SKAT har givet afslag på anmodning om tilbagebetaling af indeholdt udbytteskat for kalenderårene 2010-2013. Det fremgår af anmodningen, at der er søgt om tilbagebetaling af i alt 1.673.595,82 kr., hvilket skulle svare til 15 % af det angivne bruttoudbytte fra danske selskaber.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger
Ved ansøgning dateret den 19. december 2014 er der anmodet om tilbagebetaling af indeholdt udbytteskat med i alt 1.673.595,82 kr. for H1 vedrørende kalenderårene 2010-2013.

H1 er etableret i Luxembourg som et investeringsinstitut med begrænset ansvar og variabel kapital (SICAV).

I henhold til det til ansøgningen vedlagte regneark har H1 via 3 underafdelinger investeret i aktier i danske børsnoterede selskaber og modtaget udbytte fra aktierne i kalenderårene 2010-2013. I denne forbindelse er der blevet indeholdt udbytteskat med 28 % for kalenderårene 2010-2011 og 27 % for kalenderårene 2012-2013.

Det fremgår af SKATs afgørelse, at H1 og underfonde tidligere har modtaget tilbagebetaling af henholdsvis 13 % og 12 % af bruttoudbyttet fra de danske aktier, og at der således ved ansøgningen til SKAT anmodes om tilbagebetaling af resterende indeholdt udbytteskat (15 %).

Ansøgningen er begrundet med, at H1 er udsat for forskelsbehandling efter TEUF artikel 63.

Til støtte for ansøgningen var der bl.a. vedlagt følgende:

-          Udbytteoversigt udarbejdet af forhenværende repræsentant.
I forbindelse med klagesagen er der endvidere fremlagt hjemstedserklæringer for H1 og underfonde udstedt af de luxembourgske skattemyndigheder, udbyttenotaer udstedt af G1 og prospekt for H1.

Det er angivet i udbytteoversigten, at H1 via 3 underafdelinger hen over kalenderårene 2010-2013 skulle have modtaget udbytte fra aktier i danske børsnoterede selskaber på i alt 11.157.305,46 kr. Det er anført, at der er indeholdt udbytteskat med i alt 3.058.916,07 kr.

Det fremgår af hjemstedserklæringerne, at H1 og underfonde var hjemmehørende i Luxembourg i kalenderårene 2010, 2011 og 2013.

I ansøgningen er der desuden angivet følgende oplysninger om H1:

"H1 er etableret i Luxembourg som et investeringsinstitut/SICAV (société d'investissement á capital variable) med begrænset ansvar og variabel kapital i overensstemmelse med UCITS-direktivet. Investeringsinstituttet kan klassificeres som en såkaldt "open-ended investment fund". H1 har til formål at modtage midler fra en videre kreds og investere dem i værdipapirer efter et risikospredningsprincip.

H1 er en selvstændig juridisk person, hvor de enkelte medlemmer ejer en forholdsmæssig andel af investeringsinstituttets formue på samme måde som i et dansk investeringsinstitut. Endvidere er medlemmernes andele omsættelige og indløselige på anfordring. Den øverste myndighed i investeringsinstituttet er generalforsamlingen, hvortil medlemmerne har møde- og stemmeret.

H1 er registreret hos og godkendt af finanstilsynet i Luxembourg (Commission de Surveillance du Secteur Financier) og er således, i lighed med danske investeringsinstitutter, underlagt offentligt tilsyn i et EU-medlemsland. H1 forvaltes af G2 S.A, som er et Luxembourg, der har opgave at forestå administrationen af investeringsinstituttet.

I Luxembourg er H1 underlagt særlige skatteregler. Investeringsinstitutter er skattefri af realiserede og urealiserede kapitalgevinster på aktier, ligesom investeringsinstituttet heller ikke beskattes af udbytter modtaget fra selskaber hjemmehørende i Luxembourg. H1 er beskattes af en årlig formueskat på 0,05 pct., som beregnes og betales kvartalsvis af investeringsinstituttets nettoaktiver på den sidste dag i hvert kvartal i indkomståret. Beskatningen af investeringsinstituttets afkast på investeringer sker således generelt på investorniveau."

Repræsentanten har oplyst, at H1 og underfonde ikke har valgt status som udloddende investeringsforeninger/investeringsinstitutter med minimumsbeskatning. Der foreligger ikke oplysning om, at H1 og underfonde har opgjort en minimumsudlodning/-indkomst efter danske regler.

SKATs afgørelse
SKAT har den 6. januar 2017 afslået at tilbagebetale indeholdt udbytteskat på 1.673.595,82 kr. til H1 og underfonde.

SKAT har som begrundelse bl.a. anført:

"Investeringsselskaberne har ansøgt om at få de resterende 15% af den indeholdte danske udbytteskat tilbagebetalt idet man anser sig berettiget til at modtage udbytte uden indeholdelse af udbytteskat.

SKAT skal som udgangspunkt bemærke, at udbytter hidrørende fra danske selskaber til selskaber og foreninger m.v. der har hjemsted i udlandet er omfattet af begrænset skattepligt til Danmark, jf. selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c.
Det udbyttegivende danske selskab indeholder som udgangspunkt 27% (før 2012: 28%) kildeskat, jf. selskabsskattelovens § 2, stk. 3. Den endelige beskatning kan dog være lavere end de 27%/28%, hvilket bl.a. kan skyldes en dobbeltbeskatningsoverenskomst.

Investeringsselskaber, som er selvstændige skattesubjekter, behandles som udgangspunkt efter aktieavancebeskatningslovens § 19. Det fremgår af aktieavancebeskatningslovens § 19, stk. 2 hvilke juridiske enheder, som anses for værende investeringsselskaber. Ved et investeringsselskab forstås blandt andet et investeringsinstitut i henhold til Rådets direktiv 85/611/EØF.

Investeringsselskaber skal skattemæssigt sidestilles med et investeringsselskab, som er undtaget fra skattepligten efter selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 19. Et dansk investeringsselskab omfattet af selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 19 er undtaget fra skattepligt, men dog bliver udbytte omfattet af ligningslovens § 16 A, stk. 1 og 2, som modtages fra et selskab, der er hjemmehørende her i landet, beskattet med 15%.

Et dansk investeringsselskab kan dog vælge, at de vil følge de betingelser, der gælder for minimumsudloddende investeringsforeninger i henhold til reglerne i ligningslovens § 16 C. En udloddende forening er skattepligtig efter dagældende selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, og er herefter kun skattepligtig af indtægt ved erhvervsmæssig virksomhed, jf. selskabsskattelovens § 1, stk. 4, hvilket indebærer, at den ikke beskattes af renter, udbytter og kursavancer. Udloddende investeringsforeninger er således i realiteten skattefri.

I henhold til kildeskattelovens § 65, stk. 1 skal selskaber og foreninger omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, 2, 2e og 4 indeholde 27%/28% kildeskat med mindre andet er fastsat i medfør af kildeskattelovens § 65, stk. 3. I henhold til stk. 3 har Skatteministeren mulighed for at fastsætte regler om, at der ikke skal indeholdes kildeskat på udbytter. Denne bemyndigelse er udnyttet ved bekendtgørelse nr. 499 af 27/3 2015 om kildeskat.

Dette medfører, at der kan udstedes et frikort til danske investeringsselskaber, som er omfattet af den nuværende selskabsskattelovs § 1, stk. 1, nr. 5c (tidligere § 1, stk. 1, nr. 6), jf. bekendtgørelsens § 31, stk. 1, nr. 1 og stk. 2, nr. 1. Investeringsselskabet skal tilkendegive dette valg over for SKAT.

Når dette valg ikke er taget, vil både en dansk og en udenlandsk investeringsforening betale 15% i udbytteskat, jf. selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 19 samt dobbeltbeskatningsoverenskomsten med Luxembourg, artikel 10, stk. 2, litra b.

Det fremgår af kildeskattelovens § 65 stk. 3, at der kun er hjemmel til, at der ikke skal indeholdes udbytteskat af udbytte, såfremt modtageren ikke i forvejen er skattepligtig af udbyttet. Der kan derfor, efter bekendtgørelsens § 31, ikke udstedes frikort til investeringsselskabet, uanset et valg af status som udloddende investeringsforening, idet selskabet er skattepligtig af udbytte efter selskabsskattelovens § 2 stk. 1, litra c.

SKAT skal endvidere bemærke, at reglerne vedrørende udloddende investeringsforeninger er karakteriseret ved en direkte sammenhæng mellem fritagelsen for kildebeskatning af udbytte til foreningen og beskatning af udbyttet hos medlemmerne. Fritagelsen for beskatning på foreningsniveau forudsætter, at foreningens indkomst teknisk set videreudloddes, hvorved beskatningen hos medlemmerne opvejer fritagelsen for kildeskat på foreningsniveau.

Sammenhængen i beskatningsordningen nødvendiggør således, at fritagelsen for udbytteskat forbeholdes tilfælde, hvor fritagelsen opvejes af beskatning på medlemsniveau.

Det samlede billede af beskatningen af udloddende investeringsforeninger er herefter, at foreningen ikke beskattes af udbytteindtægter mv. og endvidere kan opnå fritagelse for at der skal indeholdes skat i udbyttet til foreningen. Til gengæld er foreningen pålagt dels at opgøre en minimumsudlodning, der udløser løbende beskatning af udbytter mv. hos medlemmerne af foreningen dels pligt til at indeholde udbytteskat i forhold til medlemmerne.

Reglerne er indrettet med henblik på at sikre en direkte sammenhæng mellem fritagelsen for beskatning på foreningsniveau og beskatning på medlemsniveau.

For så vidt angår de udenlandske investeringsforeninger mv. sker der ikke en tilsvarende indeholdelse af udbytteskat og beskatning på medlemsniveau, der kan opveje en fritagelse for beskatning på foreningsniveau, hvilket er baggrunden for, at de udenlandske investeringsforeninger ikke i dag kan opnå fritagelse for kildeskat af udbytter fra danske selskaber.

SKAT mener derfor ikke, at de danske regler om udbytteskat diskriminerer en udenlandsk investeringsforening, der virker på samme måde som en dansk investeringsforening, jf. artikel 63 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF). Der henvises i øvrigt til afgørelse fra Landsskatteretten, SKM2009.452.LSR.

SKAT skal dog bemærke, at danske og udenlandske investeringsinstitutter i visse tilfælde er undergivet forskellig skattemæssig behandling i relation til beskatningen af udbytter fra danske selskaber. Denne forskel kan afholde danske investorer fra at investere via et udenlandsk investeringsinstitut, og den kan derfor udgøre en restriktion for de frie kapitalbevægelser. Forskellen i den skattemæssige behandling af udbytte fra danske selskaber til ikke-hjemmehørende investeringsforeninger er dog retfærdiggjort af tvingende almen hensyn til at sikre sammenhængen i beskatningsordningen og en afbalanceret fordeling af beskatningskompetencen, jf. artikel 65 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF).

Investeringsselskaberne skal derfor betale 15% i udbytteskat, jf. selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 19 samt dobbeltbeskatningsoverenskomsten med Luxembourg, artikel 10, stk. 2, litra b.

Som følge heraf kan investeringsselskaberne kun få refunderet den del af den indeholdte udbytteskat, som overstiger 15%, jf. kildeskattelovens § 69 b, stk. 1. Idet investeringsselskaberne tidligere har fået refunderet 12%/13% vil der ikke blive yderligere udbytteskat at refundere.

SKAT har ikke taget stilling til spørgsmålet om rette indkomstmodtager eller beneficial owner, heller ikke i forhold til den allerede skete refusion af de 12%/13%, hvorfor SKAT forbeholder sig ret til, såfremt EU-domstolen måtte komme frem til, at praksis er ulovlig, at undersøge og tage stilling til hvem der er rette indkomstmodtager eller beneficial owner. SKAT har således ikke taget stilling til, om der på det indsendte grundlag er tilstrækkelig dokumentation.

Det fremgår af de indsendte bemærkninger af 24. oktober 2016, at udbyttekildeskatterne antages at kunne tilbagebetales til H1 SICAV på vegne af de enkelte afdelinger, da forslaget er rettet mod denne, og ikke de oplistede underfonde.

SKAT erkender, at der af den modtagne oversigt over udbyttebetalinger/kildeskat fremgår at tilbagesøgningen vedrører underfonde til H1 SICAV, hvilket nu også fremgår af denne afgørelse.

SKAT skal bemærke, at H1 SICAV kan søge tilbage på vegne af beneficial owner. Dette sker via fuldmagtforhold mellem parterne.

Der er i SKATs forslag til afgørelse taget forbehold for at det ikke er vurderet hvem der kan anses som værende beneficial owner af de omhandlende udbyttekildeskatter. På denne baggrund er der heller ikke foretaget en vurdering af til hvem udbytteskatten kan tilbagebetales, såfremt de danske regler skulle findes i strid med EU-retten."

Udtalelse fra SKAT
I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har SKAT den 5. april 2017 udtalt, at der ikke er nye oplysninger i sagen, som ikke står i sagsfremstillingen.

Skattestyrelsens udtalelse til Skatteankestyrelsens indstilling
Skatteankestyrelsen sendte den 3. september 2025 et brev til Skattestyrelsen, som var vedlagt Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse (indstillingen). I brevet er det oplyst, at Skatteankestyrelsen vil foreslå Landsskatteretten, at der ikke holdes retsmøde i sagen. 

Skattestyrelsen har den 8. september 2025 udtalt følgende til Skatteankestyrelsens indstilling:

"Skattestyrelsen bemærker, at i indkomstårene 2010 - 2013 var det ikke et krav, at minimumsbeskattede investeringsinstitutter anvendte kalenderåret som regnskabsår, og valget af skattemæssig status som investeringsinstitut med minimumsbeskatning skulle derfor dengang være truffet inden det første af instituttets indkomstår, som valget skulle gælde for.

Skattestyrelsen kan i øvrigt tiltræde Skatteankestyrelsens indstilling."

Klagerens opfattelse
Forhenværende repræsentant har ved klage af 4. april 2017 fremsat påstand om, at H1 og underfonde har krav på tilbagebetaling af udbytteskat med 1.673.595,82 kr. indeholdt i aktieudbytter, som er modtaget i 2010-2013.

Til støtte for påstanden er der bl.a. anført:

"4. Vores argumentation
4.1. Det EU-retlige sammenligningsgrundlag
Vi er ikke enige i SKAT’s opfattelse af, at udenlandske investeringsinstitutter ikke forskelsbehandles, og at det har betydning for det EU-retlige sammenligningsgrundlag, hvorvidt der er foretaget et valg af status som minimumsbeskattet investeringsinstitut.

Retsstillingen for H1 som et såkaldt investeringsselskab er, at investeringsinstituttet skal svare udbytteskat til Danmark på 15 pct. Hertil kommer, at danske selskaber er forpligtede til at indeholde 27 pct. (28 pct. før 2012) i udbytteskat, hvorefter H1 og de underliggende afdelinger er henvist til at tilbagesøge 12 pct. (13 pct. før 2012), førend at skattesatsen på 15 pct. opnås.

Såfremt H1 havde valgt status som et investeringsinstitut med minimumsbeskatning, ville H1 være begrænset skattepligtig efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c og således ikke omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1 nr. 5. litra c, hvorefter det er muligt at få et frikort. H1 vil derfor ikke kunne opnå skattefrihed, på samme måde som et tilsvarende dansk investeringsinstitut med minimumsbeskatning.

Det ville således alene have medført betydelig ekstra administration for H1 at have valgt status som et investeringsinstitut med minimumsbeskatning i form af opfyldelse af de mange betingelser i ligningslovens § 16 C, mens skattepligten af modtaget udbytte stadig ville have været 15 pct. H1 har derfor ikke valgt denne status.

Det er derfor også uden betydning, at H1 og de underliggende afdelinger ikke formelt har valgt status som minimumsbeskattet investeringsinstitut i Danmark.

Dette støttes klart af formålet med den danske beskatningsordning, der netop er at fritage hjemmehørende investeringsinstitutter for beskatning af udbytter samtidig med, at udenlandske investeringsinstitutter - uanset eventuelt valg af status som minimumbeskattet investeringsinstitut - altid pålægges dansk kildeskat på udbytter fra danske aktier.

Formålet med de danske regler fremgår også tydeligt i notat af den 19. juni 2013 om den danske regerings svar på Kommissionens begrundede udtalelse nr. 2010/4192:

"Hvis man fritog udenlandske investeringsinstitutter for dansk kildeskat på udbytte, ville investor kunne fravælge dansk kildeskat, hvis blot udbyttet kanaliseres via et udenlandsk investeringsinstitut, der har valgt og opfylder betingelserne for, at instituttets indkomst skal beskattes hos deltagerne efter reglerne for minimumsbeskattede investeringsinstitutter. Det ville indebære, at Danmark mistede sin beskatningsret til fordel for den medlemsstat, hvor investor har hjemsted. "

Det følger heraf, at den danske beskatning af udenlandske investeringsinstitutter er helt uafhængig af et eventuelt valg af status som minimumsbeskattet institut.

Det er derfor også helt irrelevant for vurderingen af den danske beskatningsordning, hvorvidt H1 og de underliggende afdelinger har eller ikke har tilvalgt status som minimumsbeskattet investeringsinstitut. Det afgørende er, at danske institutter altid fritages for beskatning, hvorimod udenlandske institutter altid pålægges beskatning.

Det er herefter vores opfattelse, at de danske regler diskriminerer udenlandske investeringsinstitutter og medfører en restriktion for kapitalens fri bevægelighed. 

4.2. Tvingende almene hensyn
Vi er uenige med SKAT i at den skattemæssige forskelsbehandling af danske og udenlandske investeringsinstitutter kan retfærdiggøres af tvingende almene hensyn til at sikre sammenhængen i beskatningsordningen og en afbalanceret fordeling af beskatningskompetencen, jf. art. 65 i TEUF.

Ifølge EU-Domstolens faste praksis forudsætter en restriktion begrundet i hensynet til at bevare sammenhængen i beskatningsordningen, at der kan fastslås en direkte sammenhæng mellem den pågældende skattefordel og udligningen af denne fordel ved en bestemt skatteopkrævning, idet den direkte karakter af denne sammenhæng skal vurderes under hensyn til det formål, der forfølges med den pågældende lovgivning.

I relation hertil påpegede EU-Domstolen i de forenede sager C-338/11 til C-347/11, at den franske skattelovgivning manglede den sammenhæng mellem den manglende beskatning af udbytte, der blev modtaget af hjemmehørende investeringsinstitutter, og beskatningen af nævnte udbytte hos deltagerne heri, som den franske regering havde påberåbt sig, idet fritagelsen for kildeskat på udbytter ikke var undergivet en betingelse om, at det udbytte, der blev modtaget af det pågældende investeringsinstitut, skulle videreudloddes af investeringsinstituttet, og at udbyttets beskatning hos deltagerne i det pågældende investeringsinstitut skulle gøre det muligt at udligne fritagelsen for kildeskat.

I lighed hermed foreligger der ikke den nødvendige sammenhæng i den danske beskatningsorden, hvor danske investeringsinstitutters fritagelse for udbytteskat ikke samtidig er betinget af videreudlodning og efterfølgende beskatning af de pågældende udbytter hos deltagerne. Danske investeringsinstitutter med minimumsbeskatning skal årligt opgøre en minimumsindkomst, som beskattes hos deltagerne. Der er imidlertid ikke tale om, at de pågældende udbytter, der er udloddet skattefrit til det danske investeringsinstitut, beskattes hos deltagerne, idet minimumsindkomsten opgøres som en forholdsmæssig andel af instituttets nettoindtægter, hvorved forstås, at omkostninger i form af tab og udgifter til administration mv. kan fradrages. Minimumsindkomsten kan dermed resultere i et tab, som endvidere kan fremføres til efterfølgende år og fradrages i en eventuel positiv minimumsindkomst. Således sker der reelt ikke altid en videreudlodning af udbytterne til de danske institutters deltagere, mens der ej heller sker en beskatning heraf, som udligner instituttets fritagelse for kildeskat.

Det må herefter stå klart, at minimumsbeskatningen af deltagerne i investeringsinstitutter hjemmehørende her i landet på ingen måde udligner skattefritagelsen og dermed ligestiller danske og udenlandske investeringsinstitutter.

Endvidere bemærkes, at uanset at de udenlandske investeringsinstitutter vælger status som investeringsinstitutter med minimumsbeskatning, kildebeskattes de alligevel af udbytter, til trods for, at de også skal opgøre en minimumsindkomst. Grundet denne manglende direkte sammenhæng mellem skattefordelen for investeringsinstitutter hjemmehørende her i landet og den påståede udligning heraf i form af minimumsbeskatningen, kan hensynet til sammenhængen i beskatningsordenen således ikke retfærdiggøre forskelsbehandlingen.

I relation til hensynet til at sikre en afbalanceret fordeling af beskatningskompetencen bemærkes, at dette ikke kan påberåbes og dermed ikke er relevant, når den danske stat reelt har valgt ikke at beskatte hjemmehørende minimumsbeskattede investeringsinstitutter (men derimod at beskatte udenlandske minimumsbeskattede investeringsinstitutter) og således alene sondrer mellem, hvor investeringsinstitutterne er hjemmehørende, jf. de forenede sager C-338/11 og C-347/11.

Det er herefter vores opfattelse, at den skattemæssige forskelsbehandling af danske og udenlandske investeringsinstitutter ikke kan retfærdiggøres af tvingende almene hensyn til at sikre sammenhængen i beskatningsordningen og en afbalanceret fordelen af beskatningskompetencen.

5. Konklusion
På baggrund af ovenstående påstand og argumentation konkluderes det, at kildebeskatningen af danske aktieudbytter, der oppebæres af udenlandske investeringsinstitutter adskiller sig fra beskatningen af tilsvarende udbytter, der oppebæres af danske investeringsinstitutter, og at denne forskel er udtryk for en ulovlig diskrimination af udenlandske investeringsinstitutter og dermed en krænkelse af kapitalens frie bevægelighed, jf. TEUF artikel 63, som ikke kan retfærdiggøres af tvingende almene hensyn til at sikre sammenhængen i beskatningsordningen og en afbalanceret fordelen af beskatningskompetencen, jf. art. 65 i TEUF.

H1 og de underliggende afdelinger er således berettiget til tilbagebetaling af dansk udbyttekildeskat for årene 2010-2013 med i alt kr. 1.673.595,82 ekskl. renter."

Klagerens yderligere bemærkninger til sagen
Repræsentanten har den 11. august 2025 fremsat yderligere bemærkninger. Bemærkningerne vedrører 44 klagesager, og der er anført følgende:

"Ad bemærkninger til SKM2021.353.HR og SKM2022.322.SKTST
Kildeskat
Ved udlodning af aktieudbytter til klagerne er der sket indeholdelse af 15% kildeskat i overensstemmelse med den dagældende nationale lovgivning.

Statens tilbagebetalingspligt
EU-Domstolen har ved dom i sag C-480/16 Fidelity Funds fundet, at den danske kildeskat pålagt aktieudbytter til UCITS hjemmehørende i andre medlemsstater end Danmark stred mod artikel 63 TEUF om kapitalens fri bevægelighed.

Det følger af Domstolens dom i sag C-398/09, Lady & Kid, at tilbagebetaling af en EU-stridig skat eller afgift ikke kan undlades, jf. præmis 17:

"17 I denne henseende skal der henvises til, at retten til at få tilbagebetalt afgifter, som en medlemsstat har opkrævet i strid med EU-retten, består som en konsekvens af og i tilslutning til de rettigheder, som borgerne er tillagt ved de EU-retlige bestemmelser, som forbyder sådanne afgifter. Medlemsstaten er således som udgangspunkt forpligtet til at tilbagebetale afgifter, der er opkrævet i strid med EU-retten (jf. dom af 9.11.1983, sag 199/82, San Giorgio, Sml., s. 3595, præmis 12, af 21.9.2000, forenede sager C-441/98 og C-442/98, Michaïlidis, Sml. I, s. 7145, præmis 30, af 10.4.2008, sag C-309/06, Marks & Spencer, Sml. I, s. 2283, præmis 35, og af 28.1.2010, sag C-264/08, Direct Parcel Distribution Belgium, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 45). " [min fremhævning].

Der består således en pligt til tilbagebetaling af skatter og afgifter opkrævet i strid med EU-retten.

Der gælder en undtagelse til statens pligt til tilbagebetaling, nemlig hvor tilbagebetaling ville medføre en ugrundet berigelse, jf. samme doms præmis 18:

"18 Som en undtagelse til princippet om tilbagebetaling af afgifter, som er uforenelige med EU-retten, kan det afslås at tilbagebetale en afgift, der er opkrævet med urette, når dette ville medføre en ugrundet berigelse. Kravet om beskyttelse af de rettigheder, som Unionens retsorden sikrer på dette område, indebærer således ikke, at skatter, told og afgifter opkrævet i strid med EU-retten skal tilbagebetales, når det er godtgjort, at den afgiftspligtige faktisk har overvæltet dem på andre (jf. bl.a. dommen i sagen Comateb m.fl., præmis 21)." [min fremhævning]

Undtagelsen for ugrundet berigelse er den eneste undtagelse til tilbagebetalingspligten, jf. samme doms præmis 20:

"Et sådant afslag på tilbagebetaling af en afgift, der er pålagt salg af varer, udgør imidlertid en begrænsning af en subjektiv ret, der følger af Unionens retsorden, som skal fortolkes restriktivt. Direkte overvæltning på køberen af den med urette erlagte afgift udgør derfor den eneste undtagelse fra retten til tilbagebetaling af afgifter opkrævet i strid med EU-retten." [min fremhævning]

Dommen fastslår således eksistensen af en ubetinget tilbagebetalingspligt for ulovligt opkrævede skatter og afgifter. Kun hvis afgiften eller skatten reelt er betalt af andre som følge af overvæltning, og tilbagebetaling derfor ville medføre en ugrundet berigelse hos skatteyderen, kan tilbagebetaling undlades.

Eftersom aktieudbytter udgør investeringsafkast, som tilgår investorerne og ikke overvæltes, er spørgsmålet om overvæltning ikke relevant i denne sag. Undtagelsen til tilbagebetalingspligten finder derfor ikke anvendelse. Der består derfor en klar og ubetinget pligt til tilbagebetaling af de EU-stridige kildeskatter, jf. sag C-398/09, Lady & Kid.

På trods af denne klare retsstilling har Skattestyrelsen opretholdt den underkendte og EU-stridige kildeskat over for klagerne. Krænkelsen af artikel 63 TEUF består således fortsat og vil fortsætte med at bestå, indtil den EU-stridige skat er tilbagebetalt.

Skatteankestyrelsens pligt til at anvende EU-retten korrekt
Nægtelsen af tilbagebetaling er sket med henvisning til højesterets dom i Fidelity Funds sagen (SKM2021.353.HR), som fortolket af Skattestyrelsen ved styresignal udsendt som SKM2022.322.SKTST.

Som redegjort nedenfor består der alvorlig tvivl rigtigheden af højesterets fortolkning af EU-Domstolens dom i sag C-480/16, Fidelity Funds. Skatteankestyrelsen har som retsanvendende myndighed pligt til at anvende EU-retten korrekt, herunder til at træffe EU-konforme afgørelser. Dette gælder uanset eksistensen af en højesteretsdom. Skatteankestyrelsen skal således af egne drift påse, at Skatteankestyrelsens fortolkning af artikel 63 TEUF er EU-konform.

Domstolens dom i sag C-480/16, Fidelity Funds
EU-Domstolen foretog følgende bedømmelse af den danske kildeskatteordning:

1)       Udgjorde den danske kildebeskatning en restriktion?
2)       Befandt udenlandske investeringsinstitutter sig i en objektivt sammenlignelig situation med dansk investeringsinstitutter?
3)       Kunne forskelsbehandlingen begrundes i tvingende almene hensyn og var restriktionen proportional i forhold til varetagelsen af disse tvingende almene hensyn?

Restriktionsvurderingen
EU-Domstolen fandt, at den danske kildebeskatning af ikke-hjemmehørende investeringsinstitutter udgjorde en restriktion for de frie kapitalbevægelser (præmisserne 40-45).

Objektivt sammenlignelige situationer
Dernæst fandt Domstolen, at ikke-hjemmehørende institutter befandt sig i en objektivt sammenlignelig situation med danske institutter (præmisserne 46-63).

Domstolen begrundelse (i) var, at da Danmark havde valgt at beskatte udenlandske institutter, havde de udenlandske institutter samme risiko for dobbeltbeskatning af danske udbytter som danske institutter (præmis 56). Dermed var danske og udenlandske institutter i samme situation.

Domstolens begrundelse var videre (2), at det manglende kompetence til at beskatte udenlandske investorer skyldtes, at Danmark selv havde valgt at forskyde beskatningen til investorerne, det vil sige til et led som Danmark ikke havde kompetence til at beskatte (præmis 62) (Danmark har ikke kompetence til at beskatte udenlandske investorers afkast fra udenlandske institutter, hvilket den danske regering anerkendte under sagen, jf. præmis 67). forskydningen af beskatningen til investorerne medførte også, at Danmark heller ikke havde kompetence til at pålægge udenlandske institutter indeholdelsespligt i investorernes afkast (præmis 58). Den manglende beskatningskompetence over udlodninger til udenlandske investorer og den manglende mulighed for at pålægge udenlandske institutter indeholdelsespligt gjorde ifølge Domstolen ikke, at institutterne ikke befandt sig i en sammenlignelig situation.

Populært sagt var det selvforskyldt, at Danmark ikke kunne beskatte, når Danmark havde forskudt beskatningen til et led, som Danmark ikke kunne beskatte eller hvor Danmark ikke kunne pålægge indeholdelsespligt.

Det afgørende for sammenligneligheden var, at de danske udbytter som følge af den danske kildeskat blev udsat for (risiko for) dobbeltbeskatning, et forhold som stred med den danske beskatningsordnings formål, som netop var at afhjælpe dobbeltbeskatning.

Tvingende almene hensyn
Domstolen fandt ikke, at forskelsbehandlingen kunne retfærdiggøres i hensynet til afbalanceret fordeling af beskatningskompetencen mellem medlemsstaterne (præmisserne 66-76).

Domstolens begrundelse var, at Danmark allerede har kompetence til at beskatte de danske selskabers indkomst og til at beskatte danske investorer i institutterne (præmis 74), og at den manglende kompetence til at beskatte udlodninger fra udenlandske institutter til udenlandske investorer skyldes den aftalte internationale fordeling af beskatningskompetence mellem medlemsstaterne. Domstolen fandt således, at kildeskatten udgjorde en kompensation for denne manglende beskatningskompetence og dermed udgjorde en ændring af den aftalte fordeling af beskatningskompetence mellem medlemsstaterne (Domstolen skriver, at fordelingen "ville blive udlignet" i præmis 75, altså modvirke den aftalte fordeling). Derfor kunne kildeskatten ikke begrundes i hensynet til at sikre den aftalte fordeling af beskatningskompetencen mellem medlemsstaterne.

Domstolen fandt heller ikke, at skatteordningen kunne begrundes i hensynet til at sikre sammenhængen i den danske beskatningsordning, fordi dette formål kunne have været varetaget ved mindre indgribende foranstaltninger (præmisserne 74-86).
Den danske regering havde gjort gældende, at der var en sammenhæng mellem kildeskattefritagelse og instituttets pligt til at indeholde skat af udlodninger til investorerne (præmis 78).

Hertil konstaterede Domstolen, at efter den danske beskatningsordning kan institutter få kildeskattefritagelse på betingelse af, at (i) det er hjemmehørende i Danmark og at (2) det foretager en minimumsudlodning, hvori instituttet indeholder dansk kildeskat (præmis 81)

Domstolen fandt (præmis 84), at den interne sammenhæng i den danske beskatningsordning kunne have været opretholdt ved en mindre indgribende ordning, hvorefter udenlandske institutter kunne opnå kildeskattefritagelse og der indførtes en mekanisme til sikring af, at de udenlandske institutter betalte en skat, en forskudsskat, der svarede til den skat, der blev betalt af hjemmehørende institutter af minimumsudlodningen (altså af instituttets afkast).

Brugen af ordet "forskudsskat" i præmis 84 viser, at Domstolen har tænkt på, at Danmark kunne have opkrævet en skat, som ville blive modregnet i investorernes slutskat. Domstolen har således tænkt på, at der kunne have været opkrævet skat af danske investorers afkast fra det udenlandske institut, ikke af alle investorers afkast, da det ikke er muligt for udenlandske investorer at få godskrevet en sådan dansk skat i deres slutskat i hjemlandet. Det har da også formodningen imod sig, at Domstolen skulle have anvist, at Danmark skulle kunne opkræve skat af udenlandske investorers afkast, når Domstolen tidligere i dommen i præmisserne 58 og 75 som gennemgået ovenfor netop havde anført, at Danmark ikke kunne opkræve skat af udenlandske institutters afkast fra udenlandske institutter, og at opkrævning af skat af udenlandske investorers afkast fra et udenlandsk institut ville stride mod fordelingen af beskatningskompetencen mellem medlemsstaterne.

Den omstændighed, at udenlandske institutter ikke kunne opnå fritagelse for kildeskatten førte desuden ifølge Domstolen til kædebeskatning af udbytterne i flere led, hvilket var i strid med den danske skatteordnings formål (præmis 85).

Domstolen konkluderede herefter, at kildeskatten stred mod artikel 63 TEUF og besvarede det præjudicielle spørgsmål således (præmis 87):

"Artikel 63 TEUF skal fortolkes således, at den er til hinder for en medlemsstats lovgivning som den i hovedsagerne omhandlede, hvorefter udbytter, der udbetales af et selskab hjemmehørende i denne medlemsstat til ikke-hjemmehørende institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter), kildebeskattes, mens udbytter, der udbetales til investeringsinstitutter hjemmehørende i denne samme medlemsstat, kan opnå fritagelse for en sådan skat, forudsat at disse institutter foretager en minimumsudlodning til deres medlemmer eller teknisk opgør en minimumsudlodning og foretager indeholdelse af skat i denne faktiske eller fiktive minimumsudlodning i forhold til institutternes medlemmer."

Eftersætningen "forudsat at disse institutter foretager en minimumsudlodning…" udgør en henvisning til og gengivelse af det stillede præjudicielle spørgsmål, som lød (præmis 19):

»Udgør en beskatningsordning, som den af hovedsagerne omhandlede, der indebærer, at udenlandske investeringsinstitutter omfattet af […] direktiv 85/611[…] kildebeskattes af udbytter fra danske selskaber, en tilsidesættelse af artikel 56 TEF ([nu] artikel 63 TEUF) om kapitalens frie bevægelighed eller artikel 49 TEF ([nu] artikel 56 TEUF) om den frie udveksling af tjenesteydelser, hvis tilsvarende danske investeringsinstitutter kan opnå fritagelse for kildeskatten, enten fordi de faktisk udlodder en minimumsudlodning mod indeholdelse af kildeskat til deres medlemmer, eller teknisk skal opgøre en minimumsudlodning, hvoraf der skal indeholdes kildeskat i forhold til institutternes medlemmer?« 

Det var altså et givent forhold for EU-Domstolen, at kildeskattefritagelsen var betinget af udlodning eller opgørelse af en minimumsindkomst som oplyst af den forelæggende ret. Domstolen har ikke ved eftersætningen gjort det til en forudsætning for kildeskattefritagelse, at det udenlandske institut opgør en minimumsudlodning efter danske regler (ligningslovens § 16 C). Dette kan også udledes generaladvokatens forslag til afgørelse, hvor det er anført i pkt. 81:

"For så vidt som Fidelity Funds i de i hovedsagen omhandlede regnskabsår tilsyneladende ikke har forsøgt, end ikke midlertidigt, at opfylde kravene i ligningslovens § 16 C vedrørende en minimumsudlodning, kan der efter min opfattelse sandsynligvis ikke gives medhold i selskabets søgsmål, selv om den forelæggende rets spørgsmål skal besvares bekræftende". 

Det var således klart for generaladvokaten og Domstolen, at Fidelity Funds ikke opfyldte kravene i ligningslovens § 16 C, og alligevel fandt Domstolen, at kildeskatten var EU-stridig. Havde Domstolen fundet, at opfyldelse af betingelserne i ligningslovens § 16 C havde betydning for sagens udfald, havde det været nødvendigt og naturligt at bemærke dette.

Højesterets dom SKM2021.353.HR
Højesteret lagde i sin dom for det første til grund, at EU-Domstolen i Fidelity Funds sagen kun har taget stilling til, at adgangen til kildeskattefritagelse skal være åben for både hjemmehørende og ikke-hjemmehørende investeringsinstitutter, jf. følgende præmisser i højesteretsdommen:

"EU-Domstolen har i dom af 21. juni 2018 i sag C-480/16 (Fidelity Funds m.fl.) på baggrund af landsrettens præjudicielle forelæggelse fastslået, at betingelsen om, at en investeringsforening skulle være hjemmehørende i Danmark, er i strid med retten til kapitalens frie bevægelighed efter artikel 63 i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF).

… 

Som nævnt i Højesterets domme af 23. juni 2011 (UfR 2011.2646) og 14. februar 2014 (UfR 2014.1491) indebærer det forhold, at en beskatningsordning indeholder et EU-retsstridigt element, ikke i sig selv, at hele beskatningsordningen skal tilsidesættes.
Det følger desuden af EU-Domstolens praksis, at så længe en EU-retsstridig forskelsbehandling ikke er afskaffet af den nationale lovgiver, skal overholdelsen af ligebehandlingsprincippet ske ved, at personer i den kategori, som forskelsbehandles, bliver indrømmet de samme rettigheder som personer i den privilegerede kategori, jf. bl.a. præmis 79 i EU-Domstolens dom af 22. januar 2019 i sag C-193/17 (Cresco Investigation).
På den baggrund finder Højesteret, at det forhold, at betingelsen om at være hjemmehørende i Danmark er i strid med EU-retten, ikke i sig selv bevirker, at de udenlandske investeringsinstitutter har krav på at få tilbagebetalt de indeholdte udbytteskatter."

Højesterets fortolkning er særdeles tvivlsom og efter min opfattelse forkert. Dette kan ses af EU-Domstolens besvarelse af det præjudicielle spørgsmål:

"Artikel 63 TEUF skal fortolkes således, at den er til hinder for en medlemsstats lovgivning som den i hovedsagerne omhandlede, hvorefter udbytter, der udbetales af et selskab hjemmehørende i denne medlemsstat til ikke-hjemmehørende institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter), kildebeskattes, mens udbytter, der udbetales til investeringsinstitutter hjemmehørende i denne samme medlemsstat, kan opnå fritagelse for en sådan skat, forudsat at disse institutter foretager en minimumsudlodning til deres medlemmer eller teknisk opgør en minimumsudlodning og foretager indeholdelse af skat i denne faktiske eller fiktive minimumsudlodning i forhold til institutternes medlemmer."

Domstolen fastslog dermed, at artikel 63 er til hinder for beskatning af ikke-hjemmehørende institutter, når hjemmehørende institutter kan fritages på lovens betingelser (ligningslovens § 16 C).

Det væsentlige er, at Domstolens besvarelse er absolut og ikke betinget af, at det ikke-hjemmehørende institut opfyldte betingelserne i ligningslovens § 16 C. Kildeskatten var således EU-stridig, uanset om det ikke hjemmehørende institut havde opfyldt betingelserne i ligningslovens § 16 C eller ej. Havde Domstolen haft den modsatte opfattelse, havde det været nødvendigt og naturligt for Domstolen at indsætte sætningen "der opfylder betingelserne i ligningslovens § 16 C" eller lignende.

Domstolen var bekendt med, at Fidelity Funds ikke opfyldte betingelserne i ligningslovens § 16 C, jf. pkt. 81 i generaladvokatens forslag til afgørelse, men fandt desuagtet, at kildeskatten stred mod artikel 63. Forholdet havde ingen betydning for Domstolens vurdering af den danske ordning, og det strider direkte mod EU-Domstolens dom at tillægge forholdet betydning ved vurdering af, om den danske kildeskat strider mod artikel 63 TEUF.

For det andet lagde højesteret vægt på, at Fidelity Funds ikke havde betalt skat af hele instituttets afkast, uanset om Fidelity havde danske investorer eller ej.

Højesterets læsning af Domstolens dom er i direkte strid med Domstolens præmis 58, hvori det netop anførtes, at "Kongeriget Danmark kan derimod ikke underlægge et ikke-hjemmehørende investeringsinstitut en sådan forpligtelse til at indeholde kildeskat af udbytter, som dette investeringsinstitut udlodder, til fordel for denne medlemsstat. Et sådant investeringsinstitut henhører alene under Kongeriget Danmarks beskatningskompetence på grund af de modtagne udbytter, og hvis kilde er i denne medlemsstat, og principielt ikke med hensyn til udbytter fra dette institut." 

Når Danmark ikke kan beskatte udlodninger fra ikke-hjemmehørende institutter til andre end danske investorer, så ville indbetaling af skat af hele afkastet til alle investorer, danske som udenlandske, give Danmark skattebetalinger, som Domstolen klart har anført ville stride mod Danmarks beskatningskompetence at opkræve og modtage. Det har formodningen imod sig, at Domstolen skulle tillade en medlemsstat at opkræve skatter, som ifølge Domstolen selv ikke tilkommer medlemsstaten.

Denne konklusion kan også udledes af Domstolens præmisser 57-59 og 61:

"57 Det andet formål, som den danske regering har gjort gældende, består nærmere bestemt i ønsket om ikke at opgive enhver beskatning af udbytte fra selskaber hjemmehørende i Danmark, men at beskatningen heraf finder sted på investorniveau hos investeringsinstituttets investorer. Dette formål gennemføres ved at fastsætte, at et investeringsinstitut, der er hjemmehørende i Danmark, for at kunne opnå status som udloddende investeringsforening, jf. ligningslovens § 16 C, og følgelig kildeskattefritagelse skal indeholde kildeskat i forhold til investorerne af den minimumsudlodning, som de faktisk har modtaget, eller siden ændringerne i 2005 af den minimumsudlodning, der opgøres i henhold til bestemmelserne i ligningslovens § 16 C. 

58 Kongeriget Danmark kan derimod ikke underlægge et ikke-hjemmehørende investeringsinstitut en sådan forpligtelse til at indeholde kildeskat af udbytter, som dette investeringsinstitut udlodder, til fordel for denne medlemsstat. Et sådant investeringsinstitut henhører alene under Kongeriget Danmarks beskatningskompetence på grund af de modtagne udbytter, og hvis kilde er i denne medlemsstat, og principielt ikke med hensyn til udbytter fra dette institut. 

59 Henset til formålet med, genstanden for og indholdet af den i hovedsagerne omhandlede lovgivning kan denne sondring, som i øvrigt afspejler forskellen mellem et institut hjemmehørende i Danmark og et ikke-hjemmehørende institut, imidlertid ikke anses for afgørende.
…
61 Kongeriget Danmark kan ganske vist ikke beskatte ikke-hjemmehørende investorer af udbytter fra ikke-hjemmehørende investeringsinstitutter. En sådan umulighed er imidlertid logisk set i overensstemmelse med forskydningen af beskatningen i forhold til investeringsorganet til deltageren." 

Domstolen påpegede i de anførte præmisser, at Danmark ikke kan beskatte udlodninger fra udenlandske institutter til udenlandske investorer. Det strider mod denne konstatering at opkræve skat af udenlandske investorers afkast som betingelse for kildeskattefritagelse, fordi Danmark ikke har kompetence til at beskatte afkastet til udenlandske investorer. Domstolen har således udtrykkeligt taget stilling til, at kildeskattefritagelse ikke kan gøres betinget af betaling af skat af afkast, som Danmark ikke kan beskatte. Ikke desto mindre gjorde højesteret kildeskattefritagelsen betinget af betaling af skat af alle investorers afkast, som ikke tilkom Danmark.

Domstolen afviste specifikt den danske regerings anbringende om, at kildeskatten var nødvendig som følge af, at Danmark ikke kunne beskatte udlodninger fra ikke-hjemmehørende institutter. Som begrundelse anfører Domstolen i præmis 75-76:

"75 En medlemsstats kildebeskatning af udbytter betalt til ikke-hjemmehørende investeringsinstitutter som følge af, at det ikke er muligt at indeholde skat af samtlige udlodninger, som disse institutter foretager, indebærer for det andet ikke, at former for adfærd, som kan gøre indgreb i en medlemsstats ret til at udøve sin beskatningskompetence med hensyn til virksomhed, der udøves på dens område, hindres, men derimod, at den manglende beskatningskompetence, der følger af den afbalancerede fordeling af beskatningskompetencen mellem medlemsstaterne, udlignes. 

76 Nødvendigheden af at opretholde en sådan fordeling kan derfor ikke påberåbes med henblik på at begrunde den i hovedsagerne omhandlede restriktion af de frie kapitalbevægelser."

Domstolen fandt således, at den manglende mulighed for at forskyde beskatningen til investorerne, for så vidt angår udenlandske investorer, ikke kunne begrunde kildeskatten. Hensynet til afbalanceret fordeling af beskatningskompetencen kunne ikke retfærdiggøre kildeskatten. Det var uden betydning for Domstolens konstatering, om instituttet opfyldte betingelserne i ligningslovens § 16 C eller ej.

Domstolen pegede i præmis 84 på, at Danmark kunne have haft en ordning, som sikrede, at de ikke-hjemmehørende institutter indeholdt skat eller på anden måde medvirkede til at sikre betaling af skatten. Eftersom kun danske investorer er skattepligtige til Danmark, må Domstolen nødvendigvis have tænkt på, at instituttet skulle medvirke til betaling af skat for eventuelle danske investorer, hvilket er den eneste relevante danske skat af afkastet, jf. Domstolens tidligere konstatering i præmis 61 af, at Danmark kun kan beskatte danske investorer.

For det tredje har Domstolen ikke indført og kunne ikke indføre en ny dansk skatteordning.

Domstolen bruger ordet "kunne" i præmis 84:

"84 Som generaladvokaten har anført i punkt 80 i forslaget til afgørelse, kan den interne sammenhæng i den i hovedsagerne omhandlede beskatningsordning opretholdes, hvis investeringsinstitutter, der er hjemmehørende i en anden medlemsstat end Kongeriget Danmark, og som opfylder betingelserne i ligningslovens § 16 C, kunne opnå kildeskattefritagelse, når de danske skattemyndigheder, med disse institutters fulde samarbejde, sikrer, at de sidstnævnte betaler en skat, der svarer til den skat, som de udloddende investeringsforeninger, jf. ligningslovens § 16 C, der er hjemmehørende i Danmark, skal indeholde, som forskudsskat, i den minimumsudlodning, der er beregnet i overensstemmelse med denne bestemmelse. At give sådanne investeringsinstitutter mulighed for, under disse betingelser, at opnå denne fritagelse ville være en mindre restriktiv foranstaltning end den nuværende ordning.

Det er efter min opfattelse en fejlfortolkning af dommen fra højesterets side, at den ordning, som Domstolen pegede på ville have været mere proportional, kan implementeres uden ny dansk lovgivning. Der kan efter dansk ret kun ske indberetning og/eller indeholdelse i udlodninger fra et institut, hvis der er klar hjemmel hertil i dansk lovgivning, hvilket der ikke var og fortsat ikke er. Hvis Fidelity Funds havde betalt skat af det fulde afkast til Danmark, ville Skattestyrelsen ikke have haft hjemmel til at modtage beløbet og ville have returneret skatten til Fidelity Funds. Ligeledes, hvis Fidelity Funds havde indberettet afkastet opgjort efter ligningslovens § 16 C, ville Skattestyrelsen have afvist indberetningen, da Skattestyrelsen ikke kan modtage indberetninger uden lovhjemmel.

For det fjerde lagde højesteret til grund, at Fidelity Funds for at blive fritaget for kildeskat af et dansk udbytte skulle have betalt skat til de danske myndigheder af et meget større beløb, nemlig af hele instituttets afkast, hvilket ville indebære betaling af skat af afkast, som Danmark ikke har kompetence til at beskatte. Fidelity Funds investerede kun en meget lille andel af deres formue i danske aktier.

For det femte har Domstolen ikke i præmis 85 tilkendegivet, at det ville være EU-konformt at opkræve kildeskatter hos institutter, som ikke opfylder betingelserne i ligningslovens § 16 C.

Domstolen anførte i præmis 85:

"85 At investeringsinstitutter, der er hjemmehørende i en anden medlemsstat end Kongeriget Danmark, og som opfylder betingelserne i ligningslovens § 16 C, ikke gives muligheden for fritagelse for kildeskat fører desuden til en kædebeskatning af udbytter, der betales til investorer, som er hjemmehørende i Danmark, hvilket netop strider mod formålet med den nationale lovgivning." 

Domstolen brug af ordene "fører desuden" viser, at der er tale om yderligere en begrundelse for den manglende proportionalitet. Præmissen indeholder ikke nogen stillingtagen til, hvordan skatteordningen skal se ud, hvilket er et nationalt lovgiveranliggende.

Det strider mod resten af dommen, navnlig den ubetingede besvarelse af det præjudicielle spørgsmål, at læse sætningen "og som opfylder betingelserne i ligningslovens § 16 C" i præmis 85 som en absolut betingelse, der altid skal opfyldes af ikke-hjemmehørende institutter for at kunne blive kildeskattefritaget. Præmis 85 siger blot, at institutter, som opfylder betingelserne i artikel 85, også udsættes for en dobbeltbeskatning, hvilket klart viser, at ordningen er disproportional i forhold til det formål, som ordningen forfølger.

Det følger af det anførte, at der er alvorlig begrundet tvivl om rigtigheden af højesterets dom i Fidelity Funds sagen. Det samme gælder det styresignal, der blev udsendt som følge af højesteretsdommen.

Det påhviler Skatteankestyrelsen som retsanvendende myndighed at anvende EU-retten korrekt. Skattestyrelsen kan uden at bringe sig på kant med retskildehierarkiet i Danmark forelægge Skattestyrelsens fortolkning i styresignalet for EU-Domstolen. Kun hvis Skatteankestyrelsen mener, at rigtigheden af højesterets dom er hævet over enhver tvivl, kan og bør Skatteankestyrelsen undlade at forelægge sagen for EU-Domstolen.

Ad Højesterets præmis i SKM2021.353.HR om, at udenlandske investeringsinstitutter skal have valgt at blive kvalificeret som udloddende investeringsforening og opgøre en årlig minimumsindkomst
Det var på daværende tidspunkt kun muligt at blive kvalificeret som udloddende investeringsforening, hvis instituttet var hjemmehørende i Danmark. Ikke-hjemmehørende institutter var på absolut vis udelukket fra denne kvalifikation allerede på grund af deres hjemsted.

Domstolen har taget stilling til, at kildeskatten var EU-stridig, selv om Fidelity Funds ikke opfyldte betingelserne i ligningslovens § 16 C. Der står intet steds i dommen, at det er en betingelse for Domstolens konklusion, at Fidelity Funds opfyldte betingelserne i ligningslovens § 16 C.
Hertil kommer, at havde Fidelity Funds forsøgt at blive kvalificeret som udloddende investeringsforening, ville anmodningen være blevet afvist. Der var ganske enkelt ikke hjemmel i national til at give Fidelity Funds status som udloddende investeringsforening, da dette var en status forbeholdt hjemmehørende institutter. Højesteret bebrejdede således Fidelity Funds et forhold, som Fidelity Funds lovgivningsmæssigt var afskåret fra at opfylde.

Det følger af EU-Domstolens dom i de forenede sager C-397/98 og C-410/98, Metalgesellschaft Ltd. m.fl., præmis 106, at tilbagebetaling af en ulovlig skat eller afgift ikke kan nægtes en borger med henvisning til, at denne ikke har ansøgt om et forhold, som det følger af lovgivningen vil blive afvist.

Dette er endnu et spørgsmål, som Skatteankestyrelsen bør forelægge for EU-Domstolen for at undgå at træffe en EU-stridig afgørelse.

…

Ad Oplyse hvorvidt I ønsker, at der skal afholdes retsmøde i sagerne.
Klager ønsker retsmøde i sagen.

Der er - objektivt - rimelig tvivl om, hvorvidt nægtelsen af tilbagebetaling af kildeskatter er forenelig med artikel 63 TEUF og hensynet til EU-rettens effektivitet. Jeg henviser til den udførlige redegørelse ovenfor.

Landsskatteretten skal som retsanvendende myndighed anvende EU-retten korrekt. Det bør gøre indtryk på Landsskatteretten, at stort set samtlige udenlandske investeringsinstitutter - på trods af den foreliggende højesteretsdom - har valgt at indbringe Skattestyrelsens afslag på refusion af kildeskatter. Institutter, som er forpligtet til at varetage investorernes interesser på en saglig og sober måde. Dette viser, at der (i det mindste) er tvivl om rigtigheden af de påklagede afgørelser.

Hvis Landsskatteretten efter retsmødet måtte være enig i, at der består rimelig tvivl om statens forpligtelse til tilbagebetaling af de EU-stridige kildeskatter, har Landsskatteretten mulighed for at forelægge spørgsmål herom for EU-Domstolen. Dette kan Landsskatteretten gøre uden at bringe sig på kant med retskildehierarkiet eller for den sags skyld med højesteret.

Der kan henvises til AMBI-sagerne. I mange år havde domstolene afvist de afgiftspligtiges krav om tilbagebetaling af AMBI, hvorefter Østre Landsret besluttede at foretage præjudiciel forelæggelse i den sidste sag, jf. vedhæftede pressemeddelelse fra Skatteministeriet.

Hvis begæringen om retsmøde afvises, vil dette vise, at Landsskatteretten har afgjort sagen uden en ordentlig og fyldestgørende stillingtagen til klagernes anbringender, som ikke kan afvises som temerære, men som fortjener en ordentlig stillingtagen på et fyldestgørende grundlag."

Klagerens bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og Skattestyrelsens udtalelse hertil
Repræsentanten har den 23. september 2025 fremsat følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og Skattestyrelsens udtalelse hertil:

"1 EU-domstolens konklusion
På side 3 i indstillingen nævnes, at "EU-Domstolen fandt dog, at den danske skattelovgivning var for restriktiv, idet udenlandske investeringsinstitutter, der opfylder betingelserne i ligningslovens § 16 C, ikke har haft mulighed for kildeskattefritagelse."

Gengivelsen af EU-domstolens dom er ikke korrekt. EU-Domstolen besvarede det stillede spørgsmål således (præmis 88):

" Artikel 63 TEUF skal fortolkes således, at den er til hinder for en medlemsstats lovgivning som den i hovedsagerne omhandlede, hvorefter udbytter, der udbetales af et selskab hjemmehørende i denne medlemsstat til ikke-hjemmehørende institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter), kildebeskattes, mens udbytter, der udbetales til investeringsinstitutter hjemmehørende i denne samme medlemsstat, kan opnå fritagelse for en sådan skat, forudsat at disse institutter foretager en minimumsudlodning til deres medlemmer eller teknisk opgør en minimumsudlodning og foretager indeholdelse af skat i denne faktiske eller fiktive minimumsudlodning i forhold til institutternes medlemmer." 

Det var således selve det forhold, at udenlandske institutter blev kildebeskattet, mens danske institutter kunne fritages for kildeskat, der var EU-stridigt.

Domskonklusionen er ubetinget. Konklusionen er navnlig ikke begrænset til, at det kun var de udenlandske institutter, som opfyldte kravene i ligningslovens § 16 C, som blev diskrimineret. Konklusionen er generelt formuleret og omfatter således alle udenlandske institutter, uanset om de opfyldt kravene i ligningslovens § 16 C eller ej. Opfyldelse af kravene i ligningslovens § 16 C var uden betydning for dommens resultat.

Dette følger også af, at EU-Domstolen udmærket var klar over, at Fidelity Funds ikke opfyldte kravene i ligningslovens § 16 C, jf. præmis 14:"Sagsøgerne har heller ikke over for de danske skattemyndigheder meddelt, at de ønsker skattemæssig status som udloddende investeringsforeninger, jf. ligningslovens § 16 C, eller tilpasset deres vedtægter til de regler, der var gældende for udloddende investeringsforeninger ind til indkomståret 2005" og præmis 16: "Sagsøgerne i hovedsagerne er derfor af den opfattelse, at selv om de ikke opfylder den anden betingelse om at opgøre og indberette en minimumsudlodning efter de danske regler, er de berettiget til tilbagebetaling af kildeskatter."

Hvis bemærkningen i indstillingen var korrekt, ville EU-Domstolen være nået til det modsatte resultat, nemlig at der ikke forelå en krænkelse af artikel 63, hvis det udenlandske institut ikke opfyldte kravene i ligningslovens § 16 C.

2 Højesterets dom
Jeg henviser til tidligere indlæg og skal her nøjes med at fremhæve to helt centrale forhold i Højesterets retsanvendelse.

Højesteret anfører i præmisserne:

"EU-Domstolens dom af 21. juni 2018 i sag C-480/16 (Fidelity Funds m.fl.), må forstås sådan, at hensynet til denne interne sammenhæng i den danske beskatningsordning kan retfærdiggøre, at det over for investeringsforeninger hjemmehørende i et andet EU-land stilles som betingelse for at opnå kildeskattefritagelse, at investeringsforeningen betaler skat til de danske skattemyndigheder svarende til det beløb, som danske hjemmehørende skal indeholde på grundlag af den opgjorte minimumsudlodning, jf. dommens præmis 84. 

På den baggrund finder Højesteret, at kravet i § 16 C om at opgøre en årlig minimumsudlodning omfattende bl.a. udbytte fra danske selskaber må anses for retfærdiggjort ved hensynet til at kunne foretage en korrekt beskatning og til den interne sammenhæng i beskatningsordningen, og at kravet ikke udgør en uproportional restriktion i strid med retten til fri bevægelighed for kapital efter TEUF artikel 63. 

Højesteret finder derfor, at det kan stilles som betingelse for de udenlandske investeringsinstitutters kildeskattefritagelse af udbytte fra danske selskaber, at de i årene 2000-2009 opfyldte kravet i § 16 C om at opgøre en årlig minimumsudlodning. 

De udenlandske investeringsinstitutter valgte ikke at blive kvalificeret som udloddende investeringsforeninger og opgjorde ikke en årlig minimumsudlodning, og de opfyldte dermed ikke denne betingelse for at opnå kildeskattefritagelse." [mine understregninger]

Højesteret fandt således, at det udenlandske institut skulle opgøre minimumsindkomsten, som er en opgørelse af globalindkomsten (al indkomst fra alle lande) og betale skat af globalindkomsten til de danske skattemyndigheder.

Herved sker der en klar overtrædelse af Danmarks beskatningskompetence, da Danmark derved beskatter indkomst, som ikke hidrører fra danske kilder eller modtages i Danmark, hvilket Danmark ikke kan, jf. præmis 58 i EU-Domstolens dom: "Kongeriget Danmark kan derimod ikke underlægge et ikke-hjemmehørende investeringsinstitut en sådan forpligtelse til at indeholde kildeskat af udbytter, som dette investeringsinstitut udlodder, til fordel for denne medlemsstat. Et sådant investeringsinstitut henhører alene under Kongeriget Danmarks beskatningskompetence på grund af de modtagne udbytter, og hvis kilde er i denne medlemsstat, og principielt ikke med hensyn til udbytter fra dette institut." og præmis 62: "Kongeriget Danmark kan ganske vist ikke beskatte ikke-hjemmehørende investorer af udbytter fra ikke-hjemmehørende investeringsinstitutter. En sådan umulighed er imidlertid logisk set i overensstemmelse med forskydningen af beskatningen i forhold til investeringsorganet til deltageren." 

Domstolen fandt, ganske indlysende, at det var umuligt for Danmark at beskatte udlodninger fra et udenlandsk institut til udenlandske investorer (fordi Danmark ikke har jurisdiktion eller beskatningskompetence), men alligevel gør Højesteret det til en betingelse, at instituttet har betalt skat af globalindkomsten, selv om dette er umuligt og strider mod den international fordeling af beskatningskompetencen og indgåede dobbeltbeskatningsoverenskomster. Den korrekte danske skat ville i givet fald være den skat, som påhvilede eventuelle danske investorer i instituttet, hverken mere eller mindre. Der er ganske enkelt ikke hjemmel til at beskatte udenlandske investorer af deres afkast. Skattestyrelsen opfordres til at redegøre for på hvilket grundlag Danmark kan opkræve skat af udenlandske investorers afkast fra udenlandske institutter.

Hertil kommer, at det i sig selv er formålsløst at kræve opgørelse af en globalindkomst (minimumsindkomsten), som Danmark ikke kan beskatte.

Som det andet forhold skal fremhæves, at der ikke var hjemmel i dansk ret til at foretage indbetaling af skat af globalindkomsten til de danske skattemyndigheder. Havde Klagerne betalt skat af globalindkomsten til de danske skattemyndigheder som ifølge Højesteret var et krav, ville skattemyndighederne have returneret skatten med henvisning til, at der ikke var hjemmel i dansk ret til at indbetale eller modtage skatten. Skattestyrelsen opfordres til at redegøre for på hvilket grundlag de danske skattemyndigheder kunne modtage en sådan betaling og på hvilket grundlag Klagerne kunne indbetale en sådan skat til de danske skattemyndigheder.

Af de anførte grunde er der som minimum rimelig tvivl om, hvorvidt opretholdelsen af kildeskatten er foreneligt med TEUF artikel 63. Denne tvivl kan uden videre afklares ved en forelæggelse for EU-Domstolen, og der er ingen hensyn, som taler imod en sådan forelæggelse."

Landsskatterettens afgørelse
Sagen angår, om H1 og underfonde er berettiget til tilbagebetaling af indeholdt udbytteskat, svarende til 15 % af bruttoudlodningerne, for kalenderårene 2010-2013 med i alt 1.673.595,82 kr.

Retsgrundlaget
Krav på tilbagebetaling af indeholdt udbytteskat
Et dansk selskab, der udbetaler udbytte, skal som udgangspunkt indeholde 27 % af det samlede udbytte, jf. kildeskattelovens § 65. For kalenderårene 2010-2011 skulle der indeholdes 28 % af det samlede udbytte.

Er der efter kildeskattelovens § 65 indeholdt kildeskat på udbytte, som overstiger modtagerens endelige udbytteskat, kan den for meget indeholdte udbytteskat kræves tilbagebetalt. For begrænset skattepligtige fremgår modtagerens endelige udbytteskat af enten kildeskattelovens § 2, selskabsskattelovens § 2 eller en dobbeltbeskatningsoverenskomst. For sådanne fysiske eller juridiske personer er det i første omgang et krav, at de vurderes som begrænset skattepligtige til Danmark, hvis de vil opnå tilbagebetaling af udbytteskat. Det fremgår af selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c, at et selskab mv. som nævnt i § 1, stk. 1, der har hjemsted i udlandet, er begrænset skattepligtig, hvis det oppebærer udbytte fra kilder her i landet omfattet af ligningslovens § 16 A, stk. 1 og 2.

Investeringsselskab
Et investeringsselskab er bl.a. defineret som et investeringsinstitut i henhold til UCITS-direktivet, jf. aktieavancebeskatningslovens § 19, stk. 1, nr. 1 (tidligere § 19, stk. 2, nr. 1).

For indkomstårene 2010-2013 var et investeringsselskab skattepligtig med 15 % af udbytte fra et dansk selskab, jf. dagældende selskabsskattelovs § 3, stk. 1, nr. 19.

Udloddende investeringsforening/investeringsinstitut med minimumsbeskatning
Ved en udloddende investeringsforening forstås en investeringsforening, der udsteder omsættelige beviser for medlemmernes indskud, og som opgør en minimumsudlodning, der beskattes i overensstemmelse med, at foreningen har valgt, at foreningens indkomst skal beskattes hos medlemmerne efter reglerne for udloddende foreninger, jf. den dagældende ligningslovs § 16 C, stk. 1 (lovbekendtgørelse nr. 176 af 11. marts 2009). Ved lov nr. 433 af 16. maj 2012 og med virkning fra den 1. januar 2013 blev ordlyden i ligningslovens § 16 C, stk. 1, ændret således, at der nu var tale om et investeringsinstitut med minimumsbeskatning, og at der skulle opgøres en minimumsindkomst.

Valget i stk. 1 af skattemæssig status som udloddende forening skal være truffet inden det første år, som valget gælder for. I en nystiftet enhed skal valget være truffet i forbindelse med stiftelsen, hvis det skal gælde fra første år. Oplysning om valget skal indsendes til told- og skatteforvaltningen senest den 31. december i det første år, som valget gælder for.

For indkomstårene 2010-2012 var en dansk udloddende investeringsforening skattepligtig i henhold til selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, og for indkomståret 2013 var et dansk investeringsinstitut med minimumsbeskatning skattepligtig i henhold til selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 5c. For udloddende investeringsforeninger/investeringsinstitutter med minimumsbeskatning blev modtagelsen af udbytte ikke anset som en indtægt ved erhvervsmæssig virksomhed, hvorfor sådanne udbytter var skattefritaget for disse enheder. Som følge heraf havde danske udloddende investeringsforeninger/investeringsinstitutter med minimumsbeskatning mulighed for at få et udbyttefrikort efter reglerne i kildeskattebekendtgørelsen. Fritagelsen for beskatning af udbytter fra danske selskaber til danske investeringsinstitutter med minimumsbeskatning blev ophævet ved lov nr. 1181 af 8. juni 2021 med virkning fra den 1. januar 2022.

Praksis
EU-Domstolens dom i C-480/16 (Fidelity) omhandlede bl.a., hvorvidt den danske stat havde overtrådt kapitalens fri bevægelighed i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF) artikel 63. EU-Domstolen lagde bl.a. til grund, at den omhandlede skattelovgivning udgjorde en restriktion i forhold til TEUF artikel 63, men domstolen udtalte, at restriktionen som udgangspunkt kunne begrundes i hensynet til at sikre sammenhængen i den danske beskatningsordning. EU-Domstolen fandt dog, at den danske skattelovgivning var for restriktiv, idet udenlandske investeringsinstitutter, der opfylder betingelserne i ligningslovens § 16 C, ikke har mulighed for kildeskattefritagelse, jf. præmis 84. Den danske skattelovgivning var derfor i strid med kapitalens fri bevægelighed.

Højesteret har i dom af 24. juni 2021, offentliggjort i SKM2021.353.HR, taget stilling til udenlandske investeringsinstitutters tilbagebetalingskrav vedrørende den udbytteskat, der blev indeholdt af deres udbytter fra aktier i danske selskaber i perioden 2000-2009, og betydningen af EU-Domstolens dom i sag C-480/16 (Fidelity). Højesteret fandt, at der i forbindelse med den danske skatteordning for udloddende investeringsforeninger skulle ses bort fra ordningens nationalitetskrav, men at der stadig skulle tages stilling til betingelserne i ligningslovens § 16 C. Højesteret udtalte i den forbindelse:

"Ligningslovens § 16 C

… I årene 2000-2009 sikrede bestemmelsen bl.a., at der af en dansk investeringsforenings opgjorte minimumsudlodning skete beskatning hos foreningens danske og udenlandske investorer som modstykke til den opnåede kildeskattefritagelse. EU-Domstolens dom af 21. juni 2018 i sag C-480/16 (Fidelity Funds m.fl.) må forstås sådan, at hensynet til denne interne sammenhæng i den danske beskatningsordning kan retfærdiggøre, at det over for investeringsforeninger hjemmehørende i et andet EU-land stilles som betingelse for at opnå kildeskattefritagelse, at investeringsforeningen betaler skat til de danske skattemyndigheder svarende til det beløb, som danske udloddende investeringsforeninger skal indeholde på grundlag af den opgjorte minimumsudlodning, jf. dommens præmis 84.

På den baggrund finder Højesteret, at kravet i § 16 C om at opgøre en årlig minimumsudlodning omfattende bl.a. udbytte fra danske selskaber må anses for retfærdiggjort ved hensynet til at kunne foretage en korrekt beskatning og til den interne sammenhæng i beskatningsordningen, og at kravet ikke udgør en uproportional restriktion i strid med retten til fri bevægelighed for kapital efter TEUF artikel 63.

Højesteret finder derfor, at det kan stilles som betingelse for de udenlandske investeringsinstitutters kildekattefritagelse af udbytte fra danske selskaber, at de i årene 2000-2009 opfyldte kravet i § 16 C om at opgøre en årlig minimumsudlodning.

De udenlandske investeringsinstitutter valgte ikke at blive kvalificeret som udloddende investeringsforeninger og opgjorde ikke en årlig minimumsudlodning, og de opfyldte dermed ikke denne betingelse for at opnå kildeskattefritagelse.

Højesteret finder herefter, at de udenlandske investeringsinstitutter ikke har krav på tilbagebetaling af de indeholdte skatter, selv om der skal ses bort fra den EU-retsstridige betingelse om at være hjemmehørende i Danmark.
…"

I Landsskatterettens afgørelse af 6. februar 2025, offentliggjort i SKM2025.302.LSR, er det desuden lagt til grund, at en eventuel ulovlig statsstøtte til danske investeringsinstitutter ikke vil have betydning for det udenlandske investeringsinstituts krav på tilbagebetaling af udbytteskat.

Landsskatterettens begrundelse og resultat
En dansk investeringsforening, der udstedte omsættelige beviser, og som var et selvstændigt skattesubjekt, blev som udgangspunkt anset for et investeringsselskab i skattemæssig henseende, jf. dagældende aktieavancebeskatningslovs § 19, stk. 2, nr. 1. Et investeringsselskab blev i de pågældende indkomstår beskattet med 15 %, når det modtog udbytte fra et dansk selskab, jf. dagældende selskabsskattelovs § 3, stk. 1, nr. 19.

En dansk investeringsforening, der udstedte omsættelige beviser, havde dog mulighed for - under visse betingelser - at tilvælge ligningslovens § 16 C, hvorved den blev anset for en udloddende investeringsforening/et investeringsinstitut med minimumsbeskatning i skattemæssig henseende. En udloddende investeringsforening/et investeringsinstitut med minimumsbeskatning var i indkomstårene 2010-2013 skattepligtig efter henholdsvis selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, og § 1, stk. 1, nr. 5c, og betalte 0 % i skat af udbytte fra danske selskaber.

H1 og underfonde har ved anmodningen søgt om tilbagebetaling af indeholdt udbytteskat. H1 har i denne forbindelse gjort gældende, at investeringsinstituttet i henhold til TEUF artikel 63 er udsat for forskelsbehandling, når instituttet sammenlignes med danske udloddende investeringsforeninger/investeringsinstitutter med minimumsbeskatning.

Højesteret har, efter EU-Domstolens dom, taget stilling til, om udenlandske investeringsinstitutter er udsat for forskelsbehandling, og Højesteret har i den forbindelse særligt behandlet ligningslovens § 16 C, jf. SKM2021.353.HR. Det fremgår af Højesterets dom, at EU-Domstolens dom i sag C-156/17 (Köln-Aktienfonds Deka) indgik som en del af retsgrundlaget. Højesteret udtalte i dommen, at det forhold, at betingelsen om at være hjemmehørende i Danmark er i strid med EU-retten, ikke i sig selv bevirker, at udenlandske investeringsinstitutter har krav på at få tilbagebetalt indeholdt kildeskat af udbytter.

Det fremgår endvidere af Højesterets dom, at det kan stilles som en betingelse for udenlandske investeringsinstitutters kildeskattefritagelse af udbytte fra danske selskaber, at de udenlandske investeringsinstitutter har valgt at blive kvalificeret som udloddende investeringsforeninger, og at de opfylder kravet i ligningslovens § 16 C om at opgøre en årlig minimumsudlodning. Det fremgår desuden af høringsskema af 14. april 2021 samt svar af 12. maj 2021 fra skatteministeren på spørgsmål 3 vedrørende lovforslag nr. 211 af 14. april 2021, at der i 2020 og 2021 var syv udenlandske enheder, der var anmeldt som minimumsbeskattede investeringsinstitutter. For så vidt angår kravet om at opfylde betingelserne i ligningslovens § 16 C, kan der endvidere henvises til Landsskatterettens afgørelser offentliggjort i SKM2025.302.LSR og SKM2025.303.LSR.

Repræsentanten har gjort gældende, at der er "alvorlig begrundet tvivl om rigtigheden af Højesterets dom" og skatteforvaltningens praksis, der fremgår af SKM2022.322.SKTST. Det er derfor gjort gældende, at Landsskatteretten skal forelægge sagen for EU-Domstolen, medmindre "rigtigheden" af Højesterets dom er "hævet over enhver tvivl". Repræsentanten har i denne forbindelse fremhævet flere eksempler på, hvor Højesterets fortolkning af EU-retten mv. og navnlig EU-Domstolens dom i C-480/16 (Fidelity) afviger fra repræsentantens fortolkning af samme.

EU-Domstolen har ved dommen i C-480/16 allerede forholdt sig til den danske beskatningsordning på baggrund af en præjudiciel forelæggelse fra de danske domstole. EU-Domstolen afviste at genåbne den mundtlige forhandling med følgende begrundelse:

"I den foreliggende sag finder Domstolen, efter at have hørt generaladvokaten, at den har alle de oplysninger til rådighed, som er nødvendige for, at den kan besvare spørgsmålet fra den forelæggende ret, og at alle de argumenter, der er nødvendige for at afgøre den omhandlede sag, navnlig muligheden for - for et institut, der ikke er hjemmehørende i Kongeriget Danmark - at opgøre en minimumsudlodning efter danske regler, og at opnå kvalificering som udloddende investeringsforening, jf. ligningslovens § 16 C, er blevet drøftet for Domstolen.

Henset til det ovenstående er det ufornødent at anordne genåbning af retsforhandlingens mundtlige del."

Det fremgår endvidere af EU-Domstolens dom, at domstolen også i sin begrundelse forudsætningsvist lægger til grund, at udenlandske investeringsinstitutter kan "opfylde betingelserne i ligningslovens § 16 C", jf. præmis 84 og 85. Ved Højesterets dom i SKM2021.353.HR foretog Højesteret en fortolkning af EU-Domstolens dom, og det blev bl.a. anført af Højesteret, at den omhandlede danske beskatningsordning indeholder et EU-retsstridigt element (hjemmehørende-krav), men at dette forhold - i sig selv - ikke indebærer, at hele beskatningsordningen skal tilsidesættes. Herefter fastslog Højesteret, at der bl.a. kan stilles krav om at opgøre en årlig minimumsudlodning efter ligningslovens § 16 C. Denne retstilstand kan ikke siges at være i uoverensstemmelse med EU-Domstolens dom.

På baggrund af ovenstående finder Landsskatteretten ikke, at der er rimelig tvivl om forståelsen af EU-retten, herunder TEUF artikel 63, der nødvendiggør forelæggelse for EU-Domstolen. Det bemærkes ydermere, at der forefindes en omfattende praksis fra EU-Domstolen i forhold til spørgsmålet om, hvornår en national beskatningsordning udgør en restriktion i strid med TEUF artikel 63, og at Højesteret i SKM2021.353.HR heller ikke fandt, at der var grundlag for yderligere præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen. Repræsentanten har ikke nærmere formuleret de spørgsmål, som der konkret ønskes forelagt for EU-Domstolen, men det må på baggrund af bemærkningerne under klagesagen antages, at de påtænkte spørgsmål i vidt omfang vil svare til de spørgsmål, som Højesteret blev anmodet om at forelægge for EU-Domstolen.

Landsskatteretten imødekommer derfor ikke anmodningen om præjudiciel forelæggelse. Det af repræsentanten anførte, herunder de fremsatte opfordringer, kan ikke føre til et andet resultat.

Det fremgår af SKATs afgørelse, at H1 og underfonde for kalenderårene 2010-2013 har modtaget tilbagebetaling af henholdsvis 13 % og 12 % af bruttoudbyttet fra de danske aktier. Det må således anses for lagt til grund ved SKATs behandling, at H1 og/eller underfonde kan anses for selvstændige skattesubjekter.

H1 og underfonde har under denne sag anmodet om yderligere tilbagebetaling af resterende indeholdt udbytteskat (15 %).

For kalenderårene 2010-2013 har H1 og underfonde ikke valgt at blive kvalificeret som udloddende investeringsforeninger/investeringsinstitutter med minimumsbeskatning, og der er heller ikke opgjort en minimumsudlodning/-indkomst. Allerede som følge heraf har H1 og underfonde ikke krav på tilbagebetaling af de pågældende indeholdte skatter.

Landsskatteretten kan således tiltræde, at H1 og underfonde ikke er berettiget til tilbagebetaling af indeholdt udbytteskat på 15 % af bruttoudbyttet. Landsskatteretten finder det ufornødent at tage stilling til, om H1 og/eller underfonde er selvstændige skattesubjekter, herunder om tilbagebetalingskravet kunne være afslået, allerede fordi dette ikke måtte være tilfældet. Der er i øvrigt ikke taget stilling til dokumentationen for det fremsatte krav.

SKAT var således berettiget til at give afslag på H1 og underfondes anmodning om tilbagebetaling, og Landsskatteretten stadfæster med denne begrundelse SKATs afgørelse.