…]

Til nr. 5

Ifølge elafgiftslovens § 11, stk. 1, kan virksomheder, der er registreret efter merværdiafgiftsloven, bortset fra de nævnte tilfælde i stk. 2 få tilbagebetalt afgiften efter elafgiftsloven af den af virksomheden forbrugte afgiftspligtige elektricitet, og efter § 11 a, stk. 1, opgøres tilbagebetalingsbeløbet efter § 11, stk. 1, for den periode, som virksomheden anvender ved angivelsen af afgiftstilsvaret efter merværdiafgiftsloven.

Tilbagebetalingen af afgift efter § 11 nedsættes med 0,4 øre pr. kWh, jf. elafgiftslovens § 11 c, stk. 1.

På denne baggrund blev reglerne for tilbagebetaling af elafgift af elektricitet forbrugt til opladning af batterier til registrerede elbiler præciseret. Særordningen blev indført ved § 21 i lov nr. 1353 af 21. december 2012 og er forlænget ad flere omgange og senest til og med den 31. december 2030 ved § 6 i lov nr. 203 af 13. februar 2021. Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås at indsætte et nyt § 11 g, stk. 1, i elafgiftsloven, hvoraf fremgår, at der ydes tilbagebetaling af afgiften af den afgiftspligtige elektricitet, der af virksomheden er forbrugt til opladning af batterier til registrerede elbiler i perioden fra og med den 1. januar 2026 til og med den 31. december 2030. Tilbagebetalingen omfatter elektricitet anvendt i ladestandere, der drives for virksomhedens regning og risiko, og elektricitet anvendt til opladning af batterier på batteriskiftestationer. Tilbagebetalingen ydes i øvrigt i overensstemmelse med §§ 11, 11 a og 11 c.

Efter forslaget vil alle virksomheder kunne få tilbagebetalt elafgift af elektricitet forbrugt til opladning af registrerede elbilers batterier på virksomhedens ladestandere, når ladestanderen drives for virksomhedens regning og risiko, og virksomheden er involveret i driften heraf. Endvidere tilbagebetales elafgift af elektricitet forbrugt til opladning af batterier på batteriskiftestationer. Elbilvirksomheden skal således alene betale procesafgift af elektricitet, der anvendes til opladning af batterier i registrerede eldrevne biler.

Det er et krav, at der sker en måling af den elektricitet, der anvendes til opladning af batterier til elbiler. Kravet om måling gælder, uanset om ladestanderen er placeret i det offentlige rum, hos husholdninger eller andre steder. Måleren skal være placeret i ladestanderen.

Elbilvirksomheden har via ladestanderen i visse situationer mulighed for at styre elforbruget herunder sikre en intelligent opladning af batterier. Dette uanset om virksomhedens ladestander er opstillet i det offentlige rum, hos husholdninger eller andre steder.

Elafgiftslovens krav om, at elektriciteten skal være forbrugt af virksomheden, anses for at være opfyldt i dette særlige tilfælde. Kunden hos en elbilvirksomhed er derfor ikke bundet til at anvende bestemte elleverandører eller bestemte elbilabonnementer.

Den foreslåede bestemmelse i elafgiftslovens § 11 g, stk. 1, vil således have et indhold, der svarer til § 21, stk. 1, i lov nr. 1353 af 21. december 2012 og med virkning fra og med den 1. januar 2026 til og med den 31. december 2030.

Den foreslåede ændring er alene af lovteknisk karakter og skal sikre, at særordningen, der vedrører tilbagebetaling af elafgift, fremgår af elafgiftsloven. Praksis angående særordningen er stadig relevant for forståelsen af den foreslåede § 11 g.

Det foreslås at indsætte et nyt § 11 g, stk. 2, i elafgiftsloven, hvoraf fremgår, at tilbagebetalingen ydes uanset betingelsen i § 11, stk. 5. Som dokumentation for tilbagebetalingsbeløbet skal virksomheden på anmodning fremlægge opgørelser af målinger af den forbrugte elektricitet i ladestandere og på batteriskiftestationer.

Tilbagebetalingen ydes i dette særlige tilfælde uanset bestemmelsen i elafgiftslovens § 11, stk. 5, om fradragsret i samme omfang, som virksomheden har fradragsret for moms for elektricitet og varme. Elbilvirksomheden skal således ikke i dette særlige tilfælde opfylde betingelsen om, at fradragsretten gælder i samme omfang, som virksomheden har fradragsret for moms for elektricitet og varme. Som dokumentation for tilbagebetalingsbeløbet skal virksomheden kunne fremlægge opgørelser af målinger af den forbrugte elektricitet i ladestandere, herunder hurtigladere og på batteriskiftestationer.

Den foreslåede bestemmelse i elafgiftslovens § 11 g, stk. 2, vil således have et indhold, der svarer til § 21, stk. 2, i lov nr. 1353 af 21. december 2012 med senere ændringer og med virkning fra og med den 1. januar 2026 til og med den 31. december 2030.

Den foreslåede ændring er alene af lovteknisk karakter og skal sikre, at særordningen, der vedrører tilbagebetaling af elafgift, fremgår af elafgiftsloven. Praksis angående særordningen er stadig relevant for forståelsen af den foreslåede § 11 g.

[…]"

Praksis

Den juridiske vejledning 2026-1 - Afsnit E.A.4.6.3.2

"[…]

Elbiler ►- fortsættelse af særordningen udvidet med en afgiftslempelse ved brug af VE-anlæg◄

►Reglerne for tilbagebetaling af elafgift ved opladning af batterier til elbiler, herunder også hybridbiler, er ændret ved lov nr. 1776 af 29. december 2025.

Reglerne for ordningen om tilbagebetaling af elafgift ved opladning af elbiler (særordningen) i § 21 i lov nr. 1353 af 21. december 2012 med senere ændringer er ophævet ultimo 2025.

De ophævede regler for særordningen er indsat som en ny § 11g i elafgiftsloven.

Denne ændring har alene lovteknisk karakter og skal sikre, at særordningen, der vedrører tilbagebetaling af elafgift, fremgår af elafgiftsloven. Lovreglerne trådte i kraft den 1. januar 2026 og gælder indtil den 31. december 2030. Særordningen i dens nye form er dermed gjort tidsbegrænset på samme måde som tidligere.

Særordningen, som den nu fremgår af elafgiftslovens § 11g, er desuden blevet udvidet. Virksomheder, der har serviceaktiviteter med opladning af batterier til elbiler, vil således på visse betingelser kunne få tilbagebetaling for elafgift betalt for elektricitet forbrugt ved opladning af elbiler, selvom kunden samtidig har egenproduktion af elektricitet fra VE-anlæg i form af fx solcelleanlæg. Udvidelsen af ordningen vil også have virkning fra den 1. januar 2026 og til og med den 31. december 2030.

Der er fortsat tale om en særordning med tilbagebetaling af elafgift ved opladning af elbiler, men ordningen fremgår nu af § 11g i elafgiftsloven. Denne bestemmelse har følgende ordlyd:

"§ 11 g. Der ydes tilbagebetaling af afgiften af den afgiftspligtige elektricitet, der af virksomheden er forbrugt til opladning af batterier til registrerede elbiler i perioden fra og med den 1. januar 2026 til og med den 31. december 2030. Tilbagebetalingen omfatter elektricitet anvendt i ladestandere, der drives for virksomhedens regning og risiko, og elektricitet anvendt til opladning af batterier på batteriskiftestationer. Tilbagebetalingen ydes i øvrigt i overensstemmelse med §§ 11, 11 a og 11 c.

Stk. 2. Tilbagebetalingen ydes uanset betingelsen i § 11, stk. 5. Som dokumentation for tilbagebetalingsbeløbet skal virksomheden på anmodning fremlægge opgørelser af målinger af den forbrugte elektricitet i ladestandere og på batteriskiftestationer.

Stk. 3. For ladestandere, der forsynes med elektricitet fra det kollektive elforsyningsnet og fra et elproduktionsanlæg efter § 2, stk. 1, litra c, opgøres tilbagebetalingen efter stk. 1 på timebasis på baggrund af oplysninger om afgiftspligtigt elforbrug fra det aftagenummer, der forsyner ladestanderen med elektricitet. Det godtgørelsesberettigede elforbrug opgøres som elforbruget i ladestanderen, dog maksimalt den mængde kilowatt-timer, der inden for samme time er forbrugt fra det kollektive elforsyningsnet.

Stk. 4. Som dokumentation for tilbagebetalingsbeløbet efter stk. 3 skal virksomheden på anmodning fremlægge opgørelser af målinger af den forbrugte elektricitet i ladestandere med angivelse af den adresse, som ladestanderen er tilknyttet, og opgørelser af målinger af det afgiftspligtige elforbrug fra det aftagenummer, der forsyner ladestanderen med elektricitet, og med angivelse af aftagenummeret. Oplysninger efter 1. pkt. skal opbevares i 5 år efter regnskabsårets afslutning."

Det fremgår af forarbejderne til lov nr. 1776 af 29. december 2025, at overflytningen af lovreglerne for den hidtil eksisterende ordning for tilbagebetaling af elafgift ved opladning af elbiler (særordningen) til en ny § 11g i elafgiftsloven alene har lovteknisk karakter og skal sikre, at særordningen, der vedrører tilbagebetaling af elafgift, fremgår af elafgiftsloven. Det fremgår endvidere, at praksis angående særordningen forud for § 11g i elafgiftsloven er relevant for forståelsen af § 11g.

På den baggrund er nedenfor gentaget/bevaret beskrivelsen af praksis mv. for den tidligere særordning efter § 21 i lov nr. 1353 af 21. december 2012 med senere ændringer, som fremgik af Den juridiske vejledning 2025-2. Denne praksis er relevant ift. forståelsen af § 11 g i elafgiftsloven. Ligeledes er afgørelser mv. vedrørende særordningen i nedenstående oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv. fortsat relevante.

Praksis for særordningen er dog blevet modificeret (udvidet) for tilfælde med ladestandere, der forsynes med elektricitet fra det kollektive elforsyningsnet og fra et elproduktionsanlæg efter § 2, stk. 1, litra c (VE-anlæg). Modifikationen skyldes, at der med § 11 g, stk. 3 og stk. 4, i elafgiftsloven for disse tilfælde er åbnet mulighed for tilbagebetaling af elafgift på visse betingelser fra den 1. januar 2026. Før den dato var det i alle tilfælde udelukket, at en ladeoperatør kunne få tilbagebetalt elafgift på vegne af en kunde, når kunden havde etableret et VE-anlæg som fx et solcelleanlæg med mulighed for produktion af afgiftsfritaget elektricitet på den samme adresse. Disse nye regler vedrørende VE-anlæg er nærmere beskrevet under et separat punkt senere i dette afsnit.◄

Skatterådet har den 27. april 2010 truffet afgørelse i en sag om godtgørelse af elafgift af elektricitet forbrugt til opladning af batterier til el-biler. Det lovfortolkende spørgsmål er offentliggjort i styresignal SKM2011.259.SKAT om opladning af batterier til el-biler - godtgørelse af elafgift.

Ved lov nr. 1353 af 21. december 2012 om ændring af lov om afgift af elektricitet og forskellige andre love og om ophævelse af lov om ændring af lov om afgift af affald og råstoffer, skete der en præcisering og udbredelse af reglerne for godtgørelse af elafgift forbrugt til erhvervsmæssig opladning af batterier i registrerede elbiler.  Der er tale om en midlertidig særordning, der kun fremgår af nævnte lov nr. 1353, og som ikke er nævnt i elafgiftsloven.

Virksomheder kan få godtgjort elafgift af elektricitet forbrugt til opladning af registrerede elbilers batterier på de af virksomheden drevne ladestandere, herunder hurtigladere, når ladestanderen drives for virksomhedens regning og risiko, og virksomheden er involveret i driften heraf. Det fremgår af SKM2020.12.SR, at det ejendomsretlige ejerforhold til ladestanderen ikke er afgørende for muligheden for godtgørelse. Endvidere godtgøres elafgift af elektricitet forbrugt til opladning af batterier på batteriskiftestationer. Elbilvirksomheden skal således alene betale elafgift med 0,4 øre pr. kWh elektricitet, der anvendes til opladning af batterier i registrerede eldrevne biler. Det betyder, at elafgiften godtgøres bortset fra 0,4 øre pr. kWh.

Elafgiftslovens krav om, at elektriciteten skal være forbrugt af virksomheden, anses for at være opfyldt i dette særlige tilfælde. Vedrørende forbrugskriteriet er der tale om et særligt tilfælde, der ikke kan overføres på andre områder.

Tilbagebetalingen efter særordningen ydes i øvrigt i overensstemmelse med de øvrige bestemmelser i ELAL §§ 11, 11 a og 11 c.

►Tilbagebetalingen af elafgift nedsættes med 0,4 øre pr. kWh efter reglerne i ELAL § 11 c.◄

Tilbagebetaling ydes uanset bestemmelsen i ELAL § 11, stk. 5, om fradragsret i samme omfang, som virksomheden har fradragsret for moms for elektricitet og varme. Elbilvirksomheden skal således ikke i dette særlige tilfælde opfylde betingelsen om, at fradragsretten gælder i samme omfang, som virksomheden har fradragsret for moms for elektricitet og varme.

Det fremgår af lovforarbejderne, at der kan ydes godtgørelse af elafgift af elektricitet, der anses for leveret af virksomheden på de af virksomheden drevne ladebokse/ladestandere, placeret i virksomhedens kunders private hjem, men hvor elektriciteten kommer fra husholdningens normale elforsyning, og hvor elregningen, inkl. moms, betales af husholdningen.

Det er et krav, at der sker en måling af den elektricitet, der anvendes til opladningen. Kravet om måling gælder, uanset om ladestanderen er placeret i det offentlige rum, hos husholdninger eller andre steder. Måleren skal være placeret i ladestanderen. Kravet om måling gælder også, hvis virksomheden oplader batterierne til den registrerede elbil på batteriskiftestationer.

Dokumentation for tilbagebetalingsbeløb

Som dokumentation for tilbagebetalingsbeløbet skal virksomheden kunne fremlægge opgørelser af målinger af den forbrugte elektricitet i ladestandere, herunder hurtigladere, og på batteriskiftestationer.

Det fremgår af SKM2021.379.SR, at det er en forudsætning for tilbagebetaling efter særordningen, at betingelsen i elafgiftslovens § 11, stk. 5, 3. pkt. (tidligere § 11, stk. 15, 3. pkt.) kan opfyldes. Ifølge denne bestemmelse skal virksomheden som dokumentation for tilbagebetalingsbeløbet kunne fremlægge fakturaer eller særskilte opgørelser, hvoraf størrelsen af afgiften fremgår. Det er dermed bl.a. forudsat, at det, når elregningen afregnes af virksomhedens kunder, kan dokumenteres, at der er betalt fuld elafgift af forbruget hos kunden (husstanden, virksomheden, institutionen mv.) inkl. elforbruget vedrørende ladestanderen. (Skattestyrelsens fremhævelse)

Se lov nr. 1353 af 21. december 2012 om ændring af lov om afgift af elektricitet og forskellige andre love og om ophævelse af lov om ændring af lov om afgift af affald og råstoffer § 21, stk. 2, 2. pkt.

►Se også beskrivelsen af eventuelle yderligere dokumentationskrav nedenfor under det separate punkt nedenfor om særordningens afgiftslempelse ved brug af VE-anlæg, jf. ELAL § 11 g, stk. 3 og 4.◄

Særordningens udtryk "regning og risiko" mv.

Der er afgivet bindende svar af skatterådet, som tager stilling til en række specifikke spørgsmål om betingelserne for at kunne benytte særordningen, herunder om betingelsen om at ladestanderen skal drives for virksomhedens regning og risiko. De bindende svar fremgår af nedenstående oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Målerkrav

For så vidt angår målertekniske krav til målere i ladestandere omfattet af særordningen, se E.A.4.6.14.5.

Øvrig ►tidligere ◄lovgivning og ministersvar

Det er nævnt i skatteministerens svar på SAU-spørgsmål nr. 497 af 6. juni 2016 (alm. del), at el til elbusser er omfattet af den midlertidige særordning for erhvervsmæssig opladning af elbiler.

Særordningen om godtgørelse af elafgift ved opladning af elbiler er nævnt i disse svar af skatteministeren til Folketinget:

Skatteministerens svar på spørgsmål nr. 293 af 28. marts 2025 (alm. del)

SAU Alm.del - Samrådsspørgsmål G stillet 21. februar 2025

Afholdelse af samrådet: Skatteudvalget 26-03-2025 kl. 10:30

Skatteministerens svar på spørgsmål nr. 219 af 18. februar 2025 (alm. del)

Skatteministerens svar på spørgsmål nr. 218 af 18. februar 2025 (alm. del)

Skatteministerens svar på spørgsmål nr. 217 af 18. februar 2025 (alm. del)

Skatteministerens svar på spørgsmål nr. 216 af 18. februar 2025 (alm. del)

Skatteministerens svar på spørgsmål S 725 af 19. marts 2024

Skattemisterens svar spørgsmål på nr. 6 af 5. januar 2023 (alm. del)

Skatteministerens svar på TRU-spørgsmål nr. 614 af 8. august 2022 (alm. del)

Skatteministerens svar på SAU-spørgsmål nr. 306 af 3. februar 2022 (alm. del)

Skatteministerens svar på SAU-spørgsmål nr. 725 af 30. september 2021 (alm. del)

Se lov nr. 1353 af 21. december 2012 om ændring af lov om afgift af elektricitet og forskellige andre love og om ophævelse af lov om ændring af lov om afgift af affald og råstoffer § 21, stk. 1 og 2.

Der er tale om en tidsbegrænset særordning.

Ved lov nr. 1585 af 27. december 2019 om ændring af lov om afgift af elektricitet og forskellige andre love § 7 er denne midlertidige godtgørelsesordning forlænget til 31. december 2021.

Ved lov nr. 203 af 13. februar 2021 om ændring af registreringsafgiftsloven, brændstofforbrugsafgiftsloven, ligningsloven og forskellige andre love § 6 er denne midlertidige godtgørelsesordning yderligere forlænget til 31. december 2030.

Ved lov nr. 687 af 8. juni 2017 er der indført regler i elafgiftsloven om, at der fra og med den 1. januar 2020 opkræves fuld elafgift for opladning af elbiler både erhvervsmæssigt og privat uden mulighed for tilbagebetaling af en del af elafgiften.

Ved lov nr. 1585 af 27. december 2019 om ændring af lov om afgift af elektricitet og forskellige andre love udskydes virkningstidspunktet for disse regler om ophøret af tilbagebetaling efter elafgiftsloven til den 1. januar 2022.

Ved lov nr. 203 af 13. februar 2021 om ændring af registreringsafgiftsloven, brændstofforbrugsafgiftsloven, ligningsloven og forskellige andre love er virkningstidspunktet for ophøret af tilbagebetaling efter elafgiftsloven yderligere udskudt til 31. december 2030.

Det betyder, at der efter den tidsbegrænsede særordnings udløb og fra og med den 1. januar 2031 opkræves fuld elafgift for opladning af elbiler både erhvervsmæssigt og privat og der vil som udgangspunkt ikke være mulighed for tilbagebetaling af en del af elafgiften.

Der er dog vedtaget en regel i elafgiftsloven om, at ordningen fortsætter i forventet yderligere fire år for el til passagerbefordring med elbusser i rutekørsel under forudsætning af, at der først opnås en EU-tilladelse efter reglerne i energibeskatningsdirektivet. Reglen sættes i kraft af skatteministeren.

Se lov nr. lov nr. 687 af 8. juni 2017 om ændring af registreringsafgiftsloven, brændstofforbrugsafgiftsloven, lov om afgift af elektricitet og forskellige andre love ►§ 4, nr. 4 og  § 7, stk. 2◄.

[…]"